Gemmeleg med lyset

*interessant* tænkte Nero da Daelyn sagde at han ikke kunne huske dem. Ikke fordi at det var en god ting, men gad vide hvad der havde fået han til at glemme hans forældres ansigter?
"det er ikke sådan et stort problem, jeg kan jo ringe til dem når jeg vil, desuden skal vi vel allesammen klare os selv på et eller andet tidspunkt " sagde han med et smil som man ikke troede at han ville have på sig. Det var nok også for det bedste at han blev solgt. For nu var hans familie ikke fattig og var ikke i fare for at blive dræbt.

"Det er ikke så heldigt at løbe ind i sådan nogle personer som tidligere " forklarede Nero og gøs ved tanken. Deres stank af alkohol og den måde de troede at de bedre end en fik Nero blod til at koge. "hvordan det er at være en varulv? Det er ikke så meget anderledes end at være et menneske, ud over at man har lyst til at rive hovederne af alle som siger noget forkert, derfor tager jeg beroligende for at styre mit temperament" sagde han og tænkte sig lidt om. Han tænkte ikke så meget over forskellen imellem en varulv og et normalt menneske udover forvandlings delen " nå ja og angående forvandlingen, altså det gør selvfølgelig ondt da alle ens organer ændre sig og derfor er det ikke særlig rart. Men når man faktisk er en varulv bliver ens sanser fordoblet, Jeg mener du oplever nye sanser som man ikke havde troet at man havde. Det dårlige er at man ikke husker særlig meget om hvad man laver når man er en varulv og man dræber jo den næste som kommer forbi. Man er ikke herre over sig selv " Selv med alle de gode ting som at opleve nye sanser, ville Nero nok helst være menneske vis han selv kunne vælge.

Daelyn gengældte Neros smil med et smil, der langt fra var lige så oprigtigt.
”Nåja,” lød det fra ham. Selvfølgelig kunne Nero jo bare ringe til sine forældre, han kunne endda besøge dem en gang imellem, hvis han ville, ikke? Man hvad Daelyn ikke forstod, var, hvorfor han ville gøre det – hvis hans familie virkelig holdt af ham, ville de kunne acceptere hans varulve halvdel, ville de ikke?
Daelyn rystede på hovedet for at klare sine tanker. Han skulle ikke tænke mere over det – det var ikke noget, der kom ham ved. Nero var jo trods alt bare en fremmed, så han burde ikke blande sig i hans familieliv på den måde.

Han nikkede sammentykkende, da Nero nævnte de to mænd fra tidligere. Hans hoved blev tippet let på skrå, mens han lyttede opmærksomt til, hvad den anden fortalte om det at være varulv. Han nikkede en gang imellem når han syntes, det passede, men afbrød ham ikke.
Først da Nero var færdig med at tale, åbnede han munden. Men det blev ikke til andet end et kort ”åh…” for han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han kunne overhovedet ikke relatere til det dér med at forvandle sig, så om det var fedt eller bare jævnt irriterende, kunne han ikke sige noget om.

"Lider du af hukommelsestab? " spurte Nero så og kunne ikke komme i tanke om andet som kunne have fået Daelyn til at glemme hans familie/forældre. Mon Daelyn havde søskende? Nero havde selv to søskende, en lillesøster med et meget svagt immunforsvar og en storebror. Men gad vide hvordan Daelyns familie var, mon de var varme og kærlige eller kolde og onde? Så mange muligheder fløj igennem Neros hoved men han vidste at han ikke ville få svar på nogen af dem.

"Men så fedt er det heller ikke når man ikke husker så meget af hvad der sker når man er forvandlet " Nero viftede hånden foran sig og sukkede dybt. "at være et menneske ville nok være bedre, så er man fri for alle de problemer " Nero følte sig ikke tilpas når han brokkede sig, hvad der var sket var sket og Nero ville altid forblive en varulv til den dag han døde. Nero var en af de få personer som let tilgav folk, selv vis de ikke rigtig havde fortjent det. Han vidste godt hvad Daelyn tænkte, de fleste tænkte ens og mange spurte: Hvorfor han stadig havde kontakt til dem når de solgte ham. Det er meningen at forældre skal elske deres børn uanset hvad. Men det var kun 4 ud af 10 varulve som stadig havde deres familie tæt.

”Hvad? Nej!” lød det fra ham. Hukommelsestab var kun noget, gamle mennesker led af – ikke unge dæmoner som ham! ”Jeg glemmer altså ikke ting efter fem minutter. Jeg er ikke en guldfisk.” Han rystede på hovedet.
Men selvom han intet huskede om dem, tænkte han selv tit på, hvordan hans familie var. Hvis de virkelig holdt af ham, ville han jo nok stadig kende til dem, ikke? Så et eller andet sagde ham, at de nok ikke brød sig specielt meget om ham, for så ville de da have forsøgt at kontakte ham på den ene eller andet måde.

”Menneske, ligefrem?” lød det spørgende fra ham, da Nero sagde, at det nok var bedre at være et menneske. ”Mennesker er dumme.”
Mere var der ikke at sige til det.

(Sorry for det korte svar. Har ingen fantasi D: )