killing incense

Sted: Skotland
Tid: 3 tiden om eftermiddagen, omkring slutningen af maj
Omgivelser: skoven, lemmer, blod, en lille sø? Et sted i nærheden er der en gård, rimelig frodige omgivelser?
Vejr: lunt, kun enkelte skyer, solrigt.


Stilheden var ulidig, unaturlig og øredøvende! Den var kvalmende og ville gøre de fleste bange… Skoven der lå lidt væk fra en går var lagt stort set øde hen, ingen fugle, ingen pattedyr, intet kunne høres. Efter flere timers skrigen’ var der endelig stille. Dog manglede der 2 landmænd, eller også var de karle… men det var lige meget nu. Gik man ind i skoven, hvis man turde, så man en lille lysning… Dette var på trods af det fantastiske vejr ikke et kønt syn, blod og lemmer var over det hele smurt på træerne, og på jorden midt i det hele sad en pige… eller en kvinde ville nogen kalde hende, andre ville kalde hende et monster. Rundt om hende var to kroppe placeret, dog manglede alle vedhørende lemmer ud over hovedet, hun sad imellem dem, med blod over hele den hvide kjole hun havde på.
Hvordan hun var endt her anede hun sikkert ikke, og slet ikke så langt fra hendes såkaldte ’hjemby’. Dette var et helt andet land! Men det var hu sikkert ligeglad med, og som hun sad der lignede hun den mest uskyldige person i hele den store verden. En hver med en smugle hjerte ville ikke nænne at gøre hende noget, dog hvis man havde set hende for blot ti minutter siden ville en hver der havde sit liv kært, enten ha skudt hende eller forsøgt at flygte.
Så man i hendes øjne var de en lysende rød farve, men man ville ikke finde det usædvanligt, for hvis man så ind i dem ville man se fantastiske ting, ting man ville ønske at se igen og igen og man ville ønske at man aldrig skulle forlade den drømmeverden som øjende lukkede en ind i, når man gjorde ville man ikke ane hvor man var, man ville måske bliv skør over ikke at være i den mere, eller rasende over det.
Men hun var ligeglad, hendes øjne stod vidt åbne og hende egen sorte blod gled langsomt ned over hendes hoved og afslørede at hun var blevet slået en enkelt gang i hendes tinding, på det tidspunkt var skrigende ophørt, hun havde drejet halsen om på den sidste overlevende i samme sekund som han havde slået hende, ikke hårdt nok til at slå hende ud, men hårdt nok til at skifte.
Med skælvende ben gik hun over imod vandkanten til søen og lignede en der fortrød hvert eneste skridt hun tog, som om hun ikke kunne li at træde på græsset, fordi…. Fordi hun troede det kunne mærke det? Det ville da være yderst besynderligt, men den besynderlighed blev hurtig overgået af det hun gav sig til nu. Forsigtigt satte hun sig ved bredden og lod ganske let og yderst forsigtigt en finder røre ved vandet, vandet lavede spiraler over forstyrrelsen og hun trak lynhurtigt finderen til sig, stirrede ned i vandet der bevægede sig og så yderst optaget ud, på hendes finger hang nu en dråbe og hun holdt fingeren op foran sig, stirrede på dråben, hældte fingeren en smugle så den gled ned af hendes finger og ned på hånden, hældte så hånden så dråben gled ned over hendes arm, hvorefter den udtørrede og hun stirrede på den dråbe der ikke længere var der, gloede efter den som om hun netop havde set en tryllekunst! Sådan fortsatte det, hun gjorde det igen og igen, var fuldt optaget af dette og lagde ikke mærke til andet end det, var sikker på at noget tog denne lille dråbe fra hende hver eneste gang den ikke var der mere, så ikke det logiske i det og ville sikkert heller ikke se det.
Det eneste der havde været nødvendigt for at få hende til at skifte var et enkelt lille velplaceret slag i hovedet, der havde bonden selvfølgelig ikke vidst, han havde blot forsøgt at forsvare sig, og det var da lykkedes ham… næsten da, det eneste der ikke lykkedes ham var at forblive i live, det havde hun nægtet ham, men det kunne hun ikke længere huske, så hun var ligeglad, hvorfor skulle hun bekymre sig om de døde? Det var jo ligesom ikke meget at gøre ved det vel? Så hun blev siddende og gloede på de dråber der hver gang blev væk, så sig omkring efter personen der tog hendes dråber, men kunne ikke rigtig se nogen. Hvem tog dem?

Naz´Ilra sad i sit hjem, i den store lænestol ved pejsen og lyttede til Mozart, Requiem. Menneskene kan lave noget fornuftigt. Men med et blev det hele forstyrret af et gudløst skrigeri. Det fortsatte og fortsatte, andres rædselsskrig. Naz´Ilra rettede sig op for at lytte. Mere end en person, det minder mig om torturkamrene i Har´oloth, den fantastiske sang af terror. Sådan sad hun og lyttede længe, billeder dannede sig i hovedet af hvad der mon kunne være sket. Til sidst holdt det op, Naz´Ilras nysgerrighed var blevet vagt nok til , at hun afbrød Mozart og rejste sig op, for at vende sig imod døren.
Naz´Ilra gik ud fra sit hjem, den kære gård. Den havde for nogle år siden til hørt en anden, men nu tilhørte den hende. Hun gik længere ud og kiggede op imod himlen. Hun snerrede for sig selv. Solskin! Solskin! En skyfri himmel, lunt vejr? Hvis jeg går ned i byen vil jeg sikkert møde de unge mænd, på vej ud i byen efter en øl, så de kan drikke sig mod til at jagte pigerne. De dumme unge piger, viser deres krop og går klædt så uelegant. Svage mennesker, ynkelige bastarder! Naz´Ilra smagte på luften, den var frisk. Hun var nydeligt klædt i en mørkeblå kjole, den var af satin og sad smukt og tæt ind til hendes krop. Udover den bar hun, som altid i offentligheden, en sort læder frakke. Naz´Ilra havde lange mørke støvler på, i kanten af den ene havde hun gemt en kniv. Det lange sølv hår hang fladt ned over hendes ryg, hun gik langsomt ned imod søen. Loch Shin, jeg husker første gang jeg var her, den fantastiske tåge, men det vil naturen åbenbart ikke skænke mig i dag. Hun standsede brat, nede ved kanten af søen sad en ung kvinde. Hun stirrede ned i vandet og sad og leget med dråber af vand. Hun gjorde det igen og igen, nærmest i en form for trance. Kvinden bar en hvid kjole som var smurt ind i blod, Naz´Ilra kunne se at hun måtte være kommet inden fra skoven af. Kilden til skrigeriet? Naz´Ilra gik tilbage til gården, for at liste sig ind i skoven, uden at blive set af kvinden.
Det tog hende en del tid, men til sidst var det lykkes hende. De fleste ville nok været blevet skræmt af synet de mødte i skoven, men Naz´Ilra smilte lidt for sig selv, et blodbad? To mænd var blevet sønderrevet. Blodet var stadig frisk, deres lemmer var revet af. Lidt barbarisk for Naz´Ilras smag. Men der var krummer i den pige. Synet og lugten af blodet tændte en lille glød i hende, hun bed sig nervøst i læben, imens hun uformede en plan. Vis nogen havde set hende i øjnene ville de være løbet i rædsel. Den makabre plan hun havde uviklet i hendes lille kønne hovedet, var mindst ligeså makabre som det man kunne læse i hendes blik. Blodlysten og ondskaben kunne hun ikke skjule bag hendes ellers meget kønne ansigt. Naz´Ilra listede tilbage til kvinden. Hun stod nu i en passende afstand til at hun kunne forsvare sig, hvis denne kvinde fik blod i tankerne. Naz´Ilra havde valgt at stille sig i skyggen af et træ, hun følte sig mest sikker i skyggerne. Hun slog sin hætte op og hviskede forsigtigt, ”Er der noget galt mit barn? Skal du bruge hjælp?”.

Hvis hun ikke havde skiftet havde Sick for længst opdaget at der var en anden til stede, men hun havde skiftet… så det gjorde hun ikke. Som var hun i trance sad hun og legede med dråberne, og så arrigt rundt hver eneste gang dråben forsvandt. Nogen måtte da stjæle den?
Hun tog ikke notits af ligene eller det at fluer var begyndt at komme til, og at skoven langsomt var ved at komme sig over chokket, og pattedyr og fugle langsomt og forsigtigt søgte tilbage i skoven. Enkelte fugle vovede sig helt hen til nogle af træerne i lysningen, og efter et stykke tid turde kraverne komme ned til jorden hvor de begyndte at mæske sig i den mad der var blevet dem givet.
Synet af misæren var bizart, grotesk og barbarisk og bestemt ikke noget for sarte sjæle, dog ville man finde ro i at se hende, Sick… Man ville ønske at hjælpe hende, hvad end der så var galt med hende, hvad end hun så manglede, så ville man forsøge at give hende det og beskytte hende mod det skrækkelige syn som de så… hvis man da havde hjerte nok til det.
Hvis man vidste hvad det var der havde fået hende til at stoppe ville man nok grine og ikke tro på det, men et lille slag havde stoppet hende. Og beviset var den lille stribe af blod der var gledet fra hendes tinding og ned på hendes hals, det var ganske vidst stoppet nu, og normalt fik hun aldrig sår når hun kæmpede, alligevel kunne man se sår stort set over alt på hendes krop, hvis man da kiggede godt nok efter.
Selv da kvinden stod så nært hende havde hun ikke opdaget hende, og der kom et heftigt ryk fra hende, som om man netop havde givet en stenskulptur liv, og den først skulle rykke sig løs af fundamentet. Hun stirrede på kvinden… nej igennem hende, så hende ikke og alligevel vidste hun at hun var der. De røde øjne lyste op og så lettere tåget ud, fristede personen der så dem til at se ind i dem, hvis man gjorde dette ville man ikke kunne komme ud af dem før hun selv ønskede det.
Selvom hun så igennem hende, og lignede en der ikke rigtigt vidste hvad der var op og ned, så lænede hun hovedet på skrå og spurgte med en grødet og lettere hjælpeløs stemme ”er det dig der tager mine dråber?” spørgsmålet gav ikke nødvendigvis mening for kvinden og hvis hun ikke svarede ville hun højest sandsynligt ikke opdage det, derimod hvis hun svarede ville hun igen reagere. De tågede øjne så igen på dråben der på nu var havnet på hendes finger… hun fortsatte med sig forhenværende formål. Lignede en der var gået fra forstanden, og det var hun i den grad også… men man havde alligevel lyst til at hjælpe hende… hvis man da havde et stort nok hjerte og ikke var ondsindet.
Ganske forsigtigt uden at tabe dråben på den anden hånd førte hun en hånd op til hendes hals og fjernede lidt af hendes sorte blod der var havnet på den forkerte side af kroppen, og rakte det –uden at se på hende- til kvinden ”her” mumlede hun og fortsatte med den anden hånd og få dråben til at køre ned af hendes arm. Blodet var en gave, så velduftende som hun selv, en duft som blev den man helst ville dufte, lokkede og trækkede i en. Meget praktisk hvis man skulle finde et bytte, yderst upraktisk hvis man var ved at blive et. ”se, nogen stjæler mine dråber” hun stirrede på det sted hvor hun sidst så dråben, og hvor den nu var udtørret, hun holdt fortsat armen udstrakt imod kvinden, lod hende se det sorte blod og lod hende mærke lysten til det. En form for fredsgave? Eller et trik? Hvorfor hun gjorde dette kunne ikke med bestemthed siges, det vidste kun hun. Men om man turde tage det eller ej var op til personen selv.

Naz´Ilra så på kvinden med foragt, Denne skabning, dette misfoster, rækker mig blod? Hendes eget blod? Hendes blod er sort, et væsen jeg ikke har haft bekendtskab med før. Naz`Ilra bemærkede blodet fra hendes tinding, andre vil nok prøve at hjælpe denne uskyldige skabning. Men Naz´Ilra så på denne kvinde, der sad hjælpeløst ved vandkanten. Legede med vandet som et lille barn, bare sad der som en dukke og legede i hendes dukkehus. Naz´Ilra stod bare og så på det hele med foragt.
Hvad var det hun sagde til mig, hun spurgte om jeg havde taget hendes dråber. Naz´Ilra tænkte som en gal, hvis jeg tager i mod hendes ”gave” vil hun så beskylde mig for at have taget hendes blod? Vil hun angribe. Denne skabning er så ustabil som nyblæst vase. Jeg må træde varsomt. Naz´Ilra så på hende, den hvide kjole smurt ind i blod. Dyrene der stille og roligt var blevet vandt til hendes tilstedeværelse. Summen af fluer i baggrunden, summen af død og råd i baggrunden. Vandet der stille og roligt kom til ro igen, efter hendes konstante leg med det. Naz´Ilra kunne ikke placere dette væsen, det var ikke noget menneske, men hvad så. Det var heller ikke en af de afskyelige elvere.
Naz´Ilra gik et kort skridt længere frem. Hun prøvede at lægge sin ansigt i de rigtige folder. Men hun havde ikke prøvet at se kærlig og venlig ud i lang tid. Det er så meget nemmere når folk bare gør hvad jeg siger. Hun sukkede for sig selv. Hendes kattevenlige stemme klag nu: ”Er der nogen der har taget dine dråber, det var dog forfærdeligt.” Naz´Ilra smilede, ”Vil du gerne have dine dråber tilbage? Jeg kan hjælpe dig.”

Sick lagde ikke mærke til noget, lod dråben løbe ned over hendes hånd, håndled og arm til den forsvandt, så sig derefter arrigt rundt, men det tågede blik så intet af det der var omkring hende. Så ikke hun var i en skov, bemærkede ikke ligene, ej heller fluerne eller dyrende eller for den sags skyld elveren.
Den ”uskyldige’ skabning var som i trance, så ikke andet end det hun lavede, legede med dråberne.
Hun holdt sin arm udstrakt til elveren, ventede tålmodigt på en reaktion, og alligevel var det som om hun havde glemt at hun havde strakt hånden ud imod hende, som om hun ikke kunne mærke det eller se det. Selvom elveren gik langsomt så, og ikke lignede en der ville tage imod det sorte blod, som langsomt størknede i hendes hånd. Så, så det ikke ud som om hun blev træt i armen af at holde den der, den blev i samme højde hele tiden, hverken svingede eller bævede i anstrengelse. Alt imens hun som… ja et andet barn legede videre med dråberne.
Endnu et ryk kom fra hende da elveren igen talte, igen som om man netop havde givet en skulptur liv og den var nød til at rykke sig fri. Det så på en måde ud som om det var anstrengende for hende at skifte opmærksomhed, eller som om hun måtte kæmpe for det.
Igen ramte det tågede blik elveren, så direkte igennem hende som om hun ikke var der, hun havde sikkert ingen gang behøvet at gøre sig den umage at se kærlig ud, for det lignede ikke at hun så hende. ”ja… nogen stjæler dem… igen og… igen, hele tiden bliver de væk… de stakkels små dråber, bortført at en eller anden” stemmen var grødet lav og som om den ikke tilhørte den person der udtalte dem. ”hvordan?... hvordan får jeg dem tilbage?” hun så stadig igennem hende legede stadig med dråberne uden at se hvad hun faktisk lavede, som om det var en rytme man ikke behøvede at se på… man kunne den bare, men så enkelt var det heller ikke hvis en hvilken som helst anden skulle dette ville man være nød til at se på hvad man lavede. Selvom hun lagede med dråberne, holdt hun stadig armen udstrakt, og så stadig igennem elveren. Som en anden maskine sad hun fæstnet i denne lille trance og udførte de samme ting igen og igen. ”hvor er mine dråber?” Hun så ikke at elveren var kommet tættere på, og så heller ikke om hun var en mulig fjende eller ej, og hun ville heller ikke finde ud af det.
På en måde lignede det at hun var bekymret for dråberne, og på en måde virkede det som om hun ikke kunne huske dem. Det var tydeligt for en hver der ikke havde meget hjerte at hun var en galning, eller noget i den stil i hvert fald, men folk som havde hjerte ville være ligeglade og forsøge at hjælpe hende, uanset hvor mærkelig hun så ud ville de blive fortryllet af hende… om hun så ville det eller ej.

Naz´Ilra blev utålmodig, hun stod der rank og stolt, mens nede på jorden sad den skabning, Naz´Ilra hade den mere og mere. Denne skabning der afbrød hendes ro, med nogle få sekunder af harmonisk skrig, for derefter at forpeste hende med denne besættelse. Besættelsen af hvad hun kunne gøre, besættelsen af blod. Det var som at tale til en sten, måske skulle man lege med? Naz´Ilra mærkede solens eftermiddags stråler mod hendes ryg, for et hvert menneske med et godt hjerte ville dette nok frembringe et lille smil. Men Naz´Ilra var kold, hun ønskede ikke at lære om andre glæder end dem hun kendte, hun fik en idé, en tanke, en opgave, så udførte hun den. Det var hendes mål, at udføre opgaver dag efter dag, til hendes store plan kunne lade sig gøre. Og nu var hun ude af stand til at glemme denne kvinde, bare at gå og glemme alt det hun kunne gøre. Det ønskede hun ikke, at give op, lå ikke til hendes sind.
Måske skulle man vove pelsen lidt? Hun gik meget forsigtigt hen imod vandkanten, et skridt af gangen for ikke at skræmme skabningen. Hvert skridt lod til at tage at tage hundrede år, hvert skridt var så som at gå på en line. Ville den holde? Vil det holde? Vil Naz´Ilra ende med at falde ned. Hun stod nu ved vandkanten, Naz´Ilra tog en kort tænkepause hvor hun stod og betragtede sit spejlbillede. De var så forskellige som de var afbilledet i vandet. Naz´Ilra stolt, smuk og kold, elegant og stædig, hun havde en plan. Hun ville få sin plan ud i livet for alt i verden, et organiseret kaos ville mange nok kalde hende. Også den anden kvinde, smuk og skræmmende, smurt i blod. Barnligt legende med vandet, men stadig stædig. Naz´ Ilra forstod hende ikke og ønskede ikke at forstå hende.
Naz´Ilra gik forsigtigt ned i knæ, satte sig i græsset ved siden af kvinden. Men stadig så langt fra hende at deres arme kunne lige vil kunne nå hinanden hvis de strakte sig. Naz´Ilra mærkede det bløde græs i mod hendes ben. Frustrationen over at skulle gå ned på knæ ved siden af en galning, stod tydeligt malet i hendes ansigt. Hun rakte selv sin arm, langsomt. En tynd sort finger rørte blodet. Det var næste størknet, det sad på hendes finger. Naz´Ilra førte den ned i vandet og så på hvordan ringene bredte sig. De sorte ringe i det ellers klare vand, hun hviskede, ”Vi finder dråberne sammen, fører dem tilbage til vandet.” Alt i mens hun holdte den anden hånd på kniven i støvlen, bare for en sikkerheds skyld.

Sick værdigede ikke elveren så meget som et blik da hun stod og så på hende. Det var uvist om hun gjorde det med vilje eller faktisk var i en trance?
Tjo denne dag var hvad de fleste ville kalde en god dag, solens stråler genspejlede sig i vandet og varmede Sicks krop op. Noget der ikke var sket siden sommer. Hun fortsatte sin evindige leg med dråberne og fortsatte med at se arrigt rundt hver eneste gang dråben blev væk, alligevel så hun intet når hun så rundt.
Med voldsom hast, som sikkert ville vække reflekser i elveren tog Sick armen til sig og nærmest kastede den ned i vandet da hun havde taget noget af blodet. Blodet blev vasket væk fra hånden af vandet og for en kort tid var vandet rundt om hendes hånd sort. Så blev det fortyndet og vandet var atter klart. I det hun tog hånden til sig stirrede hun i det urolige vand, mens hendes krop vendte sig imod elveren, det lignede nærmest at hendes hoved var ved at gå af led, for det rykkede sig ikke en millimeter. Da kroppen var vendt helt imod elveren vendte hovedet sig også med et ryk. Igen kom de glødende røde øjne til syne, og de så som før lige igennem hende, tågede og uforstående ville nogen kalde dem.
Så gik hendes højre arm, som var vendt ud imod vandet, igen i gang med at lege med vandet, med dråberne… og de blev stadig væk, hun skar en arrig grimasse hver gang dråben forsvandt, men hun så aldrig væk fra elveren, kunne blot mærke at dråben var væk.
”hvordan finder vi dråberne?” hendes stemme var stadig grødet, og det så ikke ud som om at der var kommet den mindste smugle klarhed over hende, alligevel begyndte noget at ændre sig. Man skulle lægge godt mærke til det og det var ikke sikkert man overhovedet ville se det. For gjorde man det var man næsten tvunget til at se hende ind i øjende og ikke bare skimte dem. Fra yderkanten af hendes helt røde øjne begyndte en sort lysende farve at æde det røde og langsomt forsvandt noget af tågen, ikke meget og så stoppede det. Knap en 3 millimeter havde den sorte farve ædt sig ind i det røde men stoppede brat og blev hvor det var… og tågen forblev i hendes øjne. Hun drejede hovedet med et ryk og så ned i vandet, det lettere urolige vand, der ikke kunne få hvile fordi hendes hånd hele tiden greb efter nye dråber, gad vide hvor længe elveren ville finde sig i dette?

Naz´Ilra sukkede, tålmodighed havde aldrig været hendes stærke side. En vind rørte lidt på sig, det var en varm sommer vind. Naz´Ilras sølv hår slyngede sig i vinden, hun indåndede. Lugten af fordærv i varmen fyldte hendes næsebor, de lig havde nok ligget der lidt for længe. Naz´Ilra væmmes ved stanken, råd, snavs, er der da ikke andet i denne verden? Menneskenes land er fyldt med stank og lugt, vinde blæser det op i ansigtet på en, man kan ikke bare forlade stedet. Hun rejste sig op, hun stirrede med foragt ned på kvinden, men hun prøvede at undgå øjnene. For selvom Naz´Ilra ikke ville indrømme, så skræmte de røde øjne hende lidt. De havde en form for kraft og styrke over sig. Naz´Ilra hævede stemmen, ”Dråberne bliver ikke taget, de forsvinder. De forsvinder ud over din arm, dråberne er spredt på dig, som blodet fra de mænd du dræbte er spredt på dine klæder.” Naz´Ilra kiggede ud over søen, hvis dette væsen ikke snart gjorde noget. Så måtte hun selv skride til handling, hendes ansigtsudtryk talte sit tydelige sprog. Hvordan kunne nogen spilde deres tid med ”mysteriet” om vand.


//undskyld ventetiden, men jeg havde nogle problemer//

Hun så på elveren der rejste sig, med voldsom kraft slyngede hun armen imod elveren, så dråben ramte elveren præcis i øjet, hvilket højest sandsynlige ville irritere og svig i øjet, så hun var nød til at tage sig til det.
Den sorte farve lod streger vandre ind af mod midten af øjet og lod noget af tågen forsvinde i hendes øjne, hendes øjne så nu yderligere skræmmende ud. Da det lignede at det røde i hendes øjne krakkelerede for at lade det sorte komme til, en lysende sort der lokkede folk der så ind i dem. Forsøgte at få dem til at se ind i øjnende som man ikke ville kunne komme ud af igen.
Hun rejste sig med et ryk, så hurtigt at det lignede at hun havde stået op hele tiden, hvorefter hun hurtigt skubbede til elveren, med mindre den nåede at flytte sig, hvilket ville være lettere usandsynligt da hun nok havde travlt med at tage sig til øjet. Alt dette skete på få sekunder. ”det er dig der tager mine dråber !!!” Selvfølgelig, det var stadig det det handlede om, dråberne. Sindssygen kastede sig over pigen som et slør af fordærv, hun aldrig ville slippe ud af! En sindssyge man ikke skulle tage fejl af, noget farligt var over denne sindssyge. ”GIV MIG MINE DRÅBER!” et hysterisk og krassende skrig der ville fremme ubehag hos nogen kom fra hende da hun stirrede imod elveren. ”GIV MIG DEM!” trugende nærmede hun sig elveren, som måske, og måske ikke var væltet. Hvis hun var ville det nok være en god ide at komme på benende nu. Var hun blot kommet et stykke bagud ville det nu nok være en god ide at gå længere væk.
Der kom et ryk fra Sick’s hoved, som fik det til at gå til siden, noget der tydelig vis ikke var planlagt eller bevidst, men hun tog ikke notits af det. Hendes øjne var fastlåst på elveren som om hun var skyld i al pinsel i hele verden, og nu skulle hun straffes for det!
Råd, fordærv stak i næse, noget der tilsyneladende ikke gik hende på nerverne, eller også havde hun bare ikke registreret det? Og selvom enkelte fluer og en enkelt krave havde turdet nærme sig ådslerne, som man lige så godt kunne kalde dem. Så var skoven utrolig stille, som om dyr stadig ikke ville komme tilbage, med mindre det var højest nødvendigt!
Endnu et skrig kom fra pigen, og endnu engang øredøvende, hæsligt og som skar det en i ørene. ”GIV MIG DEM !!!” hvis man tillod sig selv at tænke over det, så var det i grunden frygteligt så forskruet hun var blevet, og tænkte man videre over det ville man måske søge en grund til det. Men lige meget ville det hjælpe, for intet af dette ville med sandsynlighed hjælpe en på givende tidspunkt.



//det okay x3//

Kvinden angreb, skubbede til, kastede dråber i øjnene på hende. Naz´Ilra tog sig selv til det ene øje. Den sindssyge begyndte at råbe op om at det var Naz´Ilra der havde taget hendes dråber, hun råbte og råbte. Naz´Ilra var faldet til jorden, men hun var hurtigt kommet på benene igen. Dyrene holdte sig væk, byen ville nok snart begynde at lede efter mændene, medmindre de selvfølgelig var ubetydelige. Der intet der gik efter Naz´Ilras hoved lige nu, men hun holdte hovedet koldt og glædede sig over ufordringen. Naz ´Ilra grublede over grunden til det pludselige skift i personligheden hos kvinden, men hun kunne ikke finde grunden. Der var der nok heller ikke mange der ville i hendes position, medmindre man havde til vane at forstå de sindssyge. Arg hun burde låses inde, kan jeg overvinde hende i kamp? Måske ikke, men hvordan giver man hende dråberne tilbage? Logik fandtes der næppe på breden ved Loch Shin den dag. I mens Naz´Ilra grublede som en gal, lod hun hendes ene hånd ramme ned i vandet, hånden flød igennem vandet for derefter at pjaske vandet op på kvinden. Alt dette skete under de konstante råb. Naz´Ilra stemme svarede råbende i det vandet pjaskede op på kvinden, ”Her er dine dråber.” Naz´Ilra løb tilbage til skyggerne fra træet. Et hvert menneske der havde overværet situation ville ikke forstå noget, de fleste ville nok ikke forstå det. De fleste ville nok angribe den ene eller den anden. Naz´Ilra hadet alt dette, hendes fredfyldte dag ødelagt, stank af råd, fluer, gribbe, fordærv, sindssyge, trusler, årh hvilken forfærdelig dag. Men som Naz´Ilra plejede at gøre når perspektivet for hendes dag ændres og trusler er nær, hun pakkede hendes følelser væk og beholdte kun vrede og kulde. Gad vide om den sindssyge ville lade sig mærke med vand pjasken?