Døden skal ske - Rafael

Klokken var næsten lige slået 23:00 og et af de sidste tog med mennesker var kørt, mørket var faldet på for omkring 1-2 timer siden også var nattens væsner kommet ud i mørket og tiden for mennesker var endelig kommet for at flygte indenfor. Det var storm vejr og regnen styrtede ned som aldrig før, kloakerne var tæt på at blive fyldt at det kolde flydende væske til vand. Ned af de lange våde trapper til Bandegården kunne man høre nogle højhælede gå, selv om det var næsten lydløst så gav det stadig ekko i den tomme Bandegård. Det gik ikke længe før man kunne se det lange krøllede brune hår, som hang ned af bade ryg og front af en ellers ung og flot kvinde. I den ene hånd holde hun et stykke papir som hun kiggede længe på *Rafael Danican* røg det flere gange rundt i hendes hoved, og et smil på hendes læbe skjuldte ikke at hun glædet sig til at dræbe og mest at få de penge som det drab ville give hende. Det var jo aldrig et lille beløb som kom når hun skulle dræbe, og det var jo også en grund når man ikke ligefrem gad dræbe nogle for småpenge. Hun lag det stykke papir sammen med et billede af den unge mand ned mellem sine bryster, hvor hun endelig opbevarede det meste som penge og papir.

De ferme var blevet mennesketomt, da det sidste tog var kørt afsted. Der var dog en, der ikke var stået på toget. En mand sad på en bænk. Han sad med sprædte ben og foroverbøjet, så hans ansigt ikke var synligt, på nær hvis man så ham nede fra og op. Hans hår var pjusket som altid, og han havde trukket i et par selebukser med en hvid undertrøje, der sad stramt på hans muskuløse overkrop. Man skulle tro, at manden derfor ville fryse med sine bare arme, men han havde en varm kropstemperatur, og det var alt takkeværet cigaretten, der var placeret i mundvigen. Intet menneske ville kunne regne ud, at denne mand ikke var menneske, med det blotte øje. Sandheden var dog en hel anden. Han var dæmon. Og en højt rangeret en oven i købet. Det var der dog intet ved ham, der tydede på i denne situation.
Hvorfor dæmonen var på banegården, var han ikke engang selv helt klar over. Det var i al fald ikke fordi, at han skulle nå et tog. Nej, han skulle ingen vejne. For ikke mere end en time siden, havde han siddet ved et bord og spillet poker. Det ville være løgn, hvis han sagde, at han ikke havde fået noget at drikke, så han var ikke helt klar over, hvad han lavede. Det ville han nok heller ikke have været, hvis han var ædru. Når han blev udfordret i et spil, tog hans legesyge jeg over, og den accepterede ikke, at man skulle tænke før handling. Derfor havde han satset et stort beløb, selvom det ikke var de bedste kort, han havde på hånden. Så selvfølgelig havde han tabt, men hvad gjorde man så i sådan en situation, når man gerne ville have pengene med sig? Manstak dem i lommen, måske lidt ekstra til, og satte benene på nakken. Så egentlig var han på banegården for at slippe fra vampyr-banden.
Han sukkede højlydt og kørte en hånd igennem håret. Han måtte snart til at stoppe med at spille. Han havde ikke nok penge til det.. Men på den anden side, så var det jo spilleriet, han tjente penge på, så stoppe kunne han ikke, før han fik et ordentligt job. Han havde efterhånden fået ret mange lånehajer på nakken, men han var jo ikke blevet snuppet endnu. Spørgsmålet var blot, hvor langt de ville gå for at få deres sjat penge tilbage.
En lyd hørtes på banegården, enlyd der ikke kom fra dæmonen. Han løftede hovedet lidt for at se, hvem der havde gjort ham selvskab. Og tænk engang. Det var en kvinde.

De rolige skidt forsatte ned af trappen til enden af den var nået, selv om vandet havde samlet sig for enden af trappen. Så var Sandra ikke en af de der piger som var alt for tøsset, så derfor gik hun bare igennem den store vandpytte som om den slet ikke havde været det. Hendes blik var rettet ud i luften, og tankerne var blot de samme.. Finde fyren, dræbe ham også få sine penge. Hun elskede sit arbejde og derfor nød hun også når hun fik nået at lave, tvinge ord ud af folk om hvor sit ofre var også inde person og blod over det hele. Det var nok en af de få ting som virkelig, kunne få hende til at smile som aldrig før. Hun stoppede hurtigt op da hun fik øje på en fyr som sad på en bænk, ikke så langt fra hende endda. Hun synes nok hun havde set ham før, og derfor tog hun billedet frem af sit ofre og hurtigt og dog kort kom der en smil på hendes læbe. "Det er ham" hviskede hun stille til sig selv inden hun lag billedet tilbage, og begynde i stedet at gå over til ham "sikke en fin aften ikke?" sagde hun selv om hun lod ret så ligeglad med hans mening