Hellfire! - Del 1 (Special - Åben)

S: Et sted i skoven, en bar plet med et optegnet segl på jorden
T: 17:00
O: Skoven, stilhed, ingen dyr
V: Lunt
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Skyggerne skiftede uroligt som om de var levende væsener, som om de fløj rundt og ventede på deres næste offer, en tilfældig forbipasserende som de kunne kvæle... men i virkeligheden var det bare solens leg med træernes skygger- Vinden gjorde også sit til at få skyggerne i bevægelse; træerne svajede roligt selvom vinden var ganske mild.
Etricus Da'talvere D'tarion stod i midten af en lille lysning, en bar plet jord hvor intet voksede... højst unaturligt i en skov.
Han var iført en lang, sort kappe med en dyb hætte der skærmede hans øjne for solen.
Ud over kappen bestod hans beklædning af en sort tunika dækket af en sort ringbrynjeskjorte, et par kraftige, sorte bukser, solide, men lette læderstøvler og et våbenbælte med en sølvfarvet cylinder ved siden.
Cylinderen var omkring fyrre centimeter lang, den var nærmest et greb af sølvfarvet metal og sort gummi. Genstanden havde en lille slidse i hver ende.
Etricus kiggede sig stille omkring.
Jorden var dækket af et hurtigt optegnet sejl, to trekanter i en cirkel besat med runer.
Han havde tegnet det med et stykke rødt kridt som han havde stjålet inde i byen mens han var på vej herud.

Han tog en dyb indånding, fornemmede den ondskab som allerede nu kom fra det uaktiverede segl, og gøs. Han brød sig ikke om tanken om hvad han måtte gøre, og hvad de andre måtte gøre sammen med ham... men han vidste at det var nødvendigt.
*Bare de snart kommer* tænkte han,
*Jeg vil have det her overstået så hurtigt som muligt...*

Selvom det var sen eftermiddag, havde skovens skygger trukket sig sammen, for derefter at sprede sig ud i besynderlige figurer. Lange skygger der kastede sig omkring og konstant prøvede at kvæle hvad de kom i nærheden af.
Ikke langt fra den bare, unaturlige plet jord i skoven, sad Angelie. Oppe i et træ, hvor hun havde placeret sig på hug, og årvågent skævede ud over omgivelserne for at se hvem der befandt sig i nærheden. I hendes ene knyttede hånd havde hun det sleske stykke papir, som hun havde modtaget med stedets placering og et tidspunkt. Nu var klokken fem, og den mystiske afsender måtte være personen, der stod der midt i pletten.. Alene.
Elegant hoppede hun ned fra den tykke gren, og landede i græsset uden at lave en lyd der var højere end en hvisken, for derefter at lade blikket glide rundt endnu engang.. Ingen fare... Endnu.
Med rolige skridt bevægede hun sig fremad mod den nøgne cirkel, uden at sige et ord eller vise anden form for følelse i ansigtet, for derefter at stoppe i periferien, og betragte denne.. Mandsling. Hans race kendte hun endnu ikke, og den interesserede hende heller ikke. Han var intet andet end et middel i hendes øjne.
Med en svag rømmen gjorde hun ham opmærksom på sin tilstedeværelse, inden armene kort gled over kors i en afventende position, mens det dybblå blik kort gled mod genstanden denne person holdt i hånden, for derefter at glide rundt i omgivelserne endnu engang.

Skovens mørke. Det tidspunkt hvor man træder herind er det tidspunkt man skriger 'Farvel Sol' Udenfor skoven sad en ung kvinde. Brunt hår. Stærk selvtillid. Og fysisk stærk. Kan forsvinde. Gøre sig til sit dyr. Forsvinde men samtidig blive. Forudse modstanderens næste træk. Aften sad snart på. Alle dem der besluttede at komme i skoven nu, ville aldrig komme ud. Ivy tog en dybindånding. Hun var iført himmelblå bukser. Mellemtykke og til at bevæge sig i. En mørk Ed Hardy T-shirt. Tiden var endelig kommet. Men få skridt trådte hun ind i skoven. Så snart hun var komet ind spurtede hun ind i et plet af skoven. Der skulle vejen til helvede holdes. Ingen ville komme op til guderne. Ingen havde endnu fortjent det. Ivy skimtede skikkelser. Ukendte skikkelser. De fleste i hvert fald. Ivy havde været i Di Morga i kort tid. Men nok til at vide at hun kunne blive det stærkeste væsen omkring Di Morga.

Lazarus havde endeligt fået opsporet dette Sort Elver der åbenbart skulle være den sidste beslægtede med Zane. Barishan havde givet Lazarus et tilbyd han ikke kunne afslå. Jeg skulle dræbe denne Elver og sørge for Zane aldrig vendte tilbage. Så ville han få Barishan sværd. Dette ville bringe ham et skridt tættere på Tronen. Lazarus kunne lugte at Angelie var der. Denne elver havde helt sikkert gang i noget lort. Det kunne Lazarus ikke tillade. Denne Elver måtte dø. Der var ikke så meget at rafle om. Lazarus bevægede sig lydløst og lynhurtigt hen til Angelie. Lazarus hviskede til hende ’’ Jeg er selv kommet for at dræbe denne Elver.. Hans død er vigtig for min plan ’’. Faktisk syntes Lazarus det var underligt at Zane ville prøve at komme tilbage. Han ville aldrig få et ben til jorden. Lazarus skulle nok sørge for han døde igen. Tronen var hans. Zane skulle ikke komme for at blande sig når han var så tæt på. Lazarus rejste sig så Sort Elveren kunne se han var der. Han gik langsomt hen og stillede sig et stykke fra Sort Elveren. Lazarus rystede på hovedet ’’ Din latterlige plan vil fejle ’’. Lazarus øjne lyste en stærk blodrød farve i det han hvæsede højt så det rungede i området ’’ TRONEN ER MIN ’’. Men en hurtig bevægelse trak Lazarus en pistol og skød mod Elveren. Dette kolde monster brugte normalt aldrig skydevåben. Dog bar han ofte et skjult skulle han få brug for det. Lazarus tømte hele magasinet mod Sort Elveren. Lazarus ville end ikke give ham en chance for at forklare sig. Lazarus var da ligeglad med hvad denne Sort Elver havde at sige til ham. Dog regnede han med Sort Elveren sikkert havde et eller andet trick så han ville sikkert ikke død. Men det var forsøget værd. Lazarus gad virkelig ikke bruge kræfter på denne Sort Elver som var en torn i øjet på Lazarus. Normalt ville Lazarus sende en af sine folk til at udfører sådan en assasination. Men det var for vigtigt at han fik fat i Barishans sværd til at dette måtte fejle. Ikke nok med det så gad han heller ikke have Zane tilbage. Det var nok med Malakel. Han ville ikke have flere af disse latterlige folk til at ødelægge den plan han havde brugt så evig lang tid på at planlægge. Ikke nok med det så var han stadigvæk pisse sur på Zane for at blive fanget i det Dæmon Plan sammen med Barishan.

Da Angelie dukkede op, knælede Etricus omgående for hende og bukkede hovedet.
Med en glidende bevægelse skubbede han hætten tilbage og afslørede sin race.
Hans lange, hvide hår faldt ned om hans skuldrer og hans blå øjne stirrede ned i jorden med fornyet håb.
Med en hæs stemme sagde han: "My Lady Valsharess... det er en ære at møde dem igen."
Han ville have sagt mere... men før han nåede det, dukkede Lazarus op.
Etricus blev omgående alarmeret af vampyrens ord, og da Lazarus skød mod ham, sprang Etricus lynhurtigt tilbage.
Da han landede undveg han kuglerne fra Lazarus' pistol med nød og næppe. Hans sorte kappe blev gennemhullet, og en patron strejfede hans ringbrynjeskjorte, men uden at lave skade. Rent held.

Etricus flåede sin kappe af og stod nu også lige pludselig med den aflange cylinder i højre hånd.
Han rakte den frem så han holdte den vertikalt i luften foran sig mens han stirrede Lazarus koldt i øjnene.
Etricus klemte en enkelt gang på cylibnderen, og to lange, sølvfarvede klinger sprang ud fra de slidser der sad på dens ender.
Han stod nu med et langt, dobbeltbladet sværd.
"Valsharess Angelie... vi må under ingen omstændigheder fejle..." sagde han alvorligt med sin hæse stemme.

Hendes øjne voksede langsomt, da denne mandsling knælede for hende, og kort undrede hun sig over hvem han rent faktisk var. Hættens tilbageslåen afslørede hurtigt at de var af samme race, men hun sænkede dog ikke paraderne, og lod automatisk hånden glide ind under sin frakke, hvor knive sad placeret uden for synsvinklen af andre. Her gled de omkring skæftet på en af dem, inden hun nikkede let som svar på hans ord.
Hun frøs automatisk da hun hørte Lazarus' stemme. Hvad fanden lavede han her? Hun kunne på ingen måde have videregivet informationen om mødestedet, da hun ikke havde talt med ham, så det måtte med sikkerhed stamme fra .. En anden. Men hvem? Hvem havde denne elver fortalt planen ud til?
Da han affyrede det første skud, trak Angelie kniven fri og sendte den hastigt mod Lazarus for at stoppe dette galskab. Hvad troede han lige han lavede. Hun havde spillet sit spil, skaffet ham hvad han havde bedt om, og alligevel var han her for at forpurre enhver plan.
Efterfulgt af den første kniv, kom hurtigt en mere mod ham, inden hun igen hørte elverens stemme. "Det er jeg sgu da godt klar over" svarede hun irriteret og kastede et kort glimt hen mod ham, inden hun sukkede kort.
Lazarus råbte op omkring tronen.. De var da ikke igang med at fratage ham den, men en hurtig beslutning blev taget, og Angelie satte i et spring mod ham, for at distrahere. Hvis Lazarus ikke flyttede sig, ville Angelie bore de halvlange negle ned i kødet ved hans kraveben på begge sider, og skabe en smerte på ham, mens hun hvæsede faretruende ud mellem de sammenbidte tænder.

Blæste to hendes hår. Hu satte det i en hestehale. Hun kom gående frem. Hun regnede med at det hele ville være let som en leg. Ivy gik frem. "Okaay. Lad os få det overstået. Jeg har nogle penge der skal indkaseres"Hun bed i et blodigt rødt æble. Hun skød æblet afsted. Et kort kast men røg langt væk. Hun spyttede lidt ud. Ivy smilede. Et selvsikkert smil. "Vælger du levende eller død?" Hun spurgte som om hun var ligeglad.

Lazarus brugte sin super hurtighed til at komme væk fra Angelie og over på den anden side af Sort Elveren. Lazarus var ligeglad med sølv det var ikke hans svaghed på nogen måde. Dog vidste Angelie hvad hans store svaghed var. Hun havde forrådt ham. Lazarus vidste at tidspunktet ikke var det rette men han kunne ikke tillade at Zane vendte tilbage. Tronen var hans. Lazarus trak for første gang i hele hans tid i Di Morga sit sværd og hviskede Zahiro Uccidere (Uccidere betyder dræb på Italiensk). Nu ville vægten af alt Zahiro ramte blive fordoblet og hvis han ramte det ville det blive doblet op igen. Han slog ud efter Sort Elveren imens han brugte sin hurtigheds evne til at bevæge sig rundt om elveren og slog op til tyve slag i sekundet. Dette var en af Lazarus mest dødbringende angreb. han havde med vilje ikke brugt det. Men han ville under ingen omstændigheder have Zane tilbage. Tanken om han absolut skulle vende tilbage var latterlig i hans hoved. Derfor ville han stoppe det før det skete. En elver uden overnaturlig hurtighed der undveg en kugle. Det virkede lidt underligt i hans øjne. Men alle kan jo være heldige. Dog var ingen heldige nok til at undvige hans mange hurtige og velplacerede slag der så ud til at Lazarus havde mange arme eftersom han bevægede dem så hurtigt. Han bevægede sig som sagt også rundt om Elveren så han ikke stod stille og ville kunne blive ramt af hvad end Elveren og Angelie ville kaste imod ham. Dette var første gang Lazarus faktisk angreb på denne måde. Han var helt klart en stærk Fuld Blods i kamp når det kom til stykket. Han sørgede også for ikke at få øjenkontakt med Sort Elveren. Han vidste ikke hvad hans evner var. Lazarus var forsigtig, klog, stærk og fantastisk i kamp. Der var få der kunne besejre ham og dem der kunne lod han være med at gå i åben kamp imod. Folk som Malakel.

Hun bed i sin læbe. Hun løb ved siden af ham. "Han er min fister, I don't need money. Men han er min!" Hun skubbede vredt den fremmede. Rygterne fortalte han hed Lazarus. Ivy var lige selv kommet til Di Morga. Så før eller siden ville hun rygtes mere end nogen eller noget. Ivy var klog, selvsikker, Kvik og stærk i alle kampe. Hun havde den vane at vinde som regel. Men hvis han kunne gå gennem vagterne, ville han være en lidt større udfordring.

Etricus undveg så mange af Lazarus' slag som han kunne, og da han til sidst var lige ved at blive ramt, parerede han slaget med sit dobbeltbladede sværd.
Han mærkede selvfølgelig omgående effekten af det, og bandede kort.
Så sprang han tilbage, satte af med stor ynde, slog en baglæns saltomortale, og landede i en trækrone, pludselig med to små armbrøste i hænderne.
Han hævede våbnene, og sendte en byge af små pile ned mod Lazarus.
Han var en glimrende skytte, og han var helt sikker på ikke at ramme Angelie... men hvis Lazarus blev ramt af en af pilene, ville han blive forgiftet.
Giften ville ikke virke med det samme, men lige pludselig ville Lazarus begynde at se dobbelt, miste sin balance og få kvalme.
Giften var ikke dødbringende, blot... forvirrende.

"Jeg skal hverken til Abbadon eller dø før min mission er fuldført!" råbte han hæst.

//må man joine, eller er det alt for sent nu? :) //

Hvæs kom ud igennem hendes sammenbidte tænder, da hun bemærkede hvordan Lazarus forsvandt væk fra hendes greb, og angreb denne elver endnu engang. Tøsebarnet interesserede hende ikke det fjerneste. Mest af alt følte Angelie at denne pige bare havde det i munden, og lod derfor ikke til at være det største problem lige nu.
Hvad elveren lavede, da han sprang væk fra jorden, og op i træet, undrede hende endnu mere. Han skulle ligesom afslutte det! Alligevel fjernede hendes blik sig dog ikke fra Lazarus, der havde trukket et sværd frem af gemmeren. Et hun endnu ikke havde set eller hørt om, og derfor kendte hun ikke til dets kræfter. At det var helt almindeligt tvivlede hun dog på, og hvæset blev kraftigere et kort øjeblik, inden en tredje kniv blev trukket frem fra frakkens inderside. Hun måtte vel bare håbe på det lykkedes at få afsluttet dette hurtigt.. at det ville gå hurtigt at få det afsluttet.
I en glidende bevægelse, lod hun knivens blad glide igennem frakken ved overarmen, hvor hun skar en flænge på omkring fem centimeter, inden et sarkastisk smil kom over læberne. Lazarus havde dummet sig, da han havde fortalt om hendes svaghed, og blodet begyndte at glide ud fra såret i overarmen, og sprede duften i vinden. Hun måtte bare håbe på det var nok.
Et klangløst pift kom fra hende, for at gøre Lazarus opmærksom på, at hun ønskede at opfange hans opmærksomhed, mens pilene begyndte at falde mod jorden. Selv havde hun ikke flyttet sig siden, og var godt og vel tre meter fra Lazarus. Alligevel begyndte hun at bakke væk fra cirklens pentagram, for at skabe mere afstand, hvis han ville reagere ligeså voldsomt som sidste gang.

Lazarus så Etricus skyde en pile regn efter ham. Hvordan Ivy havde fået fat i Lazarus vidste han ikke. Dog fandt han dette som en perfekt måde at undgå disse pile på. Lazarus lavede en baglæns saltomortale over bagved Ivy og landede med bukkede ben. Dog vidste han ikke om Ivy ville undgå disse pile så for en sikkerheds skyld brugte han hans overmenneskelige styrke til at sætte af i et spring væk fra skudlinjen. En støvsky blev formet der hvor Lazarus havde sat af fra på grund af den enorme styrke der lå bag hans hop. Da han landede Skulle Lazarus til at lave endnu et angreb med sit sværd. Lazarus bevægede sig hurtigere en øjet kunne følge med over imod Etrucis. Men på vejen fangede hans lugtesans noget. Elver Blod. Lazarus største svaghed. Det gjorde han mistede hans koncentration og faldt og trillede flere meter hen af jorden. Lazarus landede et stykke væk med bukkede ben og sine hænder i jorden foran ham. Han satte sit sværd på plads og kiggede med sine røde lysende øjne mod Etricus. Han kunne endnu modstå hans sygelige trang til Elver Blod. Men han vidste at hvis han brugte en evne som Puppetmastery ville han blive så svækket at han ville give efter for trangen. Ikke nok med det så kunne kan heller ikke koncentrere sig med denne lugt i hans næse. Lazarus overvejede et kort øjeblik at flygte. Han kunne jo ikke kæmpe i med denne fortryllende lugt i hans næse. Lazarus hvæsede af Angelie og det var tydeligt at se han var påvirket af denne lugt. Dog holdt han fokus på Etricus. Lazarus sagde med en skræmmende hvæsende stemme ’’ Latterlige Vampyr tøs.. Tøm denne kvindelige Elver fra blod.. DU skal nok få Sort Elverens lig.. Men dræb tøsen ’’. Kampen var måske tabt for Lazarus hvis ikke han fik Angelie væk fra kamppladsen. Han kunne ikke koncentrere sig nok til at give et dødbringende slag til Sort Elveren. Lazarus overvejede igen at flygte. Dog ville han lige se tiden an. Lazarus hvæsede igen højt ’’ TRONEN ER MIN ’’.

Etricus fnøs, satte sig på hug på grenen, tog sigte, og affyrede endnu en pileregn mod Lazarus
Derefter lod han de to armbrøste falde til jorden mens han trak sit dobbeltbladede sværd og foldede de to skarpe klinger ud.
Han havde ikke lagt mærke til m Lazarus var blevet ramt af pilene eller ej, og han var også halvvejs ligeglad.
Han spændte alle sine muskler, og satte af i et otte meter højt spring.
Mens han var i luften, skar han let hen over sin ene håndflade så han begyndte at bløde... og da han landede i midten af det pentagram-agtige tegn der var på jorden, slog han en flad hånd mod det tørre jord.
Pentagrammet begyndte at lyse, og Etricus smilede ondt.

Et selvtilfreds smil krusede allerede omkring hendes læber, da hun så hvordan Lazarus frøs i bevægelsen. Hun vidste hvordan det påvirkede ham, selv når han ikke var tørstig, og trækket havde været.. strategisk. Tænk at hun havde lært at kontrollere sig selv nok, til ikke bare at fare i halsen på ham længere, men i stedet havde ofret en lille smule selv, for at komme videre. Under alle omstændigheder var hun tilfreds med handlingen.
Den rødlige væske flød langsomt ned af armen, og Angelie gjorde ikke mine til at angribe nogen. Faktisk holdt hun sig bare i udkanten af pentagrammet, dog stadig stående indeni i dette, mens hun holdt i vågent øje med Lazarus. Han ville garanteret prøve på et eller andet.
Et lys reflekterede kort i hendes blik, da stregerne i den stjerneformede tegning på jorden, lyste op. Et kort øjeblik kneb hun øjnene sammen, uvant til ændringen, men blikket tilpassede sig langsomt, ved at suge pupillerne sammen, og hun trådte et skridt længere frem, mens hun snerrede lydløst i en form for advarsel til Lazarus, om at han ikke skulle prøve på at ødelægge det. Spillede han sine egne kort rigtigt, ville det måske endda gavne ham dette.

Lazarus Fulgte elveren i luften. Da elveren skød pile efter Lazarus igen tog Lazarus en hurtig bevægelse sin frakke af og sendte den imod Etricus for at skræme hans udsyn så han ikke kunne se Lazarus igen. Lazarus flyttede sig fra pilene ved brug af hans overnaturlige hastighed. Han så langsomt pilene flyve forbi ham imens han brugte sin karate til at sparke og slå resten af pilene ud af kurs. Lazarus havde tit prøvet at kæmpe imod bueskytter, dog mest i 1700tallet. Så han vidste skam godt hvordan man med lethed skulle undgå en direkte regn af pile. Det virkede ikke til denne elver lå nogen taktik eller noget i at skyde. Lazarus hadede at blive undervuderet. Dog kunne han ikke komme tæt på. Så ville Angelies duft lugte ham for meget. Dog greb han en af pilene. Lazarus sendte den af sted som en pil der fløj meget hurtigere en normalt. Det var ved hjælp af hans styrke evne igen. Dog vidste han at Etricus ikke ville kunne undgå denne pil med normal undvignings evne. For det først kastede han pilen at Etricus stod foroverbøjet med hånden i jorden. For det andet dækkede Lazarus frakke fra udsynet. For det tredje fløj pilen hurtigt og lydløst. Lazarus sigtede efter elverens hjerte. Lazarus sagde intet. Mest af alt fordi han skulle fokusere og koncentrere sig da der ikke skulle meget til at forvirre ham når Angelie’s duft hang så forførende i luften.

Han følte energien sprede sig omkring dem, i jorden, i luften... i selve de, der befandt sig i pentagrammet.
Han hævede blikket og så pilen komme flyvende, og han vidste omgående at han ikke ville kunne undvige den.
*Nej! Ikke nu, ikke før min mission er fuldført!!* tænkte han fortvivlet mens pilen kom flyvende med umenneskelig fart.
Et splitsekund før pilen ville have boret sig ind i ham, blev den reduceret til aske.
Det samme gjorde de pile han havde skudt efter Lazarus, og som nu sad i jorden.
Det, han nåede at se var, at pilen blev omgivet af mørkerøde flammer... nej... ikke kun pilen. Også ham. Ham og de to andre.
Han så sig omkring, og mærkede et helt vanvittigt tryk, hvorefter alt blev rødt.

...i omkring tre sekunder.
Da Etricus fik synet igen, lå han på ryggen i noget der mindede om en askebunke.
Han rejste sig op og så sig hurtigt omkring.
Der var aske og ild over alt... et par forvredne, sorte træer uden blade stod et par meter fra ham, og en gigantisk sø af lava var at se længere væk.
Etricus smilede da han så en Succubus flyve over ham pg ud ver lavasøen.
Han var i helvede, og med mindre de to andre var sprunget ud af pentagrammet, så var de et sted lige i nærheden.

Hvor det stammede fra vidste hun ikke, men det føltes som om selve atomerne omkring dem blev påvirket af en stadig ukendt kraft. Noget man kunne mærke i underbevidstheden, men stadig ikke se, høre eller lugte. Der fandtes forskellige muligheder, men Angelies blik flakkede fra Lazarus og mod elveren, og i det blå dyb kunne man ane en usikkerhed. Hun var ikke klar over hvad der skete, og det irriterede hende. Tydeligvis.
Det var som om tingene gik i slowmotion for hendes blik. Lazarus der kastede en pil afsted, Angelie selv det kastede den kniv, som hun stadig havde i hånden, på tværs, så den ville afskære pilens fremfaren. Om den var hurtigt nok vidste hun ikke, men da kniven passerede pilens bane, efter at denne havde passeret, fik hun svaret.. Nej.
"Hvorfor fanden skulle du også bare dukke op!" hvislede hun af Lazarus, stadig uden at fjerne blikket fra pilen, der ville slå ind i elveren, hvis ikke det var fordi den blev til aske? Hvem havde frembragt det? Det kunne ikke have været hende selv, eller Lazarus.. Ingen af dem ejede den evne, eller ikke dem hun kendte til i hvert fald. Havde elveren alligevel formået at brænde den op selv? Hvis dette var hans element. Da de andre pile begyndte at følge trop, måtte hun dog indrømme at den reaktion måtte komme fra noget stærkere, noget større, som ingen af dem havde kontrollen over.. Det ville rent faktisk ske..
Et overrasket hvin kom fra hende, da flammerne gled omkring hendes krop, men hun bemærkede hurtigt at de ikke skadede hende, og holdt inde med sit udbrud. Det var som om flammerne dansede over huden, uden egentlig at røre den, men hun havde ikke tid nok til at nærstudere dette. Trykket bragte hendes ned på alle fire, hvor hun borede hænderne ned i jorden, mens hun kæmpede for ikke at blive presset flad mod jorden, hvorefter lyset, det røde lys, fik hende til at knibe øjnene sammen.
Forvirringen og kaos var total. Hendes sind kastede med forskellige teorier, og en snurrende fornemmelse i hendes indre, fortalte at hun skiftede position, uden at flytte sig. Ligesom den eneste gang hun havde været gennem en portal og ind i en anden verden. Følelsen af at blive mast sammen, og strukket ud igen på få sekunder.

Den snurrende fornemmelse ophørte ikke før nogle sekunder senere, og der åbnede hun øjnene. Varmen var brudt ud, og hun løftede allerede armen for at tørre de første sveddråber af panden. De var der.. Helved. Hun havde betrådt jorden før, og svoret aldrig at vende tilbage, og her stod hun. Et flygtigt skær af frygt kom over hendes ansigt, mens hun forsigtigt, vaklende kom på benene, stadig ikke sikker i sine bevægelser efter trykket og skiftet mellem skoven og dette brændende inferno.
Automatisk gled hendes blik over armene, men så ingen skader efter ilden. Om Lazarus var fulgt med, vidste hun heller ikke, da hendes blik var travlt optaget af at kigge over dem.
Asken knaste under hendes bare fødder, da hun tog et skridt frem mod elveren. Havde han fortalt hvor turen gik hen, havde hun tænkt sig om to gange, inden hun var sprunget ind i dette, men hun sagde intet. Hun koncentrerede sig istedet om at gå udenom en ildsprudlende gejser, inden hun stoppede op ved siden af ham, og vendte blikket mod de forvredne træer. Det så ud som om livet var blevet suget ud af dem, men det var stadig et under, at de kunne vokse hernede. Blikket gled videre over søen, hvor det hvilede i et kort sekund, for til sidst at vende det tilbage mod det sted Lazarus højst sandsynligt ville være, hvis han havde fulgt med.

Lazarus var ikke hoppet ud. Han ville med. Den skide elver skulle dø. Endnu engang havde han undsluppet Lazarus uden en skramme. Det fandt han meget underligt eftersom der havde stået på Malakels plakat at han ikke var en maksimal trussel. Lazarus smilede da inden åbenbart omringede ham uden han kunne undvige selv på trods af hans ekstreme hurtighed. Det måtte jo ligefrem være en med gude kræfter der havde gjort det. Lazarus var ligeglad. Helvedes svovl og aske lugt forværrede den himmelske duft af Elver Blod so Angie afgav. Lazarus brugte sin hurtighed og styrke til at grave sig ned i jorden. Han gravede sig hen under Etricus. Han kog op af jorden lige bagved Etricus og slog løs på ham med det ene sving af hans sværd efter det andet. Hvis Etricus bevægede sig ville Lazarus med hans hurtighed bevæge sig med. Også på trods af Lazarus ikke regnede med at Etricus ville se dette angreb komme. Lazarus angreb med en hurtighed der svarede til omkring fem slag i sekunden og en styrke der svarede til en mand der slog hul i en mur. Lazarus var træt af denne mide hele tiden undgik ham og hans slag så let. Han virkede ikke engang til at have overnaturlig hurtighed ham elveren. Ikke nok med det, det virkede heller ikke til han havde overnaturlig styrke. Men alligevel kunne han blokke Lazarus sindssyge hårde og hurtige slag med hans normale hurtighed og styrke. Dette fandt Lazarus yderst frustrerede og det gjorde ham bare mere gal. Det var lidt som om denne mandlige elver havde fået et kæmpe powerboost på en måde. Hvordan han gjorde det så let fattede Lazarus virkelig ikke. Men nu var det nok, den elver skulle dø.

Etricus hørte hvislen fra Lazarus' sværd da dets klinge kom flyvende mod ham med blændende fart.
Han var ranger, så han var trænet til at kunne høre hvor hurtigt et bytte eller en fjende bevægede sig... og han vidste at han ikke ville kunne nå at undvige Lazarus' angreb.
Samtidigt vidste han også at hvis han selv døde, så ville chancen for at hans herre nogensinde ville vende tilbage formindsket.
Det kunne han ikke tillade.

Etricus vendte sig hurtigt, hævede sin vænstre hånd og lavede en finte hvor han sprang tilbage og løb baglends så hurtigt han kunne.
Da han havde taget de to første skridt, så han til sin forfærdelse hvordan Lazarus' klinge fangede hanshåndled, og skar igennem hud, kød og knogler så let som ingenting.
Med et skrig af smerte, faldt Etricus baglends og landede på ryggen i den sorte aske som udgjorde jorden her.
Hans afhuggede hånd landede med et blødt bumt en halv meter fra ham.

De sensitive ører fangede Lazarus' bevægelser ligeså snart han udførte dem, og Angelie trådte automatisk et skridt til siden, for at undgå selv at blive ramt, hvis han nu valgte at tage to fluer med et smæk. Øjensynligt var sortelveren dog hans første mål, og hun brugte hans fokusering på denne til at udnytte situationen. Fra bæltespændet trak hun endnu to knive frem, og kastede dem efter Lazarus, da denne lavede svinget for at hugge hånden af Etricus.
Hvordan han i det hele taget var kommet sig så hurtigt over den pludselige omvæltning i tid og sted, var hende en gåde. Han virkede jo som om rejsen slet ikke havde påvirket ham, selvom den havde påvirket hende selv.
Knivene ville ramme ind i den store overarmsmuskel, og siden, lige under hans ribben, hvis ikke disse blev blokeret eller hvis ikke han undgik dem på en anden måde.
Hun knurrede vredt, da hun så hvordan sortelverens hånd faldt til jorden. Alligevel kunne hun ikke lade være med at fryde sig, da hun selv anede duften af blod igennem sodet og flammernes røg. Han kunne vel umuligt ignorere dette endnu engang.
Samtidig tog hun selv en drastisk handling, og sprang frem mod Lazarus i et kattelignende tempo, mens hun smilede tilfreds.
Fra hendes indre påkaldte hun langsomt sin egen magi, og satte farten op på hendes blod, så det suste rundt i kroppen, for derefter at glide ud langs fingerspidserne, og slynge sig mod Lazarus i ti lange sortrøde bånd, som ville ligge sig omkring hans krop.
Hendes spring frem mod ham, bragte hende tæt nok på, til at dette ikke ville tage mere end et enkelt sekund, fra at båndene havde forladt fingrene og var synlige.

Lazarus undrede sig igen hvordan denne mandlige Sort Elver undgik hans slag og slap væk ved kun at miste en hånd. Dog havde det endelig lykkes for ham at skade Sort Elveren. Han vidste at Sort Elveren ville forbløde indenfor minutter. Lazarus drejede sig da han så Angie kaste hendes knive. Han blev ramt af den ene i siden. Dog tog han den hurtigt ud og såret healede hurtigt. Da Han så hun hoppede over imod ham vidste han at han måtte væk. Hun skulle ikke for tæt på. Så ville lugten af hendes blod atter svække ham. Lazarus sprang ned i det hul han var kommet op af for at angribe Sort Elveren. Det vil sige at Angelies negle ikke fik fat i ham og at fik lagt afstand fra Angelie. Han hastede over igennem jorden og kom op et stykke fra Angelie. Han kastede den kniv der havde ramt ham med overnaturlig styrke imod Sort Elveren. Han vidste ikke om kniven ville ramme Sort Elveren. Dog var chancerne gode eftersom Elveren lagde ned. Lazarus bandede. Angelie ville sikkert have regnet ud at Lazarus hold afstand fra hende, så så længe Angelie holdt sig tæt ved Sort Elveren kunne Lazarus ikke nærme sig ham. Lazarus havde så let ved at dræbe den Sort Elver. Men Angelie ødelagde hans planer. Lazarus hvæsede ’’ Hvis du ved hvad der er godt for dig Angelie.. Så træder du væk fra Sort Elveren og lader mig ende hans liv.. Du fatter slet ikke hvor meget hans død er værd for mig.. Zane skal ikke vende tilbage.. Tåbelig hund ’’. Lazarus øjne lyste rødt. Det var dog som om han var ved at planlægge hvordan han skulle angribe. Han kunne ikke bruge sin Puppetmastery evne. Så ville lugten af Angelies blod overvælde ham. Han havde problemer. Hvad skulle han gøre. Med et kom der et smil på Lazarus læber. Han havde en plan nu.

Etricus rystede kort over hele kroppen mens han så på sin afhuggede hånd.
Han rev et stykke af sin kappe og forbandt stumpen hvor hans hånd havdeværet.
Smerten var så vild at han fik tårer i øjnene, og var lige ved at skrige.
"Satans..." hvæsede han hæst.

Etricus kiggede op... han så hadefuldt på Lazarus.
"Valshar Zane vil vende tilbage, det sværger jeg. Du kan ikke stoppe ham..." hvæsede han rasende.
Etricus rejste sig op med et triumferende smil, og sagde så: "Ved du, at så længe vi er i Helvede, kan Zane fornemme mig, og jeg kan fornemme ham. Hvis jeg koncentrerer mig nok, så ved han at vi er her, og at du er her. Og så vil han komme..."
Hans stemme var ren, arrogant triumf, selvom hans manglende hånd gjorde vanvittigt ondt og fik ham til at skære ansigt.

Etricus lukkede øjnene, fokuserede... og hans smil forsvandt.
"Nej..." hviskede han. "Det må ikke være sandt..."

Etricus åbnede øjnene og så på Angelie, ikke længere triumferende.

"Valsharess... herren er her ikke." sagde han så.