Quaerentes Cohors? - Mr. West (rekruttering! Åbent!)

T: Tidlig aften
V: Iskoldt, blæsende overskyet, tørt.
S: En kælder under Diskoteket i Terre's hovedgade
O: Forklares i indledende post

Røgen lå i et tykt lag i rummet, ikke blot tæt ved loftet, men overalt i de enorme lokale der udgjorde kælderen under Salles de bankets. Røgen var tyk, og havde en underlig kraftig muskusagtig lugt, som ikke virkede videre naturlig for røg. Det duftede mere som en skovbund, end som røg, og man vidste med sikkerhed at denne røg ikke ville gøre skade på ens lunger, ikke at det ville være et særligt stort problem, da ikke så meget som ét eneste menneske var at skue i rummet. I stedet var det fyldt op med alskens rakkerpak. Ikke et fornemt selskab, men heller ikke det dårligste man kunne komme i. Væsenerne, hovedsageligt dæmoner og vampyrer, var i dette tilfælde ikke blot blevet fundet på et gadehjørne. De var blevet ansøgt, udspioneret, fundet værdige, eller blevet sat på porten for derefter at komme tilbage med en hævntørst der alligevel fik dem ind, en enkelt ansøgelse kunne tage år om at udføre. Heldigvis, var de fleste væsener langtidslevende, og kunne sagtens holde til den uendelighed det måtte føltes som hos et menneske.
Hvert individ havde fundet sin plads i rangen, startende allernederst, for derefter at arbejde sig opefter ved hjælp af snilde, mord eller ren og skær held. Nogle indsmigrede sig allerede fra starten, og fik nogle af de øvre i ranglisten som allierede.
Magtspil var normale i denne bande, Quaerentes, og selvom de udefra virkede som én helhed der arbejde sammen, var langt fra alle enige, og ikke alle fik tid til at sige hvad de mente, inden deres strube var skåret over, eller nakke brækket.
Inden for banden var der dannet egne grupper der havde egne meninger, og egne alliancer. Over femhundrede medlemmer mødte hveranden uge op til en slags 'undersøgelse' - for at se om de var spioner, eller om de var tro mod deres Herre.
Herren, som han blev kaldt til daglig, var en yngre mand, omkring tidligst i tyverne, og tydeligvis den klogeste af alle de fæhoveder der spillede op til ham. En alliance med Herren var mere værd en optagelse i Quearentes, og man røg straks næsten helt op i hierakiet hvis blot han nikkede anerkendende til én.
Manden var en velskabt luft dæmon, med langt gyldent hår, og store nøddebrune øjne. Han var kendt som værende rar overfor alle og enhver, men de af banden der havde haft bare én enkelt samtale med ham, vidste bedre. Under denne formelle, forhandlende skal, var han koldblodig. En snigmorder af værste skuffe, derudover juvel-tyv og butler på en herregård udenfor byen. Han klædte sig altid i en sort smoking, der passede sig til hans erhverv.

Udenfor Salles de Bankets virkede alt som normalt. To enorme mænd, tydeligvis nogle af de mere rå ild-dæmoner, stod som altid og overværede enhver der kom ind. Inden i diskoteket lød den dunkende bas, og den skrålende lyd af fulde væsener der forsøger at synge. Forsøgte man at komme ned til kælderen, da den eneste indgang var gennem diskoteket, ville man hurtigt opdage at man blev overvåget. Den Animagus der nu i flere år havde være brugt som vagt, havde for længst holdt op med at forsøge at skjule sig, og krøbe lydløst efter enhver i sin museskikkelse, indtil han til sidst stoppede vedkommende op for at få ID, og for at sikre sig at denne havde en aftale, eller ansøgelse.
Lige nu forventedes det, at der ville komme nogle ansøgere. De havde lige mistet fire-fem i en omgang herværk, angående at brænde al mad til Abbadon.
Quearentes var åben for rekrutering.

Den dunkende lyd kunne høres gader væk, og den sidste rest af tvivl var efterhånden forsvundet: Aftenen var blevet skudt i gang, og nattens komme synes allerede at blive fejret. Beatet blev højere, i takt med afstanden, der svandt hen og manden med den lange jakke, og den høje hat valgte at stoppe op.
Vampyrens ærinde befandt sig dog ikke her, men dybt inde, i det centrale inferno af lyd, støj og bevægelse. Eller nærmere; stedet under dette. Alligevel var han stoppet op, her. Bevidst. Vigtigheden lå nemlig ikke i at komme traskende til det bestemte sted, til tiden, men hvordan man valgte at gøre dette. Nej, stod det til vampyren krævede det planlægning, og selvom han var et individ, der ikke lignede en, som kunne finde på at planlægge en entre, gjorde han det gerne. Derfor stod han nu, så dagen igennem, og gennemgik grunden til at han, vampyren, netop havde valgt at møde op. Det var udelukkende af personlige grunde. Grunde som fik en handskeklædt hånd til at rette på hatten. Minutterne gik, det orange væsen blev gemt af vejen i en af de dybe jakkelommer, og ryggen blev ranket. Musikkens rytme havde ændret karakter, var næsten umærkeligt gjort en anelse langsommere, hvilket blot var endnu en faktorer, der fik de sorte sko til at rykke på sig.
Trappen ned til kælderen tog ikke mange minutter at finde, og ligeledes valgte vampyren ikke at spille mere tid på at vente, men trådte i stedet ind i det aftalte rum. En ufattelig tung røg slog ham i møde. En røg, der på ingen måde agerede eller lugtede af røg, men som tydeligvis var det. En røg, der fik vampyren til kortvarigt at knibe øjnene yderligere sammen, for at se stedet bedre an. Og, jo, selvfølgelig de fremmødte væsner. En lyserød tungespids fugtede læberne, idet han trådte frem mod en lille gruppe væsner, der også var mødt op, og ligesom ham, var kommet før tid. De snakkede lavt sammen, men West, der ikke havde interesse for deres samtale emne, holdt munden lukket, og lod kun de mørke øjne vire let frem og tilbage over de forskellige. Ikke for sidste gang, rettede han tavst på hatten, og gav sig derefter til at vente. Vente på, at noget skulle ske, om end, så noget der omhandlede banden. For West havde, når det kom til stykket, visse forventninger.

Røgen blev kortvarigt endnu tykkere end før, gjorde det næsten umuligt at se personen ved siden af sig, førend den lettede, og fik et knivskarpt billede af den dunkle forsamling til at stå tydeligt frem. Et smæk lød bag den lille gruppe af fremmødte væsener der ønskede medlemsskab i denne bande, Quearentes.
Banden opholdt sig i rummet i de små grupper der var indvolveret i alliancer, hver med en talsmand der stod frem, og som virkede mere frygtindgydende end de væsener der blot var en af bagmændene, en af de der styrede tankerne i dem der havde udstrålingen og viljen til at stå frem og tale for det vedkommende var blevet fortalt var rigtigt.
I enden af rummet, den del der endnu ikke var helt fri af røg, kunne mærkes en vag form for intensitet, der ikke omkransede de andre. Som en kraft der skød ud i selve luften omkring den større mandsling. Tidligst i tyverne, langt gyldent hår, blå øjne og et stramt, halvt godhjertet, halvt irriteret smil. Herren sad i en gammel ramponeret sofa, hvis fjedre havde set bedre tider. Selvom intet i hans tøj eller stilling udviste nogen som helst form for speciel rang i forhold til de andre, var det tydeligt at det var ham der bestemte. Ved hans side, lænende ud over det ramponerede armlæn for ikke at sidde for tæt på Herren, sad en lille dæmon dreng. En to meter lang hale hvilede ved hans lår, hang ud over sofaens kant, den lille blodrøde hårdusk nåede kun lige akkurat at røre gulvet. Drengen, der ikke kunne have været en dag over femten, var iført en hoodie, med hætten trukket op over ansigtet, der derved var skjult. Små blodrøde totter stak ud hvor øjnene skulle have været, og gjorde det umuligt at se drengens ansigtstræk. To huller var blevet skåret i hættens sider, hvor to ekstremt lange, spidse ører stak ud. De virrede let hver gang en lyd blev ytret i forsamlingen. Han virkede ikke bange som sådan, men forvirret, vagtsom og ikke mindst urolig. Han blev ved med at rykke rundt i det smalle sæde, og holdt et stramt tag om den enorme skuldertaske han havde på skødet, som om han ville dø for at beskytte den.
Herren blev ved med at sende beroligende blikke i hans retning, som om han forsøgte at mindske den nervøsitet der tydeligvis herskede i den lille dæmons sind. To enorme hvide vinger skød ud fra Herrens ryg. De lå graciøst foldet over hans ryg, udover sofaens ryglæn, og skinnede hvidt i det tiltagende mørke.
Den dunkende lyd fra musikken fra diskoteket forstummede, da fire dæmoner stillede sig ud i hvert hjørne af rummet, mumlede nogle ord og løftede hænderne i vejret.
Alt var stille.
Tidspunktet hvorpå man skulle komme havde været en prøve. I denne bande kom man altid mindst ti minutter for tidligt, kom man til tiden, ville man måske gå glip af noget. Det var en regel, såvel som det var påpasselighed, og blev overholdt af hver evig eneste.
Der var omkring halvtreds tilstede i rummet, seks alliancer i det hele. Kun de øverstrangerende var tilstedeværende ved disse udtagelser, disse optagelser. Selvom det ikke var mange der var blevet dræbt, var der alligevel brug for flere medlemmer, og de ni stykker der var mødt op før tid, var de eneste der blev lukket ind.
Herren løftede en hånd, og alle blev stille. Hvis ikke fordi de frygtede for at blive sendt væk, eller udstødt, så af ren respekt for engelen, der nærmest var legemliggørelsen af kraft.
Han vinkede de nytilkommende over til sig, smilende på en måde der både virkede koldt og varmt på samme tid. Som om han egentlig væmmedes ved deres blotte tilstedeværelse men elskede det at de var der på én og samme tid.
Hvis ikke de kom derover, var de blevet tvunget med en pistol i nakken.
Herren begyndte at tale. Hans stemme var svævende, dyb og langsom. Han talte ikke hurtigere end han kunne lade folk forstå hvad han sagde, og ikke for langsomt til at det virkede kedeligt.
"Mine herrer, og damer" Han blinkede til en enkelt kvinde der så ud til at være dæmon at dømme efter hendes blanke ibenholt horn.
"Jeg byder jer velkommen her, I Quearentes. I er alle blevet undersøgt. Hver eneste lille episode i jeres fortid, jeres evner og selv jeres tanker er os bekendt. Jeg byder jer Tillykke. Jeres første prøve er overstået inden i er begyndt" Han holdt en lille pause, og så mod den lille dæmon dreng ved hans side. Dæmonen begyndte at vride sine hænder mod hinanden, og så på de nye rekrutter gennem hårene der dominerede det sted hans ansigt skulle have været. Det var ikke til at sige om han vred dem af nervøsitet, eller forventning.

Kiaran havde den ene dag fået ret interessante informationer, hun havde selvfølgelig overvejet tilbuddet, hvorefter hun dog havde besluttet sig, selvom Imbros ikke havde været enig i det, da han mente, at det kunne være farligt. Kiaran, som alligevel var meget træt af den nuværende hersker og hans styreform, var ikke rigtig til at skubbe til, så hun ændrede ikke sin mening.

Kiaran var taget af sted i enlig ret så god tid, og hun havde ladet Imbros og Balok blive hjemme, hvor hun så havde styr på dem. Hun ville heller ikke lade dem ødelægge sådan en chance, som hun nu fik. Hun regnede ikke med, at det var ganske tilfældigt, hun troede ikke rigtig på tilfældighederne. Der måtte jo et sted være en mening med tingene, selvom man ikke vidste hvorfor. Hendes åbne, lange, sorte frakke blafrede let efter hende, da hun gik langs med gaderne. Indenunder bar hun ganske enkelt et par lårkorte short og en rød top. Hun havde højhælede, sorte støvler på. Ja, hun afslørede meget af hendes hud, som havde den sorte farve, da hun var sortelver, men sjovt nok, så så mennesker hende bare, som en afrikaner, selvom de ville kunne hendes spidse ører. Hun bar ingen form for våben, hvilket måske virkede risikabelt, men hun følte sig ikke forsvarsløs.
Da Kiaran trådte ind i lokalet lagde hun mærke til den tykke røg, men ignorerede den dog og fortsatte ind i rummet. Hun havde faktisk ikke regnet med, at der ville være så mange til stede. Hun stillede sig et lidt afsiede sted, hvor der ikke stod helt så mange andre væsner. Hun lagde armene over kors og ventede spændt på, hvad der nu mon ville ske.

Kiaran klemte øjne sammen, da røgen blev en anelse tykkere, men åbnede dem dog helt igen og kiggede omkring sig, da røgen lettere og man kunne se de tilstedeværende. Hun mumlede for sig selv, det var selvfølgelig meget typisk, at der faktisk enlig kun var mænd til stede, næsten, hun fik øje på en enkelt kvinde mere, men det var så også det. Nu lagde hun mærke til ham, som alle havde rettet deres opmærksomhed mod, så dette var den såkaldte mand, som skulle være herre over dem alle. Han virkede dog en smule interessant, men kun en smule. Hun trådte nærmer sammen med de andre, da de blev bedt om det, samtidig med, at hun lagde mærke til en enkelt, som blev skubbet frem med en pistol i nakken. Selvom hun kiggede frem mod hankønsvæsnet, så var langtfra hele hendes opmærksomhed vendt mod ham. Hun lyttede til hans ord, men havde dog intet at sige til det, hun tænkte ikke engang noget om det.

Der var ikke megen tid, til at se stedet og dets fremmødte personer an. Faktisk formåede West kun at skabe et overfladisk overblik, hvis eneste formål havde at lokalisere de vigtige eksistensers placering i forhold til ham selv og udgangen. Intet mere end det. Gruppens hurtighed var dog kun et plus. Det fortalte om en leder, der havde planer og tidsrammer. Det fortalte, at dette ikke blot var til hygge, men at der var en dagsorden, om end så skjult. Vampyren var tilfreds. Muligvis fordi han selv hadede ting uden formål, og en ledelse, der ikke synes at have styr på tingene, men egentlig blot formåede at vise deres styrke, som de fejlagtigt var endt med. Nej, der var ikke meget til overs for den slags, men dette.. Dette skabte interesse, og et muligt strejf af respekt til denne bande, hvis ry var spættet, som en stærs fjerdragt.
Med en enkel bevægelse, blev der rettet på den sorte hat, og vampyren rankede kortvarigt ryggen, til et knæk kunne høres. Trods det faktum, at han ikke levede, om yderligere faktisk var død, var det som om West krop alligevel formåede at blive ældre. Eller måske ikke ældre, blot mere.. knæksagelig. I hvert fald var det blevet en forbandet vane, der gerne kom til udtryk ved stående stilling i længere tid. Tidsintervaller der med tiden synes at blive mindre og mindre. Han fugtede læberne, og lod de mørke øjne lægge sig på sofaen, og dennes herskab. Der var ingen tvivl om hvem dette kunne være, og hvem der end stod nær denne eksistens, var højt oppe i rangkurven. Blikket var faldet i hak, stirrende på de to vigtigste personer, ifølge West, og væsnet i lommen, selv.
Øjnene blinkede ikke, men låste sig fast, og West synes at blive til det tomme individ, hvis eneste formål var at se. Se, med mørke skyggefulde øjne, der synes at synke ned under huden på dem. Muligvis ikke videre behageligt. Men, West selv bemærkede ikke sin egen stirren, selv ikke da han gik fremad, mod lyden, og den åbne mund. Mod herren med de endnu tavse sætninger. Mod manden, der netop havde budt dem alle velkommen.
Hovedet tiltede om på skrå, og armene hang tavst ned af siden; underbyggede kun vampyrens døde jeg.
Så de kendte ham nu, de kendte hans historie. West var ikke begejstret, det var tydeligt. Øjenbrynene var kløvet en anelse sammen, i et lettere skeptisk udtryk. Så de kendte ham, hva.. West var tilbøjelig til at benægte det. Forsvarer sig med, at ingen, sågar ikke ham selv, kendte noget som helst om vampyren der gik under navnet West. Jo, måske foruden det orange væsen, der endnu befandt sig i den mørke lomme. Men, selv den havde han givet nogle konsekvenser ved denne information, om hans egen person, og hvad kunne et væsen sige, hvis den ikke bar en mund og tunge? Ingenting. Og netop dette var tilfældet, Dyret havde ingen mund. Ikke mere.
Alligevel var han ikke sikker på, om han nu også kunne forsvare dette. For han tvivlede ikke på denne herre’s kunnen. Faktisk var han tilbøjelig til at tro, at han, denne leder, havde midlerne til at få hans mundløse dyr til at snakke alligevel.
West endte med at klikke utilfreds med tungen, på sådan en måde, der ligeledes kunne være fordi han var imponeret. Imponeret over dennes bedrift.
West trådte et skridt nærmere, så han endte mellem to brede skuldre. Munden forblev lukket, øjnene forblev på drengen. Tavst lod han den ene hånd falde dybt ned i lommen, og en lille trækning kunne kort ses om munden, idet den hvide handske berørte dyret deri. Der var ikke andet end at høre, hvad lederen havde at sige, og West havde en svag formodning om, at alt der kom ud af dennes mund, havde potentiale til at overraske ham. Noget som kunne gå hen og blive slemt, hvis det kom for alles ører.

Hvad han lavede her, var han ikke helt sikker på. Han havde fået en invitation, og selvfølgelig kunne han ikke holde sig væk. Han vidste ikke meget om denne by, for han var først lige ankommet her den anden dag, men han havde straks vidst, at dette var en by, som man behøvede at være med i et fællesskab af en større magt for at være noget. Han havde endnu ikke fortrudt, at han var trådt ned af trapperne og ind i dette underjordiske rum, men det kunne han hurtigt komme til.
Røgen lå tungt over rummet, og selvom Rafael var vandt til røg, da han selv var storryger, så var dette en anden form for røg. Den var klam og kvælende. Han fik helt lyst til at gå udenfor igen, men han lod være med at gøre forsøget. Han ville med garanti blive stoppet i forsøget.
Han så sig omkring for at vurdere herreskabet. Det var ikke meget at snakke om. Det var som forventeligt.. Nej, noget fangede hans opmærksomhed. En person foran dem, som sad og dominerede i sin trone som herskeren selv. Han kunne ikke være andet end føreren. Lederen var at spejle i ham.
Hans tanker blev bekræftet, da manden ved en enkel bevægelse fik alle til at tie. Syv væsener trådte fremad imod herren. Han tøvede selv og reagerede tydeligvis ikke hurtigt nok, for kort tid efter fik han en pistol i ryggen, som tvang ham til at gå frem og op på linje med de andre. Han vidste, at han allerede havde begået sin første fejl ved ikke at være den første til at træde frem, men det kunne være ligemeget nu. Det måtte han rette op på senere.
En myndig stemme kom ud af mandens mund med skræmmende ord. Han kunne ikke andet end at hæve øjenbrynet over dem. Han tvivlede meget over dem, for hvordan kunne de have holdt øje med ham, når han først var kommet til byen nu? De havde vel ikke folk til at overvåge hver eneste væsen i verden? I så fald var det i al fald skræmmende. Han stod og så ligefrem som en god og ordentlig soldat. Han holdte ikke blikket på herren, da det var et tegn på disrespekt, men istedet holdte han det på dæmonen ved hans side. Han var næsten helt sikker på, at det var en dæmon. En meget lille en af slagsen, og man kunne undre sig over, hvad han lavede der som herrens højre hånd. Interessant..

Herren så ud over rekrutterne, smilede kort. Stramt som før, med den lille anelse af kølighed, som fik hans ansigt til at virke den smule mere skræmmende end det ville have været hvis han blot havde smilet varmt, og budt dem velkommen.
De blandede følelser vældede frem blandt de omkring seks rekrutter, der om lidt skulle testes på enhver tænkelig måde. Han rømmede sig sagte, mens han snoede en gylden hårlok omkring sin finger.
Hvis ikke man vidste bedre, ville man tro han var en engel. Hvide vinger, der strakte sig ud fra hans læderbeklædte ryg, de iskolde, dog vide blå øjne, virkede som strålende kornblomster, og det blonde hår som gyldne tråde der var ved at flyde over af magi.
"Jeg må dog indrømme, at hvis jeg sagde dette, ville det være løgn. Vi har efterforsket nogle af de mere lovende kandidaters fortid, vi kender til de fleste evner, og i vil hver især hvis i har fammilie opleve at disse er blevet forhørt nok så grundigt."
Et enkelt, sadistisk smil gled over hans læber, blot et kort øjeblik, hvorefter det sled for at komme tilbage til sine oprindelige folder, da en mand gjorde store øjne, han var tydeligvis en af dem der havde fammilie.
Herren fortsatte, roligt, med en iskold undertone, der kun ville kunne høres af de skarpeste af ører.
"I vil om lidt udsættes for hvad de fleste herinde har yndet at kalde et Interview, for at vi kan undersøge om i er af den rette støbning til at være en af os."
Som om han havde trykket på en kontakt, kom de andre medlemmer pludselig til live, de gik frem mod rekrutterne. Nogle med ligeglade miner, som om dette blot var rutine, andre beslutsomme og andre ligefrem sadistiske. Sidstnævnte gik med små knive de prikkede efternølerne i ryggen med, resten brugte guns, til at drive den lille flok frem som får.
De blev ført frem gennem rummet, forbi Herren, hvorefter de skulle gå ind gennem en dør, til et køligere mere fugtig kælderlignende rum, hvor røgen ikke engang havde sat sit præg med så meget som en duft. I den ene side var der en dør, lille, men ikke for lille til at dæmoner kunne komme igennem, heller ikke for stor til at virke enorm. Den var præget med underligt lilla lysende tegn, der snørklede sig ind i selve træets essens. Tydeligvis anti-lytte besværgelser.
Herren kom ind, med den lille dæmon lige i hælene, ydmygt, som en skygge der egentlig ikke ønskede at være der. Herren gik frem mod døren, og tog fat om håndtaget, hvorefter han åbnede døren, og den lille dæmon smuttede ind. Han så op på Rekrutterne, ikke arrogant som sådan, heller ikke som en nidstirring, men som en form for recognosering af væsenerne, hvorefter han nikkede mod en mand. Han havde en sort høj hat på, og var lidt mere fornemt klædt end resten. Tydeligvis en vampyr, det stak næsten en i øjnene når man så ham, men ikke desto mindre, havde han været en af de mere interresante, så selvfølgelig ville han blive den første.
Herren lavede en kort gestus mod døren om manden at træde ind, hvilket han enten gjorde frivilligt eller med en kniv i ryggen (Hvilket ikke ville gøre meget skade på en vampyr alligevel, men måske skræmme han nok til at tvinge ham genne døren).

For Rafael var "Kongens" ord ret ligegyldige. Han havde ingen nulevende familiemedlemmer, som kunne sige noget interessant om ham, og hvis de havde opsøgt dem, som han tvivlede meget på, da ikke engang han vidste, hvor de var, så kunne han kun grine højt over det besvær, han skabte for dem. Hans familie var ikke til andet end at pisse på. I al fald de nulevende..
Nu begyndte de andre i rummet at rykke på sig. Denne gang fulgte han frivilligt med, for han skulle i hvert tilfald ikke nye noget af at få en kniv eller en anden skarp genstand i ryggen igen. Han fulgte med sammen med de andre rekrutter hen til en lille dør, som var en dværg værdig. Han sukkede lydløst over synet. Bare det ikke var så lille, som det så ud, for han skulle nødig sidde derinde sammenklemt med nogen. Og overhovedet ikke Herren.. Eller den lille dæmon for den sags skyld. Han slog blikket ned på den ud af øjenkrogen.
Interviewes, skulle de. Bare spørgsmålene ikke var for påtrængende. Og selvfølgelig var de det. Hans blik fulgte Herren og den første rekrut ind i rummet, indtil der var lukket efter dem. De blev efterladt i tavsed. En udsædvanlig kedelig tavshed.
Han stod lidt og vippede med hovedet, før han besluttede sig, at det ikke kunne skade at bryde tavsheden.
"Nåååårh..", sagde han og så lidt rundt med et afslappet smil. "Det her kommer nok til at tage lidt tid.." Han trippede lidt med fødderne, og fik skabt sig en lille melodi, hvorefter han begyndte at fløjte med. Det blev dog for meget for ham. "Er der nogle, der har lyst til at spille kort?"

Kiaran kunne have grinet noget så højt, da de nævnte, at de havde haft en lille snak med deres familie Hendes klan ville ikke kendes ved hende, så de havde nok ikke sagt noget, de kunne måske have kontakt til hendes bror Imbros, men hun tvivlede, og hvis det alligevel skulle være tilfældet, så ville hun lige have en god snak med ham om, hvad man skulle fortælle sin søster. Hun smilede over denne tanke, fordi hun kunne allerede nu forestille sig, hvordan hun ville afhøre ham, men det vil måske lede ham på bedre tanker til en anden gang?
Kiarans øre flyttede let på sig, da der igen blev talt til forsamlingen, hun lyttede med interesse. Et interview? Hun kunne forestille sig at de ville grave lidt, hvorefter de så ville have nogle demonstrationer på evnerne, hvilket bare fik hende til at smile, hun kunne se det sjove i, at hun ved et tilfælde brændte hele diskoteket ned, men hun skulle nok holde sig i skindet. Det kunne ellers være meget underholdende.
Hun blev igen opmærksom, da de igen skulle bevæge sig. Hun var stadigvæk en af de bagerste, men hun blev da ikke truet med noget undervejs, fordi hun valgte at følge efter. Hun stak derefter hænderne i hendes shorts, mens hun så på døren og betragtede mønsteret, som hun ikke genkendte.
Kiaran kiggede på den første, som åbenbart var blevet valgt til at gå ind, men hun ville vente med tålmodighed på, at det skulle blive hendes tur, hvis det blev hendes tur. Hun betragtede stadig døren, da den blev lukket. Hun sig om, da der var en, som brød tavsheden, hvilket hun fandt lidt irriterende. Hun sendte ham et blik, der fortalte ham, at han skulle tie stille og lade stilheden herske igen. Hun ville hellere høre på stilheden og de andre lyde, som de trippende fødder, end hun høre på en eller anden, der desperat prøvede på at lave noget i stedet for at vente.

//Ludo!
Itarian, Rafael, Kiaran, Mr. West! :) //

//Fair nok, så er det bare Mr. West skal opdage det. (y)//

West var tavs som graven. Han forsøgte ikke engang at skabe opmærksomhed, men tillod denne blonde herre det hele. Lod ham bade i de forskellige folks tavse meninger, og gjorde ellers blot det, han normalt havde sværest ved; smeltede sammen med omgivelserne, med de fremmødte personer, uden at forsvinde fuldkommen. Det handlede om en fin balance. For omvendt, forsvandt man helt, mistede man til sidst selv enhver interesse for alt omkring sig, blev kort sagt ubrugelig, som luft uden ilt molekyler. Noget, som ironisk nok var ligegyldigt i West tilfælde. Men ja, havde han nu også mulighed for at forsvinde helt her? Så vidt han kunne bedømme ud af øjenkrogen, var han den eneste med hat, med handsker og nogenlunde påpasseligt tøj. Havde ingen andre hørt om førstehåndsindtryk? En ting der i særdeleshed var vigtigt til jobsamtaler? Tydeligvis ikke. Det morede ham, vampyren. Måske lå det blot til de kriminelle, de usle, og det resterende rakkerpak? For det var ikke der, West selv ville sige, han hørte til. Nej, det var grunden til hans fine tøj, hans evne til altid at skille sig ud, i kredse som denne. Vel og mærke uden at stjæle spotlyset, eller stille sig ind i det. Selvom, indrømmede han tavst, det ellers lød fristende.
Smil. De fortæller alt om den pågældende person. Om enhver person. Smil, der kan være så forskellige, som følelserne deri. Smilet er sjælens sande udtryk, eller mangel på samme. Og dem, der påstår at det er øjnene, tager fejl. West var sikker i sin sag. Han var overbevist om, at øjne kunne gøres kolde, at de kunne fremstå som døde, hvis en person ellers havde styr på mimikken. Men Smil! Dem kunne ingen skjule, og i så fald, lå der ingenting gemt bag ved. I sådan et tilfælde ville personen være ligegyldig. Denne tanke optog ham, og fik de mørke øjne til instinktivt at søge mod herrens mund. Jo, her var et glimrende eksempel. Et, der bevidste hvad man havde med at gøre, hvad det krævede af en, som skulle styre en bande; Et blæksort sind. Blot fordi denne hankøns var en engel af ydre, var der ingen tvivl om at en djævel gemte sig inderst. Under førstehåndsindtrykket. Smilet bredte sig ud, fremsagde ord, som Wests skarpe ører opfangede. Fik ham ud af den analyserende trance, han synes at være kommet i.

Vampyren fornemmede det orange væsens protesterende tanker, af det, den blonde sagde. West lod den ikke komme til orde.
”Tysh, Tysh”.. Tanken ville strejfe det oranges dyrs bevidsthed, på en sådan måde, der fik ham til at ignorere mulige svar. Vampyren ønskede ikke en samtale, med det gemte væsen, nu. Han havde tydeligvis noget andet, der fangede ham. Noget, der tog hans til dels fuldendte opmærksomhed. Alligevel sneg han en kærlig tanke af sted, mod den frie selvbestemmende eksistens, der kunne have noget at sige om ham, som person. En eksistens, der havde potentiale til at tage imod enhver med åbne arme. Det kære kvindemenneske, måtte hun rådne op, hvis et eneste ord, som havde omhandlet ham, var blevet sagt. Gerne dybt i helvedes inderste flammer.
Interview, så det var det, som var det næste? West kunne allerede mærke forventningerne der banede vej gennem hans indre, gjorde et drastisk forsøg på at udtrykke det i et smil, der tidsnok blev stoppet. Ændret til en svag trækning. Han rykkede på sig, og lod frit de sorte sko træde frem, da han modtog gestussen om at gøre det. Den behandskede hånd kunne ikke modstå fristelsen, men rettede let på den høje hat, før han roligt trådte efter. Den lille trækning forblev på det kolde, ligblege ansigt. For som sagt, et smil kunne afsløre alt. De mørke øjne lod hurtigt glide over lokalet, og dens personer. Tavst. Lod et hvert sanseindtryk ramme ham. Det var på tide at vise, hvad Mr. West var for en.

Ind gennem den store dør, og ind til et større rum. Ikke helt lige så stort som det første, men ikke meget mindre.
Rummet var fyldt med små detaljerede runer, skåret ind i selve værelsets væsen, glødende svagt med en form for magisk intensitet. Rummet var spækket med magi, så meget var tydeligt. Ikke desto mindre ville ingen udefra være i stand til at snig lytte, gætte sig frem til hvad man skulle, eller bare så meget som tænkes at være i stand til at tyde hvad der foregik indenfor de fire vægge, der udgjorde dette rektangulære rum, cirka på størrelse med en mindre minigolf bane.
Ude i siderne af rummet var enorme gardiner, bag hvilke et væsen med enten meget gode sanser, eller en sjette sans gørende dem i stand til at identificere andre væseners tilstedeværelse, ville kunne føle tilstedeværelsen af en række forskellige racer. De fleste liggende i dyb søvn, eller trance lignende tilstande. En enkelt syntes at være frosset ned.
Midt i rummet stod en bred sofa, holdt i den samme blodrøde farve som gardinerne, med forskellige små puder og et enkelt tæppe henslængt over armlænet.
Ved siden af dette stod et mindre kabinet, nående kun lige over ryglænet på sofaen, tydeligvis magisk låst, men ikke desto mindre med nøglen siddende i nøglehullet.
På den anden side af sofaen, stod et lille bord, med et fad proppet med forskellige frugter. Ved siden af fadet en kande indeholdende en rød væske, der umidelbart ville føles, lugtes og ses som blod.
Herren satte sig omgående i den brede sofa, slængede sig så han fyldte lidt over halvdelen, og skubbede et par puder til rette. Den mindre dæmon syntes at være forsvundet.
Herrens blik kørte en enkelt gang hen over vampyren. En mere utraditionel rekrut til en bande af denne art skulle man lede længe efter. Høj hat, mørkt tøj. Umiddelbart virkede han som en af de væsener de normalt stjal fra når de kunne komme til det.
Men skindet kunne bedrage, det var Herren af alle klar over.
"Hr. West, formoder jeg." Startede han, slog et svagt klik med tungen inden han fortsatte, som om han lige skulle bruge et øjeblik på at smage på navnet. Et nysgerrigt glimt i hans ellers stadig stramme maske fortalte om nysgerrighed af en sjælden art.
"Jeg vil først og fremmest spørge dig, hvad ønsker du at udnytte denne rekruttering til?" Spørgsmålet var simpelt, men ikke desto mindre et trick for at udelukke uvedkommende. Rekrutter der ikke kunne svare på dette spørgsmål tilfredstillende, ville forhåbentlig ikke se meget mere af dagens lys.
Herren smilede stramt, da en stank af død fyldte rummet, og han lyttede til denne første rekruts svar, forventningsfuldt da han kunne lide denne 'herres' måde at udskille sig fra mængden uden at virke iøjenfaldende.

//Rafael og Kiaran, I behøver ikke at svare indtil det bliver en af jeres' tur - ellers bliver det bare for ensformigt

//Okay. (y)//