The silence is killing me //privat= Rionne //

Sted:: Legepladsen
Klokken:: lidt over midnat
Omgivelser:: Hvad der nu ellers er på en banegård.
Vejr:: bidende koldt

Et dybt suk kom fra en skikkelse som sad i mørket. Skikkelser tilhørte en dreng ved navn Nero, Alt ved ham lignede et menneske, det eneste der afslørede hans race var duften. Den specielle duft som kun tilhørte varulve race. De grønne dyriske gled op på den sorte nattehimmel. Hvilken perfekt aften, stjernerne stod klart på himlen og det mest perfekte var at det kun var halvmåne og derfor skulle han ikke bekymre sig om forvandlingen som skete i fuldmånens lys. ”ATJUU!” kom det pludselig fra ham. Han fik sådan et chok af hans eget nys at han nærmest fløj en meter op fra jorden. Han var iført en tynd jakke og et par grå bukser (se billed på profil), og selvom at varulves kropstemperature var ekstremt høje, var det stadig bidende koldt for ham. Men under ingen omstændigheder kunne han tage hjem, eller rettere det var jo ikke hans hjem men hans Herres og der var meget lille sandsynlighed for at Nero måtte sætte fødderne i det over pyntede, fine hus. Den eneste grund til at Nero blev købt var pga hans race symboliserede kontrol. Varulve havde jo.... et "lille" temperaments problem, derfor blev han nød til at spise beroligende piller hver dag for ikke at overfalde den næste der sagde noget dumt.

Nero sad på legepladsens gynger og begravede hans sko ned i sandet imens at han langsomt vippede frem og tilbage. Her var stille... næsten alt for stille for Neros smag. Han var tros alt en person som elskede at møde nye personer, han brød sig ikke om at være for meget alene.