Som En Stort Fængslet Labyrint.. (Special War-Topic..[Helst kun åben for 1-2 personer])

Tiden er?; Ukendt..
Stedet er?; ...Profendément Kloarkerne
Omgivelserne er?; Ehm.. Kig dig omkring!
Vejret er?; Ukendt ...med mindre du er oven på o_O

Skridtene gav en rungene genlyd gennem de lange og måske snoede kloarker der lå fint for sig selv under den ret så store by Di Morga. Og denne persons skridt tilhørte en pige. En pige på ikke mere en de 16-17 år og selv om at hun måske ikke ligefrem var et menneske så var hun ikke mere. Hendes krop blev forældet lige som hende selv. Eller det ville nok stoppe på et tidspunkt men hvornår havde hun intet svar på. Hun var sådan set også bare ligeglad med det. Hendes lange og bølgede rødlige hår faldt en smule slapt ned af hendes ryg og hen over hendes skulder men spidserne bevægede sig dog stadig en smule, siden at hun gik ret hurtigt. Hun var heldig nok til at hun ikke var kommet hen til de kloarkrør der stadig virkede så hun gik ikke i slam til knæene. Bunden hun gik på var helt udtørt. Hun kunne nemt bare gå hvor hun ville da det var ret stort. Loftet lå langt over hendes hoved og hun kunne lige strakke sine arme og snitte med sine langefingre. Men sådan gik hun ikke ligefrem nu. Hun havde trukket sine arme tæt ind til sig som om at hun krammede sig selv. Det var ikke fordi at hun frøs eller sådan noget men blot en mere betryggende ting at gøre. Hendes tøj var en smule beskidt. Både hendes jeans og hendes kendetegnede lyseblå lynløs trøje hvis ærmer var lidt for lange til hende havde op til flere jord pletter som så ud til at være tværet lidt ud. Hendes ansigt så en smule lige sådan ud. Hun lignede lidt en som havde fået et stort læs jord smidt ned over sig. Men det var mest fordi at hun havde snublet over diverse ting der lå på bunden og havde derfor væltet ned på det beskidte 'gulv'. Natalie's klare grå øjne søgte hele tiden rundt omkring i mørket og hun prøvede så vidt muligt at komme ud af denne labyrint. Hun anede ikke havd klokken var eller hvor længe hun havde været der nede. Hun vidste ikke om det var dag eller aften eller nat oven på. Det fustrerede hende en smule. Dog havde hun blot et ligegyldigt og lettere irriteret udtryk i det lidt beskadede ansigt. ".. Hmpf! Hvorfor fanden lod du dig også lede her ned!? Kunne du virkelig ikke bare have taget til parken eller søen som du plejer! Hvorfor absolut søge et nyt sted hen.." mumlede hun irriteret til sig selv mens at hun bare gik videre. Dog vidste hun godt hvorfor. Hun havde blot prøvet at vige så langt væk fra overfladen så muligt. Et sted hvor at hun kunne være heldig at blive ifred fra det kaos der var begyndt her i Di morga. Alt det med den franske hær der prøvede at invadere den by hun havde boet i så længe hun kunne huske. Mælkesyren i hendes ben kunne mærkes som en stikken og prikken og fortalte hende at hun faktisk havde gået ret længe. Og et gab viste at hun virkleig trængte til at slappe af og måske få en smule søvn. Men hun ville ikke stoppe nu..

Pludselig som kom det ud af ingenting, kunne man igennem de lange sakte og snoninger i det store kloak system høre lyden af store støvler der macherede imod piges retning. På samme tid kunne man høre stemmer der på samme tid lød i kor:
,, Et, to, tre, fire", og sådan gentog det sig, igen og igen.
Imens at skygger fra en større samling soldater tydeligt kunne ses længere nede i kloakken, som sagt på vej imod den unge pige, gik der en velkendt, for den franske hær, General Montecher forrest, et stykke væk fra sine tropper. En tøj, tynd herre, i et pænt soldater antraf med små guld medaljer af forskellig art hængende fra hans ende bryst side. I den ene hånd gik han med et glas af den bitreste hvidvin, og ville se ud som var han ikke på macher tur i de ulækre kloakker men faktisk bare gik sig en herlig tur igennem en af de smukke franske haver. På overlæben prydet et prægtigt cykelskæg hans ansigt, imens at de stål blå kolde øjne så ret ud af sig, med hæren af et par hundrede soldater der stivt marchede igennem skidtet, bag ham.

Natalie stoppede bare roligt op ved denne lyd. Hun genkendte den ikke og det forvirrede hende en smule. Det havde ikke lydt som så mange mennesker da folkene gik i samme takt og i samme tempo. Hun vendte sig så en halv omring om og fik med hendes perfekte syn øje på denne mindre hær der havde retningen mod hende. *Hvad fande!* Hun vidste med det samme hvem det var. Deres beklædninger sagde jo alt havd man nu havde brug for at vide. Hun fik spærret de klare grå øjne op og et kort øjeblik var hun som sitvnet. Men det så ikke ud til at de havde et relevant mål mod hende. Og havd var det som en lugt. Alkohol! Hun væmmes ved tænken og lugten gav hende kvalme. Hun hadede den slags drikkelse. Derfor holdt hun sig oså mest væk fra alverdens discoteker.
Hun blev bare stående og så dem komme nærmere. fik u frivilligt en knurren fem. Nok en lyd kun hun kunne høre klart nok. For disse mennesker ville det nok blot være som endnu en rungende lyd. Hun havde lidt lyst til bare at løbe videre ligeud og dreje af første gang. Komme væk fra dette der kunne ligne starten på en slagmark. Men samtdig havde hun en stor trang til at få sputtet sin mening ud om hvad de lavede her i byen. Hun for holdt sig rolig. Så ikke mere skræmt ud end hvad hendes øjne fortalte. Og de var svære at læse. Hun sagde ikke en lyd men betragede blot den måde at soldaterne bag førstemand havde blevet oplært at gå. Eller rettere machere.
Hun knejsede svagt med nakken før at hun så lagde den let til den en eside. Som om at der var noget hun ikke fattede. Dog forstod hun det meste her i livet. Der kunne ikke ses noget smil spille på hendes læber men kun et ligegyldigt ansigts udtryk der havde samlet sig i hendes ansigt. Man kunne ikke finde hendes race så godt ved at se på hendes hudfarve da hun til hendes held ikke var så bleg som andre vampyres. Men selvfølgelig var den ikke så brun og farvrig som andre væsners..