Hvad F*CK laver jeg her?!

S: Kirken?!
O:Spøgelser
T: 20-21 tiden
V: Koldt og snevejr

Jane stod uden for kirken. hun havde ingen ide om hvad hun lavede her. Hun så sig om. den gotiske kirke var mørk og stor. der var udsmykninger over alt. måske lidt for overpyntet, men kirken der ellers burde være et rart sted så ret uhyggelig ud... Spøgelserne svævede fredeligt rundt. de var ikke længere en del af vores verden. de kunne bare ikke komme videre. Jane havde ondt af dem. Vinden blæste meget kraftigt. hendes lange sorte hår hang løst ned om ryggen og hendes violette øjne så koncentreret rundt til alle sidder. godt her var ikke nogen... Hun bevægede sig nærmere spøgelserne og via sin evne kontaktede hun dem. "Hej" sagde hun og smilede lidt nervøs. at tale med spøgelser var ikke så almindeligt men hvorfor også være normal?

En anden pige gik rundt lidt derfra, hendes mørke går. Var blevet let vådt og en smule Hvidt, af denne sne der havde dannet sig på hendes hoved. Hun vidste ikke rigtig hvad det var der drev hende ned til dette sted, måske var det de ukendte spørgsmål som var gemte der. Og højest sandsyndelig, heller ikke ville komme til at vise sig. Men på kirkegården var der mystisk alligevel, og så hørte hun også at der var en der sagde Hej. En pige gættede hun ud fra stemmen, men hun kunne ikke se pogens ansigt, da hun ikke turdte at stikke ansigtet ud for at se ordentligt efter. For hun ville ikke afsløres, for det kunne være at pigen ikke var helt sød alligevel.? Hun kunne mærke at hun skulle nysse, men hvorfor her og nu? Det kunne vem være et tegn, på at hun SKULLE finde hende. Vide at pigen ikke var helt alene, for der var en slags lure på lur efter nye mysterier og historier hun kunne tro på. For sådan var hun vel, meget hjælpsom og nysgerrig. 
Hun rømmede sig let; og tog et skridt ud, for at vise pigen sit eget ansigt og udseende. "Hej.. Eller undskyld.." Skyndte hun at undskylde sig, for hun kunne jo ikke bare komme brasende. Hun hostede en enkelt gang, og smilede til pigen. "jeg skulle have afsløret mig noget før.. Men.. Jeg kunne ikke rigtig, for der var jo så mange mennsker.      

Jeg tror at jeg begynder at trække mig lidt tilbage;
Forståes på den måde, at:
1. Jeg går i seng nu.. z__z
Men..!:
2. Så kommer jeg på i morgen.. Og svare dermed..xD

Jane havde været optaget af sin snak med spøgelset så hun havde slet ikke set pigen komme. hun hoppede pop i luften. hendes violette øjne lyste farligt, hendes tænder voksede... da hun så det bare var et mennesker blev hendes tænder mindre og hendes øjne fik et mindre farligt glimt. "hej" sagde hun venligt og smilede. pigen lignede en på omkring hendes egen alder. eller i hvert fald den alder hun lignede for selvfølgelig kunne menneskepigen ikke matche hendes rigtige alder. rigtigt var hun vel en 400 år eller noget i den stil... når man havde levet så længe mistede alderen ligesom sin betydning. "hvad laver du ude på denne tid af natten meneske?" Jane brød sig bare ikke om fremmede. det var nemmere at have en kold facade. fremmede var indtrængere. det ironiske var bare at hun plejede at blive ret gode venner med disse fremmede. hendes facade fik hende til at se lidt trist og ensom ud. hun følte sig ikke trist måske lidt ensom, men hvem var ikke det i denne trøstesløse by?