*suk* Alene! (Zean= private)

Omgivelser: Ingen *suk* xD
Sted: Skoven
Tid: Aften..
Vejr: Lunt, men med et let vind.!
Dato: ?
Lilly gik gennem skovbunden. Hun smilede kort og kiggede rundt.. Hun satte sig efter et stykke tid ned. Hun smilede kort og lod sit blik glide rundt i den ødede skov. Hun smilede derefter og kørte en hånd gennem håret. Hun smilede lidt efter og kiggede tilbage ned i skovbunden. Der var igen at se. Andet end hende, men hun ville ønske at der ville komme nogle og være ved hendes side.

Nogle grene og kviste brækkede under vægten fra Zean, da han gik hen af skovstien, med blikket rettet mod den tusmørke horisont foran ham, han kiggede lidt rundt og bed sig i læben, han var uden for tanker om hvad han skulle lave, var der overhovedet noget bestemt som sådan som man kunne lave her, eller var det bare kedeligt? Han var i grunde ikke sikker, men hvorfor så tænke over det, man kunne sq da bare lade være med at være så optaget af det der ville komme til at ske, også bare tage tingene som de kom i stedet for. Han sukkede irriteret over sig selv og lod de røde øjne med den grønne halvmåne som var for oven af hans øjne glide hen over landskabet imens han bed sig selv i læben, hvad ville der egentlig ske i fremtiden, det var sjovt han lige havde sagt til sig selv at man bare skulle lade ting ske, men så stod han sq da alligevel og undrede sig over hvad der ville ske i fremtiden, sikke dog et paradoks at skabe.

Hun vippede let med hendes fødder.. Hendes sko varr der tuside af huller og revner i.. Men de var dog de bedste at gå i. Hun lyttede kort før hun hørte hans skridt, mod skovbunden. Hun smilede let, men havde urolige øjne. Hvem mon det var? Hvad nu hhviss det var noget ondt. HUn rejste sig hurtigt og kiggede sig omkrig. Hun syndes at hun kunne se en skikkelse. Men kunne det mon passe, at der var et andet væsen eller mennske nu? Hun vippede let med fødderne. Skulle hun sigde noget eller ville det være dumt? Hun kiggede efter skikkelsen, men kunne ikke helt se hvad eller nærmere hvem.

Han kiggede op mod himlen endnu engang, hvilke nogle fantastiske minder han havde, han kunne huske det hele igennem sit lov, alt det han havde oplevet, det hele var inde i hans hoved, faktisk meget underligt nu når man tænkte over det, hvordan kunne man vide så meget uden rigtig at være klar over det? Der var så mange der sagde så meget, uden de havde spekuleret, eller studeret over tingene, man vidste det bare uden man kunne vide det, og lige pludselig sprang det bare ud af ens mund, ligesom når man bare kunne noget os selvom man faktisk ikke havde øvet sig til det, så kunne man det bare, det var vidst nok lidt lige som med ham og trommer, han havde spillet og slået på ting som om de var trommer, lige fra han var helt lille, og han havde da også været ret så godt til det hvis han skulle være ærlig, han gabte lidt, og kiggede rundt, forvandlede sig så til menneskeskikkelse da han ikke så noget formål i at være en kat i dette øjeblik, roligt gik han hen til de mange ramper og faldnings steder hvor det gik ned af i en bue så man kunne kører op og ned af, han tænkte lidt, hvorfor skulle denne sport egentlig være så sej, hvorfor skulle alle kunne finde ud af det? Man kom og slog sig jo hele tiden, nogen kom virkelig slemt til skade, nogen mere end andre, så hvorfor blev man ved? Han sukkede lidt og satte sig ned imens han tænkte, han kunne dog mærke i atmosfæren at der var en rundt omkring ham men kunne ikke helt bedømme hvor, men fik dog hurtigt øje på en pige, nogle år yngre end ham selv, han hævede det ene bryn og mumlede lidt inden han endelig fik sagt noget, utroligt at han gad, “Hey.” sagde han så inden længe og kiggede hen på hende med et udtryksløst ansigt, og vidste ikke helt om han skulle sige mere, hvad var der i grunden at sige, spørge om hvordan det gik, ej det var sq da for lamt til at kunne være sandt, han rystede lidt på hovedet, og sukkede så stille imens han kiggede lidt rundt, han var ikke helt sikker på om hun havde hørt det han havde sagt, men det kunne vel være lige meget, hvis hun ikke ville snakke kunne hun os bare lade være med det, det var jo ikke ligefrem sådan så han tvang hende til noget som hun ikke ville, han mumlede lidt for sig selv, imens han kløede sig i håret, hvilken underlig vane af at mumle til sig selv, han kunne gøre det adskillige gange på bare nogle timer, han hævede det ene bryn og fattede ikke helt sine tankers retning, hvorfor tænkte han så meget, gid han lod være, gid han ikke havde behov for det, ARH så hold dog kæft havde han lyst til at skrige ud over hele pladsen men han ville ikke fremstås som en psykopat, selvom han var utrolig dumdristig af sig.

Hun kiggede hen mod ham, da hun hørte hans stemme. Hun smilede kært, da hun nu vidste hvor lyden kom fra. "Jamen Heysa" smilede hun kært og vinkede let med hendes hånd som en hilsen. Hun smilede igen kært, og betragtede ham kort. Hvem mon det var? Og hvad lavede han i skoven så sent? Hun gik hen mod ham, med hendes lette skridt det lignede næsten ikke at hun rørte jorden. "Lilly" smilede hun og rakte en hånd ud som hilsen. Hun betragtede ham kort med hendes blå øjne. Hun strøg let en hår tot væk fra ansigtet.