Do you have enough blood or what? - Naomi

Regnen rislede som en lydløs bæk ned over jorden som ville den kærtegne dens blide jord som lå under den kolde himmel, der var ét vivær af en kæmpe labyrint blandt stjerner og tynde skyer. I grunden var det en meget smuk aften hvis han selv skulle sige det, men han ville nu ikke ligefrem hentyde til at der var noget godt på vej. Langsomt skred den lange kappe hen over asfalten som bar den selve vinden under sig, dette udsyn fik skikkelsen til at se meget mere faretruende ud end godt var. Ikke nok med de rædselsfulde ting vedkommende havde været udsat for, og havde gjort nej. Denne ting, denne person, af en død sjæl at være kunne ikke være andet end en dræbemaskine, rovdyr, og mentor i hele sit liv. Et ensomt liv som man kunne leve, men denne person overgik alle andre. Alle dem som sagde de ville leve uden kærlighed hele deres liv, overgik denne person virkelig. Aldrig havde han været i nærheden af noget der havde i betydning af et forhold at gøre, aldrig havde han vist sine sandefølelser, og det var nok der, at folk gik tilbage og tog benene på nakken, de eneste væsner der kendte ham som den han var, var dem der havde fået lov til det, uden at lide en grusom død. Ingen kunne sige hvor denne ranke mand gik på vej hen, ingen ville i grunden vide det, da stort set alle undgik ham med mindre de ikke havde et eller andet at skulle oplyse ham om. Nogle 100 meter endnu, blev på et split sekund til 70… 40… 1 meter og så var han ved døren. En let summende lyd kom frem inde i hans ører, lyden fra blod der løb ud af blodårerne og faldt et eller andet sted hen, mens stanken af lig, nye som gamle gik hans stærke lugtesans imøde. Uden at banke på åbnede han døren, men kunne ikke få den yderligere op da noget stod i vejen over på den anden side. Et irriteret suk kom frem, og med en sådan kraft var lig og andet fløjet væk eller blevet mast bag dørens rug planker. Blikket gled søgende hen over entréen og betragtede lidt de mænd og kvinder der lå rundt omkring store som små, fede som tynde, grimme som pæne, og så videre, og så videre. Han brummede en smule og puffede lidt til en kvinde der lå halv nøgen på gulvet og hævede det ene bryn, inden han gik ind i stuen og kiggede lidt mere rundt med hovedet let på skrå. ”Har du holdt fest? Helt uden at inviterer mig?” spurgte han så med hovedet forsat let på skrå og derefter vente han blikket hen imod Naomi som var i den anden ende af stuen. Han sukkede stille over det han så og fugtede læberne lige så stille, ”Ja nu har du da lært at se mennesker som føde frem for medborgere…” brummede han, og puffede til et andet lig for at se om de alle var total drænet for blod. Der efter gik han hen til hende og satte sig ned ved siden af hende. De normalt grønne øjne var gået hen og blevet klar røde, ikke pågrund af mangel på blod, bare mere stanken af det. Han fugtede langsomt læberne imens han betragtede hende, og lænede sig så tilbage imens blikket gled rundt i det store rum med de mange lig og mennesker, og var klar over at han var nød til at brænde dem alle en gang i morgen, også skulle der gøres cleanene rent i det her hus.

Lig efter lig, blod dråbe, efter blod dråbe. Det var som om hun bare ikke kunne få nok, det var som om at hun bare ville have mere, meget mere. Et sindssyg smil var forplantet hen over hendes ansigt, mens blodet var stort set over det hele på hendes, på hendes hals, hænder, ansigt hår, tøj. Ja alt, for ikke at sige over hele lejligheden. Langsomt rokkende frem og tilbage sad hun i den ene ende af stuen på sin seng, da der kun var et, et værelses lejlighed. En hæs vejrtrækning fandt langsomt sted i hendes strube, som smilet langsomt falmede hen over hendes ansigt, hvad var det dog hun havde haft gang i? Hvorfor sad hun her lige nu, hvorfor var dette sket. Hende som hadet tanken, omkring at skulle dræbe, også at skulle dræbe mennesker. Oh gud, var det et barn som der lå der i blandt mænd og kvinder? Hurtigt blev øjnene lukket i, mens at hun begyndte at rokkede en del hurtigere frem og tilbage, end hun havde gjort for lidt tid siden. Hvor hun afskyede sig selv, hvordan kunne hun synke så dybt!? Hun fattede det virkelig ikke, hun var endelig blevet det som hun havde frygtet hun ville blive, et rovdyr, af den værste slags. Hun lagde ikke en gang mærke til at Zean kom ind i lejligheden, havde ikke en gang bemærket hans aura, eller duft, som han bag med sig. Den duft hun ikke kunne andet end at elske, eller beundre, bare ham i helhed, hun kunne bare ikke give slip, lige meget hvor meget hun ønskede det. Lige meget hvor inderligt hun dog prøvede at give slip, det var da lige før at hun skulle begynde at bygge et alter til ham, bare for at vise at hun virkelig ikke kunne klare sig uden ham!? Hell, hvor var hun da også bare forfærdelig når alt kom til alt. Hun vente dog hoved op da han satte sig ved siden af hende, og hvæsede af ham da han sagde at hun nu havde lærkt at se mennesker som føde. Med et gik hun fuldstændig amok på ham, hun slå og slå og slå, mens at hulkende lyde gled ud af hendes strube, men der kom ingen tåre, ikke endnu. "Hvorfor!? Hvorfor skulle du gøre mig til det her, hvad har jeg gjort verden, hvad har de gjort!?" hulkede hun, mens at hendes knytnæver blev ved med at slå på hans brystkasse, dog sank hendes krop langsomt sammen, mens at slagene gik hen og blev mindre seriøse, og ikke særlig hårde, selvom han nok alligevel slet ikke kunne mærke at hun overhoved slå til ham, men hun skulle bare have det ud, ellers, ville hun til sidst eksplodere.

Roligt betragtede han hende, roligt og afslappet. Som om intet kunne bryde denne facade denne mur af koldhed kulde og mørke. Folk ville kigge ind i hans øjne og vide at deres liv snart var til en slutning for verdenens historie. Langsomt gled en let brise luft ud af hans mund, som langsomt gled ud til resten af dette rum. Derefter gled blikket hen på ligene, hvor unge som gamle stadig lå og gik hen og blev mere og mere forrådnede og bare ventede på at de blev kastet ind i at bål, mens dets flammer slikkede sig op af hinanden, dansede en lystig og dødbringende vals blandt dets tilintetgører. Han lukkede langsomt øjnene og sukkede stille, hvorefter de så blev åbnet igen over Naomi’s slag imod hans brystkasse, ja hvorfor mon? Han brummede lidt da de mange slag hun påførte ham, ikke rørte ham synderligt. Den kolde mur af en vampyr at være kiggede ned på hende, uden et ord, end ikke efter hun var færdig med at slå på ham. Ikke fordi han ikke havde noget svar, for det havde han, men nok mere for at lave hunvampyren falde til ro så hun ikke slog løs på ham endnu en gang. Well hun kunne gøre det så ofte hun ville hvis det fik hende til at føle sig bedre så. ”Hm ja hvorfor skal vi overhovedet være den her slags form for dræbermaskiner?” spurgte han så og trak let på skuldrende, ”Well fordi vi er inden for en fødekæde, og desuden… var selv de første der var gået hen og blevet til dette, ikke engang forberedt, de vidste ikke engang at det var sådan deres liv skulle være… og man kan vel sige de lagde en form for hævn ud til folk, ved at dræne dem for blod, på et tidspunkt gik det vel for vidt, og alle dræbte mere end nødvendigt, nogen forvandlede flere end godt var. Jeg ved det ikke Naomi… og har heller ikke tænkt mig at vide det, men du bliver nød til at acceptere at dine veje ikke endte sådan som du havde tænkt dig de skulle.” Fortalte han hende og betragtede hende med de røde øjne for at se om hun havde forstået hvad han sagde. ”Og en dag, vil jeg slutte forbindelsen mellem din og min hjerne… så du kan leve uden mig.” tilføjede han og rejste sig derefter op og gik hen og tog nogle lig som der stod mere eller mindre i vejen, placerede dem i forskellige grupper fra barn til voksen til ældre. For at tælle hvor mange hun havde dræbt så han kunne holde øje med det. Mere for at sikre sig at hendes instinkter som vampyr langsomt dukkede mere og mere frem, men at hun også efterhånden måtte kontrollere sig noget bedre, gerne bedre end ham så at sige. En dyb indånding blev taget og et dybt suk kom ud da han så endelig var færdig. Derefter noterede han sig bag øret at det havde været lidt over de tredive stk. som hun havde haft fat i. Et stille anerkendende nik kom fra ham hvorefter han prikkede hul på sin finger, selvom det tog noget af hans kræfter lod han det ikke genere ham, derefter lod han den lange pisk der blev længere og længere efter eget ønske snoet rundt om menneskerne og fik to af bunke grupperne halet med sig ud af døren og videre ned af nogle trapper, derefter gik han uden for, og ud i skoven hvor han lod dem ligge for sig selv, så han kunne gå tilbage og samle den sidste op. Der gik ikke længe før dette skete, og da de alle var ude af lejligheden fandt han grene hø og andet som kunne bruges til at tænde et bål med. Inden længe slikkede flammerne sig op langs hinanden og ligene gik hen og blev forkrøblede. Mens hanvampyren havde sat sig godt til rette og ventet på at ilden ville brænde deres lig og kroppe væk så kun skelettet var tilbage muligvis os noget ristet kør, men det blev senere hen knust til støv sammen med resten af knoglerne så ingen ville kunne finde ud af hvem det havde været.