Kulde! Hvorfor KULDE!? (Åbent Emne)

S: Søen
T: 13:00
V: klar himmel, men koldt!
~~~~~~

Kulde! Hvorfor lige kulde!?
På trods af sin lange, blå frakke med varmt for, havde Velarian svært ved at holde varmen. Det var lige meget hvor meget tøj han tog på, han frøs altid når det var vinter!
Forfærdeligt! Han kiggede misfornøjet ud over søen og tænkte at han ville dø hvis han så meget som tænkte på at hoppe i det vand!
Han rystede på hovedet og surmulede videre mens han tænkte over hvorfor i alverden han var vendt tilbage til overfladen.
Efter Zane's død havde Velarian trukket sig tilbage til de dybe huler der lå under jorden. Dem, som kun Sortelverfolket kendte til.
Dernede var der varmt og godt... men ensomt.
"Velarian din idiot, er du virkelig kommet herop fordi du er en smule ensom?" mumlede han surt for sig selv og hadede at han ikke brød sig om de andre Sortelvere.
MEn hvad kan man sige? En hvid sjæl passer bare ikke ind i en flok med sorte sjæle.

Kajika gik stille ved siden af sin halv store hundehvalp hun havde fundet for nogen dage siden, hendes lange platinske hår følgede hende, det var ved at være temmelig stressende hele tiden at sku klippe det kort håret til nakken ovenlig når det vokset ud igen når hun healede? så fremover når hun var alene lod hun det være som det var?.
Spot gik stille rundt og snuste til jorden med sin sorte lettere kolde snude i det han hurtigt satte i løb, den lysebrune og hvidmavede hunde hvalp.
Hun så undrende efter ham mens den sorte normale hætte på hendes hætte trøje stille dækkede det lange hvide hår, samt de isblå øjne. Hun kiggede undrende i retning spot løb i det hun stille løb efter den mod søen?, havde den mund fundet noget..."Spot vent!" hun sukkede let og sagde"årh den hund dog" de stramme sorte jeans af hendes lå der hvide seler ned af, der var sat fast til buksekanten og slog blidt mod hendes lår, mens hun løb efter den ivrige hundehvalp i det hun råbte"Spot?!"

Surmule surmule... Var det hvad han duede til nu?
Velarian slog en latter op over sig selv. Først brokker han sig over de andre Sortelvere, så brokker han sig over kulden, og nu brokker han sig over at han surmuler!
Han rystede igen på hovedet og himlede med øjnene.
Så vendte han sig om mod skoven.
Var det en hun han kunne høre? Og en pige der kaldte på den?
Tjah... han kunne næppe tro at landet var blevet mere sikkert med Ma'lakel på tronen, men det var vel stadig sikkert at lufte sin hund?
Han vendte sig om mod søen igen. Uinteresseret.

Men der var nu noget bekendt over den stemme...

Kajika bed let tænderne sammen i det hun løb efter spot der stille snuste sig frem til Velarian, samt den stille hylede da den fandt ham. Kajika løb stille efter hylet og sagde"spot!? er du okay" hun stoppede direkte op, foran selveste stedet hvor Velarian var nede. Hun gik stille hen til stedet og sagde"spot kom så ud der fra okay" hun havde faktisk været på vej hen til ejeren tidligere så spot sku hun aflevere senere, dog..
Hun kunne ikke lade vær med at tage en sidste gang i skoven med ham?, han var nu dejlig at ha nær sig og han var ikke sådan en som de andre fyre der lagde an på en eller var belastende.
Hun smuttede ind i en af hulerne og løb ned af nogen gange og fulgte lyden af hylet fra spot... Hun stoppede op ikke så langt fra stedet og sagde"Hm? spot... hvor er du"

Han lukkede øjnene og forsøgte at fokusere lidt på sin magi. Måske kunne det give ham varmen igen?
Det var ihvertfald et forsøg værd...
Han fokuserede, men blev afbrudt af pigens stemme. Denne gang var hun inde i... en hule?
"Åh for helvede da... pis..." mumlede han og satte i løb over mod hulerne.
Hvis hun havde taget den indgang som han var kommet ud af, var hun i alvorlig fare.
"Dumme mennesker!" hvæsede han da han nåede indgangen.
Så lukkede han øjnene og lyttede.

Kajika gik bagud og så lidt chokeret på ham i det hun opdagede hvem det var..."Vel...." hun tog sig til munden og blodige tåre løb ned af hendes kinder nu.. hvornår var det sidst hun havde set ham. Spot kom stille løbende hen til hende i det den så Velarian og løb stille?, den vidste at var der andre en kajika sku den løbe hjem af til kirken hvor hun boede forløbig.
Kajika stod der og betragtede Velarian i det hun hurtigt satte i løb, men ikke ud af hulerne men ind i hulerne. Hun løb og løb men ikke i vampyr fart, normal fart, mens tårene strøg ned af hendes kinder*hvordan kan det passe, nej det ikke Velarian han døde jo... han døde...* hun mærket tårene ned af kinderne på sig mens hun løb. Hun tog sig lidt til hovedet i det hun satte sig i et hjørne og så undrende rundt. Hun tog hænderne for ansigtet og lod tårene strømme og snøftede lidt.

Han hørte løbende skridt nede ad den ene gang, og kort to sekunder efter, strøg en lille hund forbi ham. Han fik et chok og bandede hunden langt væk. Ikke desto mindre så var pigen i hulerne i fare!
Og han måtte jo gøre noget, godhjertet og blødsøden som han var...
"Mand, jeg håber jeg finder hende..." mumlede han surt, og så løb han ned ad gangen.
Heldigvis kunne han se i mørket, og han kendte gangene, så han havde intet problem med at finderundt.
*Hvor er den pige?* tænkte han.

Kajika tog sig til øjnene... havde hun lige set? Velarian... Hun tog sig til hovedet, den stemme...*den stemme det var hans jeg næsten sikker men... men jeg tør ikke se, jeg .. jeg vil bare være væk* hunden var stille stukket af? eller stukket hjem af, og ejeren ville komme senere om aften til kirken, han ville finde den lille hund så den var i sikkerhed, det vidste hun nærmest indeni.
Hun så stille rundt i hulen.. de så mærkelige ud?, gad vide hvad dette var for nogen huler?, hun havde set dem en gang før men så hellere ikke mere. Hun hørte skridt mod sig og rejste sig hurtigt op og forvandlede sine øjne blodrøde og skjulte hver en hårlok der var platinblond, så det var alt håret der var skjult under hendes hætte. Hun stillede sig op af muren og kiggede mod den hule gang hvor lyden af fodspor kom fra.... "Hm? "

Velarian trådte frem ad skyggerne. Han så på den hætteklædte pige og lagde armene over kors.
"Du bør ikke være her inde. Disse huler fører ned til et sted hvor du ikke ville overleve. Desuden er din hund stukket af..." sagde han og lænede sig op ad hulens væg.
Han tog blikket væk fra pigen og så sig stille om.
Han havde endnu ikke genkendt hende. Selvfølgelig... han kunne jo ikke se hendes ansigt.
"Kan du selv finde ud?" spurgte han.

Hun så lidt op mens tårene pressede på igen. Hun mærket hvordan alt had han havde haft til hende var væk?, han vidste måske ikke i nu hvem hun var, hun havde dog os forbinding inden under den hvide top og sin halskæde dogy tag, og den hætteklædte trøje hun havde ude over, der holdte hendes kvindelige bryster en del mere inde end de var ude, sådan så hun ej ville være dømt i kamp for at være et sexobjekt eller noget ligende det.
Hun så på Velarian som han stod der op af hule muren, han ... han så stadig godt ud og lignede sig selv, han var vidunderlig at se på, en virkelig smuk elvere... hun stod og betragtede ham i lidt tid og nikkede så, hun turde nemlig ikke at sige et eneste ord vis nu han ville ku genkende hendes stemme... så ville han blot skride eller råbe af hende eller stikke af som hun gjorde fra ham, men hun kunne se det nu, det var velarian.....

Han ventede et par sekunder, og himlede så med øjnene.
"Okay hør her... nede ad den gang her bor der Sortelvere. Mange Sortelvere. Og de bryder sig ikke om mennesker eller hvad du nu er. Heller ikke piger." sagde han og så kort på hende.
Så tog han blikket væk igen.
"Har du pludselig mistet stemmen? Eller er det fordi jeg er en elver? Bah.."
Han gik ud på midten af gulvet og sendte hende et surt blik.
"Jeg har advaret dig. Hvis du går derned, så kommer du aldrig op igen. Og det bliver en utrolig smertefuld død." sagde han.
Så begyndte han at gå ud mod skoven igen.
Den skide, kolde, irriterende skov!

Hun så på ham og bed tænderne sammen og gik ned i knæ og tog fat i hans arm ved jakken og sagde"Velarian!" hun så chokeret ned mod jorden med opspilende øjne og holdte bare stadig fat i Velarian. Hætten gled stille af hendes hoved, og det lange platinsk hvide hår kom stille flagrende frem, og lagde sig ned af hendes skuldre og ryg.
Hun turde ikke se op af, hvad ville han dog ikke sige? han ville ikke bare... bare tage om hende han ville hade hende stadig som den gang, han ville <'kysset... det kys de havde haft den gang, med de små smeltende istapper rundt om sig der lignede det reneste glas' .... Kajikas blodrøde øjne blev normale og hun så stille op mod ham... med de isklare blå dådyr øjne af hendes og sagde med blodige tåre strømmende fra sine øjne"V..velarian"

I første omgang blev han vred da den hætteklædte person greb fat i ham. Så genkendte han stemmen, og han kiggede ned på hende, og hans blik mødte hendes.
"K-Kajika..?" hviskede han chokeret.
Han stod bare der og så på hende.
Det var Kajika! Men hvad i alverden lavede hun her?
Og hvorfor græd hun røde tårer??
Hans hoved rodede som en teenagers værelse lige nu.

Tårene randte ned af hendes kinder, og den smukke kulør var langt væk lige nu mens de isblå krystal klare glinsende øjne betragtede dette smukke elver væsen hun kendte så godt eller havde kendt så godt."gå ikke!" hun nærmest skrig det ud, i det hun rejste sig halvt op og klamrede sig om ham, hvor ville hun dog ønske han blev ved hende..
Hun ville holde om ham forevigt sådan havde hun det lige nu?, at hun ville være nær ham så lang tid hun overhovedet kunne komme til det overhovedet, Mens alverdens ting berørte hende lige nu alle de minder men frem for alt, så huskede hun at Velarian var tæt ved hende hele tiden havde reddet hende og alt muligt, lige nu måtte han bare ikke... stikke af fra hende det var det eneste hun tænkte på nu, det var at fast holde ham ved sig.

Han mærkede selv sine øjne blive en smule våde da hun tog om ham.
Stille lagde han armene om hende.
"Kajika... hvad har de dog gjort ved dig?" hviskede han mens han holdt om hende.
Han havde savnet hende, været vred på hende, hadet hende, elsket hende og foragtet hende i den tid han havde været væk. De havde oplevet så mange ting og han havde endda udholdt at hun havde elsket Zane.
Alt dette var dog slut nu.
Heldigvis for ham.
"Shh.. jeg går ikke Kajika. Rolig..." sagde han stille og gav hende et klem mens et smil bredte sig på hans ansigt.

Kajika græd stille mens hun holdte om ham og sagde"det ligemeget jeg,... jeg vil bare være tæt op af dig" hun snøftede mens hun stille tog om ham mere og så let op mod ham og rømmede sig og slap ham blidt i det hun satte sig ned med bene op til sig og sagde"jeg..." hun tog let om bene og sagde"Jeg" hun blottede de lange hugtænder og sagde"Jeg en vampyr nu.. eller halv" hun rystede let og sagde"engle... og vampyr i en" hun strøg let de hvide lokker væk og så op mod Velarian og ku ikke beberejde ham vis han var sur eller andet?
og han lignede at han var kommet sig over hende, selv om hun var ked over han var det så var det ved sit bedste, hun følte sig dog som altid tiltrukket til ham... men det ville han aldrig få afvide, hellere være i nærheden af ham uden at påvirke ham og se ham ha det godt end at bringe ham mere ulykkelighed og sorg."hvordan... er det muligt du er her stadig" hun så på ham og strøg tårene væk.

Han lagde armene over kors og studerede hende med øjnene.
"Nå så det er derfor dine tårer er røde..." sagde han.
"Der kan man bare se."
Et smil sneg sig frem på hans læber og han satte sig ned overfor hende.
"Hvordan jeg stadig er her?" sagde han og hævede let det ene øjenbryn.
"Efter Zane's død tog jeg ned til de andre Sortelvere... Der var meget på mit sind og jeg måtte væk fra Di Morga for en tid. Men nu er jeg tilbage. Og ved du hvad? Jeg har en god nyhed til dig."
Han så på hende i et par sekunder før han fortsatte:
"Du slipper for at have mig til at hænge og savle over dig, og du slipper for at jeg konstant prøver at få dit hjerte... jeg har besluttet at jeg godt kan leve med dig som min ven."

Kajika så let på ham men hendes smil falmede da hun hørte hans kærlighed for hende var stoppet men det var godt det samme hun var kun en ulykkes fugl.
Hun tog sig let til hovedet og sagde"jeg det var dejligt at høre " hun bed sig let i underlæben og sukkede i det hun stille så ned igen og turde ikke rigtig sige noget til ham?.
Hun sad bare der og kiggede undrende rundt og prøvede at få ord op"så hvad hedder hun? eller har.. har du bare fået styr på alt Velarian" hun sneg et falsk dog meget overbevisende smil frem og sagde"hmm? så du har skjult dig her nede??"

Han undlod at svare hende mens han bare sad og betragtede hende.
Hun skjulte noget for ham.
"Hun eksisterer ikke. Jeg har bare accepteret hvad du helst vil. Og ja, jeg har bare været hernede... eller.. længere nede faktisk." sagde han.
Han så ned ad den lange, mørke gang som førte flere kilometer ned. Ned under jorden hvor Sortelvernes mægtige rige lå.

Hun så let på Velarian og sagde"Hvad..? hvad jeg helst vil?, jeg vil intet" hun rejste sig langsomt op i det hun så på Velarian og sagde"jeg har... ingen mand eller noget mere Velarian, jeg alene" hun så på ham og så temmelig alvorlig ud i det hun sagde"jeg alene fordi jeg ej ku tyde mit eget hjerte, og så jeg fuldstændig .... alene nu, jeg har ingen herre, ingen mand, ingen ven, kun fjender" hun så lidt væk og hendes øjne blev blodrøde "jeg en morder nu og jeg lever for at slå ihjel og skabe kaos intet mindre intet andet jeg kan ikke... elske noget mere" hun så temmelig alvorlig ud og tårene var væk fra hendes øjne, kun blod var smurt ud over de blege kinder af hendes nu.

Han så på hende mens hun talte, og da hun var færdig, rejste han sig op og rystede på hovedet.
"De bæster der har gjort det her ved dig vil få deres straf tidsnok... hvad angår dit hjerte, så er det altid dit eget valg hvem du giver det til. Det er også dit valg om det skal være en cool type eller en følsom type. Du har haft chancen for at få begge. Du greb bare den forkerte. Og nu påstår du at du ikke kan elske mere?" sagde han og så hende i øjnene.
"Det ved jeg at du kan. For det kan jeg mærke. Du er stadig dig."

Kajika tog hårdt fat i Velarian og så på ham med blodrøde øjne og sagde død alvorligt"nej... jeg vil aldrig elske mere igen i hele mit liv, jeg fik min chance til at vælge rigtigt, men valgte forkert, dette her er hvad mine valg har givet mig indtil videre... jeg er alene i dette her land og ingen andre skal nogen sinde komme for tæt igen" hun slap ham let og kiggede væk fra ham og øjnene forblev blodrøde.."Jeg vil aldrig elske i hele mit liv igen om så jeg blev tvunget" hun smilede lettere ondt og sagde"jeg ikke mig selv mere Velarian... tiden går videre og den jeg var en gang kan jeg aldrig nogen sinde mere gå tilbage til at være" hun så lidt rundt og gik så direkte forbi ham i det hun sagde temmelig koldt og neutralt"vil du med udenfor?"

Han lyttede til hende uden at fortrække en mine. Han så hende bare i øjnene.
Da hun spurgte om han ville med ud, gik han med hende, og først da de kom ud af grotten, ud i kulden, sagde han noget.
"Kajika... eller... skal jeg kalde dig noget andet nu? Du er hvad du selv vælger at være. Se på mig... jeg har levet med en familie som konstant tørster efter blod og som nu lægger planer om hævn og krig. Jeg er stadig mig. Jeg har været død og været i helvede hvor min bror reddede mig efter noget tid. Men jeg er stadig mig. Ved du hvorfor?"
Han stillede sig foran hende og tog hendes hænder.
Han gav dem et klem, sendte hende et blidt smil, og sagde: "Fordi der kun er én der bestemmer hvordan jeg er og hvem jeg er... og den person er mig selv."

Kajika stoppede op og stod der blot i noget tid og lukkede øjnene let i det han snakkede til hende, hun hørte dog hans slags ´? kommando dog var den jo ej ment sådan. Men den fik hende til at vende sig om og åbne øjnene for ham og se på ham"Jeg hedder stadig kajika.... men.. men jeg ikke den samme som den gang okay" hun strøg let håret til siden, hun var træt af at folk troede det var hende der fik fyre til at falde for sig hun var end ikke halvt så flirtende som de fleste, det var måske derfor de altid endte med at falde lidt for hende, men hun lod nærmest aldrig mere nogen komme tæt nok på, hun havde dræbt og slagtet i flere måneder nu og været kold overfor alle.
Hun så undrende på Velarian da han pludselig stod foran hende?, hun kiggede undrende på ham og lod blidt et øjebryn rejse sig mens hun så sådan på ham i noget tid indtil hun sagde"ja og jeg har valgt at være en der dræber andre og passer mig selv... jeg ikke hende jeg var engang... og jeg kan aldrig gå tilbage til at være hjælpeløs og svag..." hun så ned for at Velarian ikke sku se hendes sorg, fordi hun ville så gerne være sig selv men så kom alt det andet jo oven i... som kærligheds problemer... og had til hende og alt muligt, hjertesorg alt det dumme hun aldrig ville og havde oplevet siden hun afviste sit hjerte fuldstændig.
"Du vil aldrig forandre dig Velarian fordi var og er stærk fra begyndelsen af... folk de voksede til at ku li dig og ikke slippe dig overhovedet, og ikke nok med det..? så har du en fantastisk personlighed og du modig, tapper, har stolthed og er en virkelig mand om man så må sige?... du smuk inden i og uden på... du har alt fordi du ikke er blevet fortæret af mørkets synder..." hun smilede sødt"det er det jeg så godt kan li ved dig" hun huskede en gang hun havde råbt af ham og sagt det var næsten alt dette hun hadet ved ham men.... det var blot for at jage ham væk, for at ..... at passe på ham, for han skulle finde en anden end hende og jagte hende indtil den dag han var lykkelig?... der var ikke gået flere dage hvor hun ej ku sove og havde grædt sig selv halvt ihjel fordi hun fortrød de ord så inderligt... men den dag ... hun så den had han havde opbygget mod hende, fra den dag af ... ville hun aldrig sige sandheden til ham, at alt hun råbte der... at det ku godt være hun var faldet for de andre onde personer med mystik og dominans og magt over sig... men... Velarian var den første hun var faldet for på the good guy side...
"Skal.. vi finde et sted? at sidde eller snakke måske" hun slap hans hænder og gik stille væk der fra og sagde"Så? har du gemt dig i hulerne i så lang tid?"

Han lod hende gå forbi ham og så lagde han armene over kors og lukkede øjnene.
Uden at vende sig om mod hende, og uden at følge med hende, sagde han:
"Jeg har ingen interesse i at have noget med dræbere at gøre. Der har været udgydt nok blod, og meget mere vil blive udgydt inden længe. Men jeg vil ikke have noget med det at gøre. Hvis du virkelig har mistet dig selv så meget at du går og slagter folk koldblodigt... så har vi to ganske simpelt ikke mere at tale om.".
Han fnøs og talte igen:
"At låse sit hjerte inde og gå med en maske formet som et vanvittigt dødninghoved... det er hvad du gør lige nu. Stop det. med mindre du virkelig vil miste dig selv, og alt du har kært."