Last to know. - Heat.

En lille tåre faldt ned fra en skikkelses kind, en kvinde som stod ved en gravsten, et stykke inde på kirkegården og alligevel tæt nok på kirken. Gravstenen var pyntet med flotte blomster der var blevet visne, med andre kreative ting, som folk havde givet, da begravelsen fandt sted. Det var nu 12 år siden at kvinden havde mistet sin ene halvdel.. eller sådan føltes det i al fald, da hendes tvillingesøster døde, uden at tage hende med sig. Catherine fjernede tåren med sin ene hånd i en noget hidsig og hurtig bevægelse, inden at hun svang begge sine arme omkring sig selv; hendes blonde, lyse hår sad lyst, ned langs hendes skulder, hun havde langt hår, mens at hendes pandehår gik ned foran øjnene, hun havde enkel piercing i ansigtet.. septum, ikke fordi det var vigtigt for hende, der havde bare været et tidspunkt hvor følelsen af at der skulle ske noget med hendes krop.. sådan en følelse fik vi vist alle sammen, ikke?
Hun havde tynde leggings på og almindelige sko, til converse som folk kaldte dem, med en hvid top inden under havde hun en dejlig, blød sort hættetrøje udover, for at kunne holde varmen lidt; hun tænkte ikke nær så meget på sig selv, som hun havde gjort før i tiden, men efter at hun havde mistet sin tvillingesøster, var hendes selvtillid gået lidt i bund og hun var ligeglad med hvad for noget tøj hun havde på; om hun frøs eller svedte. Folk ville alligevel ikke høre på det, om man svedte eller ej. Eller frøs for den sags skyld, de fleste tog vare på sig selv. Catherine kunne ikke finde ud af om hun havde gjort noget galt.. om det var hende som var grunden til at hendes søster valgte at dø, selvom det ikke var søsteren der begik selvmord, tvillingesøsteren blev dræbt i et trafik uheld og dagen efter ringede politiet på døren.. imens at faren var på arbejdet.. moren og Catherine var de eneste der var hjemme, det var en tragisk dag. En dag som Catherine aldrig ville glemme. "Hvil i fred.. Amy.." mumlede hun, med næsten sammenbidt tænder, da hun havde svært med at sige det og igen var tårerne ved at sprede sig ud på hendes kinder. Catherine havde ikke en chance for at fjerne dem, "Du er ynkelig.. Catherine Cay.." sagde hun mere eller mindre til sig selv, med en letter irriteret tone i stemmen. Inden at hun gik ned at sidde lidt på knæ imens at blæsten tog lidt fat i nogle af hendes hårtotter, det var ikke direkte en hård blæst, men alligevel kunne man mærke det.
Hendes forældre havde bedt hende om at blive hjemme, men det magtede hun ikke, det kunne hun ikke klare, efter at hun havde mistet sin ene halvdel. Derfor var hun nød til at flytte hjemmefra, hen til det sted hvor hendes kære søster var blevet begravet, bare for at kunne mærke at hun stadigvæk var tilstede. Hun kunne ikke bære at tænke på imens at hun stadig gik i huset, hendes hjem, på den dag hvor politiet kom randende og fortalte om den barske ulykke der var sket. "Butterfly.. fly away.."

Bæset kom langsomt gående op fra Di Catacombe, hvor han havde ligget og sovet de sidste par dage, ja vidst havde han også været hos hans bror, men han måtte jo også komme videre, og være for sig selv, det kunne jo ikke være rigtigt, at han skulle være afhængige af andre, når han før han havde mødt Ashia, havde været for sig selv, og havde klaret sig selv, ved at sove sammen med de kvinder som havde bedt ham om at komme og klare noget i huset, derefter havde han dræbt dem, og taget deres penge, sådan var han gået fra by til by, lige ind til at han var faldet over Di Morga, et sted hvor han faktisk havde lyst til at blive. Og her ville han så også blive, trods for de mange minder der lå hen over stedet, gode som dårlige. Han brustede lidt, som han kiggede rundt på kirkegården og fik øje på en enlig skikkelse længere henne der stod og stirrede ned på en gravsten. Endnu en med en død artsfælle. Hans nærmeste lå nu egentlig over hele stedet, ikke ment at der var mange gravstenen som indeholdte hans familie, nej hans hustru og deres barns aske var blevet spredt i en god del af dette sted. Mest fordi at han ikke ønskede en gravsten som der ville gå hen og forfalde efter noget tid, så heller give dem et hvile sted som betød ham noget, og dette sted, var der hvor han havde mødt hende første gang. Han rømmede sig en smugle, bare for at vise han var der, i dag var han ikke så.. modbydelig som han havde været for nogle dage siden, han havde ingen grund til det, intet savn, ingen ting faktisk. Bare et hulrum, som der ikke ville udfyldes af noget som helst mere, i grunden, var hans ønske bare at blive ladt være i fred, også nogle enkelte gange, have det sjovt. På flere forskellige måder.

Hun troede at hun var alene end til at hun hørte at der stod en skikkelse i nærheden, som rømmede sig. Hun hævede det ene bryn imens at hun undrede sig over det.. efter at der ingen som kendte hende i denne by, da hun var ny. Men langsomt rejste hun sig op og rettede samtidigt på sit tøj inden at hun vendte sig om, hen i retningen af hvor skikkelsen stod.
"Ja..?" mumlede hun, uden at vide hvad hun ellers skulle sige og mere sagde hun ikke, hun havde aldrig set denne person og derfor gjorde hun ikke så meget ud af det med at være flink og mere åben.. hun havde det svært nok i forvejen og lukkede sjældent folk ind i hendes liv.
Hun sank en lille klump, "Er.. der noget jeg kan hjælpe dig med?", hvis det ikke var for at hendes nervøsitet ikke kunne ses, så ville hun bare have blevet stående, men denne her gang var hun modig nok til spørge om et simpelt spørgsmål. Efter at stilheden begyndte at træde ind.

//skal nok skrive længere næste gang.. //

Han trak på skuldrene da hun sagde ja, og svarede hende ikke en gang, fandt i stedet sine smøger frem fra hans læderjakkes lomme. Slog en smøg ud, og placerede det i hans mund, hvor efter han begyndte at lede efter sin lighter, trods for at han kunne manipulere med ilden kunne han ikke gøre det uden at der var ild til stede, med mindre at det var på hans hud at han skulle bruge ilden. Da han endelig fandt sin sølv lighter, måtte han tage smøgen ud af munden, da hun spurgte om der var noget hun kunne hjælpe med.
"nej, jeg hygger mig som ment bare, forsæt nu endelig det du var i gang med" sagde han lettere køligt og fik igen sat smøgen ind i munden, og tændte for sin lighter, hvor flammen meget hurtigt blussede op, trods for at det blæste en del, blev den ikke slukkede, som der normalt skete når man prøvede at tænde en lighter når vejret var i dette lune.

//Det er i orden, min krea har det heller ikke så godt.

"Jeg er færdig.." mumlede hun imens at hun så på ham, med sit hoved lagt en smule på skrå, et eller andet sted havde hun lyst til at gå og tage hans smøg fra ham, fordi det var usundt at ryge, men det kunne hun ikke fordi hun selv røg. Langsomt gik hun hen til ham, "Ingen.. skal sige hvad det er jeg skal.." sagde hun med en ligeså kold tone i stemmen, som da han havde snakket til hende, inden at hun fortrak sin ene mundvige i et skævt smil imens at hun betragtede smøgen som han havde og ikke ham. "Du ved godt.. at du vil komme til at leve mindre.. hvis du fortsætter med at ryge sådan..", hun vidste godt alt det i forvejen og at hun selv røg, men hun kunne ikke lade være med at drille denne ukendte mand som stod foran hende, i en knap så hurtig bevægelse tog hun ud efter hans smøg, Catherine mente jo at han var et eksemplar som hende selv, da hun ikke så eller lagde mærke noget overnaturligt over ham.
"Tak.. for smøgen" spandt hun letter lavt, med et drillende smil på læben, inden at hun trådte et skridt tilbage, så der kom noget mere mellemrum imellem dem, imens at hun holdte hans smøg som hun havde taget i hendes ene hånd ved lange- pege fingeren, og placerede smøgen ved hendes ene mundvigen og tog et hiv. Imens at hun så fjernede smøgen fra mundvigen, kørte hun sin anden hånd op igennem sit lange lyse, blonde hår, som hang lyst ned over hendes skuldre. "Hvem.. er du så?" spurgte hun koldt, imens at hun rystede lidt i kroppen, da hun frøs en smule. Hun var ikke meget for at snakke med andre, men lidt selskab kunne vel heller ikke skade, og hun kunne ikke lade sin døde søster styre hendes liv.. selvom det føltes sådan og det var meget svært for hende at komme ud af denne cirkel.

Et spinkel smil, hvor at den ene mundvige langsomt blev hævet, viste sig hen over hans læber. "nånå, har jeg måske sagt hvad du skal?" sagde han i sin hæse stemmeleje, hvor efter røgen langsomt blev pustet ud, men måtte dog grine da hun sagde at han ville gå hen og dø, hvis han blev ved med at ryge. Der skulle jo i grunden ikke så meget til, eftersom at han allerede var død, i hvert fald når det kom til menneskernes lov på død, da hans hjerte ikke længere bankede i brystet, men han var stadig fuldstændig sprællevende efter hvad han nu selv skulle bedømme. En ru latter blev dog brudt igennem stilheden "leve mindre, min kære, jeg er allerede død" sagde han med en lettere mystisk anlagt stemmeleje, og smilede kækt til hende. Han måtte dog hæve det ene øjenbryn, da hun snuppede hans smøg, men trak dog bare på skuldrene "det var da så lidt" brummede han, da han var nød til at tage en ny ud af pakken, men gik dog ikke så meget op i det, det var ikke just fordi at han var fattig, han havde rigelig med penge, han havde jo også haft godt 300 år til at spare op i, hvis at han ikke havde spinket og sparet i længere tid.
Igen fik han tændt sin smøg, og sat den for munden, hvor de blodrøde øjne, blev vent mod hende "hvem jeg er? Se det er et godt spørgsmål" mumlede han og tog endnu et hiv "jeg er dit værste mareridt, det folk flygter fra om natten, det væsen som kan knuse dine drømme, og gøre din dag til det værste helved.." sagde han lettere neutralt, og pustede langsomt røg ud i luften, og betragtede stjernerne der langsomt var begyndt at titte frem på himmelen "hvad med dig selv? Bare et normalt menneske, eller kan du også nogle tricks?" sagde han måske en smugle nedladende, jo han havde skam ændret sig. Smilet på læberne blev en smugle bredere og et tandsæt blev vidst frem, hvor de to hjørne tænder, som var syle spidse blev vidst frem, så hun var mere klar over, hvad hun havde at gøre med.

Catherine vidste ikke helt hvad hun skulle sige til alt dette, hun havde ikke regnet med at få netop det at vide at han var død. Et dødt, råddent væsen som vandrede rundt på jorden, hvad havde sådan et væsen overhovedet at gøre på sådan et sted? Udover at finde.. føde måske? Hun tog endnu et hiv af smøgen, som hun havde snuppet fra ham og fjernede den så fra mundvigen igen. Hun overvejede hvad det var hun skulle sige til hans spørgsmål, om hun var et normalt menneske.. eller om hun godt kunne nogle tricks, hun sank en lille klump, imens at hun vendte ryggen til ham og stod stille. "Jeg kan ikke.. nogle tricks.." mumlede hun og tanken strejfede hende om at hun skulle forlade stedet, men det var som om at hendes fødder var sømmet fast til grunden. Hun rystede lidt i kroppen.. frygten, for hvad der ville ske, spredte sig efterhånden.. hun vidste jo ikke hvad det kunne ende med når hun stod ansigt til ansigt med et dødt væsen, som oven i købet havde skarpe tænder, som hun havde skimtet inden at hun vendte sig om, væk fra ham. "Og.. er det ikke lige meget om jeg er et helt igennem et menneske, eller om jeg kan nogle tricks?" spurgte hun koldt og hvæsede lidt. Inden at hun bed sig hårdt i underlæben, så der kom et bide mærke, men det blødte ikke.
Hun ventede blot på hvad han ville sige til det hun havde sagt.. og på hvad der ellers ville ske, og prøvede på at samtidig at slippe væk, fordi hun havde en grim fornemmelse.. en fornemmelse af at hun nok snart ville komme ud for noget hun ikke havde i sinde at tænke på.