Hvad laver jeg her? (Jessica)

s: gyderne
o: huse?
t: eftermiddag
v: luften er kølig og klar

Sean så sig forvirret omkring da han opdagede han stod midt i mellem nogle skumlet udseende huse, i en gyde, fyldt af affald lige hvor han stod faktisk.
Han sukkede og lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår så det strittede lidt. Nu igen? han håbede det ville forsvinde nu hvor han var flyttet...blive bedre. Han begav sig væk fra affaldet og ud på en mindre gade, great! faret vild i en masse gyder, her var sikkert fuld af underlige folk, folk på jagt eller flugt.
Han lynede ned i sin sorte jakke da han opdagede han havde det lidt varmt, trods luften var kølig.
Inden under havde han en mørkegrå T-shirt og ellers nogle mørke bukser. Han havde heldigvis husket at få sine mørkebrune støvler på med små kæder so larmede svagt for hvert skridt. Dog passede det ikke så perfekt her, hvor han ikke vidste hvad der ventede rundt omkring.
Han trak vejret dybt ned i lungerne, hvad kunne han huske? Han kunne huske...en masse skumle gader, en diskussion med sig selv....og ellers intet.
Han sukkede, han var ny her, kom for nogle uger siden og havde kun lige fattet noget af det der skete her...Hans mørke øjne gled op på himlen, som var fuld af en masse skyer og få klatter blå himmel. Snart aften.
"Så er det bare os" smilte han til sig selv, han snakkede tit med sig selv vis ikke han var samen med sin hund i skoven, han havde endnu ikke mødt særlig mange og regnede heller ikke med det, sådan havde det været lige siden han blev skilt fra sin gamle gruppe.
Han begyndte at gå ned af den lille gade.

Gyderne spredte den skumle stemning. Folkene der havde været her i løbet af dagen var nok smuttet for længst. Når det begyndte at blive aften, var det ikke alle mennesker der blev der. Man vidste jo aldrig hvad der kunne ske? Dybt begravet i tanker kom en pige gående. Hun gik langs murene, med armene over kors. Hendes lange brune hår havde et skær af rød i sig, og var let krøllet. Det endte ved det nederste af ryggen.
Hendes hud var glat og bleg. Hendes øjne var skinnende blå. Hun var iført et par mørkeblå bukser, og sorte støvler. Hun havde også en lang lys jakke på. Hun var fordybet i tanker om sit 'liv'. Hun var ikke et menneske. Men en engel. Eller nej, ikke en engel, eller jo, men bare en dødsengel. Hun tænkte over en masse forskellige ting ligenu. Et mørkt sted, omgivet af mørke mure, kunne berolige hende, og give hende rotil at tænke over det der skulle tænkes igennem. Hvis der var noget der skulle tænkes igennem.
Jessica, var navnet. Jessica så sig omkring. Var der ikke nogen der bevægede sig? Hun så op på himlen. Ja, selvfølgelig var det snart aften.

Han så lidt frem for sig, så over skulderen, var der nogen der fulgte efter ham? Han rystede på hoved, nogen gange led han af forfølges vanvid. Han sukkede.
"Tror du nogen følger efter os?" spurgte han, men uden at snakke med nogen...altså nogen rigtig person, i hans hoved svarede den sædvanlige mand, han som på en eller anden måde altid var med ham.
"Nej?" svarede han sig selv.
Han fornemmede pludselig den svage lugt af...engel? Han så op og opdagede en ung kvinde, eller teenager? Komme gående et sted forude, var hun englen? Det måtte hun være siden der ikke var andre.
Pludselig var hans ven væk igen, han var altid så sky når de stødte ind i andre.
Han fortsatte med at gå mens han så på englen hele tiden, hvad nu? Han mærkede en stigende lyst til...at sprede ondt, som dæmoner var så kendt for. Han smilte for sig selv mens han mærkede en lille person inden i ham som prøvede at råbe ham op, fortælle ham at det skulle han ikke. Men han ignorerede den, som altid, stemmen.

Jessicas blik gled rundt. Fra én mørk mur til en anden mørk mur. Så fik hun øje på en skikkelse. Hun betragtede den, og opdagede så at det var en ung mand. Var det mon et væsen? Ja, det var det. Dæmon? Ja.
Hun stoppede op, uden helt at vide det, og stak hænderne i lommerne. Mon denne dæmon var ond? Ja, det var han nok. Hendes blik flakkede mellem dæmonen og en helt tredje mørk mur. Mørke overalt! Det var ret så dejligt syntes hun.
Jessicas ene hånd strøg lidt hår bort fra øjnene og om bag øret. Hun lukkede øjnene og hånden dløj tilbage i lommen. Hun vendte blikket væk fra den unge mand, og lod som om hun ikke havde set ham. Hun havde kun kigget på ham et par sekunder? Han havde nok ikke opdaget hende. Jessica lændede sin ene skulder mod muren og kastede et blik over skulderen, hvor efter hun også lændede hovedet mod muren

Hun virkede en smule...flyvende? Han grinte lidt for sig selv da han så at hun så på ham, men skyndte sig at se væk som om hun håbede han slet ikke hvade set hende. Desværre for hende var han hverken blind eller havde mistet sin næse og jo tættere han kom kunne han lugte hende bedre. Hvad lavede en engel her? Han havde troet de fleste ville holde på lysere steder, selv om det godt nok var blevet nat, men alligevel.
"Tør du ikke se på mig?" smilte han til hende og stoppede op så der kun var...ja, 3 skridt? Så ville han være helt henne ved hende.

Jessica løftede hovedet da hun kunne mærke at han kom tættere på. Hun tænkte lidt over hvad han ville, men da han så sagde noget til hende vendte hun sig mod ham. Hun så rolig og afslappet ud. Ja, han var helt klart dæmon. Hun var ikke ekspert i dæmoner eller andre væsner endnu. Selvom hun havde været dødsengel i 113 år, havde hun ikke mødt nogle væsner. Så en dæmon skulle være den første? Jah, åbenbart.
Jessica betragtede ham let, og kastede så et blik rundt. Der var ikke et øje at se. Udover, selvfølgelig, dæmonen.
Hun låste blikket fast ved ham igen, og sukkede.
"Og hvad får dig til at tro det?" spurgte hun og så uskyldigt på ham.

"At du skyndte dig at se væk som om du håbede jeg ikke havde set dig?" smilte han, det ville have virket bedre vis hun bare havde set på ham istedet for at se væk, så ville han nok bare være gået forbi hende. Men nu havde hun vakt hans nysgerrighed.
"Du er englen, har jeg ret?" smilte han og lænede sig op af væggen og så hen på hende, hun så ikke værst ud vis han skulle være ærlig, gad vide hvad hun kunne?

Hun trak på skuldrene. Han havde da ret i det med at hun var en engel. En slags engel. "Engel? Tjah.." Hun smilede.
"Og så må du vel være dæmonen? Har jeg ret?"
Jessica bed sig i underlæben som en vane. Hun kiggede afvendtende på ham. Så strøg hun igen lidt hår bort.
Himlen blev mørkere og mørkere. Der ville ikke gå længe før det var helt mørkt.Jessicas hænder lå stadig i lommerne og hun lod sin ryg dumpe mod muren, og hovedet falde tilbage så hun så op på himlen. Skyerne dækkede hele himlen nu. Man kunne ikke se en eneste plet af den mørke himmel. Jessica sukkede og lod blikket falde på ham igen, mens hun talmodigt afventede et svar.

"Ja" smilte han roligt og så på hende
"Jeg er dæmon..." han kom i tanke om der fandtes flere slags engle, men på en måde syntes han ikke det var...nødvendigt at vide, lige nu i hvert fald.
Han så sig lidt omkring og kom i tanke om at han ikke anede hvor han var, han så på englen igen.
"Hvor er jeg enlig?" spurgte han lige ud

Hun nikkede og smilede.
Hans spørgsmål kunne hun nemt besvare, da hun jo tit var her. "Du er i Allées Gyderne." mumlede hun og kastede et blik rundt. "Har du aldrig været her?" Måske et mærkeligt spørgsmål at stille når han spurgte hende hvor han var? Ja, men det var da lige meget! Hun sukkede.
Jessica så nu på ham igen, mens hun ventede på et svar på sit ret så dumme spørgsmål.

Han sendte hende et hårdt blik.
"Nok ikke jo" svarede han uden at anstrenge sig for at være venlig.
Han begyndte at gå videre, forbi hende og videre mens han så sig lidt omkring.
"Her er beskidt, alle de steder jeg har været, hvor der bor mennesker, har der været beskidt, elsker de virkelig at vælte sig i deres eget lort?" sagde han og delte derved noget han havde lagt mærke til. Han havde på fornemmelsen af a der havde været rent nok før Malakel, eller hvad han nu hed, var kommet til magten. På en måde kunne han godt tænke sig at få ham til at forsvinde, denne Malakel.

"Det kunne jeg vel tænke mig selv til, men alligevel!" Hun trak på skuldrene. Hun sendte ham et hårdt blik tilbage.
"Tjah, det ved jeg ikk'! Har heller ikke været her længe." mumlede hun og kiggede på ham med et tomt blik. Hun vidste ikke meget om byen endnu, men måtte finde ud af det på et tidspunkt. Vinden legede let med hendes hår. Jessica bed sig i underlæben. "Har du?" spurgte hun. "Altså været i byen længe?" Hun stirrede ud i luften med et tomt blik.

//Sorry, krea svigt ^^'//

Han så på hende, sjovt som de kunne svare hårdt tilbage, men i næste øjeblik være venlige igen. Han rystede på hoved.
"nej, nogen gange tager jeg ind i byerne for at se mig omkring, lære stederne at kende og det hele...Er lige flyttet her til, bor ude i skoven" sagde han og gav sig lidt videre med den tanke at hun nok fulgte med vis hun gad.
"Hvad med dig?" spurgte han så

//ja, jeg ved det, har det også selv//

Jessica smiled til jorden. Hun morede sig faktisk lidt...?
"Flyttede hertil for lidt tid siden, men har ikke rigtigt været andre steder end her. Bor i Logement - Boligkvarteret." sagde hun og fæstnede blikket ved ham igen. Hun fulgte et par fulge der fløj over himlen, med øjnene. Hun vidste ikke rigtig hvor lang tid siden det var at hun var flyttet hertil. Der var gået så mange år hvor hun havde været i forskellige lande og boet der, men hun havde ikke tal på hvor lang tid i hver. Men hun vidste da hvor gammel hun var. Det var da en ting.
Et suk undslap hendes læber, og hun så, så igen ned i jorden.

"Aha" svarede han og så lidt på hende.
"Hmm....Skal du noget, eller skal vi følges lidt? Det føler åndssvagt at blive stående stille vis ikke det er fordi man skal slås og det tror jeg ikke der er grund til, eller hvad?" smilte han
"Hvad med dine evner?" spurgte han lige efter, han havde en fornemmelse af noget koldt da han spurgte og ventede spændt på svaret.

Hun smilede skævt. "Nej det er der vel ikke," mumlede hun. Hun lod som om hun var skuffet, men kunne ikke lade være med at smile alligevel.
Jessica så på ham, da hun havde taget de tre skridt der var mellem dem, og stod nu ved siden af ham.
"Mine evner?" Han spurgte til hendes evner? Ja, men så måtte hun vel svare ham. "Hmm... Altså, kan kontrolere vand og fryse det til is." Hun gad ikke sige mere om den evne, men tænkte lidt over hvordan hun skulle forklare om den anden?
"Og den anden... Øhm... Altså jeg kan få folk til at lide, ved at kigge dem dybt i øjnene. Dog kræver det meget koncentration, og det er ikke altid det virker." Hun smilede skævt til ham. "Dine?"

Han nikkede, han havde haft ret i det med noget koldt. Glædede ham.
Han begyndte roligt at gå med hende ved sin side mens han tænkte over hvad hun havde leget skuffet over?
"Mine?..." han skar en grimasse, det tog altid så lang tid at forklare fordi folks tanker altid i starten var at det var nogle svage evner.
"Altså...Jeg kan få planter til at gro, vokse, eller visne, nærmest gøre alt med dem, de lystre mig..." han ventede lidt for at se om hun ville sige noget.
"...Den anden er...at jeg har en tendens til at vide ting, selv om jeg ingen mulighed havde for at få dem af vide, jeg ved dem bare, lige pludselig, dog kan jeg ikke styre det"

Hun nikkede over hans første evne. Og den anden evne tænkte hun lige lidt over før hun forstod.
"Okay," sagde hun. Hun gik med faste skridt ved siden af ham. "Det er lidt lige som med min anden evne. Jeg kan heller ikke rigtig styre den." Hun kunne ikke bare volde dem smerte, men også styre deres kroppe samtidig. Men det var det hun ikke rigtigt kunne styre. Selvom hun have haft evnen i over hundred år, havde hun ikke altid haftv lige meget brug for den.
Jessica sukkede, mens hun stadig gik i sine tanker. Hun løftede blikket og så op på ham.
Hun bed sig let i underlæben.

Han så på hende og nikkede lidt, og fortsatte lidt i stilhed.
Hvad skulle der ske? Dette her var oprigtigt kedeligt.
"Jamen dog" sagde han pludselig, men ikke til hende.
"Der kan man bare se, man ved jo aldrig hvem eller hvad man støder på, vel?" han rystede svagt på hovedet.
"Nej, du har ret"

Mørket havde nu lagt sig helt. Man kunne ikke se en hånd for sig. Jessica kedede sig forfærdeligt meget lige nu. Hun havde virkelig lyst til at der skulle komme nogte spænding. Det var jo ikke lige det der var mest af i hendes liv. Hun vidste ikke hvorfor, men det havde hun bare.
Et vindpust ramte hendes ansigt, og en dråbe ramte hendes kind. Hun løftede den kolde hånd og tørrede dråben væk. Mon det ville regne nu?
Jessica så op på ham igen.

Han nynnede pludselig for sig selv som om han havde glemt alt om hende, det var enlig ikke med vilje...det skete bare.
Pludselig rystede han på hoved igen og smilte til hende.
"Hvad skal vi lave?" En dæmon og en engel der kede sig sammen? Der var et eller andet galt her...Han skulle være ond, hade svage væsener, slås med dem, true dem, skræmme dem...Faktisk kunne han bedre lide ideen om at få malakel væk, men alligevel...han var dæmon for helvede! Han så lidt p åhende
"Hvad har du lyst til?" han mærkede dråberne fra oven og smilte op mod himlen. "Finde et tørt sted?" foreslog han

"Tjah..." mumlede hun og satte farten en smule op. Hun styrede mod en lukket gyde. Hun satte farten ned igen og gik lydløst derhen. Det første sted hun fandt. Hun tog altid det første som det bedste.
Tankerne gled hen mod hendes sidste møde med en dæmon. Det var for mange, mange år siden, men hun tænkte på det nu, og huskede det. Der havde hun fået kamp! Det måtte man sige!
Så kom hun i tanke om at hun slet ikke havde præsenteret sig. Han havde dog heller ikke præsenteret sig selv.
"Du kunne vel starte med at fortælle dit navn?" foreslog hun med et drillende smil.. Hun var i den lukkede gyde nu. Hun var hurtigere end ham, så hun vendte sig mod ham og ventede.

Han så på hendes drillende smil og gik roligt mod hende mens han selv smilede.
"Nåe, så det kunne du godt lide at vide?" smilte han drillende tilbage og lod blikket glide over hendes krop, bare for at se hvordan hun ville reagere på det.
"Det starter med S..." fortsatte han og stoppede op da han var oppe hos hende
"...Du må nu gøre dig fortjent til at høre resten"

Hun hævede det ene øjenbryn. Det drillende smil blev som det var, mens hun tænkte over hans svar. S? Hun måtte gøre sig fortjent til det?!
"Og hvad mener du så med det?" spurgte hun, med en halv kold stemme. Gammel vane. Jessica betragtede ham let, og strøg håret væk fra øjnene. Hun så ud i regnen. Det silede ned nu. Det ville nu være dejligt lige at få et par kolde dråber mere på huden... Nå, men det kunne hun vel altid gøre. Eller hun kunne få et par dråber derind? Nej!
Jessicas tanker fløj tilbage mod ham, idet hendes blik gjorde det sammme. Hun ventede tålmodigt, mens hun lagde armene over kors.

Han så lidt på hende og trak på skuldrene.
"Det jeg siger" smilte han og så på hende, det var sjovt som hun først virkede drillende...og når folk så gjorde det samme mod hende, gik hun i forsvarsposition. Lidt interessant måske? Han så lidt på hende og trak på skuldrene mens han vendte ryggen til hende og gik ud mod regnen, kæderne på hans støvler raslede blidt for hvert skridt.
"Men det er også fint vis du ikke vil vide det" sagde han
"Jeg er sådan set ligeglad" han trådte ud i regnen og så op mod himlen med lukkede øjne om mærkede hvordan den kølige regn begyndte at gøre hans tøj hvor og afkøle ham, ikke fordi han havde haft det mega varmt...men det var nu dejligt beroligende alligevel.