If your psychotic, then I must be a real freak. (Vladimir Rasputin - Privat)

Sted: Kloarkernes indre labyrint
Tid: Ukendt, men ihvertfald midt på dagen
Omgivelser:Alt der omgiver Sintra, i en normal, falden kloark
Vejr: Udenfor: Solrigt med masser af af blå himmel. Indenfor er det koldt, klamt, ildelugtende og traumatisk tåget

Støvet slog om sig i hele kloarkens rørsystem. Små duft partikler, indelukket og omdannet til en nærmest syrlig stank af mug, beskidt vand og ekskrementer. De mørke kanaler, omslukket i et uendeligt mørkefald, stammende fra solens manglende tilstedeværelse, disse steder. Dette var rovdyrenes rede, i så fald, en uhyggelig aftentur igennem den. Gennemborede enhver sund fornuft, med dens klaustrofibisk fremkaldende vægge. Dens råddenskab og klistrede gulve, der ikke kom fra tyggegummier af. De øjne, der paranoidt gloede på en, når det kun var vandets glinsende overflade. Hele stedet gjorde enhver ren og blid person, til et frustreret offer. Så snart man tænkte på at høre skridt, var man definitivt parat til en hvid spændetrøje og et firkantet, trængt værelse.
Et par Dr. Martens støvler skrabede irriteret noget hvidt stads af dens underflade, der efterlod et tydeligt trækspor, med rester af størknet blod. Blodet kom ikke fra personen, iført en pink hættetrøje med logoet: No need to die before time. Imens personen bevægede sig længere frem, ignorant om tanken af en forfølger, strakte armene sig i en doven bevægelse. Det grå hår med sorte spidser dækkede kun lige for øjnene, så det kolde blik var tilskueligt, for dem der gik tæt nok på. Det var følelseskoldt, barnligt og dybdefrysende. De der kiggede længe nok, ville føle en nærmest hypnotisk følelse af at blive trukket ind dybt ind i et rovdyrs hule, med den eneste viden om, at denne aldrig ville slippe ud igen. Det var effekten fra de grå øjne, der fjernt sturderede jorden, mens at tankerne var et helt andet sted. Munden løftedes kun i den ene vig, afslørede et par hvide tænder, men ikke perfekte. Det var en ung kvinde på de 19, der var karakteristisk for håret og temperamentet. Hun løftede den ene hånd og knipsede med to lange fingre, ligeså kolde som blege. Huden kunne godt have stammet fra en død person, men indenunder, flød blodet i en berusende strøm. Trods det hårde ydre, var hun ligeså menneskelig, som alle andre. Udover hendes tankegang, der lå en takt for langt væk fra andres.
Støvlerne stoppede brat og fingrene stoppede med at knipse, idet at hovedet løftedes en anelse, kun lige nok til at det var muligt, at bemærke bevægelsen. Hun gryntede utilfredst, tydeligvis hadefuld over hvad, der faldt for hendes blik. Det var en halvt gennemtykket krokodille. Dens øjne åbne og stirrede hver sin vej, med maven og det ene ben forsvundet, kun efterladt en blodig knogle. Hun satte hovedet på skrå. Hvad gad holde sig glad med en halv krokodille? Fingrene prikkede trygt til panden, mens øjnene undersøgte dens sløve bevægelser, fra og imod. Udtrykket i hendes ansigt vred sig i foragtelse, da fingeren fjernede sig og klargjordte synet. Der var kun 3-4 fluer om kadavaret, hvilket anslog tidspunktet til væsnet værested, omkring 5-8 minutter. Personen var tæt på og det kunne godt tyde på natteproblemer. Nok var hun professionel slagter, men hvis denne var andet end menneske, hvilket var meget sandsynligt, skulle hun træde meget varsomt for ikke at tænde bomben. Måske var den allerede tændt, klikkede lydløst og ventede bare på at få lov til at springe stedet - og hende - i luften. Cowboy bukserne strammede sig, trak sig sammen for at støtte benene. Støvlerne trykkede sig nervøst imod jorden, hvor hun hurtigt bemærkede en sær støtte. Begge knæ bøjede sig og fingrene fandt frem til støvlens bund, imens at de grå øjne granskede hver centimeter. Selv den midnste detalje, kunne hjælpe hende finde ud af sin modstander, hvis denne skulle finde på at hente resten af byttet. Stanken trængte ind i hendes næse og mund, så tungen krympede sig sammen og næsen rynkedes, i en forfærdet ansigtstrækning. Munden buede sig nedaf, i en kvalm rekation til stanken, imens at øjnene lynede imod liget. Hun var meget protesterende overfor ligets nærvær og bedøvende lugt, så hun rettede sig hastigt op, bare for at knalde støvlens spids imod hovedet.
Knæk
Nakken bøjedes hele vejen og tilværrede synet. Blodet nærmest sprøjtede ud af halsen, imens at kæberne var skilt ualmindeligt meget fra hinanden. Hun sturderede alt, bare for at få det hele med. En brækket nakke, to blødende øjne, brækket kæbeparti, 5-6 udslåede tænder, flere pytter med størknet og friskt blod, et par fluer der gnasker i sig og sandsynligvis hvidt stads fra rovdyret. Ikke krokodillen, men personen. Det her var for udspekuleret, for gennemtænkt, til at det kunne være et normalt menneske. Det her var et væsen, der var sulten, men ikke særlig meget. Denne jagtede ikke for sjov, men kun for at føde sig selv, vokse og blive stærkere. Men hvem ville ikke gerne blive anerkendt for styrke? For snedighed? Bevise sit værd i kamp, så publikum hylede en.
Tænderne slibede sig imod hinanden og hele hendes udtryk sagde alt. Det var fyldt med grådighed, tænksomhed, fjernhed, væmmelse og ærgelse. Væsnet ville ikke vende tilbage. Det ville sige at hun måtte færdes endnu længere i de ulækre, trænge rør, for at finde sig et godt bytte. Men ikke hvadsomhelst. Hun tog sig ikke af rotter, krokodiller eller kakerlakker. Kun det der var menneske, eller engang havde været det. Hun knækkede let halsen og knoerne, med en rystende ivrighed, efter at komme videre. Over sin ryg sås kun lige et reb, der ved ryggens nederste part, holdte skaftet af en slagters økse. En rigtig en, der kunne flække mennesker i to, hvis man altså ramte rigtigt. Hun ønskede jo bare at slagte. Havde kun drømmen om bunker af lig, hvis DNA var blandet sammen, af alle de løsrevne stumper kød og flæsk. Kroppen sitrede under den svage duft af blod, kød, sener, årer og tråde. Lukkede øjnene og så et sløret billed af et massakre, hvor hovederne stirrede på hende, med en stor frygt og mathed, fra sit længe døde sjælmangel. Kroppen skævlede nu, ikke af sorg eller skyld, men tilfredsstillelse. Som en længe ønsket orgasme, der endelig blev fuldent, efter de første minutters hårdt arbejde og sved, måske endda blod. Et par dråber stilnede sig ned langs panden og kinden, hvor de smattede ud i trøjens kant. Læberne skiltedes kun sagte fra hinanden, ønskede ikke at give slip, men kroppen lystrede ikke.
"K-k-k-kom he-he-her.. Li-lille p-p-pige". Et frydende, dybt psykotisk smil klatrede sig langsomt op af hendes kinders grålige hud. Den var ikke ren, men heller ikke helt ulækker. Øjnene blev åbnet lige så stille, med et par blink. De var grå, ømme og helt igennem leende. De lo, som om hele det billed og den lækre, tyktflydende smag i munden, var dybt komisk. En humoristisk tegneserie, hvor fingrene knipsede taktløst, men dog, hypnotisk.
Støvlerne blev løftet, for at presse sig hårdt imod grunden, i en knasende tone. Det fik hende til at tænke på brækkende knogler, med marven strittende ud af dem. Blod og kødstumper, der stadig klæbede sig til dem, men hvor lyden var så sindsrivende, når det blev flået af. Det var så speciel en melodi, så beroligende uhyggelig, at det var umuligt for hende at beskrive det. Selv for ham, hun en dag ville betro sig til, var det ignorant at tro, ord kunne beskrive det. Fingrene trommede hastigt imod lårenes side, stadig i den velværende situasion med stapler af kadavre, med deres karakteristiske mønster i placeringen, i forhold til hinanden.

(( Håber det er godt nok til dig :3 ))

Der kom en lav kliren, ikke langt fra kvinden der befandt sig i kloarkerne, som blev en dåse blidt skubbet. Den dåse lyden var kommet fra, kom nu trillende ud fra de tætte skygger, og bevægelser der inde fra, kunne nu ses.. En hypnotisk bevægelse af et eller andet, der nu kom tættere på. En komplet sort kat, kom da gående ud fra skyggerne, og satte sig ikke langt fra liget af den afdøde krokodile, og kvinden. Katten sad nu blodt der og stirede, med dens røde og blodige øjne. Dens øjne blev langsomt knebet sammen, imens den opserverede kvinden. Kattens øjne spærrede så op, da der blev sparket til liget. I et skarpt blink, og efter en ørdeøvende eksplotion fra en bass, blev der sendt bølger i det meget lave og tykke vand der lå over grunden, og det fik også liget af krokodilen til let at ruske.
Hvor der før havde stået en kat, stod nu en høj dreng, der trak vejret hakkende, og slet ikke roligt, men nærmere hektisk. Som om denne var frustreret og forpustet på samme tid. Men de blod røde øjne, der lignede at en flod af blod, havde en storm bag øjets skald, og kun et alene skib skulle kæmpe imod bølgerne, som pupillen i midten af øjet.
Drengen var iført en simpel sort trøje, uden ærmer, og et par sorte jeans, der havde nogen få rifter, der fremviste hans grålige hud. Hans ansigt var lettere flodset, og ikke specielt atrativt, pågrund af blandingen af den grå hud, og de utalige flænger, og misfarver. Drengen knugede begge hænder i faste knytnæver, i et truende billede, og lignede at han hvert et sekund kunne finde på at flyve imod kvinden. Blodet der dryppede fra hans hage, kunne hentyde til, at han havde taget del i det måltid der havde været i krokodillen før, men blodet lugtede dog ikke ikke af krokodillens, hvis man kunne lugte det. Og det var også for lyst til at være dyreblod, men var derimod et menneskes.
Der kom en lav hvislen fra bag drengen, og en slange skød frem igennem jordens snask, og snoede sig hurtigt op af drengens ben, og så vidre op af hans side. Den snoede sit hoved ud over drengens brystkasse, inden den så forsvandt i en krid hvid røg, der ændrede form til en pige, også i en ung alder som drengen, som nu stod tæt op af ham, med en arm over hans brystkasse, og en hånd hvilene på hans modsatte skulder.
"Nej.. Ronnie.. Lad være.. Vi har fået hvad vi skulle have.. Vi har fået besked på ikke at fråde.. Ikke om dagen.. Vent til i nat skat.." Hviskede hun med en blid stemme, og klappede blidt sin hånd imod drengens brystkasse. Hendes ansigt gled langsomt imod kvinden i kloarken med dem, og hendes ligeså røde øjne, faldt over hende, næsten som et dække. Hun kneb dem en anelse sammen, og kiggede op og ned af hende. Drengen, tilsyneladene ved navn Ronnie, så ud til langsomt at slappe af, men han smilte ikke det mindste over kvindens der havde beroliget hams omfavnelse..
Kvinden fortsatte med at stire imod den unge kvinde foran dem, og slikkede sine lige så blodige læber, dog havde hun ikke svinet så meget som Ronnie, og hendes hage var fri for blod.
"Men kan være Vladimir vil være sulten.. Når han vågner..." Sagde hun stille, med en mere hvislende stemme, i det hendes smil bredte sig til et mere lumskt, og udfordrende smil. Hun var ikke lige så 'råden' som Ronnie var, og havde en ganske fin hud, dog stadigt med den døde grå farve. Hun lagde sit hoved en anelse på skrå imens hun kiggede lidt op og ned af den ungen kvinde igen.
"Hmh.. Hvad laver en som dig.. Dog her nede? Hm? Du høre slet ikke til her.. Disse kloarker, kunne være ganske farlige... Det. Må du da vide?" Kvindens hvislende stemme, havde næsten en fortryllende klang, dog uden at hun forsøgte at hypnotisere nogen med den, men det virkede stærkt som om hun kunne det, hvis hun ville. Hendes øjne var formet som en slanges, dog blod røde i stedet, og de stirede nu direkte imod den unge kvinde. Hun kneb dem en anelse sammen, og fik slikket det sidste blod væk fra sin læbe, imens hun lagde sit hoved en anelse på skrå, afventende et svar fra kvinden.

//Det er perfekt :) //

Hovedet tiltede svagt til siden og en klar undren skimtedes i de dybtågede øjne. Det var bestemt ikke normalt for hende at møde to personer, hvis hud var så.. Speciel, som deres. Hun burde sikkert være rædsensslagen, håbe at komme uset væk, men af en eller anden grund, var hun bare... Nysgerrig.
De fjerne tanker og det stille udtryk hun havde, blev afbrudt af pigens stemme. Øjnene kneb sig betænktsomt sammen og huden rynkedes imellem øjenbrynene. Begge hænder hang dovent langs kroppen og afslørede ikke andet en en sælsom dirren, fra denne anspændte reaktion, fra pigens dystre smil. Vladimir...
"Hvem er denne... Vladimir?" Hun smagte på navnet, der kom ud med en mere kold klang, og dog, så spidsede den en hæs irritation. Istedet for at svare på pigens spørgsmål, slog armene over i et kryds og de grå øjen borede sig imod pigens røde, gribende lys. Hun følte en tavs prikken allerbagerst i sit sind, tildækket af mørke, men dog et skær af blå glimt. Huden strammedes om øjnene, der slappede af uden at lade selve farven i dem, forsvinde fra sin rastløse sprutten. Den blide grå hud blev klarere, som hun trådte nærmere væsnerne, med taktløse splask fra vandpytterne under hende. Det gav et skingert ekko i de skyggespunde gange, som oplyste den uhyggelige stemning en anelse. Det udløste en klam kildren i fingrene og tærene, samt at alle de små hår rejste sig på nakken. Det eneste, der ikke afslørede hendes lette ubehag over stedet, var ansigtsudtrykket.
Det var koldt, kontant og undersøgende. Øjenbrynene hævede i skeptisk tilstand og munden strøg nedaf, som var disse væsner prikken over i'et, i hele dette væmmelige motiv af død og ulykke. På en måde stemte det hele overens. Den ildelugtende, indelukkede, rådne stank. Måden lyden gav et fraværende, melodisk, pibende advarsel for hvert skridt. Skyggerne der nærmest kildede ubehageligt under hagen, stak under øjnene og flåede i nakkehårene. Underlæben trykkede sig imod fortænderne, imens at næverne knyttedes. I ét stoppede den foruroligende plasken. Hun var standet og stirrede ildevarslende på pigen, der var mærkeligt pæn og alligevel lidt sær at se på. Noget var simpelthen forkert, en direkte fejltagelse i hele hendes idylliske udseende og ynde. Blodet? Umuligt, det gav bare Sintra en fjern fryd og sagte morskab, men dog var den gemt bag det urokkelige stoneface. Hun kneb kort øjnene helt sammen, for at mindes sine egne ord, kun få skridt væk. Igen blev de grå øjne rettet skødesløst imod de røde faklers skærsild. Hvis hun ikke havde svaret trak Sintra en kniv op, ikke truende, men dovent og som om det var et stykke legetøj. Hvis hun svarede, ville det samme ske, men med et tilføjet "snøft".
I samme sekund snittede knivens skarpe side imod en enkelt strittende, hvid negl. Langsomt og sikkert, med hænderne i fuldstændig fattet ro, snittede hun ganske nænsomt lidt negl for hver bevægelse. Blikket var ikke flyttet fra pigens røde skærsild, men alligevel havde hun styr over knivens aktion. Hun kontrollerede den, med al magt, som en erfaren og meget gammel slagter. Men hva satan, hun ahvde haft masser at øve sig på.

((Sorreh kort svar! D: x3))

Pigens øjne forblev lysende, og flakkende, den sorg der var gemt bag, fuldstændigt usynlig. Denne menneske pige havde givet hende en gammel gejst tilbage. En trang hun ikke havde haft i lang tid. En trang til at drille.. Irritere.. Leje.. Den havde ikke været der siden en af deres var blevet væk.
Pigens hoved blev lagt en anelse på skrå, da pigen stillede hende et spørgsmål, og hun fniste stille, med sin hånd for munden. Drengen hun stod op af, stod stadigt med det samme truende blik, fast låst imod Sintra. Som var han stadigt klar til at hoppe på hende, og få det af sluttet. Men pigens ide virkede til at have stilnet hans blodtørst.
Pigen kneb sine øjne en anelse sammen da Sintra trådte tættere på, og hun lagde sit hoved den anden vej, imens de brændene øjne lå fastlåst imod Sintras. Pigen forsvandt i en røg, og en slange gled igennem det lave kloak vand, kun for at stoppe få skridt foran Sintra, og endnu en røg skød op, og pigen stod nu en anelse tættere på Sintra, og stirede igen imod hende med de favrige øjne, hvis blodige flod var begyndt at forme en storm igen. Pigen lænede sig en anelse frem ad, for at stire dybere ind i Sintras øjne, som om hun ville se noget bag. Der kom en stille fnisen, i det pigens læber curvede til et smil.
"Kan godt lide dine øjne.. De minder mig om Vladimirs.. Bare en anelse mere levende.." Sagde hun, og lænede sig tilbage, og krysede hendes arme, imens hun kiggede op og ned af Sintra.
"Og for at svare på dit spørgsmål så er Vl..." Hun stoppede op, da et højt hvæs kunne høres igenne kloakerne. Både Ronnie og Janet sank deres hoveder en anelse, som var hvæset en trussel smidt imod dem. Ronnie rullede så på øjnene, og kiggede over sin skulder.
"Det var Vladimir.. Kom nu Janet.. Hvis du vil have den med, så kom igang..." Sagde Ronnie med en irriteret stemme, og stirede tilbage på Sintra, imens han drejede sig, som skulle han til at gå, men fortsatte med at stire. Pigen rullede kort på øjnene, inden hun så Sintra trække sin kniv frem. hendes læber spredte sig ud i et mere lumskt smil.
"Nu skal du ikke ødelægge alt det sjove i ting.. Skat.." Sagde Janet, til Ronnie, men uden at fjerne sine øjne fra Sintras. Hun rakte så sin hånd ud imod kniven, og hvis ikke Sintra fjernede den, lagde hun spidsen af hendes ene finger imod bladet, og kørte den ned af, for at skære en tynd flænge på den. Et dryp af hendes blod faldt så ned på Sintras hånd, hvis ikke den blev fjernet, og Janet tog igen sin hånd til sig igen. Hun gjorde det helle, uden at fjerne hendes øjne fra Sintras.
"Skulle du ikke.. Tage.. At bruge den kniv, til hvad sådanne er skabt til.. I stedet?" Spurgte hun, med sin silke stemme, og med det udsmurte smil. Hun holdt så sin tunge frem, og lagde sin blodige finger der på, og stak spidsen ind i munden, for så at sutte diverse blod af.
Nu afventede hun blot Sintras reaktion. Hun stod tæt nok til at Sintra sikkert ville have en chance for at ramme, hvis hun langede ud efter hende, men Også selv hvis hun gjorde dette, regnede hun så med at slaget ville dræbe Janet? Janets store smil forblev, og hun lod langsomt sin hånd dale ned langs hendes side igen, for at lægge begge sine hænder på hendes lår, og stadigt stå en anelse forover lænt, næsten udfordrende.

Øjnene forblev knebet sammen, stirrede imod de røde øjne, der ikke havde brudt kontakten overhovedet. Næsen rynkedes en smule, men det kom ikke fra ligets ildelugtende kadavar. Hun brugte modet til at ødelægge hypnosen og kiggede følelsesløst på kniven og sin hånd, med de enkelte dråber blod. Sintra trak sig en smule tilbage for at skue på både pigen og drengen, der begge havde hver deres mening om denne lille situasion. Der slap et fnys ud af munden, der buede skarpt op ad, imens at hagen løftedes et par grader. Hovedet stoppede først, da de grå øjne så nedaf, men var skåret halvvejs igennem. Armene lagde sig over kors, imens at knivens metal, trygt favnede sig imod den ene arms hud. Fra et koldt stoneface, blev hele holdningen og ansigtets udtryk, monstrøst forvandlet.
Munden trak sig op, blottede et par af tænderne. I sammenkomst med de før knebne øjne, var de nu åbne og skulede ned til pigen, i en nærmest leende grimasse. De grå øjnes tåge var gået over i et klart lysskær, med stor dele af blodig humor og vanvid. Øjnenes indre var som et skær af mange grå, dødelige tråde, som hos en kæmpe gruppe af vandmænd. De så uskyldige ud, nærmest venlige, men så snart man var tåbelig nok til at røre en af trådende, var det slut med tanker. For evigt. Støvlerne trykkede sig hårdt imod jorden, med en smule vand omringende dem i cirkler. Tænderne skravedes imod hinanden og øjnene lo stadig hjerteligt. Nu løftede hånden med kniven sig, fjernede med bladets spids, lidt af pandehåret.
"Det kunne jeg vel, men hvad er der sjov i dét, når man kan bruge den på så mange andre måder? Udover at slagte.." Hun tav og så kort bag dem, imod det omdækkede mørke, der intet afslørede.
"Selvom det sandelig også har en vis humoristisk sans i det" Efter at den sidste linje var tilføjet, sænkedes hagen kort, men stadig ikke nok til at øjnene blev helt runde igen. Det lumske, psykotisk latterige smil blev kun bredere af at vide, at denne Vladimir måske havde samme dejlige tankegang som hende. En der ikke nægtede sig at berøve, bare for at høre lyden af knogler knuses, hakkes og skamferes. Hører skrigende, når kniven stump for stump, rev et stykke af fingrene af, langsomt. Når hud og kød blev flænset af, i store katastrofale klumper og brødføde de små stakler, der snart stod for tur. De ville være lettere afmagret, men dog stadig med kød, så hun kunne nyde at se dem æde sig selv og deres før bedste venner. Der stod hun i en bedøvende kloark, udtænkte sine gamle gerninger med stor fryd, da et enkelt minde spolere det hele. Det eneste tidspunkt, hvor en ordentlig slagtning gik galt. Den eneste gang.. Hvor hun havde følt medlidenhed.
Grebet om slagterkniven strammedes, øjnene begyndte at brænde med lyn, stammende fra de grå tråde i øjnenes vandmandsflod. Smilet dykkede til et utilfredst, nærmest arrigt grimmase. Læberne løftede sig kun i øverste højre og venstre side, men blottede tændernes skarpeste. Det ranke men dog dovne holdning i ryggen, blev strammet pulserende op som var der små bødler, svingende med piskene, der endelig satte gang i hendes logiske og dyriske sans. Hun så ned på dem begge, men mest tøsen, med sådan en stor arrigskab som muligt. Det var ikke dem hun havde lyst til at flå fra hinanden, næ, de var sgu for godt et selvskab ligenu. Men ivrigheden efter at se Vladimir, rive hans lemmer af og smage blodet pulserende i hans sikkert forrådnede årer, plus det ubehagelige minde med de to tvilinger, gjorde at bægeret blev fyldt lidt for godt op. Hun måtte beherske sig utroligt meget for at dæmpe stemmen og ikke fylde rørene med en høj knurren, men med ord i en nogenlunde ordentligt tonefald.
"Jeg glæder mig.. Til... At se denne Vladimir. Mere.. End i.. Aner" Hun lød næsten som dem, med den hæse stemme. Den eneste forskel var vreden og at den ikke var ligeså blid. Hun snerrede kort med rynket næse, imens at blikket endnu engang flygtede fra pigens blodrørske floder til den dybe mørke, hvor et monster sagtens kunne gemme sig. Endnu engang slog de grå tråde arrigt omkring sig, men kunne umuligt smadre sjælens beskyttelsesglas, der skulle holde galskaben nede på et nogenlunde niveau. Vreden pumpede sig stadig op og hun stod nærmest på tær, imens at hagen igen løftede sig og skar øjnene halvt over. Hun stirrede først på pigen fra top til tå. Det eneste udsædvanlige var de røde øjne, den sære grå hud, som hun selv havde en smule men ikke ligeså meget, og.. Tænderne. Der var det! Den ting der havde set så forkert ud. Nu slap Sintra kniven så den lavede en ekko-tikkende lyd, som hun valgte at ignorere. Hun rakte hurtigt ud efter pigen, ikke på nogle som helst truende måde, men bare med to strittende fingre. Da de mærkede huden, var den så kold at det var uhyggeligt, som fik begge arme til at rejse hårene. Men selvom hjertet slog og advarende om denne sandsynligvis dødbringende fare hun stod overfor, overså hun den med vilje og lod begge fingre gå helt ind og ramme tænderne. Hvis ikke pigen flyttede sig, ville fingrene sprede sig til hver side og afslørere pigens groteske tænder, der ikke ville skræmme Sintra, kun en smule, men også prikke uendeligt til nysgerrigheden. Hvis altså pigen ikke flyttede sig. Hvad drengen end gjorde, var hun fuldkommen ligeglad, nærmest hypnotiseret af at undersøge tænderne, imens hendes eget smil blev bredt, spækket med den dybeste morskab og galskab hun rådede over. Det bristede nærmest, da øjnene også blev indhyllet i en sadistisk mørketåge, af grå, rasende tråde. Pupillen blev formørket, mere end normalt, var koldere og varmere på sammetid, men stadig herskede sindsygen. Det var nærmest et par funklende lygter af grådighed og glæde, som var disse tænder hendes vej til lykke. Men det eneste der interesserede hende, var at disse væsner, ikke var mennesker og derfor ikke nogle grund til at slagte. Hun kunne få et par venner med samme vanvittige tanker, uden at slagte dem. Se dét var grund nok for hende, til at kalde det jackpot. For... Lidt sær er man vel altid når det galt magt, i dette tilfælde, venner.

Janet lagde sit hoved en anelse på skrå, da hun kunne se tydelige ændringer i Sintras holdning. Morskab? I hvad dog? Janet kneb sine øjne en smule sammen, uden at få et vredt blik, men blot undersøgende. Da hun så Sintras afværgen fra hendes øjne, smilede hun en anelse. Menneskelig var hun stadig.. Lidt mere, og Sintra ville være druknet i øjnene.. Et lille fnis kom fra Janet da tanken slog hende, og hun strakte sit hoved op igen, og lænede sin ryg tilbage.
Da Janet skulle til at snakke igen, så hun Sintras pludselige ændring i sind, og at det arrige kom frem. Hun lænede sit hoved en anelse tilbage, og smilede forundret. Hun lyttede intenst til hvad Sintra sagde, og hun slog ud i en manisk latter da Sintra var færdig, og hun klappede med hænderne foran sig, og smilte stort, så hendes tænder kom til syne.
"Uhuu jeg glæder mig til at se Vladimirs reaktion, hvis du har tænkt dig at opføre dig sådan der..." Hendes smil bredte lumskt ud, så tænderne stadigt var synlige. Men Janet kneb dog så sine øjne sammen, da Sintra begyndte at række ud imod hende. Hun flyttede sig ikke, men lænte sig tvært imod nærmere, stadigt med det brede lumske smil. Janet lod hende dele hendes læber, og åbnede også selv hendes gab. Hendes læber og tænder havde stadigt hint af blod spættet ud over sig, og hendes ånde havde også duften af nettop dette.
Janets øjne begyndte næsten at slå gnistre, og de udvidede sig, i det hun stirede ned imod Sintras håndled, og det blev tydeligt at hun havde svært ved at holde sin sult. Og på få sekunder blev hendes ellers rolige og drillende ydre skåret over, og hun hvæsede hidsigt, i det hun greb efter Sintras håndled, og vred det om, så dets blodåre pegede imod loftet over dem. Janets overlegen hurtighed og styrke, gjorde det meget svært for Sintra at undgå dette, men hun ville stadigt have den anden hånd at reagere med. Janets mund åbnede vidt op, og i stedet for kun hendes skarpe hjørne tænder, formede samtlige hendes tænder sig til spidse og skarpe rovdyrs tænder. Hun lod dem så falde imod Sintras håndled.
"Janet!" Hvæsede Ronnie af hende, og hun stoppede tæt ved Sintras håndled. Hun hvæsede så, og tog et hurtigt skridt tilbage, så hun stod i sikker afstand fra Sintras, stadigt frie hånd, skulle hun ville ønske at skade hende. Janets overlæbe hoppede et par gange, imens hendes tænder blev normale igen, og hun fik en let rystelse i kroppen, som en kuldegysning.
"Ja.. Til Vladimir... Ærgeligt.." Sagde hun stille, med hendes tilbagevendte blide stemme. Hun kiggede kort op og ned af Sintra, inden hun kiggede tilbage på Ronnie, og slog sit hoved imod tunellen bag hende.
"Jammen så lad os gå.." Sagde hun, og kiggede så tilbage på Sintra, med hendes lumske smil tilbagevendt. Hun nikkede så en enkelt gang imod Sintra, imens hun slikkede sine tænder.
"Og du kommer med.." Hendes stemme var næsten kommanderende, og hun drejede hurtigt rundt, så hendes lange røde hår lavede en bølge omkring hende, og lagde sig over hendes højre skulder, og hun begyndte elegant at bevæge sig ned af tunnelen. Hun stoppede kort op, for at kigge over sin skulder imod Sintra, for at se om hun fulgte med. Hvis ikke, blev hun stående indtil hun gjorde, eller til hun var kommet med en begrundelse til ikke at følge med.
Ronnie blev kort stående og stirede imod Sintra med de samme tomme øjne som han havde haft før. Men det tog ham ikke lang tid at komme over det, og han vendte sig brat, og satte i gang igennem tunnelen. Han gik hurtigere end dem, og forsvandt hurtigt ind i mørket.

Sintra nåede kun at få et minimalt glimt af de røde øjne, der pludselig raserede som vilde bjerge. Det gik så hurtigt, at hun ikke fattede hvad der skete, før håndryggen blev trykket op ad og pigens tænder var ved at angribe den. En ting havde hun da fået bekræftet, pigen og drengen var definitivt ikke mennesker. Ikke længere. Hele kroppen sitrede af spænding og frygt, indtil at drengen råbte pigens navn, der fik hende til at holde, før tænderne nåede skindets pulserende hud.
Sintras grå, forfærdede og rasende øjne gloede opspillede på Janet. Munden var en smal, neutral linje og afslørede ingenting. Kroppen var drejet i et næsten surrealistisk twist. Benene var så sandelig på jorden, men halsen drejede nok til at pandehåret gemte de spydende øjne. Så snart Janet var hoppet skridt væk, tog den anden hånd automatisk om den forvredne, der dunkede en smule af den pludselige vridning. Hun stod på knæ, der pegede mod væggen. De grå øjne tordnede af raseri, men hun bestemte sig for at lade pandehåret gemme det, indtil stormen var faldet lidt ned igen. Hætten sank væk fra hovedet og klæbede sig til ryggen. Kroppen dirrede nervøst og blikket blev løftet fra hendes ømmende håndled, til pigen og drengen, der gik afsted. Chancen til at møde Vladimir, var nu. Chancen for at blive spist, ligeledes ligne et fortumlet usselt offer, også nu. Selve adrenelinen, der skar sig igennem hver af hendes blodårer, bankede og slog. Et par fingre fjernede pandehåret til siden som afslørede svedperlerne, der langsomt gled ned af panden. Hendes mund åbnedes og hun trak nogle store hæs ind. Lungerne foldede sig tungt ud, for igen at krølle sig smertefuldt sammen. En knyttet hånd slog imod midten af overkroppen, som bad den hjertet om at stå stille, bare for denne ene gang. Stadig blev luften trukket sitrende ind, med store mundfulde og øjne, med den største portion had i lang tid. Øjnene løftede sig endelig og landede på tøsen, der standsede og afventede Sintras gåen. Janet skulle ikke nyde noget af at se hende flygte eller ryste på hovedet. En slimklat blev samlet i munden, spyttet ud og sprang løs på gulvet. Imens slimet klatrede sig længere og længere, fjernede håndfladen svedet fra panden og øjnene så igen ned af. Nu dunkede øjnenes farver kun ganske let, men inde bag dem, gemte sig stadig en nervøs ung kvindes frygt.
Da hele kroppen havde ranket sig og hænderne igen lå slapt ned af siderne, fastlåste blikket sig på pigens røde hår. Bemærkede dens livløse glans og hvordan der ligesom blev skabt en faretruende aura, om den døde hud. Hendes røde øjne var stikkende, men det gjorde ikke noget, for nu begyndte Sintra selv at fange noget af sin hverdaglige mod og frygtløshed. Kun den ene hånd knyttedes og munden blev åbnet, selv tænderne blev skilt fra deres endeløse kradsen.
"Jeg regner ligesom ikke med, at jeg har noget andet valg end at følge jer to, selvom det fandme ikke behager mig" Hun kastede kort med hovedet i en ufølsom bevægelse, så pandehåret igen fjernede sig. Øjenbrynene søgte hinandens selskab og forstærkede mundens og øjnenes udtryk. Hun var dybt utilfreds, selv hendes normale blodige humor, var slet vist. Den normale sadisme fandt ikke behag og hun følte en kvalm duft, klatre sig ind af mund og næse. Den knyttede næve blev løsnet, så fingrene faldt så lange de var, langs benet. Selvom hun havde sagt at det ikke behagede hende, var der noget dybt inde, der ligesom skubbede hendes nysgerrighed gradvist. Det var et eventyr hun skulle udforske, så hun stak hænderne i buksernes lommer og satte hovedet dovent på skrå. Blikket der blev kastet mod pigen, var kedsommeligt og uinteresseret, selvom dybt inde var sagen en anden. Ligenu for hende, gjaldt det bare om at se dette frygtelige væsen og derfor gik hun fremad, med store men sikre skridt, der fik Dr. Marens støvlerne til at lave mudrede mærker på gulvet utallige gange. Ethvert rovdyr ville kunen følge hende, men sandsynligvis var der sikkerhed på, når disse to og snart 3, åbenbart havde udset hende som mad. Det gav en vis behagelig og klam kildren i maven ved den tanke, så hun snerrede lavt og kneb hidsigt øjnene sammen, stadig gående. Rystede den uønskede tanke væk og gjorde sindet tomt, for at registrere enhver mulig detalje, der gav hint om Vladimirs tilstedeværelse. Alt andet end at være alene med de to børn, i en kloark, uden regler eller andet, selvom man sjældent så det ovenover heller. Hele byen lå i kaos, hvilket åbenbart ikke var nået helt ind i kloarkerne og undergrunden, endnu.
Gad vide om han er meget grimmere end de to? Det håber jeg ikke.. Jo grimmere jo mere frådig, så at sige. Eller.. Hun stoppede kort med at tænke sætningen færdig, for at lade et bredt, hypnotisk morende smil frem. Øjnene blev også fyldt med fryd og latter, der udgav hele synspunktet for hendes sindsyge.
Der er jo visse undtagelser. Med den sætning færdig, lod hun øjnene glide langs gulvet foran dem, uden at bemærke pigens bevægelser, men bare for at komme igang med at møde dette væsen, de så ud til at være bange for. Hvor grum han end måtte være. Pludselig begyndte hun at mærke en ubehagelig knude samle sig i midterregionen, for at give hende en tung, ubarmhjertig følelse.

Janet betragtede Sintra, med de undersøgende øjne. De gnister de havde udstedet før var så sandeligt ikke forsvundet. Det var ikke længere en storm i hendes øjne, men en konstant lavine. Øjnene blev en anelse knebet sammen, som om hun ville se igennem Sintras hud, og ind til hendes blodåre. og kun se det.. Hendes blod. Det var stort set også hvad Janet så. Hendes sult var ikke på nuværende tidspunkt at tage fejl af, hvis man kendte til deres race. Og Janet måtte på nuværende tidspunkt bare bide i, hvad hun havde sagt til Ronnie, og at de skulle give hende til Vlad. Fordi nu havde hun mest af alt lyst til selv, at gøre et måltid ud af det.
Janet smilte stort ved Sintras sætning, og grinte et par gange, imens hun svingede sit blik fremad igen, og fortsatte med at lede vej igennem tunnelen. Hun lavede et bølgende vink til siden med sin ene hånd, inden hun talte.
"Nu ikke så tvær, søde.. Hvis at du virkeligt ikke ville med, havde du ikke udvist en, så stor, interesse for mit tandsæt..." Sagde hun, og rystede langsomt på hovedet, imens hun smilte bredt. Hun slog sit hoved til siden, så det løsnede hendes lange røde hår, så det bølgede ned af hendes ryg, og den sorte trøje.
Det gav et ryk i Janet, og hun stoppede en anelse op, da endnu et højt hvæs skar igennem tunnelerne. Janet fnøs lavt, og rullede med øjnene, imens hun rystede på hovedet, og satte så farten en smule op.
"Ja, ja... Vi er for helvede ikke børn mere..." Hviskede Janet stille, nok kun lige så Sintra ville kunne høre det. Janet kiggede så kort over hovedet igen, og lavede en skyndene bevægelse med hånden.
"Skynd dig lidt.." Sagde hun stille, imens hun satte sin hastighed en tand mere op. Hun drejede dem ned af endnu en ny gang, og de kom ind i en tunnel, hvor de skulle dukke sig en smule, for ikke at støde på loftet. På den anden side af den lave tunnel, drejede Janet hurtigt til højre, men måtte stoppe op, da en høj figur stod i vejen, og stirede ned på hende. Janet hvæsede stille, og gik uden om herren, og hintede tilbage imod SIntra, at hun skulle gøre det samme.
"Du må heller skynde dig.. Janet.. Rasputin hader, når du er ude inden han vågner..." Sagde manden, med en dyb sofistikeret stemme. Han stod i et fint sort jakkesæt, og tårnede sig næsten et hoved over Janet.
"Hold din kæft Karaktar, jeg har hørt det, og se.. Jeg er på vej..." Sagde hun, og holdt sine hænder ud til siderne, imens hun kiggede tilbage på herren. Hun fnøs irriteret, og kiggede frem for sig igen, og fortsatte. Herren, tilsyneladene ved navn Karaktar, stod med sine hænder foldet bag ryggen, og smilte ikke af Janets humor. Han stirede i stedet ned på Sintra, da hun enten gik forbi, eller stoppede foran ham. Hvis hun stoppede, nikkede han hurtigt imod Janet. Hans øjne havde ikke det live, Ronnie og Janets havde, men de var blot fuldstændigt sorte, kun med en hvis pupil i midten. Hvis hun tænkte over nogen bestemte ting imens hun gik forbi, opsnappede han det, bare ved at kigge på hende, så ledt som havde hun sagt det højt.
Hvis Sintra stoppede, gjorde Janet det ligeså, og skyndte på hende, indtil de fortsatte. Hvis Sintra havde forsøgt at snakke med Karaktar, ville hun blive ignoreret, og blot hevet afsted af Janet.

Janet ledte dem endeligt til en afslutning på en tunnel, der mundede ud i en stor grotte. Grotten havde utalige udgange, der ledte ud i både grotte udspring imod søen og labyrinterne, og en masse kloakindgange, der ledte ud imod alle sider af Terre. I midten af grotten var et støre åbent område, hvor Sintra ville kunne se Ronnie fra tideligere, et par meter fra en høj herre, der bar en sort trench coat. Han var højt nok til, at det ikke kunne ses hvad der var på den anden side af ham, men han stod foroverbøjet ove ret eller andet. Janet sukkede lavt, og rystede på hovedet. Hun kiggede så ned fra tunnel udspringet, og hoppede de to meter ned, der var. Hun kiggede så op imod kanten, og afventede Sintra.
"Bare sig til, hvis du vil have en hånd..." Kaldte hun, med et bredt smil, og holdt sine arme op. Rundt omkring den store åbne plads, i midten af grotten, var der klippe udspring, der alle havde drabelige spidser. Der var kun de udspredte stier, som den Janet var hoppet ned på, og så nogen flere åbne pladser. En med et par telte, og nogen få hvor der kunne ses nogen væsner være i arbejde. Op af den ene side væg, var der nogen indhulinger i klippevægen, hvor Sintra kunne se kister, hvis hun kiggede godt efter.
Janet afventede nu bare Sintra, drillende med sine arme i vejret, for at se om hun turde hoppe i dem, eller hun hellere ville kravle selv. Hvis hun faktisk hoppede imod Janets, ville hun gribe hende blidt, og så sætte hende ned, og fortsætte hen af stien. Faldet var ikke dybt nok til at det ikke var muligt bare at hoppe for Sintra, og lande ved siden af Janet, uden at brække benene, men landingen ville heller ikke være behagelig.

Sintra fnøs, imens at de gik igennem rørenes gange. Vandet lavede et ekko der irriterede den lette hovedpine, hun lige havde optaget. Der var for mange kvalmende stanke og det trak i hendes menneskelige natur, at holde sig for næsen, så, det gjorde hun. Hendes smil var ikke blevet mindre grotesk, ej heller havde øjnene dæmpet for deres leen. Der var utåleligt langt, det kunne hun tydeligt mærke på benene, der efterhånden prikkede. Hun så kort ned og fnøs endnu engang, denne gang dannedes der en kold røgsky foran munden. Det fik hende kort til at tænke og lukke øjnene i, så hun bedre kunne føle omstændighederne. Ja. Det var så sandelig blevet koldere, luften blev mere og mere indelukket og hun følte det som om den strammede knuden i hendes mave. Hun åbnede sagte munden og følte det som om lungerne var punkteret. Hun var vant til stanken af død. Af mug. Ja, endda bræk! Men dette, det slog hende næsten omkuld og hun opdagede små, sorte prikker næsten fylde blikket. Der gik et kort stykke tid med denne oplevelse, men stadig med hastigere skridt. Endelig standsede Janet, men det opdagede hun ikke og gik fortumlet videre. Det tog lidt tid før hun standsede og så, samt hørte, denne nye mand tale. Hun klemte undersøgende øjnene sammen, mens trådende begyndte at brænde. Som om de skulle ætse alle de sorte prikker, imens at hovedpinen blev ved med at bygge sig op. Det bankede i hendes pande, men Janet skulle ikke se hende smerte sig, så hun bed tænderne i og opserverede dem.
Der var nærmest noget.. Familie.. Over dem. Den måde den ene drillede den anden, talemåden og de typiske reaktioner var på en sær måde velkendt.Sintra kiggede bare på Karaktar, tænkte over den måde det nærmest beroligede hele kroppen på, emn stadig med en faretruende død aura hængende over sig. Hvis ikke Janet lige havde prøvet at suge alt blod ud af Sintra, ville hun nærmest ændre det smertede udtryk til et leende smil. Nu gik de videre, men Sintra opsnappede først Karaktars sorte huler, som opslugte selve mørket, i sort. Ikke negang skyggerne var ligeså sorte, faktisk var det umuligt at beskrive dem som andet end.. Sorte.
De er uhyggeligt... Attraktive Hun rystede kort på skuldrene og håret blev svunget væk, inden hun igen fortsatte fremad, bare for at følge den rødhårede pige med hugtænderne.
Igen nåede de så endelig det sted, hvor Janet pludselig sprang ned. Med halvåbne øjne og en stadig galoperende hovedpine, trådte Sintra opmærksomt nærmere, inden hendes blik mødte pigens smil og åbne arme.
"..." Øjnene blev mørke og afslørede brandmændenes vrede piske, der slog om sig i mørkeskæret. Den dungre smerte i læberne bøjede sig nedaf i en utilfreds, meget provokeret grimasse og øjenbrynene løftede sig irriteret. Begge hænder trykkede sig arrigt imod taljen og hun snerrede kort. Imens øjenen lynede begndte hun endelig at skille læber og tænder ad.
"Du skal bare afprøve min grænse, hva, Janet?" Hun snerrede en sidste gang og overvejde sine to muligheder. Hendes blik falt på grunden, hvilket var alt for langt ned og hun ønskede ikke at gå rundt med brækkede ben. Så bider hun sig irriteret i læben og bander kort af sig selv. Det at tage trappen ville tage alt for lang tid..
Håret piskede i luften og øjenne var halvt skåret over, inden hendes krop blev grebet af de åbne arme af Janet. Det havde åbnet den smertefulde knytnæve og hun åbnede munden, ikke for at græde eller sige noget, men for at le dybt og psykotisk. Latteren der skarpt gik i ekko, var dyb, blød og helt aldeles vanvittig. Man kunne ligefrem høre de mange mord på samvittigheden, som havde gjort hun ifølge andre var gal og netop dét, gjorde bare latteren endnu mere sadistisk og morende end før. Hun ignorerede for en stund Vladimirs hvæs.
Igen standsede latteren og Sintra fjernede hånden fra munde, der buede skarpt opad. Hver centimeter var af læberne var spækket med blodrøde galskabsstrenge og minder, fra hvert eneste offer og synd, hun nogensinde havde begået. Støvlerne trampede hysterisk imod gulvet, der pjaskede, men i en humørfyldt takt. Hendes hoved tiltede til siden, imens smilet stadig var grumt og bredt, der afslørede de øjne der var spækket med den tydeligste blodtørst og røde humor. Hun var i sit gode hjørne, hvilket tit var dårligt. Ironi er hverdagens lussing.
"Kommer du, Janet-tøs?"

Janet udvidede sine øjne en anelse, og smilte bredt da Sintra spurgte ind til hende, og hun lo et par gange.
"Hehey.. Hvad har man ikke komplet fremmede, med skarpe tænder for, hm?" Spurgte hun så, med hendes smil udbredt vidre.
Da hun greb Sintra, blev hun først overrasket over hendes reaktion, så bredte hendes smil sig vidre, og hun klukkede et par gange, af den maniske Sintra. Hun rystede kort på hovedet, og kiggede efter Sintra, med de røde øjne, der kort ændrede sig til et mere roligt hav, som om Sintra beroligede den forrige storm. Hun klukkede et par gange, og gik så forbi Sintra, for at gå forrest.
"Hah.. Ja ja.. Hvis du kendte Vladimir, ville du skam ikke have så travlt, søde.. Jeg nåede heller aldrigt at få dit navn... Hm.. Kunne være jeg ligefrem skulle håbe at nå det i..." Janet blev afbrudt, og krøb næsten en smule sammen, da en hæs stemme skar sig igenne grotten.
"Janet!!" Janets øjnbryn krummede sig en smule sammen, og hun rullede på øjnene, inden hun vendte sig, og rejste kort en hånd, for at signalere Sintra til ikke at svare, og så følge med.
Janet ledte dem så hen af stien, og imod det åbne sted i midten. Da de nåede der op, kunne de se Ronnie, stadig et stykke fra herren i midten af cirklen, som nu havde smidt sin coat, som nu lå et stykke fra ham. Herren stod med ryggen til, men allerede på hans ryg, kunne forskellen imellem ham og de to yngre vampyre ses. Hans hud var endnu mere død og grålig end deres, og der var utalige flodser i hans hud, hvor det lignede et forrådent lig. Dog lugtede denne mand ikke af dette, og den rådne duft i resten af kloakerne, blev her rengjort af duften fra de rene grotter, så luften var ren, og en sjælden brise sendte friskt luft igennem.
Herren et stykke fra Ronnie, havde stået foroverbøjet over noget, men strakte nu sin ryg, da Janet bragte Sintra en smule tættere på, for så at nå op på Ronnies side. Janet sank en klump, og kiggede ned i jorden foran sig. Den flod der var skabt i hendes øjne, var nu blevet mat, dog fuldstændigt rolig. Det var tydeligt at hun var nervøs, hvis ikke bange for herren foran dem, iført et par grønne army bukser, og uden sko. Da herren lod sine hænder hvile ned langs hans sider, kunne de abnormalt lange fingre igen ses, og i hans ene hånd, holdt han en livløs krop ved hovedet. Kroppen havde tilhørt et mandligt hvæsen, ikke muligt for Sintra at opfatte hans race, for hende ville han bare ligne en død mand. Mandens nakke og hals var flået af og i stykker, så langt ind at knoglen kunne ses. Herren kiggede kun halvt over sin skulder, inden en lav knurren begyndte at komme fra ham. En knurren der blev mere intens, for hvert skridt Sintra tog, og hvis ikke hun stod stille kort tid efter han var begyndt at knurre, kom der et lavt hvæs fra ham, og man kunne se en smule blod sprøjte ud fra hans side.
Janet sank endnu en klump, og kløede sin ene arm, imens hendes læber desperat ledte efter ord. Vladimir lavede en fakt med sin frie hånd, inden han så slog den hånd han havde fat i den døde krop, til den ene side, hvilket sendte kroppen igennem luften, og et par meter væk fra ham.
"Har... Jeg ikke.. Sagt det.. Snart.. Tyve! Gange... At i ikke.. Forlader.. Grotten.. Inden.. Jeg.. Vågner!" Hvæsede herren højt, i det han vendte om på stedet, og de to komplet hvide øjne stirede direkte imod Janet, som var der en usynlig tråd imellem dem. Vladimirs ansigt var lige så vansiret som hans ryg, og ligeså var hans udmagrede mave og brystkasse. Men selvom han så udmagret ud, var der stadigt flere hints af hans styrke, på hans arme, og hans krop.
Selvom Janet gerne ville kigge væk fra Vladimirs vrede øjne, stirede hun blankt tilbage imod ham. Hun sank en klump, og søgte endnu engang ord, men det kom kun frem til et lavt klynk, og en stille hvisken.
"U.. Undskyld..." Hun sukkede efter hendes ord, og sank endnu en klump. Vladimirs ansigt lavede et irriteret og vredt træk, i det han løftede sin blodindsmurte hænder op på hver side af hans hoved, og spendte samtlige fingre, efterfulgt af et irriteret udbrud. Han lod så sine hænder falde ned langs hans sider, og et leterre sørgmodigt ansigt faldt over ham i få sekunder, imens han snakkede.
"Så længe.. Vi ikke.. Kan finde hende.. Vil jeg.. Ikke se jer.. Tage nogen chancer.." Sagde han, med en mere rolig stemme. Hans stemme var stadigt ru, hæs og hakkende. Som om hvert et ord blev fremkæmpet, over et halvtødelagt stemme bånd. En bloddråbe faldt fra Vladimirs hage, imens hans øjne langsomt drejede imod Sintra, og de blev knebet sammen, i det hans sørgmodige blik forsvandt, og et vredt et kom frem i stedet.
"Hvilket.. Bringer mig.. Til den.. Du valgte.. At slæbe med dig.. Hjem..." Sagde han med hans lave knurren retuneret. Janet sukkede, nu da hans blik var blevet revet fra hende, og hun så kort ned. Janet lukkede øjnene, og langsomt kom hendes brede, glade og ivrige smil frem igen, i det hun drejede sit ansigt imod Sintra igen. Farven og floden var begyndt at røre på sig igen, og hun hoppede glad hen bag ved Sintra, og lagde sine hænder på hendes skuldre. Vladimir kiggede kort på den lystige Janet, og hvæsede lavt, inden han lod øjnene falde over Sintra igen. Det var umuligt at spotte liv, følelser eller noget andet, ud fra Vladimirs tomme øjne. Det var som om de bare var to stykke stoff, syet ind i hans øjnhuler.
"Det her.. Var det meningen skulle være en gave..." Sagde hun, og skubbede en smule imod Sintras skuldre, og hvis ikke hun kæmpede imod, ville hun blive rygget en smule frem imod Vladimir. Dette fik Vladimir til stille at hvæse, så hans tænder skød frem. Samtlige hans tænder, var konstant skarpe og spidse, som Janets var når hun skulle til at bide. Janet fniste blot en smule af Vladimirs hvæsen, og trådte en smule tættere imod Sintras ryg, så hun næsten rørte hende. Hun kiggede så over imod blodpølen, den døde mand havde efterladt sig.
"Men.. Kan jo se at du allerede har spist... Men hey.. Syntes også det var sjovt.. hendes øjne minder mig om dine.. Bare.. En smule mere levende... Syntes jeg var meget s.." Hun blev afbrudt da Vladimirs blik faldt op imod hendes, og hun dukkede sig en smule, med et lavt hvæs, inden hun trådte et skridt tilbage, og gik forbi de to, og over til Ronnie, som hun lænte sig op af, alt imens hun kiggede imod Sintra, og lagde sit hoved på Ronnies skulder.
Vladimirs hvide øjne, stirede dybt ind i Sintras, og hans blik forblev tomt, og forladt for følelser. Han drejede en smule, og tog et skridt til den ene side, og lagde så sit hoved en milimeter på skrå. Endeligt nikkede han, og hans læber blev delt, for at tale.
"Hvad.. Lavede du.. I kloakerne..." Hans stemme var som før hæs og hakkende, og en lav knurren efterfulgte hans ord, som følte han det stadigt nødvendigt at true hende, selvom han vidste alle kort var på hans side. Men han måtte forblive mere et dyr, end et menneske..

Sintra tog sig kort til panden, da en masse friskt luft kastede sig imod hende. Den var befriende let, som om den fik hende til at svæve, men tidspunktet til at drømme, var elendigt. De trådte indenfor og hun kneb kort øjnene sammen, med en nysgerrig bue i munden, der gik let opad. Det grålige hår forstyrrede udsynet en smule, men hun havde stadig muligheden for at se den flossede, døde hud han bar. Det lignede næsten et tyndt tæppe, indfiltret med århundrede af støvler og andet snavs, hvilket havde krakkeleret den tidligere pæne kvalitet, til et antikt betræk med masser ormehuller. Hun lyttede bare interreseret, med fingrene flettede bag ryggen, som bredte et afslappet og dog spændt look over hende. Smilet blev kun længere og mere tilfredst, af de hæse ord, der så kæmpende røg ud af mandens mund. Det grove udseende skulle åbenbart skræmme, trods det allerede virkede lidt med de mange hvæs.
Det tog et stykke tid før at Vladimirs hvide blik faldt på Sintra, hvis tilstedeværelse var tættere end før, da Janet valgte at skubbe hende frem. Da fødderne først trådte to-tre skridt frem, så hun sig over skulderen og sendte Janet et irriteret blik. Men gud og enhver mand vidste det ikke hjalp en skid på det alligevel. Nu faldt det lettere nysgerrige og utålmodige blik på Vladimirs tænder, der fik hende selv til at smile så en del hvide, normale tænder blev afsløret. Hun løftede begge arme i en stilling, der var til siden, albuen let bøjet og håndfladen strittede imod loftet, imens fingrene lige så lange som flade. Øjenbrynene løftede sig heftigt og kneb sig lettere sammen, imens at smilet i øjnene understregede hendes morskab i dette. Hun stod i en klar stilling, udformede en dårlig humor og lignede klart en, udover de frydende øjne, der skulle til at sige 'Gud nej, det vidste jeg sleeet ikke'. Så blev de fugtede læber skilt og hun talte med en alt for sukkersød stemme, der slet ikke passede overens med de latterprydende øjne.
"Jeg var faktisk på vej til arbejdet, hvilket var indtil at dine to.. Børn" Hun tavs kort og lagde et hurtigt, selvsikkert og drilskt blik på dem begge, især Janet. Det trykkede i hendes mave, ikke fordi det var sørgmodigt, men fordi hun havde lyst til at rbyde ud i en psykotisk latter.
"Besluttede sig for at jeg skulle være din føde, min kære Vladimir" Der kom en rungende klang som et stormende ekko, da de to håndflader en enkelt gang klaskede sig hårdt imod hinanden, i en brutal og dog lykønskelig bevægelse. Det var en klar bemærkting til Vladimir, der sikkert var begyndt at hvæse og knurre. Hun ignorerede ham for en kort stund, selv øjnene, der sikkert rasede som tusinde storme. Læberne var skilt let ad og en uhuman latter flød ud i kloarkens friske luft, imens at øjnene fulgte enhver af Vladimirs bevægelse, så længe han ville være synlig. Nu lod håndfladerne sig adskille og køre igennem de grå-sorte tråde ved hovedbunden, de var næsten usynlige da begge standsede brat, halvt kørt igennem det. Øjnene var endnu ikke stoppet med at le på en frådende, sadistisk måde, der blev drastigt understreget af det brede, makabre smil. Hun stirrede faktisk på ham, ikke fordi han synderligt fangede interessen, men hun ledte efter en velkendt galskab i de hvide øjne.
"Men jeg behøver ikke spørge om det samme, du har allerede givet mig svaret" Denne gang normal, dyb og koldblodig stemme, men stadig med en velvaret interesse og lyst.

Vladimirs tomme øjne, fri for en hver følelse, for et hvert tegn på liv, stirere dybt i Sintras, imens hun snakkede. Hans lave knurren blev hverken ændret, eller fjernet, men lå konstant bag hans tænder, som om det var en vejrtrækning for ham nu. Men sådanne havde han slet ikke behov for, så var ikke tilfældet.
Janet smilte bredt, og vinkede en enkelt gang, med sit højre øjnbryn, og Ronnie kneb bare sine øjne en anelse sammen, inden han stille fnøs, og smilede halvt. Udviste, at selv han, var ikke så tom som Vladimir. Vladimir hvæsede lavt, og drejede sit hoved en smule, så han kunne kigge halvt imod dem, og de kiggede så begge væk ra Sintra, og tilbage på Vladimir, dog stadigt med små smil. Vladimir fnøs en enkelt gang, og hans tomme blik gled tilbage over Sintra igen.
De tomme hvide øjne udviste ingen følelser, alt imens hun snakkede, oghan stod fuldstændigt stille, så længe det varede. Da hun så afsluttede, lagde han langsomt sit hoved en anelse på skrå, inden han rejste sig i sin fulde højde, i stedet for den foroverbøget stilling han havde været før. Da han gjorde dette, tårnede han sig næsten endnu højere end den man de havde mødt på vejen. Vladimir drejede langsomt sit hoved imod Janet og Ronnie, som bare smilede til ham, uden nogen former for frygt længere.
"Mine.. Børn.. Burde slet.. Ikke.. Have været der!" Hvæsede han hidsigt, med en snappende ryk imod dem. Janet krummede sig en smule ind til Ronnie, dog uden helt at midste hendes smil, imens hun lagde en finger imod hans brystkasse, og drejede den i cirkler. Vladimir drejde så hastigt sit hoved tilbage imod Sintra, og stirede ned på hende, med øjnene en anelse knebet sammen.
"Men. Som min datter.. Nettop sagde... Har jeg.. Lige spidst... Så hvad.. Kan du bruges til nu?" Spurgte han, med en returnerende knurren, imens et sadistisk smil, meget langsomt bredte sig over hans læber, og han spændte sin højre hånds fingre. Hans hånd skød så ud imod Sintra, og hvis ikke hun var umådeligt hurtig, og undgå det, lagde hans lange fingre sig omkring hendes strube, og pressede til. Hans greb blev lagt hårdt nok omkring hendes strube, til at lukke for hendes vejrtrækning.
"Hvad andet.. Er du værd.. End et kort.. Øjebliks.. Morskab... Din.. Udulige race.. Er jo ikke.. Kendt for.. At holde særligt.. Længe..." Sagde han, med et udvidende smil, der lige som før, havde et hint af galskab. Hvis han havde grebet hende, fortsatte han med at lukke for hendes vejrtrækning, et kort stykke tid endnu, inden han så tog et skridt til siden, og slog sin arm imod den stol, ikke langt fra ham, som kunne minde om en trone. Han slap sit greb om hendes strube i slaget, hvilket ville sende hende et kort stykke vej igennem luften, for så at ramle imod tronens hårde sten ryg. Hvis hun miraculøst havde undsluppet hans forige greb, rev han nu ud efter hendes bluse, for at gribe den, og så smide hende imod tronen via det greb.
Da hun landede på tronen, tog Vladimir to uffateligt hurtige skridt imod denne, og lagde begge sine hænder på armlænene og stillede sit ansigt uffateligt tæt ved Sintras. Udfordrende. Dette gav Sintra en perfekt chance for at gøre et udfald imod ham. Som om han ville have hende til at gære det. Men hans store smil, foblev skåret over hans læber, og hans øjne fikseret imod Sintras.
Janet smilede stort da Sintra blev kastet med, og flyttede hende selv og Ronnie en smule, så de stadigt kunne se hende forbi Vladimir. Hendes store smil, gjorde at hendes tandsæt kom til syne igen, og fremviste at hendes sult var tilbage igen, og samtlige hendes tænder var spidse. Det samme var Ronnies, men han smilede ikke, men havde derimod sit hoved roligt lænt tilbage, imens hans storm fyldte øjne, stirede ned imod Sintra, afventende.
Vladimir stod nu stille over hende, imens han afventede en reaktion. Smertefuld klynken, eller rykken på sig, pågrund af kastet, eller grebet. Vredesfyldte og spydige ord. Eller et returneret smil. Alt havde sin plads. Og alt ledte ham imod forskellige counter reaktioner. Hans smil bredte sig en anelse, så de spidse, og stadigt let blodspættede tænder igen kom til syne. Der var intet chamerende over hans tænder nu. Hvor han legede. Lige nu, var hans tænder, som en hajs, chaotiske, og skæve. Et tandsæt, der ville rive kød og knogler i stykker, med det første bid. Skabt til at dræbe, ved at torturere, og i sidste ende æde sit bytte. Så sandeligt ikke tænder skabt til at fortrylle dem foran sig. Ikke tænder, givet til en vampyr der skulle forføre deres bytte.. Men til den vampyr der skulle jagte det...

Da Vladimirs hånd skød frem, nåede hun kun lige at trække en smule luft ind, inden røret blev klemt sammen. Det eneste der nåede ud, var et kvalt, smertefuldt støn. Hjertet var både hårdt og fuldtidshamrende, men alligevel flød det så let imod hendes bryst. Som alle andre prøvede hendes hænder automatisk at fjerne hånden, men selvfølgelig uden det fjerneste held i sigte. De grå øjne udsendte en fjern frygt og dog.. De var også fyldt med en indre latter og tilfredshed, over det de så i Vladimirs tomme, næsten reflekterende øjne. Ikke kun i hans grusomme smil, var hintet af noget meget bekendt, men i hele hans fremtoning.
Vanviddet.. Der har vi det jo!
Et smertefuldt, åbent smil blev bredt på hendes kinder, nåede næsten øjnene. I et kort sekund begyndte sorte prikker igen at fylde udsynet, da han pludselig svang hende ud i luften med et kraftfuldt, hårdt ryk. Hun følte håret skærme ansigtet, men alt det og det nye luft var ligemeget, da stenryggen pludselig stødte imod hendes egen ryg. Hendes mund åbnedes for at udstødte et klart, sindsrivende skrig, men intet kom frem, kun...
I mine egne tanker...
Ryggen smertede voldsomt med stød, da stenen sikkert havde trykket nerverne i ryghvirvlen. Hvis ikke hun ikke ønskede at gøre det, ville hendes kinder være våde af tårer nu. Hvis ikke hendes fingre trykkede sig ømfuldt imod armlænene, ville hun slå ud efter ham, fordi hun ønskede det. Hans ansigt var foruroligende tæt på og det grå blik, opslugt i et sløret skær af had og dog forundren, blev stillet imdo hans stofagtige slimpuder. Kun i hendes tanker flød hans råb om nåde, men af en eller anden grund, varmede det kun i hendes krop da han smilte som han gjorde. Da han observerede hver af hendes bevægelser, med et fælt smil og afslørede de skræmmende, blodfærdige tænder. Da det fjerne omtågede blik ramte tænderne, spillede der sig et bredt smil på hendes læber, der før havde skælvet af smerte og frygt. Frygten for at dø, emn endnu mere.. For at leve.
I en hastig uforudset bevægelse, havde hun slettet luften imellem deres hoveder og placeret hendes mund, åben som hans. Hun stirrede ind i hans øjne, hvor det grå vandmandshav så ud til både at fryde sig og krympe. Hun stoppede ikke med at overværere den reaktion der ville komme, så snart at hendes læber havde følt den kulde, som hans afgav fra sig i et frygteligt virvar af stank og frygtløshed. Men hva dælen, han var uhyggelig nok til at gøre hende varm indeni. Svaret på udfordringen. Hvad ville han sige til at blive kysset af et bytte, men endnu værrere, et menneske? Det svar afventede hun imens at læberne stadigt lidenskabeligt trykkede sig imod hans, de lo uden at bevæge sig særligt.

Vladimirs øjne stirede ind i Sintras, da hun stadigt sad imod stolen. Det havde gjort ondt, det var tydeligt. Hun var jo også kun et menneske.. Den mest udulige skabning. Langt fra dem Vladimir hadede mest, men helt klart oppe på listen. For deres behov for trykhed.. For varme. Deres benægtelse af alt ondt.. Dres benægtelse af hans race.. Specielt, af hans klan. Men i Sintras øjne, gnistrede noget andet. Et andet lys. Og hendes.. Smil. Over situationen? Sintras var ikke et normalt menneske.. Hendes hoved var forskruet.. Sindsyg. Hvis Vladimir havde haft længere tid til at tænke over det, havde han sikkert kunne have gættet hendes tossede reaction. Men han fik ikke mere, da hun pludseligt lod hendes læber ramme hans. De kolde læbers ene varme, eneste liv, var fra det stadigt lune blod på dem, som blev overført imod Sintras. Hans øjne var først udspredt i forviring, inden de langsomt blev knebet sammen til noget andet, imens hans læber begyndte at presse tilbage imod hendes, og han kort besvarede hendes kys,m ed sit eget. En kort lidenskab. Et kort billed på noget andet i ham. Men kun meget kort. Inden en knurren kom fra ham, og han prikkede spidsen af hans ene tand, imod hendes underlæbe, og derved prikkede et, garanteret irriterende sår. Sekundet efter, lagde han sin hånd imod hendes strube igen, og pressede hende hårdt tilbage imod stole ryggen, og væk fra hans læber. Han lukkede ikke hendes luftveje igen, men holdt hende på plads, imens der kom et stille hvæs fra ham.
Janet havde næsten stået og trippet afventende, på Sintras reaktion. På om hun ville klynke om nåde, eller bekæmpe Vladimir. For hende var dette uffateligt spændene.. Men da Sintras læber havde rørt Vladimirs, og at han faktisk i, godt nok meget kort tid, udviste lidenskab, havde sent hendes ansigt ud i en eksplotion af forbløffelse. Hendes kæber havde delt sig vidt åbent, og hun lagde sit hoved en smule på skrå. Selv Ronnie havde måtte sprede sine øjne vidt åben.
Vladimir stirede nu ind i Sintras øjne igen, og endnu engang med et vredt udtryk. Hans øjne, gled langsomt ned på Sintras læber igen, og den ene side af hans læber, kurvede sig op i et lumskt smil. Hendes læber var blevet spættet med små prikker af blod. Både fra hende selv, og fra Vladimirs sidste offer. Hans øjne gled tilbage imod Sintras, og hans smil forblev. Han rejste så den hånd der ikke holdt hende tilbage, og lagde en finger undr Sintras hage, for så at presse opad, som for at lukke hendes læber sammen. Hans egne læber delte sig så, og det startede ud med en udåndelse med et hvæs.
"Drik.. Det.. Smag.. Det liv.. Det giver.. Smag.. Det liv der blev taget.. For.. At give dig mere... Smag dit eget.. Dit eget liv.. Det liv.. Der så simpelt. Kan tages.." Hans stemme var blevet mindre hæs, med stadigt dyb og rungende. Han kneb sine øjne en anelse sammen, og hans smil bredte sig igen. Han holdt sit ansigt ganske tæt ved hendes, men langt nok væk, til at hun ikke kunne nå ham, skulle hun prøve. Og han ville ikke fjerne hans hånd, skulle hun prøve at række imod ham.
Han afventede så hendes reaktion. Kiggede imod hendes strube, for at se om der blev sunket, så imod hendes øjne igen. Afventende. Endnu en gang. Afventende på hendes reaktion.

Hendes smil havde kun sænket sig lidt og hun holdt øje med hans øjne, ligemeget hvor de kiggede hen. Hans tale fik hævet begge hendes øjenbryn, siær da hendes kæber blev tvunget sammen. Blodet fyldte ganske vist lidt af munden, så hun lod tungen presse sig imod det bløde kød, som et lagen der kildede. De grå vandmandsflode lo inderligt af den søde kildren og den syrlige smag af hendes og ligets blod, der begyndte at samle sig i én tyk pøl, i midten af tungen, lige efter planen. Den grå hud blev yderligere strammet ved øjnene, da de åbnede sig mere, i en hyggefuld stemning. Det grå-sorte hår hang i tjavsede spalter omrking ansigtet og imod den kolde stenryg. Det var ikke hendes profession at tænke over andres blidere, mere stemningsfulde reaktioner af de ting hun gjorde, men trods alt havde hun tydeligt bemærket den korte med-lidenskab, Vladimir åbenbart stadig formåede at udtrykke, selv i en kort stund. Hånden der pressede imod hendes hals igen, uden at kvæle denne gang, var kold og dog fik det hendes krop til nervøst at vibrere, ikke af frygt eller sorg, men af spænding.
Da alt blodet, og hun ventede virkelig på alt, var samlet i en pyt, pressede hun pludselige det hele mod tænderne. Det indre blev tildækket af det rødmørke klæbrige stads. Noget af det klatrede ind imellem tændernes huller og mellemrum, så det også omgik en smule af det ydre af de før hvide tænder. Det tidspunkt hun igen måtte åbne munden, ville det første der slog ind på vampyrenes tanker, sikkert være den skarpe lugt af hende sog ligets blod, samlet som små pletter på tænderne. Det ene øje kneb sig let sammen, da læbens prikken på såret, blev en smule tydeligere og begyndte at trænge sig ind på hendes mangefoldige tanker. Sintra var ikke en man kunne beordre, selv ikke vampyren Vladimir, der sagtens kunen slå hende ud som en tandstik. Selvfølgelig slog tanken om døden hende, men så bange var hun fandme heller ikke. Hun satte hovedet let på skrå, betragtede opmærksomt hans ansigt, i et fjernt blik. Der var altså et eller andet over ham, der beroligede alle nerver. Noget der gav hende et indskud af nye kræfter og tanker om drillerier, der mest gik under kærtegn og nærkontakt i det hele taget.
De to mudrede Dr. Marens støvler trykkede sig bagerst ind til den nærmest klippesten, bare for at tage noget af røvens belastning imod det hårde. Hun var hverken vant til at blive så optaget af en mand, men heller ikke til at blive truet på livet der faktisk kunne blive gjort noget ud af.. Slet ikke at sidde på en frossen stol, der kun giver ondt i enden efter et kort stykke tid, hvad der fremkaldte en let irritation i hendes øjne, der dog stadig betragtede ham med en stilfærdig betragtende adfærd.

Vladimirs tomme øjne stirede dybt i hendes. Fjernede sig ikke længere fra dem. Han vidste hun ikke havde sunket det. Vidste at det ikke havde forladt hendes mund. Men. Hun havde stadigt smagt det. Og ikke det mindste træk. Ikke den mindste form for afsky.. Og hendes øjne.. Stadigt lige så leende. Morskab. Over dette? Fantastisk.. Det gav Vladimir lyst til.. At se hvor længe det ville vare. Hvor længe hendes øjne ville blive ved med at le.. Inden.. De indså at livet var slut.. Og som alle andre.. Kort inden deres død.. At indse, det ikke var det de ville have.. Og at denne. Ikke er den bedre vej ud.
Men samtidigt. Ville han ikke smide sit legetøj ud i det.. Ikke endnu, i hvert fald. Vladimir løsnede hånden der holdt fast i hende, men fjernede den ikke fra hendes hud. Han kørte den i stedet langsomt op på hendes kind. Hvad der næsten kunne mindes om kærtegnelse. Men den kolde hånd, og viden om hvad Vladimir var, ville dette ikke give de fleste sådanne tanker. Da hans hånd stod stille igen, og stadigt holdt hendes hoved tilbage, så hun ikke kunne hoppede imod hans læber igen. Han lagde så en finger imod hendes hag, og åbnede langsomt hendes mund. Ikke vidt, men kun lige nok til at kunne se hendes tænder. Og som gættet, havde blodet kun rørt disse, og hendes tunge. Hans læbers curvede smil, hoppede en enkelt gang, da der kom et lavt fnys fra ham, og han slap hendes hage igen. Han stirede så tilbage i hendes øjne, og bøjede sine knæ en anelse, så hans hoved var på lige højde med hendes, og han sad på hug. Hans hoved gled langsomt til siden, og han fjernede sin hånd fra hendes kind, og lagde håndfladen imod stole rygen bag hende, så hans ansigt også kom tættere hendes. Han kneb sine øjne meget lidt sammen, inden han lod sine læber dele, og forme ord igen.
"Hvorfor.. Ler.. Dine øjne stadigt.. Lille pige... Hvilken.. Morskab.. Ser du i død?" Spurgte han, og åbnede sine øjne en smule mere, imens hans hoved blev lagt på skrå.
"For.. Det er død.. Du kigger på.. Jeg har ikke.. Været i live.. I flere tusinde år.. Og du.. Forlader ikke mit hjem.. Mere levende.. End jeg..." Afsluttede han, og satte sit hoved lige igen, uden at fjerne sine øjne fra hendes.
Janet havde langsomt bevæget sig omkring dem, så hun nu stod et par meter fra tronens side, hvor hun ellers kiggede på, med stor fasination. Hun satte sig ned på knæ, og hvilede sine hænder på hendes skød. En sort skygge bevægede sig op ved siden af Ronnie, og Karaktar, som de havde set tidlige, joinede scenariet. Hans sorte øjne, blev langsomt knebet sammen, og fikseret imod Sintra. Han kunne borde sig ind i hendes hoved, hvis det var dette han ville. Men nu. Stirede han blot. De sorte øjne som låst imod hende. Præcis som alle andres. Specielt, Vladimirs.
Vladimir sad nu endnu engang, og afventede reaktion.
Envidre reaktion, på hans leg..

Ligenu, efter at bare have kigget på ham og lyttet til hans fremkæmpede ord. Hendes øjne var åbnet i en let forundring, imens at hele hendes udtryk kun havde én ting at præstere: overraskende tanker. Der var ingen frygt, ingen nervøse trækninger, da hun endelig lod sit blik møde hans igen, stadig var de som to stykker stof, uden følelser eller udtryk. Hun satte kun hovedet meget let på skrå og munden var lukket, stadig med det forundrede blik i de grå vandmandsflode. Endelig bevægede læberne sig, i takt med underkæbens vibrationer.
"Det første spørgsmål er svaret meget enkelt, Vladimir" Med vilje havde hun trykket på hans navnet, med en ekstra portion af 'selvfølgelig ved du, hvad jeg mener' udover den der var i resten af sætningen. Hun flyttede hurtigt blikket til janet og Ronnie, med en spids drilskhed, det tog dog ikke længe før de igen spiddede sig imod Vladimirs golde, solbekyndede sletter af hvidt sand.
"Morskaben ligger i skyggen, skyggen ligger med solen og solen ligger ved sandheden" Det var en lille gåde, en som lige var poppet op i hendes hoved, et forskruet et, men dog, intelligent. Svaret fandtes kun i hendes, så selv om de ville kigge på hinanden eller Karaktar så hele hendes sind igennem, ville de kun finde en sød nynnen. De eneste tanker, var hvornår mon hun skulle spise igen, så enkel og ufejlbarig, at det gik over egen fatteevne. Selv i denne strenge situasion, hvor hun kunne ligge døende om få sekunder, var hendes tanker på frokosten, ikke frygten for at dø.
De slanke fingre trommede imod stenlænet og hun undersøgte Vladimirs ansigt for trækninger, bevægelser eller nogle former for følelser overhovedet, inden hun brat ville afbryde ham med en højere, mere skarp tale.
"Det andet er pludselig meget mere kompliceret.. For kære, kære Vladimir.." Stemmen sænkedes til en lav, hvislen der kun ville gå idn i hans øre, da den virkelig var lav og det hun sagde, var ikke i tankerne men i det center, hvor hun valgte at gøre som hun gjorde, altså hele den spinkle krops central. Hun ville læne sig lidt frem, så afstanden igen var minimal. Men.. Den var der dog.
"Det ville jo ikke være sjovt at slagte, hvis man var hundesulten imens. Og sådan en forbandelse... Det ønsker du vel ikke, selv for et sølle hunmenneske?" Hendes blik var gennemborende, understreget kraftigt af det før forundrede udtryk, der nu var et bredt, hemmelighedsfuldt og smalt smil, der kun viste de øverste tænders hjørner. Hun morede sig flittigt, ja.. Nærmest humoristisk meget morede hun sig over hver reaktion, hans lille leg der bare drastisk blev ændret, af hver en bevægelse, hver en lyd, hun udviste. Det var en hjernekamp mellem den vanvittige og den brutale, en magtfuld, æresprækkende kamp.

Vladimir kneb kun sine øjne, en anelse sammen, af hendes lille 'gåde'. Vladimir var så sandeligt ikke glad for gåder. Mest fordi, han aldrig var den, der havde hjerne til at udregne dem.. Vladimir var ikke smart.. Ikke klog.. Vidste han godt, så prøvede ikke engag at forstå den, men bed sig blot fast i et af ordene.
Da Vladimir skulle til at tale igen, og han blev afbrudt, skar hans ansigt ud i noget helt andet, og en stor vrede, løstlod sig me det samme, og øjnæblerne blev hårde, og hans øjnbryn kurvede. Han lyttede til at hun blev færdig, men da hun var stille i mere end få sekunder efter sin hvisken, hvæsede han hidsigt af hende, hvilken skød hans mange tænder frem imod hendes ansigt. Denne gang var det truende, og i et kort stykke tid, overhovedet ikke en leg. Han ville blive nød til at gøre det igen, da han ikke hvæsede lige efter det hun gjorde galt. Sådan lød Vladimirs tanker. Han ærgede sig over at han ikke afstraffede hende, lige da hun afbrød ham. Men. Han fik vel en senere chance, og envidre forklaring, af hans indædene hvæs, kom der ikke.
Hans blik forblev vredt, og tråde bundet imod hende et kort stykke tid, inden hans læber slog ud i et bredt smil, endnu engang. Han hånd på siden af hendes hoved, rejste han langsomt, og lagde den så på hendes hoved, og strøg den blidt ned af hendes hår.
"En sol.. Du aldrig vil komme til.. At se igen.. Kære... Lille... Menneske pige.." Sagde han med en stille stemme, og rystede langsomt på hovedet, imens hans hånd lagde sig tilbage på hendes kind, og hans tommeltot, nærmest kærtegnene, strøg over hendes kindben. Hans blik slog så over, i et tydeligt falsk blik af forbløffelse, og han lagde sin frie hånd, imod sin brystkasse.
"Jammen.. Du.. Kender mig.. Tydeligtvis.. Ikke.." Sagde han, med en ganske rolig stemme, dens hæse ydre taget i betragtning. Han rejste så hånden, der havde hvilet på hans brystkasse, og vrikkede en smule med sine fingre, inden lange klør, langsomt groede ud fra hver af dem. Han lod håndens pegefinger, pege imod Sintras hoved, imens den spidse klo, langsomt kom tættere på. Og da kloen var groet helt ud, var den ikke mere en få centimeter fra Sintras ene øje. Han lagde langsomt sit hoved på skrå, og det sadistiske smil bredte sig langsomt over han læber, imens kloen faldt, og lagde sig imod Sintras kind.
"Og du.. Har fuldstændigt.. Misforstået mig... Der.. Er ikke noget.. Jeg hellere vil... En at se dig.. Lide.." Sagde han, stadigt med den rolige stemme, og rystede langsomt på hovedet. Hans smil bredte sig endnu mere, da han pressede sin klo imod hendes kind, og meget langsomt, og formegentligt ganske smertefuldt, kørte kloen ned af kinden, for at lave en blodig rille. Hun ville kunne flytte sit hoved, men det ville stadigt gøre ondt, og han ville stoppe hvis hun lavede et stort nok ryk. Hans hvide øjne stirede kort imod hendes blod, inden de gled op på hendes øjne igen, stadigt med det samme forrygte smil.
"Og det.. Er meget længe siden.. Jeg anså.. Dette.. Som en forbandelse... Jeg.. Er vokset op.. Så.. At.. Sige.." Sagde han stille, og lagde igen sit hoved på skrå.
Janet sad helt stille, og trak slet ikke vejret. Det var dog tydeligt, at hun afventede blodets piblen fra hendes kind, og hvis denne gjorde, ville hun rykke en smule på sig, som en utålmodig unge, der afventede sin is pind.
Karaktar stirede fortsat tomt imod Sintra, men holdt langsomt op med at prøve at regne hende ud, og i stedet lod han Vladimir om det. Han drejede på hælende, og gik forbi de to, for at nærme sig nogen grotte gange bag ved tronen.

Imens han langsomt forsøgte at gøre hende bange, iatog hun kloens smertefulde ryk, ned af kinden. Det ene øje kneb sig langsomt sammen, imens tankerne var på den irriterende ømme prikken i kødet, hvorfra små perler af blod, langsomt trillede ned. Hvis ikke kloen snart stoppede ville hun hurtigt knalde hovedet frem, med en muligvis dunken i panden fra sammenstødet imod Vladimir. Men den stoppede og brystkassen fladedes ud i et befriende suk. Hun havde heldigvis forpasset chancen til en gevaldig hovedpine, hvilket fik knoen i maven til at løsne sig en smule, men dog ikke meget.
Da Vladimirs tale sandsynligvis endelig var færdig, rækkede hun kun spidsen af tungen, en smule tankevækkende om han kunne finde på at klippe den af. Læberne skilledes og tungen bugtede sig, for at få de rigtige ord frem istedet for en kvalm gurglen.
"Hah.. Så du er slet ikke ked over det... Ynkelige.. Væsen du ligner? Og nu skal du ikke misforstå mig, for jeg sys nu faktisk det er lettere attraktivt.." Hun slikkede den lettere blodige læbe, med et særpræget vakst blik i de grå øjne. Det var tydeligt at anspore drilleri, men dog var der også en fjern sandhed, i det hun trykte på ordet 'attraktivt'. Fingrene nåede op til den blodige kind for at føle påd et klistrede, tykke væske. Der krøb et bredt, lusket smil og hun lod igen til at iagtage de hvide, stoflige øjne. Denne gang, var de grå spejle udspekulerede.
"Men som jeg ser det Vladimir.. Så mangler du vidst en bekendt.. I solens stråler" Hendes blik gik fra udspekuleret, til forretningsmæssigt morskab.
"Og hvis du en dag ønsker at have inofrmationer, hvor de kun leveres i lyset, ville du tænke: Gud, hvorfor dræbte jeg den eneste, der kan hjælep mig med at få informationer fra daglyset?" Det sidste blev sagt som en forførende, dog indespærret hvislen, som en slanges tvetunge udfører med finesse. Her var den dog en smule klodset, stadig ikke helt øvet korrekt, men som man sagde; Øvelse gør mester, men selv en mester kan blive bedre. Fingrene trommede taktfuldt imod stenlænet og de tykke Dr. Martens støvlers hæl slog arrogant imod jorden, som om der var en længsel, der blev ved med at frustrere og give hende en pinefuld hovedpine. Smilet var stadig bredt og lusket, emn dog var der en fjern ærgelse, kun spottet for de meget observante. Hun var faktisk inderst inde nervøs, men håbede meget, at den ikke var tydelig for vampyrene. Det kunne betyde døden, i værste fald, transformation.

Vladimir frydede sig, ved en hver, af menneskendes små træk. Der fremviste smerte. Frygt.. Nervøsitet.. Et hvert menneske blev præget af disse, når ansigt til ansigt med døden.. De kunne desperat prøve at ignorere det, så meget de ville.. Det ændrede intet.. Trækne, var der stadigt.
Vladimir ledte sin klo til sine læber, og fjernede den lille bloddråbe, der havde sat sig der på, ved at tøre kloen af, imod hans underlæbe. Denne bloddråbe, forsvandt iblandt alt det andet blod på hans læbe, som blev bredt i et halvt smil. Da hun nævnte hans 'ynkelige' udseende, klukkede han blot en enkelt gang, som et fnys. Han lagde så sin hånd ned på sten stolens armlæn, og oven på hendes hånd, imens han fortsat stod tæt ved hende, med sit ansigt.
Han skulle til at snakke, da hun fortsatte, og hans øjne blev let knebet sammen, tydeligt ikke glad for at blive afbrudt. Da hun så begyndte at omtale 'en han manglede i solens stråler'. Vladimirs øjnbryn, begyndte langsomt at nærme sig hindanen, og hans knurren blev langsomt højere. Han tillod hende ikke at tale helt færdig, med hendes næsvise sætning, inden han hvæsede, meget mere vredt, højt og gennemtrængende, end han havde gjort før, og slog hurtigt sin hånd op imod Sintras strube igen. Hans fingre blev lagt omkring hendes hals, og strammet hårdt, i det hendes hoved også blev skubbet tilbage, og hvis det ikke allerede var lænt imod stolen, ville det nu banke imod. Hans øjne åbnede sig også vidt i det han gjorde det, og hans øjnkroge rystede i kogende vrede, og det var tydeligt, at han var på et bristepunkt her.
"Du blander.. Ikke! Olga ind i det her! Vi skal nok.. Finde hende! Behøver ikke din hjælp! Vi.. Har andre slaver! Dit liv, betyder intet.. Intet! Lige nu!" Hans stemme næsten skreg af hende, imens hans fingre, stadigt var stramt låst omkring hendes strube, og lukkede fuldstændigt for hendes lufveje, og hendes talebånd.. Hans vrede næsten brændte ud af hans øjne, og dette udviste en tydelig følelse.. Mangel. Vladimir manglede en del af sig selv, i den datter der var væk. Hun havde ret, som menneske ville hun kunne bruges til dette, men han havde allerede mange andre slaver, at tage i brug.. Og det sidste hans datter skulle, var at blive brugt... I en 'handel'.. Og så slet ikke med et menneske!
Janet sank også hovedet en anelse, da Olga blev nævnt. Ved hende var det dog ikke vrede, og had der udsprang, men sorg. Ronnie kiggede blot væk, og Karaktar stirede fortsat imod dem. Men det havde været tydeligt, at pånævnelsen, af det familiemedlem de manglede, havde påvirket dem alle.. Men Vladimir, helt klart mest. Hans bånd til sine skabninger, var stærkere end de andres. Men hans mentalitet, ikke stærk nok til at kunne udvise sin sorg, på andre måder end vrede.. Og had..
Vladimir greb, gav langsomt slip, men nok først efter så lang tid, at hun ville have haft problemer, og måtte gispe efter vejret. Men han fjernede også først sin hånd helt, så snart han fik en bekræftigelse, af forståelse.. Forståelse for hans ordre. Dette en ordre, han ikke ville tillade bliv brudt...

Fingrenes negle rev og flåede i hans håndled. Øjnene spærret op i stor rædsel, idet lyden af kvalte støn også blev tilregnet. Selvom hun inderligt kæmpede for at holde sit pokerface, var munden spillet vidt op i et krampagtigt forsøg på at genvinde lidt luft. Lungerne klyngede sig sammen og skød en smerte igennem kroppen. Fornuften blev slået på, imens at små sorte prikker samlede sig for hendes blik. Benene bankede imod jorden, fik en støvsky rejst omkring deres ben. Selvom hun sad og var halvdød, med hans arrige råben i hovedet, fastholdte hun blikket på hans døde øjne. De var rasende, huden omrking øjne og mund flippede og var tydelige, selv for hendes døsige blik.
Hun anede for helvede ikke hvem Olga var. Men vigtig, der var hun nok når en enkel misforståelse satte hele hans sind over spor. Den kølige sadisme, vendt til en buldrende vrede, der slog igennem som et gennemkørende tog. Så snart grebet var slukket krympede hun sammen med hovedet imod lårene og hænderne for den ømme hals. Vejret blev hevet ind og ud i smertefulde hvæs, imens at øjnene kneb sig ømtåeligt sammen. Hele kroppen rystede, ikke fra rædslen at være nær-døende, men smerten fra lungerne. Efter ldit tid med at trykke sig ind til stolen, sad hun med benene oppe og havde begge arme omkring dem. Hun stønnede stadig svagt, imens at blikket, frygtsomt, blev rettet imod hans rasende vanvid. De var gennemtyndede af rystelse og helt gennemvædede. Hele udtrykket var klart: Hun havde ingen anelse om hvad han snakkede om, eller rettere, råbte. Efter et par hakkende hosteanfald, tog hun sig sammen til at sige det hun hele tiden havde tænkt, efter hans anfald af vrede.
"Jeg.. Hrøørk... Aner ikke hvem Olga... Hraaaar... Er! Jeg snakkede.. Hrøør.. Om murene indenfor Abaddon! Jeg... Arrrh.." Endnu et hårdt hosteanfald, med hænderne imod brystet og en let rysten i hele kroppen.
"Er helt ny i byen!" Det blev igen afløst af en grådfuld hakken og hosten.

//Mange gange undskyld for det ultra korte indlæg! ^^'//

Vladimirs øjne blev ved med at stire ned på hende, med rystende bryn. Han knugede sin højre hånd, og viste sine tænder, da hans overlæbe spjættede. Hans vrede forblev den samme, fordi hans sorg brændte i ham, være end en vær anden smerte han kunne føle.. Dette aldrigt noget han ville indrømme. Aldrigt noget han ville vise.. Og nu havde han gjort det. På en misforståelse... Vreden gled langsomt væk fra sorg, og i stedet had. Ikke had rettet imod Sintra, som så meget imod sig selv.
Janet lyftede langsomt hovedet, og kiggede over imod Sintra, med et rejst øjnbryn. Hun havde også selv misforstået det, og da hun tænkte over det, havde de jo ikke nævnt særligt meget omkring manglet på Olga. Hun så kort ud til at angre Vladimirs reaction,da hun vidste han slet ikke sigtede efter at skræmme hende. Så meget, i hvert fald..
Karaktar kneb sine øjne sammen, og rystede langsomt på hovedet. Vladimirs ene øje, fik langsomt en rød streg ned over sig. Som blev der skåret en fin linje, af en kniv, eller klo. Han fnøs, inden han vendte om på hælende, og forlod mitter cirklen af rummet. Væk fra Sintra, og væk fra de andre.
Janet skulle til at rejse sig, og tage et skridt imod Sintra, inden Karaktar begyndte at tage faste skridt imod mennesket. Han kiggede ned på Janet, som straks stoppede, og kiggede op i de dybe sorte øjne, med tydelig respekt. Karaktar kiggede så fra Janet, og op på Ronnie, for så at lave et nik imod Vladimirs retning. Janet og Ronnie nikkede begge, og de begyndte at følge efter Vladimir.
Karaktars tomme dybe øjne, kiggede så ned på Sintra igen, med et tomt blik. hans læber delte sig så, og han talte. Hans stemme var næsten som fløde, ved siden af Vladimirs hårde stemme. Men der var stadigt en hård dyb tone i stemmen, og en hvis standfasthed.
"Kom med mig.. Sintra.." Sagde han, kortfattet, og gav ikke en forklaring, hvor fra han kendte hendes navn, men så meget havde han fået revet fri fra hendes ellers gemte tanker. Han nikkede sit hoved i den retning, han sekundet efter satte i gang imod.
Hvis Sintra ikke straks rejste sig, og fulgte, ville han stoppe op, og kigge over sin skulder, stadigt med et roligt blik.
"Det er virkeligt i den bedste interesse at følge med mig.. Specielt, hvis du vil have den mindste chance for at forlade disse grotter, og stadigt kunne overleve solens stråler..." Sagde han, med en mere hård tone, for så at dreje sig igen, og sætte i gang igen, den modsatte vej, end hvor Vladimir, og de andre, var gået hen. Denne gang, stoppede han ikke, hvis hun ikke fik rejst sig. Hendes liv, betød intet for Karaktar, men det gjorde forretning.. Der var et langt stykke han gik, hvor han ikke skulle dreje, så hun kunne godt nå at løbe op til ham, hvis ikke hun straks havde rejst sig.

//Gør slet ikke noget, så længe det er over de 10 linjer :) //

Uden et strejf af tanker, handlede hun på hans ords betydning. På en overdreven måde, fangede begge støvlebunde den tørre jord, og tillod resten af kroppen at forblive oprejst, dog skælvende af den stadig eksisterende forskrækkelse. Aldrig var dette sket før - at et væsen kunne skræmme hende. Denne følelse af afmagt, der altid kom nær ens alt for tidlige død, havde shokeret Sintra til det yderste følelsesmæssige lag. Det var uhyggeligt.. Ligefrem en følelse, hun aldrig ønskede at nære igen. En emotionel handling, der kun var tilpasset byttedyr. Ikke hende. Kun byttedyr.

"Vladimir.. Du har lært mig noget vigtigt, derfor vil jeg kun én gang lade dig dø for min hånd. Jeg glæder mig allerede" Hun mumlede for sig selv, kun i et lydhør for afrikanske elefanter. Hvorfor hun sagde og hvad hun mente med det, var en gåde, selv for eget sind. Der var ingen betydning, ingen logisk sans i udtalen, der var blevet talt ud lavt, men med en stemme af englebørn. En stemme, der engang havde været normal.
Med jorden stadig knust under hendes fødder, traskede hun dovent videre, men stadig i tempo til at følge efter den giganthøje, galante nosferatu. Denne gang uden at nosferatuen kastede et blik tilbage, lod vinden til at kæle for hendes hår og ansigt, hvor udtrykket var dekoreret med en svag spekulation.
Det flade, tågede blik klarede en smule op, da dets synsfelt fangede en lille, rung ting fra kloarkens loft. Den dinglede i hypnotiske, dragende formationer, uden et egentligt formål. Egentlig var hun ikke sikker på, at det faktisk var noget som helst. Det havde ingen udskæringer, intet formål.. Ingenting betød dette stykke værk. Det fik hjernen til at vride sig i spørgsmål, men kroppen flød stadig fremad, huskede at følge den enorme krop foran, der lavede næsten jordskælvs agtige lyde.
Noget mindeværdigt.