A reunion? - Maylea

Tid: 22.50
Sted: Forêt - Skoven, ca. inde i midten
Vejr: Vinden blæser kraftigt, få skyer hænger på himmelen, mørkt og halvkoldt.
Omgivelser: Cathelin er ikke sikker, mørket gemmer på meget.


Hun kneb øjnene let sammen. Greb hårdere om kniven. Tog en dyb indånding. Rolig var hun, for selvom der var mørkt, var der ikke sikkert. Hun talte til tre. 1, hun tog armen tilbage. 2, fokuserede på målet. 3, hun kastede. Et suk gled over hendes læber, da kniven ikke, endnu en gang, havde ramt det udsatte træ. Hurtigt løb hun hen til træet og lagde sig på knæ og følte sig frem efter kniven, forsigtigt. Hun havde brug for den, da den kunne blive en manglende kniv i en eventuel kamp. Det bløde skæfte ramte hendes fingre, og hun tog derefter kniven op. Hvorfor havde hun lyst til at opgive kamp på afstand? Hun lænede sig op ad træet, undrede sig over hun overhovedet var endt i denne skov. Billeder gled frem for hendes øjne, så det hurtigt og tydeligt. Med sammenbidte tænder blev de billeder skubbet, hvor det derefter blev erstattet af omgivelserne omkring hende: Skoven.
Cathelin syntes at høre noget pusle ude i mørket. Ved lyden holdt hun vejret automatisk, og ventede med en intens anspændthed. Det kunne være hvad som helst... Hvem som helst! Som før, kneb hun sine krystalgrå øjne en smule sammen, hvilket tit hjalp hende til at kunne se mere. Selvom månen hang smukt over himmelen og kastede en sølvhvidt skær over skoven, var det alligevel ikke nok. Pludselig sprang noget frem. - Et dyr, der bedre ville kunne identificeres som en ræv. Dens røde pels skinnede let under månens stråler, gjorde den helt majestætisk at se på. Hvis Cathelin skulle være helt ærlig, havde hun den holdning, at de dyr havde en hvis charme. Et let smil fyldte hendes læber. Som hun stod der under månen lys, virkede hun næsten lysende med sit blonde hår, let lyse hud og krystalgrå øjne. Det var et lyst udseende, Cathelin besad. Hendes hånd greb fat i lædersnoren til hendes taske, som hun efterfølgende svang op på ryggen. Hendes blik gled mod de nærmeste træ, der virkede klatrevenligt, som hun hurtigt begyndte at klatre op i. Der var mest sikkert deroppe end hernede...

//må man være med? eller er det privat?//

//lige det her er privat, det skal helst bare være et hurtigt emne hvor vi får bestemt noget ^^' Altså snakket og aftalt.//

//okay cool, ville bare lige høre :D//

//thats good ;D//

Maylea bevægede sig næsten lydløst gennem skoven. Hun havde fået øje på en ræv, smuk og majestætisk. Ville sikkert også blive et ligeså majestætisk måltid måske? Hun havde iført sig i et par mørke tætsiddene bukser på, dog nemme at bevæge sig i så hun var sikker på ikke at ville få problemer med dem. Et bælte omkring hoften med allemullige forskellige knive, endnu et lille 'bælte' som sad omkring hendes lår hvor en pistol var fastspændt - hun havde to af dem. ellers havde hun en stribet aflang striktrøje på for at virke endnu mere neutral. Eller rettere, fordi den var varm og behagelig at have på. Faktisk var hun ikke selv helt sikker på hvor hun havde fået den fra. Men dejlig det var den. Desuden var det koldt. Og trøjen skærmede det værste af blæsten af når den forsøgte at trænge ind til hendes bare hud. I det mindste havde hun trøjen. Maylea Kneb øjnene sammen til smalle sprækker, stadigvæk heletiden i bevægelse. Man kunne aldrig vide hvem eller hvad der gemte sig i denne skov. I det mindste burde hun holde sig i bevægelse for at være sikker på ingen ville skyde hende ned. Hun bed hårdt tænderne sammen i dyb koncentration. Det mørkebrune hår hun ejede var sat op i en pjusket hesterhale - hun havde højst sandsynligt sat den op for bedre at kunne finde et bytte i skoven, trods den vilde vind der febrilsk prøvede at løsne den. Men det var ikke lykkedes vinden. Hendes øjne var fastlagt på dyret der pilede gennem skoven, dog ikke så hurtigt endnu. Den havde endnu ikke observeret sin forfølger. Fingrende gled så naturligt ned til bæltet hvor hun uden at kigge greb fat om en kastekniv. Ræven var kort stoppet op.. bevægede sig i en smule dovne bevægelser. Et skævt smil strøg henover Mays læber i det øjeblik hun trak armen bagud og kastede den fremad, og med en lille bevægelse med håndleddet gav hun slip på kniven. Ræven var sat i bevægelse igen. Mays smil blev større. Dens bevægelse var forudset. Hun havde vidst det. Så det øjeblik den pilede afsted og blev ramt, fortsatte dens små ben nogle skridt længere før den faldt omkuld. Et højlydt suk undslap hendes læber. Got it.. tænkte hun med et lille triumferende smil.

Cathelin syntes hun hørte noget suse igennem den ellers så lette luft. Jovist, det var en dejlig frisk luft, der fik sin hærgen og storhed omkring dem. Vinden viste sin stolthed endnu en af gang, af mange for øvrigt, ved at blæse igennem Cathelins hår. Uden egentlig at ænse dens forførelse, lænede hun sig lydløst frem, og så stift gennem mørket. På tidspunkt som disse ville hun ønske, hun ikke var så dårlig til både at sigte og ramme. Engang havde hun været så ”heldig” at ramme en kanins fod, som så løb af sted med hendes bedste kniv. Heldig i det fjerne havde hun nu aldrig været, og egentlig holdte hun meget på, at det aldrig blev en realitet. Hun drog et lavmælt suk, hvorefter hun fortsat spejdede stift gennem mørket. Ikke meget skete der, så næsten så lydløst, som hun kunne gøre sig, kravlede hun ned ad træet. Et skridt tættere på hendes bedste kampfærdighed. Hun tog, fra en skede der hang ned langs hendes højre side, et specielt knapt så langt ’sværd’. Klingen var mere speciel, end blot et almindeligt sværd, men dets egentlige specialitet var svært at gætte. Hvis der overhovedet var en? Hun rankede ryggen en smule, mens alvoren sneg sig over hende og gik til angreb. Ikke en følelse blev vist. Cathelin gik langsomt over skovbundens fugtige grundlag, og placerede sine fødder omhyggeligt. Lige frem var hendes øjne, ingen distraktioner kunne finde sted på dette tidspunkt. En ugle peb en klagen mod månen, men Cathelin anså den knapt nok, hørte den ikke. Hun greb hårdere om det let bløde skæfte, mens hun fokuserede på det værste, der kunne gemme sig ude i mørket. I en lille lysning lå der denne ræv, men noget unaturligt var over den. Den lå helt, helt stille. Cathelin tog en dyb indånding, hvorefter hun holdt vejret igen. Den lå der ikke før... På en måde mindede den hende om hendes egen dyreform. - En snehvid løve, og dog var hun ikke en så stor en af slags.
”Hal...” andet gled der ikke over hendes læber, inden hun indså sin store bommert. Ord kunne blive hendes opdagelse, og denne opdagelse kunne føre til alt grusomt. Hun kørte hurtigt hånden igennem sit lyse hår, blinkede en enkelt gang med sine krystalgrå øjne, og var så atter helt med i omgivelserne. - Alligevel både løj og afslørede mørket mange ting, men hvad med personen? Var der en? Havde den pågældende person hørt Cath? Og vigtigst: Hvad ville han/hun? En ting vidste hun dog selv: Hun skulle være parat!

Hun havde ikke set Cath endnu. Faktisk var hendes øjne rettet mod den døde rev som lå helt stille i skovbunden. Et bytte der enten kunne byttes for penge, eller spises. Hun tænkte sig om et øjeblik før hun så lydløst som muligt lod sine fødder trækker hende gennem skovbunden og hen ved siden af den døde rev. Lige i det øjeblik hørte hun starten på et kald. Meget tæt på faktisk. Alt for tæt på. May flåede hurtigt kniven ud af ræven og greb fat i rævens nakke. Det var hendes bytte. Ingen andens. Kun hun havde retten til den ligenu. Maylea kastede blikket hen i mod hvor lyden kom fra. Og der stod hun. En pige som, så ud til at havde fortrudt det råb hun havde været lige ved at udbryde. Blikket var rettet direkte mod hende. Hun havde fået øje på ræven. Det var det, der havde udløst det. Hun var sikker på det. May kneb svagt øjnene sammen. Genkendte straks pigen. Cathelin. En pige som hun havde gået i skole med. Endnu en af dem som ikke var sikre på skolen længere.
May kastede sig ind bag et træ. Stod der i nogle sekunder for at være sikker på der hverken kom knive eller pile flyvende efter hende. Godt. May havde ikke kendt Cathelin som en bedsteveninde. Men kendt hende havde hun dog. Hun vidste hvad Cath var god til i nogle hensigter. Og ligenu kunne det være rart med en partner. Hvis altså Cath accepterede dette? May strakte sig, tog en dyb indånding før hun trådte frem og gik hen imod animagus pigen. "Cath.. det er mig.." Hun lagde mærke til hvor rolig hun faktisk selv lød, for det var slet ikke sådan hun følte sig - rolig altså. Faktisk pumpede usikkerheden rundt i hele hendes krop i dette øjeblik. Ville Cathelin angribe hende? May modstod trangen til at bide sig selv i underlæben. Nej. Hvis hun ville angribe havde hun vel gjort det. May slyngede ræven over skulderen, og holdt dog stadigvæk fat i den. Lod blikket hvile på Cath. Ventede på en reaktion.

At det var May Cathelin stod overfor, faldt hende ikke særlig hurtigt ind. Hun lod hånden mødes med skæftet af en forvokset kniv, et sværd så om så at sige, som hun med en nervøs rolighed i den grad overvejede at trække. Selvfølgelig kunne hun også bare skifte til sin animagus, men faktisk ventede hun. En følelse bankede i hende, sagde hende, at denne person allerede havde set hende. Det slog ikke Cath, at denne pige var en bekendt. Hun løftede hagen en smule, og trak så hurtigt og elegant den lange klinge ud, holdt den frem for sig. Med et bankende hjerte gik hun langsomt et skridt frem, for hvis denne person allerede havde set hende, hvorfor så gemme sig iblandt skygger, mørke og træer? Cath forstod mere og mere, at hendes halvt kaldende udbrud tidligere havde været en bommert... Men måske alligevel på den længere sigt den gode side? Der gik ikke længe, før Maylea gav sig til kende, og der stod hun så: Næsten som Cath huskede hende. Ifølge erindringer og minder, havde May og Cath ikke været BFF’s, men bekendtskab var ikke et under, for ikke at nævne, at de da kunne snakke sammen.
”M... May?” fik Cathelin endelig fremstammet usikkert, da hun betragtede den pige, hun pludselig følte sig så tæt på. - Der var jo ikke så mange andre, der var til at stole på, vel? Cath huskede tydeligt Mays gode egenskaber, men at de sikkert var forbedret, strejfede hende ligeledes hurtigt. Med tiden havde hun nemlig selv forbedret sig på nærkampe, endda selv kæmpet i midten af dem. Så vidt Cath kunne erindre, var Maylea god til kampe på afstand, hvilket ville gøre dem til perfekte allierede. - ”Jeg kan ikke tro det virkelig er dig! Efter så... lang tid” Cath fik sig selv til at smile svagt, til den sidste del af ordene ramte hende med et suk imellem. Det kunne næsten føles på hendes stemme, at hun næsten måtte trække sig selv igennem de sidste to ord, for at fuldende sin sætning. Lang var netop det, der var gået. Selvom minderne om May ikke fejlede det mindste, var Cath godt klar over tiden, der var gået. Fra skoletiden og til nu, var der efterhånden en god tid imellem. Hun betragtede sin gamle skolekammerat. Øjnene fæstnede sig på ræven, mens tankerne kørte videre. De kunne vel godt fungere som... Allierede?

Maylea kneb svagt øjnene sammen, men hun kunne umuligt være mistroisk overfor Cathelin. Cathelin havde gået i klassen over hende. May blinkede et par gange, stod bare der i den næste tid, med den døde ræv over skulderen og blikket stift rettet mod pigen som stod omkring 5 meter fra hende selv. Hun havde straks genkendt Cath.. eller straks og straks.. det havde måske lige taget nogle få sekunder før det egentlig var gået op for hende hvem det var. Cath havde trods alt heller ikke levet livet i sus og dus siden Ma'lakel var kommet til magten. Det var der ingen af dem der havde. Uvilkårligt knyttede hun hænderne og løsnede dem så igen. Hun ville ikke virke anspændt overfor Cath. Det nyttede simpelthen ikke noget at den anden pige troede hun ikke kunne klare at leve herude helt alene. Det duede bare ikke. I sidste ende tog hun sig til gengæld sammen og trådte et lille skridt frem mod hende. "Cathelin." Hun smagte lidt på lyden af navnet før hun tabte det mentale skjold og styrtede ind i favnen på Cath. Hun havde brug for et kram. Havde brug for at mærke et andet sæt arme om sig som ikke var fjendens. Det havde hun virkelig. "Cath" gentog hun og løftede blikket for at se op på hende, for tja.. Hun var altså højere end May. Det kunne man ikke direkte komme udenom.
Sandheden gik langsomt op for Maylea.. Cathelin havde også været nød til at flygte. Hun havde også været nød til at leve uden en andens beskyttelse. "hvad.. hvad laver du her?"