Det triste regnvejr - CC

Sted :: En gyde på gå gaden i Terre.
Omgivelser :: næsten ingen væsner, regnen holde dem indedørs.
Vejr :: Det øs regner, ud over det er vejret lummert og det ligner det kunne finde på at tordne.
Tid :: Midnats tid.
Påklædning :: Bliver beskrevet i indlægget.

Det regnede, et virkelig øs regnende møgvejr. Transylvania stod i læ, så meget i læ hun nu kunne. Hun stod henne ved en gyde, ud til en vej men hun stod heldigvis i læ. Selv om det stadig regnede ind på hende. Det var koldt og vejret havde det som om, det kunne begynde at tordne når som helst. Lummert vejr var det. Det var ved at være midnat, mørket var faldet tidligt på. Selv trætheden halede sig langsomt ind på Transylvania. Men hun kunne ikke sove nu, ikke før hun havde fundet et rigtig sted at sove. Hun trak sin jakke tætter på sig, et nys undslap hende. Mens hun betragtede vejen, for at se hvad der skete. Selv om hun nyste håbede hun så sandelig ikke, at hun var ved at blive syg. “Sylv min pige, det regner hvad gør du?” Kom det mumlende fra hende. Så kun, Sylv kunne til tider find epå at snakke med sig selv. Hvis hun havde haft nogle, venner ville hun selvfølgelig have snakket med dem. Men nej hun havde ingen, hun boede på gaden med det nedslidte tøj hun gik i. De sko hun gik i, var hullede mere hullede end selve vejen var. Sylv strakte sig, det var trættende at stå så længe hun ville gerne have sat på skraldespanden ved siden af hende. Men den var alt for fyldt. Og det ville, bare have endt galt hvis hun satte sig på den. Alt det tøj, fra den våde jakke til den våde top til de våde jeans hun havde på. Føltes halv klamt, vådt tøj var altså ikke det behageligeste.

Dage som i dag, var dage hvor C.C. priste sig lykkelig over at paraplyer eksisterede. Han var på vej hjem fra nogle venner, som han havde været sammen med hele dagen, og da det tidligere havde været fint nok vejr, havde han bare tage en hvid tanktop på, sorte jeans, sorte converse og for en sikkerheds skyld en sort hættetrøje, i tilfælde af at det blev koldt. Da det først begyndte at regne, havde han bare besluttet sig for at vente til det stoppede, men det syntes bare at blive værre jo længere han blev hos dem. Til sidst havde han givet op, og sød som hun nu var, havde hans veninde Diana givet ham en paraply med så han kunne slippe for at blive alt for forkølet på vejen hjem.
Egentlig gik C.C. ret så meget i sine egne tanker, da han hørte nogen sige noget, og dermed stoppede op. Umiddelbart var der ikke andre herude, og han skulle til at fortsætte, da han fik øje på en pige, som stod i en gyde og så ud til at prøve at holde varmen. Han overvejede halvt at fortsætte hjem og ignorere hende, men den smule gentleman der var i ham besluttede at gå over imod pigen i stedet. Hun så lidt for ung ud til at han brød sig om at hun var herude så sent. Og da han kom nærmere kunne han også se at alt hun bar så slidt ud, helt ned til hendes sko, som så ud til at lade mere vand sive ind, end de holdt ude efter at være blevet brugt så meget
"Har du brug for hjælp?" spurgte han, og gjorde sit bedste for ikke at lyde som en klam stodder. Han var bevidst om at de fleste fandt hans udseende intimiderende, så generelt holdt han sin stemme neutral og stille, modsat hvad de fleste forventede.

Det så ud til, at ville fortsætte med at regne. Et suk forlod hendes læber, hendes hale var genneblødt selv om hun ellers, forsøgt at holde den tør. Sylv kunne mærke kulden fra hendes krop, den var blevet koldere selv om det hele føltes varmt. Gid hun havde evnen til at holde sig varm, men i stedet for kunne hun forvandle sig til en kat. Hun blinkede med sine øjnfvipper, for at få nogle irriterende dråber væk. Hvis man kom nærmere, kunne man se øjnene ikke så normale ud, mere katte agtige og en anelse af det mennesker havde. Hun blev revet væk af sine tanker da, der var en som talte til hende det var sjældent folk kom direkte hen til hende og snakkede. Hun rettede sin opmærksomhed op mod personen der viste sig at være af hankønsvæsnet. Han så ud til at være en anelse højere end hende men, hun havde intet imod høje mennesker. Så var spørgsmålet, bare om han var et menneske? Det hår som plejede at være rødt, var vådt og hang løst men ellers så hun jo ud som en der var ved at drukne i regnvejret bortset fra at hun ikke hun ikke var ved det. “Ømh kun, hvis du kan få regnvejret til at gå væk, det ville være rart” kom det fra hende. Tør så han da, ud sådan som han stod under den paraply han havde. Transylvania ville gerne, have rystet vandet ud af sine sko. Men hvis hun gjorde det, blev de bare våde igen de kunne ikke rigtig blive tørre så længe det regnede. Et kort kig op, på paraplyen inden hun vendte de grønne øjne mod ham. “Tror du det kommer til at tordne? Så lummert der er selv, om det regner” kom det fra hende.

Da han kom nærmere kunne C.C. sagtens lugte at den her pige var en navajo, og ud fra hvad han umiddelbart kunne se, var det en fra kattefamilien, så meget var sikkert. Den information lagrede han i sit baghoved til senere brug i stilhed, mens han betragtede hende. "Beklager, hvis jeg kunne havde jeg gjort det" svarede han og tilbød hende et svagt smil, da det synes at være en normalt reaktion på sin egen kommentar.
Da hun spurgte om han troede det ville begynde at tordne trak han på skuldrene. "Jeg ved det ikke, men det kunne godt se sådan ud, kunne det ikke?" spørgsmålet var retorisk, da det lumre vejr var nok svar i sig selv. "Fryser du ikke? Hvis du tager din jakke af, kan du låne min trøje, den er nok varmere" sagde han og holdte en kort pause inden han tilføjede: "Det er okay hvis du ikke vil. Jeg er trods alt en fremmed mand" Han vidste ikke helt hvorfor han ville hjælpe hende. Måske var det fordi hun lignede en, som var i samme situation som han selv havde været for mange år siden, eller også følte han sig bare venlig for en gangs skyld. Uanset hvad det var, så følte han i hvert fald at han burde tage sig af hende på en eller anden måde, inden en klam stodder fik fat i hende og fik hende ud i et liv lignende hans eget for fem år siden.

“Det kunne ellers, være genialt hvis man kunne ændre vejret efter som man ville” kom det fra hende mens hun stirrede på hende. Måske en anelse, skræmmende med de øjne hun havde. Men folk måtte finde, sig i det. Hun var født som hun var født, og det måtte folk ja finde sig i. “Jo bare det ikke lyner, jeg kan ikke lyde lyn” kom det fra hende mens hun kastede et blik op mod den mørke natte himmel mens regnen stadig silede ned over dem. Da han spurgte om hun frøs kiggede hun lidt mistroisk på ham da han sagde hun kunne tage sin jakke af også låne hans trøje. Der var gået noget tid, inden det sidste nys og nu slap endnu et ud. “Undskyld, hvis jeg ramte dig. Men jo måske fryser jeg en smule selv om det føles varmt men det er nok fordi jeg har det så koldt at det føles varmt” kom det fra hende mens hun utroligt nok roligt tog jakken af og lagde den over hendes arm. Selv om den var slidt, ville hun ikke lagde sig skille fra sin egen del, selv om det faktisk var en hun havde fundet i en gyde en gang. “Mit navn er forresten Transylvania” kom det fra hende, endnu en gang hadede og foragtede hun sit navn.

C.C. nikkede overvejende til hvad hun sagde. Om ikke andet var det en bedre evne end at være tvunget til at forvandle sig til et monster ved hver fuldmåne, så meget måtte han indrømme. "Chancen for at blive ramt af et lyn er lille, især når man er inde i en storby, med mange høje bygninger" sagde han så, lidt i håb om at det gjorde hende roligere, men han var ikke særligt god til sådan noget helt generelt, så han holdt det ved det.
Da hun nøs, bekræftede det blot hvad han havde sagt, og han hævede et øjenbryn mens han ventede på at hun tog imod hans tilbud. Han trak på skuldrene da hun undskyldte i tilfælde af at hun havde ramt ham, og lod hende blot tale ud, inden han begyndte at tage sin hættetrøje af. Men lidt besvær lykkedes det uden at tabe paraplyen, og han lagde trøjen over hendes skuldre. Den burde være varm, da C.C. var typen som altid af ren natur var varm, selv når det var iskoldt og han egentlig frøs.
"Mit navn er Cecil, men de fleste kalder mig bare C.C." brummede han da hun præsenterede sig. Han havde egentlig intet imod sit navn, men han blev bare altid kaldt det efter han var kommet til Di Morga. Nu formindskede det bare forvirringen at sige det med det samme.
"Har du noget sted at sove i nat?" spurgte han så. Han kunne godt høre at det lød ret skummelt så han skyndte sig at tilføjede "Ikke for at lyde som en klam stodder selvfølgelig, jeg beklager hvis det virkede sådan"

C.C lød slet, ikke som nogen stodder eller det kunne hun jo ikke vide om han virkelig var hun var stadig meget forsigtig om ham. Det havde givet en smule varme, da han lagde trøjen over hende men hun valgte nu alligevel at tage den på så den ikke kun lå på hendes skulder. Hun strakte sig, mens hun holdte sin jakke i den ene hånd. Hun ville bestemt ikke efterlagde den, nej. Da han snakkede igen, rettede hun sin opmærksomhed mod C.C da han spurgte hende om hun havde noget sted at sove i nat. Et lille smil, gled frem på hendes læber da han sagde at han ingen klam stodder var. Sådan nogle var hun rendt ind i et par gange men altid heldigvis sluppet væk ved hjælp af hendes evne. “Nej ikke rigtig, hvis det ikke havde været for regnen kunne jeg nemt have fundet et sted udendørs. Men vejret gør det umuligt” kom det fra hende mens hun, kiggede på ham. Hun mærkede, hvordan langsomt regnen ødelagde varmen i den hættetrøje han havde lånt hende. Det ville ikke, vare længe før den var gennemblødt. Transylvania stod lidt og vippede op og ned på sine fødder, der skulle gang i blodomløbet så hun ikke forblev kold. Hun tænkte kort, på det han sagde at chancen var meget lille for at blive ramt inde i en storby. Lige nu var det, jo fint hun så havde valgt at blive inde i byen i stedet for at tage et sted hen hvor det var nemmere at blive ramt. Ind til videre, var C.C en af de, få personer hun endnu ikke havde taget noget fra som regel var det jo nemt nok. Men hun kunne, ikke rigtig være det bekendt nu hvor han var så venlig over for hende. For som sagt, kunne han vel nemt at været en af de der ligeglade typer som bare var gået videre uden at stoppe op og kigge nærmere.

Da hun fortalte at hun ikke havde noget sted at sove - og at det ellers havde været nemt hvis vejret havde været til det - fik han hurtigt et flash-back til sit eget liv på gaden. Vinteren og efteråret var det sværeste at komme igennem når man ikke havde noget hjem, og især når vejret var på denne måde. Så efter at tænke lidt over det besluttede han at give hende et tilbud."Hvis du vil har jeg en sofa, som du kan låne over natten. Den er lidt hård at ligge på, men det er bedre end overhovedet ikke at få noget søvn" sagde han så, næsten overrasket over at han selv var så venlig.
Det ragede jo egentlig ikke ham om den her pige eller nogen anden hjemløs faldt om og døde af træthed eller sult, men sådan her var han når det kom til den slags. Han tog gerne ind og købte noget at spise til folk på gaden, eller tilbød dem at tage et bad hjemme hos ham, hvis de så ud til at have brug for det. Nu kunne han ikke helt vurdere situationen på grund af mørket, men tilbudet ville komme hvis hun ville det. "Ellers kan jeg byde på noget te og lidt mad hvis det er" tilføjede han med et skuldertræk.

At han tilbød hende at hun kunne sove en nat, hjemme på hans hårde sofa. Hun var ligeglad med om hvor hård den var, det kunne ikke være slemmere end den hårde kolde jord som hun jo tit sov på. Transylvania lyttede roligt til hans andet forslag også, om at få et kop dejligt varmt te og noget at spise, dog var det hun trængte mest til var at få sovet ordentligt igennem, men forhåbentligt. Også få noget at spise inden hun faldt i søvn. “Jeg tror jeg, ved ikke om jeg burde sige ja men jeg siger ja tak til at sove en nat på din sofa. At sove i denne regn, kan kun koste en lungebetændelse eller influenza.” kom det fra hende mens hun så på ham. Endelig kom det første lyn glimt, efterfulgt af et tordenbrag, hvilket fik Transylvania til at spjætte forskrækket så hun nærmest røg ned på asfalten på røven.”Avs” kom det mumlende fra Transylvania, hun faldt bogstavligtalt på halebenet og hendes hale.

Cecil lagde hovedet på skrå, men skyggen af et smil fremstod på hans læber, da pigen tog imod hans tilbud. Hvis hun virkelig havde tvivlet på hans motiver havde han nok bare fortalt hende at der virkeligt ikke var noget at frygte, for han var ikke rigtigt til piger. Sandt nok fandt han dem smukke, og han kunne godt se det æstetiskt tiltalende aspekt ved at have sex med kvinder, men det var også det. Hvis en kvinde selv lagde op til det, så han ikke noget galt i at give efter, men han ville ikke selv prøve at gøre noget for det. Men det var heldigvis ikke noget han behøvede at bekymre sig for lige nu i hvert fald. Lige nu skulle han bare forholde sig til at hun åbenbart fik et chok af torden, og fulgte hende derfor med paraplyen så hun ikke blev alt for våd. "Brug for hjælp?" spurgte han med en lille rynke på panden, inden han rakte en hjælpende hånd ud til hende. Egentlig ville han bare gerne hjemad, for selvom regnen var smuk, var det ikke fedt at stå uden en paraply over sig når man havde lånt sin trøje ud.