What now? Vampire? Like i could care... - Privat Ahngel

Sted: Terres Gågade
Tid: 00:07
Omgivelser: En hel række huse i begge sider, en smule tåge og ellers væsenfrit
Dato: 03-01-2011
Vejr: Tåget og meget koldt, en del frost og dog skyfri nattehimmel

-Privat-

Utroligt. Igen var der gået kun de 3 timer, før de fandt ud af hans monster og fyrede ham. Eller som de kaldte det, 'ikke værdige til en ilddæmon'. Endnu engang havde mørket afsløret ham. Vinden tog til og fik det gyldne hår til at slå til siden, som det altid gjorde, ihvertfald efter mørkets frembrud. "Tschh.." Den lille spytklump i munden, blev skudt i hastig fart, imod et af gadens skraldespande. Gaderne var kun bedækket med meget lidt lys, resten var ren gys, fuld af skygger og mørke. Det var som et se et bemalet lærred, der startede med sort og først efter et par timer kunne man se de små, lyse pletter. Hvorfor var han også ilddæmon? Det havde efter et par år, gået op for ham, hvor frygtet en af 'hans slags' var. Det sjove var, at hverken hans ansigt som en 17 årigs eller hans blide væsen, kunne nærme sig retningen af det der glubrede i ham. Han standsede. Den sagte lyd af skridt rungsterede i hans ører, tankerne var som blæst væk, af en hård vind. Den blide og dog irreterende prikken i den ene finger, drev ham normalt til vanvid i stilhedens favntag, men denne gang var det kun trippen fra jorden, der tog hans fulde interesse. De grønne øjne løftedes, en skikkelse, dog stadig så smal at kun skygger var den beklædt. Den eneste vandpyt i miles kreds, spejlede den undren, der var som malet på drengens ansigt. Hvem mon, udover ham selv, gik rundt på gaderne dette tidspunkt? Egentlig var han ligeglad. Carlyle Austanzie, drengen der ønskede monsteret væk, sukkede dybt og begyndte lige så stille at gå frem igen. Hænderne var smuttet ind i den trygge varme, i de tætte buksers lommer. Hættetrøjen, hvor hætten var slået ned, var en yderst kedelig grå og matchede de mørke og næsten usynlige bukser, i denne gades sammenlignende lysmangel. Læberne pressede sig let imod hinanden, fik den lille piercing i underlæben, til at kører en smule rundt. Det gjorde han altid når han funderede over ting, der ikke burde være. Det var ligesom gangen før, hvor han ikke anede hvorhenne han skulle placerer gyserfilmen, da alle 5 hylder i forvejen var opstoppede. Men ligenu var ikke tiden til at tænke på det. Skikkelsen ikke så langt fra ham igen, blev tydeligere, og afslørede at der var tale om en meget høj person. Gaden var en smule tåget, førdagen havde budt på lidt regn og en hel del tyk tåge, der nu var dampet så stille væk. "Forbandet..." Han havde hverken opdaget sin endeløse snurren med piercingen, der havde fået det lille hul til at bløde. Heller ikke havde han set at den meget høje skikkelse højst var 5 meter fra, der snart ville kunne se og undredes over, hvad en yngre dreng lavede midt om natten, i en sølle gades forladte tilstedeværelse. Kun munderet med tyndt tøj, i en kulde på de 12-14 minus graders endeløse frost. Men hvorfor egentlig bekymre sig? Carlyle sukkede igen dybt og lod skuldrene slappe af, sammentidigt med at brystkassen blev en del tyndere, af den luft der blev lukket ud. Det så egentlig smukt ud, når luften blev lavet om til en let tåge, der forenede sig med den, der allerede var omkring ham og skikkelsen.

En æggeskal lignede det på afstand. En hvid æggeform der dannede kontrast til et mørke. Skallen med knogler, hud og hår. En meget sårbar position blev den vurderet til. Få vinkler senere ville den være anderledes og en profil kunne ses. Knæer bøjet imod sig selv og lange hvide arme bøjet derom. Den positur genkendte han ikke med ord i sit hoved. Han kunne ikke oversætte dens franske alterego. Hvad hed den position? Det var en plagende tanke, trods den var så ligegyldig som så meget andet. Væsenerne omkring. Vinden der blidt slog imod den åbne jakke og strøg sig om den høje slanke krop. Ind under den røde skjorte mens den i et naivt forsøg prøvede på at prikke til huden. Få den hvide bøjelige marmors skind til at gi den opmærksomhed og knuge sig sammen i skræk når dens frost bed i blodbanerne. Ligegyldigt. Skikkelsen syntes at provokere sæsonen med en stor ydre arrogance. Med rank ryg og uforklarelig god modstand til det kuldske gik han igennem Terres tomme gade. Nattelivet syntes at være dødt disse dage. Hvorfor mon? En vind strøg sig som en kælen kat over vampyren og tog let fat i tøjet. Den lange sorte jakke bølgede kort med en elegant bevægelse, der ikke syntes at passe til det slidte stof, som i bunden syntes at have mistet sin form til fordel for flænsernes asymmetriske snit. Udover den kaotiske jakke, strøg den over brystkassen, som var blottet fra jakkens åbning. En dybrød, løstsiddende skjorte tog ligeså en dans over huden og lod stykkerne uden knapning vriste sig fra sin form og ganske kort blotte væsenets hvide hals, samt den nederste del af hans maveskind, hvor de lange sorte bukser af et groft stof tog sit snit, let over hofterne. Et løsthængende, bredt bælte med et pilespidsformet blankt spænde faldt diagonalt fra højre sides ene bælteåbning, for så at hænge løst. Ligeså sort som natten, til trods for det lette sølvfarvede metal, som spændet var lavet af.
Lucifer var hans egentlige navn, men denne nat ville han ikke tage det til sig. Ahngel blev han kaldt af dem som han gav lov. Mange fik dog ikke et så personligt forhold til ham. Han kunne faktisk kun komme på to individer. Ansigterne af netop de to fik hans blik til at sænkes fra den mørke himmel og imod vejen foran ham. En ligegyldig skikkelse så han frem for sig. Vurderede det fra start.. ingenting. Øjnene hvilede dog derpå en tid imens han fortsat gik denne i møde. Endnu en vind fjernede det lange sorte hår, som dansede om ansigtet ved brisen. Blanke tråde af skygger, som i sidste ende syntes at gå i et med nattens højdepunkt. Hans egne øjne ville dog kunne finde spidserne til trods for mørket. Øjnene var dybrøde da. Tænkende i en farve der ikke skreg ligeså meget som de gjorde når han var fuldkommen bevidst rent mentalt. Blødende kunne de blive. Stegende ligeså.. smeltende. Nu var de dog rolige og låst for omverdenen og den person som naivt ville se ham i øjnene og tro at der var noget at finde.
Skikkelsen syntes endelig fuldkommen klar og til trods for Ahngels ligegyldige mening om denne, faldt øjnene let til siden og betragtede denne imens han fortsat nærmede sig den, for blot at passere. Øjenkontakt skræmte ham ikke. Ikke med dem der ikke havde evnen til at bryde seglet i hans øjne. Dette individ… syntes ikke at have en sådan kraft. Slet ikke. Faktisk så mærkedes ingen brændende aura i vinden der kom derfra. Nærede dette væsen ingen sfære af magisk energi? Havde den lille dæmon dog sans for at føle, ville han meget vel mærke Ahngels egen energi, der bevægede sig som en øvrig vind af negativt ladede atomer. Svingende om ham, som kunne det ikke finde hvile i hans krop, men var nød til at blive ved ham for at holde sig i live. Usynligt ville det være, men i fingerspidser ville det prikke og ned af rygsøjlen ville det sende et gys. Samme effekt som en konfrontation med Ahngels øjne i et arrogant øjeblik. Nu var de dog følelsesløse og betragtende, som var han ikke engang fuldkommen vågen. Han plagedes disse dage. Guderne vide hvorfor. Hans drifter var skubbet væk af almen ligegyldighed og han brugte jagttimerne på dødeliges tanker om efterliv og skæbner. Blod havde været smagløst. Kræsen var han blevet. Et held var det dog at netop denne unge person var af det blod han yndede disse dage. En erstatning om man ville. Det havde sikkert ikke samme brændende passion i sig. Sikkert ikke samme berusende virkning, men sådanne tider måtte man tage hvad man kunne?
Som Ahngel kom på siden af drengen, vendtes hans blik fremad. Stift og en smule mere beslutsomt. Uden at tilrettelægge sine bevægelser lod han armen vendes imod drengen og tage fat i hans overarm. Ahngels store hænder syntes ikke at have et problem ved at holde grebet stenhårdt. Han var klar over hans overflødige styrke var superiort de fleste personer i Terre. Han bebrejdede sine gener. Prøvede drengen at vriste sig fri, ville den eneste reaktion blot være de lange negle, som strammedes yderligere om dennes arm. Ahngel begyndte at gå, dreje en smule imod en sidegade, holdende drengen fast. Stum og med et ansigt der nu syntes at være irriteret. Pokker stå i det. Han vidste jo at hvad han ville æde fra, ikke skulle være noget han så let kunne flå med sig. Ahngels royale kræsne smag blev atter tilsidesat inden han lagde blikket lidt til side.. forhåbentligt få sine rolige, dog faste ord ud, hvis drengen ikke allerede var begyndt at larme, som mange ofre havde for vane at gøre.
”Jeg har ikke brug for yderligt opmærksomhed disse aftener, så ti stille med mindre du vil ende som en række pletter på fortovet.” Hans stemme virkede lad, som gad han det egentligt ikke, dog var den overbevisende. Under normale omstændigheder ville den virke hypnotiserende.. dragende som et stearinlys.. alt efter hvordan drengen selvfølgelig reagerede.

Som dette væsen kom nærmere, prikkede det heftigere i den allerede før provokerede finger, men denne gang rejste hårene i ryggen sig ganske fliffigt. Da denne anden skikkelse var blevet formet med lys, dog stadigt svagt, overraskede de røde øjne ikke Charlyle særligt. Men hvad han ikke havde regnet med, var at denne mand ikke bare gik videre, men tog eller nærmere greb hans arm. "Huh?" Mere slap ikke fra læberne, før han blev ført afsted af mandens hårde og bemærkelsesværdigt kolde greb. Hvad mon gik igennem hans tanker, var det første Charlyle undrede sig over. Men der gik ikke mere end et par skridt, før han lige kom i tanke om noget helt andet. Hvorfor lod han sig bare gå med? Ikke at han ville gøre noget så overilet som at skrige eller få blodet til at koge, men at han prøvede at standse med benene, det var en reaktion de fleste ville have forventet. De grønne øjne var en smule forskrækkede og dog en del nysgerrige. Mon Charlyle lige var blevet offer for et sulten væsen? Igen.. han kunne ikke lade værd med at ærgrer sig over sine mange spørgsmål, istedet for at kæmpe hysterisk tilbage, bare for at holde håbet om en chance for at komme fri, oppe. Charlyles indre rumsterede en smule. Kuldegysningerne fortsatte regelmæssigt, efterfulgt af, at de drejede ned af en sidevej. De pressende læber skælvede en smule, lysten til at bide i den ene var næsten for fristende, men med en smule logik stod han imod. Da manden talte, gik den største kuldegysning indtil videre ned af ryg og arme. Opmærksomhed? Som om han ikke allerede var så forfærdeligt køn, at det alene ikke skabte nok opmærksomhed. Selv hvis han havde skreget, ville de fleste været blevet indendøres og spist uden forstyrrelser. Kroppen af hans, rystede ganske let og fødderne der stift havde stået imod kidnapningen, begyndte lige så let at bevæge sig igen. Det svære var ikke at holde trit med bevægelserne fremad, men at overveje hvad i alverden der gik igennem dette væsens hoved. Den allerede varme indre temperatur, steg inden i Charlyle, som han rødmede over denne tanke. Det kunne være fuldstændig ligemeget med dette væsens tanker! Det han nærmere burde overveje, var hvordan i alverden han skulle slippe fri. Det hårde greb om armen begyndte at stikke og prikke. Det fik benene til at slå ud af takten af og til, hvis det blev for ubærligt. I Charlyles hoved, fandtes ligenu kun vejen, skabningen der så trængt holdte om den pinte overarm og så lige ham selv. Alt andet var som malet sort og de få oplevelser i Di Morga, der var imens de stadig bevægede sig fremad, kunne være ligegyldige, ihvertfald indtil videre. Det varme bæst der fandtes i hans krop, vred sig som sommerfugle i hans mave, og fik ham ufrivilligt til at øge den indre temperatur drastigt. Hvad det end var dette væsen ville ham, skulle det nok blive en mere eller mindre mærkværdig aften, eller nat så om sige. Men ligenu, var næsten vejen, en grålig klat og det eneste skarpe var overarmen og den skikkelse der holdte og trak i den.

Varmen fra drengen og kulden der gled ind over Ahngels krop, var ikke noget han tog notits af. Det havde han ikke gjort i over hundrede menneskeår allermindst. Spurgte man ham, ville han ganske enkelt ikke kunne definere kulde og varme, og ej heller klart huske hvornår han mistede det. Han var ganske ung da. Et barn da, og i sidste ende var det nok mere en det enkelte århundrede siden. Hans arm holdt endnu fast i dæmonen imens Ahngel gennemtænkte sit eksperiment. Han var hungrende, ja, men han havde ingen lyster for drengen. Han havde ingen passion for ham og hans blodfyldte krop, og det var det der var i vejen. Ahngels bid havde været dødelige kærtegn for de fleste, til trods for at han intet følelsesmæssigt nærede for dem i andre tidspunkter end den sagte dødsscene. Der, lige når han sænkede tænderne i en, elskede han dem, men på et plan han ikke kendte til og med ene og alene det formål at han ikke ville lade denne gå på jorden og ikke være en del af ham selv. Sådan foregik sulten for Ahngel. Han formåede endelig at nå hen imod en af sidegaderne, der syntes endnu mere klejne og dystre end den større vej havde været. Ahngel trak drengen ind foran sig og skubbede han lidt ligegyldigt imod væggen imens hans hånd, der før havde fat i overarmen, nu banede sig vej op og fik fat i håndleddet i stedet, som blev trykket imod væggen, så drengens håndryg meget vel ville kunne mærke de ru mursten imod knoer og fingermuskler. Atter et greb, som drengen højst sandsynligt ikke kunne vriste sig fra. Den anden hånd af Ahngels, hold imod muren, lidt over drengens skulder. Holdt ham fanget op ad væggen med øjnene der glødede udtryksløst imod ham. Drengen var rolig, alt taget i betragtning. Det var ofte noget som Ahngel ikke bifaldt. Enten skulle der være jagt og der skulle være skrig og modstand, ellers skulle han lege med sit offer… få det til at føle, før han selv gjorde og æde denne inden netop den dødsdom overfaldt en selv. Spænding var der i det.. denne gang, ville han bare forsøge sig på drengen. Sulten der lå begravet i det dragende røde blik, var ignoreret af Ahngels ansigt. Han vidste at det ikke var denne dreng han var sulten efter. Han vidste at hvem som helst ikke var tilfredsstillende disse dage. Hvorfor han så hurtigt havde valgt at flå netop denne dreng med sig, var fordi han fornemmede den lille bitte sammenhæng der lå til netop hvad han tørstede efter. Kun en halvdel gældte dog for denne.. Manglede mennesket, men som så klart stod i drengens ansigt. Han lignede ingen dæmon. Han lignede intet umenneskeligt som sådan og netop det syntes at udfylde nogle tomme punkter. Det var dog stadig ikke samme. End ikke lugten lukkede Ahngel ind i et stadie hvor overlevelse kom først. Sådan havde det været alle gangene. Engle var blevet bitre. Asparas begyndte at smage af metal. Elvere virkede for unge og naive og andre vampyrer som intet andet end flydende støv.
Dette var ikke at leve, men at overleve.

Den endeløse gåen og pinefulde stilhed var smertende. Carlyle forstod ikke om han virkelig bare skulle skrige, blive et par stille klatter på jorden. Han kendte ikke følelsen af overlevelse, aldrig havde han haft brug for at jage, et supermarked var alt der var behov for. Efterhånden som de drejede ned af den mørkeste gyde, ihvertfald den mørkeste i Carlyles øjne, der dog var svækket begrund af det lysmanglen. Det var først nu at alt igen tog form. Væggene blev klare og lod intet negativt fjerne den, jorden var gruset og fjernede sig kun overfladisk under føddernes træden og skubben, nu tænkte han fuldstændigt klart. "Ugh!" Han blev skubbet ind imod muren, og håndens ryg blev knuget om og rykket imod væggen såvel som resten af kroppen. De grønne øjne der så alting i det klarere lys nu, faldt på de røde og tørstende øjne af mandens. Han så også en stor grad af ligegyldighed, som var dette bare noget, der skete alt for tit. Det lyse hår filtredes, da baghovedet fik lænet sig op af muren, bare for bedre at fremvise det lille smil der var udtrykt så klart i hans ansigt, et nervøst smil der skulle overbevise om, at han ikke var bange. Dette han prøvede at undertrygge, var så godt som afsløret. Frygten var overvældende, nærmest bedøvede den hans ben og kun øjnene og den trykte skulder, var frisk, nogenlunde ihvertfald. Det lille smil blev igen presset nedad, bare af synet af disse glubske øjne, der ikke nærede større interesse, end var Carlyle en bille. Det var næsten så skræmmende et øjeblik, at Carlyles indre havde lyst til at grine, bare grine ud i det hele og lade frygten flygte sammen med udbrudet. "Hvad...." Han tavs, stemmen var brækket af det overvældende mørke, der omgav dem begge. En latter lød, ikke udenfra, men en velkendt en i selve Carlyles hoved. Den omringede hele hans sind, som om den forsøgte at overtage ham, hans instinker, hele hans krop. "STOP!" Dette var ikke ment til manden, som åbenlyst tænkte en del dette tidspunkt, med det tomme blik. Det var ment til det væsen, der plussede hans temperatur op til det ufattelige, det væsen der var spærret inde så længe. Det begyndte at vise sig, de mange kuldegysninger fra andre overnaturlige væsners nærvær, havde sat sine tegn. Som havde det sat det lave plus i ovnen, helt fra 1 til 5. Som var han et skizofrent monster, der havde kunne holde den anden personlighed, hen i det indre kammer af forglemmelse. Hovedet dunkede let, fik ansigtet til at vise et klart tegn på udmattelse og svaghed. Disse negative energier fra mandens tilstedeværelse, satte det han ville holde inde, igang. Fik kredsløbet til at slå ekstra og hurtigere, som et tandhjul, man ufrivilligt fik til at slå dårlige kædereaktioner igang. Den sande ham, den der elskede alt blodigt og som ville se ilden slikke de forkullede træer, hans indre pyroman. "Sto.... Slip mig... Venligst... Slip mig" Det forfærderede ansigt, der lignede en med en høj feber. Den mund der både udstødte en hæs vejrtrækning og en let klynken, efter at komme fri fra dette greb. Håret der blev filtret ind, som var noget i ham rivende galt, noget der havde været inaktivt i over 15 år. Hans ilddæmon, var nu for første gang i lang tid, begyndt at vise sig, i form af små tegn: Som en hedetur der svækkede det menneskelige i ham.

Noget var ikke ved at gå galt, noget var ved at helbrede sig selv, ilden var nu atter sat i kog.

Den høje vampyr betragtede den lille dæmon og konkluderede hurtigt at dennes mentale tilstand var laset i øjeblikket. Var han ikke så drænet, som han var. Var han ikke så tom som han var i øjeblikket, så havde han samlet sine muskler om munden og givet drengen et koldt smil, bare for at vise ham at han fandt det underholdende. Dog gjorde han det ikke. Hans blik var lagt på drengen bare for at ligge og der var intet at finde i de døde røde øjne. De virkede atter dragende.. tiltagende, som en magnet imod en overflade af ladet metal. De klemte sig en smule sammen ved drengens udbrud og efterfølgende bøn om at han skulle slippe ham fri. Ahngel løftede en smule op i drengens arm for at fange dennes opmærksomhed lidt igen. Nu havde han fundet et match der var tæt nok på… som om han havde tænkt sig at lade denne gå inden han overhovedet havde forsøgt sig på ham. Han ragede drengen længere imod væggen, placerende hans knæ imod væggen imellem drengens ben, så denne ikke kunne træde væk hvis han endelig fandt styrke dertil, til trods for alene det faktum var fuldkommen absurd. Han sagde intet.. hans kropssprog var fejlfrit og hans udstråling virkede sømløs. Der var ikke et sted at trække en ende i linen… skulle man tro, men selvfølgelig ville drengen nok aldrig være i stand til at samle så meget information sammen alligevel. Unødvendigt. Patetisk. Stupidt. Hah!
Han mærkede ikke varmen. Han huskede end ikke hvordan varme føltes. Det havde han ikke gjort i et stykke tid. Alt han havde, var komparativ viden. Alt han kunne var at sammenligne tingene og gå ud fra at de var sådan: Blod var lig med mad. Grå himmel var lig med regn. Varme var lig med Ma’lakel. Grebet om drengen ville strammes et øjeblik. Ahngels blik flygtede drengens og lagde sig imod dennes hals med et målsat udtryk, dog tøvende i en form. Da ville armene søge.. søge imod drengens ryg i takt med at han skubbede sig imod ham, liggende sine hænder på hans skulderblade, holdende ham i et stramt tag og da.. Da ville han bukke sig imod ham. På afstand ville det ligne en omfavnelse. Optakten til et nænsomt kys måske og fra drengens vinkel ville det nok ligne ligeså. Hans tanker ville nok trækkes videre imod noget mere makabert og ildeset da Ahngels læber ville mærkes imod drengens hals, ligegyldigt om drengen så skoldede og kogte som var han opvarmet jern. Før i tiden havde han leget med drengen.. Kørt tungen over den ømme hud og hviske blidt til ham i forførende toner, men med dødsdømmende budskaber. Det gjorde han ikke. Det var lige på. Intet ord indført. Ingen seduktiv indføring. Intet forspil. Hans tænder strammedes og gjordes længere ved det røde tandkød, som trak sig tilbage, ventende på at få lov. Ventende på at se om denne ville virke.
Han bed til.
Hans tænder sank langsomt, men fast ind i drengens hals og hans armes tag om ham blev atter strammet yderligere. De sank til hans tandkødsstart og et lettet suk gled igennem hans næse idet han fandt kilden. Blodet gjorde kontakt med den hvide emalje og langsomt begyndte han at suge det til sig, som var han egentlig i hensigt til at skåne drengen. Sådan var det ikke… Han ville bare gå langsomt til værks.
Tørt brød og syre, man ved.