Strange //Gavorn//

tid. ca 19:30
dato. irl
vejr. Mørk nat, lidt sne,
sted. skoven
Omgivelser. Træer, buske, planter, nogle bænke få steder, en lygtepæl for hvert 100 meter der lyser svagt på stien

Det var som at løbe flere km denne nat, fordi tiden føltes så langsomt, men i virkeligheden gik den unge Inu bare en tur gennem skoven denne nat. Det elskede hun at gøre fordi det altid var så køligt om natten, og endnu bedre denne nat, for det sneede lige så stille.
Inu havde nogle sorte shorts på der gik til midten af hendes lår der ellers var så hvide som det rigtige sne der faldt. Hendes sorte hår matchede de sorte shorts som om de kunne være lavet af det samme stof, dog var håret lidt længere end hendes shorts. Hun havde en lyserød top på der havde lidt blonder ved v-udskæringen omkring halsen og der til havde hun en lyserødt bælte der sad i shortsene. Samtidigt havde hun sort arm varmere på og lyserøde benvarmere, dog ingen sko. Hendes lysegrønne øjne lyste op i nattens mørke...
Inu stoppede dog op efter et stykke tid da hun kunne høre noget, noget der lød som om det kom nærmere.

Gavorn gik med lange skridt, hen af stien, og kiggede rundt, med et bredt smil. Hvert snefnug der ramte ham, forsvandt med det samme, og med små dampe derfra, som om at de ramte noget varmt. Og der var også varmt omkring Gavorn.. Gavorn bar et hvidt jakkesæt, og en hvid hat, og omkring ham, var der varmt. Der var en aura omkring ham, som holdt ham varm, og holdt kulden ude. Han havde sine hænder i sin bukselomme, og gik problemfrit hen af stien. Han var tydeligvis glad, og frisk, som om han intet havde lavet helle dagen, samtidigt med at han brummede lavt, til den musik der var i hans høre telefoner, som gik fra hans lomme. Han rokkede langsomt sit hoved til beatet, og kiggede rundt. Han havde ikke været meget i skoven før, og vidste ikke helt hvorfor han havde valgt at tage en tur på denne dag. Måske bare fordi, at han var glad? Men det var han jo for det meste, så kunne det ikke være.. Han ignorerede tanken, og fortsatte bare med at nyde musikken, og skovens idyl.

Inu stod helt stille i nogen få sekunder med armene ned langs siden i mens hun så ned i jorden mod sine fødder der var blevet indsmurt i noget mudder der dog var blevet frossent af at røre ved hende, så det dannede næsten nogle små klipklapper. Hun vendte sig lige så stille op og kiggede mod den vej hun lige havde gået.. og fik en underlig fornæmmelse i maven som om noget ondt var på vej... ikke fordi det nødvendigvis var ondt, men for hende kunne det godt være...
hun lagde sine hænder blidt mod sin mave og blev stående for at kigge... Medens der langsomt blev bredt en større kulde ud fra hende

Gavorn blev ved med at smile, og nikkede hovedet fra side til side i et stykke tid, inden han så rokkede sit hoved lidt hurtigere, som om musikken havde intensificeret. Han blev ved med dette i et stykke tid, imens han kiggede ned på jorden, men kiggede så hurtigt op da han følte noget i nærheden. Han stirede så direkte på Inu, og rejste sit ene øjnbryn. Han kunnne tydeligt mærke og se hendes aura, og kneb sine øjne en smule sammen. Han gættede hurtigt på at Inu var en Is dæmon, så han blev straks mistroisk. Inu lignede godt nok ikke en af hendes race, der ville kunne finde på at te sig, som andre af hendes race havde gjord over for Gavorn, i hans tid. Men han stod bare og kiggede, uden at sige noget. Han holdt sine hænder i hans lommer, tog dog kort den ene op, for at fjerne den ene høretelefon, og lade denne hænge.

Efter noget tid kunne hun mærke varmen være i nærheden så hun gik nogle få skridt tilbage... væk fra den varme hun kunne mærke, dog havde hun ikke set nogen indtil videre... så hun vendte stille ryggen mod det og gik så normalt videre uden at tænke mere over det...hun ville bare væk fra varmen der pludselig var kommet

Gavorn lagde sit hovede ganske lidt på skrå, og rejste et øjnbryn. Han gad ikke til at vende om, så satte bare i gang imod denne kulde. Han gik en anelse hurtigere end Inu, men dog ikke for at indhente hende. Selvom han var en smule nysgerrig omkring denne kulde. Han gættede stadigt på at det var en is dæmon, men han var ikke så sikker mere.. Is dæmoner plejede at få noget primitivt frem i ham.. At gøre ham sur, agressiv eller frustreret.. Deres kulde plejede bare at have den effekt på ham. Men ikke dennes. Han blev ved med at gå i den samme retning som Inu, da dette stadigt var den eneste vej, hvis ikke han ville tilbage..

Hun stoppede brat op og så sig tilbage og fik øje på den unge mand "hvem er du og hvorfor følger du efter mig flamme!" hun kendte ikke denne herres navn men fordi han var så varm kaldte hun ham bare det "jeg kan ikke tåle din varme..." sagde hun lige så stille bagefter og stod stille lidt bange for denne unge mand hun aldrig havde set før

Gavorn stoppede brat op, og var klar på at blive angrebet, da hans instinket fortalte ham, at denne var en fjende. Han brød sig ikke om det, men som Ild dømon ernærede han et hvis had til Is dæmoner. Og Inu virkede som en. Men da Inu sagde, at hun ikke kunne tåle hans varma, lagde han sit hoved en smule på skrå, og kneb øjnene sammen. Han lod sin aura takke af, og langsomt slappe af, så den kun var focuseret lige rundt om sig selv, for ikke også at svække sigselv for meget. Sneen kunne gøre dette. Han holdt så sine arme lidt ud fra hans sider.
"Jeg undskylder.. Snefnug.. Jeg vidste ikke at dette ville skade dig.." Sagde han roligt.. "Og jeg følger efter dig.. Fordi at du går den samme vej som jeg.." Sagde han, og et venligt smil bredte sig blidt over hans læber.

Inu så mod ham og smilte så stille da han skråede ned, det samme gjorde hun lidt... før hun rødmede da han sagde det med at han ikke fulgte efter hende... "oh...undskyld" mumlede hun stille og så på ham... "jeg kan måske hjælpe lidt" hun rakte sin hånd op mod sneen der faldte over ham og stoppede det lidt, så det mere bare blev opløst 1 m over ham

Gavorn kiggede op, i det hun gjorde det, og smilede let, og kiggede ned på hende igen.
"Mange tak.. Men skulle ikke være nødvendigt.. Jeg kan holde min aura i en del timer endnu.." Sagde han med et smil. Han bukkede så, og holdt på sin hat i det han gjorde det. "Balsherack Gavorn." Precenterede han sigselv som, og strakte ryggen ud igen, og kiggede over på Inu igen.
"Jeg bliver nød til at spørge dig.. Er du en Is dæmon?" Spurgte han. Han ville bare gerne vide det, for at være sikker. Hans aura holdt stadig en fin varme, lige omkring Gavorn, nok til at holde sigselv varm, og for svag til at Inu ville kunne mærke det.

Inu stod stille og kiggede så lidt ned "undskyld" hun slukkede for den lille ting hun havde gjort så sneen begyndte at falde igen over ham.
derefter så hun på ham igen og bukkede sig også for ham "mit navn er Roselin Le moint, eller Inu" hun gik hen til ham og gav ham hånden
"og ja jeg er isdæmon"

Gavorn smilede af hende, og rystede langsomt på hovedet.
"Det skal du skam ikke undskylde for, min kære ven.." Sagde han med det samme smil, og en let, blid latter. Da hun kom over til ham, tog han med glæde imod hånden. Han stoppede sin aura da hun var hende ved ham, og det var tydeligt at det svækkede ham, da hans stærke udtryk, blev svagere, og han hang en smule med skuldrene, i det sneen prikkede hans skuldre. Da hun sagde hun var Is Dæmon, blev hans ansigt en smule mistroisk, men det fik han hurtigt rusket væk igen, og han smilede venligt endnu en gang.
"Er mig en glæde at møde dem, Inu.." Sagde han, og nikkede respectfuldt.

Inu slap hans hånd efter meget kort tid og gik så nogle skridt bagud "hmhm... jeg er ked af jeg er så kold herre, bare tænd for din varme igen...du bestemmer jo for du er manden" hun bukkede stille for ham igen "undskyld herre" mumlede hun så og kiggede ned

Gavorn lagde sit hoved en smule til skrå, og rejste et øjnbryn. Han smilede, og lagde blidt en finger under Inus hage, uden auraen på, og løftede hendes blik fra at kigge ned.
"Hey.. Rolig nu.. Jeg er værken din master, eller din kæreste.. Du kender mig knapt nok.. Du behøver skam ikke behandle mig, som om jeg var mere end dig.." Sagde han med et venligt smil, og fjernede hurtigt sin finger igen.
"Og ja, jeg er da en mand, men du er da stadigt et kvinde, du bukker skam ikke for mig, hvis ikke jeg er herrer over dig.. Hvilket jeg ikke er.." Sagde han, og blev ved med at smile, og kiggede på hende med sine rolige, og venlige brune øjne.

Inu prøvede at ungdå øjenkontakt med ham selvom han tvang hende til det "men...undskyld herre" hun bukkede for ham igen "det er jeg ked af herre, jeg skal nok lade være med det fra nu af" sagde hun og så på ham smile til hende "undskyld herre" hun smilte selv lidt

Gavorn rejste et øjnbryn, og smilte, med et kort grin, og holdt sine hænder ud til siderne
"Bare kald mig Gavorn søde.. Og du behøves ikke bukke for mig mere, du har allerede præcenteret dig, lighten up.." Sagde han med det samme smil, og grinte lidt igen. "Og du skal ikke sig undskyld fordi du gjorde det.. Det virker som om, at du er blevet lært op til at være respectable over for mænd.. Men vær sød, og smil til mig.. Hellere end buk, og undskylde.." Sagde han, og smilede.

Inu kiggede lidt ned "jeg har været slave overfor en mand i meget lang tid af mit liv... så ja jeg har lært at respektere jer for så ikke at blive slået eller låst inde i kælderen i flere dage" hun vedte ryggen til ham "undskyld hvis det gør ondt på nogen måde at jeg er sådan..." hun så på ham og lavede så et lille smil

Gavorn så en smule trist ud da hun nævnte hendes bahandling, men da hun så smilede, smilte han bredt, og pegede på hende.
"There you go.. SÅ svært er det ikke at smile.. Og hey, jeg har ingen pisk, og hvis jeg havde, var det sidste jeg ville bruge den til, at gøre skade på dig." Sagde han ,og gik om foran hende.
"Du er forhåbentligt fri, fra denne herrer nu, ikke?" Spurgte han, og lettede lidt på hatten, så han kunne se hende bedre..

Inu kiggede på ham og så han pludselig stod foran hende "uhm...ja nok 100 år siden eller mere" sagde hun og kiggede lidt ned "men det er stadig en vane at behandle mænd sådan..." hun gik et skridt tilbage og kiggede så ned "og nej det er ikke svært at smile...det er svært at mene sit smil"

Gavorn nikkede et par gange, og kiggede omkring, og grinte så lidt, og kiggede tilbage på hende.
"Det.. Har du fuldstændig ret i.. Men.. Hvorfor skulle du dog ikke mene dette? Du har indtilvidre ingen grund til at frygte mig? Du har.. Kune megen lidt grund til at ville tage afstand, men min Aura er væk, så jeg smelter dig ikke.. Og.. Jeg smiler.." Sagde han, og fortsatte sit brede smil, og et enkelt venligt grin. "Og jeg faker ikke mit.. Da jeg ingen grund har til det.." Sagde han.

"ingen grund indtil videre???" sagde hun så og gik nogle skridt tilbahge igen "det vil sige at jeg ligeså godt kunne irritere dig lige om lidt... altså... smerte og sådan" hun blev helt nervøs og gik nogle skridt tilbage "undskyld herre" hun kiggede væk

Gavorn sukkede, og kom til at tænke over sine ord, en smulle forsent, og rystede på hovedet, og blev ved med at smile.
"Kom nu Inu, lad nu være med at frygte mig, har du ingen grund til.. Hvis at du skulle irritere mig, skulle du prøve at fryse mig ned.. Hvilket jeg ikke kunne forestille mig at du ville, vel?" Sagde han, og blev stående, han havde virkeligt ikke lyst til at skræmme Inu, mere end han allerede havde dummet sig ud i at gøre.

Inu hørte kun fryse mig ned og tænkte så lidt "... vent du vil...have jeg fryser dig ned?" hun lagde hovedet på skrå og begyndte så at fryse ham ned starten fra benene, for hun havde ikke forstået at det var det eneste der kunne irritere ham "..så...er der andet jeg skal gøre for dig" sagde hun så og smilte sødt fordi hun troede hun havde gjort noget godt for ham jo

Gavorn rejste et øjnbryn, og håbede virkeligt at hun jokede, men mærkede så isen på sine ben, og spærede sine øjne op, og skreg så i smerte. Hvis at han kunne ville han falde i knæ, men isen var allerede nået for langt. Han spærrede sine øjne op, og brølede så højt, og ans vinger rev sig ud fra hans jakke, og han fløj op, så isen gav slip på jorden, og tordnede så ned imod Inu, og greb fat i hendes trøje. Hans øjne var blevet andtændt med stærke flammer, og han stirede ind i hendes øjne.
"S.. Stop.. Nu!" Råbte han vredt, og tydeligvis i smerte. Han kunne ikke smelte isen, da hans magiske kræfter ikke kunne virke, når han frøs så meget. Kun hans fysiske styrke var tilbage.

Inu fik et chok... "ja...jamen du bad selv o...om det hun stammede og virkede bange for ham nu... det var som om hendes øjne rystede af skræk... men hun kunne ikke kigge væk... efter lidt tid sådan lod hun isen forsvinde helt "du spurgte om jeg ville fryse dig til..." hendes ben begyndte også at ryste