Proclamation of Emancipation //Maylea//

S :: Slavemarkedet
T :: 15:30
O :: en masse slaveejere og deres slaver, hob af mennesker der byder på slaver
V :: Let overskyet

Lugten var utrolig, at man bød mennesker og andre væsner at stå i møg til knæende mens de ventede på at blive solgt til højestbydende var i den grad en modbydelig tanke, larmen lugten og støvet af de mange fødder der vandrede rundt mellem de forskellige auktioner der var overalt på slavemarkedet kunne ses fra hele som en grålig mørk sky. Skrig kunne høres fra en smedje der ikke bestilte andet end at give slaverne deres ejeres mærker i form af det glødende jern der blev presset mod deres blottede halse, lår, arme eller i andre tilfælde deres pander, skrigende var hjerteskærende og gråden fra forældre og børn blev blandet til en klagesang af ulidlige dimensioner. Alt dette var næsten for meget for den kutteklædte skikkelse der gik igennem mylderet uden at tilkalde sig for meget opmæksomhed, folk puffede og skubbede mens han med faste skridt gik hen mod den største auktions scener, råbene fra mander der stod og solgte slaverne føltes som knive der blev boret igennem hjertet på personen, tænk at nogen kunne drive sig selv til at begynde at sælge andre mennesker eller væsner til den der ville give flest penge, det hele var en uhyrlighed, en uhyrlighed som skulle ødelægges eller brandes ned til den sidste træsplint der stadig bar præg af dette forfærdelige sted. En specielt stor, tyk og skaldet mand bumpede ind i den kutteklædte så han vaklede lidt tilbage, manden var ikke sen til at slynge en fornærmelse afsted, "Så se dig dog for... djævleyngel", den kutteklædte stoppede fuldstændig med at bevæge sig et kort øjeblik, det var som om den enda stoppede med at trække vejret og overvejede om den skulle vride hoved af den skaldede mand, han lod dog værre og korsede sig istedet og begyndte at gå videre, den skaldede mand råbte nogen flere ukvemsord efter ham inden han forsvandt i menneskemængden. Samuel skumlede af vrede indenunder kutten og den rustning han havde på gjorde det bedstemt ikke mere behageligt at rende rundt i den svære hede der omsluttede stedet, han lod kort sin hånd glide op af klingen på den økse han havde gemt under den lange kutte, den skulle komme til at spille en central del af det der skulle ske idag. Samuel stillede sig op foran i rækken af mennesker der stod og hørte på manden stå og råbe og skrige, en slave blev ført op på den lille scene, Samuel rettede lidt sine øjne op mod slaven så det eneste der var at se under kutten var de lysende blå øjne fra et rent og godt væsen. Inde i sig bedte Samuel en kort bøn, dog stadig med øjnene der prøvede at fange slavens *Gud giv mig styrke, lad mine slag blive hurtige og præcise, må der ingen skade ske til de uskyldige og lad alt ondt ramme dine fjender*, han sukkede dybt og lod hånden glide ind under kutten så han havde hånden på skaftet af den store økse.

//må man være med?//

//så er du efter Maylea//

//skal vi starte elle vente?//

Maylea var i mængden. Eller rettere bevægede hun sig uset 'bagved' scenariet af de mange lænkede slaver, og bydere. Alle de klynkene lyde kom var de svageste. Selv havde hun lagt mærke til at selv dem der så stærkest ud virkede udtærrede. Men de hverken klynkede eller græd. Deres hårde blikke gav hende håb. Nogle af dem troede stadigvæk på at de ville kunne klare sig. At alt håb endnu ikke var ude. Godt. De skulle blive ved sådan. Det var den holdning der holdt dem i live. De måtte aldrig miste troen. Og selv var hun her for at styrke deres tro på at der stadigvæk fandtes gode personer i denne verden som ønskede deres frihed og ville hjælpe dem.
May havde et par mørke tætsiddene bukser på, dog nemme at bevæge sig i så hun var sikker på ikke at ville få problemer med dem. Et bælte omkring hoften med allemullige forskellige knive, endnu et lille 'bælte' som sad omkring hendes lår hvor en pistol var fastspændt. ellers havde hun en stribet aflang striktrøje på for at virke endnu mere neutral. Alt dette var dog skjult under en kappe som hun havde iført sig for at skjule sine våben og identitet. Desuden skilte hun sig ikke spor ud med den mørke kappe, og det bløde silkestof som var vendt indad. Alt i alt en forholdsvis dyr kappe der skulle vise at hun ikke var så fattig. Hvis hun havde set sådan ud ville en slavehandler sikkert allerede have slået kløerne i hende - hvilket ikke lige var det hun håbede på ved at befinde sig her. Slet ikke. Hætten var slået op over hovedet og kastede skygger nedover hendes lille fejlfri ansigt. Som pynt havde hun et par sølvøreringe på, formet som to ørne/englevinger.
To totter af det brune bølgede hår blev dog ikke skjult indeunder hættens skjul. Hun havde forgæves forsøgt at skjule dem, men måtte dog i sidste ende indse at det ikke ville virke naturligt nok. I stedet var hun endt sådan her.. Maylea så rundt blandt folkemængden for at udse sig sit første bytte. Eller rettere det første sted hun ville slå ned. May var ikke ude på et direkte angreb. Hun foretrak at angribe i skjul så folk ikke kunne se hvem der havde gjort det. Dog var det at flygte ikke noget problem for hende. Hun var let til bens og ret hurtig når det virkelig gjaldt. Hun fik øje på en skikkelse.. En der til at starte med ikke havde fanget hendes opmærksomhed.. før nu. Hendes øjne havde fanget et glimt af en enorm økse. Hvad var han ude på?

Belegion kom gående ind på Slavemarkedet.
Et skræmmende syne, han havde aldrig set sådan et syn før, aldrig hvad var dette for en galskab? Hvordan kunne man sælge personer til hinanden? I den lille elever landsby han kom fra havde han aldrig tænkt på nogle som mindre værdige.
Man kunne tydeligt se at han kom fra en lille by, han havde en rygsæk på, man kunne knap se nogle pile stikke op fra toppen af tasken, i hans bælte hang et sværd hvor der var en slags runer, elever skrift, der var gået fra generation til generation i hans familie.
Hans røde kappe blafrede blidt i vinden og afslørede hans skinnende ringbrynje, rundt om munden havde han et rødt stof der skjulte hans mund og lidt af hans øre.
I det han gik rundt kunne han se en mand, var det en økse? eller var det bare noget af en rustning, Belegion lagde hånden på enden af sit sværd, just in case det var et våben. Han så sig nervøst rundt, han var ikke van til det her miljø.

En sveddråbe gled ned over Samuels pande, han lukkede øjnene og prøvede at tømme hoved for tanker, han kunne ikke bevæge sig hurtigt nok hvis han var nød til at tænke over sine bevægelser, en sommerfugl fløj forbi hans hoved, det lille insekt hørte ikke hjemme på et sted som dette, men det frembragte et smil på hans læber at se en ting af skønhed på et så modbydeligt og forfærdeligt sted som dette, han sukkede dybt og fjernede sveddråben med bagsiden af sin ene hånd og afslørede for et kort øjeblik en sølvskinnende rystning i det smukkeste stål der var set i Di Morga. Samuel korsede sig og bad endu en bøn, folk omkring ham vendte sig nu en smule om for at se på den fremmede der åbenbart stadig troede på en gud der ikke havde reddet dem fra den skæbne som de havde lidt, tiden var inde til der skulle handles. Samuel maste sig nu helt op foran alle andre og folk begyndte at brokke sig højlydt som han kom tættere og tættere på Scenen hvor Auktionsmanden og slaven stod, da han var kommet helt op foran stoppede han mens han kiggede direkte i øjnene på slaven, slaven der var en høj og udmagret elver fik et glædens lys i øjnene over at se manden med de klare blå øjne stå nede bland de vild råbende og masende slave-ejere, han så ud til at få en mere rank og stolt holdning mens han kiggede på Samuel samt et håb og en glæde der var for stor til at kunne beskrive for en anden person. Auktions manden hamrede den lille hammer ned i bordet og råbte hvem elvere var blevet solgt til, elveren fik nu igen et bage udtryk og kiggede på Samuel der bare nikkede og viste ham den økse han havde under kutten. Slaven gik med tunge skridt over mod den mand der havde købt ham, de tunge lænker han havde på havde efterladt dybe sår og rifter på hans håndled og ankler. Samuel trådte nu op på scenen og der spredte sig en hidsig mumlen mellem folk der stod nedenunder, auktions manden rejste sig og gik over til ham med et irriteret udtryk "det er kun for folk der skal sælges eller styre auktionen... NED MED DIG!", Samuel drejede hoved og kiggede på ham med de lysende blå øjne inden han hviskede så manden kun lige ville kunne høre det, "Søg forladelse for dine synder, forlad byen og søg tilgivelse for hver mand kvinde og barn du møder på din vej", manden vaklede nogen skridt tilbage inden han skreg på vagter, Samuel hev så øksen frem og skilte mandens hoved fra hans krop med et drabeligt hug fra den store økse, derefter smadrede han kæderne på slaven der havde kigget på ham og hviskede kort, "Bliv her, jeg har brug for dig", elveren nikkede ivrigt. I mellemtiden var panik begyndt at sprede sig nede mellem folk og vagter fra hele slave området kom løbende, slaverne der stod i dere bure eller lænker kiggede op og fik en lille smule glæde i øjnene over hvad der skete oppe på den store auktionscene. Samuel hev kutten af sig og afslørede den mageløse rustning han havde på indenunder, lyset sprang til alle sider fra den og de store vinger foldede sig ud så man kunne se hvem han var, det bølgende brune hår flagrede kort i den vind som var blevet skapt da han hev kutten af sig. Samuel tog elveren ved hånlede og rakte hans underreneærede arm i vejret ind han med en gennemtrængende stemme der emmede af myndighed og ære "Jeg er Samuel søn af Gabriel, jeg har set Di Morga lide, jeg har set hvordan Lord malakel har ændret dette sted til en hule af ondskab og blasfemi, jeg står foran jer med den første befriede slave, fra dette øjeblik erklære jeg alle slaver for frie som alle andre og ingen skal igen bruge dette sted til at gøre grusomme ting mod andre... I ER FRIE", han brølede det sidste men han svingede øksen højt over sit hoved, slaverne i burene og dem der stod i lænker kastede med det samme deres arme i vejret mens et brøl af glæde skar igennem menneskemængden.

Maylea den vilde blomst gispede ved synet af dette scenarie. Noget hun aldrig havde drømt om. Var han det lys hun havde set forleden? Øksen skilte slavehandlerens hovede fra kroppen.. Trillede henad jorden mod hendes fødder. I ren væmmelse trak hun sig nogle skridt bagud. Hvor vammelt! Men hvis hun ikke kunne klare dette var hun ikke egnet til denne opgave. Hun bed hårdt tænderne sammen og skjulte sig bag en opstilt pæl. Smugkiggede på scenariet.. Så hvordan englen - hun var ikke længere i tvivl - skar slaven fri. Hvordan han stillede sig op og råbte. Hvordan alle slaverne løftede deres arme som en hyldest. May mærkede hvordan vredens galde steg op i halsen på hende. Hvor vovede han.. hvor vovede han.. Men hvad var det egentlig han vovede? Var dette ikke det hun selv ønskede? En der kunne stille sig op i al sin pragt og vise alle andre hvordan tingene burde være. Hvordan tingene skulle være. Hun holdt de irriterende tårer tilbage, Hvad var der at græde for? Hvis hun ikke selv snart satte i bevægelse ville hun blive glemt. Hun ville blive en ligegyldig fej kryster der ikke turde reagere på trusler. Hun knyttede kort hænderne og tog sig sammen. Der var ingen kameraer på. Ingen journalister. Hun behøvede ikke være bange for at se dum ud. For ærlig talt.. Maylea anede ikke hvordan hun så ud udefra. Hun ruskede hætten ned fra hovedet og afslørede resten af det lille fine ansigt. Nej. Hun ville ikke stå her og gemme sig. Måske havde hun chancen for at slutte sig til englen. En rigtig engel.
May greb fat i kto kasteknive - som hendes bælte var fyldt med - og tog et overblik over situationen. Slavehandlerne så direkte forargede ud. Nogle holdt ekstra øje med deres slaver. Nej. Det var tydeligt at de fleste af dem ikke brød sig om at denne engel troppede op. Mange af dem havde ikke fattet at det skulle være slut nu. At de ikke kunne stille sig op mod et af guds engle! May så hvordan nogle af byderne selv var blevet forargede. Hvordan havde englen tænkt sig at klare dem alle? Hun svingede højre arm tilbage og slyngede den frem i en enkelt elegant bevægelse, og slap knivene. De ville ramme. Hun vidste de ville ramme. Det var ligesom en lille ekstra naturlig evne hun havde. To slavehandlere faldt lige durk ned fra deres lille 'scene'. To som havde valgt at finde våben frem. Ingen havde dog set Maylea. Ingen havde endnu set hvor de to små knive kom fra. Hun trådte ikke frem fra sit skjul. Det var her hendes plads var. Længere væk fra scenariet. Angreb i skjul. Hun smilte svagt. Mon englen havde set hende?

Belegion trak sit sværd "må mine forfædre beskytte mig" mumlede han og holt om sværdet.
"Sikke blasfemi, har man kendt mangen til skam, i har bragt over jeres familier! hvordan kan i handle med andre levende væsner!?" råbte han og så rundt, hvis noget skete var han klar.
Han begynde at små løbe hen til manden med øksen "hvad er det der sker jer" sagde Belegion da han stod to-tre meter fra manden.
Belegion strammede grebet om sit sværd og svingede det et par gange ud i luften da en løb hen mod ham, han ramte ikke men det var med vilje, Belegion havde aldrig været i rigtig kamp, hans første rigtige gang at være i kamp.
Hvordan var det her løbet afsted på så kort tid? Men det var for en god sag, så Belegion hjalp gerne.

Samuel stod med slavens arm løftet i vejret, det var som om at lyset begyndte at trænge igennem det ellers så uigennemtrængelige grå støv der hang højt over området, den lyd der gjaldede af folk der stod og bankede deres kæder mod hinanden eller slog på deres bure vær sær men på samme tid smuk, man vidste det var en lyd af frihed der blev frigivet, en lyd af mennesker og andre væsner der fik håb, liv og glæde tilbage i deres ellers så smadrede og udsugede sjæle, elveren hvis hånd Samuel holdt fat i kunne ikke beskrive hans glæde så en lille tåre gled ned af hans kind for at understrege hans totale lykke, men det varede kun kort inden vagter var stimlet sammen omkring scenen med deres våben trukket. Samuel nikkede til elveren der kiggede på ham med uro i øjnene, det hele skulle nok gå, han havde troen på at det hele ville gå som det skulle, ud af den ene øjenkrog nåede Samuel at se tog sølvskinnende objekter komme svævende gennem luften, de var for hurtige til han kunne reagere, men de susede lige forbi hans hoved og ramte to mennesker bag ham der faldt om på jorden med våben i hænderne, Samuel kiggede kort på dem, han havde fornemmet de var der, men han troede ikke at de havde våben med sig, han samlede et sværd op og gav det til slaven med et dybt suk "Jeg håber du kan bruge dether... du kommer til at kæmpe for dit liv", Slaven kiggede på ham og svarede med stolthed i stemmen "Jeg har kun et liv hvis jeg kæmper for det". Samuel stillede sig med øksen hvilende i den ene hånd og kiggede ned på vagterne der stod talstærkt omkring dem da en anden person der lignede en elver, men ikke rigtigt kunne ses på grund af hans tøj kom løbende og stillede sig dernede, Samuel fik et lille smil, det var da dejligt at vide at mindst to havde det på samme måde som hamselv, han rettede sin opmærksomhed mod den nyankomne "Befri de andre... få så mange slaver fri som muligt.... dether er ikke det rette tidspunkt at sludre for meget på". Samuel kiggede igen på vagterne der kom nærmere og nærmere "I får kun en chance... overgiv jer eller i vil flade her idag", vagterne kiggede kort på hinanden som om de talte hvor mange de var og hvor mange de var oppe på scenen hvorefter de begyndte at rykke frem igen, Samuel fik et trist udtryk inden hans øjne begyndte at lyse i en kraftig hvid farve, han knugede sin hånd og et kraftigt lys kom til syne omkring den, det bevægede sig som om det var vand, men på samme tid var det lys og gasagtigt og så med et skød han det afsted mod vagterne hvor et par stykker af dem faldt om på jorden, kampen var gået igan, blod og korpsdele føj gennem luften og Samuels lys virkede både som et skjold og et ekstra slagvåben, det varede dog ikke længe inden at de mange vagter begyndte at få overtaget selvom Samuels krafter mange gange oversteg deres kunne han ikke slås mod så mange på en gang.

Maylea bed hårdt tænderne sammen da hun så hvor mange vagter der nu havde omringet englen. Den engel der havde startet det her. En engel der ikke havde fortjent at dø. Hun så sig omkring.. Løb nogle få skridt til den ene side og trak en stor anderledes kniv op af skeden. Dette var tydeligvis ikke nogen kastekniv. Hun så på buret og løftede begge hænder som holdt om knivens håndtag. Hun kunne godt.. De skulle fri. Egentlig havde hun tænkt sig at gøre det uset så kun slaverne ville skabe uro. Men den plan var vist blevet smidt væk for længst. Der var ikke rigtigt nogen chance for at hun kunne gøre sine handlinger uset længere. Eller måske.. lidt endnu.. May lod kniven skære nogle af træmmerne over som var de smør.. hård smør. Hun var ikke helt øvet med denne kniv, den krævede en del fysisk styrke før den fungerede. Havde hun ikke trænet så mange år ville hun sikkert kun have skåret en træmme over. Hun bed sig let i underlæben og sparkede træmmerne væk så de 7 slaver der havde befundet sig i buret stormede ud for at være med i kampen. Selv krummede hun sig sammen bag en scene for ikke at blive opdaget af vagterne og andre slavehandlere. Hun mærkede hvordan adrenalinen pumpede sig vej gennem hele hendes krop, forhindrede hende i at sidde stille og gemme sig. Det var nu det gjaldt. Hun kunne hverken lade de andre slaver og englen i stikken. Kampen var brudt ud - det var tydeligt. Og den engel kunne ikke klare alle selv.. men.. hun så ned på sit bælte som var fyldt med allemulige forskellige knive. Hun havde ikke råd til at miste dem.. De havde allesammen været så pokkers dyre. Hun havde dog flere i tasken, men tasken var ikke her. Hun lukkede kort øjnene før hun samlede 5 små bølgede kasteknive op mellem sine fingre på hver hånd. De skulle allesammen ramme. Hvis de ikke ramte ville det være det spild. Hun rejste sig halvt op så hun fik et godt udsyn over kampscenen. Jo.. Hun kunne godt.. Hendes fader havde lært hende dette kast. Selvfølgelig skulle hun klare det, så svært ville det heller ikke være. May krydsede begge arme over hinanden så knivende befandt sig få cm fra hendes ører. Koncentrationen var nød til at være fuldent. I en enkelt men overraskene hurtigt bevægelse kastede hun knivene frem. Øjnene fulgte efter dem. Så hvordan de hver fandt deres mål uden problemer. Ingen havde set hende. Ingen vidste hvor knivene kom fra. Maylea kastede sig ned på maven bagved scenen endnu engang. Og det ville være bedst hvis det fortsatte sådan.

Belegion lagde sit sværd væk, han gik ikke ind for unødig vold eller drab for den sags skyld.
Han løb hen til en slavehandler og slog ham i hovedet, så han faldt til jorden, Belegion tog hans nøgler og begynde at låse bure op. Han så forbløffet op da flere slave kom ud af samme lille bur, hvilken umenneskelighed kunne låse 7-8 mennesker i det samme lille bur? Han havde aldrig haft det så skidt da han så det.
Da han havde åbnet 3 bure kiggede han sig over sin skulder og så 3 vagter der løb efter ham, han måtte gøre noget at stoppe og og slås ville være håbløs dumt de var tre mod en, hans odds var ultra dårlige.
Han valgte at stoppe op og løb direkte mod den midterste og væltede ham, han satte sig oven på ham og slå ham i hovedet, indtil at de to andre vager sparkede og væltede ham, han prøvede at kæmpe imod, men to af de tre vagter holdt fast i ham mens den sidste stod og slog ham i maven. Var han færdig eller kunne han klare den? de spørgsmål kørte rundt i hovedet på ham.
Han fik et slag i hovedet igen og faldt til jorden, han prøvede at rejse sig op men blev sparket ned igen.
Hvad skulle han dog gøre? lige nu var han ikke til meget hjælp isæt ikke fordi at englen var alene mod alle vagterne, ikke smart. Han fik rejst sig op, trak sig sværd og begynde at svinge det for at holde vagterne fra ham, det lykkes ham at får vagterne afvæbnet, han trak sin bue og begynde at skyde vagter der jagtede slave, for hver pil han skød faldt en vagt til jorden ikke død var slemt såret.

Overalt på slavemarkedet begyndte kamplarmen at bryde ud, slaver kæmpede indædt for at befri venner og familie der også sad som fanger klar til at blive solgt, lyden af flere og flere mennesker der sluttede sig til slaget om friheden kunne høres overalt omkring Samuel der stadig stod i en lille cirkel af vagter der svedende og prustende kæmpede for at få styr på den oprørske engel som havde sat området på den anden ende. det bølgende lys som syntes at omslutte Samuels ene hånd virkede nu mest som et skjold mens den ene vagt efter den anden huggede af alle krafter mod ham, Samuel kunne mærke hvordan han for hvert slag fik sværere og sværere ved at bibeholde det magiske lys der holdt fjenden væk, en særlig stor vagt svingede et sværd gennem luften og Samuel var sikker på at dette hug ville smadre hans parader, han lukkede øjnene for ikke at se sin død komme mod ham, men hugget kom aldrig, kun lyden af en mand der faldt til jorden, Samuel åbnede øjnene og så manden ligge med en pil boret ind gennem det ene øre ud af det andet, Samuel kom hurtigt på benene mens han så vagter og slavejægere falde som fluer for de pile der blev sendt afsted. Samuel gik igen i kampposition som flere vagter kom fossende ud på pladsen, en hvislen kunne igen høres, men denne gang var det i stede knive der borede sig ind i de mål der kom løbende mod de kæmpende slaver og oprørere. Samuel samlede den sparsommelige mængde af slaver der nu var befriet omkring ham mens vagterne lavede en linje på samme måde foran dem, det sidste angreb for at befrie resten af slaverne skulle til at stå, hvem end der havde hjulpet Samuel før håbede han på de ville stille sig op og vise fjenden at de ikke var bange , men klar til at yde det ultimative offer for at befrie andre og ødelægge slavemarkedet og fjerne alt hvad der mindede den mindste smule om hvad der før havde været der. Samuel strakte igen øksen op foran sig med sveden pilende ned af sit ansigt, han havde dog stadig det trodsige blik han havde haft det sekund han havde trådt op på scenen første gang. Samuel kiggede op mod himlen han håbede på et eller andet guddommeligt tegn på at de andre ville klare dether, Samuel var ikke bange for at dø og da slet ikke når han gjorde det på et sted som dette hvor han havde gjort alt hvad der havde stået i hans magt for at befrie de mennesker og væsner han for alt i verden havde svoret at beskytte og vejlede med sit liv som indsats, den slave han havde befriet lagde en hånd på hans skulder så Samuel drejede hoved og kiggede på ham, hans ansigt var smurt ind blod der både var hans eget og andres, hans stemme lød rolig og fattet da han åbnede munden og man kunne ikke mærke på ham at han var igang med at kæmpe for sit og alle andres liv, "Min herre engel... vi står alle med dig, du har vist at der altid er et håb, selv når det virker falmet og dødt, vi skal kæmpe for livet og friheden sammen", der lød et brøl fra slaverne der stod og sendte vagterne og slavejægerne de mest dyriske og vilde blikke man kunne forestille sig, Samuel kunne ikke unde dem at de følte det på den måde, de mennesker der stod foran dem havde gjort modbydelige ting og fortjente ikke retten til at prøve at angre deres synder mere, den ret havde de mistet lige så snart at de havde fanget deres første uskyldige person. Samuel nikkede til slaven med et smil og blev selv mere rolig, han strammede sit greb om sin økse og rakte den i vejret, i samme øjeblik rejste sig endu et brøl fra de frigivne slaver, frygten var tydelig i vagternes øjne.

Hun tvang sig selv til at trække vejret roligt og fattet. Mistede hun fatningen ville hun sikkert selv ende ude blandt kaoset. Det gik ikke. Så, så hun ham. Elveren som stod midt i flokken med sin bue.. Mange faldt for hans pile. Dødbringene pile som ramte deres mål, præcis som hendes knive havde gjort. Det ville ikke gå hvis han blev ved med at stå der, indså hun. Han stod jo midt i det hele! Måske kunne han ramme fjenderne som stod længere væk med sine fortræffelige skud. Men ikke dem som var helt tætte på ham. May bed tænderne sammen og sendte en kniv lige i hjertet på en vagt som havde sneget sig helt tæt på elveren. Det var overblikket som var vigtigt ligenu. Hun dækkede dem begge selvom de sikkert ikke vidste det. De var hendes håb. Hendes eneste håb. Englen havde troppet op foran hele dette slavemarked og sagt god for at slaverne måtte slippes fri. Det var ord som hun ikke selv ville have haft mod til at sige.. Jo Sikkert, men hun ville klart have været hurtig til at løbe væk derefter. Hun var ikke fysisk stærk nok til at kunne holde så mange vagter og slavejægere på afstand i nærkamp. Medmindre hun brugte 'det' .. Maylea rystede på hovedet og vente tilbage til nutiden. Ingen dagdrømmeri var acceptabel i en sådan situation. Hun bed hårdt tænderne sammen og sendte endnu en regn af knive afsted mod de mænd som omkringede englen. Og fem mere.. De faldt allesammen som døde dyr til slagtning.
Hun mærkede hvordan adrenalinen voksede og tvang hende tættere på hele scenariet. Hun kunne ikke holde sig fra spændingen. Hun var endnu ung. Kun 16 år.. havde aldrig oplevet sådan noget her før. Hun ville underskrive sin egen dødsdom ved at kaste sig ud i det vandvid som formede sig på slavemarkedet. I stedet for åbnede hun de sidste bure.. Lod slaverne strømme ud og enten flygte fra stedet, eller kæmpe videre. Hun forstod dem godt. Men selv var hun ikke nær så rædselslagen. hendes far havde lært hende at stå fast. Selvom det i sidste ende selv havde taget hans eget liv. Som en sprang hun afsted for at tjekke om alle bure var åbne. Da dette var tjekket så hun sig omkring og sprang ned under en scene for at undgå opmærksomhed fra vagter eller slavehandlere. Hun kravlede tættere på scenariet og satte sig til rette, dog på hug så hun hvert øjeblik det skulle være kunne nå at løbe væk hvis det blev nødvendigt. I stedet for kastede hun endnu nogle knive mod vagterne omkring elveren. Velvidene at de ville ramme. Det gjorde tingene altid. De ramte altid deres mål. Så længe det var levende.. May kiggede frem fra en sprække i samme øjeblik som en vagt så i hendes retning. Ikke godt. Desperat rejste hun sig og sendte en lille bølget kniv lige i hjertet på ham før han kunne nå at fortælle andre noget. Dog var skaden sket.

Belegion så rundt på slavemarkedet som nu var blevet lavet om til en slagmark. Han fik øje på en faldt sammen idet han havde råbt på hjælp, det var ikke det der var spændende det var mere kniven der sad i ham, han havde ikke knive og englen havde heller ikke, hvem havde det så?
Han lagde sin bue og pil væk og løb hen til vagten, han så rundt og hvad var det? en ung pige, det måtte åbenbart være hende der havde dækket ham og englen.
Han så rundt der kom en gruppe vagter løbende hen mod dem, han måtte gøre noget, hun så ikke ikke ud til at hun kunne klare en nærkamp på samme måde som engelen eller ham selv, man måtte komme op med en eller anden ide hurtigt.
Belegion så på hende og nikkede som en anerkendelse, han så så på gruppen af vagter og løb lige i mod dem, han måtte jo prøve at aflede deres opmærksomhed fra pigen og på ham.
Han løb ind og væltede den midterste, rejste sig op slog en der stod til venstre fra ham, da han skulle til at slå en til blev han slået i hovedet, Belegion faldt til jorden han blev strakts hevet op og vagterne begynde at gennem tæve ham. Det så sort ud for Belegion, men han fik da vagternes opmærksomhed væk fra pigen, det var han tilfreds med.

Samuel kiggede på den linje af vagter der stod foran ham og de frigivne slaver, han kunne stadig høre kamplarm bag ham, men han følte han var nød til at hjælpe til her indtil der blev råbt noget til ham på et sprog han ikke kunne forstå, han kiggede på en ihærdigt pegende sortelver der råbte på hvad der måtte være hans modersmål, Samuel så i den retning han pegede og så hvordan ham der havde hjulpet ham før var ved at blive gennemtæsket af vagter, Samuel stod et øjeblik og overvejede hvad han skulle gøre inden han vendte sig rundt og brølede med sine lungers fulde kraft "Hold dem hen, mens jeg for ryttet op hernede!", der var ikke et øjebliks tøven hos slaverne der gik til angreb med styrken som en brusende flod. Samuel løb med tunge skridt ned mod ringen af vagter der tæskede staklen, han sprang op i luften og huggede nedad med alle sine krafter på den nærmeste vagt der blev hugget midt over af den tunge økse. Vagternes opmærksomhed blev hurtigt vendt mod Samuel der huggede dem ned en efter en eller brugte det flydende lys til at sende dem en tur gennem luften, da den sidste vagt smed sine våben og gik i knæ nikkede Samuel til ham inden han trådte forbi, han kunne ikke dræbe en mand der havde overgivet sig, han tog fat i hans krave med den store stålhanske og hev ham på benene med et smil inden han lagde en tung hånd på hans skulder "Din hjælp er værdsat, men jeg tror det er bedere du gemmer dig for nu... Jeg er Samuel søn af Gabriel, det er en ære at møde en god mand i et dette land på disse forfærdelige tider", Samuel kiggede så med et gennemtrængende blik der ikke var ondt, men bare sagde han viste at han havde set hende til pigen der gemte sig under scenen, han bukkede dybt i hendes retning inden han drejede hoved mod drengen igen "Beskyt hende, sørg for at hun ikke kommer til skade, den gode sag har brug for al den hjælp den kan få". Samuel vendte igen sin opmærksomhed mod den resterende del af de vagter der var tilbage, slaverne var begyndt at blive trængt af de bedere udstyrede og trænede soldater de kæmpede mod, Samuel foldede sine vinger ud så han stod i al sin pragt, han tog af fra jorden og svævede nogen meter over jorden, han hev den hjelm han havde i en rem over skulderen ned over hoved så kun en smal sprække hvor hans øjne burde være kunne ses. Som Samuel nu sejlede gennem luften ned mod soldaterne der kæmpede mod slaverne var det som om at lyset for alvor brød igennem så han fløj med solen i ryggen, han svingede øksen med enorm kraft. Samuel gik ind i kampen igen, han kunne allerede nu mærke at sejren var indenfor rækkevidde for overalt omkring ham begyndte vagter og jægere at overgive sig og smide deres våben på jorden mens de bad om nåde og forladelse for deres synder.

Et lille gisp undslap hendes læber og hun spærrede overrasket øjnene op. Ikke godt. Hvorfor havde hun også rejst sig? nu stod hun her, til frit udsyn for alle der så i hendes retning. Et nemt bytte.. Maylea vidste at hun ikke kunne blive ved på denne måde. Blev hun stående ville hun dø. Det ville hun ikke.. Et brøl hørtes og hun så i retningen af de vagter som for et øjeblik havde stormet mod hende. Nu var det i stedet for elverfyren som de havde fat i. Sparkede ham. Slog til ham. Blodet begyndte at.. May spærrede øjnene op. Nej. NEJ!! ingen måtte bløde for hende længere. Ingen. Hun ville ikke have det. hun ville ikke acceptere det. Hun spredte ledt benene i en kampposition og fandt 5 små knive frem som passede ind lige imellem hendes fingre. mange nybegynder kunne ikke engang holde fast i knivene på denne måde.. Men hun havde selv øvet sig siden hun var helt lille. Sådanne små problemer tog ikke længere på hende. Uden et ord slyngede hun knivende afsted. Hurtigt nok til at se de 5 knive finde en person hver og ramme dem, enten igennem øjet eller gennem hjertet. Perfekte skud. De faldt allesammen om. Elveren var fri. Maylea tog chancen og spurtede gennem folkemængden. Helvedet. Da hun nåede elveren og vagterne var det første hun gjorde at trække sine blodige knive ud af ofrene og derefter stikke dem tilbage i bæltet. Inderst inde susede adrenalinen rundt i hende.. pressede hende til det yderste. Udenpå virkede hun rolig og fattet. Faktisk lignede hun næsten én der kedede sig. Denne udstråling spredte frygt. Eller gjorde den? Hun var ikke særlig stor. Faktisk virkede hun pænt spinkel ved siden af de store vagter. Så var de over hende, havde det ikke været for hendes hurtighed ville hendes hovede sikkert allerede have været skilt fra kroppen, idet sværdet susede gennem luften og hun dukkede sig. Ikke engang et sekund senere var hun allerede halvejs gennem folkemængden som en vildkat der ikke ville acceptere at blive fanget. Hun var ligeså hurtig som de dyr hun selv jagtede. Uden hurtighed ville hun aldrig have klaret den. Det var den som havde reddet hendes liv så mange gange. May sprang op på en scene og trak sig tilbage mod et hjørne. Længere væk fra scenariet. Hun gispede efter vejret. Så tæt på døden.. Hun ville ikke indrømme at det faktisk skræmte hende. Hun havde en livslyst så stor at det for det meste var den der reddede hende i den slags situationer. Hun kunne takke livslysten. Mays blik fangede to vagter ud af øjenkrogen som var på vej op mod hende.
Hun kunne smage blod på læberne.. en lidt salt med dog sød smag. Den søde del kom sikkert fra hendes Aspara side. Den mand som englen havde snakket med stod pludselig foran hende. Hun blinkede forvirret. Hvad lavede han? Hun lagde mærke til våbnet i hans hænder. Han var altså ikke forsvarsløs. Selv fandt May to knive frem. Èn i hver hånd. Parat. Come on bitches.. I'm not the one who's going to die today! Tanken fremkaldte et lille smil på hendes læber. Hun så ligefrem glad ud. Nu skulle hun vise sit værd. Alt hun også kunne kæmpe på denne side.

Belegion kiggede på Samuel, "så giver du mig skod jobbet, jeg kan stadig slås" sagde han og så efter ham.
Han Løb op til Maylea "det ser ud som om, jeg skal passe på dig, hvis du kommer i nærkamp" sagde Belegion.
"Og bare lige for en ordens skyld, jeg er Belegion søn af Baelsar" sagde han og trak sin to knive der sad på siderne af hans pilekogger.
Hvordan kan det være at han fik 'lov' til at passe på pigen, altså hun så ud til selv at kunne klare sig, hun have jo sine knive, bare fordi man fik slag engang så skulle man passe på en anden, det var ikke fair, men sådan var det, Belegion havde fået så meget respekt for engelen at han ikke ville sige ham i mod.
"hør jeg tror ikke det er sådan en god ide at tage knive frem, for så viser du at du vil have en nærkamp og som vi så sidst gik det ikke så godt" sagde Belegion og så på Maylea, han tørrede kort noget blod af der lød ned fra han pande.

Samuel løb rundt og dirreegerede sine "Tropper" for at holde stand mod den overmagt der gentagende klaskede ind i den tynde linie af slaver der holdt slavemarkedets indgang, lyden af stål der hamrede mod hinanden og engang imellem bare lavede hule bump eller stød der synpoliserede en falden fjende eller ven. For de fleste andre engle havde denne oplevelse nok virket som skrækindjagende og frastødende grundet deres gode hjerter, men Samuel var anderledes end de fleste engle, han var skabt til at føre guds banner frem med sværdet i hånd når han var nød til det, han var skabt i Gabriels billede for at kunne holde til død og ulykke, han var ikke følesesfjern, men han var samtidig i stand til at skelne mellem dem der havde ære og var gode, og dem som var onde og havde en mørk sjæl. Med drøje hug kæmpede Samuel for at holde den lille linie af slaver der syntes at svinde ind hele tiden mens fjenden blev ved med at vælte frem, men det virkede ikke til at slaverne blev nervøse ved at se deres venner falde, de var så desperate for at opnå deres frihed at de var nød til at gemme al frygt væk, flere af dem sendet trætte, men stolte blikke til Samuel, døden ville være en skæbne bedere end et liv i trældom. "Hold linien... Vi kan og vil vinde her idag!", Samuels stemme rejste sig som en gennemtrængende torden over de kæmpene parter, det var som om hans høje råb havde en effekt på kampen, slaverne begyndte langsomt at trænge vagterne den anden vej og nogen af dem begyndte enda at smide deres våben og løbe så hurtigt de magtede væk fra det rasende inferno af glimtende stål. Samuel kiggede stolt på slaverne der var ved at vinde deres frihed da han blev gennemboret af en pil i højre skulder, han faldt på knæ på jorden og tog sig til den blødende skulder, smerten dunkede i hans arm og helt ned i hans fingerspidser, han rejste sig igen for at slaverne ikke skulle se at han var blevet såret, han støttede sig lidt til sin økse mens han så hvordan de sidste af vagterne smed deres våben og overgav sig, et træt smil bredte sig på hans læber mens jublen fra de nu frie slaver brød ud overalt. Samuel kunne mærke glæden helt ind et sted i hjertet han aldrig havde oplevet før, en tåre trillede ned af hans kind, på en gang var det et smukt og godt syn at se de frie, på den anden var det mørkt og forfærdeligt at de døde kroppe fra både gode og onde ligge strøet ud over hele pladsen, Samuel vaklede lidt inden han faldt om på jorden, han var ikke hårdt såret selvom det gjorde forbandet ondt, han var bare så træt og fuld af forskellige følser at han ikke kunne holde sig på benene mere, han faldt ned på ryggen og kiggede op på den blå himmel der spredte sig over dem, han grinede kort, det var lykkedes det første søm i Malakels kiste var hamret noget så eftertrykkeligt fast.

May kunne ikke skjule irritationen i sit blik da elveren dukkede op på scenen ved hende. Hun kunne ikke undgå det. Det spydige svar forlod hendes mund før hun rigtigt nåede at tænke over det. "Hvad mener du med 'det gik ikke så godt', hr. jeg-afleder-deres-opmærksomhed-ved-at-blive-smadret-sønder-og-sammen?" Hendes stemme var som en huggende slanges gift, med en snert af hånlighed. Utilfreds. Dog beholdt hun overblikket på de kommende personer. Måske havde han ret. Nærkamp var ikke hendes stærkeste side, men SÅ svag var hun altså heller ikke. Han havde aldrig set hende i nærkamp. Dog lod hun de to knive blive sat tilbage ved bæltet som accepterede hun hans ord. Trods irritationen. Dette betød dog ikke at hun udenvidere gav op. Og der var ingen grund til at spilde flere af de dyrebare knive. Når først kampen her var slut kunne hun vel se, om hun kunne finde nogle af dem, blod eller ej. Det kunne vaskes af. I stedet for gled Mays hænder ind bag den mørke kappe og ned omkring sine lår, hvor hun fremdrog to pistoler. Pænt neutrale faktisk. 'Et tvillingepar' De var begge ladt. Hun var ikke hjælpeløs. Og det havde hun tænkt sig at bevise. Hun gjorde et kast med hovedet og spredte let benene. Klar. Så snart hun trykkede på aftrækkerne, var der to personer som faldt sammen. Ah de virkede altså. Hun virkede koncentreret og ignorerede nu denne gang elveren totalt. Trods hun var taknemlig for hans hjælp, med nærkampen. Hun viste ham det bare ikke. Der var ikke tid til at takke midt i en kamp. Først når kampen var ovre kunne man tillade sig at... vent.. hun tog fejl igen. Kampen ville ikke slutte her på slavemarkedet. Kampen ville kun starte. Med når det var slut her ville hun få tid.. så ville hun måske.. Skuddene fra pistolen fortsatte, men det var dog tydeligt at hun ikke skød i vildelse. Hun vidste hvor hun skød. Omkring Englen skød hun også. Det var nemt at se hvem der var slaver og hvem der ikke var. Både tøjet og deres fatning var forskellige. Det begyndte at tynge ud i mængden. Folk begyndte at flygte - slavejægere og vagter. Takket være det at hende, englen og elveren havde slået mange ihjel. et havde fået slaverne til at se stærkere ud end de egentlig var. Tiden gik. Hun sænkede pistolerne og satte dem fast omkring lårene endnu engang. Det var tydeligt at hun ikke længere fik brug for dem. Desuden havde hun set noget der optog hele hendes opmærksomhed. Slaverne havde ikke set det.. men hun havde. Hun vidste hvad der var sket. Maylea sprang i et kattekagtigt spring ned fra scenen og var i løbet af få sekunder henne ved englen. Inderst inde rørte hans nærvær noget i hende. En slags velsignelse måske? Han var jo en engel.. Dog kunne hun ikke lade være. Munden bevægede sig helt af sig selv da hun lænede sig ind over ham og spærrede for hans udsyn mod den blå himmel. "Hva så tudeprins.. mon ikke vi skal have gjort noget ved den skulder?" Hendes egne øjne skinnede af en indre glæde. Noget som sagde tak. Der var dog også en sigende humor i dem, som passede sammen med ordene. Et skævt smil var plantet på de fyldige læber, da hun tog ham i øjensyn. Et syn for guder.. var det ikke det man sagde?