Special war emne - Even now.

Sted: Hovedgaden i Terre.
Tid: 00.00
Omgivelser: Såret væsner og kaos over alt. Soldater som tager folk som gidsler og skyderier.
Vejr: Koldt, at det er lige før man skulle tro, at den 'Kolde Krig' var tilbage.
Dato: 23 december.
**********

Ja krigen var allerede i gang. Den havde spredt sig, så hurtigt som pesten nu gjord. Kvinder, børn og mænd led under den franske hær. Skrig, råben og skyderi, var ikke til at komme uden om. Det var ligesom at alle de mennesker eller væsner som nu var blevet taget til fange, ikke havde noget liv.
En engel, med shorts og T-shirt, rødt hår og to lange knive sættende om livet, kom gående midt i balladen. Hendes ene hånd var tydeligvis såret, og for ikke at tale om hendes hvide trøje som var gennemblødt af blod. Hun bed sig hårdt på underlæben, mens hendes blanke øjne skimmede hovedgaden. Terre. Vil det overhoved blive det samme? Hvad fanden havde den nye hersker tænkt sig? Hvem var den nye hersker? Havde det overhoved noget med det at gøre?
Asma rystede tankerene væk fra sig. Hun havde slet ikke tid til at tænke. Overhoved ikke! Hun skulle lige til at slå sine vinger ud, da en eller anden slog hendes bag fra. Asma faldt ned, da hun alligevel i forvejen ingen styrke havde. Hun stønnede stille, mens hun prøvede at komme op, men blev derefter sparket ned. ”NED KÆLLING!” blev der råbt. Asma var ikke tvivl. Det måtte være en af soldaterene. Og en af de stærke åbenbart. Asma vendte sig om, så hun lå på ryggen. Blodet dallede ned fra hendes næse, mens hendes øjne var åbne. ”Nå ser man det” smilede manden med ekstreme gule tænder. Han rettede sit skyde våben imod hendes pande. Asma smilede stille. ”Amatør” mumlede hun.

”NED SAGDE JEG JO!” Stans fod lå over en kvinden mave. Hun snerrede af ham, mens hun prøvede at vride hans ben af sig. ”HA! DU KAN INTET GØRE, DIN NAR! HVEM TROR I ER? KOMME HER OG OVERTAGE STEDET?” Stan spyttede på hende, mens han sparkede med sin frie fod mod hendes ribben. Hun skreg af smerte, da et par knasende lyde kom. Stan bukkede sig ned til hende, mens han strammede koldt grebet imod hendes hår. Han løftede stille hende op, mens han nikkede hende en skalle, så hun faldt ned. Hun var godt nok ikke død, men bevidstløs. Hun blødte kraftigt, så hvis hun ikke blev behandlet snart, ville hun dø forhåbentligt. Stan tørrede svedet af sin pande, mens han rettede sig op. Han trøje var flænset midt over og han havde fået sig et blåt øje. Stan skimmede stedet, mens han løb rundt for at skubbe soldaterne væk, fra de svage. Hans blik stoppede dog ved en kvinde lidt længere henne. Han kunne ikke se hvem det var, men hun var i hvert fald i knibe. Stan løb imod dem, men standsede dog med det samme. Han kendte kvinden. Den rød håret kvinde. Hans hjerte bankede, mens han bare så på. Ude af stand til at gøre noget som helst. Lammet.

Asma stirrede på soldaten, mens hun smilede irriteret tilbage til ham. ”Synd. Jeg vil ikke skade dig. Du ser jo nydelig ud. Hvorfor skal en kvinde som dig i krig?” han stemme var rug i det. Ikke noget hun kunne lide. Soldaten trak tiden ud? Hvorfor? Hvorfor kunne han bare ikke skyde hende? Asma slog en latter op, så soldaten blev forskrækket. Hun sparkede ham op på skridtet, mens han skreg og faldt om kuld. Asma grinede videre, mens hun satte sig på ham og rettede hans egen pistol imod ham. ”Synd. Jeg vil ikke skade” sagde hun og lavede sin stemme om til hans. Hun holdte et fast greb om hans kinder, så hendes negle nærmest borede sig ind i huden på ham. ”Undervurdere mig aldrig. Husk. Mit navn er Asma, og jeg vil nedkæmpe alle jer franske idioter” Asma slog ham med pistolen, mens hun stadig holdte på ham. Han var godt nok bevidstløs, men hun slap ham ikke i første omgang. Hun kiggede på ham, mens hun rev mærket af hans trøje. Det mærke der vidste hvad han hed, og hvor han stod i rangen. Asma rejste sig op, og og puttede mærket i lommen og pistolen ved siden af sine knive om livet. Hun kørte sin hånd på sin næse og tørrede blodet væk. Hun gispede stille og prøvede på ikke at kigge på sin hånd. Hun strakte sig stille, mens hun skød blikket imod himlen. ”Hvornår vil det her ende!” skreg hun, mens hun sparkede ude i det blå. ”HVORNÅR!!!”

Stan så både på soldatens ryg, og Asma som lå ned. Blodet som sivede ned fra hendes næse, fik ham dårlig til mode. Hvorfor hjalp han hende ikke? Hvad var det der standsede ham i at hjælpe hende? De var to, de kunne sagtens klare denne soldat uden et eneste problem. Stan trak sin mini-pistol frem, og skulle lige til at skyde soldaten, da han faldt. Asma havde åbenbart sparket ham i nosserne. Stan gemte pistolen væk, og skulle lige til at grine. Grine midt i det hele. Han betragtede Asma som ikke havde fået øje på ham. Hun sad på soldaten, mens hun sagde noget, som han ikke kunne høre. Da hun egentlig rejste sig fra den bevidstløse soldat, gik han med faste skridt imod hende. Han skulle lige til at sige hendes navn, da hun med et brød ud. Han sukkede og så ned. Ja, hvornår endte denne her krig? Den vil sikkert ende, når den har taget mange med sig til døden. Stan tog fat i Asmas albue, da hun nu stod med ryggen til ham. Han sagde ikke noget, men hun vil sikkert vende sig imod ham?

//Må se at få logget ned, Asma. Jeg svare når jeg senere kommer på, og jeg ved ikke om der andre der svare.. men vi for se? Right..//

//Ok. Jeg er ikke sikkert på, om jeg er på i aften, eller senere på natten. Men vi ser på det. Du PM'er bare, så vi også kan gør din linje færdig ;)//

//Den med Drogon, huh?//

//Yes. Well du PM'er bare, så ses vi på et tidspunkt//

//Yes Ma'am//

Asma stod et øjeblik i sine tanker. Hun så imod de mennesker som allerede havde vinket verden farvel, og de der stadig kæmpede imod. Hende selv havde ikke dræbt nogen, men det skulle der sikkert laves om på. Hun vil selv miste livet, hvis hun blev ved med at skåne folk på den måde. Asma tog pistolen, som hun havde hugget fra soldaten op, hun betragtede den sølvfarvede tingest, som havde en lille indtørret blodstreg. Hun skulle lige til at gemme det væk, da hun med et mærkede en hånd imod hendes albue. Uden hun nåede at tænke sig om, svingede hun sin pistol imod personen, og ramte personen med pistolens ende. Det måtte sikkert havde ramt personen på næsen? Asma kunne simpelthen ikke tage en kamp til. Tre kampe lige efter hinanden? Helt seriøst. Asma kunne ikke rigtig se personen, men hun havde rettet pistol imod ham/hende. ”ER DET NU EN AF JER IDIOTER?!” råbte hun, mens hun gik et skridt tilbage.