A stranger in this strange country

"prøver du på at udfordre mig til at få svar ud af dig?" sagde Belegion og så på hende.
"jeg vil bare vide hvorfor sådan en køn kvinde som dig synes du er en vanskabning? fra for min synsvinkel ligner du ikke en vanskabning mere en smuk kvinde" sagde han og så på hende, han kastede sit sidste våben hen til bunken af sine våben for at vise han stolede på hende, var det smart eller dumt? Det ville tiden vise ham

"det kan man vel godt sige?" kom det let drillende og udfordrende fra hende.
"fordi det er jeg... du ved det bare ikke fordi du ikke ved hvad jeg er... og derfor får du heller ikke noget svar,med mindre du tvinger det ud af mig" hun så lidt på ham og derefter hen på hans bunke af våben. Hun så lusket og udfordrende på ham. Et lille forførende smil sneg sig frem på hendes læber, igen hun bevægede igen sine fingre og tvang ham til at bevæge hans også. Hun 'tvang' ham at tage den lille kniv som han før havde brugt til at holde foran hendes strube. Og tvang ham ligeledes til at tage fat i den skarpe ende (selve bladet) "ups" lød det udfordrende fra hende. Hun ville se om han turde gøre modstand eller om han bare ville vendte?


//er nød til at logge undskyld >_> //

Belegion så panikslagen på sin arm, gjorde hun det nu igen? eller hvad han selv gang i? Han prøvede at tage fat i sin arm med den anden, men han brgte sin kræfter forgæves, han havde ikke herredømmet over sin hånd længere.
Han så hjælpeløs til imens han hånd greb haft om bladet og klemte til, han skær en grimasse i det kniven skar ham, han så ned blodet begynde at løbe ud af siderne på hans hånd.
"hvad har du gang i? du kan ikke bare styre min bevægelser hele tiden, det er derfor du ikke har oplevet kærlighed endnu" sagde han og trak sin hånd til sig.
Han så ned på den, en dyb flænge var synlig, han tog stoffet fra sin mund af og bandt rundt om såret.
"vil du bare gerne havde jeg ikke kan slås? så er jeg et nemmere offer?" sagde han og så på hende,

Hun så tænkende på ham da han kom med sin påstand... "ja det er meget muligt.... men det er det her jeg er skabt til" hendes stemme var ved at knække over... og alligevel ikke helt. Et lille forførende og lusket smil, krævede sin plads på hendes læber, da hun fortsatte det hun havde gang i. Der var vel noget i hende der ikke kunne lade vær? Smilet voksede en smugle da hun så hvordan han prøvede at kæmpe i mod. Men forgæves.
hun snuste tungt ind da blodet kom til syne, og frydede sig vel på en måde over at se den dybe flænge?
"nej jeg vil ha det modsatte... for jeg kan ikke la vær" kom det lumskt fra hende... og alligevel en smugle trist. Endnu en gang, lod hun sig selv bruge sin evne og tvang hans hånd til at ta vat i kniven.... denne gang rigtigt.
Hvis han tænkte sig om, ville han kunne regne den ud. Hun ville ikke uskadelig gøre ham, tvært i mod... hun ville ha ham til at kæmpe?!?
Hvorfor?... fordi hun ikke vidste hvad man ellers skulle? hun var ikke klar over at der faktisk var andet end, gru, sorg, skuffelser og blod.

Belegion så på hende, og så på sin hånd der tog fat i kniven.
"jeg ved godt hvad du har gang i, du vil gerne slås med mig, u vil godt se blod, du vil bare godt have at der skal være krig" sagde han og så på sine våben, hvis han ville kunne han jo bare give hende hvad hun ville have og bruge sine våben på hende, men den tilfredsstillelse ville han ikke give hende.
Han så på hende og så på kniven i sin hånd, hvor de rester (fra da han skar sig selv) blod begynde at løbe ned på hans hånd, han så op på hende.
"har jeg måske ikke ret, du vil bare godt have en kamp, du elsker at manipulere med folk så e gider slås med dig" sagde han.
"sidder der med det forførende smil og lokker mænd i deres død" sagde han, han have virkelig ingen respekt for hende på det punkt.

hun så kort ned ide hun hørte hvad han sagde "der...findes..." hun så igen op med et fast blik, og denne dang glødede de nu blodrøde øjne "ikke andet" sluttede hun. Hun havde ikke prøvet andet, vidste så at sige ikke bedre end dette. så igen, hun kunne på sin vis ikke gøre for det. hun slap ham så han igen fik sin frie vilje. Dog kom der en knoren fra hende og en agren over at han ikke ville gribe til våben.
"ja jeg elsker kamp... jeg elsker at kontrollere andre... bevise over for dem at hverken gud eller kærlighed eksistere! for det gør det ikke!" hun råbte nærmest, og alligevel lød det hele lidt som en knoren ?
"jeg lokker alle i døden, for det er det eneste der er ægte! ... alle kan være sikre på lige nøjagtigt den!"