Die your fucker... // special war topic.

Sted: De Ferme – Banegård
Tid: 00:22
Omgivelser: Hvem der end våger sig frem.
Vejr: Gråt, let tåget, månen kan lige skimtes.
Dato: 23 december

Tågen havde lagt sig som en vaske ægte mur for at blokere menneskeheden, og hvad der end befandt sig af afskyelige ting i denne verden. Frankrigs magter havde atter sat en invasion i gang, Di Morga var nu under rådvild tilintetgørelse hvis ikke nogen satte en stopper for dette slag. Væsner og mennesker fra begge sider ville dø, og en ny Nazi hær var blevet født.
Der hørtes skridt på den ellers tavse banegård hvis vidder var dækket af den lette tykke lag, lavt hængende sky der så ud til at nyde sin mystiske oprindelse. Frankrigs invasion så ud til at nyde denne modgang mod væsnernes underlige former for kulturer, og ville have et rent land, med rene mennesker og ikke skyggen af underlighed i det. Invasion, invasion, renhed, ligegyldighed over disse mennesker, havde ramt hele Frankrig og nu… ville der blive sat en stopper for det.
Avery, som var den franske general stod netop på banegården iklædt sig nogle mørke klæder, som en skygge af sig selv, stod han op af den mørke mur, der udgjorde central tårnet for denne plads af menneske transport. Han ventede på et frivilligt offer, der gad at sætte sine ben på denne plads, og gå sin skæbne i møde, endnu havde han holdt sig uset og anonym for de fleste, uden de havde nået at se hans ansigt. En dyb hætte gik hen over hans ansigt så kun halvdelen af hans hoved ville kunne være synligt, mens en smøgs snoede røg steg til himlen. Tavs som han var, i sin evige mørke krog, med tålmodigt håb omkring en af disse forbandede mutanter af misfostre ville dukke op så han kunne have lidt at glæde sig over. I syv år havde han været her, i denne hær, i syv år havde han udvist disciplin og ære for at nå til denne stilling, og nød den skam i fulde drag.

Et tog nede i selveste undergrunden kunne høres, det lød sygt. Som kørte det på noget overnaturligt der nærmest brølede i selveste undergrunden og fik den let til at ryste som man gik over selveste toget der strøg igennem undergrunden som en kniv igennem det blødeste smør. Et smil over nogen flotte feminine formede fyldige og forføriske læber kunne ses vis man ellers var med dette gale tog, en varsel lød, sirener, krig?.*Hm sounds like my home is under attack.. i just love.... IT* Da toget næsten var ved stationen kunne tunge og hårde bræmseklodser høres mod de rene dog slidte jernbane spor og lyden som når man ridset fingernegle mod en tavle var klar og tydlig, toget var ankommet og med en yderst speciel pakke. Kajika.
Engang var hun en engle af denne by, indtil hun havde været død hele to gange og nu var hun engle og va,mpyr, forfærdelig skæbne havde mødt hende, derfor var hun dum nok til at gør vilde konklutioner, hun havde blodlyst på de spidse syleskarpe tænder af hendes, dog de var hvide som sne, næsten som den porcelæns hvide hud, ren og skindende næsten, dog .. hun brugte os meget pleje på at pleje sit udseende, at være vampyr og kun på blodkost var lidt af et minus for skønhed og hud.
toget var nu stoppet og en kvinde i en lang hvid stram lettere figursyet og krigshær agtig syning med lidt cyber over sig, havde jakken, kom en kvinde der bar den gående ud fra toget, af dens smadrede døre. Hun smilede let og de spidse tænder var hvidt blottet. Hun så stille rundt og hendes hud var stram men ung, og hun så underskøn ud, hun så stille rundt med de isende blå øjne og den stramme sorte trøje inden under viste hendes tajle og former der var utrolig skabte?, hun ku kaldes en skønhed men var alt andet end det, hun var et våben på en måde. Hun så stille rundt og sagde"hmm? gad vide hva skyggerne gemmer på..."

En kvinde i høje stiletter kom langsomt gående ned af trappen til perronen, ved banegården. Hun kiggede sig en smugle om, mens at hun trak sin håndholdte bazuka hen over ryggen så den sad en smugle bedre, hun havde allerede været i krig med de første par mennesker, og hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige omkring denne by, hun havde aldrig set noget lignende med disse mennesker som befandt sig her, og de afskyede hende, aldrig havde hun set afskum som disse. Langsomt bevægede hun sig der ned af, og da hendes øjne fangede Avery, et lille smil dannede sig på hendes læber, og en lille hovedrysten blev vist der på, inden at hun gik over mod ham, og stillede sig ved hans side. Hun betragtede toget som var på vej ind, med et lille smil, måske ville der være nogle mennesker med dette tog som de kunne tage til fange, for at smide dem i en celle lige som de andre de havde fået fanget ind, ind til videre. Hun fandt en smøg frem og satte den i mundvigen, mens at hun ledte efter sin lighter. Fandt den så endelig og lod flammen omslutte hendes smøg som var placeret i munden. Da smøgen endelig var tændt blev pakken og lighteren puttet ned i hendes lommer igen. Med et hvæs hæv hun smøgen ud af munden, og inhalerede den dejlige røg som bragte sig ned i lungeren.
,,dejlig aften Avery.." sagde hun med en monton stemme, mens en fin flydende fransk accent prægede hendes engelske udtale. Hendes klare ravne sorte øjne, blev langsomt vent mod hendes general, og tog endnu et hiv, mens at hun kiggede ned af sig selv, aldrig ville folk egentlig tro at hun hørte til i denne hær, måske gjorde hun det ikke engang? Hun fugtede langsomt sine læber, og ventede på at toget ville komme ind, hun betragtede den enlige kvinde som steg ud, og af det, og hævede det ene bryn "Nå måske jeg bare skulle gå igen, så du kunne få hende for dig selv?" sagde hun med et tøset fnis, og rettede lidt på hendes nederdel, hun rykkede lidt rundt med skuldrene, og tog endnu et hiv af hendes smøg, hvis røde glød, trådte frem i skyggernes mørke.

De smil af velbehag og drama kom over de lettere spydige læber, og hendes smukke is blå øjne blev langsomt blodige røde. Hun gik få skridt frem og stoppede så op og fiskede i sine læder bukser efter en vis ting, hun så meget royal og kongelig ud i det hele taget, og hendes blonde hår, i en lang piske ligende fransk fletning. Hun så stille til siderne og smilede, intet våben havde endnu ku gå igennem hendes barriere af kraft felt, dog... havde det ikke været for den mægtige malakel havde hun aldrig lært dette at mestre sine store evner.
Hun betragtede stille sine muligheder og grinte så lidt mens hun stille gik op af trapperne og nynnede en stille melodi, hun havde lært en gang, hendes stemme var lys og blød, men man kunne høre en svag lyd af ondskab i hendes smukke stemme, et tab af sindsyge og galskab. Hun smilede over det hvide tandsæt og de syle spidse tænder kunne atter anes. *jamen dog jamen dog.... flere mennesker i stakkels Di Morga, tsk... det ikke min kamp så why bother trying.... * hun grinte let og strøg den lange pisk af hendes egen hår til siden over skuldren på sig selv og gik stille op af trapperne som hun havde stået på lidt og lyttet, hun fik en smag i munden, sag for blod.. Vis man ville undervudere hende og tro hun kun var skønhed ville man hurtigt dø, Kajika var alt andet end dette, nærmere et levende monster der ej burde gå rundt uden opsyn og kæder velsignet i faderens navn, vis man altså var så dum og overtroisk...
Hun gik stille hen af den smukke perron. Lyden af hendes høje catwalk pumps hæle kunne skam høres, dog... alt andet var for stille..."dette skal nok blive intressant" De blod røde øjne så stille rundt og en smule af hendes hud blev lidt hvidere, hun ville ej gå ind i denne krig ved mindre de først startede den, det var lang.... tid siden hun havde været en del af denne by og det havde hun skam ikke tænkt sig at lave om på forløbig, men ingen ... skulle prøve at provokere hende, hun havde en dårlig dag nok i forvejen...
Vis man så mere efter inde i den ellers halv ødelagte togvogn... kunne man se blod, malet på væggene næsten som en kunstner havde leget med maling. Menneske dele var her og der, og nogen var skam hæng op over stængerne man så smukt kunne holde fast i, en stank af blod og død var tydlig der inde, og ingen havde overlevet, kajika havde været tidligere sulten på dagen og manglede kræfter, men... ? hva pokker en togvogn her og der skadet vel aldrig. Dog så man ikke et eneste spor på hendes rosa røde læber eller den markerede kæde og kindben efter blod? end ikke den smukke hvide jakke havde spor efter det, men så man ind i den vindus smadrede kabine vogn ku man se spor af ren terror og mareridts masakre.

En skikkelse skar igennem den tætte tåge, og lavede et bølgehav af sort, i blandt den hvide tåge, dog blev det hurtigt opædt af tågens hvid skær igen.
Denne skikkelse var meget lille, og virkede ikke som noget der ville være en fare for andre. Denne flagermus' hvide øjne, kiggede undersøgende omkring sig. Den så ud til at søge efter noget. Måske var den på jagt. Men denne stoppede brat op, da lugten fra den ødelagt togvogn ramte dens følsomme næse. Den skreg lavt, og fløj i den retning lugten kom fra.
Da Flagermusen nåede vognen, kunne der næsten skimtes et stort smil over dennes læber, og den fløj i cirkler over det. Men den opfangede så duften af noget andet, og kiggede over imod den trappe Kajika var gået op af. Den skreg lavt, og satte så i den retning, og fortsatte sin søgen. Da den så Kajika fløj den tæt over hendes hoved, og satte sig på trappens hegn, og stirede på hende, med dens mat hvide, liveløse øjne. Den kiggede så en anden vej, og imod de to Franske soldater. Han skreg lavt, og satte imod dem. Flagermusens lydløs vingeslag var hurtige, og lette, i det den hurtigt stoppede sin fremgang, da den så soldaternes våben. Den landede på et nyt hegn, og stirede imod de to mennesker med sammen knebne øjne. Den skreg så lavt, og fløj ude af syne for menneskerne, op i en mørke krog, hvor han stadigt kunne stire indædt ned på dem. Her sad han så.. og ventede..

//Skal nok have en Ludo igang.. jeg foreslår den rækkefølge vi kom ind i.. Efter mit post her, starter Avery.. Og så køre det (Avery, Kajika, Joy og så Vlad.//

//Havde jeg helt glemt ^^".. Men ja vil jeg os forslå ^^ (lyder som en great række følge, vil osse lige informere jer om, at i weekenden vil jeg være optaget, så har ej tid til at komme på, men kommer dog på søndag aften Nær 19-20 tiden. Ellers er min karakter midlertidigt på standby.. vis i ønsker at fortsætte og ej vente til søndag ^^ //

Et dybt sug kom til, hvor gløderne plussede i det tyste mørke i skyggen, hvor den dybe hætte hang ned over Generalens hoved som skjulte hans identitet, selvom hans skiftende øjenfarve allerede gav ham et stort præg på dette. Han fugtede lige så stille læberne da øjnene gled hen over perronen, hvor det låste sig fast til det sejlende tog der gled hen over togskinnerne og ventede tålmodigt, mens de skarpe falke øjne i en grøngullig farve havde trådt frem og opfangede alle former for bevægelser og lyde. Hans sind var roligt, men hjernen arbejde på højtryk efter en strategi til denne tilintetgørelse af dette ukendte land der ikke skulle være her, dets nationale sprog som stod af fransk, men så var der os nogle med spansk, dermed kom der folk, væsner fra alle steder af som også lod sig ned sætte her for en ny start. Dog var dette ikke tilladt inden for den franske regering, og at dette ikke var opdaget før, var et stort mærke på specialmilitæret i det franske land. De blev dog ikke til mange inden for deres omfavn, men deres drabs antal var over millioner. Han lod langsomt hånden glide op til cigaretten som brændte velbehageligt og dets beroligende røg gled ned i lungerne, og bredte en varme i denne kolde nat, mens dets røg og varme atter gled ud igennem næse borerne. De blandede nuancer der så ofte skiftede farve, gled hen langs vognenes vinduer, hvor der var blevet sendt blod op, nogen steder stak et ben eller hoved ud af vinduet i knækket frontal. At chaufføren ikke havde lagt mærke til dette endnu, med mindre vedkommende der havde sørget for dette værk havde truet med at hugge hovedet af ham. Hvilket ikke gjorde yderligere noget indtryk på General Damien, som stod lænet op af den mørke mur i skyggerne hvor kun cigarettens gløder, i orange, gule, og røde farver kunne skimtes, mens staven af nikotin blev kortere og kortere for hvert sug der kom til. Blikket blev vendt mod den anden ende af mørket hvor nogle andre stillet ligne lyde kom til og omridset af en uniform og en et langt skaft stikke ud af det blå komme til syne. Joy som var hans general løjtnant , hvilket ville sige at hvis han gik sin bortgang i møde ville hun komme i kraft og stå som den nye kvindelige general… hvis altså så at obersten lod hende gøre det. Selvom han var en mand med mange meninger, var den stærkeste nok at lade en kvinde træde indenfor i varmen på det rang, men nu var hun under general og livet ville ikke ændre det lige nu. ”Ikke endnu…” svarede han så som hentydning til at den først blev det når de havde dræbt some more of those demons, der også gik under navnet væsner. En skinger lød blev prydet igennem intetheden, og flagermus kom til. Avery rynkede panden af dette syn, og lod sine skarpe og nøjagtige øjne betragte denne skabning med et roligt udtryk, de fleste flagermuse flokkedes ellers rundt sammen, så dette var et besynderligt syn. Han havde snakket med Obersten om hvilke væsner der kunne være, og havde fået at vide at han skulle se denne kamp som en gyser, dermed faldt det ham ind at dette ikke var en normal flagermus. Tværtimod var det en af dem som var i form for slægt af dem, en Vampire som det hed på fransk såvel som engelsk, dermed skulle der også være andre former; angels, loups-garous, elfes og elf, sikkert os mange flere, men det var hvad de havde fået observeret de sidste par nætter, og Avery som havde studeret disse skabninger i historie og fakta fra forskellige hjælpe stoffer man nu kunne komme i nærheden af. ”Hmm to af dem…” mumlede han lige så stille, og kiggede så hen på Joy som snakkede om hun ikke skulle lade ham være alene med kvinden, hvor efter han lod blikket glide hen over den blonde krage, og måtte vrænge let med næsen af udsynet, ”Der findes bedre kvinder… and you know what I’m meaning…” kom det så med en tyk fransk accent som ikke var grim, men meget elegant alligevel kunne man tydeligt hører det faste stam sprog i den mandelige stemme som kom fra hans strube af, og betragtede irriteret flagermusen der sikkert var en vampyr der skreg sine klagende ord, der gik igennem øregangen og kunne gøre en døv hvis man spurgte ham. Han rystede kort på hovedet af den, og kiggede hen på kvinden der stod i skæret fra togets lys, dog med ryggen imod det, og kiggede hen på dem. Hvad pokker gloede hun på, hun skulle se på sig selv, hvilket fugle befægtet væsen hun var. Han brummede lidt og tog et sidste dybt sug af sin cigaret og lod den så dumpe ned på jorden hvor han tværede den ud, og derefter lod foden gnide hen over den.

Et let rynk af utilfredshed kom over næse ryggen af Kajika, og hun mærket denne utilfredshed og væmmelse ved at blive iagttaget som var hun et sølle menneske der ej havde lagt mærke til de stinkende mennesker der stod hvor de nu ellers stod. En gang var hun engle og virkelig elskede disse mennesker, havde selv været et enda før hun døde og blev en engle?. Kajika stammede faktisk fra Frankrig men ... hendes familie havde tidligere flyttet og skiftede navn, dog.. hendes efternavn forblev med lidt fransk i sig, men ej så det ku spores. Hendes Blodige øjne blev stille isblå og de så rundt temmelig forslugt, hun ku lugte dem på lang afstand, og fornemme hvor de var, og hvor mange kvinder og mænd der var.... Hun smilede let*nårh et lille ægtepar, tsk måske jeg sku angribe den lille frøken?, måske hun kan sætte lidt fut i kampen, fyren er sikkert ikke megen? kamp gejst..* Hun smilede let, hvorfor sku hun ikke dræbe det lille ægtepar. Hun tog blidt om det lange piskende hår og tog let fletningen ud og satte den op i en knold i det hun smilede og ridsede sig over det kønne ansigt, hun var ligeglad? det var blot hud, et skin bedrag?, hva sku skønhed os gøre godt for anyway. Hun smilede lidt og så på Flagermusen da hun havde ridset blodet hen af sig selv. Vis den reagerede så vidste hun hva slags den var?, ikke en normal vampyr... lækkert!.
Hun gik få skridt hen af og sagde med en fransk accent og franske bløde ord, det lød yderst kongeligt talte"Jeg har allerede opdagede jer, i må så være den franske hær, formoder jeg?" hun stoppede brat op og kiggede direkte mod dem med de blodrøde øjne nu og et smil over de spidse tandsæt kom frem igen, i det hun stille knappede sin hvide flotte jakke der så smukt svævede efter hende som et slør for hendes føder. Hun stod stille og kiggede op mod dem og opfangede hver en bevægelse, de var nu godt udrustet, og disse våben var?. hm.. yderst moderne men ikke stærke nok til at dræbe hende uden en go strategi?. Hun fik øje på generalen Avery.. og stod stille lidt, *et menneske så smukt?*. Hun betragtede ham lidt i skjult og ku ikke fjerne sine blodige øjne. han lignede så meget hendes forhadske herre.... men hvem var den pige ved siden af hende?*Hm? tsk, hans dame, tja... små kæreste par eller elsker følger jo hinanden i krig... tilo hver en tid* hun vendte stille ryggen til dem med skift bevægelse og så mod flagermusen som et tegn på hun godt viste at han ej var en almindelig flagermus.

Med væmmelse i sit blik betragtede hun den lille tøs henne ved parronen, gid at toget ville komme tilbage og rive hende med sig, ved et 'uheld', så ville det sparer energi på overhoved at skulle kæmpe imod hende, energi der var spildt dårligt, da denne tøs egentlig bare.. hun fik sat noget igang inde i Joy som sagde denne tøs bare skulle dø så smertefuldt som overhoved muligt, men dø det skulle hun. Hun rystede på hoved, og lagde sine arme overkors og lagde sig ind mod muren, mens at de ravne sorte øjne roligt betragtede natte himmelen, hun havde sin tid, ventede bare på at folk ville sætte spillet igang, så hun kunne reagere på de feje tricks de kunne finde på at spille med. Væsner, hmm? I hendes øjne var det misfostre, misfostre der skulle ryddes af vejen og havde fået alt for lang tid på moderjord. De var slet ikke velkommende her, de troede de var åh så vigtige, men de glemte noget, hvis logikken og fysikken skulle spille ind her, startede alt med menneskerne. Menneskerne var det neutrale stof, og ud fra dette måtte alt denne mutation være begyndt. Hvilken skændsel at man ikke havde gjort noget ved problemet før. Dette var ikke okay, og væsner som de tog der var på togstationen lige nu, skulle bare udryddes hurtigt, og så uhumant som overhoved muligt var. Hun sukkede stille og kiggede så over på Avery for at se om han havde tænkt sig at gøre noget, eller også bare vente på at de blev angrebet da hun hørte tøsen stemme, "nej se, pigen kan jo finde ud af at bruge de to set øjne som er blevet hende givet.. troede ellers ikke væsner som jer, kunne finde ud af noget.. så er i måske indtiligente eller hvad? Plus at hun kan tale lige frem.. nøøj.." hun vente øjne og fnyste sarkastisk mens at hun igen betragtede lige frem for sig, hvor var hun dog bare ligeglad. Ja at ramme Joy så hun knækkede sammen under ord, var noget man skulle være trænet til, ellers var heldet med at skyde hende nok bedre. Hun sukkede stille og overvejede at tage en ny smøg frem.

Flagermusen skreg lavt, og kiggede efter Kajika da hun gik imod de to mennesker. Den kneb øjnene en smule sammen, og blafrede med vingerne. Da Kajika kiggede på ham, på den måde, kneb han øjnene sammen, og skreg lavt. Egentligt prøvede Vladimir ikke på at gemme sig, han kunne godt regne ud af Kajika var klog nok til at kunne lugte han ikke var en almindelig flagermus. Han forblev bare i formen fordi han var meget mindre sådan, og så vidste han endnu ikke om han overhovedet gad at blande sig i denne konflikt. Egentligt havde han mest af alt bare lyst til at fortsætte, for at søge mere information om denne franske hær. Så igen var der vel en chance for at han kunne lære noget af nettop disse to individer.. Så han valgte at blive. Flagermusens ene vinge, baskede en smule imod Kajika, nærmest for at signalere hende til at fortsætte.. Han havde ingen intentioner om at hjælpe denne, med mindre han så at franskmændene var besværet vejr, at være to om dem. Vladimir fløj så op på et rør over der hvor han sad før, så han nu hang med hovedet neda. Han kiggede imod de to mennesker, og lagde sit hoved en anelse på skrå. Disse virkede ikke som simple tropper. Det var kvinden alt for godt bevæbnet til. Hun måtte være et eller andet specielt... Og det virkede heller ikke til at den anden var mindre ranget end hende.. På den måde de så og talte til hindanen. Måske var det alligevel en god ide at han forblev her..
Flagermusen spærrede øjnene en anelse op, og forsvandt pludseligt i en sort fin røg, som blandede sig med den lyse tåge. Der lød så en højt skrigende lyd, som metal der blev revet i stykker, og Vladimir faldt pludseligt ned fra loftet, med et jernrør i hånden. Vladimirs grå hud, og vansirede krop, var en direkte kontrast fra den smukke Kajika. Hans brune trench coat var åben og hans udmagrede, dog stadigt meget usculøse overkrop var vist. VLadimir holdt jernstangen ved sin side, og kastede den så imod Joy, dog kastede han den så den borede sig ind i vægen, ikke mere end en halv meter ved hendes side.
"Usle.. Menneske! Hvem.. Opdrager.. Jer!?" Hvæsede han høj, med sin karaketrige, hæse, ru og fremkæmpede stemme, og knugede sin ene hånd.

Avery svarede hverken den ene eller den anden, for ha var deres ord ligegyldige, selv hans næstkommanderende General der ville overtage hans plads hvis han gik sin død i møde, men det havde han ikke tænkt sig at lade disse to væsner nyde, han gabte lige så stille og kiggede hen imod denne vampyr ligende tingest som havde kastet et jernrør efter hans med kollega, og trak lidt på skuldrende til hvad han sagde, ”Det sagde vandskabningen der kastede et rør efter en fin dame, og ikke os…” svarede han og kløede sig langsomt i nakken, han tog sin tid, hvis de virkelig ville kæmpe skulle de få det, men han ville ikke bringe sig ud i en kamp der alligevel ikke førte ret mange veje, han blik rettede sig imod fjerkræet or who it should be? Mens de smalle grøn gule øjne blev som en slanges og skar sig igennem den tyste natte himmel. Guderne måtte vide hvor hans øjne kom fra, han selv hadede dem, om han var en form for Handicappet man der ikke engang kunne løfte sin arm uden at trække den til sig, og sidde i en kørestol med vidt åben, men skæv, mund mens savlet løb ud igennem den ene mundvige – kunne han ikke lige frem fortælle, men hvad pokker han opsøgte ikke ligefrem fremtiden. Endnu et gab og derefter blev de stive lemmer strækket fra at have dem i ens og uvenlig stilling, hvor kulden trængte ind til knoglerne og gjorde dem som rustne jernrør, langsomt lod han armen glide ned igen og gik lidt ud fra sit skjul og tog sin cigaret og kastede den væk til den nærmeste sne bunke hvor den lille gnist øjeblikkeligt slukkes, og blev til intethed. Han fornemmede stadig denne krage ligende tingest glo på ham, og det generede ham for at være ærlig, men det gjorde ikke yderligere ondt i såret. Kort trak han på skuldrende, og vendte et træt øje mod denne skabning hvis selvsikkerhed skulle rives ned for at glo på ham som var han et vidunder for guderne, og et ligeså træt blik, blev sendt til den anden person hvis kæft kunne lukke sig ned, da han var nået træt af at hører på hans klapren omkring hvem der opdragede ham og hvem der nu sørgede for ditten og datten i hans familie. Ting som idioter som dem aldrig ville kunne få ud af en som ham, toture ha i flere dage hvis det var det man ville, han ville aldrig sige en lyd omkring hæren eller noget som helst. Nej en engel var han ikke, en djævel kunne man heller ikke kalde ham, en sten ville passe bedre. Han var lukket for følelser og udviste de sjældent skete det så, skulle der være noget der virkelig havde rørt ham. Roligt tog han en dyb indånding og trak en gigantisk pistol frem og legede lidt med aftrækkeren, imens han tænkte lidt omkring det her med krigen, måske ikke de bedste idé, i to fremmedes selskab, men… Avery’s sanser var trykket ud til det yderste.

Kajika hævede det ene øjenbryn og så på denne kvindelig officere der ku mere ligne en fin escort pige i sin lille nederdel på sådan en snedækket kold dag som denne og så var hun enda menneske, hun nærmest bad om at blive førkølet og ligne et snot uhyre fra djævle dalens mareridt?. Hun vendte blot blikket væk fra dem og sagde"Stop med at tal, det irritere mig" hun hentydet til den kvindelige evige plapren, hun var vand til få ord og ikke disse lange talestrømme der blot udmattet en mere end nødvendigt?, og vis denne kvindelig officere var det bedste de havde? så var den franske hær da godt nok et kuld idioter? at lukke nogen så dumme ind? tsk... hun havde tydligt ikke læst på lektien, dog den anden virkede klogere, men dog, hun havde set bedre end dette sølle ildelugtende klamme menneske af en bunke blod og knogler, i et legme der troede den havde en sjæl men egenlig ikke havde?, det var blot små parasitter der var blevet udviklet i noget stof og skabt sig en levende form og blevet klogere med alderen af dens udviklen og sygedomme med.
Hun vendte let ryggen til dem og kiggede på denne vampyr, som hun vidste var han tydligt ikke en normal vampyr, dette fik hende til at trække på smile båndet og hun gik langsomt hen i mod ham dog ikke for tæt men sagde blot"kast ej vis du vil undgå kamp" hun hentydet til at han endelig sku kaste vis han ville kæmpe med sådan nogen sølle madikker de let kunne forsvinde fra ud af det blå? og de ej ville ku følge med ?.
Vampyr var mægtige væsner i sig selv så mægtige som dæmoners sorte magi, vampyr havde mange evner i forvejen og endnu flere vis de var af blanding eller fuldblods ?, dog ... det ladet til at blandings genet var gået videre til nyskabte vampyr der blev skabt af blandinger?, dog var hun selv skabt af en høj og fin fuldblods herre. Hun kiggede stille rundt med et væmmede smil og ku bare nærmest smage det klamme blod, det var end ikke noget for hende, hun sugede kun fra mægtige skabninger, aldrig fra .... mennesker
Hun gik stille væk fra menneskene og sagde intet, hvorfor sku hun? dette her intresserede hende ej?, hvorfor sku hun deltage i en kamp vis land eller borger hun var fuldstændig ligeglad med egenlig?, vis de ville kæmpe måtte de vel gør det, men hun kæmpede kun om nødvendighed, og vis man så det for fejhed var man utrolig dum, det var blot klogskab, mens hun gik og opladet sine egne evner inde i sig, dulmende og ventende på at de skulle trække det første Es og sætte det hele i spil...

De kølige ravne sorte øjne, som udviste død, kiggede langsomt over mod vanskabningerne, som nu var blevet til to, så havde Avery haft ret i sine antagelser om at der var to, men så igen hun havde selv regnet med det. En flagermus, fløj sjældent sådanne steder hen, og den ville aldrig nogen sinde holde sig baskende i luften mens at den nedstirrede dem, for det første var en flagermus, utrolig bange for mennesker, og så snart at den støder på noget som minder dem om ting de ikke kender til, ville de straks flyve væk også komme tilbage igen, og flyve væk og komme tilbage igen. En masse gange, vile den blive ved sådan der, ind til at den ville drage ud for at finde føde. Hun sukkede lavt, og rystede lidt på hoved over det som kvinden sagde. Oh nej dog, endnu en af de der fisse fornemme tøser, der troede de kunne alt, sige alt, og opfører sig som de ville, bare fordi de kom fra et god stamtræ, og havde levet deres barndom godt. Mange gange kom de ud fra ting, de aldrig ville glemme i deres liv, men hvis Joy skulle være ærlig over for sig selv, når en forpulet tøs virkelig kunne opfører sig sådan der, havde pigen aldrig forstået hvad meningen med livet var, hvorfor at man havde en hvis respekt for den man kæmpede imod, trods for køn, race, udseende.. men når personer som dem, var som de var havde hun allerede mistet en vigtig respekt meget hurtig. Hun vente langsomt blikket mod væsnet der smed en jernstang efter hende, og borrede sig ind i væggen lige foran hendes øjne. Hun havde ikke rørt sig en millimeter bare kiggede på, mens at den kom flyvende, og vente nu øjne. Rev stangen ud med sådan en kræft at en del af selve fundamentet siddende rundt om jernstangen røg med ud. Hun kastede den op i luften nogen gange, mens at hun greb den igen, og tænkte over hvad hun skulle gøre med denne.. tingest? Hun valgte at kaste den ad helveds til hen over skinnerne, og betragtede Avery da han sagde hvad han sagde. Igen måtte hun fnyse, måske skulle hun bare gå? Det var sku da latterligt, tydeligt at de to ville skaffe hende af vejen først, for at have tid sammen med Avery, var det det? Et lille smil dannede sig på hendes læber, mens at hun rystede en smugle på hoved nå ja.. langsomt trak hun begge hendes sølv pistoler frem, med sølvkugler i, efter hendes første møde med disse tingester, havde hun været ude og søge på nogle våben der måske kunne hjælpe hende, hun havde fundet ud af, at sølv åbenbart virkede på både vampyrer og varulve. Hvor hun dog havde grinet da slagsmanden havde slogt hende våbenene, varulve, vampyrer. Hun var dog blevet overbevist da en skab tandrække blev vist. Nå ja, måske fandtes de alligevel, hun tog en dyb indånding og drejede begge pistoler rundt i hendes hånd, og betragtede hendes højhælede sko, sjovt som folk dog kunne dømme hende på den måde hun så ud, det gav hende dog en fordel fordi at folk ikke forventede det der kom senere hen. Noget, som ikke lå i hendes udseende eller kropsbygning, hendes overraskelses moment.

Vladimir rystede langsomt på hovedet af Avery, og hvæsede lavt.
"Fin? Hmf.." Fnøs han kort, og rystede på hovedet. Hans syn på en fin kvinde, var slet ikke det billede han fik af Joy. En fin kvinde beklædte sig ikke til krig, og gik ikke i sådan et tøj. Han rejste et øjnbryn, og skævede imod Kajika, men kun kort, inden han lod sine øjne falde på menneskerne igen.
"Du burde selv.. Hvis mere respekt... Undervuder.. Ikke.. Dine modstander.. Som de gør.. Halvblods... Du er ikke bedre.. End de.." Hvæsede han vredt imod Kajika, dog uden at fjerne sine øjne fra menneskerne. Vladimir havde intet til overs, for de fisfornemme fuldblod vampyres opstopper næser, og 'overlegne' opførsel. Og han ville da slet ikke se, eller høre det, fra en forbandet halvblods... Han rystede kort på hovedet, og knugede sine hænder. Han havde ikke meget han kunne gøre imod deres skydevåben, andet end at prøve og undgå dem, hvis ikke at han initierede kampen? Et smile fremmanede sig langsomt over hans døde, kolde læber, og hans blod begyndte at bevæge sig hurtigere rundt i den kolde krop, og hans temperatur steg drastisk. Han hvæsede så og forsvandt ud i ingenting. Han var dog kun usynlig, så Kajika ville stadigt kunne lugte ham, og lugte at han løb imod den store søjle der var med til at holde taget over dem oppe. Han hoppede op, og lavede fire lange dybe render i denne med sine lange negle, og da han landede på jorden igen, gjorde han det samme på den anden side af søjlen. Han sparkede så hårdt i bunden af den, og søjlen begyndte langsomt at falde imod jorden. Vladimir stod klar under den, og brugte dens momentum, til at slynge den over sig, og imod de to mennesker med et højt hvæs. Alt dette gjorde han imens han var usynlig, og kom først til syne igen efte rat søjlen var blevet kastet.
Avery og Joys grunde, følelser, historie og oprindelse havde ingen interesse for Vladimir. Han ville bare have dem ud fra byen, så hans jagt grund var fri for insecter, så han kunne jage i fred...

Han hævede det ene bryn i en ligegyldig fortolkning til alt det der blev sagt rundt omkring ham, skulle de virkelig ikke andet end hakke i munden på hinanden eller hvad? Han rystede stille på hovedet og tog en dyb indånding over deres underlige fremtoning, om hvem der havde ret eller ej. Så hold dog kæft havde han tænkt sig at sige, langsomt blev endnu en indånding taget og de grøngullige øjne der kunne måle sig med et bæsts blev direkte rettet mod uhyret der pludselig var forsvundet i intetheden, han kneb øjnene langsomt sammen og kiggede længe mod stedet imens han lod sine ører arbejde sig frem til hvor pokker væsnet var henne, i det samme hørte han de hårde og skramlende lyde mod tagets murbrokker, som dannede en let rynken i panden over hvad der skete, og hans indre syn lod sig danne et billede af hvad der foregik oppe på taget imens hans stilhed var alt opædende. Inden længe rykkede han lidt på sig og hans ansigt vendte sig op mod tagets opgang og så hvordan der langsomt faldt støv ned fra loftet over de tilfremme kommende skader. Han var forsat tavs og hans øjne rolige, men hjernen kørte i et drastisk tempo da hans ører opfangede noget uventet og dér…lige ude i øjenkrogen så han den svævende metal blok rase af sted imod dem, hvis ender snurrede rundt i roterende bevægelser lige som en helikopters roter. Et hurtigt greb blev hans hånd låst fast omkring underarmen på hans under general Joy, hvis liv måske nok var ubetydelig for dem, måske vigtigt for ham, men det fra tog ham ikke at skulle tage ansvaret fra sine med officere. Hurtigt kastede han sig frem ad og ned mod jorden hvor han lod sig rulle rundt, elegant eller ej, kunne rende ham et vis sted, og han rejste sig op hurtigt og uberørt, dog med en stor del krummer hen over den lange dog noget slidte læderjakke der hang ned over hans skuldre helt ned til anklerne. Han kiggede hen imod bæstet der havde affyret denne søjle der havde tilhørt banegårdens parron, og rynkede langsomt panden, “Ja… man må da sige at du er interesseret i at få kappet hovedet af siden du er så ilde over vores til stedeværelse.” Sagde han og trak hurtigt en lille klinge frem, dog skarp så den kunne gennemborer selv jern, han kiggede hen på bæstet og holdte klingen skjult, hvor efter hans hænder hurtigere end hvad det normale øje ville kunne nå at anse, kastede han det hen imod blodsugerens forbistrede ansigt som han allerede hadede af hele sit hjerte. Hvis det så var muligt at gennemtrænge en følelse i det nedlagte hjerte af hans. Det var så hårdt som det over hovedet kunne være. Efter han havde kastet klingen hen imod ham kiggede han hen på Joy som han havde taget med i faldet og tjekkede kort om hun var okay og at der ikke var sket noget alvorligt, men det var jo så ikke lige til at sige. Et roligt åndedrag kom til da han så vendte sit blik hen imod de to forbandede, og afgjorde hvilken trussel den ene var frem for den anden.

Kajika hørte det store tormulds og hun hadet Vlad for de ord, hun var halvblods men havde slåset ved siden af Malakel og selv ku dræbe ham hurtigere end nogen sinde før en gang kun... kun en gang havde hun ku haft chance for det, så vis man undervudere hende var man godt dum, dog.. Vlad ? hans liv mod de to og deres våben, hun havde set de våben før hun var ikke ligefrem dum og idiotisk. Hun mærket et vis smil over læberne i det hun för mod Vlad men stoppede direkte foran ham med utrolig fart og tog fat i kniven da den kom, kniven var i hendes hånd, dog ikke igennem, hun havde fanget den direkte på skaftet. Hun så vredt med blodrøde øjne mod Avery og så, så på Vlad og sagde"skønt jeg halvblods burde du ikke undervudere mig fuldblods... selv jeg ved du en gang har været en af disse fornemme typer har jeg ret" hun smilede let over tandsættet og mærket kniven ovenlig efter på bladet, *aha... sådan en* hun smilede og sagde"lad mig se, vis jeg som vampyr kaster den her mod en af jer, vil det være som en kugle for jer, og vis det uforbedredt mod jer vil i slet ikke ha en chance for at komme væk hurtigt nok" hun snakkede og i det hun snakkede kastet hun den hurtigt og hårdt til siden i stedet for over mod dem. Hun så den gå igennem de hårde sten og forsvinde på den anden side, i et fint snit i muren. Hun smilede lidt og sagde"vil i ha krig er det, det i sådan hunger efter" hun så på dem. Hun var nok af fransk blod selv, og hendes far havde tjent dette.... land.. Hun sukkede over de bånd hendes familie havde haft til hæren og andre hære familier. Hun så lidt ned, hun avde tjent den hær en gang før hun døde.. Hun kiggede ned lidt og så på Vlad og sagde"vil du selv kæmpe eller vil du kæmpe ved min side, skønt, det måske krænker dine fornemme gener at slås ved en halvblods side.." hun så lettere alvorligt på Vlad med de blodrøde øjne. Kajika bestod af næsten ren energi, det var det hendes evner kørte over, hun brugte blod når hun brugte vampyr kræfter derfor var hun stærk i fart og styrke, reflekser og hendes telekinesiske evner kørte over rolighed og energi i hende. Hun ku dog let komme til at gør så hun ikke ku bruge en eller alle sine evner vis hun ikke tænkte sig ovenligt om.

//Da Joy er Faith, og hun er væk indtil den 27, skal jeg så bare fortsætte, eller skal vi vente?//

//Jeg ville sige ja, men der stadig noget galt med vie la mort, på min bærbar.. :S//