Snow :) - Vladimir

Sneen dalede ned fra den skydækkede himmel, som nærmest var mørkegrå. Det lagde sig som et tungt tæppe over den forfrosne jord, som virkede mere eller mindre død. Luften var tung og iskold, på grund af den omgivende sne. Dog var der stadig små liv rundt omkring. Nogle gange kunne man skimte en krage flyve op fra træerne, eller en lille mus gemme sig i et hul ved træernes rødder. Der var dog ikke de større dyr udover de væsner som kom gående i skoven nu og da. Heriblandt var den unge vampyrpige, Mi, som hun blev kaldt.

Mi havde ikke rigtig fået noget blod i et stykke tid, så hun var sulten. Men hun var den type vampyr der ikke rigtigt ville overfalde et uskyldigt væsen bare for at få blod, medmindre at hun gik i blodkoma. Eller som man også kunne sige det, hun mistede forstanden fordi hun var sulten. Dette ville gøre at hun slet ikke kunne tænke, eller styre sine egen krop før hun havde fået blod igen.

Hun vidste dog også at hun bare kunne gå ned i blodbanken, men lige for tiden var den lukket, og hun havde opdaget at hun ikke selv havde reserve poser derhjemme mere. Så nu var hun ude for at jage, måske kunne hun nemlig fange en krage som lige kunne stilne hendes sult.
Der gik lidt tid hvor hun hoppede rundt oppe i træerne, og fra træ til træ. Men hun fik fanget en, der skreg højlydt i det hendes iskolde hænder tog fat om den, og klemte hårdt fast, før hun bed hul i dens fjerlag og drak af dets dårlig smagende blod. Men hun blev nødt til det lige nu.

Mi havde nok været vågen i meget lang tid i hvert fald over en dag. Og da det lige havde været tusmørke, så var det jo først mørkt udenfor nu. Så hun tænkte hun godt kunne ligge sig ned for at tage sig en lille lur. Derfor klatrede hun op i et træ og lagde sig på en tyk gren, som hun så kunne ligge sig, i noget der lignede et dovendyr stilling. Og der gik egentlig ikke lang tid før hun var faldet i søvn. Desværre fortsat sneen med at dale ned fra himlen, og kulden blev nærmest værre herom natten. Men Mi mærkede det ikke, det kunne hun ikke. Hun vidste bare at hun skulle tage varmt tøj på når hun gik ud i sådan et hver.

Der var mange løse ender, der skulle rettes op på. Mange ting, der skulle ordnes. Familien var set til, og det var den vigtigste. Nu var der 'vennerne'. Og dem der havde hjulpet ham i den tid han var svag. I den tid han skulle bruge andre, for at kunne forstærke sig. Kunne blive stærkere. Kunne blive sig selv. Nu var han tilbage, fuldt udviklet og klar til at starte på ny. Mange ting havde han lært, igennem sin lange eksistens. I hans tid i Rusland. En af de mange ting han havde lært, var at passe på dem der hjalp ham. Dem han holdt af. Ikke tage ting forgivet. Aldrig ville han falde i det samme igen. Og der var en person, han skyldte en del. Han skyldte nok, til at værdsætte hende. Mi. Hun havde tilbudt ham, hendes unge blod så hans egen krop igen kunne udvikles. Et stort skridt, for så ung en Vampyr. Et skridt hun tog, og et skridt der betød at han lovede hende beskyttelse. Og det ville han tilbyde hende igen. Han havde ikke glemt hende. Han glemte aldrig.

De hvide snefnug smeltede til vand, da de ramte den varme, rådne hud. Det gled ned fra Vladimir's ansigt, som han fortsatte på sin vej. Hans øjne var lukkede. Han havde ikke længere behov for de hvide, døde øjne, for at finde sin vej. Alle hans sanser var forstærket langt over hvad de var før. Langt over de fleste af hans egen race. Han var begyndt at udvikle sig i den samme retning af hans forrige talsmand, Karaktar. Han havde ikke længere behov for at drikke hver aften. Han havde ikke behov for sit syn. Alt kunne styres igennem lugte og lyde. Og han havde endelig opfanget den han søgtes duft. Et bredt smil bredtes over de flossede læber.

Vladimir stoppede op under et træ, og åbnede igen de hvide øjne, for at stirre op af. Smilet bredte sig, da han så den unge Mi, ligge og snuse på en gren. Han rystede langsomt på hovedet, inden hans smil blev en anelse lumskt. Han slog sin højre hånds fingre ud, og lange klør skød fra fingerspidserne. Han lavede et hurtigt huk med armen, og træet blev fint skåret igennem, af de skarpe klør. Langsomt begyndte træet at skæve, og faldt så imod jorden, stadigt med Mi liggende deri. Han vidste at hun sagtens kunne klare det, og sørgede for, at det ikke ville falde oven på Mi, men så hun ville lande oven på det, hvis ikke hun nåede at hoppe der fra.

Træet gled lige så langsomt mod den ene side, før det væltede i den samme retning, og landede på jorden dog ikke hårdt, da sneen dæmpede faldet. Dog landede Mi i et snelag ved siden af den store gren, hun havde haft ligget på. Sneen var selvfølgelig kold, men Mi kunne ikke mærke det, overhovedet. Det havde hun aldrig kunnet. Hun vågnede kun en smule af det kuldelag, eller af det sus vinden havde ført mod hendes krop da træet væltede ned. Hun begyndte at åbne øjnene, men kunne nærmest ikke i starten, så hun så lige så stille rundt, lukkede sine øjne igen før hun åbnede dem, og kiggede rundt igen. Denne gang fik hun øje på en person som hun i starten ikke kunne se hvem var. Hun vidste kun at det var en person hun kendte og havde mødt før. Hun lukkede sine øjne stille i, medens hun satte sig op og kløede sig i øjnene. Derefter åbnede hun stille sine øjne igen, og så mod ham, personen der virkede så bekendt. Det var Vladimir. Da hun så hvem det var, vågnede hun brat op, nok fordi hun var vred på ham, eller ked af det, fordi han bare var forsvundet sådan, uden at sige han ville tage af sted.

Hun rejste sig op og så på ham, fjernede ikke sine øjne fra ham, selvom hun havde lyst til at græde, eller skrige… og samtidig råbe af ham. Bede ham om at gå eller løbe hen til ham og kramme sig ind til ham. Hun følte sig splittet og forvirret i dette øjeblik, og havde mest af alt bare ikke lyst til at sige noget til ham. Hun så lidt ned mod jorden og opdagede da, at det træ hun havde sovet i, var faldet mod jorden, og hun kunne sagtens regne ud at det måtte have været Vladimir, der havde drillet hende, og væltet træet. Hun knyttede sin hånd lidt og råbte nærmest af ham ”Hvordan kunne du gøre det! Jeg sov faktisk i det træ… hvad havde du gjort hvis jeg kom til skade…” Hun bed sig stille i læben efter det, og stod fortsat stille før hun vendte ryggen til ham og kom til at surmule, samtidig med hun lukkede sin øjne kort og lod en lille tåre trille ned ad hendes kind.

At det ikke havde vækket Mi, overraskede Vladimir en anelse, og han rystede langsomt på hovedet. Søvn var ham ikke nødvendig mere, så kunne ikke sige han savnede at kunne sove som de yngre Vampyre. Som de andre klaner. Nosferatuerne havdesjældent tid til at sove, så udviklede sig til ikke at have behov for det.
Han betragtede Mi, som hun langsomt fik sig selv rejst, og smilede langsomt med et ryst på hovedet. Den unge Vampyr havde tilbudt ham sit healende blod, til fordel for så lidt. Han havde givet så lidt tilbage, og var bare løbet da tiden kom. Men han havde haft sine grunde. Og var ikke kædebundet, til at forklare Mi det. Men det ville han dog. Han ville gerne forklare det for Mi, da hun havde betydet en anelse mere, end blot en bloddoner. Hun havde næsten været som en datter. Så han skyldte hende en forklaring.

Det var tydeligt, at der var spørgsmål i hendes hoved. Forviring. Måske fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere. Om hun skulle hidse sig op, eller om hun skulle velkomme ham tilbage? Vladimir kunne ikke bebrejde hende det. Der var masser af grunde til at hade ham. Til at hidse sig op. Til at hade ham.
Han fnøs med en klukken af hendes ord, og smilede stort. Han kryssede armende foran sig, og så kort betænksom ud. "Hm.. Ville nok have hjulpet dig. Måske denne gang, givet dig igen, for hvad du gav mig." Sagde han med et smil, og lagde hovedet en anelse på skrå, imens han betragtede Mi. "Men, du er stærkere end som så. Selv hvis du var landet under det træ, var du sluppet derfra med et blåt mærke.." Fortsatte han, og klukkede lavt. Han sukkede så lavt, og bevægede sig nærmere Mi, for at knæle ned bag hende.
"Jeg er ked af, at jeg forlod dig, Mi. Men det var noget jeg blev nød til." Sagde han stille, og smilede skævt. "Jeg er tilbage nu.. Og vil tilbyde dig, det jeg allerede havde lovet dig. Jeg løb fra det sidst.. Men denne gang. Er jeg vendt tilbage for at blive."

Mi hørte godt hvad han sagde og hvordan hans stemme var. Dog var han i hendes øjne en smule irriterende lige nu, fordi han stadig lavede sjov, vedrørende træ væltningen. Hun mumlede for sig selv i mens og bed sig i læben. Hun kunne nemlig mærke sin krop langsomt ryste, fordi hun havde lyst til at kramme sig ind til ham, og græde ud. Men hun ville ikke være svag.. hun ville ikke lade ham få den ære.

"Hvordan skal jeg kunne stole på dig, du forlod mig bare.. sagde intet, efterlod ikke engang et brev" hun sukkede lidt og vendte sig om og så på ham. Selv nu da han lå på knæ var han lidt højere end hende, så hun kunne sagtens se ind i hans øjne lige nu.
Hun snøftede en smule. før hun så ned i jorden. "Du ved ikke hvor vred jeg er på dig.. og alligevel er jeg glad for at du er tilbage" hun bed sig i læben "men du stadig dum..." der kom et lille uskyldig smil, der dog hurtigt forsvandt igen.

Hun knyttede sine hænder lidt, fordi hun ikke rigtig kunne beslutte sig om hvad hun skulle gøre. og tankerne kørte rundt i hovedet på hende, om hun skulle kramme sig ind til ham og græde ud, eller give ham en lussing, for at få sin vrede ud, det var ret irriterende for hende, så hun endte med bare at støde sin knyttede hånd blidt mod hans kind, før hun så ham direkte ind i øjnene. "Hvis du nogensinde forlader mig igen uden at sige det til mig så bliver jeg mega vred, og prøver at dræbe dig, om jeg så selv skal dø for det"