Solnedgang... Sean

Han kiggede længe ned på ukrudtet og flere idéer poppede op i hans hoved. Man kunne bruge det til at gro mad, næsten hvor som helst så længe man havde frøene... Interessant... Og ikke nok med det... Man kunne jo næsten gro sig en fæstning hvis det var nødvendigt at skjule sig eller bare forsvare sig... Det kunne jo være ekstremt nyttigt...
”Ikke så slemt” Mumlede han og kiggede bare på ham med et svagt smil, sådan en form for smil som man smilte til en der kunne være nyttigt...
Selvfølgelig var det ikke hans smil som han viste til alle og enhver, hvis nogen ikke viste sig nyttig, havde han ingen grund til at smile sådan, men det var jo trods alt Sean... Han virkede både nyttig og ikke fuldstændig åndssvag...
”Jamen det er jo en rigtig nyttig evne” sagde han med et stort smil da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige for faktisk at vise at han mente det...

Han så mistænksomt på ham da han så hans smil, hvad prøvede han på? Han sukkede svagt...Det virkede som om...Han smilte lidt ved tanken, måske var der endelig en der ikke anså hans evne som svag? Eller hvad? Han så mod ham igen og rejste sig op fra bænken igen.Siden han var lille havde han lært at bruge sin evne godt, han kunne gøre næsten alt han ville og det var ikke bare ukrudt eller blomster, mad for den sags skyld, men alt med rødder i jorden også træer. Dog krævede det jo bare der var jord i nærheden...og noget som det kunne komme fra, f.eks. nogle frø. Han huskede en gang hvor de havde lavet nogle øvelser i at gemme sig fra forfølgere, han havde altid klaret det fordi han fik planterne til at vokse over ham og gemme ham, og derefter lod ham dem jo bare visne igen så han kunne komme ud. Han havde også en gang lavet et bur og lige meget hvor meget de havde hugget i det, var der hurtigt vokset noget nyt op. Det bedste var det næsten ikke tog på hans energi.
Han nikkede svagt som en langsomt reaktion på hans svar, selv om han vidste man aldrig bare skulle stole på folk, følte han sig p åen måde ret tryg lige nu.
Pludselig hørte han en lyd og vente sig opmærksomt omkring, en lyd som...fra et dyr? Eller var der virkelig nogen? Han kom i tanke om at der var nogen der kunne forvandle sig til dyr.
"Hørte du det?" spurgte han

Jowans øjne blinkede kort. De fik hurtigt et glimt af en lysende grøn farve som erstattede de nøddebrune, for så hurtigt at blive forvandlet tilbage.
”Jeg ikke bare hørte det... Jeg følte det” sagde han og kiggede direkte imod det han havde følt. Det var ikke så stort som et menneske... En hjort måske? Ulv? Med alle de forskellige klimaer der var rundt om dem, kunne det sagtens være nogle af de ting...
Jowan blinkede ikke han stirrede bare og fik dyret til at stå helt stille... Som et dyr der bliver opdaget af enten billygterne ude på en vej eller ude i skoven af et rovdyr... Det stod helt stille nu.
”Jeg har det... Lige... der” sagde han og pegede på stedet og der var en lidt mørkere skygge ikke mere end man lige dog kunne ane... Jowan ville se hvad Sean ville gøre når han fik udpeget dyret... Det kunne blive interessant at se hvordan han ville skræmme det væk eller dræbe det...

Han undrede sig kort over hans skiftende øjenfarve men så så hen mod stedet, i et kort øjeblik overvejede han om Jackie havde fulgt efter ham ind til byen, men det var det sikkert ikke, han hade sådanne stedet her.
Han så ind mod stedet som forekom lidt mørkere end resten af stedet. Det var ikke helt så stort alligevel...eller, det kom vel an på øjnene der så. Han gik hen mod det for at se nærmere på det, da han var rimelig tæt på og hans øjne havde vænnet sig til mørket så han at det var et stor...ulvelignende dyr, men der var alligevel noget ved det der ikke virkede...ulveagtigt, en ulv, her i den gamle forlystelsespark? Han havde set ulvene i skoven, men de var ikke helt så store.
Han stoppede op lidt fra den og så på den, han gi ud fra Jowan havde styr på dyret og forventede åbenbart en reaktion fra ham af en eller anden art.
som regl kunne han bedst lide at være sikker på hvad han gjorde, hvad og hvordan og alt det der, ikke gøre for mange fejltagelser, det kunne koste dyrt vis man var for hurtig.
Han satte sig på hug foran dyret, mon det var et almindeligt dyr? Han stoppede sig selv i at tænke videre, nogen gange tænkte han lidt for meget. Han smilte lidt ved det og huskede sin gamle mesters ord *stop med at tænke og handle!*
"Nå, men skal vi bare dræbe det?" spurgte han så og så tilbage på ham

”Better safe than Sorry” sagde han stadig inde fra lyskeglen og smilte svagt over sin brug og valg af ord. Han kunne sagtens være sikker uden at slå dyret ihjel... Det var bare bedre på den måde. Han ville få mad, andre dyr ville holde sig væk og han ville få stillet sin dræberlyst lidt... Og ikke nok med det, han ville også se hvordan Sean ville slå noget ihjel hvis han skulle.
”Så værsgo” sagde han. Jowan holdte selvfølgelig stadig dyret hen, men der var jo ingen grund til at han skulle flænse bugen op på den, så indvoldene ville flyde ud af den sammen med blodet...
*Nu har jeg jo lyst til at dræbe den!* jamrede han til sig selv over det blodige billede han havde skabt inde i hovedet... Det ville være helt utroligt hvis det ville ske, at Sean dræbte den på en blodig og voldsom måde, men det virkede ikke som Sean... Selv om man ikke lige frem kunne sige at Jowan kendte ham godt nok til at bestemme sådan nogle ting... De var jo lige mødtes...
Han fulgte hver en bevægelse som både dyret gjorde og som Sean gjorde, for at fange hvert et lille fif om hvad Sean ville. Og så Jowan ville måske vide det hvis de kom op og slås en dag...

Han så lidt på ham fra hvor han sad, hvad var der med den fyr? Han valgte at ignorere det selv om der dukkede noget op i hovedet på ham...*Han ønsker at se dig gøre det...Men han vil også gerne selv*
Han trak på skuldrene og rejste sig op for at lade blodet løbe ned til fødderne, han rystede benene lidt og så sig lidt omkring. Ja, han var en rolig fyr, dræbte kun når han ville eller følte brug for det. Lige nu var der jo sådan set ikke brug for det... Dog følte han at det var aktuelt alligevel. Vis det havde været et menneske ville han elske at se det lide først, og så dræbe det på en eller anden skør måde...eksperimentere lidt. Nu vidste han ikke helt om det var nogen...eller bare et dyr.
Han satte sig ned foran dyret og lod blidt sine fingre glide gennem pelsen på det, i et øjeblik troede han faktisk den nød det, mens dens øjne var også ret så opmærksomme og så direkte på ham, prøvede den at give ham dårlig samvittighed? i så fald var det forgæves, han mente faktisk aldrig han havde haft dårlig samvittighed over noget...Han hev sig ud af sine tanken og fumlede den noget nederst på sine bukser, lidt efter kom en lille kniv frem, han havde den altid på sig, man kunne jo altid bruge den, men den var så lille at folk aldrig lagde mørke til det. Han gemte den tit forskellige steder, ellers ville folk jo bare gætte det alt for nemt. I nat ved anklen. Han så lidt på den, metal med sølvovertræk, han elskede sølv...Han så lidt hen mod Jowan, vis han rigtig skulle nyde det her ville han også selv gøre det hele...Han lod ukrudtet vokse op om dyrets ben og naglede det fast til stedet, bare for at drille det lidt, også op om dens ryg og pressede det mod jorden.
"Jeg har styr på den nu" sagde han, for at han kunne vide han bare kunne lade dyret være og observere som han sikkert ville. Folk var underlige.
Han ignorerede ham igen, havde det bedst vis det bare var ham og det såkaldte offer. Endnu en gang lod han hånden glide over dens krop, helt ind til huden, den var så varm. Han kunne mærke dens hjerte slå og forestillede sig blodet der løb dejligt varmt rundt inde i dyret. Det peb men han smilte bare. Han overvejede lidt hvordan han skulle gøre.

Jowan trådte endelig ud fra lyskeglen. Hans skridt var velovervejet, men intet nær de elegante skridt der ville komme ud af at være en Vampyr. Han kiggede nysgerrigt på. Var ivrig efter at vide mere om denne Jorddæmon. Jorddæmoner og Mørke dæmoner plejede jo normalt ikke at genere hinanden som Ild dæmoner og Mørke dæmoner, men Jord og mørke passede godt sammen.
Han stillede sig ved siden af ham for at kigge efter. En sky lagde sig over månen og lukkede alt lys ude oppe fra himlen.
Hans krop forandrede sig hurtigt. Vingerne voksede ud af ryggen på ham, de lange flagermusvinger lagde sig dovent som de altid gjorde. Hornene voksede ud ad hovedet med en frygtelig knækken. En hale voksede ud af lænden. Muskler bulnede ud over hele kroppen og den sorte skæl voksede frem på hele kroppen og dækkede ham fuldstændig til.
På grund af de masse muskler og alt det andet kunne hans tøj ikke holde til det og blev komplet smadret så han stod og kiggede på med kun sit skæld som tøj...
”Så hvad skal du bruge kniven til?” spurgte han og kiggede bare skiftevis på ham og dyret. Dyret rystede ukontrolleret mens han kom tættere på.

Det tog lidt tid før han løsrev sig fra sine tanker og så rolig op på...den forandrede Jowan. Han skjulte ikke sin overraskelse og så lidt på ham, så det var hans skikkelse i mørket? Ret interessant. Han så på dyret igen da det rystede helt vildt og grinte pludseligt, dette her var ret komisk!
"Åhaha, ja" sagde han endelig da hunden pludselig skreg af smerte da han lod nogle af planterne klemme om den, mens andre igen begyndte at vokse ind i hunden. Han trak lidt p skuldrene da han hørte spørgsmålet.
"Man ved jo aldrig..." svarede han svævende, det var sjovest ikke at sige ting direkte, det var kedeligt, i stedet skulle man holde på folk nysgerrighed, opmærksomhed...Han havde virkelig fået en tilskuer kunne han mærke.
"Hvad vil du bruge viden til?" spurgte han istedet igen, da han lod hånden glide over hundens ryg,mærkede hvordan planterne bevægede sig som orme under dens hud, dens smerteshyl, blodet der gled ned af pelsen...Han lod sin hånd smøre sig ind i blod, han drak godt nok ikke blod, men elskede det alligevel, helst når det var varmt, en flydende substans som styrede livet.
Det var stadig varmt men blev hurtigt koldt, lidt trist...Han hungrede efter at mørke mere af det...ønskede der var nok til at han kunne bade sig idet! *ikke lege, Sean!* Hans mester havde lært ham meget, men altid frygtet hans små eksperimenter, hans glæde for varmt blod.
Han var igen gledet ind i sin egen lille verden og gjorde hvad han nu lige havde lyst til. Nogle planter lagde sig om hundens mund så den ikke kunne hyle alt for højlydt mere, det ville sikkert bare tiltrække tilskuer, hvilket faktisk bare ville være endnu sjvoere? Dog var de fleste jo bange for fremmede hyle lyde...desværre...Han fik lyst til at slå folk ihjel nu, lyst til at fortsætte sådan her hele natten...og ingen ville turde stoppe ham...
Han var som forandret.

Svaret kunne være så mange på det spørgsmål. Viden kunne jo trods alt bruges til så meget, så det ville være svært at specificere hvad han skulle bruge den viden han rendte rundt og samlede sig sammen nu...
Det skulle jo både bruges til at han skulle slå imod både de ”gode” og de ”onde”, et overordnet billede af hvordan magtsystemet og hele byen faktisk så ud og selvfølgelig, en beskrivelse af hvordan alles styrker og svagheder var og hvordan man nemmest kunne trykke på dem... Simpelthen info om fjenden og den allierede.
”Tjoh... Det kommer vel an på så meget... Hvem der spørg. Hvis det er en som mig der også skal bruge viden til det samme som mig, ville mit svar nok være lidt skjult og uforståeligt” sagde han og skjule sit smil i mørket. Han havde selv lige gjort som han havde sagt... Gjort svaret skjult og uforståeligt for nogen andre end ham selv.
Øjne fulgte hver en bevægelse denne ”nye” Sean. Han opførte sig anderledes han havde gjort før. Han var ikke den passive tilskuer. Han var nu handlingen selv. Han holdt sig ikke tilbage, gjorde som han ville. Det skulle han også bare gøre, Jowan ville ikke stoppe ham, mere sandsynligt er det at han slet ikke ville gøre ham noget om han så begyndte at flænse noget andet... Det var jo nemlig en form for svaghed, at han blev en anden person når han ingen grænser havde, direkte. Selvfølgelig var der en grænse... Den var bare rimelig langt væk, da Jowan ikke havde brug for at stoppe ham lige her og nu.
”Kan du godt lide blod?” spurgte han med en hvislen der nærmest gled igennem luften og til sidst nåede Seans øre. Jowan brugte ikke rigtig Sølvtunge, men det var heller ikke rigtig nødvendigt.

"At have viden til vis man skal bruge det, har jeg ret? Kende så meget til andre, mens de kun kender minimalt til en selv, være en skygge der kan være nytte for alle parter" sagde han fjernt og smilte lidt da han lagde mærke til den...Hemmeligheds fulde stemning der var kommet.
Hunden var træt og var stoppet med at kæmpe imod, den prøvede i stedet for bare at holde sig i live så meget som muligt..Eller måske ønskede den bare at det hele skulle ende? Dyr var interessante, folk så tit ned til dem, som uintelligente organismer man kunne bruge til alt. Men mange af dem var faktisk ret intelligente alligevel, han kunne godt lide den måde de blev styret af deres instinkter.
Hans andet spørgsmål kom til ham som i en drøm. Tanken om hvor nemt man faktisk kunne få ham til noget lige nu ramte ham, men gled ud i tågen omkring ham. Hans svaghed. Dem havde han nogle stykker af.
Han svarede ikke med det samme, da han lod hånden glide over pelsen igen, stoppede hvor han svagt kunne mærke hjertet.
Han smilte lidt og rystede på hovedet, ikke for at sige nej, men for at vågne lidt op igen. Nogen gange skræmte han sig selv.
Han tog kniven og stak den direkte ind i hjertet på hunden. Den døde hurtigt. Heldigt for den. Men Sean var ligeglad. Han lod istedet det varme blod glide over sine hænder, samlede det i sine hænder.
Han følte ikke et svar var nødvendigt, det var tydeligt at se.

Øjne fulgte hver en bevægelse. Måske kunne denne nye personlighed blive Jowans død hvis han ikke holdte øje med Sean. Langsomt fik han nikkede til det Sean sagde... det lød lidt som det Jowan selv ville sige hvis han skulle forklare det til nogen. Viden var jo vigtig efter alt. Lande brugte efterretning til at vide om deres fjender og venner. Naboer i en forstad stirrede og holdt øje med alt og alle. Ja selv regeringer holdt øje med alle under dem for at sikre sig at ingen går imod dem.
Viden var der altid brug og det ville der altid være... Og Jowan ville ikke ryge bag alt dette og ikke vide noget. ”Ja... Det kan man vel godt sige at jeg skal bruge det til...” sagde han og holdt øje med hvordan livet forlod hunden og gjorde den komplet... Komplet ukampdygtig for til sidst at slå den ihjel.
Jowan var helt stille mens han ventede på at en af dem skulle sige en lyd, det ville muligvis give udtryk for noget som Jowan ville kunne bruge til senere.. Denne Sean viste sig at være en guldgrube af information og ikke nok med det... Han kunne jo også blive en værdifuld allierede...

Pludselig rejste han sig op og som han gjorde syntes planter visne som om deres eneste grund til at være levende var forsvundet.
Sean tørrede kniven i bukserne, ligeglad med hvad folk måtte tænke vis de så ham, og satte den fast ved anklen igen.
Han så lidt på sine hænder der var fuld af blod og trak svagt på skuldrene og gjorde intet ved det. Han så lidt rundt omkring sig, selv om han ikke kunne se meget og havde nogenlunde en fornemmelse af hvor jowan var. Mente han da.
Sean vidste ikke helt så meget som han måske gav udtryk for, eller også undervurderede han det bare selv, men han kunne uden problemer samle den viden ind han skulle bruge til noget vis bare han gad.
Han så lidt på hunden som om han slet ikke kunne huske han lige havde dræbt den.
Det gik op for ham hvor stille der var...
"Nå...Håber du fik det ud af det du ville" sagde han så, han vidste uden mærket at de fleste prøvede at kende andre så godt som muligt, noget med hvordan de var, hvordan de reagere og alt det der...På de kanter havde han givet op, det han skulle bruge, den viden om det, dukkede jo alligevel bare pludselig op i hovedet på ham.
Han strakte sig igen og begyndte at gå tilbage mod lyset.

Jowan smilte selv over det Sean sagde.
Ikke fordi han havde fået så meget viden ud af det som han selv havde håbet, men han ville faktisk heller ikke kunne forklare hvis nogen spurgte ham hvorfor smilet sad fast på hans læber. Det var bare som om noget lige pludselig var gået op for Jowan. Et lys, kunne man vel sige, selvom den talemåde ville han nok ikke selv indrømme at bruge.
”Jeg fik mere end det jeg havde sigtet efter... Men Sean...” Startede Jowan mens han fulgte efter Sean, hen imod lyskeglen, som hans samvittighed. ”Hvis du skulle vælge en side i den forstående krig... Hvilken side ville du så vælge? For... Jeg hælder mest mod Modstandsgruppen... Kun for at se byen gå i brand igen” sagde han med et sagligt smil på læberne.
Månen var på sit højeste nu. Stjernerne blinkede godmodigt til alle, som om de ingen anelse havde om hvad der var sket i denne by og på dette sted; Hvilket de nok heller ikke havde.
”Men Sean... Ville du så gå imod mig eller med mig?” Spurgte han nu og lagde et lidt mere alvorligt tonefald over på det spørgsmål, end hans før så lette og drillende toneleje før.

Sean så ned i jorden mens han lyttede til det han sagde. Ja, hvad havde han enlig tænkt sig? Hvad ville han enlig? Han kunne ikke tillade sig at kalde sig ny, kalde sig uforståen, så meget mere. Han tænkte lidt over hvad der var sket rundt omkring, de folk han havde mødt, ikke særlig mange til han rigtig kunne få et indtryk.
Han vendte sig om mod ham og tog det tilsyneladende ret roligt, men alligevel alvorligt, fordi han gjorde.
Jowan trak altså over mod modstanden? Modstanden virkede også interessant, selv om de fleste gik efter åh så meget fred og dejlighed at det var til at kløjs i! Men man kunne jo bare drille dem lidt bagefter. Faktisk ville det ikke gøre ham noget vis han havde et ben begge steder.
Han valgte ikke at svare på hans første spørgsmål og gik videre til det næste. Han så længe på ham, som det mørke uhyre han var, en dæmon som ham selv. En han følte respekt for, eller hvad? Det mente han nu nok, den første han rigtig havde gennemført en slags samtale med, selv om det hele havde gået ud på at få mest muligt ud af den anden...Eller deromkring.
Men han vidste jo ikke hvad Jowans ideer var. Mon han kunne trække sig ud igen?
"Spørgsmålet er måske også om jeg vil bruges i et spil jeg ikke kender til, som en brik?" sagde han endelig og ved blev at se på ham.
"Et spil hvor ingen rigtig kender til reglerne...Men sådan er det jo altid" han fornemmede pludselig at han nok hellere måtte komme med et lidt klare svar. For om lidt ville de skilles, for nu.
"Men vis jeg skal vælge side nu...Ville det nok være med dig" sagde han så

Jowan kiggede på Sean, mens han trådte ind i lyset fra oven... Han kunne jo ikke rigtig følge efter Sean, da han så ville ende med at stå nøgen over for ham... En ting han helst ikke ville have skulle ske, måske over for en pige, men ikke overfor Sean.
Inden Sean havde færdiggjort sit spørgsmål omkring han ville ende med at blive en brik uden at ha fået noget at vide omkring det hele... Nej, det ville ikke ske, da Jowan faktisk - Sjovt nok - Brød sig om ham.
”Jeg ville selv give dig info omkring tingene... Men jeg ville aldrig fortælle dig alt” sagde han og et smil begyndte at tone frem på det sorte ansigt. ”For hvis jeg fortalte dig alt, hvad ville du så lære?” spurgte han inden Sean kunne nå at komme med en indvending.
Da han så hørte hvad han sagde, kunne han ikke lade være med at smile... Der var intet falsk ved dette smil... Han var faktisk glad for at ha fået en allierede... Men det betød ikke at det ville blive en svaghed...
”Det er jeg glad for at høre” sagde han og kiggede så op på himlen og nikkede så langsomt til sig selv...

”Men det var... Interessant at møde dig” sagde han til Sean med et lille mystisk smil og så drejede han rundt og løb. Der gik ikke engang 10 sekunder før han var komplet usynlig i mørket. Efter 1 minut kunne han ikke høres. 5 minutter efter var han fuldstændig forsvundet...

//Out ^^//