Should we leave? // Esteban ~ privat//

Mørket havde forlængst langt sig over Di Morga, hvilket lokkede nogle få væsner ud i gaderne, for at de kunne gå i byen og feste, komme til skade og ende her på hospitalet, hvilket en ung mand var. Han havde drukket lidt for meget og var derefter kommet op og slås med den forkerte person, hvilket resulterede i et flækket øjenbryn og en flækket underlæbe. Endelig blev det hans tur, han rejste sig stille op og så på den kvindelige sygeplejerske der var kommet for at vise ham over til det rum hvor han skulle undersøges for andre skader " Kom inden for" sagde hun og åbnede døren ind til rummet med et blidt og lettere flirtende smil. Han satte sig ned i en stol og lænede sig tilbage med et smil på læben " Hvad har du lavet Emanuel? Sidst jeg så dig var du smuk, nu ligner du bare en der er ved at gå i stykker" sagde hun og smilte varmt til ham " Hør her Emelia.. Jeg er her ikke for en snak, eller for at få mine sår syet sammen" sagde han lettere irriteret idet hans sår healede lige så stille " Emanuel.. Du.. Du kan ikke gøre det her" sagde hun og bed sig i underlæben " Hvor meget vil du væde Emelia?" sagde han og rejste sig og hev hende op af den stol hun sad i og satte hende op på briksen " Jeg gør det og jeg ved du kan lide det" sagde han og fjernede hendes hår fra den ene side af hendes hals og lænede sig ned til hende. Hans øjne blev lige så stille røde, da han kunne mærke på hende at hun bare ventede på at han stak sine tænder i hende og tog noget af hendes kostbare blod " Jeg kan se der ikke er andre der har bidt dig" hviskede han og lod sin tunge glide ud og strejfe hendes hals inden han med en hurtig bevægelse lod sine spidse tænder glide gennem hendes skind og ned i hendes blodåre og begyndte at drikke. Et sagte hvin kom fra hende, hvilket behagede ham endnu mere, efter lidt tid stoppede han og trak sig tilbage og slikkede blodet af sine læber " Emelia, jeg bliver aldrig træt af dit blod" sagde han og kørte en hånd over mærket hvor han havde bidt hende så de healede " Emanuel, du ved jeg ikke kan holde til det" sagde hun stille og gik over til ham og lagde sine arme omkring ham " Emelia, jeg ved godt du ikke kan holde til at tabe det blod, men det er derfor jeg har det her med til dig" sagde han og tog en pose frem, hvor i der var en flaske med blod til hende " Du bliver nødt til at drikke dette for at genoprette dine årer med blod" sagde han og strøg en hånd over hendes kind og smilte varmt til hende

Som altid, overtog den dunkle belysning de kedelige halstrækninger. Hvide farver, beklædt i skimmelgrå skygger, modtog en ikke-eksisterende applaus, fra det døde publikum, bestående af et omvandrende spøgelse på de 193 fødselsdage. Vinduerne var ikke kun beklædt med lårtykke jerntremmer, men også forrevne sommerhusgardiner. Lydene, der var fanget i et traumatisk ekkogal, slog om sig og trommede taktisk imod gulvet, der mest af alt kunne minde om et gammeldags køkkentema, af firkanter i kulsort og marmorhvidt. De smalle hvin fra dehydrerede skudvidner, ville snart blive slugt, når bare kanylens væskebehold kom trygt igennem de pulserende, nervelammede blodårer. De enkelt påklædte sygeplejerske, der mest af alt bestod af for mange ny-voksne, drev andre unge individer af hankøn til et mere privat sted - udføre synderige bevægelser, slime sig til med sved, savl og kropsvæske. Stønne, så hjertet slog alt for hurtigt, kunne minde om en astmatikers hyperventilerende evne. I takt med at akten forhøjedes i fart, ville de tunge ryk blive dybere, borer sig nådesløst ind i det kvindelige væsens vagina. Flere støn, mere væske. Plettede gulve bevidnede om årelange mytterier, når der var mangel på hjælpere til de døende, kunne man til hver en tid finde flere eksempler, i præcis det rum, på at hospitalet efterhånden var forsømt af enhver. Selv dem, der ønskede at redde, men stadig følte en vis frygt, over den tidligere herskers lovnedbrydning. Ikke engang denne Scars, nutidig konge over deres ringe centralhospital, kunne fjerne al korruption fra disse kedeligt fremstående sale.

Der gik et spørgsmål omkring et enkelt individs hoved. En slank mand, sandsynligvis midt i de friske tyve angående leveår, lod det stirrende blik falde på en ødelagt potte. Jorden havde trykket sig ned af det trekantefterlignende hul, skabte en stejl trappe, men med lettere skjulte forhindringer, i form af buler og smuds, hengemt af en patient, der ville beholde de sidste piller for sig selv. Havde ikke regnet med en psykopat, der hidsigt kastede en nål efter potten. Havde ikke grund til det, et ynkeligt offer for eksperimenter, men nu, skyldig i strengere sikkerhed hos lettere fraværende patienter. Medlidenheden slog sig om mandens drømmende ansigt, med de groft tegnede øjne, idet at vipperne var mørkebrune, bredden, der matchede en supermodels deforme øjenvipper. Her, var de dog naturlige, yndige. Armene svang sig frem og tilbage, lod ikke til at eje det mindste stykke muskulatur, ligesom de afslappede skuldre og den svagt tilbagelænede ryggrad. Hele attituden strømmede ud af ham, at han ikke havde forvildet sig til stedet, men på den anden side, heller ikke ejede den mindste behov for skadebehandling, af ignorante teenage tøser. Tavs, var han nær vampyren og den omvandrende hunkøns blodbank, ville snart fornemme den syrlige duftpartikel af blod.
Snart standse op, undrende.

Da deres samtale var slut rettede han kort på sit tøj og lod et koldt smil komme frem på de blege læber " Godt at se dig igen Emanuel" sagde han lettere irriteret " Hvor herre til hest " han himlede kort med øjnene og så derefter ned af den hvide hospitals gang, hvor der gik nogle få sygeplejesker og nogle få læger. Han så på et ur der var blevet hængt op på den hvide væg og nikkede kort " så meget alligevel?" mumlede han og så ud i venteværelset hvor der sad værst tænkelige væsner. Han tog nogle få skridt mod venteværelset, men stoppede da han mærkede en hånd om hans håndled " Emanuel.. Der er noget jeg glemte og sige" lod stemmen bag ham, det var Emelia der stod med et lettere nervøst smil på læberne " Hvad nu ? Har du ikke fået nok?" sagde han lettere vrissende idet han vendte sig om mod hende. Emelia stoppede med og smile og gik helt tæt på ham og lagde hovedet op til hans øre " Jeg er gravid, men jeg ved ikke hvem der er faren. Og jeg har kun været i seng med dig" hviskede hun og træk sig derefter tilbage og bed sig i underlæben og var usikker på hvad han ville sige til det " Hvad vil du have jeg skal gøre? Du er ikke vampyr.. Så jeg har ikke noget at gøre" sagde han og himlede med øjnene endnu engang hvorefter han hev sin arm til sig og gik ud mod venteværelset " EMANUEL DIT.. DIT!!" råbte hun, hvilket fik ham til at stoppe op og vende sig mod hende igen og gå helt tæt på hende " Dit hvad.. Emelia?" sagde han stille og lod en hånd køre over hendes kind, Emelia forblev tavs og så ned i jorden " Jeg tænkte det nok" sagde han og gik.

Da han kom ud i venteværelset opfangede han en lugt af en speciel blanding af blod, blanding mellem elver og aspara, hvilket efter hans mening var to af de bedste blod arter han kunne få, men hvem var denne person der havde dette kostbare blod? Han vidste det ikke, men han havde helt sikkert i tankerne om at finde ud af hvem det var