~Greetings... eh.. Who did you say you were, again..?~ Alvar

Tid: lidt over midnat.
Sted: une pierre
Vejr: fuldmåne, klart vejr, let brise. mange stjerner.
Omgivelser: hvordan ellers et klippe diskotek ville se ud..
Påklædning: hvid skjorte hvor de første par knapper står åbne. lange ærmer. Sorte jeans og sorte sko. massivt aflangt sølvspænde i håret samt en sølv medaljon omkring halsen. på medaljonen er der indgraveret silhuetten af et hylende ulve hoved.

Endnu engang befandt Daktarian sig et sted hvor han hverken vidste hvor var eller hvad han lavede der…
Til at begynde med havde han bare gået rundt i Di Morgas gader, for sig selv men efterhånden som natten var gået og det var blevet mørkere havde nattens væsner fundet frem til overfladen, på trods af de mange farer som nu ventede på dem i mørket. En fare som tillod disse børn at blive fanget af de selv samme skygger som havde opfostret dem..
Det havde været en forholdsvis stille nat indtil da.. men efterhånden som alle kom frem, blev det mere og mere tydeligt at der skulle ske noget specielt som han ikke selv havde hørt om..
Flere gange var han stødt på nogle af sin egen slags som først havde set på ham med frygt i deres øjne, men senere hen havde frygten forvandlet sig til nysgerrighed og senere respekt. Og det var under sådan et møde at han var stødt ind i en lille gruppe af vampyrer bestående af to kvinder og en enkelt mand. Den ene kvinde, som han hurtigt kom til at kende som ’Rose’, et navn hun havde fået efter sin transformation på grund af det mørke røde hår og de dybe grønne øjne, havde virket særligt interesseret i ham og hans anliggender og da han havde fortalt at han ikke vidste hvad der foregår havde hun, med en sensuel bevægelse, svunget begge arme omkring hans nakke og med et kælent smil opfordret ham til at komme med.
I realiteten havde han tænkt sig at sige nej… han var godt tilfreds med at gå rundt her i de tomme gader.. kun med selskab af den guddommelige blege moder som atter hang og velsignede natten med sit sølvskær… men hans egen nysgerrighed var for stor, og snart sneg han sig gennem natten sammen med den lille gruppe og Rose, for at komme hen til et sted som han kun havde hørt ganske lidt om ind til nu.
Une Pierre var ikke just kendt for meget andet end de mange huler og tunneler som spredte sig ud gennem Di Morga’s undergrund.. dog havde han hørt noget om at der i et par af disse grotter skulle være en form for diskotek som udelukkende holdte arrangementer og fester for nattens folk, samt andet pak der nu til dags var eftertragtede som slaver…
Hvilket var lige præcis det sted han befandt sig nu.. Han stod i et hjørne med et glas i hånden.. rødligvæske glimtede let i det gennemsigtige glas.. mens hans sorte øjne betragtede alle disse væsener mens de gav sig hen til deres sensuelle leg og henkastede deres væsen til en dans der i det store hele blot mindede om det kaos de levede i..
Daktarian vidste godt at sådan et sted som dette.. ville være den ideelle fælle for hvem end der ville være klog nok til at regne sådan noget ud og bruge det.. men i stedet for at forlade denne hule som gungrede af sted med musik og dansene væsener, stod han bare der, med ryggen mod klippevæggen og betragtede det imperium som han tilhørte.. og først nu gik det op for ham… at han var blevet en flygtning i sit eget land…

Et årvågenblik kastede sig over grottens ydre lag, og der gik ikke længe før at han vurderede stedet til at være noget han helst tog afstand fra. Men der var ingen vej uden om, hvis der var en chance for at hun befandt sig derinde, skulle han derind for at lede. Et ekko af dobbeltmoralske ord gav så småt genlyd i hans baghoved, han trodsede sin helgen ved at udføre denne handling, til at begynde at søge. Men.. at glemme var umådelig svært for de folk der så sjældent havde haft noget de skulle tvinge sig selv til at glemme. At acceptere tab var ulideligt for dem der så sjældent havde haft noget at tabe. Og det var måske med det i tankerne at han lod den sorte frakke glide af skuldrende inden han trådte imod hulens indgang, hvor vampyrer kom og gik som de ville. Lod den diskret falde ned bag en buske, imens han undskyldende så på den, som gav det ham dårlig samvittighed at tilsnavse den, men som alle andre ting måtte der nu engang bringes ofre. Hans udseende var ligeså næsten antiklimatisk i forhold til hvad han ellers ville vælge at tage på, endnu en ting som hans helgen ville flå ham levende for: uanstændig påklædning. Han bar en stram T-shirt med en meget dyb V-udskæring, der fremviste kravebenet og begyndelsen på brystet, et par stramme jeans der ville passe til en hver moderne nutidig herre i slutningen af teenage årene, og så med det forreste af det sorte hår redt tilbage sammen med det øverste på siden af hovedet, i en lettere løs hestehale, som fik håret væk fra ansigtet. Det ville være upraktisk at have det til at dingle når man skulle bruge sine øjne til at spotte ting. Men frisuren gjorde til gengæld også noget andet, det afslørede det pære formede dukke ansigt ned til hver detalje. Hans øjne blev centret for opmærksomhed skulle man se på ham, da de lyste med en mørkerød rubin farve, der for mange ville virke hypnotiserende, uden Alvar selv var klar over effekten. Hans fysik var slank, men stadig muskuløs, men hvis han vendte ryggen til kunne man, hvis man havde fantasi nok, sagtens forveksle ham med en vampyr af hunkøn. Med sorte sko, en sølv halskæde om halsen, og et klart blik gik han imod grottens indgang. Undlod at få øjenkontakt med de folk der stod ved den, og fortsatte derind, fulgte lyden af musik der dunkede indtil han nåede unn pierres hemmelige natklub. En klump dannede sig i halsen på ham, ved synet af de mange folk der dansede, og festede, forspildte natten med fjollerier. Hans hænder formede sig ind til knytnæver inden han tog en dyb indånding for at berolige sig selv, og overbevise sig selv om at han godt kunne klare det!
Han maste sig vej igennem folk, og strakte hals for at se om han kunne få øje på nogen som helst der lignede hende, men uden held. Måske ville hun også gemme sig andre steder end midt i en mængde af pænt udseende vampyrer. Han bed sig kort i læben inden at ha- dunk! – Alvar stoppede op, i det han var stødt ind i en, og denne højst sandsynligt ville spilde en stor del af sin drink. Alvar nåede knap at se på hvem det var han havde dumpet ind i, og turde i sidste ende heller ikke. Han bøjede hovedet og fik fremstammet et undskyld der knap kunne høres fra musikkens støg!

Daktarian stod og stirrede ud på mængden som omslutte ham og som for længst bare havde givet slip på virkeligheden til fordel for den illusion som der blev dannet i den lille sten grotte. Hans blik var tomt og udtryksløst mens han stille betragtede alle de bevægende skikkelser som dansede omkring ham. Lige så tætte, intense og intime som flammer der slikkede træstykkerne på bålet.. han var så optaget i sine egne tanker at han ikke opdagede at der var en anden skikkelse som bevægede sig mod strømmen og det var også først da han blev bumpet ind i at han kom tilbage fra sin trance lignende tilstand og vendte blikket mod den person som lige var stødt ind i ham. Til sin forundring så han hvordan denne person krøb sammen, som en lille hund der havde fået tæsk.. nu lod han også mærke til at det rødlige væske var skvulpet over kanterne på glasset han hold i hånden og løb ned over hans fingre ind til at det kom i kontakt med kanten af det hvide ærme som straks blev farvet dybrød af væsken.
Han hævede diskret et øjenbryn og kiggede så tilbage på den person som var gået ind i ham.. dette væsen var lille og lettere spinkel af bygning.. det sorte glansfulde hår sat op i en løs hestehale så det blev holdt væk fra ansigtet.. i alle henseender virkede denne person som en kvinde.. og det var også det at han antog hende for at være..
Daktarians mørke øjne var rettet direkte ned mod denne foroverbøjede skabning som virkede så skamfuld over at være gået ind i ham at han næsten fik ondt af hende.. hvordan kunne nogen opføre sig sådan? Bare på grund af et lille sammenstød?
Han opfattede godt undskyldningen, om end kun gennem kropsproget, og lagde så forsigtigt en hånd på dette væsens hoved, som for at sige ”det okay”. Denne gestus gjort i stedet for at råbe stemmen væk for at overdøve musikken.

Alvar vende tøvende ansigtet opad imens at Daktarien lavede en 'det er iorden' gestus ved hjælp af kropssproget. Dette ville selvfølgelig også resultere i at Alvars 'offer' opdagede at det ikke var en kvinde denne stod overfor, men blot en ung dreng, der på grund af sin slanke kropsbygning og porcelæns udseende kunne sammenlignes med en kvinde.
En tot af de sorte, silke, tråde løb ned over skulderen på Alvar imens at de røde øjne stirrede ind i modpartens sorte. Et øjeblik var han forsvundet ind i en autistisk verden hvor at den fremmedes ansigt blev kopieret ned til mindste detalje og lagt i et mentalt arkiv skab som derefter blev låst. Han blinkede, og gav et nik fra sig som tegn på at han havde forstået budskabet ved hans artsfælles kropssprog. De røde øjne gled ned på drinkens indhold der havde malet linjer af blod rød ned over den anden udødes fingre for til sidst at gennemvædde skjorten i samme farve. Han rakte hånden derhen imod og så på person med et undskyldende blik, som ville han sige: jeg skal nok erstatte det?

Til sin store overraskelse viste kvinden sig at være en mand.. en mand med så fine træk at enhver ville have taget ham for at være en kvinde… Daktarian blev et øjeblik forvirret over dette og tøvede mens deres øjne var låst sammen i en stirren som kun varede få sekunder før den igen blev brudt. Daktarian blev betaget af disse røde rubin øjne, men ikke mere end at det kun opvakte hans nysgerrighed..
Stadig uden et navn at sætte på dette væsen fortsatte deres korrespondance med at endnu en undskyldning blev givet da det kom til det gennemvædede ærme på Daktarians hvide skjorte. Han vendte kort sit blik mod ærmet og så tilbage til den langhårede mand foran ham, hvorefter han ville trække let på skuldrene.. det betød ikke det store.. Skjorten kunne vaskes eller han kunne skaffe en ny.. selvom det var alt andet end let at skaffe noget som helst disse dage.. Deres race var jaget og der var sat en pris på deres hoveder… deres egne gader og deres eget element var ikke længere sikkert for nogen af dem.. end ikke deres guddommelige moder på nattens klare himmel kunne fratage dem den frygt som lurede under overfladen på dem alle sammen.. frygten for at blive taget.. endnu engang blev Daktarians blik fjernt mens han stirrede på Alvars ansigt.. det var som om en hinde gled over hans øjne, som om det intense og livlige blik forsvandt og efterlod en mat grå overflade hen over selve øjet mens han tænkte..
Men snart kom han tilbage fra sine dybe tanker og kiggede rundt i lokalet.. Det her var bestemt intet godt sted at være! For første gang gik det rigtig op for Daktarian hvor udsat han var inde i denne kuppel af sammen pressede artsfæller.. hvor let det ville være at angribe bare uden videre og så få fanget alle dem der var tilstedeværende lige nu!. Daktarian så kort mod udgangen og derefter på sin nye ’ven’.
Selv hvis der intet skete, så kunne han ikke lade denne unge mand blive sådan et risikabelt sted.. han kunne ikke lide ideen om at være her mere, og alle hans sanser sitrede med advarsels signaler og faresignaler.. han måtte ud.. NU!
Uden at tænke videre over det greb han fat om håndleddet på den spinkle vampyr og slæbte ham efter sig over mod udgangen!
Der var noget i gærde.. der skulle til at ske noget.. men han anede ikke hvad.. han vidste bare at det kun kunne være noget skidt og at det var med at komme ud i en fart!

Et mindre smil formede sig på de smalle lyse læber som den nye bekendte trak på skuldrende i respons til Alvars hentydning omkring ærmet. Det virkede ikke til at den fremmede var nogen fjendtlig sindet person, men alligevel lod Alvars paranoide, og skeptiske jeg ikke til at lade ham slappe af overhovedet. De var stadig omringet af folk, folk der var mindre venlig sindede, folk der ville en ondt skulle de få chancen for det. Tvinge en op i et hjørne som junkierne havde gjort det i gyderne, og voldtage en som de havde gjort ved pigen. Og selvom mindet stod klart og spillede som en film for hans blik, så kunne han alligevel se tilbage på det uden at føle den mindste anger. Uden at føle noget.
Han så kort væk imens han overvejede at gå videre da han kunne mærke et par øjne der havde lagt sig over ham, han så hen på den fremmede igen, og de røde øjne spærrede sig en smule op som han blev mødt af et fraværende blik. De sorte øjne havde nærmest fået en overnaturlig hinde omkring sig, og Alvar fik følelsen af at han overværede noget specielt.
Han blinkede og skulle til at spørge den fremmede om der var noget i vejen, inden at denne greb fat i hans håndled og der gik et jag af frygt igennem den unge vampyr. En udviklende angst, og billedet af den voldtaget pige der lå gennemtævet i rendestenen stod klart i hans hukommelse.
Han skulle aldrig være kommet!
Han blev dog revet med, selvom han kæmpede for ikke at blive det, men hans kropslige styrke var på samme level som et veltrænet menneskes, imod en vampyr havde han ikke så meget at skulle have sagt.
Han bad den fremmede om at slippe ham gang på gang, satte den anden hånd på dennes for at presse fingrene væk fra hans håndled, uden held dog.
Da de kom længere væk og man faktisk kunne høre Alvars stemme, ville man kunne fornemme en spansk accent i ordrende, der indikerede den unge vampyrs udenlandske baggrund.
,, Hvad laver du?! SLIP MIG! Hører du!".
Han hvæsede hidsigt, og vidste fjendtligt tænder, imens at en ilter glød dominerede de røde øjne!

Han kunne godt mærke modstanden i det han begyndte at slæbe den uvidende lille skabning med sig mod udgangen, men han gav ikke slip. Jo mere han prøvede at slippe fri, jo strammere holdt Daktarian om hans håndled. Han trak af sted med den paniske vampyr bag sig mens han overvågent kiggede ud mod de side gange som også førte op til overfladen.. lugten af mennesker og andet pak drev ind fra alle de tre gange, men den var svær at opfange for den tætte lugt af vampyr og uddød som hang i luften i det lille lokale.. da de kom ud så Alvars stemme endelig kunne høres, stoppede Daktarian op og snerrede kort af den lidt mindre vampyr. ”Hold kæft hvis du gerne vil leve!”
Denne sætning kunne sagtens blive opfattet som en trussel, men Daktarians kropssprog sagde noget andet.. han stoppede op halvvejs gennem gangen ud til indgangen og stirrede frem for sig, på den tunge dør, mens han inhalerede lange dybe drag af luften.. hans krops sprog nærmest som en overvågen hund der havde hørt et eller andet.
Han blev ved med at have et fast greb omkring Alvars håndled mens han stod der og lyttede. I nogle få sekunder virkede det ikke til at der ville ske noget som helst, men så ville han vende sig mod Alvar og med en hurtig bevægelse skubbe ham ind I et lille hulrum som lå tæt ved indgangen. I de få sekunder der fulgte ville man kunne høre trampen fra en masse fødder, som kom løbene ned gennem gangen og snart blev musikken afbrudt nede i det store rum hvor alle de andre vampyrer var. En kvinde skreg i en blanding af rædsel og vrede mens man kunne høre en tung genstand ramme jorden. Pludselig udbrød der panik og kamp og musikken blev erstattet af kampråb og skrig om nåde.

”Damn it…”

Hviskede han mens han stirrede ud på gangen fra hulrummets mørke.. han stod lænet op af den ene mur, med Alvar presset ind til sig, da det lille rum knapt nok var stort nok til dem begge. Hans ene arm rundt om livet på den spinkle ’drenge’ krop mens han febrilsk forsøgte at regne ud hvad der var klogest at gøre nu.. hvordan kom de ud??

Alvar rynkede fornærmet brynende da han blev bedt om at holde sin mund. Forbandet! Førhen havde hans mening om sit nye bekendtskab været positivt, men nu, nu ønskede han at denne ville give slip fra hans håndled engang for alle, og lade ham vende tilbage til sin søgen. Hvad mente denne overhovedet med at overleve, Alvar kunne hverken opsnappe fjendtlighed i de andre vampyrers kropssprog eller andet. Han skævede, alligevel havde han en fornemmelse inden i, at uanset hvad så havde den fremmede sikkert en bedre ide om det end han selv. Dennes blik inden han blev slæbt væk, det virkede som om at denne havde set noget.
De stoppede op, og Alvar gav et sidste trodsigt ryk, selvom Daktarian ingenlunde gav slip eller havde hensigt om at lade ham gå. Han havde lyst til at hvæse endnu engang, da hans pupiller lavede en naturlig refleks som fodtrin kunne høres, de trak sig ind og ud meget hurtigt, som et hjerteslag. Han nåede dog ikke at reagere mere end det, før han blev presset op i en lille udhulning i væggen, tæt op af den fremmede, der havde snoet den ene arm om livet på ham. Automatisk blev Alvars hænder ført op til dennes tider, greb modstrigende fat i den fremmedes overbeklædninger. Han bed tænderne sammen i et forsøg på at skubbe den fremmede væk indtil at lyden fra fodtrinende blev højere og Alvar fattede pointen. Han havde gjort det samme før. Klamret sig til et hjørne i gyderne, for at falde ind i skyggerne. Grebet om Daktariens beklædninger gik fra at være modstridende og skubbe den anden vampyr væk fra sig, til nærmest omfavne denne: han knugede sig indtil den anden, i et forsøg på at smelte sammen, og ind i væggen. Som legoaner der kamuflerede sig, imens at kamp og skrig kunne høres fra det sted de havde været før. Alvar lukkede ligeså øjnene, så hans mørke røde blik ikke kunne afsløre deres position.
Imens hans øjne var lukket i, begyndte forskellige tanker at køre rundt i hovedet på ham, den mest dominerende: hvordan kommer jeg væk?!
Da de sidste fodtrin var stormet forbi dem, åbnede Alvar igen sine øjne der gav en sort rødlig gnist fra sig, det var et snit til at komme helt ud derfra. Han så op på vampyren hvis ansigt kun var få centimeter fa hans eget og hviskede:
,, Følg mig..".
Derefter lagde Alvar an til at skubbe Daktarien væk fra sig igen, hvis denne lod ham, ville han gribe fat i dennes håndled som Daktarian før havde grebet hans, og så: løb han!
Til trods for at Alvars styrke ikke lå på samme plan som Daktarians. slog den unge vampyr over i en umenneskelig hurtighed, der trak Daktarien bag efter ham, og tvang denne til også at løbe.
De nåede ud af døren, videre ud i skoven der omkransede stedet de før havde været, og efter et minut med at løbe på så høj en hastighed var de en god kilometer væk derfra. Alvar stoppede, og bøjede sig forover imens han stadig havde fat i den fremmede vampyr. Satte den frie hånd på det halv bøjede knæ, og så paranoidt rundt omkring.

Daktarians fokus var låst på gangen ude foran deres skjulested. Hans hørelse fokuseret på alle de lyde der genlød gennem hallerne og de forskellige snævre passager. Hans sanser var på allerhøjeste beredskab eftersom denne nat nu var blevet en slags øvelse i overlevelse, hvor taberen ville blive fanget og bundet på hænder og fødder som den slave han eller hun var.
Hans fokus blev ikke brudt da den lille vampyr i hans arme vred sig for at komme fri, og heller ikke da denne fjendtlighed skiftede til desperat omfavnelse. Det var først da denne lille sorthårede dreng åbnede sine røde øjne at Daktarians stive fokus på omgivelserne blev brudt. Gnisten af det røde fangede hans blik og han kiggede kort ned på vampyren i hans favn, uden så meget som at rykke på hovedet. Kort efter kiggede han igen ud på gangen, men ikke mange sekunder efter tog hans nyopsamlede makker i denne ’leg’ endelig styringen og viste at han ikke bare var helt ubehjælpelig.
Daktarian tillod denne at føre an og da han blev slæbt af sted ved hjælp af sit eget håndled, satte han i løb for at kunne følge med. De spurtede ud gennem åbningen og ned langs gangen mod friheden forude.
Da de kom ud slog den kølige natteluft dem i møde, men de havde ikke tid til at stoppe og nyde den, Ikke endnu.
Vampyren foran ham blev ved med at løbe, og med god grundt, området omkring une pierre var langt fra sikkert, og først da de kom i læ inde i skoven og var ude af syne stoppede de begge op. Den høje fart de havde præsteret da de løb, havde forårsaget at Daktarians åndedræt havde ændret sig en smule fra nærmest ikke eksisterende til lettere tungt og synligt.
Han rettede sig op og kiggede tilbage i den retning de var kommet fra, hyl og skrig kunne stadig lavmælt høres og bare lyden fik Daktarian til at gyse. De havde været heldige… måske fór heldige…
Endnu engang skiftede han fokus og kiggede op mod træernes kroner for at få et glimt af himmelen, var nattens gudinde stadig på himmelen? Havde hun bevidnet dette forræderi mod sine børn??
Men træernes kroner var for tætte og han kunne intet se. I stedet følte han en let brise, blæse imod ham og den tog blidt fat i hans klæder samt sorte hår… Han var ikke sikker på hvad han skulle få ud af denne hilsen… måske en velsignelse?? Han fjernede langsomt blikket fra træernes blade og lod det så hvile på den vampyr som nu stod lidt fra ham, foroverbøjet mens han kiggede vildt i alle retninger… der var ingen tvivl om at denne oplevelse havde bragt noget ud af balance i den knægt… Men Dak kunne ikke finde ud af om det altid havde været sådan eller om det bare var denne ene hændelse som havde forårsaget det vilde blik i de rubin røde øjne.. efter lidt tid, som havde virket som evigheder, lod han endelig sine læber skille og med en lav og rolig stemme spurgte han; ”Er du okay?”

Den lille brise rev fat i Alvars krøllede sorte hår, og skubbede dem til den ene side, imens at han årvågent så sig omkring. Som et dyr der blev jagtet af en listig og lydløs jæger. Paranoia havde sit klamme, klæbrige greb om Alvars nakke imens at hans greb omkring Daktarien ikke blev mildere eller slappede mere af. Som holdt han den fremmede vampyr som en støttepæl til at han ikke mistede besindelsen helt. En trauma var blevet vakt, tilfangetagelsen til Abbadon, begyndte at køre i hans hoved, og han rystede på hænder og skuldre.
Det var først da den fremmede talte at han vågnede op fra sit mentale mareridt, og de røde øjne stirrede op på personen foran ham. Den før hidsige røde farve var blevet indsunket, og spærret inde i en oliemasse af sort, så man kun lige kunne skimte det røde inde i hans øjne.
Om han var okay, om alting var i orden? Nej alting var aldeles ikke iorden, ingenting var 'okay'! Men Alvar sagde ikke noget, og gav blot slip for den fremmede vampyrs håndled, og rettede sig op. Han så imod retningen af Une Pierre, hvor man stadig kunne høre råb og skrig.
Et sjælløst blik blev givet retningen af deres brødre og søstre, og drengen virkede... uhyggeligt utynget af den forrige oplevelse lige pludselig.
Han så ikke på den fremmede, men vendte sig om for at gå, tilsyneladende ligeglad med hvad end der skete med de andre, eller med hans 'rednings' mand.