Some long needed, fresh air.. //Privat - Alvar Alcedin Austerlin//

Olga ledte igennem kloark gangen, der var den hurtigeste imod Quatre.. Hun luntede en smule imens hun gik, og skævede kun engang imellem over sin skulder imod Alvar, som var den hun ledte. Hun smilede halvt, og drejde omkring, så hun gik baglæns imens hun kiggede imod Alvar, som gik bag hende.
"Så.. Hvorfor.. Er det at du gerne vil der op? Er deeeer.. Noget specielt du gerne vil have?" Spurgte hun, med hendes venlige smil, og lod sit hoved tilte en smule til siden. Hun foldede sine hænder bag sin ryg, imens hun fortsat gik baglæns, og holdt sin opmærksomhed imod Alvar.. Hun havde en sort T-shirt, let flodset ved den ene skulder, og den ene side.. Hun havde en sort handske på sin højre hånd, og et nitte armbånd, med korte pigge på det venstre håndled. På benene havde hun korte shorts på, og sine lange støvler, der gik op til under knæende.
Inden Alvar nåede at svare, rejste hun sit hoved en anelse, og smilte da hun så Janet or Ronnie, begge komme løbende hen af kloarken. Janet løb blot hurtigt forbi dem, og hvæsede glad, med et lille vink imod de to. Ronnie løb først forbi dem, men sank så farten, og gik langsomt baglæns, så han kiggede imod dem.
"Hey.. Nu er det jo første gang du er ude at blive luftet, så opfør dig nu ordentligt knægt..." Sagde han med et stort venligt smil, og der var tydeligt venlig sarkasme i hans ord. Janet havde også stoppet op, og var løbet tilbage imod Ronnie.
"Og hey, kunne du ikke finde dig noget tøj? Syntes altid jeg lige mangler den bedste t.." Han blev afbrudt af Janet, som kom op ved siden af ham, og lænte imod ham, imens hun greb fadt i hans trøje ved brystkassen.
"Kom nu skat.. Lad nu være med at dr..." Hun blev så afbrudt af en hidsig hvæsen fra Ronnie, imens han kiggede hurtigt ned på hende.. Han brød sig ikke om at blive afbrudt, det mindste. Janet sank en lille smule, for at gøre sig mindre, og fik hurtigt et ydmygt blik, imens hun kiggede op på Ronnie.. Der gik så ikke mange sekunder, inden hun smilte, næsten overkært op til ham, og nussede sin kind imod hans skulder.. Dette fik meget hurtigt revet Ronnies vrede blik væk, og fik ham til at klukke en enkelt gang, og fortsatte så med at bakke vidre imens han kiggede tilbage op, og dennegang på Alvar.
"Sørg nu for at holde styr på ham tøs.." Sagde han med et venligt smil. Olga smilte, og rullede med øjnene, og viftede sin hånd imod dem en enkelt gang. Ronnie smilte drilskt, og nikkede så ligeså imod Alvar igen, inden han blev tvunget til at dreje rundt, af en trækken fra Janet.
"Ironbound!" Råbte Janet, med et dybt dominant growl. Ronnie smilte bredt, og fortsatte sangen. "Through bounds of Blood!" Growlede han, og de begyndte hurtigt at løbe vidre. Høje lyde, der mindede om bass tests fra højtaler kllappede fra deres retning, og bølger i det lave vand, i midten af kloarken, fremviste at de igen legede med deres magier.. Olga rystede langsomt på hovedet, med et glad smil, inden hun vendte sig om, og gik igen baglæns, med sin opmærksomhed på Alvar igen, og ventede nu endeligt på svar på det spørgsmål, han ikke havde nået at svare på, inden de var blevet afbrudt.

Alvar var efterhånden ikke nogen fremmed nede i kloakkerne længere. Skønt at han ikke just følte sig som en af dem, var han alligevel blevet en del af deres form for fællesskab. Ubevidst om han ville det eller ej, var han vel selv gået ind i det på et plan. Og det var måske slet ikke så tosset? Ikke nogen dårlig ide, da netop dette var hvad han havde ønsket sig: en familie. Et sted at kunne kalde hjem. Men uanset hvor meget han så ønskede at være en del af dem, så blev han det aldrig, for det første var han ikke af samme 'slags', ganske vist en udød, men ikke som dem. Han var fejlfri som en porcelæns figur, og de.. de var vansirede, og gruopvækkende som et barns frygtelige mareridt.
Det andet der gjorde at han ikke kunne blive en del af dem...
Olga vendte sig imod ham. Han gik roligt bag ved hende, fulgte med som en lydig gammel hund, og gjorde knap nok sin tilstedeværelse bemærkelses værdig. Han havde et talent for at overleve, og det talent lå i hans evne til at falde ind i omgivelserne, og gøre sig selv så 'usynlig' som muligt. Kun de sorte militær støvler der egentlig ikke tilhørte ham selv, gav lyd imod kloakkens gulv, og forårsagede små sjask. De gik til midten af skinnebenet, og var bundet stramt dertil. Hans bukser var ej heller hans egne, grønne militær bukser med forskellige nuancer af samme farve, lidt brunt sneg sig end i ny og næ, og så den sorte T-shirt med et mærkeligt ikon på som Alvar aldrig helt havde forstået meningen med. Til trods for første gang han i klædte sig sådanne klæder, klædte de ham nu meget bedre end før. Han var blevet meget 'fyldig' i sin form, skønt at han stadigvæk var slank, så var han vokset muskelmæssigt, mest på grund af det arbejde han blev udsat for som slave, og at han fik mad regelmæssigt. Hans hår var dog stadig det samme, ligesom hans ansigt der endnu forblev langt og elegant, med de flammende røde øjne der lige nu syntes en smule sorte med et rødligt skær, på grund af at han ikke sagde noget. Det sorte halv krøllede hår lå omme bag nakken, dog dinglede nogle få totter ned af hans kind.
Han gik med hænderne i lommen, og i egne tanker da Olga talte til ham. De røde øjne fik en meget tydelig farve, idet han vågnede fra sit eget tankespind. Hun gik med ryggen til. Skødesløse pigebarn, hvis hun snublede, hvilket hun ville gøre var han overbevidst om, så var det sikkert Alvar der blev flået i strimler af Dakar eller i værste tilfælde Vladimir.
Alvar kneb rebelsk øjnene en kende sammen da navnet fyldte hans hoved.
Men inden han nåede at overveje sine ord til Olga, blev de forstyrret af kloakkernes svar på kæreste-par. Det havde ikke været svært at regne Janet og Ronnies forhold ud, de var... mærkelige, på en måde der forvirrede Alvar. Betegnelsen for dem han brugte var: kaklede. Det gav ingen meningen og var selvopfundet, men det lød som et ord man ville bruge om deres slags. Deres fjanteri, og endeløse lege. Alvar var ikke typen der holdt af at rende rundt og fjolle, eller sådan var han blevet, og hvis han havde været anderledes kunne ikke huske det nu. Hvad han definerede som... romantisk eller kærligt var anderledes. Deres form.. han fandt den falsk, selvom den var mere ægte end noget andet i hele verden, og selvom han ikke ville indrømme det, var han vel.. jaloux. Jaloux som bare fanden!
Han så neutralt til imens at Ronnie stoppede, vinkede, og lod en kommentar flyve. Alvar var som han altid var, tavs, og uigennemtrængelig i sine tanker der var ham kære, og dyrebare. I hans tanker kunne han gøre hvad han ville, sige hvad han ønskede og forbande Janet og Ronnie for deres... vulgære show-off!
Han stod stille og så til imens at Ronnie satte Janet på plads med et hvæs, og hun lagde sig i nåde ved at nusse sig op af ham kælent. Alvar rynkede kort på næsen. Bitterhed, hvilken ubehagelig elskerinde.
De satte af kort efter, imens at de i hver sin 'sang': afsluttede hinandens sætninger. Bitterheden tog til! Irritation fulgte dernæst. Lige indtil at de var alene, og den skjulte indvendige bitterhed blev opløst af Olga's stemme.
Hans øjne blev igen neutrale, som de gik igen. Hendes spørgsmål kom tilbage, og han huske hvor han kom fra.
Det andet der gjorde at han aldrig blev en del af dem, var den sagte stikken der fulgte hver eneste dag. Visheden, uvisheden, og at svæve et sted imellem had og elskov til en person der burde for længst være skyllet væk! Lucas Raguel Kain Connelly - han gentog det, igen og igen. Ikke fordi han var bange for at glemme det, men fordi at det nu havde imprintet sig, som en permanent skygge der ville forfølge ham. Og dette, var grunden til at han ville til Quartre. Opsøge fortidens skygge, eller bekræfte noget overfor sig selv: måske at han kunne give slip, og komme videre?
Men det var ikke hvad han sagde til hende.
Alvar så hende ind i øjnende, og satte tempoet op så han kom op at gå på siden af hende. Stadig med hænderne i lommerne, lod han blikket ligge på noget tilfældigt i gangen inden han talte. Korte, lavmælte ord, vis betydning syntes minimal og dog kolosale.
,, Ja, der er noget bestemt jeg gerne vil have...".

Olga kiggede undersøgende på Alvar, imens han gik op ved siden af hende, og hun drejede om på hælende, og fortsatte med at stire på ham, med undersøgende øjne.. Det var tydeligt at der var noget i vejen, stadigt.. Han havde ellers set ud til at passe sig okay ind.. Betingelserne taget i betragtning... Han havde arbejdet godt, hvilket havde tilfredsstillet Vladimir, og nok givet Alvar en anelse længere line at løbe på.. Nok også derfor at Alvar overhovedet fik lov til at forlade Rest'en nu.. Dakar hadede ham stadigt.. Gjorde han også konstant udtryk på.. Havde han da også været ved at blive straffet for flere gange.. Olga var lidt nervøs for Dakar, da Dakar virkede til virkeligt at have et indæt had til ham.. Olga gættede på at han måske var jalou. Men ville hun sandeligt aldrig turde at sige. Karaktar var som altid i en helt anden verden, og fuldstændig ignorant overfor Alvars eksistens.. Virkede så heller ikke som om han overhovede vidste at hun, og de andre nye Nosferatuer esisterede... Og ja paret havde også varmet op til Alvar.. Hun kunne heller ikke forestille sig, at de kunne hade andre end deres forrigere herre.. Som så var død..
Olga havde gået og set en anelse tom ud, inden hun så rystee på sit hoved, og kom tilbage til Alvar i tankerne også, og kiggede over på ham, med et venligt smil, og nikkede kort til hvad han sagde. Og ja, hvordan havde hun det med den nyankommede? Ja det var en del svære for hende at forklare, selv sig selv.. Hun kunne se hvordan de andre reagerede på ham, og var omkring ham, men hun kunne slet ikke sætte sig selv fast på hvordan hun havde det med ham.. Han var flink, rolig, og tavs det meste af tiden, men så nogen gange, udgav han signaler, som for hende. Ja hun forstod ham ikke helt.
Hun drejede ned af en side tunnel af kloarken, hvor de pludseligt begyndte at se en anelse bedre vedligeholdt end resten. De nærmede sig også kloarkerne under Quatre, og de blev ugentligt vedligholdt, af rengøringshold.. Olga kiggede så på Alvar igen, stadigt med det samme glade smil, som hun havde haft imens hendes tanker havde leget rundt andre veje.
"Det var altså ikke særlig informativt, Alvar.." Sagde hun imens hendes smil blev bredere, og hun rejste sine øjne til et drilskt blik. Hun rettede sig så op, og kiggede fremad igen, og rystede blidt på hovedet, så hendes hård lagde sig ned foran hendes ene øje, og hun kiggede op på en udgang de gik under.
"Hold du bare dine hemmeligheder.. Har jo allerede en fin en overfor Vlad.. Jeg har sandelig ikke fortalt ham, at du faktisk ville ud, for at gøre noget.. Han gav der sikkert kun lov til at komme ud, i sin tro at du bare skulle have noget blod.." Sagde hun, imens hun kiggede på flere af de udgange de gik forbi. Hun nynnede en smule til sig selv, imens de fortsatte, og efterhånden nærmede sig deres destination..

Alvar gik roligt, i en tavs gang, et mønster der ikke kunne brydes: samme måde at gå på, samme måde at bevæge sig, og selvom han var vokset en smule: samme udseende. Men stadigvæk var hans tanker markant ændret, han selv, han havde ændret sig fra et til andet. Og uden at ville det. Selvom det var uønskede tanker så kom der spekulation om hvorvidt hans ændrede adfærd ville ligge i sin gamle herres behag eller ej. Han udviklede sig, selvom han ønskede at sidde fast i en bestemt tid og aldrig ændre sig, aldrig ændre noget.
De matte øjne lagde sig en tid over pigen ved hans side. Hun var stille, fordybet i tanker uden tvivl for kort efter rystede hun på hovedet. Små ting, vaner, handlinger der havde en bestemt indirekte mening som Alvar kunne tyde ved hende. Hun var sær. Sær, men ikke som de andre. Hendes natur og være måde havde en beroligende effekt, og derfor holdt han af hendes selskab. I modsætningen til hvis han var i nærheden af nogen af de andre, specielt ikke den bidske Dakar, som Alvar en gang imellem med vilje havde trodset hvilket havde fået konsekvenser. Dennes had var gengældt, af grunde Alvar ikke helt forstod. Måske var det instinktivt? Men hvorfor var det det?
Han så frem for sig igen, inden hun begyndte at tale. Hendes øjne lå da over ham, de havde et mærkeligt mønster, når han så på hende så hun væk, og når hun så på ham så han væk. Det var som om at skæbnen ikke ville at de skulle se hinanden i øjnene, i tale stunder. Til hendes ord kom der ingen reaktion: informativt? Skulle han klynke og pive som de første uger i kloakkerne? Det var der næppe nogen der kunne holde ud, og specielt ikke ham selv. I stedet holdt han sin mund, og betragtede de tydelige ændringer i deres omgivelser med stor årvågenhed. Rent. Et stik. Modbydeligt, klamt.
Han satte en hånd for brystet imens han så op af. Gned sig der, som skulle stikket nuldres væk.
Hendes næste ord var vel heller ikke noget Alvar kunne se grund til at kommentere yderligere på. Selvom..
Der gik lidt tid hvor de ville gå i en bidende tavshed inden han igen talte.
,, Det sted vi skal hen... kan jeg få lov at gå ind først, i nogle minutter... jeg skal tjekke noget, som en sikkerheds foranstaltning..?".

Olga snuste et par gange, og duften af blod ramte hendes næse. Ikke fritladt, men blodet i en person, havde også dets helt egen duft. Og det var ikke Alvars blod. Det lugtede hun knapt nok mere, ligesom resten af hendes families. Resten af hendes families? Hun stoppede meget kort op, da hun lagde mærke til at hendes tanker havde ladt Alvar ind som en de laf hendes familie. Og det var kommet helt naturligt. Hun smilede så kort en anelse over tanken, og kiggede meget kort på Alvar, inden hun kiggede hurtigt frem igen, og fortsatte så, med et enkelt, meget lavt fnis.
Da Alvar stillede hans spørgsmål, ændrede Olgas ansigtsudtryk sig en smule. Hun så straks tænkende ud, og kiggede undersøgende på Alvar. Hun vidste ikke helt om hun betvivlede ham. Om det var tanken, at han måske blot ville forsøge at løbe sin vej, hvis hun slap taget om den kæde der holdt ham. Eller. Om hun var trist? Trist over at han ikke ville have hende med? Men hun kiggede frem for sig igen, og kiggede op af en af kloark stigerne, imod en udgang, og stoppede så op, og kiggede tilbage på Alvar.
"Hvorfor? Sikkerheds foranstaltning. Imod hvad? Jeg kan nu nok klare mig selv..." Sagde hun, og lagde sit hoved en anelse på skrå, med et drilsk smil. Smilet var dog denne gang overfladisk. Det var ikke længere tristheden der pressede mest. Men det var Vladimir. Han stod altid i hendes tanker, osm en skygge bag hende. Hun kunne godt lide at gå imod ham. Så længe det ikke ville skade ham selv, på nogen måder. Hun hadede at se Vladimir skadet, da hun jo egentligt elskede ham. Og hvis Alvar flygtede, ville Vladimir se det som en svaghed fra hans side. At en af dem han stolede på, ikke kunne holde på en simpelt slave. Og så specielt da det var en han havde fået overrakt af Ma'lakel.
Olga lukkede øjnene, og drejede hendes ansigt væk fra Alvar et kort øjeblik. Det var tydeligt at tanken ikke behagede hende, og hun kløede hendes venstre arms håndled, imens hendes øjne forblev lukket. Men så kiggede hun op igen, og smilede halvt.
"Kan ikke. Helt forstå hvorfor. Men. Jeg kan heller ikke se, hvorfor jeg ikke skulle stole på dig. Så.. Det er vel okay..." Sagde hun, tydeligvis tøvende. Hun smilte overfladisk, og gik så hen il stigen, for så at begynde at kravle op ad den. Hun bandede af sig selv. I hendes tanker, fordømte hun tit sine egne handlinger. Hvorfor skulle hun dog gå imod Vladimirs ord, for at tillade ham dette? Han betød da vel ikke mere for hende, end Vlad gjorde. 'Slip ham ikke af syne'. Var hvad Vlad havde sagt. Men. Hvorfor skulle hun ikke stole på Alvar?
Olga rystede kort på hovedet, og trykkede imod dækslet over hende, da hun var kommet op i toppen af stigen. Hun hvæsede lavt, og irriteret, da dækslet var blevet boltret. Hun trykkede i flere sider af dækslet, for at checke hvor mange steder det var boltret. Hun trak så en vejrtrækning ind, og hamrede så en knyttet næve imod den ene side af dækslet. Dette rev den bolt der holdt et fast i den side, op af dets støtte. Nosferatuernes medfødte styrke, var ikke så stor i Olga, men hun var ikke gået helt glip af den. Hun gentog det to steder mere, for så at skubbe dækslet til side, hvor kun en bolt var tilbage.
Olga kraglede så op af dækslet, og kiggede ned efter Alvar, og ventede på at han skulle komme op også. De stod nu i en smal side gade, ved siden af det store hotel. Hun smilede nu igen, selvom hendes humør ikke ligefrem var pletfrit. Hun måtte igen se sig selv presset imellem to poler. Blev både skubbet, og trukket imod begge sider. Det var bare forskeligt, hvornår de hver skubbede, eller trak. Men hun følte aldrig at hun kom helt hen til hverken den ene eller den anden.

Alvar stoppede op som de nåede den stige, Olga ligeså gik i stå foran. Han så op imod dækslet imens hun talte. Snakkede, lod spørgsmålet: hvorfor glide ind. Hvorfor? Fordi at der var ting ved hans herres gamle hjem han ikke ville have folk pillede ved! Og så det faktum at Alvar ikke havde nogen ide om stedets effekt på ham, når han engang gik sin fortid imøde. Ville han blive sentimental, vred, eller bare... følelses kold, som så mange andre gange? Eller ville hans reaktion være noget ganske andet.
De matte røde øjne lagde sig over hende efter hun var færdig med at tale, det sidste hun sagde vidste han ikke helt om han troede på. Nok var hun hurtig, hurtig nok til at holde trit med Alvar selv hvis det skulle være, men hendes sind og være måde var hendes største svaghed. Et lille barn ville kunne lure hende i en fælde, skulle det ske at de stødte på et.
Da vendte hun sig væk fra ham, og Alvar's årvågenhed blev større, da pigen altid søgte væk når der var noget der tyngede. Underlige pigebarn. Han så mod den lille stige efter at have overværet hendes pillen ved underarmen, og se betænksomt væk. Hun var vel rebel, så det han bad om, var ikke særlig meget, og han havde ikke tænkt sig at stikke af... endnu.
Da talte hun endnu engang, denne gang fik han hendes tilladelse til at gå ind nogle minutter før hende.
Tillid, den havde han dog heller ikke brudt, så hun havde ret når hun sagde at hun ikke havde nogen grund til ikke at stole på ham.
De røde øjne lagde sig kort på deres omgivelser som Olga bevægede sig over til stigen og kravlede op til dækslet. Han skannede kort det der var i nærheden: rotter, møg, det sædvanlige, og han kunne ikke lugte nogen af de andre, udover.. en snert af blod. Om det var friskt eller ej var en smule svært at vurdere, men det var ikke dyre blod. Mistroisk kneb Alvar øjnene en smule sammen, og en paranoid følelse slog imod ham. Var de andre nosferatuer stadig så tæt på?
Bank, endnu et bank! Alvars opmærksomhed lagde sig hurtigt på Olga igen, da denne bankede de få bolte der holdt dækslet nede, løse! Man kunne sige meget, men pigen var ikke uden evner.
Dækslet kom af, og Alvar gik hen til trinende efter Olga var kommet op. Han kravlede op uden noget besvær, og da han endnu stod der oppe, på den anden side af dækslet, tog han en dyb indånding, lukkede øjnene og lod den friske luft forny hele hans krop: som blev han renset fra kloakkernes synd!
Hans øjne gled derefter på bygningen, studerede dens vægge, og gik hen imod dem, med et lettere betænksomt blik. Som han nåede den, satte han en hånd på muren. Pressede fingerspidserne imod det hårde sten, imens at de før matte øjne lyste en smule op og fik en kort levende gnist. En sær følelse gjorde sig bemærket, beskrevet med kun et ord: hjem!
Han vendte sig derefter, og en lille trækken på den ene mundvige formede et skævt og lille smil fra hans side. Han gik hen til Olga, rakte hånden ud for at tage fat i hendes, og begyndte så at gå med ordrene:
,, Kom..".
Roligt trak han hende med sig, hvis hun da ikke gjorde noget for at komme væk fra hans hånd, ud af den smalle side gade, så de kom til den åbne gade hvor kun nogle få folk gik rundt. Et pænt kvarter, der duftede mærkeligt rent.
En smule betænksomt klemte han de matte øjne sammen, inden han rakte sin frie hånd op til brystet og begyndte svagt at presse sine fingre imod det. Nuldrede imens at han separerede læberne og en svag hæs hvislen, som kunne han ikke få vejret, kom fra hans halsrør. En kat der skulle kaste en hårbolle op, kunne være en god sammenligning. Han trak maven en smule sammen, og begyndte at trække det kunstige åndedrag en smule hurtigere indtil.. han satte den frie hånd for munden og bøjede sig forover imens at en ulækker våd lyd kunne høres fra ham, blandet med den svage hvæsen. Blod løb ned fra imellem hans lange fingre, og han gav Olga's hånd et mindre klem inden at han trak hånden væk fra ansigtet. Hans læber var indsmurte i hans egen livs væske, og i hånden lå der en stor blodpøl, men... noget andet lå også i Alvars blodige håndflade: en nøgle. En gylden nøgle!
Han lod sin tunge glide over sine læber for at få blodet væk fra dem, og med hensyn til den blodige hånd så han sig kort omkring for at finde en vandpyt, gav slip fra Olga's hånd hvis ikke hun gjorde tegn på ikke at ville give slip. Inden han lod hånden dykke ned i vandpytten og blive rengjort, lagde han nøglen på tungen men uden at sluge. Efter at have vasket det resterende blod væk ville han vaske nøglen ligeså, og rejse sig op, se kort på Olga en gang, med et afklaret og upåvirket blik der indirekte fortalte at han var okay. Pigen havde en evne til at bekymre sig for meget.
Derefter så han imod hotellets engang, og hvis ikke Olga havde i sinde at stoppe ham, ville han gå imod den med nøglen i hånden.

Olga kiggede rundt, imens hun snuste undersøgende omkring sig. Olga kendte stort set alle kloarkens mange gange, og hvordan man kom hurtigst hvor hen.. Men det var alt kommet fra Karaktars konstante påmindelse, da hun stadigt var ung. Og som Nosferatu, havde hun også en medfødt sans for information. Så længe der var en meget god grund til at huske noget, ville hun aldrig glemme det..
Men selvom hun kendte til at dette, havde hun aldrig været i denne del af byen over deres hjem. Den var. Renere.. Hun ville ikke sige 'bedre'. Der var stadigt den samme duft af størknet blod, og stedet gav hende stadigt den samme følelse af koruption.
Olga kiggede ned på Alvar, da han kravlede den sidste smule op af dækslet, og fulgte ham undersøgende med øjnene. Da han lagde sin hånd imod vægen, og han pludselig så ud til faktisk at være glad, smilte Olga, næsten lettet.. Det var nok mest af denne grund, at hun var gået med til dette.. Hun ville se ham lettet.. Og hans smil. Den gnist i hans øje.. Ja, han virkede i hvert fald glad. Men selvom at dette lettede, måtte Olga også løsne sin mine, og se en anelse nervøs ud. Måske ville det være for meget for ham? Måske ville han ikke kunne give slip. Og det ville ende ud i at han forsøgte at flygte. Og. Hun ville virkeligt hade, at skulle forsøge at stoppe ham. Hvis hun overhovedet ville kunne det.
Endnu engang rev Alvar hende fri for hendes flugtige tanker, og hun kiggede tilbage på ham. Hun kiggede så overrasket ned på hans hånd, og så tilbage på ham til hvad han sagde.
"Uhm.. O.. Oka... Uh" Hun blev afbrudt i at nikke, da han trak i hende, og hun timlede de første par skridt, og fniste en smule. Han trak overhovedet ikke hårdt, men hun havde ikke regnet med at han ville trække hende med over hovedet. hun foldede blidt sine fingre omkring hans, imens hun smilte glad, og kiggede på ham, imens hun fulgte efter.. Hun rystede kort en enkelt gang på hovedet, inden hun begyndte at kiggede nysgerigt omkring. Hun begyndte at snuse indædt, og nærmest søgende, imens hun drejede en anelse rundt, så meget hun kunne imens hun holdt hans hånd, og fulgte efter. Områder som disse, undrede hende en smule. Alt denne renhed? Gav det områdets beboer en falsk følelse af sikkerhed? Eller virkede det mere som et hjem på den måde? Personligt, havde det sted hendes familie, og dem hun elskede boede, det sted hun var mest sikker. Disse 'pæne' gader, ville aldrig kunne give hende en følelse af sikkerhed, som det gjorde at sove i hendes kiste, ikke langt fra Vladimir og Dakar. Godt nok var Dakar ond ved hende, og holdt sig da ikke fra at lade hende vide hendes plads, når hun gik imod ham, men han var stadigt hendes bror.
Olga snuste et par gange mere, inden en lyd fra Alvar, fik hende til at kigge tilbage på ham. Hun lagde sit hoved en anelse på skrå, og kiggede undersøgende på ham. Da han så pludseligt bukkede sig forover, rejste hun hurtigt begge øjnbryn, og lagde sin frie hånd på hans ene skulder, og så straks utroligt nervøs ud.
"A.. Alvar? Er du okay?" Hun kiggede på blodpølen der var kommet fra hans mund, og så undrende ud. Hun lagde en hånd på siden af hans hals, og rynkede sine bryn. Det virkede egentligt ikke til at der var noget i vejen med ham, og hun kunne da ikke forestille sig, at der så pludseligt var sket noget med ham. Hun kiggede så igen ned på blodpølen, og så først nu den nøgle der lå der i. Hun så nu endnu mere forundrende ud. Hun kiggede efter ham da han slap hendes hånd, og gik imod en vandpyt. Stadigt så det ikke ud til at der var noget i vejen med ham nu, så måske havde han blot gjort det, nettop for at slippe af med den nøgle? Da Alvar så nikked et nik der virkede bekræftende, som om at han ville bekræfte at han var okay. Det var først nu at hun opdagede, at hun havde holdt sin hånd, præcis hvor han havde sluppet den, som om hun håbefult havde regnet med at den ville blive taget hurtigt igen. Men nu da hun opdagede det, rystede hun hurtigt på hovedet en enkelt gang, og lod sin arm falde ned langs hendes side.. Hun kiggede så op imod Alvar, da han begyndte at gå imod hotelet. Hun kløede sit ene lår, med sin håndflade, og bed blidt sin underlæbe, inden hun så begyndte at trippe efter ham.
"S.. Skal jeg.. Bare vente her ude så?" Spurgte hun hurtigt, inden han gik helt op til hotelet, og stoppede så op. Der var et hint af skuffelse i hendes stemme, samt hendes blik, da hun kiggede op imod ham. Hun havde ikke lyst til bare at stå udenfor og vente, som en hund der var blevet sat i sin snor, fordi den ikke var 'fin' nok til at måtte betræde området idnen døre.

Alvar var målrettet, han vidste hvor han skulle hen, og selvom han ikke havde været der i snart et år, så fandt han alligevel vejen uden at blinke. Hvert et trappetrin, hver en duft, hver en lille detalje i bygningens konstruktion: hjem! Hjem! Ivrig som en vildfaren kat der endelig havde fundet sit hus efter at have været på et længere eventyr, gik han imod hoveddøren. Adrenalinen i den udødelige krop begyndte at pumpe sig vej ud igennem årerene, men inden han nåede at fuldføre den længe ventende handling, at åbne døren ind til den lejlighed, stoppede han op som Olga gav ham et spørgsmål.
Han stoppede, og det legesyge lys i øjnende forsvandt ned i det mørkerøde dyb igen, som var det håbefuldt glimt blot orange fisk der hurtigt var kommet op til det mørke vands overflade og gav et glinsende genskær, før de forsvandt igen. Spørgsmålet rungede.
Skuffelsen i hendes tone lå gemt, dog som han stoppede og så hen på hende med et neutralt og følelses forladt udtryk, lod han et øjeblik spørgsmålet overvejes.
En let trækken på den ene mundvige formede et vemodigt smil, inden han svarede hende. Totter af det kul sorte hår faldt ned over hans aske-grå ansigt, og han rakte en hånd op til hendes kind, lod blidt ydersiden af hans fingre glide kælent ned af den inden han lod sin hånd falde til hans side igen.
,, Nej, følg med."
Dernæst så han væk fra hende, det lille smil forsvandt og Alvars 'kærlige' humør fortog sig som havde det aldrig eksisteret.
Han gik målrettet imod døren indtil hotellet, og hvis Olga fulgte med, ville de tids nok komme ind. Alvar så ikke på receptionisten, der alligevel virkede optaget af en vred telefon opringning, og ved hurtigt at bruge en af sine evner, nemlig at bevæge sig på en sekund hastighed, ændrede Alvar position fra at stå i døren, og til at gå roligt op af trappen til stue etagen, med hænderne godt gemt i lommernes varme omfavnelse.
Han tænkte at Olga sikkert var klog nok til at bruge samme taktik, til at snige sig indenfor, og forventede at hun ville følge efter ham.
Hvis hun gjorde, og ikke væltede noget, eller fejlagtigt antog at hun bare kunne gå normalt ind, førte Alvar hende op til en dør.
Der gik nogle sekunder hvor Alvar bare stirrede på den, og hånden der holdt nøgle blev knuget om det formede stykke metal! Han spændte svagt i hele kroppen, og selvom han gerne ville, fandt han det svært at tage det første skridt og åbne døren.
,, Vent her...", sagde han stille.
Han tog nøglen op fra lommen, satte den i nøgle hullet, og.. klik!

Olga kiggede, næsten bedene op på Alvar, imens hun stod og ventede på hans svar. Hun rejste sine øjnbryn en anelse af hans smil, og rykkede sit hoved en smule tilbage, da hans hånd kom tættere på hendes kind. Men Hun fjernede ikke hovedet lang nok til at han ikke ville kunne nå hende, og hans fingre rørte blidt hendes kind. Hun smilede så halvt, og så straks utroligt genert ud, og kiggede hurtigt og kort ned, for så at lade sine øjne fare op imod Alvars igen, men med ansigtet rettet nedaf stadigt.. Hendes hår gik i totter ned foran hendes ene øje, og hun nikkede en enkelt gang, og smilede, da han gav sit svar.
"Tak.." Sagde hun kort, og smilede. Hun stod dog stille en smule endnu, da han gik imod døren. igen 'sig selv' igen.. Følelses forladt, og, hvad der virkede, tom..
Der var det igen.. En af de små forbandede signaler. De drev Olga til vanvid. Det skulle ikke misforstås, hun elskede dem, men samtidigt, virkede det så overfladisk, da det kun var, fuldstændigt tilfældige tidspunkter, at han gjorde det.. At han... Viste den form for interesse? Olga snerrede af sig selv inden i, og rystede hurtigt på hovedet et par gange, for at få sit store hoved, til at slappe af, og satte så efter Alvar.
Da Olga kom ind af den store dør til hotelet, rejste hun begge sine øjnbryn, og hendes kæbe faldt en smule, så hendes læber var en anelse sepereret. Hun havde aldrig set luksus og renhed. Hun fik hurtigt kontrol over hendes mundvig igen, imens hun overfladisk, fulgte Alvar, uden egentligt at se sig for, da der var en masse andet inde i det store rum hun havde lyst til at se.. Hun snuste også søgende, men holdt hun dog hurtigt op med. Duften af renhed kunne være godt, men dette var næsten for meget. Hun drejede rundt, og gik langsomt baglæns, imens hun betragtede den store dør de var gået ind af, og de fine glaspartier. Hun klukkede en smule, og rystede på hovedet. Hun lagde slet ikke mærke til den travle vogn, fyldt med bagage, der kørte imod hende.. Og ham der gik med vognen, lage tydeligtvise heller ikke mærke til hende, da han blot fortsatte. Det resulterede i, at Olga bakkede ind i vognen, og med et gisp faldt igennem de mange og højre rækker af læssede kufferter, og en masse af dem faldt ned på det fine gulv, på den anden side af vognen, hvor også Alvar endte med at tumnle hen og falde ned ved. Hun rejste hurtigt sine øjnbryn, og kiggede op på den bandene mand der havde kørt med vognen.
"Så se dig dog for, og pas på hvor du går!" Råbte manden af hende. Hun rømmede sig en smule, og kiggede hurtigt rundt efter Alvar. Men på dette tidspunkt, var han allerede nået at begynde at gå op af trapperne, og hun nåede kun lige at fange et glimt af ham, inden receptionisten lagde mærke til rodet.
"Hey du.. Har du en lejlighed her? Eller skal du lege noget?" Spurgte han bidene efter hende. Olga kiggede forviret frem og tilbage, inden hun så pludseligt forsvandt fulstændigt, og et svagt vindpust skubbede til manden der var kørt ind foran hende. Han kiggede så forundret omkring, med et rejst øjnbryn.
"Hey! Kan du finde den unge dame, og få hende her ned, så hun kan bestille et værelse, og forklare hendes handlinger... Uciviliserede unger nu til dags..." Brummede receptionisten irriteret, og vendte tilbage til den vrede opringning.
Olga drejede i den retning, hvor hun kunne lugte Alvar, og stoppede så op ved siden af ham, og kom så til syne igen, da hendes usynlighed ophørte, og hun var synlig igen. Hun kiggede bag sig, og åndede lettet ud. Hun kiggede på Alvar da han bad hende om at vente, og hun nikkede langsomt et par gange, og smilte halvt.
"Okay.. Men.. ikke for længe, vel? Heh..." hun bed sig blidt i læben, og kiggede hen af gangen, imod området hun lige var flygtet fra.. De ville ikke have kunnet opdage hvor hun var flygtet hen, men hvis de virkeligt ville finde hende, ville de jo nok lede her en gang også..

Alvar stod praktisk taget på tærsklen til noget banebrydende, men alligevel tøvede han. Som Olga kom frem, tydeligt nervøs over at have skabt en mindre scene nede i forhallen, forbistrede pige, lod han til at slappe mere af i kroppen.
Han kunne ikke. Han kunne ikke åbne den. Det var så let en handling, så simpel en bevægelse, så hvorfor kunne han ikke gøre det der skulle til! Han tøvede på grund af angst, frygt for hvad der ville ske hvis han gned salt i et gammelt sår. Ronnie og Janet kom dansede ind i et mentalt billede, og en bitterhed bredte sig. HAH! Det var latterligt, latterligt helt ned til den sidste del af ham der overhovedet tillod ham at føle noget som helst for det her sted. Den nostalgiske følelse af: hjem, havde fortaget sig, og stedfortræderen på dens trone var blevet skepsis. Måske skulle man lade helt være, og bare, leve videre uden at give ham en ekstra tanke. Han var selv skredet, og tog ikke Alvar med sig, det måtte betyde noget. Det betød noget!
Men hvad var livet, når han hele tiden dukkede op. Hvis ikke i drømme så i syner. Hans helgen, hans djævel, hans frelser og hans bødel.
Han så ned på den nervøse Olga, med sit intetsigende blik, som prøvede han ud fra hende at bestemme sig for hvad han skulle.
Han gav hende et nik som et svar på hendes spørgsmål. Nej.. ikke for længe. Han åbnede døren, og lukkede øjnene.
Alvar trådte ind, nøglen sad stadig i døren, og han havde fat i håndtaget. Hans øjne var lukkede, men selvom han ingenting kunne se var alene duften nok. Den slog imod ham som en bølge. Hans sanser blev lammet et kort sekund af den og hurtigt kom det: et stik.
Endnu et stik. Han tog hurtigt en hånd til brystet og begyndte diskret at presse finger spidserne derimod. Kørte dem i et bestemt mønster over brystkassen, og hans kunstige åndedrag tog til.
Da åbnede han øjnene, og stirrede! Stirrede på hver enkel ting, møblerne, malerierne, helt ned til hver eneste bog ryg i reolen. Hans indre skreg, på en måde meget få kunne forstå, som blev hjertet klemt sammen af to ekstremt hårde genstande. Den følelses mæssige reaktion fik Alvar til at ryste på hænderne, imens at han tog et skridt videre ind, og døren lige så stille gik i bag ham. Alting... det var som et de-ya-vu, i bedste fald som at gense noget man havde drømt, eller noget man troede havde været en drøm. Men her var det, alt sammen.
Han prøvede at stabilere sin vejrtrækning så han ikke gik over i en form for hyperventilering, imens at hans højre hånds fingre gled over ryggen på en af sofaerne. Han så sig omkring, som var han et helt nyt sted, forundret over hver eneste lille ting. Stumt gik han rundt, med en nostalgisk følelse der spredte sig i hele kroppen, efterfulgt af hjerteskærende skrig af savn.
Han kom til en dør. En bestemt dør, en dør han huskede ledte ind til et sove kammer, hans herres sove kammer... deres sovekammer.
Et minde blussede op, og han udførte samme handling som mindet. Satte en hånd på døren hvorefter han støttede panden imod dens overflade.
Han lukkede øjnene, og førte den anden hånd op til håndtaget og trak ned.
Døren åbnede indtil sove værelset. Alvar stod i dør åbningen, og gav døren et lille skub så den stod på hvid gab. Tavst så han derind. Duften fremkaldte endnu engang et stik i brystet, og en halv kvalt hvæsen kunne høres fra Alvars halsrør. Han trådte ind og gik hen til spejlet som stod ikke langt fra himmel sengen, satte sine fingre på kanten imens at et bestemt minde kørte i hans hoved, og fik hans blik til at virke sørgmodigt. Hans opmærksomhed blev da vendt imod sengen, han gik derhen meget målrettet, og greb fat i en af dynerne, pressede den imod ansigtet imens han tog et dybt åndedrag, og indtog lugten. Det var ham... den duftede af ham. Alt duftede af ham!
Han klemte om den dun fyldte dyne så hans knoer blev synlige igennem huden, og lod den lige så stille glide fra hans ansigt og ned til hans kraveben hvor han holdt det tæt, imens han satte sig på sengen. Gned dynen imod hans hals, som ville han desperat afmærke sig selv med lugten, have den på sig, bære den med stolthed!
Han knugede den hvide dyne indtil sig imens han sad med siden til spejlet, og ryggen imod døren indtil rummet og så sig omkring, uden et ord. Han græd ikke, selvom man skulle tro at de små perleformede væske ansamlinger ville blive fremprovokeret af dette. Et forpint udtryk lå over hans ansigt, imens at han sad inde i mørket, og lod sig selv opsluge.
Om Olga gik ind eller ej, syntes så umådelig irrelevant nu, selv hvis hun gik ind, ville han vel knap ænse hende mere. Alt der betød noget... alt der havde betydning og nogensinde ville have det... var ham.
Eller var det?

Olga sank en klump, imens hun stirede forbi Alvar, som om hun gemte sig bag ham, for trapperne. Han ville kunne høre dem komme op, inden de gjorde, så var egentligt ikke nødvendigt at gemme sig bag ham. Hendes blik lagde dog mærke til hans, da han kiggede ned imod hende. Først gav hun kun hans blik et meget kort kig, inden hendes faldt tilbage imod trapperne. Men da hun så at han nikkede imod hende, gled hendes blik tilbage på ham, og hun tiltede sit hoved en anelse. Hun var en anelse forviret over hans reaktion, og hvad det sene nik betød. Var det en acceptering af hvad hun havde sagt? Eller. Var det fordi, han havde brugt hende som et pres, for så endeligt at gå ind? Nej, kunne det ikke være. Var da ham der ville her op. Olga kiggede kun kort tilbage imod trapperne, da hun lagde mærke til at han lukkede øjnene. Hun måtte hun knibe sine øjne, uforstået sammen, igen. Han virkede slet ikke som om, at han faktisk ville ind. Hun skulle til at han jo ikke behøves at gøre det, men hendes mund, nåede kun lige at åbne, inden han endeligt fik åbnet døren, og begav sig ind. En trist mine bredte sig over Olgas udtryk, og hun lukkede igen munden. Egentligt, ville hun helst gerne væk. Ikke pågrund af vagterne der var efter hende. Ikke fordi hun ikke kunne lide stedet. Men fordi, hun frygtede for Alvar. Ville dette blusse en flame op igen? Ville det måske, få ham til desperat at tro, hans herre stadigt var i live? En lav mumlen kom fra hende, imens hun kiggede efter ham. Hendes mumlen virkede næsten som et hulk, og var det da også. Nu var der ikke rigtig nogen udvej. Nu måtte hun blot håbe, at Alvar ikke gav sig selv falske forventninger. Som alligevel ikke ville hjælpe ham.

Olga sukkede lavt, kiggede imod gulvet. Hun havde lænt sig imod vægen, ved siden af døren, og lagt sine arme over kors. Hendes højre fod var rejst, og sat imod vægen, hvor den trippede en anelse, imens hun nynnede en melodi, inde i hovedet. Hun havde givet ham fem minutter nu, og var klar til at give ham mere. Men hendes nervøsitet var ikke ligefrem blevet mindre. Dog var hendes kedsomhed, steget meget! Kunne han nu ikke bare råbe efter hende, så hun kunne komme ind. Var ikke fordi at det var hyggeligt ude på den gang. Hun kiggede rundt i gangen, og formede hendes læber til en kysmund, imens hun lavede restløse lyde, og hendes tanker flød frit, for at udelukke kedsomheden. Der var ellers ganske flot? Fint gulvtæppe. Fint loft. Fine lamper... *Kom nu Alvar....*
Det gibbede i Olga, da hun hørte lyde hende fra trappen, og hun forsvandt straks, som havde hun aldrig stået der. En vagt kom op, og kiggede hen af gangen. Han bestemte sig for at gå ned af den, da han så døren ved værelset Alvar og hende var i, være åben. Olga banede inden i sig selv, og gik hurtigt ind på værelset. Hun kiggede rundt, for at se om Alvar var i det rum hun befandt sig i. Hun skyndte sig så at kravle om på den anden side af døren, og klemme sig imod vægen. Hendes usynligheds kræfter, var ikke så stærke, så hun kunne nu ses igen. Hun blev helt stille, og klempte sig imod vægen, for at vagten ikke ville se hende.
Vagten kom hen til døren, og skævede hun halvt ind af den, for så at gå vidre. Olga sank en klump, og kiggede rundt i rummet. Det var uffateligt fint, i forholden til hvad hun havde levet i. Hun kom så i tanke om hvad hun havde lovet Alvar, og lukkede straks øjnene.
"Undskyld.. Undskyld... Bare.. Lad som om jeg ikke er her..." Hviskede hun så, ufateligt lavt, og satte sig ned bag ved døren, med hendes ben samlet, og knæ rejst, så hun kunne gemme sit ansigt på disse. Hun viftede lidt afvigende med sin hånd, som om at hun ville lave en gestus der sagde, at han bare skulle fortsætte, også selvom han nok ikke kunne se hende fra værelset.
Hun vidste ikke helt om dette overhovedet var nødvendigt. Men hun havde aldrig forstået Alvar. Ikke helt.. Ikke så hun turde stole på, at hun havde ret, når hun tænkte, at det nok ikke gjorde noget at hun var kommet ind. Hun lagde så sine arme om sine ben, og knugede dem ind til sig, imens hun gemte sit ansigt, og sørgede for ikke at se noget som helst, andet end hendes egne bukser. Hun rystede lidt på hovedet, og syntes selv det var dumt det hun gjorde, men det var hans rum, og han bestemte. Hun skulle ikke være kommet ind, inden han sagde god for det, og det havde han ikke... Altså.. Var hun der slet ikke.
Ikke mentalt. I hvert fald. Hun fniste lavt af sig selv.

Alvar sad i et fængsel af bittersøde minder: alting i soveværelset mindede ham om en tid der for længst var overstået, men som stadig blev ved med at gentage sig selv i et endeløst mønster, inde i hans hoved. Han så sig omkring i rummet, hans øjne blev mere og mere våde af en næsten gennemsigtig rød farve, imens at han med et forpint udtryk lod øjnene glide rundt over et hvert hjørne af soveværelset. Hans vejrtrækning hakkede imens at hals røret begyndte at blive umådelig ømt og dunke på grund af den tilbageholdte gråd, som han for alt i verden ikke ville give slip på.
,, Jeg savner dig…”, sagde han ganske stille: ikke mere end en svag hørbar hvisken.
Måske i håb om at Lucas ville svare tilbage? Ville komme gående ind af soveværelsesdøren, med et let smil på læben. Gå hen til ham, se ned på ham med et faderligt blik for derefter at presse læberne imod Alvars pande og fortælle ham at han hellere skulle smile end at græde. Alene tanken om at dette kunne ske, fik et tilbageholdt klynk til at kunne høres inde fra soveværelset. Tårene der sad i øjenkrogene tog til, og kort efter at klynket var blevet hørbart, trillede den første røde tåre ned over den askegrå kind. I få sekunder, hvor at den næsten tåre fulgte den første, sad Alvar stadigvæk bare og så ud i luften, ud i ingenting, med en hakkende vejrtrækning og rynkede bryn. Der var ingenting der kunne toppe denne lidelse. Den komplette pinsel det var at længtes efter en person så meget at hjertet ikke kunne klare torturen. Det var som at dø langsomt, ganske stille, indtil man synede hen til ingenting: følelsesløs, tom, fuldstændig… tom!
Han klemte øjnene sammen og tårende strømmede ned af kinderne imens at han med en stemme der denne gang kunne høres, fik sagt i et smertefuldt toneleje.
,, Jeg savner dig så meget!”.
Han pressede ansigtet imod dynen imens at den sidste måneds tilbageholdt gråd fik lov at løbe frit. For hver tåre, desto mere kunne Alvar mærke en byrde der forsvandt. Den tunge sten der havde mast hans forpinte hjerte blev mindre, og imens at han græd, snøftede, hviskede utydelige ord i dynen, faldt han ned på sengen med overkroppen. Faldt til siden, og skuttede sig længere ind på midten af sengen, som ønskede han blot at drukne i den for nu. At mærke dens bløde, trøstende, moderlige favn! Han rystede imens at han lod følelserne få frit løb. Det sorte hår gled ned om ansigtet som han lå der, opslugt af egen medynk, knugede resterne af den han elskede til sig, som ville de bringe ham tilbage.
… kom tilbage til mig..

Olga sank en klump, imens hun gemte sit ansigt. Det virkede heldigvis ikke til, at han havde lagt mærke til at hun var kommet ind. Godt. Så pressede hun nok ikke på. Men da hørte hun en lav hvisken. Det var lavt nok, til at hun ikke kunne høre de ord der blev talt, men stadigt kunne høre at de blev. Hun rakte sine øre en anelse tilbage, i en spænding, for at lytte tættere på, inden hun langsomt rejste hovedet, og kiggede imod soveværelset. Hvad lavede han? Snakkede han faktisk med nogen?
Da hørte hun et lvt klynk, og hun sank strakssit hoved, og hendes ansigt skar ud i en trist mine. Hun sukkede lavt, og kiggede ned imod hendes føder. Der var ikke andre. Kun ham. Og hvad lavede han? Klynkede han? Udviste følelser? Forbi. Den faste skald? Et stille pib, kom fra hende, i det hun sank sit hoved videre, da hun forestillede sig hans smerte. Ville påføre den hende selv. Dele den ud. Hun kunne sagtens bære lidt af det. Gid det var sådanne sår, hun kunne heale...
Hun rejste sit hoved, og kiggede imod døren igen, da hun hørte ham kalde. Kalde efter Lucas. Lade ham vide, at han savnede ham. Lucas. Olga forbandede kort hans navn. Hun kendte ham ikke. Havde intet imod hans klan. Men at forlade Alvar, i sådan en tilstand? Hun var magtesløs i dette. Det var han ikke. Hvis han faktisk var der ude, håbede hun blot at han kom tilbage. Fik Alvar væk fra det her. Men. Chancen for det. Og at Vlad ville slippe? Nej. Det ville ikke ske.
Hun sank langsomt hovedet, og en blodig tåre, løslad sig straks fra hendes øjnkrog, og dryppede ned på hendes knæ. Hun rejste så hurtigt hovedet, og kiggede imod døren ind til soveværelse. Hun skilte så sine føder fra hindanen, og lagde sin ene hånd imod vægen bag sig, og rejste sig beslutsomt, og tog rolige skridt imod soveværelset. Hun lænte sig en smule inde, og kiggede imod sengen. Der var han. Han krybede rundt på sengen. Så. Ynkelig. Et vrag, af følelser. Af sorg. Olga prøvede desperat at synke en klump. Men den sad fast. Den sorg? Det måtte gøre umådeligt ondt. En tåre samlede sig i det øje, der endnu ikke havde haft sin tur, og tåren kriblede langsomt ned fra hendes øje.
Olga tog et skridt ind i rummet, men stoppede så. Han ville sikkert ikke have hendes hjælp. Hvad kunne hun også gøre? *Nej Olga...*
Hun tog så endnu et skridt, og gik langsomt, over på den modsatte side af sengen, end hvor han først havde sat sig. Hun kiggede ned på ham, med et trist blik. Hun satte sig så langsomt ned på hendes knæ, imens hun kiggede ind på ham, med sit hoved en smule på skrå. Med en af hans klynk, fulgte et enkelt fra hendes læber, og hun kunne nu endeligt synke den klump, der havde holdt alt vejrtrækning tilbage. Hun skulle til at læne sig ind over sengen, men hun stoppede sig selv. Det var hans. Lucas'. Og Alvars. Hun kiggede så ned imod hendes knæ, og lukkede øjnene. Hvad skulle hun gøre? Hvad kunne hun gøre? For at dele byrden. For at hjælpe ham. Intet. Hun var magtesløs. Det eneste hun kunne tilbyde, var en simpel gestus. En hjælpende hånd.
Olga kiggede imod Alvar igen, og strakte så langsomt sin hånd ud imod Alvar. Hendes arm gled hen af sengens bløde dække, med dens fingre folede ud, i en indbydene udfoldelse, med håndfladen opad. hun ville tage hans hånd. Tvinge ham til at se, at han ikke var alene. Men det gjorde hun ikke. Hun lod blot sin hånd stoppe, tæt ved hans. Hun lod så langsomt sit blik falde. Nu havde hun gjort, hvad hun kunne. Og det var intet.
"Undskyld.. Alvar." Hendes stemme, var en stille hvisken. Næsten umulig at høre. Og endnu en tåre, faldt fra hendes hage.

Han lå sig ind på sengen, hans knæer trukket let op imod hans bryst imens at den dyne han havde fat i, lå tæt imod hans overkrop. Han knugede dynen som var det hans herre selv: så tæt at hans muskler spændes så meget at det gjorde ondt. Han ville have ham, knuge ham, røre ham, kysse ham, æde fra ham, indtages af ham, dø ved hans hånd, men leve af hans kærtegn. De isblå øjne hjemsøgte Alvar, og det ansigt der før havde smuldret i stykker, stod nu så klart på nethinden, at det fik hele kroppen til at stramme i intet andet end iver for at løbe hen til ham og gøre alle de ting han længtes efter at gøre.
Igen og igen blev han ved med at bebrejde sig selv for ikke at være god nok, for ikke at have gjort det godt nok. Lucas havde efterladt ham så meget, så mange muligheder, og alt han var endt som var det han altid havde været: ingenting. Hans ubetydelighed der før ikke havde haft nogen betydning, blev pludselig noget skamfuldt og utåleligt. Hvordan kunne han tillade sig selv at ende på denne måde? At lade håret vokse, gå i en andens klæder?! Bære deres duft?! Selv hvis Lucas nogensinde kom tilbage, ville han vel sagtens væmmes ved synet af ham!
Han kunne ikke høre Olga’s tilnærmelse men lugte hende om hun kom nærmere, men selvom han vidste hvordan han måtte se ud, liggende på sengen, lod han sig ikke rokke ud af flækken. Hans stolthed var for længst blevet ham frarøvet af Ma’lakels grofulde tortur, hans stædighed ham frarøvet ved Laches gentagende forhøringer, og alt andet der kunne give ham den mindste smule værdig var blevet knækket under de makabre lege i Abbadons dungeon, som kun de slaver der gennemgik den kendte til. Bare tanken om hvad han havde været igennem for at beskytte Lucas, fik et gys til at glide ned langs rygraden, men alt det, havde været det værd. For evigt, for evigt ville han tie. For evigt ville han beskytte Lucas imod alle dem der ville gøre ham fortræd, og ville ham ondt. Som en præst tjente sin Gud, ville Alvars troskab vare til den dag han smuldrede og blev et støv korn. Altid, altid ville han elske, altid ville han forgude, og aldrig ville han glemme den hånd der blev rakt imod ham den nat!
Lyden fra noget der gled over sengens hvide dyne, fik Alvar til svagt at hæve hovedet væk fra den dyne han havde det begravet i. Det sorte hår faldt i store totter ned foran det førhen klassiske dukke ansigt, med øjne der var lige så intetsigende og følelses forladte som et legetøjs. Men denne gang var hans blik anderledes! Han så hen på hånden først, hans kinder malet lyserøde fra de udtværede tåre han havde grædt. Han trak vejret hivende, som kunne han ikke længere opretholde den underbevidste mekaniske der gjorde at han kunne trække det automatisk, og af vane prøvede Alvar på at trække vejret alligevel. De mørke røde øjne, der knap havde nogen form for gnist i sig, betragtede den udstrakte hånd i lidt tid, indtil Olga talte: hviskede et undskyld til ham, og han så på hende. Hans øjne, lysende røde, som var de blevet forvandlet til et flamme hav af røde nuancer der skinnede tydeligt i mørket. De mange kaotiske og destruktive følelser blev afspejlet i øjenfarven der syntes at gå lige så meget amok som hans følelser: der kunne ikke lægges låg på dem mere. Blikket i sig selv var ikke tomt men bedende, tiggende, som om han bad hende om noget før han overhovedet havde fået sagt det.
Han rakte sin hånd ud imod hende, gav slip på dynen, som han ellers havde knuget sig selv til, tog ikke imod hånden på sengen, men satte sig op på sengen, stadig med en udstrakt hånd. Søgte hende som var hun hans redning, som var hun det der kunne lindre hans smerte. Han kravlede over til hende, gav et hjerteskærende klynk fra sig, inden han satte sig ved den senge kant hun var knælet ned ved, overfor hende. Olga ville blive nødsaget til at tage sin hånd til sig igen for at give plads til Alvar, og hvis hun ikke selv gjorde det, flyttede han den.
Som han sad overfor hende, ville den hånd der, havde været rakt ud imod hende naturligvis nå en afstand hvor han kunne røre hende. Han lod sine lange, kolde, fingre, glide over hendes kind, ligge sig derved imens at han klemte øjnene sammen i smerte: hans blik atter bedende, nedslået, besejret, da han åbnede dem igen. En blodig lille perle gled ned over venstre kind, da han også lod den anden hånd lægges ved den modsatte side af Olga’s ansigt, så han havde fanget hendes ansigt imellem hans hænder. Han så hende ind i øjnene, lukkede hende ind, hvorefter han talte til hende, med et toneleje, en stemme, ord, der aldrig kunne blive udtalt mere oprigtigt, længselsfuldt og ærligt.
,, Dræb mig…”, bad han.
,, Jeg beder dig.. vil du ikke nok!”, hans stemme knækkede over ved det sidste.
Han klemte øjnene i og endnu en tåre gled fra hans øje. Han lænede sig ned imod hende, satte panden imod hendes imens at han med en grådkvalt stemme hviskede til hende:
,, Jeg kan ikke holde det ud mere… vær’ sød.. slå mig ihjel! Vil du ikke nok?! Vil du ikke nok!”- tiggede han.

Olga kiggede langsomt op, da hun kunne føle på sengen, mærke på hans duft. At han kom tætere på. Da hun så hans hånd, klynkede hun lavt en enkelt gang, og kiggede så dybt i hans øjne. Og i tagt med at han kom tættere på, trak hun sin arm langsomt til sig, uden at flytte sine øjne fra hans. Men samtidigt, sank hun også sit hoved. Som var hun elev der blev belært. Som om hun var genert. Men helle tiden. Uden at fjerne sine øjne fra hans.
Hans hånd, forblev udstrakt. Selv da han var tæt nok til at røre hende. Hun rystede, da han rørte ved hende. Selvom, hun stort set altid trak vejret. Per vanesag. Kunne hun ikke nu. En klump, havde sat sig fast i hendes hals. Hun lod langsomt hendes øjne lukke. Løslade sig hans. Hans dybe øjne. Hans dukke ansigt. Løslade sig, hans.. Magi. Der som altid, trylle bandt hende. Hun åbnede sin mund en anelse, som i et desperat forsøg, på at indtage klumper af luft. Indtage hvad hun manglede. Men intet kunne komme ind.
Den hånd der før havde været udstrukket imod ham,var nu imellem dem. Stadigt med håndfladen opad. Hun ville stadigt give ham hvad hun kunne. Uden at lade andre, komme i vejen. Bestemme hvad hun skulle gøre.. Og ikke gøre. Give ham hendes hånd. Give ham hans frihed. Give ham hendes liv. Det ultimative offer. Alt dette, fordi. Ja fordi det var Alvar. Han havde aldrig sagt så meget til hende. Aldrig gjort så meget for hende. Men alligevel. Ville hun bare give ham. Havde hun altid ville gøre for andre. Men. Specielt for Alvar.
Det gibbede i Olga, da han lagde begge sine hænder på hendes kinder, og hun åbnede sine øjne igen, og kiggede nu tilbage, dybt ind i de følelsesfylte øjne. Fyldt med blod. Fra de faldene tåre. Og fyldt med følelser, der aldrig havde været fremme. Noget, hun intet kunne gøre ved. Og det skar hende. Ganske grueligt.
Olgas øjne, blev som ved en eksplotion. en gnist. I et instant. Fyldt med blodige tåre. Da Alvar stillede sit desperate kalde. Hendes læber var stadigt spredt, som en mund, der var igang med at skrige. Springe ud i gråd. Hulke, som hun aldrig havde gjort før. Men hendes læber samlede sig blot, meget langsomt, og formede en streg. Men den forblev ikke lige. Hendes læber dansede, i en vemodig rytme, imens hun bekæmpede hendes gråd.
Olga rakte sin hånd op imod Alvar. Op imod hans ansigt. Hun ville. Hun ville rive ham. Skade ham. Ikke dræbe ham. For at lave sådan et. Forfærdeligt! Ønske. Men hendes fingre. Gled blot blidt op af hans lyserøde kind. Igennem det fine blod, der stadigt kom faldene fra hans øjne. Hendes hånd rystede, som besat, og det samme gjorde både hendes øjne, og hendes læber.
Hendes fingre kærtegnede Alvars kind. Fjernede de tåre den ku. Tørte dem væk, for at føre dem over på hendes fingre, i stedet. Hun lod dem så vile på hans kind, imens hun søgte ord. Søgte svar. På bristepunktet, til at springe ud i gråd. Lige nu, da det var mest vigtigt, at have svar. Kloge ord. Lige nu, da det ville være godt, at have Karaktars klogskab.. Havde hun intet. Ikke andet end en flame. En flame for Alvar, som hun stadigtikke forstod. Hendes tænder begyndt at presse hårdt sammen, imens hendes øjne blev langsomt knibet i, og tårende der havde fyldt dem, næsten blev presset frem. Hun foldede sine fingre ved hans kind, og pressede sine negle imod hans perfekte hud. Ikke hårdt. Blot et fremvisning, af hvad hendes følelser, nettop i dette sekund, ville have af hende. En lav knurren. Sprang fra hende. En knurren, der kunne minde mest om Vlad. Som om det var Vladimirs temprament der rasserede. Og hun ville. Bare gerne rive ham! Påføre ham overfladisk smerte! For måske at få ham til at glemme den i hans hjerte?
Endeligt sprang hendes stemme. Hendes knurren. I et højt klynk, og hun klemte sine øjne sammen. Fire blod røde tåre, blev da endelig sat fri, fra hendes øjne, og skar ned over hendes ansigt. Hun foldede langsomt sin hånd ud på hans kind igen, og kærtegnede hans kind, hans hals, og lod sin hånd falde helt ned til hans brystkasse.
"Alvar.. A.. Alvar.." Hun klynkede hans navn. klynkede det, i håbet om at han, og hans problemer, bare var væk, når hun kiggede op igen. Men da hun åbnede dem, og kiggede op imod ham, med betydeligt mere matte øjne end før, var han der stadigt. Og hun hulkede, imens tårende frit skar fra hendes øjne, og ned over hendes grå hud.
"A.. Alvar v.. Vågn op... L.. Lad.. Vær med.. Med at.. At pine dig selv.." Hviskede hun, me en hakkende stemme. Hun snøftede, og prøvede desperat, at synke en klump, men det var stadigt ikke muligt. Hun ville give ham kloge ord. Men det kunne hun ikke.. Smerten var overført. Om det havde hjulpet ham, eller ej. Så havde han påført smerte over på hende også. Hvor fortabt måtte han være? At. Kunne bede hende om det?
Olga kiggede igen op på Alvar, og lod sine hænder, omfavne hans, som stadigt var imod hendes ansigt. Hun kærtegnede dem, imens hun kiggede ind i hans sørgende øjne. Hun indså, at hun ikke kunne gøre noget for ham. Men han kunne få af vide hvad hun følte..
" A.. Alvar.. S.. Stop det... J.. Jeg ber dig.. J.. Jeg.. Har lyst til.. Til at rive dig.. Afstraffe dig.. Men.. Samtidigt.. Vil.. Vil jeg bare gerne kysse dig.. Hjælpe dig.. Tilfredsstille dig.. Tilfredsstile dit behov for Lucas.. Men.. Jeg kan aldrig blive ham... D.. Du spiller med mit hoved.. L.. Lad.. Lad vær med det!" Hun hulkede, alt imens hun snakkede. Klynkede, bedte, tiggede. Hun ville ikke have det mere. Hun vidst ikke længere hvad hun kunne gøre. Ikke her. Det var et andet sted. I Rest, kunne hun give ham hendes tilstedeværelse. Her. Hjalp den ikke engang. Nu ville hun bare ud. Hun kunne ikke mere.
Olga tog blidt fat i Alvars håndled, og skubbede dem langsomt til siderne, for at fjerne hans hænder. Hun lænede sig tilbage, og begyndte at kragle baglæns. Brugte kun sine hænder, og slæbte sig, bagud, væk. Men alt imens hendes øjne stirede imod hans. Hun søgte mørke. Hvis der var et bor, kraglede hun under det, en reol, der lavede skygger ved dens side, satte hun sig der. Det var der hun hørte til. Der hun var tryk. Ikke her. Her var hun magtesløs. Olga pressede sig imod vægen bag hende, og samlede hendes knæ foran sig. Hun lod langsomt hendes føder spredes, og stirede ud af mørket. Imod Alvar. Imod den hun ikke kunne hjælpe. Men den hun alermest ville hjælp.
"J.. Jeg.. Ville hoppe.. For at du ikke skulle.. Falde.. For at du kunne forblive.." Hviskede hun stille fra mørket, hvor kun hendes matte øjne kunne ses, stirende ud imod Alvar. Hun rystede så på hovedet, så de røde øjne flyttede sig fra side til side.
"M.. Men.. Men jeg.. Kan ikke skube dig ud.. A.. Alvar.. L.. Lad vær.. J.. Jeg ber dig.." Klynkede hun, fra skyggerne. Stadigt flere tåre skar ned over hendes ansigt. Lavede flere streger over du grå kinder.