gonna be wild! (Jowan)

Hvordan kunne nogen dog kalde det her Musik?! Det var fuldstændig utroligt at mennesket smag i musik havde ændrede sig så meget fra koncerter og violiner, til svedende kroppe og høj musik med masser af bas... Mennesker var nu underlige.
Han stod i et simpelt outfit. En skjorte der var sort med mørkerøde streger på sig... Det så skræmmende ud som om det var hans blodårere det sad på ydersiden af skjorten. Jeans og... Hvad var det man kaldte sko? Sneekers? Ja det.
Han havde også fanget et blik eller to fra de forskellige piger inde på klubben, da der jo kun var få vampyre med mamorhvide hud og her troppede han op med en solbrun hud, sort hår og nøddebrune øjne.
Jowan havde stået og prøvede at føle musikken fange ham, da en eller anden tumlede ind i ham. Han tumlede ikke væk som så mange andre, men han tog et skridt frem, drejede halvt rundt og greb hende i armen... Både for at stoppe faldet og for at have fat i personen der gik ind i ham...
”Så plejer man at sige undskyld” sagde han og kiggede hende direkte i øjne.

Hun betragtede ham længe, og ignorerede alle andre. Hun bøjede hovedet da han ikke skulle se hende i øjende, ikke fordi hun var bange for at se ham i øjende! langt fra! De lille pupiller lyste en smugle, men heldigvis var den ellers neongrønne farve tonet en smugle ud. Så de ikke så helt så unormale ud. Hun smilede kort over hans tøj da det så en smugle 'farligt' ud. "ja det plejer man vel... men jeg er ikke plejer!" kom det lettere kækt fra hende. Tydeligvis ingen respekt, hun havde jo også drukket de første 2 drinks som nok havde afskaffet respekten, men ikke alt det andet. Hun rev sin arm til sig og stod nu rank foran ham, dog placeret sådan at han ikke kunne se hendes øjne.
"men du kunne jo til gengæld også se dig for!" hun var tydeligvis ret så rapkæftet lige nu. Og det ville kræve en del at få hende til at sige undskyld.
Hun skulle til at vende sig for at gå, men nåede dog at fnyse af ham, selvom det nok ikke kunen høres kunne det måske ses i den bevægelse hun kom med.

Han fnyste af hende. Han havde været tæt på at ryge ud fra lysenes beskyttelse... Irriterende nok, ville det nok havde flænget noget af hans tøj fra hinanden så han så til sidst ville stå med mindre tøj på og så blive overgloet af flere piger...
Han lagde godt mærke til at hun prøvede at skjule sine øjne... Underligt... Han tog et snus af luften, men kunne ligeså godt ha sparet sig forsøget... Det var umuligt at sige ud fra lugten... Unge vampyre kom her for tid, det samme med andre væsner og ikke nok med det... Der hang røg – både fra tågemaskinen og fra cigaretter – var alkoholens karakterirske stank og sved fra 150 mennesker og på toppen af alt det: den deoderant og parfume som de brugte til at prøve at dække sved stanken...
Umuligt at sige ud fra lugten...
”Så er det jo godt jeg holder fast i traditionerne” sagde han og hoppede frem for at gribe fat i hende. Han ville ikke finde sig i at blive generede af en eller anden pige.
Hvad han ikke vidste til at starte med, var at hans hånd kom ud fra lyset da han greb fat om hendes tøj og den begyndte at forvandle sig.
Muskler bulnede ud hvor det var muligt, skæl voksede frem fra porrerne og lagde sig over hans hånd, kløer skød frem fra neglene og det hele var farvet helt sort.
Han tænkte ikke over det. Ventede bare på at hun skulle sige undskyld for at bumpe ind i ham.

Hun rystede på hovedet, og forsøgte at komme videre. Hun havde ikke et øjeblik troet at han forsøgte at følge efter hende, eller for den sags skyld at gribe fat i hende."det behøver du ikke for min skyld" kom det afværgende fra hende. Hun greb fat om hans håndled da han greb fat i hende. Først lagde hun ikke mærke til hans hånds forandring. Først da hun havde revet den hånd til sig som han havde grebet fat i så hun set. Hun trak sin hånd til sig og studerede kort hans hånd, men bakkede så et skridt så han igen ikke kunne nå hende. *en dæmon ?* tænkte hun og så ham kort i øjende og så ned igen for at han ikke skulle lægge mærke til farverne i hendes øjen. Hun var ikke bange for ham, og hun syntes heller ikke at det var væmmeligt. Men hun ville bare ikke sige undskyld!

Han gjorde store øjne og trak hånden til sig. Den forvandlede sig tilbage da den kom ud i lyset fra diskotekets blinkende pære. Han kiggede længe på hende og undrede sig lidt over hendes tavse overraskelse. Eller mere... Manglen af en overraskelse.
Han trådte helt ind til hende. Ligeglad med forvandling og hendes undskyldning der manglede. Han tog et godt snus, helt tæt op ad hende og kunne så lugte det... Vampyr... Og noget andet... Noget han ikke havde lugtet i meget meget længere.
Engel... Nej. Djævel... Nej. Dæmon?...
Nix, det ville han kunne genkende med det samme. ”Hvad er du?” Hvislede han og holdte forvandlingen tilbage med ren og skær viljestyrke.
Han mistede kort balancen da det var for hårdt at holde den væk, og så trådte han ud i lyset igen... Skjorten var flængede op ad det ene ærme fordi han ikke havde kunne holde muskelvæksten tilbage og den havde flåede ærmet sønder og sammen...
Han kiggede på hende med et gennemborende blik. Han havde intet imod hende for at være ærlig, der var... Noget, Over hende udover vampyr halløjet. Han ville finde ud af hvad det var hun var...

Hun så længe på ham, da han åbenbart undrede sig over at hun ingen reaktion havde givet. Hun trak sig en smugle tilbage ikke fordi hun var bange bare i af ren refleks. hun kunne nu selv lugte og konstatere at han var dæmon, men undrede dig lidt over at han ikke forvandlede sig igen. Hun lagde tanken væk ide han faldt og kom ind i lyset med et flækket ærme. Nu forstod hun, lys fik hans 'menneske' form frem og mørke hans dæmonform! Hun nægtede at svare på hans spørgsmål, men valgte til gengæld at blive stående. Hun fjernede ikke blikket fra ham dog lod hun ham ikke se hendes øjne. hun gik et skridt tættere på ham så han ikke var nød til at komme helt ud af lyset for at kunne nå hende.

//Skal logge... Skriver i morgen...//

//ok!! //

Jowan trak tiden ud. Ventede på at hun skulle sige noget som ville besvare hans spørgsmål. Musikken dunkede videre og de andre blev mere og mere fulde.
*Hvorfor svarer hun ikke?!* Tænkte han irriteret på hende. Det kunne vel for fanden ikke være så svært at besvare et enkelt spørgsmål om sig selv, noget så simpelt som ens navn og race ville jo forklare så meget.
Han gik helt hen til udkanten af lyset og kastede et kort blik rundt. ”Hvad... Er.... Du?” Spurgte han med kraftigt tryk på hvert af ordene så det ikke ville kunne misforstås. Nysgerrigheden var næsten væk i stemmen, vreden over at hun ikke ville besvare simple spørgsmål fik det til at koge inde i ham... Han ville sikkert angribe hende ganske snart.
En ny idé poppede op i hovedet på ham. Hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før? Sølvtunge... Hans anden evne, men ville det virke på hende? Hun virkede lidt som om hun havde fået lidt at drikke... Det ville blot gøre det meget nemmere at overbevise hende.

HJun vendte sig halvt væk fra ham, men vre4des i hans øjne, som hun få gange så på fik hende til at smile. Han var vist ret så træt af hende. Men måske var det ikke helt så underligt igen! Men en ting var sikkert, hun ville ikke sige undskyld! han kunne jo bare ha flyttet sig ! det var ikke hendes problem! "det kommer ikke dig ved" nærmest spyttede hun ud som om at ordene havde smagt dårligt i hendes mund. hun vidste til gengæld godt hvad han var! hvilket nok gik ham endnu mere på nerverne !
hun smilede udfordrende til ham, men bevægede sig ikke ud af flækken.
Hun var lidt for van til at blive truget til at det han gjorde virkede !
Ja hun havde fået en smugle at drikke, men om det ville være godt for hende eller ham, var endnu uvist! Hun lod kort øjende glide op og ned af ham, men lod ham ikke se hendes øjne.

Jowans tog en dyb indånding og slappede af i ledende og kiggede længe på hende før han så talte igen. Denne stemme var afslappet, dybere i det og dejlig at lytte til. Der var noget over den, noget uforklarligt... Noget... Magisk!
For enhver der havde været offer før for en med Sølvtunge ville kunne kende det og sikkert falde i med det samme. Det var jo ikke ligefrem fordi folk med en svag vilje ville kunne stå imod en gang til når de allerede var røget i før...
”Vil du ikke være sød at fortælle med hvilken smuk race du er?” spurgte han blidt og prøvede at skabe øjenkontakt med hende... Det var faktisk unødvendigt med øjenkontakt, men så kunne han i det mindste sikre sig at hun faktisk hørte det...
Det vigtigste med Sølvtunge var at tale roligt og uden at bruge alt for stærke ord. Det var lidt som hypnose; Man kunne ikke overbevise en helgen om at slå ihjel, ikke engang i guds navn, men hvis det var en helgen selv havde et problem med, ville han muligvis, men det var vigtigt at man så brugte nogle rigtige ord til at kunne slippe uden om væggen af godhed de så havde inde i hovedet.
Selvfølgelig var det ikke en mur af godhed han skulle over her hos denne pige... Det var en mur af modvilje... Det var rimelig tydeligt at hun ikke ville fortælle ham det... Men han blev nød til at prøve.

Hun slappede underligt nok helt af da han begyndte at snakke til hende. Der var noget over hans stemme der nærmest trak i hende! den var rar og behagelig at lytte til! og hun ærede sig faktisk en smugle da han stoppede med at snakke. Hun havde løst til at svare ham! Men en lille sikkerheds mekanisme holdt hende fra det og fortalte at hun skulle tie! Hun undgik øjenkontakt med ham, og på trods af at den grønne farve i hendes øje kort lyste op så man kunne se at der var noget anderledes ved hende, så kunne man ikke finde ud af hvad hun var! Hun trådte et lille skridt ind mod ham, nærmest tvunget, da hans stemme nærmest viklede sig omkring hende. Hun rystede på hovedet til svar så han vidste at det ikke havde hjulpet at spørge 'pænt'. Godt nok havde hun fået lidt at drikke, men noget af selvkontrollen var der stadig! Det var dog uvist hvor længe den ville holde stand imod det! Hun nød virkelig at lytte til hans stemme, hvilket hun viste ved at gå en smugle tættere på ham så der kun var ganske lidt mellemrum imellem dem!