Minderne som det eneste selskab...

Sted: Søen
Tid: iRL
Omgivelser: Træer
Vejr: Tyst ingen vind, eller sol, bare skyer

Mogana sad alene ved søen, hun så på sit spejlbillede i søen, det var forandret så meget siden hun var blvet vampyr, selvom hun var blevet vampyr i 1901 havde hun stadig ikke helt vendet sig til dte nye ansigt der så på hende.
Hun kunne ikke lagde vær med at tænke om hun stadig var den samme?
Selvfølgelig var hun det, det var kun udsendet, hun var stadig den samme inden i, men hun følte sig så anderleds.
Hun savnede at der ingen problemer var som menneske, hvis hun ville ahve kunne græde havde hun nok fælet en tåre, men hun tog sig sammen og så sig rundt i skoven, så tys den var...

En ung vampyr kvinde kom gående ind forbi morgana. hun var egentligt på vej videre, men da hun så den anden vampyr stoppede hun. hun var ikke forsigtig, en rest fra hendes sidste måltid sad på hendes ene hånd og kind.
blodet var stadigt friskt. hun var klædt i sort tøj, der let kunnehave tilhørt en kommendosoldat, og hendes sorte hår lå ikke længere elegant ned over hendes skudre. efter jagten sad det i en masse fine krøller der snoede sig om hinanden. det gav hende et vildt udseende.
hendes blå øjne betragtede roligt vampren som hun sad ved søen.

Mogana hørte dæmpede skridt bag sig, hun lugtede sig frem, en anden vampyt, hun blev lidt mere rolig, hun snuste igen frisk blod.
Vampyreren måtte lige have jaget, hun vendte sig om, mens hun prøvede at få styr på sig selv.
En vampyr i sort tøj og vildt udsende stod foran hende, hun hvæsede ikke og Mogana følte sig tyg, hun prøvede at smilte, men det blev kun til en grimase, hun kunne bare ikke smile efter hendes sammenbrud...

//Skal logge :( Måske skrives vi ved senere? Hej...//

//sry jeg ikk svarede.. mine forældre nakkede min bærbare 3:( //

Luciel gik stille hen mod mogana. hun så grimassen, og gættede hurtigt at hun forsøgte at smile hun kendte det samme fra sig selv.
luciel derimod følte sig stærkere.. mere levende.. efter sit sidste måltid, og havde ingen problemer med at smile rigtigt. hun satte sig på hug overfor den anden vampyr.
- hvad er der galt?

Sea kom stille gående ned mod søen. Eller hun gik ikke. Og slet ikke stille. Hun hoppede. Med lukket øjne. Sea hoppede op i luften, drejede rundt et par gange og landte på jorden igen. Hun kom længere og længere ned mod søen. Da hun var et par meter fra søen, standsede hun med lukket øjne. Et let vindpust ramte hende i hovedet og hendes løse brune hår flagrede tilbage. Stille åbnede hun sine brune øjne. Hun så ned for at se hvor langt hun var fra kanten. *Øv, der er længere til kanten end sidst* tænkte hun, men smilte så. *Det må jo bare etyde at jeg skal prøve igen!* Sea vendte sig om og skulle til at løbe et lille stykke tilbage, da hun så at der var to andre vampyre. "Hej!" smilte hun hurtigt til dem. Hun syntes at hun kendte den ene men var ikke helt sikker på om hun gjorde....

Luciel vendte langsomt hovedet, og hendes isblå øjne borede sig ind i seas. hun lignede et rovdyr. hun krummede hænderne som klør, indtil hun afgjorde med sig selv at pigen der så ud til at være yngre end hende kropsligt ikke var nogen trussel. så rejste hun sig op med langsomme glidende bevægelser og gik over mod den anden vampyr. med hendes duft var det ikke svært at afgøre at sea var en vampyr.
det var et rovdyrs smil der kom frem på hendes ansigt, da hun hilste på sea.
- hej..

Hun så lidt forbavset på den anden pige.
"Hvad hedder du?" spurgte hun og prøvede at smile lidt. HUn så hen på Mogana og viste så at hun kendte hende.
"Hej Mogana!" smilte hun til hende.

- jeg er luciel.. og du er?
hun kiggede en gang fra sea til mogana, men så, så hen på vampyren foran hende og ventede på at hun svarede. hun så afslappet ud, men det kunne ændre sig meget hurtigt.

Sea begyndte at slappe lidt mere af. "Hyggeligt at møde dig Luciel. Jeg er Sea!" smilte hun. Sea gik forbi pigen og hen til Mogana. "Hvad laver du her?" spurgte hun spændt. Hendes trøje var ved at falde ned over hendes skulder, så hun hev den hurtigt op igen. HUn så spørgende og spændt på Mogana.

//Back!//

Hun så på Luicel og svarede hende samtidig med hun svarede Sea:
"Jeg...jeg sad bare og tænkte over mit menneske live!" sagde hun og så ned i jorden og kom så i tanke om hun slet ikke havde hilst og sagde stille og lidt ked af det:
"Hej Luicel jeg er Mogana, og hej Sea!"

Luciel nikkede ikke uvenligt til hende, og gik over og lagde en kold, blodig hånd på hendes skulder.
- sådan har jeg det også nogen gange, men jeg kan ikke huske så meget fra dengang jeg var menneske..
heldigvis, tænkte hun, så er der mindre at sørge over.. som om der ikke var nok sorg i mit nuværende liv, hvis man kan kalde det det.

Line så op på Luciel med et spørgende blik.
"Hvorfor det?" spurgte sea til hendes tanker. Lige da hun havde sagt det, fortrød hun. Hun ville ikke virke fremmasende, men det var svært at lade være med at spørge. Hun så ned i jorden. "Hvorfor tænker du over dit menneskeliv?" spurgte hun Mogana.

- for mange kampe.. for mange unødvendige drab...
hun uddyber ikke det sidste, men ryster bare sørgmodigt på hovedet. hun græder ikke, selvom hendes blå øjne et kort øjeblik bliver blanke.
hun stryger sig træt over øjnene, og den energi og det liv hun fik af blodet syntes at være forsvundet.

"Tak!" sagde Mogana til Luicel, det var ret at nogen var forstående, i forhold til Line.
"Det er bare fordi..." stammede hun til Sea:
"Nogen gange savner jeg det bare...alt var så nemt...intet at forholde sig til af farer... man behøvede ikke at dræbe mennesker eller som mig dyr...Det hele var bare lettere, ja sådan har jeg det bare, jeg savner at det ikke brænder i halsen når man ikke har jaget, Det forstår du sikkert, ikke?" hun så på Sea og så igen ned i jorden, mens hun skammede sig lidt over at indrømme det...

Luciel rystede på hovedet.
- jeg lærer aldrig at forstå hvordan nogen kan holde ud kun at drikke dyreblod! bliver du overhovedet mæt!?
hun så uroligt på mogana. hun havde lært aldrig at være tryg sammen med vampyrer der ikke var mætte..

"Jeg er enig med dig Luciel!" svarede Line. "Nogle gange kan man nøjes med at drikke dyreblod, men IKKE hele tiden!"
Hun smilte lidt. Hun rejste sig op, snurrede et par gange rundt og stod så stille. Hun kunne ikke side stille for længe af gangen. Det var et af hendes mindste problemer, men det fyldte alligevel meget at skulle bevæge sig hele tiden.

"Jeg har mine grunde!" sagde Mogana og så på dem begge før hun fortsatte:
"For det første udlukke jeg så mange venner der ikke kan lide mig hvis jeg dræber mennesker, og det kan jeg bare ikkke gøre imod dem!
For det andet så har jeg, som jeg sagde før, problemer med mine menneske minder, jeg kna bare ikke dræbe et menneske, hver gang jeg skal til det ser jeg mig slev som menneske grædende, jeg ser også min mor, min far, mine menneske venner og min lillebror..." hun så ned i jorden og fortsatte henvendt til Luicel:
"Jeg er ikke meget svagere end andre vampyrer der dræber mennesker, kun en lille smule, og det er ikke meget!"
HUn så lidt på dem, hun kunne bare ikke forstå hvordan de kunne dræbe mennesker, hun fik en kuldegysning da hun tænkte på det, især...især den gang hun havde set sin lillebror.
Hun var på nippet til at græde, hvis vampyrer altså havde kunnet...

"Jeg kan holde mig fra mennesker i et stykke tid, men ikke altid! Derfor udelukker jeg jo heller ikke venner der er mennesker!" smilte Sea til Mogana. "Men hvordan kan du huske din familie?" spurgte hun medfølende. *Bare hun ikke syntes at jeg er for nysgerrig!* tænkte Sea. "Jeg kan ikke huske noget fra da jeg var menneske."

"Jeg ved ikke hvorfor jeg kan huske dem sååå tydeligt, men i hvert fald har jeg set dem efter jeg blev mennske, ikke med vilje, meeen de var der bare, og så vil jeg også gerne huske, jeg elskede mit mennske liv, dte var dejligt fredfyldt!" sagde hun og så på Sea og fortsatte:
"Du skal være glad for du ikke kan huske noget, nogen gange... ja nogen agnge er det en forbandelse!" hun så indtrængende på Sea...

// P.s Mig (altså Mogana) og SEa logger! Kommer igen i emnet senere...//

- normalt holder jeg mig fra mennesker, men kun hvis der er asparaer i nærheden!
luciel slikkede sig om munden. hun huskede tydeligt smagen af asparablod. et ondskabsfuldt smil kom frem på hendes ansigt, men blev mere venligt da hun så sea rejse sig og snurre lidt rundt om sig selv.
- jeg er langt fra stærk i forhold til ngle vampyrer jeg har mødt, men jeg er mere end stærk nok til at dræbe mennesker og asparaer.

//ok.. vi skrives ^^ //

"Asparaer?" spurgte Mogana intreseret:
"Hvordan smager det?" og fortsatte så lidt efter:
"Altså nu ved jeg ikke så meget om racer, og undskyld hvis dette lyder dumt, men hvad er asparaer?" hun så spørgende på luciel og smilte sit vampyrsmil, så man kunne så hendes kridhvide små syllespidse vampyr tænder.

//Ja!//

Sea så spændt på Luciel. Hun ville også gerne have svar på det som Mogana lige havde spurgt om. Hun vidste heller ikke hvad asparare var, men hun ville helst ikke indrømme det medmindre at hun blev spurgt. "Jeg spiser for det meste hjorte!" smilte Sea grådigt. Hun så stadig spændt på Luciel.

- de er en slags beskytter for naturen.. ånder af vand eller skyer. desuiden er de meget sky.. overfor os vampyrer. de vad at de smager godt, og de kan ikke tåla at blive bidt. de dør af det. de kan på grund af det være lidt svære at få fat på, men det tillægger jo bare jagten lidt spænding.
hun smilede lumsk, og så ondskabsfuld ud.
- deres blod er kraftigere og sødere end menneskeblod.. du blever hurtigere mæt af dem. men hvis man er umættelig såh..
luciel rejste sig op, og så lettere rastløs ud.