A bottle of rom - Alvar Alcedin Austerlin

Tid: Tidligt på natten, lidt over midnat.
Sted: Quantre - Restauranten.
Vejr: Mørkt og en smule blæsende.
Omgivelser: Folk er så småt begyndt at forlade rummet.
Dato: 22. marts

Amanda løftede let sit hoved, for at betragte hotellet udefra. Ikke enn bevægelse man lage mærke til, for hun gjorde det kun en anelse. Hætten over hendes hoved mørklagde hendes ansigt, så der forblev en lidt mystisk barierre omkring hende. Hun kunne have stået der i timer, eller kun 4 sekunder, men hendes mørke klæder fik hende til at flimre ud i baggrunden, så man ikke lagde mærke til hende. Se, uden at blive set
Da hun endelig bevægede sig, fik man øje på hende, for hendes mørke jakke rykkede på sig, så man kunne skimte den elegante vide kjole inden under. Når man boede et sted som Quantre, måtte man klæde sig som dem der boede der, så ville man glide mere i et med menneskene. - Eller væsenerne.
Amanda gik mod den store dør, der tårnede sig opad, i bane med den høje mur, der stragte sig himmelhøjt. Hun rørte let ved døren, før hun åbnede den, bare for at få følelsen af det kolde metal mod sin hud. Hun havde været der før, Quantre. Hun havde nydt maden, lydt til musikken, var blevet fortryllet af vinen og faldt hen i smukke mænds udseende, men det havde alt sammen været i andre tider. Tider med glæde, tider med lykke. Tider hvor den hvide kjole hun havde på, havde betydet noget for hende. Lige nu var den ligeggyldig. Der var ikke mere noget der gav nogen mening, hun kunne jo alligevel ikke være sig selv. Så hvorfor ikke bare flygte ind i sig selv, ligesom alle andre, og blive en dukke uden nogle følelser? - Fordi det var unaturligt. Fordi hun stadig var en engel. På trodds af at hun havde mistet troen på Gud, så var hun stadig en engel. Den ydre facade var bare et skjold, man skulle igennem. Noget, der fik hende til at være mindre skrøbelig, og mindre byttedyr.
Amanda fortsatte mod restauranten og satte sig ved et ledigt bord, hvor hun bestilte. "Rom, tak" sagde hun, og da tjeneren spørgende hævede øjenbrynet, - det var åbenbart ikke det de fleste piger bestilte - hævede Amanda selv et øjenbryn, som for at spørge: Forstod du ikke bestillingen?
Da hun endelig fik sin rom, lod hun let fingeren glide rundt langs kanten på glasset, uden der kom en pivende lyd. Blot fordi hun tænkte.

Som om skæbnen havde siddet i sin egen lille verden og trukket i en masse tråde for at få det til at passe sammen, skulle den unge engel da endelig få lov at møde det hun så gerne ville være. Et ufølsom, tomt ådsel, der ikke kunne vise det mindste følelse, hverken i krop eller sjæl, for ved siden af det bord hun valgte sad netop en person der var alt det, og måske lidt mere.
Han sad roligt, som en porcelæns dukke og rørte knap på sig, dybt begravet i en bog af en art, men man kunne ikke se titlen fordi at en aske hvid hånd lå over titlens print på bogens ydre side. Han sad lænt tilbage i stolen, med et glas af noget rødligt: måske rødvin? Farven kunne bedrage, for det var ikke hvad det var. På bordet stod der ligeså et par andre bøger, og nogle papirer hvor der var skrevet usammenhængende sætninger, som var det tanker, eller mærkelige indfald der havde tvunget sig vej ud fra hans hoved og ned på et stykke pergament.
Da kvinden satte sig ved bordet ved siden af, gled et par mørke, næsten sorte øjne hen over hende, men uden han drejede ansigtet imod hende, imens hun gav tjeneren et irriteret blik da denne snobbet ikke ville hente hendes bestilling ved første færd. Men hun fik den uden nogen lydte beklagelser.
De mørke øjne stirrede endnu engang i et par sekunder, indgående, og studerede kvinden. Måske var det hendes duft der trak hans opmærksomhed derhen, uanset hvad stoppede den åbenlyse stirren først efter et minuts tid. Skulle hun vende sig inden hans stirren ville holde inde, så ville han ikke forlegent se væk, nej, han ville stadig betragte hende, med et... uhyggeligt blik der ikke gav nogen yderligere grund fra sig, om hvorfor han stirrede sådan.

Inden tjeneren forlod Amandas bor, kastede han et blik over hendes skulder. Nogen sad tydeligvist bag hende, og siden han kiggede, var det enten fordi personen bag hende kiggede, eller fordi han - eller hende - var en betydningsfuld person. Som den engel Amanda var, hvor meget hun end prøvede at forkaste det, var hun nysgerrig. Det sved nærmest i hendes nakke, for at kunne vende sig om, for at sikre sig at inden kiggede på hende. I fustration kiggede hun ned i glasset med rom, men i stilheden blev hun mere og mere overbevist om at personen bag hende kiggede. Måske var stedet her ikke et sted for engle? Eller hvad? Amanda sippede til rommen, der faktisk var af god kvalitet, men hun bemærkede det ikke, da hun følte personens blik brænde ind i ryggen på hende. Det mest uhyggelige var at hun ikke følte nogen ting. Overhovedet. Selvom hun prøvede at lytte til sin evne, kunne hun ikke mærke personens følelser. Det gjorde hende utilpads. Hendes isblå øjne - som hele hendes familie have, eller havde haft - længdedes efter at se den person der var bag hende, den mystiske person uden nogle følelser overhovedet.
Amanda knyttede hænderne, men kunne til sidst ikke dy sig for at vende hovedet mod personen - som var en mand, så hun nu. Hendes isblå øjne betragtede ham, men ikke på den kolde måde hun gerne ville have, var ikke følelsesløse, ligesom hendes brors altid havde været. Følelsesløse og kolde. Ligemeget hvor meget hun prøvede at gøre dem kolde, havde de stadig varme, en varme der afspejlede sig i hendes naive og godtroende personlighed - En personlighed hun ville af med, så hun havde mindre let ved at blive såret. Men Amanda var lige så meget engel, som hun altid havde været.

Det matte blik var blevet vænt imod bogen da det tog en smule tid før at kvinden besluttede sig for at se hen på personen der havde stirret. En ubehagelig dødfødt stirren, som mange fandt enden stødende eller bare direkte klamt. Det gav vel en ide om at blive afklædt fuldstændig, at blive vurderet som et præmie kvæg på et marked, skønt at dette var ikke Alvars intention med den nærgående stirren.
Han holdt øje med detaljer, og derfor stirrede han, for at finde kendetegn ved de personer som fik dette tidsløse blik.

Roligt gled hans øjne dog hen på kvinden igen, da han opfangede hendes blik lagde sig over ham; nysgerrigt? Der var ingen synd i at kende de personer man delte sine omgivelser med, det var blot praktisk, så han gav ikke hendes blik en ekstra tanke indtil.. øjnende. En let sammen trækning under det venstre øje kunne svagt ses, imens at en mindre rødlig gnist kom til syne i det næsten sorte blik. Noget familiært lå over dem, skønt de manglede noget, en kølighed der tiltrods for at give illusioner om faderlig varme, dog endnu blev fattede og utilnærmelige. Han rettede sig en smule op, imens han holdt øjen kontakten med kvinden, så afventende på hende, som regnede han med at hun havde et spørgsmål eller lign.?

Amanda sitrede let ved hans blik. Det var så ubehageligt, at hun fik kuldegysninger hele vejen op af nakken, og hun rynkede uvilkårligt øjenbrynene sammen i en spørgende grimasse. Han var ... Han var tom. Det kunne både ses og mærkes. Øjnene betragtede hende næsten dødt, om ikke en smugle koldt. Og lige da hun havde tænkt tanken, mærkede hun en ændring i hans øjne. Der var en svag glød. Den var svag, men den kunne lige akkurat anes, og også mærkes let. Det var som om han kneb øjnene ubemærkeligt sammen, fordi han havde fået øje på noget han tænkte over. Noget der enten undrede, eller facinerede ham. Amanda var den første til at bryde øjenkontakten, ved at slå øjnene ned.

Gulvfliserne var lagt i sirlige mønstre af mosaik. farverne harmonerede med hinanden, og de matchede også vægfarven og bordopdækningen. Marmor, gættede Amanda på at det var. Imens hun sad der og kiggede ned i jorden, forlegen over at denne fyr havde kigget på hende på den måde. Nærmest afklædt hende og læst hendes tanker - følte hun en svag vrede over ham. Skulle han bare komme og ødelægge hendes dag på den måde? Hun løftede beslutsomt blikket, der nu var blevet mere hårdt - stadig ikke koldt eller ligegladt, bare mere hårdt. "Hvorfor... Kigger du på mig?" Spurgte hun stille, med en meget kontroleret, let hvæsende stemme, og hævede stædigt det ene øjenbryn.

Alvar lod blikket glide ud til siden kort efter hun havde brudt deres øjenkontakt. Det var bemærkelses værdigt, meget endda. En lettere makaber tanke dansede vej ind i hans hoved og han overvejede kort om man kunne opbevare øjne ligesom man opbevarede perler eller smykker? Det kunne man sikkert godt, dog ville det nok kræve at man puttede dem i en form for glas og i en form for steriliseret væske. Ligesom når man opbevarede slanger eller andre dyre eksemplarer man ikke ønskede skulle udtørre.
Ja, det kunne man godt, nu var spørgsmålet bare, hvordan han fik fat i dem?
De sjælløse øjne lagde sig over på kvinden igen da hun spurgte hvorfor han stirrede. Hans blik gled op til hendes igen, og med mindre hun så væk, ville deres øjne låses i endnu en øjenkontakt. Der kom et meget lille sørgmodigt smil fra unge vampyr, imens han trak ligegyldigt på skuldrende til hendes spørgsmål.

,, Jeg har for vane at blive optaget af smukke ting.. beklager", svarede han tonløst.

Amanda måtte virkelig tage sig sammen for ikke at kigge måbende på ham, dog holdt hendes vrede øjne op med at se vrede ud, og spærrede sig i stedet op i overraskelse. Hun bed sig i læben for ikke at åbne munden let, og rystede så på hovedet. Den kommentar var virkelig ikke en hun havde forventet. "U.." hun stoppede med at snakke og brød igen øjenkontakten, nu ved at kigge op ad. Efter lidt stilhed kiggede hun igen på ham og trak vejret dybt ind. "Undskyld at jeg var lidt ubehøvlet." sagde hun stille og pustede så ud igen. "Jeg har haft en dårlig dag forstår du..." Amanda spidsede tænksomt munden og smilede så skævt. Det fik hendes øjne til at se mere kække og muntre ud - igen ikke noget der lå til hendes familie. Amanda havde aldrig syntes at farven blå var varm, så det overraskede hende altid, hvis hun så sig i spejlet, hvor hendes øjne var en sommerlig blå farve. Det havde altid naget hende at hun så så... engle agtig ud, og hun prøvede hele tiden på at være mindre engel. Det var bare som om hun altid gjorde et eller andet galt, for det endte altid med at hun åbnede sig op overfor en person, og endte med at blive meget skuffet og ked af det.

//Nooooo Krea at all...