Tilbage med minderne (Erik de Gothia)

D: Irl
T: Solopgang
O: Ingen omkring Katedralen
V: klart, himmelen er grå.

Luciel havde gået rundt imellem gravstenen i mange timer og tænkt. hun havde været væk længe men var nu vendt tilbage om end så for et kort stykke tid. Kort før krigen var hun rejst væk, og havde kun hørt om krigen fra omrejsende væsner.
nu så hun op på himlen, det var snart solopgang, og hun blev nød til at søge skjul.. den eneste mulighed var katedralen.. så med et suk begyndte hun at gå hen imod den store trædør ind til katedralen. hun brød sig egentligt ikke om den, for den mindede hende om en anden kamp som hun faktisk aller helst ville glemme.
hun tøvede uden for døren, men skubbede den så op med et stærk skub, som skubbede døren op så den stod på vid gab..

Stille, uden en lyd trådte hun ind i den store lyse katedral, med de farvede glasvinduer og Gothiske design. havde det ikke været for minderne, ville hun godt kunnne lide den.. hendes hvide øjne afsøgte kirkerummet, og med en hånd så hvid som alabaster skubbede hun det skulderlange rød/sorte hår om bag øret, før at hun trådteb ind i rummet.
i det mørke rum var hun i hendes sorte militærtøj kun en sort skygge, men da hun kun havde en t-shirt på overkroppen lyste hendes hvide arme lidt op. manglen på hættetrøje var den enste grund til at hun ikke bare havde gået hjem, men hun hadede at være ude i solen.. hun begyndte altid at føle sig mere og mere syg jo længere at hun var ude i den.
Bag hende gik døren i med en stille knirken, netop som solen hævede sig over horisonten og sendte de første stråler ud over katedralen og den omkring liggende kirkegård. hun var fanget..

lyden af porten der gik op vækkede Erik med et sæt, og de rungende fodtrin i den lavede ekko i hele katedralen, Erik svang sig elegant hen på en af de store gargoyler der kiggede ud mod gulvet, han havde ligget i sin lille seng under loftspærrene og fået sig den smule søvn han var i stand til, nu så han ned på en kvinde der ikke just gav ham en føelse af indre ro, han sad der lidt og kiggede bare på kvinden fra sit gemmested og håbede hun ikke ville ligge mærke til ham. Erik havde gemt hans rustning i en af katedralens mange katakomber for at den skulle værre i sikkerhed så han var iført hans hverdagstøj, en hvid T-Shirt, et par sorte bukser og på fødderne havde han et par hvide converse, et langt sværd hang i en rem over hans skulder. Erik blev mere og mere intraseret i hvem det var der gik rundt i katedralen på dether mærkelige tidspunkt, han lænede sig ud over gargoylen for at få et bedere udsyn, men da han kom for langt frem på den brækkede en smule af næsen af, faldt ned og smadrede en bænk, han korsede sig og bad en stille bøn om tilgivelse for hans hovmodige optræden, han bestemte sig for at introducere sig selv da han af åbenlyse årsager ikke var særlig skjult mere. Erik sprang ned fra gargoylen og foldede sine vinger ud et sekund inden han ramte jorden så han bare landede blødt på den ene fod, han faldt ned på venstre knæ og kiggede så op på kvinden "Alle er velkomne i vor herres hus... forudsat at de ikke har svoret troskab til en hedning eller den onde hamselv", med de ord rejste han sig og bukkede høvisk for hende "Jeg er blot en tjener af den allerhøjeste, men i mit dødelige liv blev jeg kaldt Erik de Gothia", han bukkede endu en gang og så undersøgende på hende, "Må man spørge hvad de laver her på denne tid, der er ikke nogen gudstjeneste før på onsdag?". Erik kunne mærke en svag mørk energi, men det kunne lige så godt bare værre onde væsner udenfor eller bare hele landet i sin helhed der skabte en vis usikkerhed i ham, selv når han var på et så helligt sted som han var, han kastede et nervøst blik over mod den ulåste port, *ingen mørke væsner er vel dumme nok til at prøve at komme ind efter at solen er stået op... men man kan aldrig værre for forsigti eller hvordan det nu er de siger*.

Luc undgik omhyggeligt alle vinduer og lyset der strømmede ind af dem, så hun befandt sig lige midt i kirken da næsen brækkede af og smadrede mod bænken. straks rettede hun sig helt op, rettede blikket op imod gargoilerne, og drejede langsomt rundt om sig selv overimod næsens nedslags punkt.
straks efter landede Erik blødt på gulvet, og derfor regnede luc jo naturligt nok med at det var ham der havde været klodset nok til at brække næsen.. men hun kunne nu alligevel ikke frasige sig et instinkt der bød hende at være opmærksom på eventuelle bagholdsangreb.. bare for en sikkerheds skyld.. godt nok mente folk at engle var gode væsner men de havde gang på gang bevist noget andet.. i hvert fald over for hende.. for hende var de bare nogle hidsige, ondskabsfulde individer der brystede sig af at være det godes forsvarere..

Vampyren lyttede i stilhed til hvad englen havde at sige.. i hvert fald det førtse af det.
"Jeg er for det første ikke en ham, angie.."
ikke fordi at hun ikke vidste hvad han mente, men hun kunne bare godt lide at svare igen, specielt når det var engle man talte med.. gammel vane..
Et øjenbryn blev uimponeret løftet da han bukkede, og hun hvilede sin vægt på den ene fod, med armene over kors.
" jeg.. er Luciel.. Og hvornår der er gudstjeneste rager mig en høstblomst.. mit ærindre herinde er et noget andet."

Den unge vampyr ventede bare på at han ville spørge det næste forudsigelige spørgsmål, selvom hun ikke havde tænkt sig at indrømme sandheden før han selv gættede det. der burde ikke gå så lang tid for det var ikke usandsynligt at der hang en aura af udød eller en speciel et-eller-andet ved hende.. sådan var hun blevet genkendt så mange gange før.. hun undrede sig lige meget over hvordan de gjorde hver gang. med Erik var det jo logisk hvad han var.. med de vinger der såh.. men selvfølgetlig.. luc havde jo også det kendetegn at de spidse hjørnetænder jo altid var synlige..

Erik kiggede på Luciel, der var ingen tvivl om at hun var en vampyr, de lange hugtænder og den blege hud havde han set så ofte før at han ville klade sig selv lidt af en kender efterhånden, "Jeg troede ikke at din slags brød sig om at komme her? du ved med alt det hellige og sådan... ville det ikke have været en meget bedere idé at gemme sig for solen et andet sted?" hans stemme var venlig og ikke til at tage fejl af, så længe hun var her ville han behandle hende på en pæn måde, med mindre hun selvfølgelig bestemte sig for at blive voldelig for så kunne han jo godt forsvare sig selv og Domkirken han boede i. Erik gav hende lidt tid til at tænke sig om mens han gik op mod alteret og satte sig på knæ, an bad en hurtig bøn om tilgivelse for at have øddelagt herrens hus og håbede ikke det ville komme ham til skade senere i sin færden på at gøre Di Morga til et bedere sted. Efter nogen få øjeblikke kom han på benene igen og gik ned til Luciel med et brødebetynget udtryk, han kløede sig lidt i nakken og så på næsen af gargoylen der lå på den smadrede bænk "Ehmm... undskyld for at jeg næsten ramte dem med uhyret", han pegede lidt akavet på statuen med den nu brækkede næse.

Det undrede hende egentligt ikke specielt at han havde gættet hvad hun var.. han virkede jo ikke til at være uintelligent..
"jeg gik ude ude foran katedralen da solen stod op, og nåede kun lige at komme herind.. men jo, jeg ville nok have valgt et andet sted hvis jeg havde kunne nå det.. det er jo ikke fordi at jeg brænder op ved kontakt med solen, men det er ubehageligt. bare til infor hvis du nu skulle f sjove ideer om at prøve at finde ud af hvor godt jeg brændre i sollys.." hendes bløde træk blev forvrænget da hun skar ansigt og så lidt bistert på en solstråle der strakte sig veltilpas ind af et vindue.. det ville ikke undre hende synderligt hvis en engel en dag fik den tanke og afprøve sådan noget.. og så ville hun lige sikre sig at det ikke blev hende som de prøvede det på..

Hun så undrene på ham da han gik op og bad.. fandt det uforsåeligt at nogen kunne tilbede noget så meget..hun havde selv været kristen engang, men efter hun blev til en vampyr så stoppede hun med det.. det passede ikke længere til hende at være kristen.. hun var ikke en af 'de gode' længere..
"det er ligegyldigt.. bare det at du ikke prøvede at ramme mig.. eller det går jeg i hvert fald ikke ud fra.."
Et tørt, humoristisk smil spillede om hendes blegrøde læber, og de unatulige hvide øjne virkede næsten kønne, selvom det er svært at forstille sig..
"bare fordi at jeg er nysgerrig, Angie.. hvad ville der ske hvis jeg slog dig?"
To nysgerrige øjne hang på ham, og vented utålmodigt på hans svar..

Erik så forvirret på hende og skulle til at åbne munden men var nød til at tænke sig noget mere om inden han svarede så i stedet sagde han "Hvorfor kalder du mig Angie?", hans spørgsmål var ærligt og lød igen som om han havde kendt hende i flere år. Erik var alligevel ved at brande op indeni af vrede da hun spurgte om hvad der ville ske hvis hun slog ham, hvad forventede hun der ville ske hvis hun slog ham, at folk og andre væsner ville respektere hende mere over at hun slog på en engel der ikke ville slå igen på dette sted, selve tanke var absurd, men det var der så meget der var heromkring at det formentlig ikke var særlig afskrækkene for de fleste der boede her, "Hvis du slog mig ville jeg blive sur... men jeg ville tilgive dig for din dårlige beslutning og ikke bære nag", mens han sagde dette var det som om hans stemme ubevidste alligevel var blevet en smule koldere. Luciel var ikke en person han havde fået særlig stor respekt for over de få minutter han havde kendt hende, hun virkede kold og beregnene, han stillede sig overfor hende, stadig med den lille stump af gargoylens næse i hånden mens han lod sine meget blå øjne kigge lige ind i hendes "Ville du da slå på mig et sted som dette? Alt jeg har gjordt er at byde dig velkommen og så snakker du om at slå mig", Erik følte han havde fået sagt det rigtige og det var som om den vrede han lige havde haft i brystet igen var forsvundet, han foldede vingerne ind i ryggen så han bare stod og lignede et normalt menneske med et sværd på ryggen, hvor normalt det så var at mennesker løb rundt med et sværd kunne jo så diskuteres.

"hm.. en gammel vane tror jeg.."
tonefaldet viste at hun ikke havde tænkt noget nærmere over navnet og sådan var det også.. det var bare smuttet over hendes læber, og så, så hun ingen grund til ikke at bruge det.. han kunne selvfølgelig blive fornærmet over det, men det skænkede hun ingen rigtig opmærksomhed.
Hans pludselige vrede overraskede hende, så voldsomt havde hun ikke set nogen reagere endnu og hun spærrede øjnene op.
"rolig, engel. det var bare et spørgsmål.. men nej, jeg ville ikke holde mig tilbage bare fordi at det rum vi tilfældigvis var i var en katedral."

Luciel så bestemt og stædigt med sine hvide øjne ind i hans blå, men vendte sig så væk fra ham og gik lidt tilbage imod døren til udenfor, inden hun stoppede og så op.
Hendes ellers så skarpe stemme, var pludseligt blevet stille og hendes holdning var ikke så rank og kold da hun lod de næste ord falde.
"sidste gang jeg var her var jeg oppe og slås med en oppe på taget.. der kom nogle grimme huller i det.. han var en engel, og blev senere min skabning.. jeg savner ham.."
Så rystede hun på hovedet og vendte sig imod ham, lidt flov over at hun havde givet efter for sin sentimalitet..det plejede hun ikke..
hun havde lyst til at slå sig selv, og forlade katedralen med det samme.. men det betød at hun måtte udsætte sig selv for sollys.. så det så hun kun som en aller sidste nødløsning.. solen ville dræne hendes kræfter for hurtigt til at hun ville kunne nå ret langt..

//jeg ved det er lidt usammenhængende... ville bare give føelsen af at han er en smulle sindsyg//

Erik satte sig på en bænk og så opgivende over på den smadrede gargoyl. "jeg undskylder for min manglende måde at holde hoved koldt, det var ikke min menig at blive sur, jeg har bare ikke særlig mange gode minder om vampyre i kirker", det var som om en skygge gled hen over hans øjne inden han fortsatte med en dyster stemme "Sidste jeg mødte en vampyr endte det med at en hel landsby blev brandt ned til grunden, jeg mente ikke at nogen af staklerne skulle leve videre som det de var, jeg så ingen anden udvej end at brænde alt", han fangede sin egen tunge og havde med det samme lyst til at stikke sit eget sværd i maven på hamselv, hun havde da på ingen måde brug for at vide hvad han havde lavet tidligere. Erik rejste sig og lod sin ene hånd glide ned over hans ansigt i et tegn på at han havde dummet sig, i stedet begyndte han at mumle noget om hvordan man bedst muligt kunne forskanse kirken i tilfælde af der skulle værre flere vampyre på vej og et eller andet om at han nok godt kunne holde stand til at hjælp kunne komme frem. Erik drejede sig og havde et underligt tick hved det ene øje da han så på Luciel, "Undskyld... jeg har llevet for længe og kan ikke rigtig holde styr på mine tanker mere", han tog med et ryk hænderne op til sin mund, hvad i guds navn skete der, han blev ved med at tale over sig, hans øje tickede nu endu kraftigere end før, han så mere og mere gal ud og lød også som en der havde midstet forstanden. Erik tog sig sammen og fik styr på sit øje der ikke åbnede og lukkede ufrivilligt mere, "Ehm..." han vidste ikke rigtigt vad han skulle siger eller gøre ligenu så han løftede på skuldrene og sukkede, "Nok med alt dether... jeg kan snakke som et normalt væsen og hold kæft hvor er det belastene at skulle opføre sig sådan hele tiden", han gik op til en lille sæk han havde bagved en af søjlerne og fandt en flaske vin frem som han gav sig til at drikke fra i store slurke, han kiggede over på Luciel med et sigende blik og sagde "Altervin?".

//det gav fint nok mening;) men jeg er også lidt skør i forvejen..xD//

"HVAD gjorde du!?! og du mener at du og din slags har ret til at udslette såkaldte 'onde' væsner! du er for fanden værre end mig, og mig kan folk finde på at kalde ond!"
Luciel havde vidt opspærrede øjne og omkring hende var sne begyndt at dale ned da vandmolekylerne i luften begyndte at fryse til is.. hendes hår var blevet stift af frost, og hendes hud var bleg som den is hun var ved at fremmane. Mordet på så mange af sine egne, som han lige havde tilstået at have begået havde fået hendes temprament i kog.. det var længe siden hun havde været så vred, og hun stod bare i stilhed da han talte videre, og tilbød hende noget vin.

pludseligt blev det for meget for hende, og hun gjorde sig usynlig med sine vampyrkræfter og uden en lyd stod hun pludseligt foran ham, fuldt synlig igen. med en flad til-iset hånd slog hun ud efter ham, bare for at give ham en lussing, ligeglad med hvad der skete bagefter. hun var tit ligeglad med liv, hvis det var i en kamp, men når det var mord, æresløst mord, på hendes egne det kunne hun ikke tollerere(staves?)..
hendes hvide øjne der glitrede af et koldt raseri så direkte ind i hans, og hendes spidse hjørnetænder var blottet i en snerren. for satan i helvede hvor var hun sur på denne såkaldte engel!

Erik havde vel på en måde forventet lussingen så den sang ikke nær så højt som den formentlig ville have gjordt hvis den var kommet uventet, ham drejde ikke engang hoved men så på hende med brødebetyngte øjne, "Tror du deher gør mig bedere?" Han daskede hårdt til en af sine egne vinger, "tror du virkelig jeg ikke har det forfærdeligt med hvad jeg har gjordt? Jeg er et redskab der har været i brug for længe, jeg kan ikke finde hoved og hale i min egne personlighed mere!", han så det isnene had hun havde i sine øjne, men var dybest set ligeglad, det havde været godt lige at få brandt nogen tunge føelser af for en fremmet, ikke noget han normalt gjorde. Alexander foldede sine vinger helt ud igen og satte fra jorden, han fløj op og satte sig på en anden gargoyl og kiggede ned, han begyndte at drikke tungt fra altervinen og siden han var engel skulle der ikke meget til før han begyndte at være godt snaldret, han råbte ned til hende, "Se på mihj.. jej bor i en kirke fordihg jej ike kan finde ro andre steeder!... Må jeg spørge dig? har du aldrig gjordt noget forfærdeligt du kommer til at fortryde hele dit usle liv?", han sad og dinglede faretruende mens han råbte ned til hende og svingede vild med vinflasken, det endte da også galt og han styrtede ned og ramte en anden bænk hved siden af den smadrede gargoyls næse.

"det gør det ikke bedre, din nar af en gudsbenådet galning.. du kan undskylde og fralægge dig skylden lige så tosset du vil, men det ændrer ikke på dine uhyrlige gerninger. du ville passe glimrende ind hos satan.."
luciel kunne godt fornemme hvor ligeglad han var med hendes vrede, men det gjorde den ikke mindre. langt fra, det fik den bare til at blusse op. hvordan kunne han, et af guds værktøjer udrydde så mange individer bare fordi at han fik en ordre.. helt uden at tænke. for hende som elskede sin frihed var det fuldkomment uforståeligt og der var ingen undskyldning for de ting som han var skyld i.. i hvert fald ingen som hun ville godtage.

Vingernes hårde slag i luften gjorde at hun måtte stille sig med benene solidt plantet på jorden for ikke at blive blæst tilbage, og hun stirrede koldt på den noget fordrukne engel.
"for satan hvor er du ynkelig! og hvad mit liv har indeholdt af fatale fejl kommer rent faktisk ikke en af guds røvhuller ved.."

Alexnader rakte en hånd i vejret fra den smadrede bænk i et tegn på at han havde det fint, han kom snumblende og fordrukkent på benene og kiggede på hende. Han vaklede tættere på hende inden han med en stille og rolug stemme sagde "Forskellen på at være god og ond er ikke stor... det er historien der bestemmer hvem der ender med at blive set som den onde", han tog flasken op til munden og drak en stor slurk mere inden han fortsatte, "Galning kan du have ret i, jeg ser da ikke migselv som en der er helt normal mere", han daskede til den ene vinge som om den var i stykker da den begyndte at baske ufrivilligt, han mumlede kort noget om de forbandede ting han aldrig havde vendt sig til. Erik snurrede rundt på den ene fod mens han stille begyndte at gå som en fuld sømand ned mod en af de endu ikke smadrede bænke, han stoppede med at drikke, men startede i stedet påat sidde og småhulke og endte med at sidde og tude, han mindes hver og en af de forfærdelige ting han havde gjort som engel, skønt det ikke var nær hvad et menneske gjorde gennem et liv havde han som engel ikke muligheden for at glemme sine dårlige valg og modbydelige folkedrab. Han sad der med tåre trillende ned af kinderne, hvad han dog ikke ville gøre for at få lov til at glemme det hele igen, "Jeg er sgu ligeglad med hvad du syntes om mig, jeg har det allerede dårligt nok i forvejen, så skrid hvis du hellere vil slippe for mig!", hans stemme var grådkvalt, men alligevel havde han en vis slagkraft i stemmen.

"fint så er det ikke mig der er ond, men derimod dig! jeg har aldrig brændt nogen inde og jeg angriber kun hvis jeg har en grund. så DU er den onde af os to.."
hun lagde armene over kors, og så men foragt på den
fulde engel.. det var et ynkeligt syn.. og hun kom til at tænke over om gud havde gjort det rigtige ved at lade Erik blive en engel.. formentligt ikke afgjorde hun med sig selv.. selv ikke hans vinger virkede ordenligt.

"nej jeg har ikke tænkt mig at gå nogle steder, det er stadigt dag udenfor og jeg skal ikke nyde noget af at komme ud i sollyset! du derimod kan gå i lyset, så du kan gå hvis nogen her skal gå!"
hun så med en stædig kulde på ham, som hun gik efter ham op igennem katedralen. hendes kropssprog viste ingen tegn på medfølelse, en følelse som heller ikke fandtes inde i hende lige nu..

Erik viftede af hende med en fuldemands hånd, "Det er mig der bor her så du kan godt glemme at det er mig der skrider", han så surt ned i jorden, han var nød til at tage sig lidt sammen og samle den sidste del af stolthed der stadig befandt sig i kroppen på ham, "Hele idén med at være god og ond er dybest set forkert, alle er endten lige gode eller lige onde på en eller anden måde", Han sukkede og så ned i jorden, hvorfor pokker skulle han også lige fortælle den slags til en vampyr, det gav ingen menig for ham mere, at fortælle en person at man havde udrenset en hel by fuld af deres artsfæller fordi at en eller anden guddommelig kraft havde fortalt ham at det var det han skulle gøre, det var forståeligt nok at hun ikke kunne holde ham ud og han ville formentlig have reageret på samme måde hvis der var nogen der havde myrdet så mange af hans brødre. Erik kiggede på hende inden han bukkede en smule, han var hved at falde, men lod sig ikke mærke med det, "Jeg beder om din tilgivelse, jeg ved godt at det nok ikke er noget du gør det meget i, men jeg kan ikke gøre andet end det og håbe på at mine mange synder endag vil blive forladt", hans stemme havde fornyet kraft, skønt han stadig var meget fuld var han nu begyndt at tænke en smule, "Jeg var et godt menneske, men man kan ikke sige jeg blev ved med at være god da min herre opføjede mig til min nuværende form, man kan vel sige at magt fortærre en", Erik var nu så træt af at tænke sig så kraftigt om at han var nød til at sætte sig lidt ned, han kiggede på Luciel med et angrende og håbefuldt blik.

luciel skulle lige til at give et næsvist svar, da han bragte spørsmålet om god og ond på bane.
"det kan godt være at god og ond er et meningsspørgsmål, men i såfald mener jeg at du er en af de der hjernedøde gode folk der bare gør som de bliver bedt om.. jeg har intet imod selv at blive kaldt ond, det er noget man vænner sig til, så for mig kunne det spørgsmål ikke være mere ligegyldigt."
hun trak på skuldrene og satte sig på en bænk overfor ham, med et koldt og ligegyldigt udtryk, men hendes øjen virkede mere levende, selvom det ikke nødvendigt var noget positivt.

"du kan bede om min tilgivelse lige så tosset du vil.. den får du ikke, selv ikke de få folk som jeg ville kalde venner ville få min tilgivelse for at slå så mange af min slags ihjel."
hendes øjne var pludseligt blevet hårdere og man kunne se en muskel i hendes kæbe bevæge sig og hun så ned i jorden med de hvide øjne. rimfrost dalede til gulvet omkring hende og lagde sig i hendes øjenvipper og hår. det ville have været smukt hvis det ikke havde været fordi at selv en der kendte så lidt til hende som Erik kunne se at hun var vred.. frosten kom kun hvis hun var så vred at hun ikke kunne styre den eller hvis hun bare kaldte på den.. i dette tilfælde, det første.. dog blev hun på sin plads på bænken og så ned i jorden.

Erik lagde ikke mærke til isen med det samme, men han opdagede det da han kom til at kigge ned på det nu isdækkede gulv, han havde egentlig forventet at hun ville sige at hun ikke ville tilgive ham og det var også iorden, man kunne ikke tvinge folk til at tilgive en på nogen måde, han smilede til hende da hun sattte sig foran ham og med en mere klar og ædru stemme sagde han stille "jeg sagde ikke at jeg var stoltaf at gøre det jeg gør, jeg har det da ikke godt med det når jeg står med mit sværd hævet over en eller andens hoved, men mit valg står mellem at adlyde eller at blive forbandet i al evighed, hele min familie og dem der er relaterede til mig ville blive på samme måde blive forbandet og kastet ud af himlen og ned i helvede, det kan jeg ikke gøre mod hverken min søn eller hans mor!". Erik bed sig en smule i tungen igen, han havde igen ladet sin mund løbe afsted uden at blive stoppet i tide, "Undskyld mig, jeg har det med at snakke meget", han kiggede ned i jorden igen og legede en smule med isen med den ene fod så han dannede en liulle tegning i det frosne vand, han mindedes lidt hvordan det havde været at få at vide at han aldrig måtte snakke med sine kone eller søn igen da han blev en engel, han havde dog holdt øje med dem på afstand helt indtil hans søn var død af alderdom og det samme med hans kone, tabet af dem begge havde været et hårdt slag også selvom han ikke havde snakket med dem i 50 år, det havde været frygteligt at se hans søn blive ældrere i hans udseende og til sidst overhale sin far og siden visne hen og dø. Erik kiggede igen op på Luciel, hans hjerne snurrede nu igen næsten på ædru, "jeg kan mærke at du er sur, det er iorden at du er sur på mig, men jeg bedere dig om ikke at gøre ngen udfald herinde, hvis du absolut vil slås med mig kan vi gøre det udenfor", han var ikke sikker på om hun i al sin vrede ville modtage tilbudet om at gøre det hurtigt af med ham eller om hun var smart nok til ikke at tage imod det og lade ham blive ved med at leve et liv i konstante fortrydelser og minder om forfærdelige gerninger og oplevelser.

"og hvorfor startede du så med at tjene en herre, der faktisk afpresser dig, og har gjort det siden den dag du døde? det er jo bare dumt!"
den unge vampyr rynkede overrasket og lidt undrene på hovedet, at han overhovedet gad var en gåde for hende.
hvorfor lyde sådan en herres bud, en herre som truer dig til at gøre hvad han vil have, men nu havde luciel jo heller ingen familie så hun havde lidt svært ved at samligne..

"sig mig, Erik de Gothia, hører du ikke efter hvad jeg siger? jeg skal ikke uden for når solen står på himlen. ligegyldigt hvor mange tæv jeg har lyst til at give dig.. for jo jeg har lyst til at give dig tæv, og jeg er ikke noget specielt i tvivl om at jeg ville kunne hvis jeg ville, for jeg har sloges med engle før.. den ene af dem før jeg forvandlede ham til vampyr.."
hun trak på skuldrene og blev nu bevidst om at hun fremkaldte frost, med en hurtig håndbevægelse standsede hun frosten og fik fat i det rigtige ord til at beskrive englen: slapsvans!