Alt går også bare galt oo

T: Irl
O: Skoven
S: Skoven
V: Fint, men lidt vind i

En kanin kom springende over en gren, det lå på jorden. Moon kom lige bagefter kaninen. Hun var i ulv form som altid. Hun var rigtig død, man hun blev til en engel istedet for. Hun havde et sår rundt om halsen, og fra nu at ville hun altid har den. Da hun spang over grenen fik hun vinger, hun kunne ikke slev styre sine vinger. Hun faldt ned på jorden, da hun fik dem. Hun var ikke avne til dem. Hun plejede at tænkte at hun skulle flyv nå hun spang over noget. HUn pev kort, hun belv sur. Hun havde været ude i skoven i nogle dage, eller siden hun blev en halv engel. Hun kunne ikke bare gå rundt inde i by, og lige pludselig få vinger. Hun sukkede dydt, hun viste ikke hvad hun skulle gøre. Ingen viste a<t hun var en engel. Hun kunne hellere ikke jage mere. Hun rejste sig o igen. Hun slog blikket ned i jorden. Hvad skulle hun dog gøre nu? Hun skulle jo stadig ha mad. Hun slog med halen, den ramte lige ind i et træ. Hun pev stille og kort. Hendes vinger lå halvt nede på jorden. Hun kiggede opgivende på dem.

Ikke særligt langt fra hende stod en skikkelse og betragtede hende. Et mærkværdigt væsen. Høk og umindelig slank som bare pokker, og bærende noget der lignede et sort jakkesæt med skjorte og slips. En underlig påklædning for en skovdæmon, men det var dog ikke hvad der var mest underligt ved ham. Knejsede man nakken og så op ad hans hals og videre op, fandt man ikke noget ansigt. Han havde et hoved ja, men intet ansigt derpå. Han så meget grotesk ud. Ingen mund, ingen øre og ej heller næse eller øjne. Ingenting. Kun et kæbeparti linket sammen af hvid hud. Ishvid hud. Som han bare stod der lignede han et af træerne.. Et dødt træ. Han betragtede hende bare, velvidende om at hvis hun lugtede, ville det ikke være ham hun lugtede og hvis hun så ville hans ansigt ikke være der. Men se hende, kunne han. Og høre. Endelig bevægede han sig lidt, som en dukke uden ansigt drejede han hovedet lidt og satte det på skrå. Undring. Det var hvad han vidste derved. Hun havde svært med sine vinger? Med ulvekrop så det helt deformt ud, men han var ligeglad..

Moon slog surt med hovedet. Hun var sur og sutlen. Det hjalp jo ikke at jage. Hendes mave knurrede kort. Hun knurrede af den. Hyb rystede hovedet, og kiggede surt på sine vinger. Hun sukkede, hun ville har lagde sig til at dø.. Men det kunne hun jo ikke mere. HUn slog lidt med halen, selvom det gjorde ondt. Hun vendte blikket på, og sukkede mere dubt end før. HUn viste ikke hvad hun skulle gjord. Hun satte sig blidt ned.

Væsenet tog endelig et skridt imod hende, lidt ligeglad med om hun så ham eller ej. Han gik i en tid med meget langsomme fodtrin og stoppede derefter op foran hende ikke så langt fra hende. Sådan ca. en 3 til 4 meter.. Hans hvide ansigtsløse front var direkte imod hende. Selvom der ingen øjne var at se, var det tydeligt, meget tydeligt, at han kiggede på hende. Betragtede hende med et neutralt udtryk.. det vil sige. Det var det eneste udtryk han havde. Det eneste han nogensinde ville få igennem hele sin lange levetid. Hans hoved tippede endnu engang til den undrende position idet han så på hende. Derefter kom en høj vind flyvende og lod til at have uforståelige ord i sig, men væsenet bøjede langsomt hovedet. Hans stemme kunne ikke forstås. Derefter lagde han begge lange tynde hænder på det midterste torso, hvor hans mave burde være. Han spurgte hende om noget? Om hun var sulten?

//Spise, jeg kommer tilbage igen ^^

Hun rystede lidt på hovedet igen. HUn tog den ene pote op til munden, hun kløede sig lidt. Før hun satte poten i jorden igen, den blev sat i jorden lidt hårdt. Hun sikkede igen, hun kiggede ned i jorden. Hun slog halen i jorden. Lidt efter så hun ham. Hun prøvede at bakke, hun havde fået i chok. HUn fladt over grenen igen. Hun sad på en måde på sin hale og vinger. Hun kiggede på ham, hun var lidt oi chok. Hun havde ikke set noget lignende før i sit liv.

Væsenet betragtede hende roligt, stadig med de lange underligtformede hænder over torsoets midte, over maven. Den var stille, velvidende om at hun ikke ville kunne høre hans stemme i skovens vinde.. Han lavede igen en bevægelse og med et elegant tag tog han hænderne ned ad siden og lod til at lade dem forsvinde ind i et par lommer i siderne. Han tog dem knyttede ud igen og rakte begge hænder imod hende inden han åbnede omfavnelsen om hans håndflader. Der lå bær i håndfladerne. Røde og blåviolette, og trods hans berøring, var de rene, nærmest blankpolerede. Han havde fundet dem smukke og havde passet på dem. Han kunne ikke selv spise... ikke bær, så han ville give hende dem.

Hun viste ikke hvad det var. Hun ville været løbet væk lige da hun så ham, hvis ikke det havde været for hendes vinger. Hun kiggede kort på ham, og så ned. HUn viste ik hvad hun skulle gøre. Hun havde ingen ide. Hun kom til at slo med den ene vinge, uden at kunne styre den. Hun kiggede kort på hans hånd. Hvad ville ham? Hun knurrede kort og meget stille. HUn var på en måde bange for ham, og så ikke helt

Væsenet så stadig på hende, og i et sekund, så han menneskellig ud. Han nikkede til hende. Hurtigt og konkret. Han forstod hende. Han vidste hvad hun så og hvordan det måtte være. Han bukkede sig derefter ned og lagde hans hænders indhold blidt på jorden foran sig inden rettede sig op og nikkede igen, og vendte derefter hende ryggen og gik lidt længere væk fra hende. Da han kom en 7 meter væk vendte han sig roligt om igen og så på hende. Gjorde ikke noget.. bevægede sig ikke det mindste.. bare så på hende. Han lignede faktisk et træ som han stod der. Havde han hejst sine arme og samlet benene helt, ville han ligne et dødt træ i silhuet.

Hun prøvede at rejse sig, men faldt igen. Det var som hun ikke helt kunnne komme væk på en måde. Hun sloog vingerne ud, så hun kunne komme op igen. Hun kiggede på han,da han gik. HUn rejste sig langsomt op. Hun stod helt stille. Hendes vinger var oppe, for en gangs skyld. HUn kiggede på han. Hun slog en gang med halen. Hun knurrede ikke mere. HUn kiggede bare på ham. HUn var stadig ikke var det var. Hun var stadig bange for ham.

Væsenet kiggede fortsat uberørt på hende. Den eneste lille bevægelse var, at han nogengange lagde hovedet på skrå, og lod det rulle til modsatte side. Som om han undrede sig over selve hendes væsen.. Han rettede nakken op da en høj hul lyd af vinden endnu engang fløj igennem luften med en snært af utydelige ord.. Det lød lidt som om der hviskede en sætning baglæns. Han bukkede kort nakken da han igen indså hun ikke kunne forstå ham.
Det er så svært at tale uden en mund.

Hun blev urolig. Hun lidt med ørene. Hun viste ikke om hun skulle blive. Hun kunne ikke rigtig bare gå? Og hvor skulle hun gå ehn? Hun kunne ikke gå hjem, så ville hendes hus snart være en hule og ikke et hus. Hun slog igen med halen. hun viste ikke hvordan hun skulle prøve at snakke med ham på. Hun vise at hun var urolig ved at vippe med ørene.

Væsenets torso bevægede sig i et langtrukkent suk, som sagtens kunne høres. Derefter var han stille igen, lod til at koncentrere sig over et eller andet. Vinden begyndte at suse igen. Denne gang lød ordene mere tydelige og mere som rigtige ord, selvom det dog var sløret og svært forståeligt. "*Vindsus* Jhegh... *sus* Khaldessss... *Sus* Ssslenderr.....* Vinden stoppede igen. Jeg kaldes slender? Var det det den havde sagt? Prøvet at formulere til hende. En præsentation eller en fredshandling? Eller begge dele.

HUn vipppede mere med ørene, da vinden kom. Hun hvade ikke set noget lignede, hendes mor kunne bruge vinden til noget. Men ikke det il der. Hun stod stadig næsten helt stille. Hun vippede kun med ørene. Hun slog igen med halen. Hun bakkede kort, hun lyttede ikke rigtig til vinden, som hun engang havde lærte. Hun var bare mere urolig

Væsenet kiggede fortsat på hende. Han ville ikke gøre hende bange, men desværre havde han evig og altid den påvirkning af folk.. selvfølgelig, hvis han ønskede det kunne han jo bare tvinge hende til ikke at være bange, men han ville ikke. Han ønskede ikke at gøre det imod nogle.. det var kun sket få gange.. når det blev for smertefuldt. Det var ikke så smertefuldt nu. Ensomheden trykkede ikke i hans baghoved lige nu, men det ville den senere.. Ikke i dag måske, og måske ikke i år, men den ville komme. Ligemeget hvad.

Hun stod helt stille nu. Ikke gang hendes øre vippede mere. Hun kiggede på ham, hendes blik blev lidt roligere. Hun viste dog ikke hvorfor. Hun lukkede kort sine øjne, hun vippede stille igen med sine ørene. Hun slog en gang med halen igen. Hun lagde hovedet blidt på skrå. hun lod vingerne slappe af. Hun satte sig sig ned

Endnu engang kom en smule menneskellighed til syne, da han efterlignede bevægelsen og satte sig ligeså ned på hug. Han sad dog ikke helt ned og det var ikke helt samme stilling som at sidde på hug, men det kunne ses alt imens han nøje betragtede hende. Havde han haft et blik, ville det være placeret direkte på hende.. sjovt egentlig at kunne se uden øjne. Han så heller ikke fra øjnene. Han så fra skoven og fra luften. Ligesom hans stemme lå hans sanser i omgivelserne og ikke i hans krop.

Hun slog lidt med halen. Hun rystede kort på hovedet som en dum vane hun havde. Den hvade næsten altid være der. Hun kiggede rundt, hvad skulle hun gøre. Hun havde ikke ingen ideer.. Hun var jo også bare en jhjælpeløs sort ulv.

Væsenet så stadig på hende, velvidende om at det ikke ville hjælpe at tale igen. Han måtte udtrykke sig mere konkret. Han rejste sig op og kiggede ned på jorden foran hende. I samme nu lød der en underlig lyd fra hans ryg, som en gren der knækkede. En lang sort grenlignende tentakkel kom ud derfra og skød imod jorden foran hende og begyndte at skrive. Det gik langsomt. Han var ikke god til at skrive, men han vidste dog hvordan. Det var også svært at gøre uden øjne. På jorden stod der:

M E N N E S K E E L L E R U L V ?

Han havde lidt besvær med spørgsmålstegnet og det blev lidt misdannet, men det gik lige og det var læseligt.

Hn bakkede da han kom tit på hende. Hun kiggede på han. Hun rejste lidt hårene. Hun lagde ørene lidt tilbage, men de vippede lidt stadig. Vingerne var oppe igen. Hun bakkede lidt at han skrev, hun viste ikke om hun skulle gå eller ikke. ALt kunne jo ske nu. Hun slog lidt med halen, menefter noget tid stoppede hun med et. Hun havde stadig ondt i den

Tentaklen løftede sig derefter og vendte tilbage til væsenets ryg, som nu kiggede på hende med en undrende bevægelse. Han trådte et par skridt imod hende og rakte den højre arm ud imod hendes skadede område og rørte det med fingerspidserne. Han var ikke kold, men heller ikke varm. Han havde på en måde skarpe fingerspidser, men han skar hende ikke. Han strøg blot fingrene over området inden han igen fjernede hånden og trak sig væk. Han foldede hænderne i bedestilling og nikkede ærbødigt til hende. Det lignede et 'undskyld.'

Hun stod helt stille. Hun var helt stille. Det kom ikke en lyd fra hende. Hun var næsten på en måde lammet, hun var bange.. Men for hvad? Han kunne ikke helt gøre hendes noget, eller det troede hun. Hun kiggede på ham, hun ville stadig bare væk.. På en måde, og så ikke helt. Hun voste ike noget, hun var små forvirret

Væsenet havde for længst lagt mærke til at hun ikke kun var ulv.. Han havde lyst til at se hende som et menneske... men måske ville han kunne lære hende at lytte som en ulv. Måske ville hun kunne høre ham, hvis han prøvede mere ihærdigt. Han ville have hende til at forstå hvad skoven sagde. Hvad han sagde. De ord der ikke kunne være i hans krop, så skoven talte for ham. Hans elskede skov. Den eneste der nogensinde var.
"Dhu... ehr... menneskhe?" lød det en smule klarere i vinden.