Kulde! Hvorfor KULDE!? (Åbent Emne)

Kajika knugede sine finger... hun var blød overfor Velarians ord, tåre begyndte at presse på igen og få fik løb med hendes kinders former, men... hun kunne ikke lade dem blive ved med at få frit løb, Velarian sku blot være sig selv og han havde os ret i at være væk fra hende, dræbere... ja det var hun vel nu og intet mere eller mindre"fint" hun ville ikke sige mere til ham, hun sagde fint ikke ked eller koldt blot neutralt, hvad skulle hun ellers sige?, hun var jo allerede fortabt?, og velarian tja... han var jo hvem han var?.
Hun kunne ikke bare vende sig om og ? tja smide alt hvad hun nu havde gjordt på det sidste væk og sige det aldrig var sket og blive en blød lille pige igen?, den nye vampyr del havde forbedret hende makimalt til hendes grænse og givet hende utrolig meget til gengæld.
Hun vendte ikke blikket da hun skulle til at gå væk fra ham, fordi hun turde ikke?, at se Velarian en sidste gang ville blot gøre hende sårbar... så hun gik stille de første skridt uden noget ord?, mens tankerne løb i hendes hoved.. men hun vidste eller havde en stærk fornemmelse på at han ikke ville følge efter hende.

Han hørte hende begynde at gå, og han åbnede sine øjne.
Med et suk satte han sig ned på en væltet træstamme.
Det måtte hun selv om... hvis ikke hun var til at tale til fornuft så var det allerede for sent for hende...
"Lev vel... men dræb ingen uskyldige." sagde han.
Hun vidste at han ville blive hendes fjende hvis hun fortsatte ned ad den mørke sti, som hun var på vej ned ad...

Kajika fortsatte blot, hun kunne jo ikke blot vende sig om og ? tja... gør alt godt igen og sige ej alt er som det har været hele tiden? jeg drillede dig blot..
Hun kunne ikke forhindre dette så hun fortsatte blot indtil hun ikke kunne se velarian mere så gik hun ned i knæ og skrig rigtig højt... alt sin vrede ud.. Hun ville ikke være sådan her når Velarian var der, hun ville ikke være ond men... men hun var sådan her, hun kunne ikke ændre det... Hun tog fat i en kniv ved låret og så rundt i det hun begyndte at skære samtlige steder hun kunne komme til, over brystet ansigtet så det var fyldt med rifter, arme hænder ben... alt. Hun mærket blodet strømme ud fra sig og healede ikke, når først hun havde mistet den rette mængde blod ville hendes dræber instinkt sætte et kick in og så ville hun ikke tænke på noget overhovedet de næste par dage... Hun havde aldrig ku styre sig med blod eller når hun havde mistet for meget blod....

Han hørte hendes skrig og fornemmede lugten af blod.
Med vreden brændende i øjnene, vendte han sig om og løb over mod hende.
Da han nåede frem, greb han fat i hendes håndled, tvang hende op at stå mens han holdt hendes hånd over hendes hoved.
Han måtte få hende til at slappe lidt af... Eller i det mindste gøre hende ude af stand til at skade sig selv...
"Undskyld..." mumlede han, og så slog han hende så hårdt i maven at han var sikker på at hun ville gå i knæ.
Hun måtte bare ikke skade sig selv...

Kajikas øjne blev langsomt mere og mere blodrøde, den indre vampyr side i hende kunne lugte blodet fra hende selv, og det lugtede som engle. Hun slikkede sig let om munden og fik lange hugtænder igen, i det hun stille mærkede kniven mere og mere lave flere og flere rifter, snart ville hun gå i sig selv og blive den dræber hun var skabt til at være af Lazarus, dræbe flere og flere og helt udvise sin slags? normale side hun var jo ikke ligefrem menneskelig? mere kunne man jo se?.

Kajika mærkede dog Velarians hånd tage om hendes og hun så mod ham i det hun smilede lidt ondt? men før hun vidste af det blev hun hårdt slået i maven, og fordi hun havde tidligere ribens skader kunne hun ikke undgå at besvime fra den store smerte der kon løbende igennem hendes krop. Hun så stille mod Velarian i det hun faldt forover mod jorden....

Han greb hende og lagde hende blidt ned.
Så tog han kniven fra hende, og kastede den langt væk, ind i skoven.
Han satte sig ved siden af hende og ventede på at hun kom til sig selv.
"Hvis du kan høre mig, så er jeg skuffet over dig. Jeg var ikke skuffet over dit gamle jeg, for det var menneskeligt og godt. Det, du udgiver dig for at være nu, er intet andet end en maske, og jeg synes det er på tide at du smider den."
Hans stemme var vred og en smule kølig. Men det var der vel ikke noget at sige til?

Vinden var blid imellem trænerne og lod nogen af de visne blade kure hen af en smukke skov bund, mens søen stille vibrerede når dråber faldt fra træ kronernes top, og lavede smukke store og små ringe i vandets overflade, og duften af frisk luft var til at opfange, dette sted lå nært ´skovens præcise sted hvor kajika havde mødt Velarian for længe siden, da hun var i stort dilemma før, men man kan aldrig kaste noget fra sig selv som man er?, kajika var og forblev halv vampyr nu og den onde side i hende ville forevigt eksistere, ved mindre den blev fjernet fra hende forevigt?, så ville hun leve på blod og ondskab resten af hendes evige liv.
Kajika åbnede stille øjnene, og hendes øjne var blodrøde passion farvet nærmere sagt. Hun betragtee Velarian lidt i det hun på få sekunder var over ham. Hun så på ham med de morderiske reptilske røde øjne af hendes i det hun åbnet munden og holdte fast i ham med alt sin kræft for at sku til at bide ham... dog...*Hva... hva laver jeg..* hun så på Velarian lidt og lå bare der over ham og rørte ikke på sig som havde han forstenet hende ved øjekast...

...og faktisk havde han i det øjeblik hun kastede sig over ham, set hende direkte i øjnene og fastholdt hendes blik.
"Se... se ind i mig Kajika. Det, som er inden i mig... det har du også. Ganske vist er du halvt vampyr, men der er altid en anden udvej end mord. Du har et hjerte." sagde han.
"Hvad der skal til for at puste liv i dit hjerte, det ved jeg ikke. Men hvad end det er, så agter jeg at gøre det."
Han skubbede hende ikke væk. Han ville se hvad hendes næste træk var...

Kajika så på ham lidt i det hun stadig ikke rørte sig, hun kunne ikke lade vær med at... at betragte Velarian? hvorfor var han egenlig os så speciel i hendes øjne han ... han var blot en elvere hun havde mødt intet andet intet mindre. Kajika så lidt undrende på ham til sidst og fik endelig et udtryk i ansigtet, sorg.
Hun nærmede sig blidt Velarian og deres ansigter var få cm fra hinanden samt deres læber mødtes næsten hinandens, hun mærket Velarian tæt på sig, dog... da hun var for træt rejste hun sig hurtigt op og slap ham og gik lidt bagud i det hun så ud til at være bange for ham egenlig?.
Hun tog sig lidt til hovedet i mens hendes øjen farve skiftede fra røde til blå?, hun kunne ikke rigtig bestemme sig hvad hun ville? dræne ham eller prøve at gi ned... så det endte blot med at hun satte sig ned og stirrede ud i luften?, hva sku hun gøre?, han måtte tro hun var blevet sindsyg i disse måneder? de ikke havde været nær hinanden eller set noget til hinanden...
Hun så stille direkte ud i luften og sad bare der....... mens hendes tænder nærmest kløede efter at få noget blod, fordi hun havde mistet så meget tidligere, dog havde hun healet det så godt hun nu kunne..?

Han satte sig op og så en smule undrende på hende. Så smilede han og nikkede.
"Det er en start..." sagde han så.
"Men sig mig... var det et kys du var ved at give mig?" spurgte han og fik et gavtyvegrin på.
Hvis han skulle have hende til at bløde lidt op, så var det vigtigt at han var sig selv.

Kajika begravet sit ansigt i sine hænder og tog bene op under sig i det hun tænkte*nej nej nej! hvad har jeg gang i jeg burde løbe væk her fra og aldrig ha mødt ham hvorfor! hvorfor!!!* hun bed tænderne sammen i det hun stille fik et blødt udtryk i ansigtet og så flovt på Velarian dog kom der en stærk rødmen hen over hendes kinder da han sagde det på den måde og spurgte om hun var ved at give ham et kys"Ne.Neee..Nee.. NEJ!?.. nej det var det ikke... Nej jeg kysser aldrig nogen jeg.. jeg" hun bed sig selv i tungen ved et uheld og sagde stille"Auv.. min tunge" hun tog sin hånd for munden og så temmelig utilfreds ud og stak let sin tungen ud af og sagde"auuu.... auuuv" hun tog tungen ind lidt efter og beholdte tænderne samlet...

Han lo lidt da hun bed sig i tungen.
"Lille fjols..." sagde han med et smil.
"Nå men... du bør overveje de ting jeg har sagt til dig. Der sker snart noget stort, og alle dem, som så meget som ser ud til at stå i ledtog med Tronraneren vil være i alvorlig fare. Pas på, min ven." sagde han så.
Nu var hans stemme alvorlig og hans øjne mørke af den viden han bar.

"tron ranerne ? hvad er de for nogen" hun så undrende på Velarian og hendesw øjne var lyseblå igen nu helt isblå og hun strøg let håret tilbage og gik lidt mod ham og satte sig så i det hun slog de dugnede hvide vinger ud og slog dem lidt om sig og sagde"mener du alle dem der med malakel?" hun grinte let og sagde"jeg har ikke haft kontakt med ham på nogen måder, han er ... en slags fjende for mig, jeg kommet over ham for flere år tier siden Velarian" hun smilede kært til Velarian og bed sig let i underlæben og sagde"auuuvv... min tunge gør stadig ondt" hun sukkede let, i det hendes mave knurrede temmelig meget.
Hun tog sig hurtigt til maven og flovt i det hendes vinger slog sig helt rundt om hende..."u..u.uundskyld.. det var blot min mave"

Han smilede.
"Du er sulten..." sagde han så.
Han rakte ned i lommen og fiskede en chokoladebar op ad den.
"Her!" sagde han og lagde den foran hende.
"Det er hvad jeg kan friste med lige nu."
Han smilede lidt, og svarede der efter på hendes spørgsmål:
"Tronraneren, som han bliver kaldt i Sortelvernes samfund, er Ma'lakel."

kajika slog let vingerne ud og så på chokoladen og sagde"Jeg øhm... ser du" hun bed sig let i underlæben og sagde"siden jeg blev omvendt har jeg kun fået blod for at min vampyr side sku springe mere frem end min engle side? det... det sørgede min gamle herre Lazarus for" hun sukkede let, hun savnede sin herre, der var så meget han ikke havde lært hende om at være vampyr før han blot forsvandt? og nu når di morga var i forfaldelse havde hun virkelig brug for ham men... men der var end ikke mulighed for at han kom tilbage igen" men tak alligevel Velarian" hun sendte ham et lille smil og kiggede på chokoladebaren og grinte lidt og sagde"Oh? malakel... tsk.. vis jeg nogen sinde så ham skød jeg ene kugler i ham og lod ham forsvinde i havnen under vandet... i hate him" hun så lidt ned og sagde"jeg vil aldrig se ham igen" hun smilede lidt flovt og sagde"Så.... ? Velarian bor du der nede nu?" han var jo sortelevere men den eneste der ... ikke var ond af dem.

Han rystede på hovedet.
"Nej jeg bor der ikke længere. Det er derfor jeg er heroppe i kulden nu. Deres planer var ved at stige mig til hovedet..." han smilede.
"Ærgerligt at du ikke kan spise mad længere..."
Han fnøs ad kulden, og hævede den ene hånd.
"Utroligt at her skal være så koldt..." mumlede han.
En lille, blå flamme dukkede op på hans håndflade, og han satte den på jorden.
Flammen voksede til et bål, og i stedet for at være kold som Velarians Frostfire normalt var, så blev den varm.
"Ahh... meget bedre..." sagde han.

Kajika tog hurtigt fat i hans hånd og sagde"WOW ! vent lige... hvorfor? er din flamme pludselig varm og ikke kold" hun så temmelig sorgmodigt op mod ham, hun havde nemlig altid godt ku li hans dejlige kolde flammer.. Hun roede sig lidt i håret og sagde"jeg skal se på hus her når solen står op... måske vis du vil?`bare i den kolde tid, om du vil flytte ind sammen med mig? altså... jeg skal købe nye ting og sådan men jeg får bare andre til at ordne det... men... men du kan overnatte ved mig indtil det bliver sommer igen? eller blot komme forbi når du fryser og så gå når du har fået varmen igen Velarian, det er det mindste jeg kan gøre for dig i denne kolde tid som vi er i nu" hun roede sig flovt i håret, han sagde sikkert nej, det var hvad hun regnede med?, hvorfor sku han ha noget ønske om at være så tæt på hende?, men.... men han kunne måske give hende noget tilbage af den ... den del hun havde mistet af sig selv.

Han smilede og gav hedes hånd et blidt klem.
"Gerne, hvis ikke det er til for meget besvær."
Han så ned på den dejlige, varme, blå flamme og blinkede en enkelt gang med øjnene.
"Jeg har fået mere kontrol over min ild. Jeg kan gøre den varm, selvom den normalt er kold som is."

Hun rødmede let over kinderne og sagde med et smil" tak Velarian" hun så stille rundt og lænte sig lidt bagud og sukkede lidt, i det hun mærkede kulden på en helt anden måde men... den var der da nu?.
Hun så lidt på Velarian og sagde"wauw? så du kan kontrollere den mere nu eller hva? det da fedt Velarian" hun grinte let i det hun bed sig let i underlæben hvilket var en virkelig dum vane når hun tænkte eller fortrød noget eller var oprevet.
Hun så lidt rundt og rødmede let i det hun rejste sig op og sagde"Vil du med hen og hente spot? så vi kan aflevere den til ejeren og så? måske gå rundt og se på lejligheder? måske kan jeg allerede få en i nat så vi ide mindste indenfor?"

Han strakte sig og kiggede på hende.
"Ja hvorfor ikke.." svarede han så med et smil.
Han knipsede med fingrene, og den blå flamme slukkedes.
"Så er kulden tilbage! Skønne, dejlige, sexede kulde!" mumlede han ironisk.
Han hadede virkelig kulde... forfærdeligt!

Kajika så undrende mod ham og sagde"sexede?? det har jeg ligegodt aldrig hørt folk tiltale den der?" hun grinte og bed sig let i underlæben i det hun tog ham i hånden og sagde"okay hør efter nu okay" hun smilede sødt i det hun sagde"Hold fast" hun løb hurtigt pludselig, i det hun farede af sted? og med ham i hånden og stod foran kirken og kaldte på lille nusse dejlige spot, en hundehvalp lysebrun i racen alaska mamut(slæbe hund). Hun tog den lille hvalp op og så på Velarian og sagde"skal vi tage afsted" hun smilede i det hun stille gik ind mod byen der var næstne lige ved siden af kirken.
Hun gik med hvalpen i armene og så mod Velarian og sagde"så ? hvor ville det passe dig bedst at bo forløbig? ... ville det ikke være lidt udenfor byen?... jeg tror der alt for meget balade der begynder inde i byen nemlig "