Solnedgang... Sean

Tid: Har ikke klokken, men solen er på vej ned.
Vejr: Skyer hist og pist, en småkold vind rører på sig og himlen har den typiske orange farve den altid har lige inden solen forsvinder.
Omgivelser: Ikke rigtig nogen.. Endnu.
Sted: Den forladte forlystelspark.

Solnedgang... ahh, kunne der være noget bedre ved den måde, solen blev skubbet længere og længere ned for at gøre plads for nattens kolde favntag... Ja, en solformørkelse var nu også dejlig, men de varede jo aldrig for evigt...
Jowan stod og kiggede sig lidt omkring efter et sted at sidde. Han kørte en hånd igennem sit champagne farvede hår og missede en sidste gang med øjne mod den sidste rest af solen. Gudskelov den var på vej væk.
Han smilte da han fik øje på en bænk ikke så langt væk derfra. Hurtigt bar hans trætte ben ham derhen. Han havde godt lagt mærke til at forlystelsesparken virkede forladt, men det var den ikke, han kunne høre den svage puslen som normalt ville være gået overhovedet på de fleste mennesker, men nu var Jowan nu heller ikke normal på nogen måde.
Han slog sig ned og vidste at han ikke ville rejse sig op igen indtil mørket var komplet... Medmindre han blev tvunget til at bevæge sig på grund af en af de idioter der troede han var lydløs bag ved ham.

Han strakte sig op mod himlen, den tiltagende nat og aftagende dag. Han strakte sig ti han var tilfreds, en let knækken gennem hans ryg og skuldre, før han lod armene falde ned langs siden igen.
Han rettede lidt på sin sorte jakke, som havde det med at sidde skævt når han strakte sig, jakken var åben og afslørede en T-shirt der sad let om en tynd, men stadig lettere muskuløs overkrop, T-shirten var mørke grå, ellers havde han nogle mørke bukser på og bare fødder. Det sidste elskede han, at kunne mærke jorden under ham, nogen gange kunne han godt føle sig lidt forladt når han gik i byer eller noget.
Hans mørkebrune hår strittede let og hans mørke øjne gled rundt på omgivelserne...Lige nu med ligegyldighed.
byen var tom, sjovt nok, og det var beskidt, som altid der hvor menneskerne holdt til.
Han sukkede og begav sig længere end af gaden da en masse høje, sorte skikkelser strakte sig op mod himlen, efterladenskaber fra den gamle forlystelsespark. Han stoppede op foran porten og lod blikket glide op og ned mens han spejdede ind i det tiltagende mørke, det tiltrak ham, sagde til ham at han skulle komme ind og se sig omkring, få tilfredsstillet sin nysgerrighed.Han skubbede den rystne låge op og trådte ind gennem ukrudtet. Han begav sig ned gennem den gamle billetluge og iskiosk og nåede nu de første par forlystelser. Tænk at menneskerne kunne føle sig glad ved det, en forstørret legeplads, kaldt forlystelsespark som undskyldning til at voksne også måtte lege der. Med den undskyldning at ville underholde sine børn.
Han rystede på hoved og så op mod en faldefærdig rutsjebane.

Op af hans rygsæk stak toppen af et sværd frem... Der var intet særligt ved det, ingen blinkende rubiner eller opmærksomhedskrævende diamanter, bare helt normalt læder, men det var et våben...
"Hold dig væk medmindre du gerne vil dø" sagde han tonløst ud i luften og uden så meget som at bevæge hovedet.
Sortelveren bag ham stivnede kort men rystede så på hovedet, han kunne nok ikke forstå hvordan et menneske havde hørt ham.
"Jeg siger det ikke igen..." Advarede Jowan ham igen tonløst. Han kunne mærke hvordan solen nu var forsvundet i horisonten, eller ihvertfald lå i skjul bag forlystelserne og andet var der heller ikke brug for.
Sortelveren hoppede frem med en drabelig kniv og huggede efter halsen og ramte...
Intet?
Istedet mærkede sortelveren pludselig noget stramme sig om halsen på ham og han hostede og harkede øjeblikkeligt efter luft.
Rundt om hans hals var der to hænder der kvælte det sidste luft ud af ham. Hænderen var ikke på noget sted menneskelig, udover de havde 5 fingre, men ellers var de dækket af fint sort skæl lignende materiale og lange sorte negle så havde borede sig ind i det bløde kød der var rundt om halsen.
"Jeg sagde det jo" hvislede en stemme inde fra mørket og langsomt trådte Jowan frem i den sidste rest af lyset. Der kunne ikke være mere end 5-10 minutter til og så var mørket overalt inden månen så begyndte at lyse igen...

Han havde dovent ladet ukrudtet vokse endnu mere der hvor han gik, små ranker der snoede sig om hans ben og fod, som for at stoppe ham, men dog uden virkning. Det hjalp lidt på det, godt nok var han van til at gå med bare fødder, men der lå en masse skidt rundt omkring, han havde opdaget det da han havde skåret hul på foden på et gammelt glasskår og dernæst lige ved på nogle rustent metal, så ukrudtet var for at beskytte hans fødder mod hvad der nu lå rundt omkring. Mørket kom drømmende frem over det hele og han følte bare hvordan han gik i sin egen verden, svagt haltende.
Pludselig hørte han noget, noget der bevægede sig og..., ja, hvad lavede den enlig? Han gik rundt om et hjørne og stod stille da han nu var kommet ud på en lille plads hvor folk kunne sidde på bænkene og slappe af, dog var der ukrudt over alt, skidt og bænkene næsten rådnet væk.
Men alligevel så han gennem mørket og hen på noget der skete bag en af bænkene, noget tumult af en slags...Han stod stille mens ukrudtet voksede helt op til hans knæ før han huskede det og lod planterne stoppe der. Han kunne ikke lugte så meget lige nu, men han mente i hvert fald den ene var sortelver, en der åbenbart var i problemer af en slags, han genkendte den fordi han havde stødt på nogen hjemme i skoven, den anden...Ja, han kunne næsten ikke se den anden, det var som om...personen ikke bare forsvandt i skyggerne, men nærmest var skyggerne.
Et glimt fra det sidste sol viste dog at det bare var en skygge, men mere stabilt og var i gang med at...tage livet af sortelveren. Hvor interessant? Han så i hvert fald på, der ovre i hjørnet hvor han stod.

Jowan lignte sit menneskelige jeg da han satte sig på bænken igen. Det var igen det champagne farvede hår, de nøddebrune øjne og det eksotiske ansigt for mennesker. Enhver der havde kendskab til dæmoner, vampyrer og andet magisk ville kunne se at han ikke var mennskelig, men heller ikke hvad han rigtig var... Mørke dæmoner var svagt ukendte i visse kredse og kendte i andre selvfølgelig...
Det der adskillede dem fra de andre Dæmoner var deres måde at blive dæmoniske på... Det var selvfølgelig mørket, når intet lys ramte dem begyndte deres krop at opføre sig anderledes og mutere til at blive til den slags dæmoner der blev fortalt om af de gamle mænd i landsbyer, men nu var halvt glemt og levede nu kun i mørket af børns fantasi...
Han rettede på sin simple beklædning som ville få ham til at ligne et menneske, men som var nemt at erstatte når det gik i stykker... Det gjorde sådan noget altid når man forvandlede sig... Som en varulv, ville man sprænge sit tøjs grænser når man stod i mørket.
Han lagde først nu mærke til at der var en ny tilskuer som forholdt sig passivt.
Han kiggede lettere mistænksomt i hans retning men gjorde ikke andet... Lod den fremmede sige noget hvis han ville.... Ingeng grund til at skabe en fjende hvis ikke han behøvede en...

Han så på da sortelveren faldt livsløst til jorden, at den anden satte sig på bænkede og virkede...mere menneskelig end før, dog vidste han at han ikke var det. Hvad var han? En slags dæmon? han erindrede svagt om dengang hans mester havde fortalt ham om de forskellige slags dæmoner, men var lang tid siden og han kunne kun huske de han selv havde stødt på, mest almindeligt elementerne, jord, luft, vand, ild...så var der noget med lyn og elektricitet....Og så kunne han ikke lige huske flere. Han overvejede hvad han skulle, gå videre som om han intet havde set? Som en usynlig lille rotte...Nej. Han vidste også at han ville tænke over det hele aftnen vis han ikke gjorde noget ved det, fandt ud af hvilken slags han var.
Endnu en gang lagde ukrudtet sig som en trædepude der hvor han trådte, da han satte sig i bevægelse og gik hen mod den fremmede, dog stoppede han lidt derfra og lagde hovedet svagt på skrå, men modstod trangen til at lægge armene over kors.
"Hvilken slags dæmon er du? Vis du da er dæmon?" spurgte han ligeud, hans stemme var ikke så dyb som man måske skulle tro, dog heller ikke flyvende...Den var helt rolig og...betryggende, for de fleste.

//Skal spise... Svarer senere//

/Sorry... Skulle lave lektier -.-"//

Jowan blinkede med øjnene og blev lidt overrasket over den direkte måde han spurgte på... Han måtte være et andet magisk væsen, selvfølgelig, men ikke nok med det, eftersom han sagde hvilken Dæmon, betød han vidste meget om dæmoner, så enten havde han stor viden om dem eller var selv en....
Ikke overraskende at han ikke havde hørt om mørkedæmoner da de skjulte sig de mest underlige steder... Men der var jo trods alt en grund til at mennesket engang havde frygtet det ukendte i mørket.
Han rettede sig op med en let knækken fra knæene og op. Et let suk slap fra ham da han kunne mærke ledene løsne sig svagt på den måde som de altid gjorde når man knækkede dem.
"Mørke dæmon... Og så har jeg vel også ret til at vide hvad du er for en... Ikk?" spurgte han selvom det var tydeligt for alle der lyttede at det ikke var ment som et rigtigt spørgsmål, mere en måde hvorpå han gerne ville give den Fremmede lidt mere plads til at udfolde sig på, hvis nu han ville.
En gadelampe der ikke så ud til at kunne tænde vågnede falmende op til dåd og lyste direkte ned på bænken som sikkert havde været et yndlings sted for par da parken havde været en stor ting...

Han så lidt på ham og sagde først intet, mørkedæmon? Han huskede svagt noget om dem i en eller anden historie...men han kunne lige huske noget om dem lige nu.
Lygten vågnede overraskende op og lyste svagt ned mod dem, han så lidt op mod den selv om den var totalt uinteressant. Mange syntes han virkede forvirret i hovedet, mange behandlede ham som om han ikke kunne holde styr på noget, at han virkede flyvende og skør. Noget af det var rigtigt, men indeni var han helt klar, der kørte hans hjerne næsten på højtryk hele tiden.
"Jo, det er fair nok, jorddæmon" nikkede han og så på ham mens han strakte sig igen, en dårlig vane. Han lod armene flade ned langs siden igen da han havde hørt de små knæk i ryggen og skuldrene.
"på jagt efter elvere, eller er her bare?" spurgte han så, men virkede fuldkommen neutral, hverken ven eller fjende. En bille kravlede kildende over hans fod, men han ignorerede det, har vrimlede sikkert med masser af dyr. Dæmonen overfor ham virkede som en på...ja, folk ville nok tro han kun var lige omkring de 20, men hvor gammel var han enlig? Som en skygge, sikkert gammel...han rystede på hoved.

Han lavede et underligt skuldertræk, det var ikke til at sige om det var et direkte kast med hovedet eller bare et kast med skuldren... En mellemting måske.
Jowan ville ikke rigtig kunne svare med noget der ville give mening for en som ikke havde været indei hans hoved... Selvfølgelig kunne det være at denne Jorddæmon kunne det, men det var jo heller ikke sikkert på nogen måde... Han måtte hellere holde øje med ham.
"Jeg er blot på gennemrejse, men jeg ender nok med at blive her... Det virker som om det er et..." Han var stille mens han nærmest smagte på ordet og så nikkede langsomt. "Hyggeligt... Ingen direkte lov, men den stærke æder den svage og dumme" sagde han og afslørede et par hvide tænder i et smil.
Jowan havde rigtig nok tænkt sig at rejse direkte igennem men denne her by... Di Morga... Var interessant og talte til ham som det røvhul han var i sidste ende, men ikke opførte sig som...
Han kiggede op på himlen og derefter på Jord dæmonen... "Så har du et navn eller skal jeg bare tiltale dig som 'Du' eller 'Ham der'?" spurgte han med et minimalt grin. Han var en kompleks person, Jowan, ja han var...

Han grinte lidt og virkede totalt afslappet, han satte sig på bænken og hørte hvordan den knirkede svagt under hans vægt. Ukrudtet så nærmest ud til at følge efter ham, visnede der hvor han lige havde stået og voksede sig stort ved bænken nu.
Han tog foden op og så kort på den og opdagede hvorfor det blev ved med at gøre ondt. Han fjernede det lille stykke glasskår der sad fast med en kort grimasse og pressede så på såret for at det skulle stoppe med at bløde. Snart lod han foden glide ned på jorden igen.
"Sean" sagde han så og så på dæmonen foran ham
"Andet behøver du ikke vide...Hvad med dig?" spurgte han, ikke fordi det rigtig interesserede ham, men alligevel...det var måske meget rart at kende navnet?
Han tænkte lidt over det, hyggeligt? Da kun i skoven, byerne var fuld af skidt og mennesker. Han vrissede lidt på næsen ved tanken og koncentrerede sig om dæmonen.

Jowan betragtede ham bare med en afslappet holdning... der var ingen grund til at begynde at puste sig op og slås når man faktisk først var begyndt at snakke med nogen... Medmindre man selvfølgelig selv mente man havde en god grund til det, som at man kedede sig eller havde brug for de ting personen havde...
Hans øjne fæstnede sig på det lille stykke glas og smilte svagt... Han ville ikke kunne forklare hvorfor det var at han smilte, men det vidste han faktisk heller ikke... Han var bare en lidt forvirrende type, men hvad var der galt i det? Hvis folk ikke kunne regne ham ud, kunne de ikke vide hvad han ville gøre og hvis de ikke kunne det, ville han ende med at vinde...
"Jowan" sagde han så lidt efter mens han havde tænkt på om det ville ha være det værd at give ham et dæknavn eller lignende, men kom frem til at det ville være ligemeget... Channcen for at de ville støde på hinanden uden at Jowan enten var i et fuldstændig rus eller allerede havde glemt ham, var ganske små...
"Så... Denne by... Hvem kontrollere den?" spurgte han og kiggede lidt rundt som om han forventede at nogen hoppede ud... Der var faktisk ret mørkt uden den blinkende kegle af lys fra gadelampen... Så mørkt at Jowan måske bare kunne stikke hånden ud og den ville forvandle sig... Måske...

Han rejste sig op da han havde det lidt...dårligt over at sidde ned med ham foran sig, man vidste jo aldrig hvad der skete og han ville ikke være uforberedt. Han trådte på sin fod, nu gjorde det ikke ondt mere, sådan da. Han trak på skuldrene og så på dæmonen, Jowan, foran sig, han var mystisk men fin nok, alle havde sine underligheder.Han så sig lidt omkring, der var ret så mørkt rundt om dem nu, han havde god stedfornemmelse og ville sagtens kunne finde ud på vejen igen.
"Selvfølgelig kan du det" sagde han pludselig, men ikke til Jowan, faktisk var det ikke til at vide hvem han snakkede til, højs sandsynligt til sig selv. Han så på Jowan
"Hvem? Jeg ved det ikke, bor i skoven, har kun været her et par uger...Men de snakker om en hersker ved navnet Malakel, han må vel styre det hele?" sagde han og så lidt på dæmonen da det så ud som om han overvejede noget...Men hvad? Hvad kunne en mørke dæmon helt præcis?

Jowan lagde hovedet på skrå i en lidt forvirret form for overraskelse... Han fattede ikke rigtig hvad det var Sean han snakkede om... Eller til.... Kunne der var nogen som Jowan ikke havde hørt eller følt... Latterligt... Selv under jorden ville der være mørke og ellers var der jo mørke alle steder... Lige indtil månen altså stod op og han ville blive nød til at slås i skygger og indenfor hvis det skulle være nødvendigt at komme op og slås med nogen... Som det sikkert ville og nødvendigt at slå dem ihjel, hvis han ikke havde taget fejl af de desperate mennesker og væsner... Specielt Sort elverne lod til at være skræmt fra vid og sans af hvem som helst...
Malakel... Et navn han havde hørt før? Ja, men hvem kunne ikke rejse igennem Frankrigs undergrund og magiske stader uden at ha hørt om den Dæmon der havde snydt sin mester og taget alt fra ham... Ganske frygteligt... Ganske smart...
"Javel ja" sagde han neutralt og tænkte lidt over de forskellige ting han nu havde fået at vide... Det lod til at byen jo var i et kaos... Havde Jowan jo regnet ud fra da han trådte ind... Men kaos'et var helt oppe fra slangens hoved og ikke kun i røven af den... Interessant...

Han kendte intet til Malakel, der hvor han havde levet før havde det bare gjaldt om at overleve, så til helvede med hvem der reagere andre steder. Men han var blevet tvunget til at forlade dem og selv finde en måde at leve på. Han strakte sig igen.
"...DOn´t get a wish..." han trådte et skridt frem, ud i mørket og vente sig så mod dæmonen igen. Han havde selv mest lyst til at være med til at vælte malakel, det kunne være ret underholdende, men på en måde følte han sig også neutral, han var jo bare en tilflytter der lige var kommet og havde intet med den gamle krig at gøre.
han begyndte stille at nynne for sig selv.
"Hvor kommer du så fra?" spurgte han og forventede lidt et svar der fortalte at han havde været, boet? Lidt over det hele, hvor der nu var plads.
Han så op mod himlen, så sig lidt omkring og havde åbenbart et problem med at stå alt for stille for lang tid.

Jowan blinkede ganske langsomt. Han skulle bruge lidt tid til at tænke alle de her nye informationer igennem... Det kunne være interesant at se det hele fra en ordentlig synsvinkel, som oppe ved siden af den ene eller den anden... Ja, det var helt sikkert noget han gerne ville gøre.
Han skulle bare finde en måde hvorpå han kunne komme helt tæ...Først der trængte Seans spørgsmål igennem hans tanker og fik revet ham fra hinanden indei tankerne.
"øøhm... Hvad mener du med det?" spurgte han rettet imod hans første kommentar med at han ikke sklle ønske sig noget... Forvirrende.
Langsomt kom han ud på et sidespor om hvor hans "Familie" kom fra. Mørke dæmoner havde ikke Familier, der var rygter i de yngre dæmoner om at de var født i mørket, men det var ikke sandt... Der var "Civilationer" af Mørke dæmoner, "Samfund" hvis man ville, hvor Mørke dæmoner kunne gemme sig blandt deres egne hvis nødvendigt, men de var få og spredt for alle vinde...
"Jeg kommer rigtig fra Frankrigs katakomber" sagde han så langt om længe da han var nåede frem til at det ikke ville skade ham at han fortalte ham det... Det ville alligevel være komplet umuligt at finde ham derude...

Han var selv godt på vej ind i modstandsbevægelserne verden, men hvad han rigtig vidste havde han ikke styr på.
Han så lidt på ham og forstod først ikke Hvorfor han spurgte hvad han mente? Han mente da hvor han kom fra før han kom her? Men det var også lige meget, nu havde han fået et svar. Han så lidt på ham
"Hvad havde du så tænkt dig? Du ligner en med planer?" sagde han og begyndte roligt at gå rundt i udkanten af lyset for at holde sig igang, han så lidt på de mørke omgivelser, han kunne svagt fornemme hvor der stod noget, en bygning der, en forlystelse der. Han trådte ud fra lyset og lod sine øjne vænne sig til mørket, han lod en hånd glide gennem sit hår og gabte svagt. Han overvejede snart at gå videre.
"Jamen hvad skal der da ske?" igen en af de forvirrende sætninger der bare kom, når han snakkede med sig selv.

Jowan tænkte det hele igennem...
Ja... Han kunne nu godt tænke sig at se det hele, ikke bare fra side linjen, mere somen del af siderne... Måske begge? En dobbeltsidet agent... Jow... Det kunne lede til interessante sider af konflikter, til bristede drømme og fuldkommen ondskabsfulde steder...
Problemet var jo så bare at finde en måde at indsmigre sig på begge sider, uden at overdrive fuldstændig så det kunne ses tydeligt at man gerne ville kunne komme hurtigt ind og hurtigt ud igen... Og det samme med denne Malakels side... Som en der havde slagtet og forrådt sig hele vejen til toppen, var han sikker Paranoid imod alle og enhver som prøvede at nå op i graderne hos ham, men det var jo ikke sikkert... Men så igen, alle der havde kæmpet sig op sådan, ville kun stole på to mennesker... dem der havde hjulpet dem op før og dem som han havde valgt at stole på før han nåede til toppen..
Jowan var ingen af dem, så sådan kunne han ikke komme afsted, men hvordan så? Hvordan viste man sin falske loyalitet, så den virkede ægte, til en som ikke ville tro på noget af det man sagde?
"Vi har vel alle planer på en eller anden måde" sagde han neutralt og smilte svagt mens han kiggede ud fra lyskeglen, både for at sikre sig der ingen var i nærheden og for at berolige sig selv...

Han så tænkende ind mod lyskeglen igen og overvejede om der ville ske noget vis han bare gik? Han mente...Han jo ingen grund til at jage eller slås med ham overhoved...Pludselig dukkede noget op i hans hoved og før han fik tænkt sig om røg det ud af munden på ham.
"Måske spille på begge sider?" sagde han ude fra mørket, selv om han sikkert kunne se ham, han var jo selv en del af mørket, det ville nok blive værre med at se ham vis han trådte ud i mørket, han havde jo været svær at se før.
Han havde tænkt sig at holde lidt øje med forskellige folk på forskellige sider, samle oplysninger om det hele og så finde sin plads. Man vidste jo aldrig hvad der ville ske vis man vidste noget andre rigtig gerne ville vide. Han smilte for sig selv, hans ide var at vide så meget som muligt. Han plukkede en ukrudtsblomst og begyndte at stå og brække den i stykker, mens planterne om bænken visnede i lyn tempo på hans kommando.

Jowan stivnede. I måske et sekund før skuldrene faldt tilbage på sin normale plads... Ganske ligegyldigt sagde han med en stemme der emmede af hvor ligeglad han var. "Muligvis, det vile måske betale sig bedst" og lavede så et, hvad han håbede, afslappet skulderkast.
Men selvom det ikke var så let at tyde ud fra ansigtet og alle de andre ting man kunne se det på, var Jowan alt andet ned afslappede og ligeglad... Hans tanker farrede rundt i hovedet med en fart så hurtig at hvis de havde været knive, ville de være fløjet direkte igennem hans fjender... Havde han selv antydede noget? Nej, det kunne han da ikke ha gjort... Han havde jo ikke sagt det mindste som kunne lede tilbage til ham, men det var jo ikke rigtig til at vide, da han ikke vidste noget om denne Jorddæmons kræfter , endnu... Det var tydeligt at han kune få ting til at gro og dø i et alarmerende tempo, intet at frygte fra den front, men det var ikke til at sige hvad han ellers kunne...
"Hvad med dig selv? Hvilken side er du på?" spurgte han med oprigtig nysgerrighed, da det nok ikke var bedst hvis han var på den en side og Jowan startede med at snyde på den side...

Han grinte mens han så ned på jorden, hans reaktion havde været sjov, som om han prøvede at skjule noget, havde han ramt rigtigt? Arhg, hvorfor kunne han dog ikke bare styre det selv? Nå, men han måtte vel bare acceptere det.
Han så ind på ham da han bemærkede en lettere nysgerrig stemme, havde han en tendens til at gøre alle nysgerrige?
"Hvilken side jeg er på?" han bevægede sig igen, næsten uden at halte denne gang, han håbede såret ville gå hurtigt væk, han orkede virkelig ikke at tage sko på bare for ikke at besværer såret endnu mere. Han trådte ind for lyset igen, lige i kanten og så på ham med sine mørke, hemmelighedsfulde øjne.
"Hmmm..." han lod som om han tænkte lidt over det mens han så på ham
"Pas" smilte han så, da han så det klogest...han overvejede at gå mod malakel, få en masse `venner` og lege med på spillet...for så at ødelægge det hele for dem bagefter.
Ham ingen ved så meget om....det ville han godt blive kendt som, men sådan var det jo med de fleste, for hvem skulle man stole på?

Jowan kiggede meget længe på Sean som om han bestemte sig for hvad han skulle stille op med ham... Som en sulten løve der kiggede på resterne af et måltid for at bestemme sig for om han skulle spise mere...
"Javel ja..." Seans svar interesserede Jowan, for det var ganske tydeligt at Sean heller ikke vidste hvorfor det var han besværgede sig med alt dette galninge noget med at skaffe en masse tilhængere og undgå direkte angreb imod fjenden... Hvis man var imod nogen, hvorfor så ikke skaffe krigere og gå til angreb før Fjenden kunne nå at forberede noget? Men nej... Sådan havde det aldrig været og sådan ville det sikkert heller ikke blive...
Et svagt suk undslap hans læber da han tænkte det igennem... Krig havde forvandlet sig til noget så klinisk og korrekt med tiden... Før i tiden havde Krig været en ting man så frem til og ønskede at gøre, nu var det med at følge besværgelige teknikker som bare skulle knækkes et sted og det hele faldt sammen som et korthus... Ikke som det gamle krigs noget med "ærefulde" kampe og så videre... Nej, krig havde tabt sin charme.
Månen stod nu højt på himlen og kastede sin grå glans over hele parken og det var nu ikke længere muligt for Jowan at forvandle sig ved bare at træde ud fra lyskeglen... Pokkers også...

Han så op mod himlen og smilte lidt for sig selv.
"Ret interessant, syntes du ikke?" om han snakkede til ham eller...med sig selv? Vides ikke rigtig, han snakkede vist mest bare.
Han strakte sig igen så det kunne høres, men denne gang gjorde det faktisk lidt ondt. Han tog sig til nakken da han var færdig og så på ham igen.
"Hvad kan du så af sjove ting? Ud over at glide i et med mørket og alt hvad der høre med der?" smilte han og gik igen hen og satte sig på bænken da han ikke rigtig vidste hvor han skulle gøre af sig selv. Hvordan kunne han stå så stille? Han tænkte på sin hest han havde slæbt med hertil, den var også alt for tålmodig, stod gerne stille i længere tid vis han selv skulle noget.

Jowan fulgte Sean uden at følge ham fuldstændig med hoved og øjne... Der var ingen grund til at han skulle vide at Jowan holdte godt øje med ham. Det ville være en fejltagelse at glemme at holde øje med en mulig fjende... Det vidste Jowan af egen erfaring.
Han kiggede længe på Sean... Ville han vinde noget eller tabe noget ved at lyve om det... Det ville måske være dumt at opgive information så løsagtigt... Nogle kort var bare bedst at holde tæt ind på kroppen.
”Ikke så meget andet” sagde han ligeud... Der var jo heller ingen grund til at fortælle mere... Det han allerede havde set var trods alt det meste han kunne. Hans mørke Manipulation og Sølvtunge var måske bedst at holde hemmeligt lige for øjeblikket.
”Men jeg er rimelig god med mit sværd” sagde han og lavede et ligegyldigt nik imod det der stak op af tasken.
”Hvad med dig selv?” spurgte han for at det hele ikke skulle falde ned over ham fordi han ikke havde svaret hurtigt nok til det... Eller for langsomt...

Han så op på ham efter øjensynligt at have haft sin koncentration et andet sted.
"Hvad jeg kan" smilte han og trak på skuldrene som om han faktisk ikke vidste det.
"Det har du allerede set" han demonstrerede det kort i tilfældet af at han ikke vidste hvad han snakkede om. I et øjeblik groede ukrudtet omkring dem hurtigt og dækkede deres fødder. I det næste visnede det hele væk igen. Folk mente det var en...nyttesløs evne, en svag evne som ikke kunne bruges til noget, men de der undervurderede dem tog grueligt fejl. Den kunne være ret god, vis man brugte den rigtig. Han lod være med overhoved at lade som om han havde en ekstra evne, da det var en evne han ikke rigtig havde styr på og som kun var der en gang i mellem...En tendens til pludselig at vide ting som han aldrig havde fået af vide, som pludselig kunne dukke op i hoved på ham som nyttig, eller unyttig, information.