You doesn't exist! Do you...? - Vladimir Rasputin

Sted: Kloarkernes gange
Tid: Starten af natten
Vejr: Fuldmåne, indenfor er det meget køligt og en smule vind
Omgivelserne: Stank, rotter, mørke, mere stank og lidt flere rotter, vandpytter her og der

"Føj for den lede! Hvorfor skulle den nar også have så mange muskelmænd? Og så siger han at der er pengenød.. De flød ud af det røvhuls lomme!" Imellem de mange veje i den stinkende kloark, gik en høj og meget let påklædt ung kvinde. Håret svang let fra side til side, i takt med de flydende bevægelser hun gjorde. Det eneste hernede der vigede fra hende var rotterne. Det var så høt oppe i slavernes hieraki hun var. Hun måtte sælge sin krop og narre penge fra de få fjolser imellem kunderne. Det eneste hun bårede nu var en tynd bh der næsten ikke dækkede de bryster, der kunne fylde en fuldvoksens hånd ganske pænt. En sort hårbøjle der også var pyntet med to katteører og trusser der havde en stift sat kattehale på bagenden. Et halsbånd med pænt bundet snor og et par handker, hvor der på den ene hang en kæde med kniv for enden. Ved de små ømme fødder bar hun 5 cm. højhælede der matchede resten af outfittet. Alt i alt var en rimelig lækker pige i en kloark. Hendes blik var dog hverken uskyldigt eller underdanigt. Det udviste sin egen glød af selvtillid og at være sin egen hersker. Sjælen fra dem var blå og kunne let betegnes som 'hvis blikke kunne dræbe'. Vreden i hende var tændt let, ikke fordi det stod på det 6 plus, men bare en mild 3.
Trip. Tap. tri trip.. Sådan lød det nu. Hun var kommet længere ind i disse forbandede kloarker end hvad sikkert var. Lugten af død og ulækkert vand var stærkt forstærket og enhver tumpe ville vende om, allerede 10 minutter før. Men Angekila standsede ikke. Hvad var der at være bange for? Krokodiller var sindsygt langsomme, så den kunne hun bare smutte fra. Ellers var der jo rotter og lidt mørkt gys. Hun trak vejret dybt ind, for at lade det finde vejen ud af kroppen igen. Hun troede hverken på varulve eller zombier, ej vampyrer. Det var alt sammen noget der var fundet på for at skræmme sine venner. De mange dødstilfælde og forsvindinger var tilfældige. Det vidste hun det var. Selvom alle andre advarede hende, ja selv vagterne på størrelse med en tank, havde veget tilbage da hun var løbet ind i kloarken som flugt sted. Hun standsede. Lod hånden strejfe de 3 hundredelapper der sad klemt fast på den tynde streg, der holdt hendes underbukser sammen om hendes krop. De var der stadig, pyh. Hun tørrede panden med armen og gik videre, med knivens skaft i hånden. Selvom man ikke troede på overnaturlige væsner, skulle man ikke sige de ikke var hundrede procent virkelige. Men.. Det var de jo ikke.. Eller?

En lav lyd, der startede med blot at minde om en lav klikkende lyd, begyndte at brede sig til en dyb, dog kvindelig latter, der skar sig igennem kloarkerne. Denne blev efterfulgt af et højt plask, der kom fra en afvej, fra den kloark gang Angekila var i. Dette en plask, blev så efterfulgt af flere, dog lavere plaskende lyde.. Som om nogen gik i den tykkere strime af kloarkvand, der flød ned af denne afvej, fra et afløb på den modsatte side af Angelikas gang.
De plaskende lyde kom tættere, og tættere på, og det endte ud i, at en kvindelig person, kom gående omkring hjørnet, med en hånd glidene hen af vægen. Kvinden drejede med kloark siden, så hun nu kiggede imod Angekila. Hendes hud var helt grå, og hun havde ganske få pigment fejl rundt omkring, og hun havde et par flodser i huden ved hendes hals, og et lille diskret over sit ene øjnbryn. Ud over disse fejl, ville det være en ganske smuk kvinde. Hun bar stramme røde læder støvler, der gik op til lidt under hendes knæ, og var højhælede. Et par diskrete shorts, og en top, alt i alt noget der var nemt og behageligt at skulle bevæge sig hurtigt, og meget i.. Denne kvinde stirede nu imod Angekila, med sine lysende hvide øjne, der glitrede som en pæn fin hvid sky. Hun smilede så bredt, og slikkede hendes tænder, og lagde sit hoved en anelse på skrå.
"Som du sagde.. En kvinde.. Og en smuk en.. Ganske let påklædt... Hm.. Ganske tiltrækkende.. Kunne forestille mig at det nok var en anelse koldt.. Det er jo et menneske.. Ik?" Sagde hun, uden at tage sine øjne fra Angekila, imens hun snakkede, som om at det var til en hel anden. Ganske få meter bag Angekila kom der et lavt bump, da en høj herre, var droppet ned fra en mindre tunnel, lige over kloarkens gang. Denne herre rejste sig op, og drejede rundt så han kiggede imod Angekila. I det han gjorde det, lavede hans brune trench coat, en stor fin bue, og nu var hans vansirede ansigt, og overkrop synlig for Angekila. Han havde mange flere pigment fejl og flodser end kvinden. Et virkeligt frak show. Han havde et rødt ar der kørte fra over hans venstre øjnbryn, til midten af den venstre kind. Denne streg var også tydelig, i hans mate hvide øjne, der mest af alt blot lignede hvidt stoff. Han stirede nu på Angekila med de tomme døde øjne, med hans øjne knebet sammen en smule.
"Kan.. jeg godt.. Selv se.. Olga..." Sagde en hæs, ru og fremkæmpet stemme, fra den høje herre, der kiggede ned på Angekila. "Og ja.. De er.. Et menneske.. Undre mig.. Hvad.. En af sådane.. Dog laver.. Her... Er ikke.. Det klogeste.. Heller.. Det mest normale.. Menneske adfær..." Sagde han, med en lav hvæsen, og hanhavde fortsat sine øjne knebet sammen.

Angekila standsede 2 gange. For at lytte. Hendes blik faldt på vejen fremad og hun undredes tydeligt. Hvorfor plaskede det så højt? Igen forsvandt lyden og hun gik endnu engang fremad, uden at udstråle den mindste angst, blot ved let at bevæge sine læber. Det var som om alt bekymring i hende forsvandt. Hun nynnede få rolige toner, og kunne næsten glemme den alt overvældende stank og måden vinden kilede og drillede hendes sarte hud på. Hun standsede igen. Hvorfor nu? Hendes ben ville ikke længere. Armene fik flere gange gåsehud og håret i nakken, rejste sig så meget at de næsten strittede opad. "Nådada.. Måske jeg har fundet en såkaldt krokodille? Så må jeg huske at få den med tilbage som trofæ" Normalt ville hun le, men noget denne gang holdte den tilbage. Faktisk havde hun klapret lidt med tænderne, anstrengt sig for ikke at ryste også, men ikke grundet kroppens sære reaktion. Hun frøs så meget, at det bette tøj nærmest var fornærmende unyttigt. De blå øjne så fremad, håbede på hun bare tog fejl, men nu var det tydeligt. Et eller andet så på hende, denne følelse havde hun haft siden begyndelsen af hendes levemåde som den der solgte sin krop. Ikke hun rent faktisk havde haft noget nær sex, da noget altid kom i vejen; at hun var den mest sexfobiske person. "... Jeg må være paranoid..." Hun tog den kniv fra hænderne, hun skjult havde klemt om imens kigget fremad. Hendes hånd gled igennem håret og tvang det væk fra øjnene.
Stemmen af hendes var faktisk stik modsat hvordan hun opførte sig. Den var blid, fintfølende og velkommene. Imens at hun udviste stor aura af nedgørelse, ingen respekt og voldstilstand. Sådan var det også nu, så da hun ville råbe, kom istedet en meget elegant dog høj tone ud. "Hvis i er nogle kryb der gemmer jer, så bliv endelig ved! I ville kun lide under kniven hvis i tog mine penge" Egentlig ville hun bare gerne videre uden den større ballade, men hvis man kendte stedet der var gået fra pæn til sindsforvirret, tog ikke engang hun de største chancer. Ikke uden kniv, ikke uden noget at beskytte sig med. Hun tog en dyb indånding. Gik igen fremad, kom ubemærket tættere på de to monstrøse væsner der lurede. Håret strittede og nu var hun knap 3 fod fra dem. Men mørket skjulte dem. Gjorde dem usynlige og de perfekte rovdyr, hvor hun var det forvildede bytte.

En lav fnisen kom fra den kvindelige figur, da hun lagde sit hoved en smule på skrå, og kiggede stadigt imod Angekila. Hun undrede sig en smule over kvinden, og hvordan hun ikke kunne se så langt.. Så igen at have levet i mørke i så lang tid havde vel styrket hendes eget syn i mørke.. Eller også var det det nye gen.. Havde i hvert fald aldrig været et problem for Vladimir. Vladimir som stadigt var bag ved Angekila, begyndte at gå efter hende, med komplet lydløse trit. Olga bevægede sig også langsomt tættere på Angekila, og da hun ikke var meget mere end et skridt fra hende, lænede Olga sig hurtigt frem, så hendes grå ansigt kom helt tæt ved Angekilasansigt, så hun tydeligt kunne se det, og sagde fnisende:
"Buh!" Hun trak sig så hurtigt tilbage, måske ikkehurtigt nok til at undgå Angekila hvis hun skar ud efter Olga, og var god og hurtig til dette.
Vladimir havde også stadigt fulgt Angekila, og kneb sine øjne en smule sammen da Olga gjorde hvad hun gjorde, og en lav knurren kom fra ham, i det han stillede sig helt over bag Angekilas ryg, så hvis hun trådte tilbage, gjorde hun det ind i ham. Han kiggede ned på hende, med sine kolde, tomme hvide øjne, og hans knurren blev ikke lavere, og hun ville tydeligt kunne høre ham. En vind skar igennem kloarken, der sendte en kort vind af frisk luft igennem, så den harske stank forsvand, men kun i meget kort tid, for så at rive sig tilbage igen.

I det ene øjeblik var der intet for Angekila at skue og i det andet.. Et ansigt, gråt og smilende forskrækkede hende rigtig meget. "AAAARH!" Det var ikke begrund af kvindens udseende, men det shok fra hendes pludselige fremviselse der skræmte livet ud af Angekila. Hun trådte tilbage og mærkede noget imod ryg og baghoved. "Hva hel...?" Hun havde gjort noget hun fortrød. Hendes blik var gået op og opdaget det væsen bag hende. "Hvad fanden er i?!" Hun vendte sig hurtigt om for at se rigtigt på dette væsen. Frygten tog næsten over hende. Fik hende til næsten at løbe sin vej med håb om at slippe væk. Men noget over den smilende kvinde og den brummende mand fik hendes ben til at blive fast. Selvom frygten var stor, pegede hun stadig med kniven og med rystende hånd, slap hun den så den landede på gulvet. Den kolde og pludselig vind fik hele kroppen til ryste stort. Læberne var som limet sammen. Hun så på dem, først den høje, så den lille. Hun kunne ikke fatte der fandtes noget så monstrøst og umenneskeligt. "Hvad helvede går der af dig kvinde?!" Hun fik samlet det resterende mod i hende og pegede med sigende blikke imod Olga. Den rystede let men pegede ikke mindre. "Du kan sgu da ikke bare skræmme livet ud af andre? Hvad fanden har din mor lært dig?!" Egentlig ville hun bare lyde frygtløs, men den skælvende stemme afslørede hendes frygt for tydeligt til at hun kunne lade blikket falde på manden igen. Et eller andet over disse, fik frygten til at blusse, men sammentidigt hendes dumdristige natur til at vise sig mere end en tand. "Og dig! Hvorfor render i rundt og jagter folk? Hvis det er pengende.." Hun lod blikket falde på de småkrøllede sedler, men så så igen på den høje mand, med præg af foragt. "Så kan i godt skride igen" Hun holdt nu hånden imod ham, men hun pegede ikke, det var den længste finger der udviste hvor meget hun mente med disse ord. Det var tegn til at de skulle fuck af. Men selvfølgelig, hun vidste udemærket hvor dumdristig hun var ligenu, ikke engang at løbe.

Olga fniste af hvor meget hun fik Angekila skræmt, og lod sine fingre hvile over hendes mund, for så at hvile den på sit bryst. Hun rejste sine spidse øre en anelse, og lagde sit hoved på skrå, med et halvt smil til pigens spørgsmål. Hvorfor? Hun fniste igen, og rystede på hovedet.
"Det er ellers meget sjovt." Sagde hun med et lavt fnis. Da Angekila nævnte hendes mor, rejste hun et øjnbryn, og rystede igen på hovedet, og lavede en fagt med hovedet og en hånd imod Vladimir.
"Har ingen mor.. Men han er min skaber.. Du kan jo diskutere det med ham..." Sagde hun, med et lumskt smil, over det ellers venligt smilende ansigt.
Vladimir bevægede sig ikke det mindste da hun stødte ind i ham, man et meget lavt hvæs kom fra ham, da hun ikke fjernede sin kniv til at starte med. Men da hun så tabte den, lod han sig slappe af igen. Han rejste et øjnbryn over kvindens opførelse overfor Olga. Han kunne lugte hendes frygt, den var ikke at tage fejl af.. Overhovedet.. Men stadigt gøede hun af Olga på den måde. Han kiggede kort på Olga, for at se hendes reaktion omkring sin mor. Han smilede halvt af hendes reaktion, tydeligvis stolt af hans datter. Han kiggede så tilbage da hun vendte sig imod ham, og han rejste et øjnbryn. Hans knurren blev en anelse højere, og han kneb langsomt sine øjne sammen. Han tillod pigen at blive færdig, for så at hvæse lavt, og gribe ud efter hendes hånd, for så at ligge et stramt, og formegentligt smerte fuld greb, hvis ikke at hun nåede at reagere på det ellers ganske hurtige greb. Hvis han fangede hende, ville han forsøge at tvinge hende i knæ.
"Var.. Din mund.. Menneske..." Sagde han med en lav hvæsen, imens hans tomme døde øjne stirede på hende, vidt udspredte. Olga smilede, og blev stående hvor hun stod, og kiggede på Angekila undersøgende, med sit hoved stadigt en anelse på skrå. Hun blev stående for at Angekila ikke ville kunne løbe.. Også selvom hun ikke ville være svær at fange.