En plan.. (The past/Privat emne/Korah)

T: ved tolv tiden
S: Caféteriet, spisepause
V: gråt, vinden blæser og det er ret så koldt udenfor.
Å:efterår-vinter
D: i slutningen af oktober

May gik ind i skolens caféterie i det øjeblik klokken ringede ud til pause. Fordelen ved at være her på dette tidspunkt betød at hun ville være én af de første i køen, og at hun ville være sikker på at finde et godt bord før de bedste var optagede. Iført et par ret så nye jeans, en stor højhalset striktrøje - som virkede forholdsvis varm og velegnet til en dag som denne, et par sorte sko, et af den slags som mange gik rundt i her for tiden. Tog hun en bakke og stillede sig i køen - som for i øvrigt ligenu kun bestod af 5 personer udover hende selv - og begyndte at fylde bakken op på mad som hun var sikker på alligevel ikke ville blive spist. Hun tog en vandflaske, et æble, to pizza slize, en eller anden sandwitch med noget grovbrød som skulle forestille at være sundt. Og i sidste ende en chokoladebudding. Hun kunne ikke leve uden sin chokolade budding efter en dag som denne. Det var helt vildt så stressende timerne var blevet siden den nye herre var kommet til tronen. Malakel var det navn som stod overalt i aviserne. May knugede bakken og vadede hen til et lettere isoleret bord hvor hun vidste der ikke ville være alt for meget larm. Tja. Heh. Hvilket kaos. Hendes far havde haft en del 'møder' på det seneste. Hun vidste at der allerede nu var mange som var nød til at tage en masse forholdsregler for at holde sig i live - og stadig forsøge at leve livet normalt. Hvilket var helt umuligt. Hendes far var menneske. Og derfor var der meget små chancer for at han kunne få lov til at leve. Heldigvis var han god med våben.. Og han var ikke så svag som man skulle tro. Maylea smilte for sig selv og tog fraværende en bid af sit æble mens hun så hen mod indgangen.
Han skulle nok klare sig. Og med det job han havde ville hverken hun eller han sulte forløbigt. Egentlig havde hun selv haft et fritidsjob. Men pga Malakel havde hendes far tvunget hende til at droppe det. Det var alt for farligt med alle de væsener som rendte rundt over hele byen - der var sikkert flere væsner end der var mennesker i denne by. Hun slugte irriteret et stykke æble og tog en bid mere. Til helvede være med den nye hersker.. Hun skulede fortsat mod indgangen hvor eleverne strømmede ind..

Som man kunne forvente på en hvilken som helst anden skole, var der masser af elever som, (hvis de ikke havde været så heldig at være nogle af de først) begyndte at løbe, skubbe og takle hinanden for at nå så langt foran som muligt før alt den gode mad var stjålet og man stod tilbage med valget mellem de stenhårde og tørre brød og – ad – overraskelsstuvningen... Dræberen.
Mellem alle dem der blev skubbet frem af de sultne elever, stod Korah og undgik de værste skubberier. Hurtigt kom han frem til maden og utroligt nok var der stadig noget andet end den klamme stuvning og de tørre brød. Hurtigt snuppede han mad som på Automatik mens han scannede rummet efter et ledigt bord og lyttede til den meget løse snak som der altid var i madkøerne.
”Har du hørt om overfaldet på politimanden?” Lød en stemme mod højre.
”Nej, hvad med det bortførte barn? Har de fundet nogen spor?” Var der en der spurgte.
”Vidste i at nogen er blevet taget fra skolen her?”
Korah slog fra og skyndte sig ud af køen med en banan, 1 pizzaslice med pepperoni, en firkant fra kagen de lige fik sat frem og en af de færdiglavet sandwich. Hans øjne lyste op da han fik øjne på en han faktisk kunne holde ud.
”May!” Kaldte han hen over den normale snak og satte kursen imod hende. Undgik de forskellige fødder som stak ud for at spænde ben for ham. Men flere stemmer lød i hans øre.
”Ham Malakel kan umuligt være så slem som ham fra før”
”Vidste du det ikke? Han var sammen med ham fra før... Ham der Zane!”
Korah kiggede sig hurtigt over skuldren inden han satte sig foran May med et lille smil på læberne.

May løftede straks blikket da hun hørte nogen kalde på hendes navn - ikke at det var unormalt nogen kaldte på hende.. Hun plejede at være en af dem som sad ved de overfyldte borde. Men de sidste par dage havde hun valgt at sidde for sig selv. Engang imellem var Cathelin smuttet over til hende.. men dette her var en drengestemme. Ikke en pigestemme. Hun strakte hals for at se gennem Cafeteriet for at så øje på Korah.
Automatisk smilede hun. Korah.. Med det brune hår og retfærdige stemme. Hun rystede lidt på hovedet af sine dagdrømmerier da hun løftede hånden for at vinke ham til sig. Udfra hvad hun kunne se havde han ligesom hende brug for et mere isoleret sted.
Hun tog en sidste bid af æblet før hun smed skroget over i en skrallespand som stod ikke å langt fra hende. May støttede albuerne mod bordet og hvilede den ene kind på en hånd. "Hey Rah.." hendes lyse stemme virkede lettet da hun så at han havde retning mod hende. Fraværende fandt hun skeen frem til chokolade buddingen.. Tænk hvis hun blev kvalt i sin sandwitch og derfor aldrig nåede til buddingen.. det ville føre til en katastrofe. Buddingen var vigtigst.
"Hey.Rah.. du har også hørt om det hele.. har du ikke? Krisen med den nye herre.."

Han rakte om bag sig og trak lidt ned i sin hættetrøje så det ikke ville være bar hud.
Korah efterlignede May på den måde; sprang alt det sunde over og gik direkte til kagen... det ville være frygteligt at skulle spise kagen uden at ha lov til at nyde den, bare fordi man så skulle presse den ned i halsen på en selv på vej tilbage til klassen.
Han snuppede en bid inden spørgsmålet ramte hans øre og trængte helt ind til ham. ”Tjoh... Man kan jo knap nok undgå at høre om det” sagde han og kiggede op på hende med et lille smil. Korah kløede sig lidt i hovedbunden med den kagefri hånd før han så fortsatte lidt på sit svar, da han fandt det en smule nødvendigt. ”Jeg mener... Man kan jo knap nok have en time hvor der ikke bliver snakkede om det og en masse andet”
Mens han talte, blev hans tanker henledt på en helt bestemt ting han havde fanget ud af samtalerne mellem sladdertaskerne i klassen.
Slaver...
En rystelse forplantede sig i ham og borede sig igennem hans ellers snorlige ryg så han kom med en lille rystelse. *Hvis min mor bliver snuppet har jeg mest af alt ondt af dem der fanger hende* tænkte han og et svagt smil dukkede op på læberne før det forsvandt igen for at kunne spise mere af kagen.
Korahs mor var trods alt en af de mest retfærdige politibetjente. Og ikke nok med det, havde hun fået flere priser for at fange forbrydre end nogen anden... Men med den her nye hersker... Hvem ville vide hvad der skulle ske med Politiet nu?
Hans blik faldt på Maylea og han smilte igen. May havde altid fået ham til at føle sig bedre tilpas. Som en form for varm fornemmelse der bare bredte sig inde i hans mave når alt andet føltes koldt og klamt.

May sendte ham et undskyldene smil da hun så at han følte sig helt ubehageligt til mode ved den blotte benævnelse af det nye som var ved at ske. Nu hun tænkte over det.. Han mor var politibetjent var hun ikke? I så fald burde især hans familie passe på. Udfra hvad hun havde hørt var politiet nyttesløse nu. Malakel slog ned på dem. Det skulle ikke bruges længere. Hun gøs en smule ved tanken og tog en bid af chokoladebuddingen. Lettere tænkene lyttede hun til hans svar. Hun var overrasket over at han virkede så rolig.. Men han var jo også Korah ikke sandt? May tog endnu en bid af buddingen og løftede endnu engang blikket for at se på ham.
"Sandt alle snakker om det.. " Et dybt suk undslap hendes læber da hun prikkede til hans kind med skeen. "Men hey det skal nok gå! Det lover jeg dig.. åh forresten.."
Hun proppede endnu en skefuld budding i munden og begyndte at rode i tasken som lå på gulvet ved hendes fødder. "Selv hvis det ikke går.. Hvis jeg ender med at blive jagtet væk herfra.." Hun brød sig ikke om at indrømme det overfor sig selv, men det kunne risikere at ske. Der var allerede nogle stykker på skolen som endten var blevet hentet ud til den nyhed at hele deres familie var blevet slået ihjel.. Eller for den sags skyld være kommet hjem, og blevet jagtet af slavejægere allerede før de kunne nå at reagere på det. May ville gerne være forberedt. Hun havde allerede pakket en taske med nødvendige ting derhjemme - på hendes fars ordre selvfølgelig - med urter, tøj, våben.. Hun bed sig selv i kinden for ikke at plapre løs om det. Væggene havde ører. Fra tasken fremdrog hun en konvulut, og rakte den til ham. "Her.. Jeg tænkte nok det ville være smartere at give dig det sådan. Inde i brevet er der instrukser til hvad du skal gøre hvis der.. sker noget." Hun rettede ryggen og så på ham. "Også hvor du kan finde mig... hvis altså du i det hele taget vil finde mig.."
hun slog en lille nærvøs latter op og så ned i sin chokoladebudding. Hvorfor dog tænkte på den slags! Selvfølgelig vill han det. Hverken han eller hun ville kunne klare sig alene hvis der skete noget.
"Sørg for at ingen ser det brev. Heller ikke din mor." Stemmen var blevet en smule hård så hun skyndte sig at sende ham et undskyldene blik. "Min far ved heller ikke at jeg giver dig det her. Hør.." Maylea rykkede sig en smule tættere på, og lænede sig lidt ind mod ham. Hun viste at det på afstand ville se hun som om hun skulle til at kysse ham.. Dagen efter ville et eller andet rygte sikkert have spredt sig. "Pak en lille taske med nødvendige ting, hvis det kan lade sig gøre. Jeg siger ikke at vi skal tage afsted nu og her. Men hvis der sker noget.. Du ved at Malakel mener mennesker ikke er en race som bør velligeholdes. Det vare sikkert ikke længe før forskellige slags væsner begynder at gå på denne skole. Og jeg har ikke tænkt mig at blive tl den tid." Hun trak sig lidt væk fra ham igen og begyndte ihærdigt at nyde sin budding. Pjuskede lidt op i det brune bølgede hår og skævede usikkert til ham. "Det er dit valg.."

Korah nikkede langsomt til det hun havde sagt. Det gav jo faktisk mening alt det hun sagde. At have en plan... Et sted at skulle flygte når det hele løb af stablen. Det lød måske lidt pessimistisk at sidde der og sige til sig selv at det ville gå af helvede til, men det nyttede jo ikke at sidde med hænderne i skødet og vente til det hele var blæst over. Hans mor havde endda rådet ham til at flygte ind til Paris, men det var jo ikke engang sikkert at der var sikkerhed i Paris' gader.
Han huskede faktisk tilbage på en bestemt samtale han havde haft med sin mor for en uge efter Malakel var kommet til tronen... Kuverten som Maylea havde givet ham havde fået ham til at huske på en anden kuvert hans mor havde givet ham.

”Men... Du er jo i politiet... Du kan ikke mene det du siger” lød det skrattende fra telefonens højtalere. Hans søster var heldigvis ikke i Di Morga. Hun var flyttet til Italien med sin barndoms kæreste. Hendes stemme havde alle tegnene på at være bekymret, selv gennem en telefon, kunne både Korah og hans mor høre det. ”Jamen det siger jeg... Og du skal høre på mig” Sagde deres mor kærligt, men hårdt, som kun en mor kunne.
”Du skal ikke komme tilbage hertil lige meget hvad du hører om” Gentog hun og sukkede så. ”Hør nu... Politiet er allerede ved at miste sin styrke... Halvdelen har forladt os for at blive Slavejægere... De svagpisser... Og den anden halvdel bliver nærmest mast ud på en skrant” Hun tog en dyb indånding. ”Om mindre end et måned vil der ikke eksistere et politi... Der vil være vagter og intet andet med nogen form for autoritet”
Stilheden fulgte og så lød der et elektronisk suk. ”Fint... Hils Korah... Sig det lille fjols skal se at komme herned” sagde hun med kærlig søster drilleri.
Så blev der lagt på.
”Korah... Her er alle de penge vi har samlet sammen... Jeg vil ha du skal tage dem og så skal du flygte ved det første tegn på at der vil ske noget slemt...” Sagde hans mor og pegede på en kuvert der lå for sig selv.
”Jamen... Skal du ikke med?” spurgte han lidt forvirret. Han kunne ikke forstå det... Det var så forvirrende.

Han lod kuverten forsvinde op i ærmet på hættetrøjen så det ikke ville blive for krøllede. Korah havde altid interesserede sig for strategi og han kunne godt se hvor hun ville hen med det hun gjorde... Ingen var for alvor stærkest alene... Det vidste han jo godt.
”Og tro mig... Jeg vil tage det rigtige valg...” mumlede han roligt og begyndte at spise sandwichen nu hvor kagen var væk.

May sendte ham et lille usikkert smil ved hans svar. Det håbede hun virkelig at han ville.. Virkelig. Hun havde altid mærket at der var et eller andet ved ham. Noget der kunne være en god hjælp når man ikke havde andre. Selvfølgelig ville hun også gerne være sammen med ham - det kunne hun ikke rigtigt nægte. Men lige på det punkt stolede hun mest på ham selvom hun ikke snakkede med ham uafbrudt og var 'verdens-bedste-venner'.. I en tid som denne var allierede vigtige. Og venner som den sags skyld. Hun var nød til at vide om hun ville blive tvunget til at være alene eller om hun havde en anden som hun kunne læne sig op ad hvis det gik fuldkommen af sporet.
Hun skrabede det sidste af buddingen op og spiste det. Budding. hvor store ville chancerne være for at spise budding hvis de var nød til at flygte? Meget små i hvert fald. Skoven ville være det bedste sted, mange ville sikkert flygte derud og efterhånden ville slavejægere finde ud af hvor folk var flygtet hen. Så det var vigtigt at finde et sikkert sted dér. Før Ma'lakel var kommet til tronen plejede Maylea at tage derud for at jagte - for sjov selvfølgelig. Men også som træning. Lære planter og urter at kende.
Hun strakte sig og proppede både Sandwitchen og vandflasken ned i tasken. Hun havde mistet appetitten. Men måske ville hun blive sulten i næste time. Eller senere for den sags skyld.
May rejste sig og tog bakken. "Tænk over det.. Hvis der sker noget så følg instrukserne nøje. Jeg lover dig at jeg vil være der.." Hun trak tasken over skulderen, sendte ham et lille smil og smed resten af maden ud, for at smutte ud af Cafeteriet længe før de andre.


//OOG. Emne over and out//