Et underligt møde (Manda)

S: Den gammel forlystelsespark
T: 01.00
O: ingen
V: stjerneklar

____________________________

Ailince kom gåene hen ad en af stien som gik forbi nogle forlystelser som var godt slittende og råste godt igennem, hun stoppede op ved Karusellen og så mod den, denne her havde altid være hendes yndlings af dem alle, det havde været en prinsesse karusel og hun tænkt og forstille sig tit tilbage i tiden hvor pigene og kærste par nyde den smukke musik og flotte farver, hun gik op på den og den knirke godt under hende, hun så mod sin maven og små grinede "Tja jeg vejer lidt mere nu" sagde hun lidt i sjov , hun bære en store løs tøjre så man ikke kunne se hvor meget hendes mave havde vosket , hun gik hen til en hest eller hvad der var tilbage af den , hun rørt den og smilede blidt "DU må havde været smuk engang" sagde hun og vendte sig rundt men langsomt, hun så mod himlen "I går har det været fuldmåne, gad vide, hvordan Han har det" tænkte hun kort og sukkede *det var ikke godt så godt sidste kan de mødtes hinanden * tænket hun og så drømmende må himlen igen...
Men lige meget hvordan hendes krop var, var hun urtolige smuk , en sand skønhed , det kunne hun ikke løb fra, selv smuk som hun var nu

Manda lå stille i en sti ved Parc d'attractions. Han rystede lidt og lå sammenkrøllet. Hans krop var godt ødelagt, men der var ingen skader på ham. Det havde taget hårdt på ham med den fuldmåne der var i går, han havde ligget der siden fuldmånen forsvandt i går. Han lugtede lidt da en lugt var nær ham, men han kunne ikk komme op og se hvad det var. Hans krop havde brug for et hvil, så han var nødt til at ligge stille med lukkede øjne. Han knyttede hænderne lidt og kunne genkende den lugt der kom frem, men den var anderledes... Den var anderledes en sidste gang. Det var måske sket noget, men det måtte han finde ud af hvis han mødte hende et tidspunkt. Han rynkede brynene lidt, *Ka-san...* tænkte han stille og rystede lidt.

Ailince stoppede op sine tanker , *Hans duft* hun kunne genkende Manda duft i nattens luft og derefter høret hun hans tanker, hun kravelede ned af hvor hun stod og nærmende nu Manda , hun flugte duften af ham, den velkendt dufte af ham men os af en Valulve, han var bare for betydingsfuld for hende, som et sidste ting fra sin barndom, hun kunne nu se ham ligge på jorden, *han ryster jo* tænket hun og gik hentil ham , hun sætte knæen i jorden og lagde en kold hånd på hans panden og den anden tog ham op til sig "Det skal nok gå Loup" sagde hun og glemt lige lidt han nok ikke kunne huske det navn, hendes krop virkede anderledes ikke så en perfekt firgur , nej hun var gravid nok omkring 5 måneder henne

Han lugtede hun kom nærmere og han knyttede hænderne lidt. Han krøllede sig hårdere sammen og rystede lidt mere. Han mærkede hun var helt tæt på og hendes kolde hånd der blidt rørte hans lidt varme pande. Selvom han havde det lidt koldt, var hans pande lidt varm. Han mrækede ahn blev løftet op og lå stille ind til hende, han mærkede den underlige mave han var lidt tæt på. Han nussede sit hoved lidt ind til hende og åbnede det ene øje på klem. Han kiggede op og så på hende, han gned sit hoved lidt og satte sig op. Han kiggede på hende, "Hvem er Loup?" spurgte han og kiggede undrende. Han knyttede hånden ved hovedet og lukkede deet ene øje. *Navnet er bekendt....*

"Dig, det betyder ulv" sagde hun og så mod ham med rolige øjne , hun tog et træppe frem og lagde det om ham "Så fuldmånen var hård" sagde hun og lukkede træppet om ham, den var varm og duftede af hendes blide duft, hun smilede, hun virkede andereledes end fra sidste møde , meget mere moderlig og beskyttende , men os stadig helt rolige ... hun smilede til ham "Sådan beder" sagde hun og lagde hovedet på skrå.. deres sidste møde havde ikke gået så godt , men hun lod sig ikke påvirket af det "Og, " hun smilede lidt "Du har ikke glemt min duft, du kladt mig ka-san " hun lagde hovedet på skrå

Han kiggede på hende og nikkede lidt. "Det lyder fint..." sagde han roligt. Han nussede sig lidt til det og kiggede på hende. Han nød det var varmt. Han smilede lidt behaget og stoppede op. Han kiggede op og ned af hende, "Undskyld..." sagde han stille og kiggede end. "Jeg kan godt huske sidst vi var sammen..." han kløede sig bag hovedet og bed sig i læben. "Vil bare sige undskyld fordi jeg var sådan et fjols..." mumlede han let og kiggede roligt på hende. Han smilede let, han lagde sit hoved ind til hende og nikkede til hende, "Jah... Det var bedre..." sagde han roligt og smilede barnligt til hende. Han kiggede lidt, "Du er ikk bange for at jeg måke gjorde dit barn noget?" spurgte han stille og kiggede ned. Han krøllede sig lidt hårdt sammen. Han var ikk særlig meget lænet på hende, kun en smule. Han kiggede på hende, "Ka-san...? spurgte han og satte hovedet på skrå.

Hun smilede og lagde hovedet på skrå , da han sagde undskyld, men Ailince smilede bare "det var os min skyld, så du behøver ikek undskyld, du er tilgivet" sagde hun og smilede over hvordan han var og hvor lidt han havde forandre sig ..
Hun så overrasket på ham da han snakke om hendes komme barn "hvorfor skulle jeg være bang for du gjorder barnet noget" sagde hun og vidste ikke om hun skulle sige hvorfor hun ikke var bange for ham , det lå jo sådan at denne sjæle var hans rigtigt mors , men ikke kroppen, hun tænkt sig lidt om og så derefter på ham, man kunne se hun havde tænkt over noget "Hvorfor skulle du, af alle skade det, som på en vis måde er din lille bror" sagde hun og så til siden , det lyde såååh mærkeligt , men hun kunne ikke forklar det , ikke når han ikke huskede noget ... hun kunne sige hvad hun ville men vil han tro hende

Han smilede let til hende og åndede ud. "Godt, jeg troede virkelig du ville hade mig for det. Altså sådan for altid." sagde han roligt og kløede sig bag hovedet. Han stoppede op og kiggede på hende, "Det er bare min varulv, Black kommer og går som han vil så..." han stoppede op og kiggede på hende. "Li-lille-bror!?" han kiggede skræmt og kravlede lidt væk fra hende. "Hva... Hvad skal det mene!?" han kiggede panisk på hende. Hvad snakkede hun dog om!? Han havde da ingen forældre... Og de var på alder med hinanden, så hvordan kunne det lade sig gøre!? Han tog en hånd til hoevdet og knyttede den hårdt. Han lukkede øjnene hårdt i og kiggede på hende. Var han måske adopteret eller noget, men det ville være underligt nu hvor hun stadig var på hans alder. Han rystede på hovedet, "Jeg forstår det ikk..." sagde han stille. Han var ved at få hovedpine da minder prøvede at tvinge sig frem.

Hun så mod ham da han gik i panisk , hun så mod ham med rolige øjne , men tog ikke orderne til sig, eller grinede, hun ment været et ord hun havde sagt, kunne man se.. hun forstå godt han var forvirret ..
"Nu Undskylder jeg" sagde hun og så væk, man kunne se hun skammende sig og meget end da, "Skal jeg forklare min ord eller vil du ikke vide det" hun så mod ham med rolige øjne , men vidste ikke om han vil vide det ... nu gav hun ham valgt på at vide noget af sin fortid...
"SÅ black er kommet frem igen" sagde hun som om vidste hvem de var, hun så mod Himlen "gætte vel du har mødt nogle af dine gammel venner udover mig ik"

Han kiggede stille på hende og rystede lidt. Han tog hænderne til hovedet igen. Hun mente det... Hvert eneste ord, men hvorfor skulle han kunne glemme sådan en vigtig ting!? Han lukkede øjnene hårdt i og kiggede på hende da hun spurgte om han ville vide og forstå hvad hun mente. Han kiggede ned og bed sig i læben, han havde fået en chance... En chance forat huske lidt, måske ikk så meget. Men i det mindste bare lidt... Han kravlede hen til hende og satte sig med siden til hende. Han lagde sig forsigtigt ind til hende og nussede hovedet tæt ind til hende. Han nikkede, "jeg... Jeg vil gerne forstå, det er for vigtigt til at jeg kan lade det gå alligevel..." sagde han stille og kiggede tomt ud i luften. Han kiggede på hende og satte hovedet på skrå, "Du ved hvem Black er...?" han stoppede op og nikkede lidt. "Øhm... Jeg har mødt en der hedder Ahngel og ogs en der hedder Liger. De siger de kender mig..." sagde han og kløede sig bag hovedet. "Hvilket, du ogs gør..."

"jeg vil forklar hvad jeg kan forklar omkring om" sagde hun og smilede til ham , hun lagde en hånd på hans hovede og nussede lige der bagørene han elskede sådan at blivet kælet, hun kendt ham godt, sagde det "Det var fortid og du skal vide nogle folk forandre sig og du os, jeg ved hvem Ahngel er og lidt til Liger men ikke meget til hende " sagde hun og stoppede op kort
"Lad mig stadig hvad jeg ved om black" sagde hun da hun havde på en fornemmelse han vil vide...
"Han er en del af dig selv, meget mysitske og ikke særlig rar, som du nok har oplevet, men frygter ham ikke " hun så mod ham "Om AHngel og Liger, tror du skal spørger dem , som sagt fortid er fortid og vi ser forskellet på den , nogle ønsker ikke husker" sagde hun, hun snakkede uden om følte det ...
Der gik lidt tid "Så omkring vores forhold" sagde hun med en lidt sjov lyd men kærlige
"Tja" sagde hun og smilede til ham

Han kiggede roligt på hende, det gav et lille sæt i ham da hun nussede ham bag øret. Han fik med det samme ulveører og hale. Hans hoved var ved hende med et bump igen. Han kiggede op på hende og lyttede stille med. Hans ulveører bevægede sig og han kiggede lkidt rundt, men bagefter på hende igen. Han nikkede, "Jeg ved det godt, han er lidt af en underlig gut" han gøs lidt. "Og så det instinkt..." snerrede han lidt af sig selv og kløede sig på hovedet. Han kigged epå hende da hun talte om Ahngel og Liger. Han nikkede, "Jeg har heller ikk så meget brug for at vide det, jeg har jo mødt dem og kan bare snakke om de vil fortælle mig hvad vi lavede samn i den tid. Ahngel snakkede om en sø..." sagde han stille og tænkte sig om. han trak på skuldrene og kiggede igen på hende. Ha bed sig i læben og kiggede ned, "Du er ikk min mor, hun er død. Så meget ved jeg da." sagde han roligt. "Desuden er vi lige gamle, så det kan ikk være tilfældet." han sukkede let og stoppede op. Han kiggede på hende, *Eller er der noget bag...* tænkte han stilleså hun ikk kunne opsnappe den tanke.

hun nikkede om søen "Søen ved skolen" sagde hun og smilede sødt "Vi kender alle sammen fra den skole vi gik på, og søen var vel, skole møde sted, mens vi gik da" sagde hun og små grinede og hans næste kommetar "Tror du virkelig vi er lige gammel" sagde hun og åben munden , to hugtænder kom til synes , hun var vampyr "jeg vil rigtigt være 22 år" hun rakte tungen...
"Lad mig forklar vores forhold Loup før du siger noget okay" sagde hun og lukkede øjne i langsomt...
"Ja din mor er død, men vi er os mor og barn" hun så mod ham rolige "Jeg er hende , men stadig ikke , min krop er ik , men sjælen gik vider i mig, eller omvendt, Jeg genopstod og lever nu foran dig" sagde hun og sukkede "selvom min krop ikke er din mors er min sjæle , personlighed og ønsker , alt det som gjorder din mor til hvad hun var" hun så mod ham med blide øjne "Forvirrede jeg dig igen"

Han kiggede roligt på hende og nikkede, "SÅ du er faktisk 22..." sagde han og nikkede let. han kløede sig bag hovedet. Han kiggede roligt på hende, "Men jeg kan være ligeglad om du er vampyr jeg er garanteret ældre end dig." sagde han roligt og rakte tunge til hende. Han stoppede op da hun sagte han skulle tie så hun fortalte det. Han kiggede på hende og havde et vildt forvirret udtryk. "Men... Hvis min mor har reinkarneret til din krop, hvordan kan det så være du ved det..." sagde han og stoppede op. "Og hvorfor lever jeg så endnu? En reinkarnation kan varer op til århundrede!" sagde han lidt skræmt og kiggede på hende. Han nikkede, "Jeg er fuldkommen forvirret..." sagde han stille og kiggede ned.

"Tage der sagde du rigtigt , du er ældre end denen krop, men min sjæle er næste 150 år gammel måske lidt ældre, kan ikke huske" sagde hun og så mod ham og så ned "Ikke i min, men er denen krop" sagde hun og sukkede lidt "hvad jeg mener er, da Min nyværende forælder fik en datter, med de gener som hende selv, var det hende og Ja , du er lidt skylden i jeg husker mit tiderlig liv, denne gang vi mødte hianden i denne krop, lad mig sig det sådan opførte vi os som mor og barn " hun stoppede med at snakkede og håbede det forklar lidt beder ... hun elskede de øre og nussede bag hans ulveøre "Åh elsker dem altså" sagde hun og krammende ham , hendes krop var varm ikke som en vampyr normalt var og hendes dufte så velkendt og beroligende

Han kiggede stille på hende da hun forklarede. Han gned sit hoved lidt, det gav ham hovedpine. Det gav ingen mening og så alligevl havde det en mening. Det irriterede ham vildt at det ikk hjalp ham vildt meget på vej. Han kiggede på hende, "Mig skyld i det?" spurgte han og kiggede på hende. Han smiled let da hun sagde som mor og barn. Han krøllede sig lidt sammen. "Det lyder vel ikk så slemt..." sagde han stille og kiggede ned. "At have en der er som en mor..." sagde han stille og kiggede på hende. Han havde stadig ikk helt forstået hvordan hun stadig kunne være hans mor i tidligere liv. "Men hvorfor har vi så mødt hinande den gang og så igen?" spurgte han forsigtigt og kiggede på hende. Han sad stille da hun nussede ham bag det ene ulveøre. Han lukkede det ene øje. Han blev lidt overrasket over krammet. Det var så rart og varmt. Hendes duft var så tryg og beroligene. Så bekendt og elsket på en måde Han rystede lidt og kom til at græde. Han snøftede eller hulkede ikk, der kom tårer. Han havde ikk selv opdaget dem. Men han savnede at mærke den varme. Hendes varme var anderledes end hos andre.

Hun mærkede han bliv rolige i kroppen og lod armene omkring ham og lagde ham mod hendes bryst, hendes hjerteslag var rolige, hun smilede dette minde hende om den gang, udover maven selvfølgelig "Det okay Loup" hun trøstede ham med en blid stemmen, hun lagde sit hovede på hans hår og så mod himlen "Forstå det forvirrende, det er følelse som nu , som kan bevis det " sagde hun varmt og flyttede sit ansigt og løftede kort hans hovede og kyssede hans panden , blidt ....
"håber du en dag husker, men tror en af kunne til du slette minder var at jeg døde og forsvandt for jeg alle sammen, at du mindste mig igen som du gjorder som barn, at du bliv efterladet igen, undskylde" , hun kyssede igen hans panden og krammende ham

Han kiggede stille på hende, "Hvad?" han kiggede på hende. "Jeg har det fint..." sagde han roligt og toppede op. Han mærkede han græd og tørrede øjnene. "Undskyld, jeg opdagede det slet ikk...!" han kiggede på hende og sad stille. Han knugede sig lidt itl hend eog kiggede på hende da hun kyssede hans pande. Han sad helt stille og kiggede på hende. Det gav et sæt i ham da hun sagde det sidste og rystede. Han tog hænderne til hovedet og kiggede tomt ud i luften. Han begyndte at græde og sagde små pive lyde. Han knyttede hænderne og vippede lidt frem og tilbage, "Efterladt..." sagde han stille og rystede mere. Han knugede sig til hende og gemte ansigtet ind til hende. Han kendte følelsen af at blive efterladt og nu skulle han mindes den smerte fra den gang.

Hun aede hans hår "Undskylde jeg fik dig til at mindes det" sagde hun og lagde armende omkring ham og tog ham indtil sig, hendes vejrtrækning var blid mod hans hud "Såså, du må undskyld jeg efterlod dig i mørket igen" hun lagde sin panden mod hans hår og en tår faldt ned og ramt hans kind..
Men hendes krop var beroligende , varm , tryg og behagelig at være op af , som en mor vil være for et barn , hun tåren væk fra ham og holdet ham tæt til sig indtil han holdet op med at rystede , hun nynnede hans melodie hun altid havde nynnede så han faldt i søvn eller faldt til ro

Han græd og rystede vildt. Han gemte stadig ansigtet ind til hende og bed sig lidt i læben. Han ville slet ikk græde, men han var kommet i tanke om en smerte han bare ville glemme. Han kiggede på hende da han mærkede en tåre ramme hans kind. Men det var ikk hans egen. Han kiggede ned igen og nussede sig til hende, han ville ikk kommenterer det hun sagde før med at efterlade ham i mørket... Han ville ikk gå dybere end han kunne klare lige nu. Han rystede lidt mindre da han mærkede hvor varm og beroligene det var at have hos hende. Han hørte en melodi og hans ulveøre løftede sig lidt op da de hørte den. Han kiggede stille og hans blik blev lidt tomt. Hans krop blev slap i hendes og han lukkede øjnene. Han græd stadig lidt i mens han faldt i søvn. Han sov stille og åndede tungt, der kom få tårer fra hans øjne. "Mor..." sagde han stille i søvne.

Hun aede hans hår da han faldt i søvne og nynnede vider , hun kyssede hans panden og forsætte nynnede... den havde hun os nynende og synget da han var et barn , hun lagde ham ned og hans hovede var på hende lår nu, hun lagde et træppe over ham og nussede ham bag øret ... hun bliv ved indtil han var faldet helt til ro og hun stoppede med den , hun så mod himlen og smilede
*lige meget hvor meget han glemmer , glemmer hans krop ikke* hun smilede sødt

Han nussede sig lidt til hende i søvne og sov trygt videre ved hende. Det var underligt at mærke det på den her måde igen. Han havde savnet en varme han aldrig forstod hvor kom fra. Men nu... Han havde fundet den, men den var så underlig fordi det var hende. Fordi hun havde et barn nu. Han skulle på en måde have en lillebror. Hans krop gav en lille rystede fra sig da hun gav slip på ham, men det stoppede da hans hoved var på hendes lår. Han lå på siden og havde sit hoved mod hendes mave. Han nussede sig til hende og krøllede sig en smule sammen. Han var holdt op med at græde da han lå trygt med hovedet på hendes skød og hun nussede hans øre. Han åndede tungt og hørte hendes tanke, "Ka-san..." sagde han stille og nussede isg mere til hende.

Hun så mod ham da han sagde Ka-san "Hvad er der" sagde hun og aede ham bag øret .. hun mærkede ham helt rolige igen og smilede "Vil aldrig glemme dig" hun kyssede hans panden blidt og lagde sin mod hans og så igen mod himlen mens hun nussede ham bag øret, hun lod ham sove der og nyde varmende og trygheden han nok havde savnet, hun smilede glad og kom til at grinede *den eneste ting Zaku ikke ved om mig, er allerede mor* hun så mod Manda og smilede *håber han kommer til at huske igen *

Han drejede hovedet og knyttede hænderne lidt. "ikk forsvinde Ka-san..." sagde han lavt og begyndte at ryste. Han slappede dog lidt af da hun kyssede ham på panden og lagde sin pande på hans. Hans pande var varmere end hendes, han var blevet syg af at ligge på jorden i over en dag uden chancer for at gøre noget andet end at ligge. Han krøllede sig lidt hårdere sammen og hans krop rystede lidt igen, "Ikk forsvinde..." sagde han stille igen. Han strakte armen op i luften og det så ud som om han rakte ud efter noget. "bliv her Ka-san...!" peb han lavt og begyndte at græde igen. "VIl ikk miste dig igen..." sagde han stille og rystede mere end før.

Ailince så mod ham og lagde armene omkring ham og bære ham mens hun rejste sig , hun bare ham som en prinsesse mod sit bryst "Bare rolige , skal nok passe på dig" sagde hun og sprang fra jorden og begyndte at gå hjem og stod nu foran en Villa i midt byen , derstod ... hende og hendes mand navn på hun gik indenfor og bære ham op i gæsteværelse og lagde ham på en sengen , hun mærkede hans feber "må skrifte hans tøje" hun tog hans busker og tøje af og lagde dyne op til hans hage og hente noget vand til hans panden, hun kom tilbage efter lidt tid og sætte sig på en stol i rummet og lagde en våde klud på hans panden og tog hans hånd så han kunne mærkede hun var der