Et underligt påfund (Korah)

S: slavemarkedet
o: tja, i hvert fald en masse forskellige væsener
t: sent på eftermiddagen
V: en frisk, halvkølig vind, mørke skyer der varsler aftenens komme

Endnu et underligt påfund. Men det undrede ham at det først var kommet ved den nye herskers komme og ikke før, han havde set det samme så mange andre steder. De velhavende der ville bevise deres rigdom eller de magtglade der ville bevise deres magt. Eller simpelthen bare dovne folk. DE tre hovedkategorier af slavekøbere. Noget han aldrig regnede med at blive, for det første fordi han ikke forstod det, ud over at han tilhørte nummer to af de stærkeste racer, en race som andre ikke kunne få til slave....Kun...Ilddæmonen vis han huskede rigtig.
De fleste folk heromkring prøvede at fange hans opmærksomhed, ville han købe en slave? Måske nyde at afstraffe en? Men han ignorerede dem alle sammen, ligesom han prøvede at ignorere stedet, som var beskidt.
Beskidt som inde i byerne, menneskerne var vist nogle rigtige svinemikler, at de gad.
De fleste havde noget slidt tøj på, af slaverne i hvert fald, mens resten havde...det tøj på de nu havde.
Han selv havde nogle mørke bukser, nogle lette nogle som bølgede om hans ben mens han gik, en mørkegrå T-Shirt, en sort jakke ud over som var åben. Bare fødder.
Han havde mørkebrunt hår og mørke øjne, øjne som ved første øjekast virkede helt almindelige og ligeglade, men vis man så nærmere efter havde de en underlig glød af liv, som om...Ja, det var jo ikke til at vide.
Han skubbede hårdt en person væk som tikkede ham efter at tage sig til slave, en eller anden pige, sikkert samlet op i en af byerne. Hun var højst sandsynlig en ny en på markedet, for mens hun virkede oprevet, virkede de andre rolige og afventende.
Han nærmede sig snart et sted hvor man fik slaverne til at slås mod hinanden, en eller anden underlig form for humor og spil mellem folk der kede sig og havde penge nok.
Men selv om det hele forekom ham underligt, kunne han stadig godt lide ideen, tvinge andre til at gøre ting...

En nøs imellem alle de andre lyde der lød i slavemarkedet. Mellem de mange rige og magtgale, stod en mere eller mindre ret normalt udsende person, og kiggede rundt ud fra sin kappes skygge. Brune tjavser af hår kunne lige anes, mens personen gik rundt i skyggen på de mange folk.
Hans åndedræt var kontrolleret. Det var ikke et let og simpelt åndedræt som han normalt havde. Dette var tydeligvis på grund af de forskellige ting han så rundt om sig.
Korahs håndflader var svedige. Han fattede faktisk ikke helt hvad det var han lavede sådan et sted som dette... Blandt skrig, skrål og gråd kunne han ikke andet end føle fortvivl og fortrydelse sammen gribe i hans indre og ruske ham fra hinanden.
Han rystede. Det var skrækkeligt det her sted. Hvor end han kiggede var der en slave som kiggede ham i øjne og bønfaldt ham om at købe dem. Og for hver af den slave, kunne han høre deres tanker skrige præcis det samme til ham.
Han tvang blikket ned i jorden og begyndte at gå fremad.
Under kappen havde han en simpel T-shirt med et aftryk af en hvid ulv, simple jeans og nogle underligt udsende sneekers som sagtens kunne gå for at være støvler.
Langsomt kom han tættere og tættere på ringen hvor man slap slaverne ud i et vildt slagsmål. Hans højre hånd greb fat om hans sværds fæste og kunne mærke den øjeblikkelige ro der lagde sig over ham da han holdt fast om sin gamle ven.

En slidt mand kastede sig foran ham og stoppede kort han fremsatte gang.
Han lod blikket glide hen til slavens ejer, som straks undskyldte og trak sin slave tilbage.
"Undskyld, Noble Herre...Undskyld, mine slaver plejer at være meget mere.." mere gad han ikke høre, han fortsatte med gå, velvidende slavehandleren nok mumlede noget med at han var et fornemt gespenst, eller noget i den dur.
Han strakte sig, armene lige op i vejret og bøjede let hovedet tilbage, så det kunne høres i hans skuldre. Den lette følelse bagefter elskede han, det mærkedes næsten som om han lettere kunne bevæge sine skuldre og arme.
Han stoppede op da han nåede kamparenaen, en slave havde netop sloges til døden og stod nu og trak vejret hurtigt for at få vejret mens den anden lå lidt derfra...Blodet løb let fra ham der lå ned...Blodet tiltrak hans blik som den ville tiltrække det på en perfektionist der så en plet. Men han ville ikke fjerne blodet, i stedet fik han lyst til at røre det, nyde varmen fra det til det blev koldt og stift.
Med et kraft anstrengelse slog han blikket væk og så sig omkring, en dreng i kappe...Af en eller anden grund tiltrak han hans nysgerrighed. Hvad lavede en dreng som ham her? Skjult under en kappe og holdende på et eller andet under kappen....
I det samme dunkede nogen ind i ham bagfra, han greb rundt og fik fat i en tynd arm fra et underernæret barn.
Barnet skreg da han hev det ind foran sig, havde kun nogle pjalter til tøj og håret hang ned over hendes ansigt.
"Slip mig dit bæst!" Han ignorerede hendes modstand og kiggede sig omkring for at finde ejeren af denne tøs.

Korah kiggede imod det skingre hyl fra en lille pige. Hvad skete der dog derhenne? Hurtigt snoede han sig uden om alle det magtfulde, overpyntede og rige svin der stod på deres bagben for at se hvem der kunne stikke trynen højst op i luften. Hurtigt var han kun få skridt bagved personen der havde fat i pigen.
Hans blik gled ud til siden og de grønne øjne blev rettet imod den overlevende slave. Han var forpustet og havde det helt sikkert af helvedes til med at slå en anden slave ih... Som om slaven kunne mærke blikket drejede han hovedet og Korah læste hans tanke.
Gud... Forbarm dig over mig... For jeg har slået ihjel, kun for at leve
Stemmen var forpint, skræk fyldt og sendte en kuldegysning ned ad hans rygrad. Det værste ved at høre andres stemmer gennem deres tanker, var at den følelse de sagde det med også var i stemmen. Ren ukontrolleret rædsel ramte slaven...
Korah blinkede og sled sit synsfelt væk fra ham og tilbage til fyren med barnet. Han skulle ikke miste fokus nu... Fokus kunne være afgørende nu.
”Sæt hende ned” sagde han så myndigt han kunne, alligevel kunne han ikke holde sin unge stemme helt fri for skrækken og den lettere skingre tone listede sig ind i hans stemme. Men udover det, kunne man sagtens høre den underliggende trussel hvis han ikke gjorde som han sagde.
Langsomt trak han sværdet op så han nemmere kunne trække blank hvis det kom til det... Hvilket det sikkert alligevel ville.

Ingen kom. Ingen bekymret forældre eller anden voksen, ingen ejer af slavebarnet...Ingen. Et totalt ligegyldigt barn som ingen bemærkede og som derfor bare kunne snige sig omkring og gøre som hun ville. Han skulle lige til at skubbe hende ubekymret væk fra sig da drengen i kappen som han havde set på før, sagde noget til ham. Han så på ham, trods hans alvor var der stadig en snert af...usikkerhed? Nervøsitet? Hvad lavede han enlig her? Han overvejede om han lege sød eller mindre sød. Ingen ville tage sig af det, lige meget hvad han valgte.
"Det var tanken, har intet at bruge pigen til, men nu du spørger så pænt..." han lagde specielt tryk på det sidste, han mente det modsatte. Han kunne vælge at ignorere det...Eller lære ham at snakke ordentligt til folk der var ældre end ham selv. Han slap ikke pigen.
Hans blik gled kort ned til hans...sværd? Han fornemmede nu den trussel der også havde været i drengens stemme...Han smilte svagt og ville se hvad der skete.

Korah tog en dyb indånding og kunne mærke hvordan den dybe indånding hjalp. Hvordan den pustede frygten væk og gjorde kun plads til selvsikkerheden. Han kiggede manden i øjne og kunne ikke høre noget... Korah havde prøvet det sådan før... De ventede... Det eneste han faktisk kunne høre var et roligt åndedræt...
Hvis du tror noget vil mislykkedes så vil det også lød en lille stemme inde i hans hoved.
Han studsede ikke over den stemme... Han havde hørt den før og vidste godt hvem det var der havde sagt det... En af hans mange tidligere fægte lærer havde altid sagt noget i den dur. Det var typisk viden blandt skytter, fægtere og alle der skulle bruge fokus og selvsikkerhed til at gøre noget, vidste at det vigtigste var ikke at forpeste sindet med at man ikke kunne gøre det...
”Jeg advare dig...” sagde han og gjorde klar til at hoppe frem hvis han skulle. Spændte i læggen, bøjede lidt i knæene og holdt godt fast i fæstet.
Stemmen var ligeså forvandlet som hans udstråling. Før havde den være usikker, skinger, ung og til at kunne snyde. Nu... Ja nu var den hård, autoritær og klar til at slå ihjel for at få det frem. Denne fyr foran ham havde inden synlige våben... Men han kunne jo være en vampyr eller Dæmon eller noget mere generende.

Han så lidt på ham, hvad var han? Menneske? Væsen? Måske en blanding? Han kunne ikke lugte det, der var for mange væsener og mennesker på stedet til at kunne vælge en bestemts fra.
Pigen han holdt var blevet stille og så skiftende fra den ene til den anden, hun havde opgivet modstand, for nu.
Han var stadig rolig da drengen gik i stilling, han så lidt på ham og lagde forundret hovedet let på skrå.
Han rettede sig lidt for at sætte sin blodcirkulation mere i gang da han havde stået stille det sidste stykke tid.
"Hvad vil du gøre?" spurgte han kort
"Tyre sværdet lige mod mig, selv om jeg kunne bruge pigen som skjold? Har du overvejede jeg måske ikke bare et menneske? Hvad mine evner er?" han var virkelig ikke bange af sig, han overvejede slet ikke muligheden for kamp lige nu, men mindede mere om en der næsten havde glemt hvilken situation han var i. Om det var et trick?
Pigen prøvede igen at komme fri, men han klemte bare hårdere om hendes arm.
Pludselig begyndte forskellige planter at vokse op af jorden, lagde sig om drengens fødder og begav sig op af hans ben, så stramt som muligt for at forhindre ham i at gå. Ville han bare skære sig fri og gå til angreb? Igen stilte han sig til at vente.

Korah havde ikke fjernet sin syn fra fyrens øjne. Det eneste nanosekund han fik hvor han faktisk ikke så ham lige i øjne var når han blinkede... Hvilket han faktisk gjorde meget. Ikke overdrevet meget selvfølgelig, men nok til at hans øjne ikke blev for tørre. Det var ikke til at kæmpe med tørre øjne.
”Tja... Det må vi vel se” Svarede han uanfægtet på den måde som kunne få selv en vild tiger til at tænke sig om en ekstra gang. For at være ærlig, kunne Korah ikke selv høre hvordan han lød... Alt hvad han hørte var blodets rus i ørerene og helt ud til fingerspidserne. Og alt hvad han så var i slowmotion, hver en bevægelse fyren lavede og alle bevægelser rundt omkring ham. Han skulle til at gå imod det hele... Nu ville han ikke længere kunne skjule sig i flokkene... Nu ville han blive genkendt næsten hvor som helst... Han blev nødt til at finde modstandsbevægelsen og slutte sig til den nu.
Det var vel egentlig også hvad han ville... Blive stemplet som en ”forræder” mod Malakel. En modstander...
Han følte hvordan jorden ændrede sig under hans fødder, hørte hvad mandens stemme sagde og kiggede hurtigt ned. Ukrudt voksede op for at gribe fast om hans fødder.
Han fik flyttet den ene fod væk med et hurtigt ryk, men den anden var ikke så heldig. Planten fik snoede sig rundt om hans sko, men han smilte så bare og trak foden ud af skoen inden den kunne klemme ordentligt til.
På mindre end et sekund skete der så to ting: Hurtigt rykkede han sit blik op imod mandens øjne og sprang frem imod ham med sværdet imod hans ene side med rasende fart.
Korahs grønne øjne lyste op med en gnist af selvsikkerhed. Han var sikker på at ramme... Og selv om sværdet bevægede sig så hurtigt, vidste han at han sagtens ville kunne styre det væk fra manden hvis han bestemte sig for at bruge pigen som skjold.

Hans planter slog fejl, men det var heller ikke meningen de skulle virke. Eller måske ville han nok have ønsket det alligevel da drengen stormede frem mod ham, med sværdet direkte mod ham. Han ville ikke dø nu. Selv om han havde ingen grund til at leve, nu han tænkte over det.
Han lod sig falde til jorden mens han trillede væk, det endte med at han slap pigen som også trillede til jorden, mens drengens sværd ikke ramte andet end luft. Han vidste ikke hvor hurtigt drengen var, men han skyndte sig op igen og gik lidt baglæns, mens hans opmærksomme øjne var mod drengen.
Selv holdt han hverken med den nye herre, Malakel, eller med modstanden, faktisk havde han lidt i tankerne at have et ben inden for begge lejre. Men det kom jo også an på hvad...Han slog det væk, han måtte ikke lade sig binde til noget. Men lige nu stod han neutral.
Planter dukkede op alle steder fra. En person havde åbenbart spist noget brød i nærheden med hele kerner i, i hvert fald begyndt et mindre træ at vokse op da han greb ud efter alle de planter han kunne mærke i omgivelserne og håbede de ville vokse stærkt nok. Folk omkring dem skyndte sig alle ud til siden, nogen så forskrækkede på dem, nogen bad dem slås inde på kamppladsen og andre igen så bare nygerrigt til.
Nogle planter lagde sig om pigens ben og arme, om hendes mave, så hun ikke kunne rejse sig, ikke kunne komme væk. Planter kunne vokse stærkt og godt, selv gennem asfalt og sten. Derfor var der intet der forhindrede en af dem i at vokse og klemme sig ind i pigens hånd. Lidt som han havde gjort med en hund for lidt siden. Pigen skreg og vred sig, mens noget blod løb ned på jorden og farvede jorden rød.
"Tænk dig om dreng, ville du redde pigen eller slå hende ihjel?" snerrede han og spekulerede stadig i hvad han var og hvad hans evner var.
"Tingene kan blive meget værre end det her" han vidste at vis der blev brug for det havde han også en lille kniv på sig, gemt under hans tøj ved lænden.
Han holdt sig klar til at flytte sig igen.

Korahs øjne var store af forbløffelse. Ikke nok med at fyren her havde undveget, han havde endda også forberedt et angreb. Og som om det ikke havde været nok, snoede rødder og andre planter sig omkring pigen...
Han var direkte på skideren... Der var nok ikke andre ord der kunne beskrive det. Ro og fred til at tænke over hvad han skulle gøre, kunne ikke lade sig gøre. Planterne ville, muligvis, vokse op og holde ham, så hele tiden bevægelse uden en bestemt mønster.
Hans hjerne arbejdede på højtryk, en ting den ikke havde gjort i noget tid, og der kom intet ud af det. Der kunne vokse ukrudt op alle steder... Han havde brug for noget... Noget mere slagkraftigt end et sværd til at kunne klare en ”Hydra”.
Han snoede sig uden om en af rødderne og kiggede nu på pigen, så hende i øjne og hørte intet andet end et hyl, skingert af frygt for den forestående lammelse og efterfølgende død.
”Hvis jeg nu slår dig ihjel, kan det jo værre at jeg gør lidt af en blanding” sagde han og hugget sig vej igennem alt der forbandet grønt der stod i vejen mellem ham og Fyren.
Hans tanker var som et blad fanget i en orkan. Han kunne ikke få helt fat i dem, men han fik korte glimt at hvad han selv havde tænkt...
Korah ville aldrig kunne nå hen til Manden uden at pigen ville dø... Et liv ville være tabt og det var ikke engang sikkert at han ville kunne slå den her... Ting... Ihjel.
Han drejede om på hælen og sprang de skridt han kunne hen til pigen.
Alle køberne rundt om dem havde trukket sig tilbage. Slaverne var trådt tilbage i ligeså blind rædsel som den lille pige følte...
Sværdet lynede ned imod hende og hendes øjne blev store. Om det var frygt eller taknemmelighed kunne Korah ikke læse direkte, men endnu engang, alt gik i slowmotion mens hans sværd røg mod hende.
Og det ramte...
Mindre end en centimeter fra hendes side havde han hugget og skåret sig igennem alt der var vokset på den side. Han kunne mærke lammelsen brede sig i armene efter at ha skulle hugget grene, rødder og andet midt over... Bare for en pige han ikke engang kendte...

Han havde været klar til at flytte sig igen, men rettede sig op da han gik mod pigen. Selvfølgelig, vis man ikke kunne nå roden til det, måtte man jo prøve at redde det andet, i dette tilfælde pigen. Hun var heldig. Tanken om at vis dette havde været skoven...Han grinte lidt ved tanken, hans rette element. Her var alt for lidt planter at lege med. Og han foretrak faktisk ikke kamp. Langt fra. Han foretrak ro, at tænke og manipulere med ord. Han havde aldrig tænkt på at dræbe pigen, men hans ide havde virket. Han kunne nu selv forsvinde i menneskemængden mens han havde travlt med pigen. Hvilket var hvad han gjorde. Han lod ikke planterne visne lige nu, men lod dem stå friske, dog uden at angribe noget eller gøre modstand. Først flyttede menneskerne sig bange for ham, han ønskede de ville blive så nysgerrige at de ville lave kaos igen, så han ikke så godt kunne ses, men menneskerne var vist stadige handlingslammede og stod lidt tid og bare så efter ham mens han gik.
Han sukkede og strakte sig og lod til næsten allerede at have glemt igen.
Pigen sled sig fri fra de planter der pludselige blev slatne og visne. Hun så på sin hånd, kun et dybt sår i hånden, intet andet, lidt blød. Det ville nok tage nogle uger om at hele. Intet hun kunne være død af.
Han smilte lidt og tænkte lidt over det. Måske undervurderede han det? Drengens stemme havde virket ret så...fast. Truende. Den havde skubbet lidt til hans indre ro. Han sukkede, han gad virkelig ikke flere besværligheder, ellers kunne han godt blive vred.

Et dybt suk helt nede fra maven lød fra Korah. Hun var ikke skadet for meget, rystet, muligvis for livet, men i det mindste kunne hun leve en dag til.
Som en præst der giver en velsignelse lagde han sin frie hånd på hendes hoved og fik pigen til at kigge ham i øjne med et fast greb... ”Jeg vil ha du skal løbe... Væk herfra og hen til en læge” sagde han fast og roligt. Pigens rædsel blev næsten lammet ved at kigge ind i de lysende grønne øjne. De var fangende og rolige som diamanter... Hun kunne endda se sig selv i dem.
”Forstået?” Spurgte han hende og ventede lidt til hun nikkede. Langsomt gav han slip på hende og lod hende løbe væk.

Korah kom op på benene og vendte sig rundt og kiggede på ham. ”Hvis du alligevel ikke vil gøre mig noget når jeg står og snakke med hende... Hvorfor løber du så ikke?” spurgte han med forvirring i stemmen og i ansigtet. Han havde aldrig oplevet noget lignende... Medmindre det var i en film hvor den en så bare vil kæmpe og hvis manden foran ham var som i de film, ville Korah få sig noget af en kamp.
Han rullede med skuldrene og løsnede let på grebet om sværdet og kiggede hen på ham med en afslappede attitude over sig. Han kunne mærke hvordan blodet blev kastet rundt i hele kroppen, mens han tvang den til at slappe af så han bedre ville kunne se hvis der var noget galt i det han var i gang med.

//Skal lige ud med hunde...//

Han stoppede op i sin gang på vej væk og vente sig mod ham.
Han trak let på skuldrene.
"Som regl tolker folk det at nogen går væk, som at flygte, løbe væk" sagde han roligt, menneskerne flyttede sig væk igen i frygt for en ny lille kamp.
"Mine intentioner har aldrig været at slås, aldrig været at slå hende ihjel...Og aldrig været at gøre dig noget" Han var faktisk ret rolig af sind, lidt som en hund.
"Men siger du derved at vis jeg bliver stående vil du gå til angreb igen?" han gik nogle skridt tilbage mod ham mens han så nysgerrigt p å ham.
"Nu har du jo fået din pige...." Han fik pludselig den ide at lade planterne fange menneskerne omkring, en masse, så drengen her sikkert ikke ville ane hvad han skulle gøre, vis han befriede den ene kunne den anden dø...Og alt det der.
Måske kunne han gemme det i ærmet til senere, han havde en fornemmelse af det her ikke var slut endnu.
Han strakte sig igen og mærkede den behagelige følelse af afslappelse i sine led. Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår.
Ville drengen bare angribe igen? Gøre sit for at udrydde en dæmon?

//Helt fint;)//

Korah stirrede bare på ham med den afslappede holdning. Vreden og adrenalinen efter at ha reddet en strømmede igennem ham og han kunne knap nok selv fatte at han faktisk havde reddet en... Men selvfølgelig skulle han stadig finde ud af om denne person skulle ned eller om han selv skulle trække sig selv tilbage og forsvinde mens han endnu kunne.
”Jeg siger ikke at jeg vil angribe dig bare fordi du bliver stående” sagde han ganske langsomt for at holde sin unge stemme fra at lyde skinger. ”Men hvis du gør det mindste for at tage en anden, vil jeg angribe dig uden at blinke” fortsatte han og kneb øjne lidt sammen. På den afstand der var mellem dem kunne han ikke se ham ordentligt i øjne...
”Og tro mig... Jeg vil vide hvis du har tænkt dig at gøre noget” sagde han og understregede det ved at løfte sværdet højere op... klar til at hugge.
*Du må aldrig kæmpe for at overleve heller ikke for at undgå at tabe... Når man kæmper skal det være for at vinde!* huskede Korah sig selv på. Det var en af de mange små citater hans far havde skrevet i en bog han havde efterladt til Korah... Han havde, for at være ærlig, aldrig forstået det... Hvorfor ikke kæmpe for at overleve? Svaret stod nu foran ham. Hvis han kun kæmpede for alvor med denne dæmon for at overleve, ville alt hvad han efterlod sig være enten vild hævn eller en ligegyldighed som han ikke ville have på sig...
Han måtte vinde hvis det kom til en kamp!

Han så lidt på drengen og følte mest trang til at grine, men holdt det dog tilbage.
"Har du nogensinde drabt før?" spurgte han, han mente ikke et lille dyr, eller større dyr for den sags skyld, men et væsen. Ikke nødvendigvis et menneske.
Vis ikke han havde, var det heller ikke sikkert han kunne nu, vis han kunne ville det sikekrt ødelægge eller forandre noget i ham, han var jo stadig bare en dreng og han regnede ikke med han var klar eller havde de fornødne erfaringer til at håndtere bevidstheden om at have slået et andet tænkende væsen ihjel. Især over en dum ting som en pige.
Menneskepige for det ikke skulle være løgn.
Han funderede lidt over ordene "...jeg vil vide hvid du har tænkt dig at gøre noget..." var det hans evne? At vide hvad folk ville gøre? Han tænkte tilbage på de ting der var sket...Ikke hele tiden.
*Øjnene...* hans lille stemme inde i hovedet havde altid ret. Han slog blikket væk, men uden at det virkede som om han viste noget.
Han så sig lidt omkring, dette var faktisk komisk, han stod og blev truet af en dreng...Sådan ville folk nok tænke...Men sandheden var ikke langt fra, det eneste han ville tilføje var at han ikke var en normal dreng. Han kunne mere end at almindeligt menneske.

//Okay... Den evne med Insight er blevet slettet da den var for GodMode agtig, så har sat en anden evne på...^^ Håber ikke det gør noget//

Korahs tanker piskede gennem hovedet. Han kunne mærke panikken brede sig i hans bryst som en forræderisk slange som åd sig mæt i hans indre. Han kunne endda også mærke hvordan hans håndflader blev våde af sved, hvordan han blev nød til at blinke flere gange da sved dryppede ind i hans øjne.
Han var rædselsslagen for at sige det ligeud, da han ikke vidste hvordan han skulle klare sig imod de tåbelige planter... De kunne skyde op hvornår og hvor som helst i en frygtelig fart, og ikke nok med det, så kunne de også bore sig ind i ens hud... Han var på skideren.
Og alligevel... Alligevel kunne han mærke en underlig ro brede sig inde i hans allerdybeste. Det var som at få hældt vand ned over sig, så alle bekymringerne bare skyllede væk.
”Ja... Jeg har slået ihjel” sagde han og kiggede koldt på ham. Roen voksede inde i ham og begyndte at stoppe hans svagt rystende arme og et lille smil spillede frem på hans læber. ”Og jeg vil gøre det igen” Sagde han og trådte frem.
Han skulle af med planterne... Det var det vigtigste... Hvis han også samtidig kunne skabe noget kaos, få nogle slaver væk og så selv flygte ville det være dejligt.
*Aargh! Hvad tænker jeg på?! Jeg kan ikke nå ham... Han når at hoppe ud af min rækkevidde... Hvorfor lærte jeg ikke at skyde med pistoler i stedet?* Tænkte han irriteret og vrede erstattede hans ro.
De omkringværende rundt om Korah begyndte at bevæge sig fra ham i en instinkt følelse, da hans Dæmon side langsomt vågnede og blandede sig endnu mere i luften.
Han kunne knap nok fokusere da det var som om vreden endda ødelagde hans syn... En mærkelig summen lød inde i hans hoved og en rysten begyndte at forplante sig i hans arme.
Korah kunne ikke styre sine arme. Det var som om der stod en bag ham og vristede hans arme til at gøre hvad han ville. Langsomt kom sværdet om på ryggen, mens han stadig holdt et jerngreb om skæftet. Man kunne se spidsen af sværdet stikke ud fra venstre hofte, og skæftet over toppen af højre skulder.
I en kraftanstrengelse, som om luften selv prøvede at holde hans arme tilbage, svingede han sværdet i en bevægelse som var for hurtig til noget menneskes øjne. Det bølgede gennem luften.
Bølgen fortsatte, selv uden for den rækkevidde hvor den burde standse, brød uden for sværdet og bevægede sig imod Dæmonen.
Det lignede bare en varmedis der bølgede imod ham, men i det sekund den røg ind i en af de planter der var rundt omkring skar den direkte igennem og fortsatte måske en meter mere før den så standsede og stoppede.
Korahs hjerte pumpede blodet rundt i et vildt tempo. Han havde det som han lige var løbet op på toppen af Mount Everest og så var hoppede ned, for så at kravle op igen.
Hans muskler værkede, hans åndedræt kom ud i pustende hiv og han kunne knap nok holde sværdet oppe. Hvad var der sket?

//ja, det går nok;)//

Han så på drengen, han kunne ikke rigtig blive klog på hvad hans reaktioner enlig var, netop som han stod og virkede nervøs, usikker, var det som om han bare blev rolig igen og oveni...En smule kold. Han sukkede svagt. Hvad skulle man gøre ved folk der insisterede på at slås? Han var jo faktisk flyttet hertil for at få lidt fred...hvilket var blevet totalt spoleret på flere punkter.Pludselig virkede det som om drengen forandrede sig, der skete noget...Og han mærkede selv en svag usikkerhed ned gennem sin rygrad.
Sværdet blev trukket hurtigere end han kunne se og hvad der skete bagefter virkede...tåget for ham, det hele skete så hurtigt! Først så han at hans planter pludselig blev skåret midt over, men uden at han kunne se andet der skulle have gjort det, og inden han nåede at reagerede yderligere mærkede han en smerte i den ene side. Han vidste ikke hvad der var sket.
Han faldt ned på knæ og bukkede sig sammen med armene rundt om sine mave, Han mærkede bare smerten i sin side og bed hårdt sammen. Efter et øjeblik åbnede han øjnene igen og det virkede som han handlede som et samlebånd, uden rigtig at tænke eller være opmærksom på sine omgivelser omkring ham.
Han fjernede hænderne og så ned af sig selv, hvad det end havde været, havde det ramt ham i siden, han vidste ikke hvor dybt det var, men blodet farvede hans t-shirt helt sort og gled ned over hans bukser og ned på jorden. Han holdt igen på såret for at stoppe blødningen så godt han kunne mens han så sig omkring efter noget at binde rundt om, men kunne ikke finde noget. Han knurrede svagt og så på drengen der selv så ret forvirret ud. Alt dette for en misforståelses.
Han anede ikke hvad han skulle sige, men ja, han havde været dum.
*undervurder aldrig din modstander, opfør dig altid som om hver af personens bevægelser er en ny overrasket du skal være forberedt på...* Han lukkede øjnene igen.

Han kiggede op med fraværende og forvirrede øjne op på ham. Han kom langsomt og stablende på benene, lænede sig til sværdet. Han kunne ikke fokusere... det var underligt at se alt som slørede klatter der gik forbi ham og efterlod et efterspor af sig selv efter dem. Hans åndedræt var stadig hivende, men ikke så gispende som det før havde været. Blodet pumpede roligere rundt i kroppen og musklerne begyndte at virke igen, men det ville ikke gå ustraffet hen det her... Han havde det som om han ville få et stort blåt mærke over hele kroppen. Han var øm, havde ondt og skulle kaste op.
Vild kaos var rundt om dem. Noget svingningen var åbenbart røget ud fra deres ”arena” og havde ramt, herrer som slaver, i hovedhøjde og nogle lå med toppen af hovedet skåret af og andre med et dybt sår i halsen eller lignende.
”Færdig?” Gispede han som om hans tunge ikke kunne forme ordene. Det var som tungen var for stor til munden... Han ønskede at kampen kunne slutte så han bare kunne trække sig tilbage og tænke over hvad fanden i helvede der var sket her... Hans arme hang ned af kroppen som var de af bly mens han rettede sig ordentlig op. Korah ville muligvis kunne løbe fra ham, men det var ikke sikkert på nogen måde, da han ikke var helt 100 på at benene ikke ville forråde ham og bryde sammen under ham.

"Hvorfor var det lige det kom så langt?" hans stemme var lidt dybere end den normalt var, for at skjule smerten. Hans øjne var stadig lukkede og han sad stadig sammen krøbet. Folkene omkring dem var overraskede, chokkerede og hvilke reaktioner det nu ellers kom. Mange bange. Men han var ligeglad. Faktisk helt og aldeles ligeglad!
"Jeg ville ikke engang slås" men ja, færdigt, han ville ikke kunne slås sådan her...Han ville måske godt klare smerterne og kæmpe alligevel, få dem vendt til hans drivkraft, men han var ville ikke, desuden gled blodet stadig ned over hans ene arm og det bekymrede ham.
Pludseligt grinte, ikke stort eller triumferende, men en svag underlig lyd. En normalt reaktion på sådan noget, eller for ham var det, når han grinte var det som om smerten forsvandt lidt.
Han trak vejret dybt og åbnede igen øjnene og så roligt på drengen. Men det eneste der rigtig interesserede ham var...Ja, ingenting, han ville bare gerne sidde der og..sidde. Måske skulle han stable sig på benene og gå hjem...Men der var langt. Han sukkede svagt og så op mod himlen.

Korah åndede dybt ind og begyndte at gå. Meget langsomt og usikkert, men han gik. Hans ben rystede under ham som om knoglen var blevet til gelé og musklerne var svage.
Lige imod Sean.
Nogle af slaverne stoppede deres løben rundt og stirrede bare på den 16-årige dreng gå direkte imod sin fjende.
”Skal du ha en hånd?”
Ordene genlød stadig da Korah rakte sin rystende hånd ned imod ham. Korah anede ikke hvorfor han gjorde det her. Det overraskede ham faktisk selv mere end det sikkert overraskede Dæmonen der lå foran ham. Men Korah havde altid lyttet til sin mor... Det virkede sikkert som den mest åndssvage grund hvis man hørte ham sige det, men han havde altid fået at vide, at hvis man skulle gå imod nogen, var den vigtigste ting aldrig at blive til dem man var imod.
Korah skulle ikke hugge alle og enhver der var med Malakel ned... Og denne Dæmon anede han jo ikke engang om han var med... Det var faktisk bare Korah der havde startet det ved at begynde at puste sig lidt for meget op...
Det var ikke fordi han havde nogle former for medlidenhed med denne Dæmon, men han kunne ikke få sig til at slå en ihjel som han ikke vidste virkelig var ond eller ej.

Han så på drengen da han nærmede sig og frygtede kort et nyt angreb, men faldt til ro da han igen blev opmærksom på hvor...rystende drengen var selv, over sit angreb, efter sit angreb nok for at være mere præcis. Det der fascinerede ham mest var den ligegyldighed drengen viste, selv efter uskyldige folk omkring også var døde.
Han så længe på ham og rystede så på hovedet.
"Du kan jo kun lige selv holde dig på benene" sagde som sit argument mens han så på drengen. Dette var en totalt absurd scene.
Han trak vejret dybt ind, men åndede ikke ud igen med det samme, i stedet fik han kantet sig op og stå. Han havde ingen problemer med at stå op, men det gjorde ondt i siden. Han opgav at holde mod såret, det ville ikke stoppe med at bløde alligevel...Eller jo, blodstrømmen var blevet mindre og ville sikkert stoppe inden for det næste...kvarter? Halve time? Nå pyt. Han så på drengen og anede igen ikke hvad han skulle sige. Han gad godt kende drengen, åp det mere rolige plan, ikke som direkte ven, men...bare kende. Han rystede svagt på hovedet og så sig omkring. Folk var stadig...ja. Han så over til den ene side hvor en pige stod med bandage om den ene hånd. Hun så bange på dem. Pigen fra før var altså kommet igen. Han smilte lidt af det, men i det samme vendte hun rundt og flygtede væk igen. Ja, hendes liv var helt sikkert forandret.
Pludselig følte han sig helt munter igen.
"Nej, det kan du have ret i" hvem han snakkede til var ikke til at vide, måske ham selv?
Han så endnu engang til drengen.
"Nå men....Vi er jo nok begge færdige her"

Et vagt smil hoppede frem på de blå læber.
”Nej... Det kan der være noget om” sagde han og kiggede ned af sig selv og så hvordan han selv rystede som en vanvittig... Benene lod til nærmest at kunne falde sammen under ham. I det mindste havde han fået styr på sit vejrtrækning nu, så han ikke skulle stå og gispe efter vejret. Hans arme var stadig tunge som bare fanden, men det ville jo nok gå væk om ikke så lang tid.
Han kiggede på blod på Dæmonens side og så kiggede han rundt og løftede svagt øjenbrynene over alle de døde. Et kort sekund flammede noget op i ham, før det så også forsvandt under hele den følelseslammeelse der var over ham efter angrebet... Han ville nok få lidt mareridt og sådan, men ikke mere end det.
Han fik øje på pigen inden hun løb og så kort efter hende før han så nikkede umærkeligt.
”Ja... Vi er vel færdige lige nu” Mumlede han som svar til Sean og begyndte at humpe væk derfra. Om Sean var med eller ej, var han lidt ligeglad med... Ligenu ville han faktisk bare væk.
Så overmandede en af hans følelser ham og han kiggede over skulderen på Sean og smilte tumpet. ”Skal du med?”

//Out xD//

Han så efter drengen i lidt tid og rystede så bare på hovedet.
"Nej, men måske ses vi en anden gang" svarede han kort og gik selv langsomt væk derfra, på den lange tur hjem.