en dag i skoven-Belegion~privat

T: eftermiddag
V: helt fint og sol skin
O: ingen endnu
S: Skoven

Loveday gik rundt i skoven og sang som hun altid gjorde når det var et dejligt vejr, hun havde ikke sin kappe på for at skjule sine øjne, da det var meget længe siden hun havde mødt nogle i skoven, da de fleste boede i byen eller holde sig til stierne og det sys hun var kedeligt, men hun kiggede tit på folk der gik stierne, men hun gemte sig så de ikke kunne se hende, men lige nu gik hun bare rundt og sang så smukt som hun altid har gjort

...//

Belegion kom gående ned af nogle små stier, man kunne tydeligt se at han ikke var fra byen og at han var tydelig vist hverken menneske eller noget andet væsen der med sikkerhed kom fra byen.
På ryggen havde han en rygsæk hvor man lige kunne se enderne af nogle pile, i hans bæltet hang der et sværd, sværdet betød meget for Belegion da det var gået fra generation til generation i hans familie. Han havde en en skinnende ringbrynje på som stod i stærk kontrast til den mærke grønne kappe, på hovedet havde han en hætte fra kappen og noget stof foran munden.
Belegion stoppe op og pustede ud, han havde gået i 5-6 timer, han havde brug for en pause

hun stoppede med at synge, hun hørte nogle, hun gik lidt hen mod stien, men holde sig skjult i mellem træerne, hun kiggede på en mand, en hun sys var underlig, men hun viste hendes øjne var mere underlige end ham den fremmede, hun havde aldrig set ham før, en dådyr skubbede til hende, så hun falde ud fra sit skjule, hun falde lige så lang hun var"av"sagde hun

Da der var noget der gav en lyd trak Belegion hurtigt siden bue og en pil, han så rundt, var der nogle eller var han bare træt?
"hvem der? giv dig selv til kende" sagde han og så rundt, et eller andet væsen var der vel nok.
Han tog hætten af, for at få et bedre udsyn især hvis der kom en bagfra, men beholdt dog stadig stoffet på munden på. Idet han tog hætten af kom der to spidse øre til syne og hans lange blonde hår hang ned til hans hals.

hun satte sig op"dumme dådyr"sagde hun for sig selv, hun rejste sig op og børstede jorden af sin kjole, hun kiggede rundt og så ham, hun blev en del forskrækket over han stod med en bue og en pil på den, hun var hurtigt bag et træ, hun var blevet meget forskrækket over det

"det er ikke noget alligevel" mumlede Belegion og lagde buen og pilen væk, han begynde at gå igen.
"hallo? Er der nogle? En eller anden" råbte Belegion, han manglede nogle eller noget at snakke med så han vidste at han ikke var ved at blive sindssyg.

hun kom lidt frem igen da han begynde at gå igen, hun kiggede efter ham, hun kom til at knække en lille gren under min fod så der kommer en stor knæk lyd i næsten hele skoven da den var helt stille, hun kiggede hurtigt hen på ham for at se om han osse havde hørt det, det håbede hun nu lidt på han ikke havde gjort

Belegion trak sit sværd og vendte sig rundt men hvad var det han så? en pige? "hvad laver du? og hvorfor følger du efter mig" sagde han og lagde sit sværd tilbage da han opdagede hun ikke kunne gøre ham noget, men hvad lavede hun og hvorfor flugte hun efter ham?

"hvad jeg laver, jo jeg bor her og jeg fik kun øje på dig"sagde hun og gik ind imellem træer hvor hun begynde at nynne en stille melodi, hun gik bare inde i mellem træerne, hun havde ikke nogle sko på, kun en flot lang kjole på som gik hende til anklerne og var stropløs

"men hvorfor følge efter mig?" sagde Belegion og blev ved med at gå, han forstod ikke hvad hun ville gøre ved ham hvis det var det hun ville gøre.
Men hvis hun ville kunne hun slippe godt af med det han var helt alene mod hende og hun kunne være farlig, man skulle ikke bare dømme en bog på dens omslag, bare fordi hun var en pige og så harmløs ud, kunne hun stadig godt være farlig

et lille dådyr føl hoppede ud foran ham, hun gik ud efter det, hun kiggede på dådyret"dit fjollet lille dådyr, kom her"sagde hun til det og det gik hen til hende, hun nussede det på hovedet og det skynde sig hen til sin mor, hun smilede lidt og så efter det, hun kiggede så på ham"åh og næste gang peg ikke på nogle med den"sagde hun og pegede på hans sværd for hun var på vej ind i mellem træerne igen

Han så på hende, "jeg bliver nød til at tage mine forholds regler jeg er en elver flere kilometer væk fra den nærmeste elver by, hvis jeg kommer i problemer må jeg selv løse dem eller stoppe dem inden de udvikler sig" sagde Belegion og så på hende.

"du får problemer hvis du bliver ved med at pege den mod nogle"sagde hun og så på ham, hun mente det, selvom hun holdte til skoven viste hun godt et par ting eller to om det der skete i byen, lænede sig op af et træ og kiggede lidt på"et held du ikke er i byen"sagde hun og skulle til at gå igen

"jeg har godt hørt om den by, men hvis jeg var i byen ville jeg overleve ved hjælp af den der" sagde han og pegede på sværdet.
"hør hvis du har så meget i mod mine overlevelse måder hvorfor følger du så efter mig?" sagde han og så på hende, hun virkede så afslappet hvordan kunne hun ikke være anspændt hun stod over for en med våben hvordan kunne hun ikke være anspændt?

"må jeg nu ikke gå rundt i skoven og som du lige så hentede jeg et lille dådyr føl, der er mange dådyr føl der bliver dræbte når de hopper ud på stien"sagde hun, hun nynnede en kort tone, en fugl fløj ned på hendes skulder og sang tonen, hun nussede den lidt under næbbet, den bed ikke efter hende eller fløj væk igen

"Hvordan lykkes det dig at være så glad og lykkelig hele tiden? og så kan alle dyrene lide dig? er du en heks eller sådan noget?" sagde Belegion og så på hende, han var chokeret over at hun var venner med alle dyrene han var elver og han var ikke venner med alle dyr tvært i mod, han var blevet jagtet flere gang på hans vej hen til stierne.

"hey!"sagde hun, hun blev vred over han kalde hende en heks, hendes ene hånd blev omgivet af flammer og fuglen fløj væk hurtigt"sig det en gang til og får ild i røven"sagde hun halv vredt, hun fik flammerne til at gå ud igen, fuglen kom tilbage igen efter bagefter det var overstået

"du skal høre efter jeg sagde, jeg sagde ikke at du var en heks jeg spurgte bare, og en anden ting du skal styre din følelser lige nu kan jeg regne dine næst træk ud, bare på grund af du viste lidt følelse, gør det i byen og du er færdig" sagde Belegion og så på hende, han havde ret i det han sagde, mange der viste følelser var forudsigelige, er man forudsigelig er man så godt som død.

"det er jeg ikke på nogle måde, jeg har bare ikke rigtigt andre venner end dyrene her i skoven"sagde hun, hun kiggede på ham"men du har jo en by du skal hen til ikk, du er heldig"sagde hun og kiggede på fuglen, et dådyr føl skubbede lidt til hendes hånd

"jeg har ikke sagt noget om en by endnu, jeg skal bare finde et sted at sove, jeg kan ikke fortsætte ind til byem, nu jeg er alt for afkræftet" sagde Belegion og så på hende.
"hvorfor er jeg heldig? hvorfor er jeg heldig og du er ikke?" sagde han og så på hende, hvad var problemet hvorfor var han heldig og hun ikke var, alle er vel heldige en gang i mellem

"du ved sikkert hvem din familie er"sagde hun og gik ind i mellem træerne, hun kiggede så ud på ham"jeg ved hvor du kan sove, hvis det er"sagde hun til ham, hun ventede på han ville svare på det, hun kende skoven ud og ind, hun havde næsten aldrig været andre steder end skoven, kun i byen meget meget sjældet