Newcomers of Di Morga (( Cloud Privatis))

Sted: Terre, det finere kvarter
Tid: Aften, tæt på midnat
Omgivelser: En række huse og øde gader hver vej man kigger
Vejr: Stjernefyldt himmel, nymåne og det er en smule køligt, ingen vind som sådan

Huset føltes så stort. Det var som at gå i millioner af gange uden livstegn fra andet end malerierne på væggene. Det var svært at fatte de var flyttet fra De Jour til Di Morgas egne. At hendes fader for så kort tid siden havde fortalt hende om pengenøden, men udeladt en enkelt hemmelighed. Marannè, Cornels eneste datter og barn, gik hvileløst omkring. Hun kendte intet og ingen disse steder og stræder. Hendes hår var en meget anerkendt gylden mørkebrun og hang helt ned til hendes hofteafslutning. Hendes ansigt og krop var ikke meget finere end førtidens normale pigers. Hun var ganske lav for sin alder på 19, faktisk nåede hun kun de 168 cm. fra top til tå. Hendes store men ellers normale øjne var af samme farvefatning som håret og udviste sin egen glans. Tøjet var det eneste specielle om denne pige, kimono og et hårbånd der gjorde hendes hår en smule mere attraktiv og ikke lignede en normal piges flade hår. Den måde den bølgede på var dog naturligt og ikke falskt. Det var meget sent og hun burde slet ikke være ude af sengen, men et eller andet fik hende til at være søvnløs. De bare fødder tog hende med, helt ud til hoveddøren. Hånden gled automatisk og tog med et godt greb om håndtaget. Hun standsede. Rystede let hovedet og glippede med øjnene. Hvad i alverden lavede hun? Hendes indre stemme fortalte hende til at gå videre, lade vinden ramme ansigtet og måske endda møde et uhyre på vejen! Mariannè tøvede stadig. Selvfølgelig elskede hun al fare og væsner uden nåde, men alligevel... Hvad ville hun syntes om det hvis hun rent faktisk mødte et af disse væsner!? *Helt ærligt.. Hvad er du så bange for? Helt ærligt... Det er bare en hurtig gåtur i de nye omgivelser... Tøsebarn!*
Grebet blev endnu engang fast, låste døren op, gik udenfor og lod tankerne flyde. Spredte armene og lod vinden tage imod hende. Fik håret til at svæve og læberne på hendes ansigt til at forme en lille opspændt bue. "Jeg kan klare alt! Kom så alle i væsner af mørket! Lad dette menneske se jer!" Det var ikke den normalt så formelle pige, hende der var klodset og nervøs. Det var den rigtige hende, den der elskede adrenelin sus og det der herskede i mørket.

Længere henne gik en skikkelse på de 18-19 år, igennem de mørke tomme gader. Skikkelsen tilhørte en ung mand, som havde to brune papirsindkøbsposer i hver sine hænder. I de poser var der mad nok til 3 voksene personer, men det var nu ikke fordi at han havde gæster, nej han var bare en af de personer som spise mere end normalt. Poserne var få fyldt at han ikke selv kunne se hvor han gik og var derfor op til flere gange ved at tabe maden. Han var nu ikke noget menneske, i hverfald ikke længere. Cloud, som var navnet på den unge mand, var en blanding imellem en harmløs engel og en blodtørstig vampyr. Dette kunne godt skabe problemer i hverdagen, men pga hans engle halvdel, behøvede han ikke at drikke blod, men i stedet spise virkelig meget mad.
"urg" sagde han lidt udmattet og satte poserne, med lidt besvær ned på en tom bænk. Han fik hurtig øje på den unge kvinde i en kimono, som kun var få meter væk fra ham.
"godaften" sagde han venligt og smilte. Man kunne ikke mærke på han at han var en blanding imellem en engel eller vampyr, men han udstrålte alligevel noget som udtrygte at han ikke bare var endnu en af Di morgans mange menneske.
Hans blodrøde hår blev næsten helt skjult af en sort hue, som skulle holde hans hovede varmt, her i den kolde vinter måned. Det blodrøde pandehår, som ikke blev skjult af huen, dækkede næsten helt for hans klare blå øjne.
Han var kun iført sort, sort hue, sorte hansker, en sort jakke som gik til knæene , sorte bukser og sorte sko. Det var nu ikke en speciel grund til det, han kunne bare godt lide den farven, også at det var nemmere for ham at gå ubemærket igennem gaden.