Special emne- Flugten //1-2 mere//

Sted: Une pierre
Tid: Aften
Dato: Under krigen
Vejr: Sne vejr.
Omgivelser: Skoven på vej henimod grotten.

Sneen dalede ned imens en ung pige kom løbende. Lyden af sne der blev presset sammen lød når pigens fødder ramte jorden. Pigen sko var gennem blødte af smeltet sne, men pigen var ligeglad. Lige nu gjaldt det om at komme væk fra krigen.
Angela, som pigen nu hed, løb hurtigt afsted. Hendes ene fod ramte forkert på jorden og hun skvattede og landede i sneen med et bum. Hun rejste sig op og løb hurtigt videre. Hendes fod gjorde ondt, men det eneste hun kunne tænke på var at hun var ved den nogenlunde sikre grotte om få 100 meter. Hun satte farten op men faldt igen, denne gang på grund af smerte. Hendes mørke hår var næsten frosset til is og kulden gjorde ondt imod hendes hud. Ikke mindst gjorde hendes ankel endnu mere ondt end før. Angela græd og rejste sig på trods af smerten. Hun humpede de sidste meter hen imod sikkerhed.
En hulken og et lettelses suk undslap hendes læber da hun kom indenfor i grotten. Hun havde været der før og kendte stedet. Hun gik målrettet hen til den hule hun havde været i sidst. Da hun kom derhen så hun at tæpperne, madresterne og målstumperne stadig var der. Hun satte sig ned og tog et tæppe om sig. Hun begyndte langsomt og stille at græde. Smerten i hendes fod var uunholdelig, og det hjalp ikke meget at det var så koldt udenfor. Hvis bare der var en hun kunne stole på. Hun tænkte straks på sin afdøde storebror, men glemte alt om ham da anklen 'tøede' op og smerten for alvor tog til. Hvornår ville dette helved holde op?

Ingen?

Bilen skrided en smule da chauføren drejede ned af en lille vej, ind i skoven. Den stoppede ikke da den nåede udkanten af denne tynde vej, og fortsatte ind imellem træer, så længe at skoven ikke var for tæt, og den satte næsten ikke farten ned, i mere end få sekunder.
Da bilen så endeligt nåede til et punkt hvor den ikke kunne komme længere, blev chaufør døren, nærmest sparket, åben, og ud trådte en høj herre, i et hvidt jakkesæt, og en hvid hat. Hans hat fløj væk ved en let vind, men dette ignorerede han, da han hastigt gik om til bagsæde døren, og rev denne op, og af dets hængsler, så døren fløj ind i et træ bag ham.
"Kom så.. Vi er der næsten.." Sagde han højt, men med en beroligende stemme, og rakte armende ind, og bar en såret ung kvinde ud, og satte straks i raskt trav imod de grotter han havde hørt, og læst om. Ud af bilen tumlede også en mand, som fulgte efter så godt han kunne med et lettere såret ben. Kvinden i den fine herres arme havde et slemt sår over hendes mave, og det var tydeligt at hun var i megen smerte. Den fine herre kiggede tilbage på manden bag sig, og nikkede imod grotterne.
"Kom nu Jack.. Der er ikke så langt.." Sagde han med den samme rolige stemme, da de nu nærmede sig grotterne. Omkring den høje herre kunne man næsten se den kolde sne smelte, og den sne der faldte blive til regn, som om der var et varmt feldt omkring denne.
Gruppen kig hurtigt ind i grotterne, og gik forbi der hvor Angela var, og den fine herre stoppede op, og kiggede ned på Angela med sine gylden brune øjne. Han fortsatte dog hen til en væg på den modsatte side af Angela, og knælede ned. Han lagde så en hånd på den kolde grotte grund, og varmede stenene i et stort areal omkring sig op, og lagde derefter den sårede kvinde der, og pegede på hende da han rejste sig.
"Lige så snart du kan Jack.." Sagde han til manden, og gik så imod Angela, og kiggede ned på hende. Han knælede ned ved hende, dog ved en respectabel afstand, og lænede sit ene håndled på sit knæ.
"Er du okay?" Spurgte han med en rolig, og venlig stemme, imens området omkring ham og Angela langsomt blev varmere, indtil det stoppede ved en behagelig varme.

Angela så på denne herre der kom ind til sig. Hun rystede voldsomt da varmen begyndte at komme. Hun var ikke sikker på hvad det var der skete men hun var lidt lige glad. Hun trak vejret uroligt og rystede stadig. "J ja j ja... Tr tr tror j j jeg" stammede hun. "Me me men min ankel er.... Vist forstuet" sagde hun og begyndte langsomt at slappe af da varmen ga hende varmen tilbage i sin kolde krop. Sneen i hendes hår var begyndt at smelte fra det øjeblik manden var kommet ind i klippe hulen. Det kolde vand løb ned af ryggen på hende og hun gøs. Hun så på manden med bedende øjne. "V v v vil du du du ikke n n nok hjæ hjælpe m mig?" spurgte hun med en stille stemme. Hun tænkte på den anden mand og kvinden hun havde set herren have med sig og tænkte på om de mon var okay.
Det slog hende pludselig at herren her var et overnaturligt væsen, det var der varmen kom fra. "Jeg kan heale kvinden." sagde hun uden at tænke sig over hvad hun sagde. "Bare Please! Hjælp mig..." varmen havde gjort at hun ikke skælvede så meget mere og hendes stemme stammede ikke. Helt uventet kom smerten fra anklen tilbage og hun bed tænderne sammen i smerte. Nogle tårer fladt ned fra hendes kinder og hun slog armene om manden og hulkede imod hans skulder.

Herren, hvis navn var Gavorn, smilede da Angela sagde at hun nok var okay, og kiggede imod hendes ankel da hun nævnte den. Han skule til at holde en hånd ned over den, inden han så hendes bedende øjne, inden hun sagde spurgte om hjælp. Han gav hende et varmt og venligt smil, og skulle til at svare, inden hun foreslog en form for 'betaling' for hans hjælp. Igen skulle han til at snakke, men blev afbrudt af at hun omfavnede ham, og han gispede en smule. Han kiggede undrende på hende, og han smilede så kort, og kyssede Angelas tinding, og lagde en arm venligt omkring hende, og klappede hendes ryg.
"Hey, hey.. Rolig nu, du behøves ikke at gøre noget for mig, for din hjælp.. Så, så.. Tag dig af din egen ankel først.. Mia har Jack til at hjælpe sig.. Han er Aspara, og han kan vidst nok også heale.. Så start med at tage dig af dig selv.." Sagde han med en beroligende, og omsorgsfuld stemme. Han kiggede så langsomt ud imod grottens indgang, og et trist blik spredte sig over hans ellers varme ansigt. Denne krig var ikke hvad han havde haft behov for.. Og slet ikke hvad byen havde.. Der var mange yngre dæmoner, som slet intet kunne gøre imod alt dette. For den sags skyld også andre væsner.. Men i krig var de.. Nu måtte Gavorn gøre hvad han kunne for at hjælpe.. Og lige nu, havde Angela, Mia og Jack brug for ham, så her ville han blive. Han kiggede tilbage på Angela, og hans aura blev langsomt kraftigere, for at varme Angela helt op på en normal temperatur, og holdt så varmen på et behageligt niveau.
"Tror du at du kan heale din ankel?" Spurgte han, og kiggede ned imod hendes ankler, dog uden at fjerne sine omsorgsfulde arme omkring hende, før at hun selv slap ham.

Angela knugede sig indtil ham. Hun havde aldrig følt sig tryg ved nogle siden hendes bror døde. Hun stoppede langsomt med at hulke da han spurgte hende om noget. Hun nikkede, stadig med hovedet mod hans skulder, og begyndte så langsomt at snakke. "Jeg kan godt, men når det er på mig selv tager det længere tid og det er hårdere da det er mig der er såret" sagde hun og trak sig lidt væk, stadig så han havde armen om hende, men så hun kunne kigge nærmere på denne hjælpsomme herre.
"Mit... Mit navn er Angela..." sagde hun og skælvede en smule da hun for alvor lagde mærke til at han prøvede at få hendes krop til at nå den normale temperatur. Hun krammede ham igen en gang og trak sig så helt væk fra ham. "Hvis det er... Kan vi jo bærre tæpperne her ind i den anden hule hvor de andre er... Og vi kunne tage noget af den mad der er tilbage... Så vi har lidt at overleve på i den her periode." sagde hun og kiggede hen på dåse måden, chipsne, grøntsagerne og de 7 litter vand. Hun sukkede stille og kiggede ned på sin ankel. "Hvad er dit navn?" spurgte hun uden at tage øjne fra sin ankel. Hun bøjede sig forover og rørte lidt ved den. Hun gispede da en smerte bølge blev sendt fra anklen og rundt i hele kroppen. Hun trak vejret dybt og prøvede igen. Denne gang var reaktionen ikke lige så stor, men den var der. Hun gav op og så hen på manden med et stille smil.

Gavorn nikkede langsomt da Angela fortalte hende om hendes healing, og kiggede ned på anklen igen. Han smilede så op til hende, og strøg blidt en hånd ned af hendes skulder da hun lænede sig tilbage, imens han satte sig på hug. Hans varme hænder, var varmere end temperaturen omkring dem, så deres venlige berøring kunne mærkes tydeligere, dog uden at det var en kogende varme der ville gøre ondt. Han kiggede så imod tingende Angela nævnte, og også kiggede imod, og nikkede langsomt.
"Ja.. Det syntes jeg var en rigtig god ide Angela.. Og hvis vi er heldige for nogen stoppet denne krig hurtigere end at det overhovedet bliver nødvendigt at bruge alt det helle.." Sagde han med et blidt smil, og kiggede tilbage på Angela. Han kiggede ned på hendes ankel, og lagde så sin hånd over den, og varmede den mere op, så det ville være nemmere at få det healet, uden for megen smerter. Han kiggede så op på hende, og smilede.
"Gavorn.. Kald mig Gavorn.. Lige så snart vi har fået det healet, kan vi gå hen og se hvordan det går med Mia.." Sagde han, og nikkede en enkelt gang med et venligt smil.

Angela mærkede hans varme da han lagde en hånd på hendes skulder. Og igen da han rørte ved hendes ankel. Hun skælvede stille og lagde sin egen hånd oven på hans imens den lå på hendes ankel. "Det behøver du ikke... Jeg skal se om jeg kan heale mig nok til at hjælpe dig med at bære tingene" sagde hun stille og lagde sin hånd direkte på anklen. Hun lukkede øjne og fokuserede. Hun havde prøvet at heale før, dog kun en enkelt gang på sig selv. Det var udmattende og det hjalp ikke ligefrem at hun var træt, øm og udmattet i forvejen. HUn trak vejret dybt og fokuserede på de samme ting som hun plejede når hun healede: lykke, glæde, solskin, kærlighed, en fredfuldt blomster eng o.l. Hun mærkede tydeligt en forandring dernede ved hendes ankel, men hun ville ikke kigge før hun var sikker på den var healet nok til at kunne gå. Efter få sekunder mere åbnede hun træt øjne og fjernede hånden. Hun kæmpede for at holde øjne åbne og ikke falde i søvn. Hun kiggede ned på sit værk og smilede lidt selvtilfreds da hun så den så nogenlunde god ud igen. Hun tog fat i Gavorn og prøvede at komme op. Hun indså hurtigt at han var nødt til at hjælpe hende før det ville lykkeds. "Gavorn... Har navnet en speciel betydning?" spurgte hun og prøvede at koncentrere sig om alt andet end hendes ankel der stadig klagede sig over ulykken og smerten.

Gavorn smilede, og fjernede sin hånd som hun sagde, og lod den hvile på sit knæ, imens han observerede Angela. Han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad for et hvæsen hun var, men det betød ham heller ikke noget.. Man kunne aldrig se forskæl alligevel, når det kom til engle, Aspara og dæmoner.. Da hun så, så ud til at have klaret det, smilede han lettet, og kiggede på hende da hun prøvede at rejste sig. Han tog så et skridt tættere på hende, og lagde en arm omkring hendes talje, og hjalp hende helt op at stå.
"Sådan.. Kan du stå uden støtte?" Spurgte han, og hvis hun ville lade ham gav han slip, og tog et skridt til siden. Dog hvis Angela skulle falde, var han fuldt ud klar til at gribe hende, og ville være der med det samme. Han smilede til hendes spørgsmål, og rystede langsomt på hovedet.
"Gavorn er blot et navn jeg fik efter min far.. Er ikke noget jeg tænker så meget over heller ej.. Ved bare at det er gået igennem et par generationer af 'rene' ild dæmoner.. Og det gik så også vidre til mig.. Men de gamle metoder betyder mig ikke så meget mere.. Er kommet vidre.." Sagde han med et venligt smil, og kunne godt se hvad Angela ønskede.. En samtale for at holde tankerne fra anklen.

Angela sukkede af lettelse. Hvis hun havde været alene var hun aldrig kommet op at stå før et par timer. HUn prøvede langsomt at støtte på foden, det kunne lade sig gøre hvis hun tog sig sammen. Hun stod lidt og pressede let foden mod klippe sten gulvet og løftede den let igen. Efter at have gjort det et par gange gav hun slip på Gavorn og humpede hen imod nogle tæpper. Hun bøjede sig ned og tog dem op i favnen. Hun vendte sig så hun stod med fronten imod ham og smilte let. "Har du arvet det? nøj... Men... Jeg går nu ud fra at du er en ild dæmon?" sagde hun med et smil da det var ret indlysende nu hvor hun tænkte over hans varme og det hjalp jo også at han sagde at navnet var gået i arv hos hans familie som var 'rene' ild dæmoner. Hun humpede hen imod ham og tæppet som hun selv havdet siddet med for få sekunder siden. Hun bøjede sig ned og tog det op. Hun foldede det sammen og lagde al vægten over på den fod der ikke var skadet. "Jeg tænkte på... Kunne du ikke bærer noget af det andet? vi går vel på flere omgange, så jeg skal nok hjælpe til" sagde hun med et stille smil. Hun tænkte nu mest på at få tæpperne ind til Jack og Mia for at holde dem varme nu var Gavorn var herinde sammen med hende og ikke hos dem, og hun mente ikke at han kunne varme så meget op på en gang. "Jeg er en dødsengel. Jeg var ikke helt velkommen i himlen" sagde hun med et skævt smil og ventede på at han skulle kommentere det eller tage nogle ting og gå med hende ind til de andre.

Gavorn smilede da han så at hun kunne klare sig selv, og gik så hen for at samle nogen af de mad ting der stod ved siden. Han lyttede til hende da hun snakkede, og han kiggede sig kort over skulderen. Han smilede, og grinede venligt en enkelt gang.
"Hvad afslørede mig? Var det varmen igen? Jeg bliver nød til at lære at være mere diskret.." Sagde han med et venligt grin, og samlede de sidste ting op som at han ville kunne bære på en gang. "Men jokes off, så ja.. Er jeg.. Men bare rolig.. Jeg er ikke så.. Hidsig.. Som mange af min art.." Sagde han med et smil. Han gik over ved Angelas side, og nikkede til hende, og holdt tingende lidt op.
"Jeg tager det her, og hvis du har tæpperne, behøves kun en af os at gå to gange.." Sagde han med et smil. Han begyndte så at gå imod de andre, i et tempo som hun ville kunne følge, med hendes halten, så de stadigt var tæt, og hun stadigt inden for hans varme aura.
"En dødsengel? Hm.. Har ikke mødt mange af din race.. Faktisk ingen.." Sagde han og smilede bildt. "Hvordan kan det så være? At du ikke var velkommen?" Han vidste godt spørgsmålet måske nok var rimeligt dumt, men han ville stadigt stille det, så de kunne fortsætte en samtale, og hun stadigt kunne holde sig på andre tanker end sin ankel.

Angela smilte. "Ja... Varmen gav et hint." hun lo stille og humpede efter ham så godt hun nu kunne. Hendes ankel gjorde ondt men der var ikke så langt hen til den anden hule, og det var hun glad for. Hun holdte god fat i tæpperne og borrede neglene ind i dem når smerten skød igennem hende, men det var da bedere at det var tæpperne og ikke nogen anden det gik ud over. "Ikke nær så hidsig? du virker slet ikke hidsig... Desuden, Min race har et ry for at være onde og følelses kolde. Tja... Og sådan er jeg da ikke." hun stoppede op og lo. "I hvert fald ikke efter min menning!" Hun kiggede på ham og var glad for at det var en som Gavorn, hjælpsom og venlig, i stedet for en eller anden idiot, der bare ville rede sin egen røv, der var dukket op her i grotten.
Da de nåede ind i den anden hule hvor Jack og Mia var, gik Angela, stadig humpende, hen imod dem med tæpperne. Hun lagde dem overfor dem og smilte venligt. "hej" sagde hun som hilsen. Hun vendte sig om og kiggede på Gavorn. "Måske har du mødt nogle fra min race, bare uden at vide det?" sagde hun og lagde hovedet en anelse på skrå. Hun var glad for at snakke, så længe det afledte hende fra smerten. "Jeg ved enlig ikke hvorfor jeg var uvelkommen. Måske havde jeg været uartig" sagde hun. Hun kunne ikke huske særlig meget fra sin tid som menneske, de bedste og tydligste minder hun havde, var fra bilulykken. Altså fra den dag hun døede.
"Det er heller ikke tit man møder en ild dæmon med sådan en dejlig aura." sagde hun og humpede hen til ham. "Hvem af os skal hente det sidste?" spurgte hun da hun stod, overfor ham men stadig med en passende afstand imellem dem.

Han smilede, og nød at se Angela grine, det var meget mer ebehageligt end hendes stakkels kolde tåre, i den ubarmhjertige vinter kulde. En kvindes tåre skar være end en kniv i armen..
Gavorn smilede da hun nævnte det at være hidsig, og klukkede lidt til sigselv og kiggede frem.
"Det.. Er nok kun fordi mine vinger stadigt er indtagte, og fordi der ikke er nogen utaknemmelige mennesker i denne grotte.." Sagde han med et venligt smil. Han grinede venligt igen, og kiggede tilbage på Angela, og smilede stort. Han grinede lidt.
"Det vil jeg da så sandeligt heller ikke sige.. Indtil vidre virker du da som en sød pige.." Sagde han med et smil, og en lav klukken. Han lyttede vidre med på havde hun snakkede om, imens han satte tingende ned, og gik over ved siden af Mia, for at se på hende og Jack. Jack kiggede over sin skulder, og nikkede som et hej til Angela, men gik hurtigt tilbage til healingen. Det var tydeligt at han brugte alt hvad han kunne for hende, og Gavorn lagde en varm hånd på hans skulder.
"Hold ud Jack.. Du klare det godt.." Hviskede han til ham, inden han stod op, og gik over til Angela. Han kiggede imod stedet, og så tilbage på Angela med et smil. "Gør jeg bare.. Skulle ikke tage mere end et øjeblik.. Og du har jo også en svækket ankel, og så ser du træt ud.." Sagde han med et venligt smil. Han gik så over til nogen klipper, og lagde sine hænder på jorden, og på vægen i et fint lille hjørne, der ville være behageligt at side i. Man kunne så ligefrem se at stenene blev varmere, inden Gavorn rejste sig, og tilbød Angela at side der.
"Så henter jeg det sidste tæppe, og de sidste ting.." Sagde han med et smil, og gik så imod der hvor tingende stod.

Angela smilte og kiggede nysgerrigt på Jack der healede. Hun havde aldrig set nogle gøre det, udover hende selv, men der havde hun jo lukkede øjne. Hun så på Gavorn. Hun smilte venligt til ham og klukkede. "Tja... Jeg har vel set mere ond ud end lige nu..." sagde hun og så skyldigt ned i jorden. Hun kiggede op på ham da han sagde han ville hente de sidste ting og hun nikkede med et stille smil. "Jeg er meget træt" sagde hun og lagde tryk på meget. Da han havde lavet det varme hjørne til hende humpede hun hurtigt derover og satte sig ned. Hun lukkede øjne et kort øjeblik og åbnede dem tidsnok til at se ham gå ud af hulens indgang. Han havde haft ret. Hun var træt som hun selv havde sagt. Hun kæmpede med at holde øjenlågene åbne men måtte give op. Hun sov ikke, hun hvilede sig bare på en måde. Lige som når man lå og tog sol, an lukkede øjne og nød stilheden. Stilhed og stilhed, Jack og Mia larmede lidt imens MIas sår lukkede sig og det gjorde det lidt svært for Angela at falde helt i søvn. Men hun var ikke bange for at sove, hvis det var. Hun havde prøvet hvor hun skulle ligge i frygt for at blive dræbt. Dette her var meget mere behageligt. Varmen som Gavorn havde lavet til hende var beroligene. Og selve hans tilstede værelse beroligede hende. Det var svært at tro at der var krig lige uden for nærmest, når hun følte sig så tryg og afslappet her og nu.
Efter noget tid, hun havde mistet tidsfornemelsen, åbnede hun søvnigt øjne igen og kiggede rundt efter Gavorn.

//Logger nu.. svarer senere//

Da Angelia igen kom tilbage til grotten, efter hendes korte tids mangel på tidsfornemmelse, kunne hun se Jack og Mia, ligge tæt op af hindanen, med et tæppe over dem begge, og et under, hvor de hjalp hindanen med at holde sig varme. Grunden til dette var at der var blevet en anelse køligere, og over Angela, lå der også to tæpper. Og et kort stykke fra Angela, sad Gavorn. Han sad med sine ben krydset foran sig, og hans hænder på sine knæ. Hans øjne var lukkede, og hans hvide djævle agtige skæld vinger var vidt udspredte. Deres pragtige vingefang, som var næsten så langt, som han selv var høj, nåede næsten helt op til grottens loft. Hans før varme aura var væk, og en lav summen kunne høres fra ham. Det lignede meget at han sad i en trance, og faktisk var et helt andet sted. Men da Angela begyndte at kigge rundt, åbnede Gavorn langsomt sine øjne. Han smilede venligt, og baskede en enkelt gang med sine vinger.
"Velkommen tilbage.." Sagde han med det venlige smil, og en blid, kort latter. Hans vinger foldede sig så sammen bag ham, så de var mindre synlige, og langsomt begyndte man at kunne mærke hans varme aura igen, i det han lod den folde sig ud igen.
"Var det godt med en times afslapning?" Spurgte han med en kort klukken.

Angela strakte sig og åbnede og lukkkede øjne et par gange. Hun kiggede hen på Gavorn og kiggede kort på hans vinger før hun fokuserede på hans ansigt. Hun glipede med øjne igen. "En times tid? Allerede?" hun strakte sig igen og gabte. Hun så igen rundt i grotten og hendes blik standsede kort ved Mia og Jack. Hun lagde hovedet på skrå. Hvorfor sad Gavorn ikke bare ovre ved dem og varmede sten gulvet ligesom han havde gjort der hvor hun sad? Godt nok var stenene ikke varme mere, men nu var der jo også gået en time. Hendes blik fulgte hen over de ting inde i grotten. Maden fra hendes sidste ophold her for en uges tid siden. Vandet i de store dunke. Hun indprentede synet af Mia og Jack, for at være sikker på at hun ikke havde set forkert. Hendes blik fløj tilbage til Gavorn. "Hvorfor varmer du ikke bare deres sted op ligesom du gjorde her?" hun pegede ned på stenene under hende og hendes stemme var fuld af nysgerrighed og forvirring.
Da hun kunne mærke at hans aura udvigede sig og sendte varme ud, rykkede hun, helt pr. instinkt, hen imod ham. Hun satte sig lige ved siden af ham og lagde hovedet imod hans skulder. "Det var godt at du kom og var ild dæmon... Tænk hvis det havde været en skygge eller is dæmon... De ville ikke kunne gøre andet end at tænde et lille bål på den gammeldags metode." sagde hun og klukkede imens hun prøvede at suge så meget varme til sig som overhovedet muligt, fordi det havde været koldt da hun vågnede.

Gavorn kiggede smilende på Angela da hun kiggede omkring sig, og fulgte hendes blik over på kæresteparet, og fik hans varme aura til at stige i effect, så det også ville blive varmere ovre ved dem, og man kunne se dem rygge en smule rundt, og skube en tand på tæpperne. Gavorn kiggede så tilbage på hende da hun stillede sit spørgsmål, og smilede venligt til hende.
"Selv en ild dæmon skal finde sin varme fra et sted.. Kan ikke blive ved med at udgyde min varme aura, så stærkt og stort som jeg har gjort indtil vidre.. Så jeg sparede på varmen i et stykke tid.. Jeg." Han stoppede da hun kom tættere på ham, og smilede blot venligt da hun satte sig op af ham, og tillod det. Hans vinge, på den side hun sad, samlede sig næsten, instinctivt omkring hende. Den rørte hende ikke, blokere blodt for at der kunne komme træk bag fra hende. Han fortsatte så.
"Jeg håber ikke at det nåede at blive alt for koldt?" Spurgte han med et smil ned på hende. Han grinede lidt, og rystede på hovedet.
"Jeg var der lige på det rigtige øjeblik.. Både for dig, og de to.." Sagde han og nikkede imod Jack og Mia. "Jeg mødte dem på vej ud af mit hotel, da det blev stormet. Stoppede et par vagter i at tage dem med sig, men som du jo så fik Mia sig et slemt sår.. Er glad for at jeg nåede her ud inden hun blødte helt ud.." Sagde han. Han kiggede så ned på Angela, og smilede venligt, og hans vinge omkring hende ruskede hende blidt. "Og inden du frøs helt hen.." Sagde han, og grinede venligt en smule.

Angela lukkede øjne i nolge sekunder og kiggede så op på ham. "Jeg havde nok kunnet finde et eller andet at tænde et bål med, men det ville ikke være lige så varmt" sagde hun. Hun kiggede over på Jack og Mia. "Du er et godt menneske... Det ved du godt ikk?" sagde hun og kiggede op på ham igen. "Ikke mange ville tage chancen og hjælpe de to og tage dem med hertil." sagde hun og kiggede ned i jorden. Nu hvor hun tænkte over det, ville hun nok bare have været løbet videre for at komme i sikkerhed. Men det var også sådan hun havde overlevet i hele hendes liv.
Angela sukkede og kiggede op på Gavorn igen. "Jeg... Jeg er glad for du kom... For hvis ikke... Så ville jeg nok løbe tør for mad inden der var gået en uge og jeg ville have været nødt til at gå ud i den sindsyge krig. Men jeg tror godt at vi alle fire kan overleve, så længe vi kan holde på varmen" sagde hun og smilte stille til ham.
"Øhm... Når du varmer din aura op... Bruger det så meget af din energi?" spurgte hun og tænkte på hvor udmattende det kunne være at heale.

Gavorn smilede bredt da hun roste ham, og han kiggede langsomt over på de to andre. Han grinede meget stille, en enkelt gang, og kiggede tilbage på Angela.
"Jeg har midlerne til at hjælpe andre.. Det er næmmere at ødelægge og ignorere.. Udfordringen.. Ligger i at udvikle og lytte.." Sagde han, og smilede venligt, inden han kiggede frem for sig. Hans smil veg en smule da hun nævnte at forlade grotten og bevæge sig ud i krigen. Han vidste at hvis han skulle bruge alt sin energi på at holde dem, og sig selv varme, ville han blive nød til at forlade grotten inden en dag, for at finde en varme kilde.. Ellers ville han ikke kunne klare sig så læng. Han kiggede tilbage på hende, og nikkede langsomt.
"Det gør jeg.. Det er udmattende at få min temperatur til at stige, og falde.. Det er som træ der konstant skal holde en flamme i live.. Det kan ikke blive ved.. Til sidst må træet bugge under, og så brænder det væk.." Fortalte han, imens han strakte den skulder Angela ikke var ved, og kiggede frem for sig. "Hvis ikke jeg for en varme kilde inden to dage hvor jeg har holdt denne form for aura, så vil jeg hvisne hen, og til sidst dø.. Jeg bliver nød til at forlade grotten på et eller andet tidspunkt.. For at finde en varme kilde.." Sagde han, og kiggede tilbage på Angela. Et lille smil bredte sig over hans læber, selvom han ikke var specielt glad for at skulle forlade grotten, men på et tidspunkt måtte han gøre det..

Angela kiggede forbavset på ham. "Du dør altså hvis du ikke finder en varme kilde?" hun så helt chokeret ud. "Øhm.... Hvilken slags kilde? Et bål?" hun så på ham og hendes øjne og ansigts udtryk fortalte at hun mere end gerne ville hjælpe Gavorn, nu hvor han havde hjulpet hende og Mia og Jack. Hendes øjne blev fjerne i det. Hun kunne ikke bære tanken om at han skulle dø. Det ville være den visse død for hende, Mia og Jack hvis han ikke kunne give dem varme. De ville blive til ispinde. Ispinde uden mad. Angela kunne ikke lide tanken om at de alle fire ville dø hvis Gavorn ikke fik fat i den varme kilde. Hendes øjne vendte tilbage til virkeligheden og hun kiggede skræmt på ham. "Hvornår skal du senest ha fat i den varme kilde?" spurgte hun og rykkede sig i smug tættere på ham, for at få mere varme.


//Lidt kreasvigt...//

Gavorn smilede til hendes forbavselse, og lagde blidt en arm omkring hende, for at holde hende tæt ind til sig, og ryske hendes overarm blidt.
"Rolig nu.. Er ikke noget der haster.. jeg hvisner ikke helt hen endnu.." Sagde han, og smilede blidt, med en lille latter. Hans vinger strakte sig, og den ene lagde sig tilbage bag hans ryg, og den anden om Angela, for at give hende ekstra af hans varme, så det nu næsten ville føles som at side i solen på en behagelig varm sommerdag.
"Men nej, desværde ville et bål nok ikke være nok.. Med mindre vi kan lave et på højde med mig, og med nok kraft til at varme helle grotten op.." Sagde han med et blidt smil, og endnu en kort latter. Selv omkring det lidt triste emne, smilede Gavorn stadigt. Han ville ikke nedbryde morale og håb, så han holdt sin lettere nervøse og seriøse side gemt bag hans facade. Han kiggede over imod paret, og så tilbage på Angela.
"Jeg bliver nød til at forlade grotten på et eller andet tidspunkt.. Ved ikke hvor længe jeg ville være væk.. Det ville komme an på hvor længe det ville tage at finde en varme kilde" Fortalte han, og nikkede langsomt, og kiggede tilbage på Angela.
"Men jeg vil tænde et bål her i grotten inden jeg forlader jer, og selvføgeligt varme grotten godt op.. Så i vil kunne holde varmen i længere tid.." Sagde han, og nikkede langsomt, med et vigende, og modvilligt blik imod udgangen af grotten..

Angela grinte let og lagde en arm bag om Gavorn for at få mere varme. Hun følte sig tryg herinde sommen med ham og de andre. Meget mere tryg end hvis hun havde været alene der i grotten. "Lige så høj som dig? og lige så kraftfuld? Det er jo umuligt." sagde hun og klukkede. Hun smilte og puttede sig ind til ham da han lagde armen om hende. Hun sukkede stille og lukkede øjne i fryd.
Angela var bekymret for om hun nogen sinde ville få Gavorn at se efter krigen, eller om han overhovedet ville komme til bage fra varme kilden. Så hun ville få det meste ud af den tid de havde sammen nu. Og efter som de kun lige havde mødt hinanden, syntes hun de kom ret godt ud af det med hinanden.
Hun åbnede øjne og kiggede hen på Mia og Jack. "De ser ud til at føle sig trygge..." hviskede hun stillle.


//Undskuld... Har kreasvigt og vi er igen med at indstille mit tv...//

Gavorn smilede stort, klukkede lavt, og kiggede ned på Angela igen. Han ruskede hende en smule med den ene arm, og kiggede frem for sig igen.
"Nu smigre du.. Haha.. Men nej, skal ikke være lige så kraftfuldt, men det skal have megen kraft, før at jeg vil kunne få varmen ind, og holde mig igang..Og det skal helst holde op med at sne inden jeg gør det.. Ellers bliver det mere farligt.. Meget.. Mere.." Sagde han, med en halvdyster stemme, og hans smil veg kort. Hvis ikke han gik ud i sneen, ville han ikke kunne holde dem varme, hvis an gjorde, var der en chance for at sneen ville svække ham så meget at han ikke kunne komme tilbage.. Gavorn kiggede ned på hende da hun hviskede, og fulgte så hendes blik over på kæresteparet. Han smilede halvt, og nikkede langsomt.
"Gør de.. De ville også have hindanen at varme deres hjerter med, hvis ikke jeg var der.. Der er ingen varme som den.." Hviskede han tilbage, og smilte drømmende. Han rystede langsomt på hovedet, og klukkede stille en enkelt gang inden han kiggede tilbage på Angela.
"Er der ikke nogen der varme dig, på den måde?" Spurgte han med et venligt smil.

//Det går skam nok, du kan jo også bare vente med at svare, hvis du vil det, så du kan focusere på TV'et? :) //

Angela lyttede stille til hans ord om at det kunne blive farligt for ham. Hun kom hurtigt på en idé. "Hey... Hvis sneen svækker dig... Og du skal jo ud og hente varme. Jeg kunne gå med dig og heale dig hvis du blev svækket... Tror du det ville virke?" spurgte hun og kiggede op på ham. Hendes blik gled hen på parret igen og hun smilede kort. Hun kunne huske dengang det var hende der havde det sådan. Hun kunne ikke huske tingene som sådan, men hun kunne huske personen. Da Gavorn begyndte at snakke om kærlighedens varme, så Angela ned i jorden med halv triste øjne. Og det hjalp ikke da han spurgte om der var nogle der varmede hende på den måde. Hun rystede på hovedet og kiggede ikke op på ham. "Det var der... Men han døde sammen med resten af min familie i en bilulykke... Jeg var selv med i den men jeg overlevede på en måde" sagde hun næsten lige så stille som en hvisken. Hun kiggede op på ham med hovedet på skrå. "Nogle der varmer dit?" spurgte hun så med et stille smil.


//Går nok...//