Silence... - Mr. West

Tid :: 20.30
Sted :: Gågaden
Vejr :: Det er mørkt, himlen er dækket af skyer, og lidt støvregn...
Omgivelser :: Lukkede butikker?

Mørket havde for længst lagt sig over Gågaden. Butikkernes vinduer var stadig oplyst, men kun for butiksudstillingerne. Ingen skilte var ude længere, og ingen mennesker var til at se. De var sikkert alle gået hjem for længst, medmindre at der et eller andet sted sad en gruppe fulde mænd... Hvilket ikke skulle undre nogen hvis der gjorde...?
Den lette støvregn gjorde en ung kvindes lange røde hår en smule vådt, men heller ikke meget. Hendes høje skiggelse stod op af en mur, og hun havde blikket rettet mod jorden. Mange gange havde hun været lige netop dette sted i løbet af denne dag. Uden nogen anelse om hvorfor hun, hvergang hun havde gået byen rundt, stoppede ved præcist denne mur. Et spørgsmål hun kunne stille sig selv en million gange uden at bidrage med et svar.
De lange ben var beklædt med et par mørke blå jeans, og hendes overkrop, med en hvid T-shirt. Udenover den havde hun sin sorte jakke. Skoene var bare et par hvide converse som efterhånden var blevet godt slidte... Der var huller flere steder i dem, men de var jo ikke helt døde, endnu.
Hun bevægede sin frosne hånd op til sin kind, og kradsede lidt på den. Et kort suk slap løs mellem hendes læber, og hun løftede hovedet. Hendes ansigt som før havde været gemt i skyggerne, kom nu til syne. Hendes øjne var havblå, og lignede glas. Fint og skrøbeligt glas.
Denne unge kvinde var ikke et menneske - hvilket de fleste andre i byen nok heller ikke var - men hun var en engel. Og hendes navn var Junie...
Hvis der var noget Junie elskede så var det stilhed. Den stilhed der havde overtaget Gågaden nu, gjorde hende glad. Hun smilede let for sig selv.

//Håber dette er kreativt nok... Er pokkers dårlig til at starte! xD

Han var.. Besynderlig. Anderledes, som han gik der, med den svagt, ja næsten usete haltende gang, og sin høje sorte hat. Men nej, det var ikke det, som gjorde ham så besynderlig. Så ugenkendelig. Ligeså var det ikke de hvide handsker han bar, eller den sorte jakke, som gik til knæene. Nej, det var nok nærmere staven, der blev stødt mod jorden, med en ensformig og rytmisk lyd, hver gang ham bevægede sig fremad, for ikke at forglemme det orange væsen, der hang på hans skulder som en nystjålet rævepels. Kort sagt; han var Mr. West.
Vampyren gik fremad, med sådan en rolighed, der fortalte at tiden ikke kunne røre ham, og at han ikke skulle noget som helst. Andet end at gå.
”Engel..”
Væsnets stumme stemme, ramte hans øregange, i samme øjeblik han fik øje på hunkønsvæsnet, der havde placeret sig foran muren. Et lille smil lagde sig til rette på de blege læber, og de mørke øjne betragtede englen, som hun stod der, fordybet i noget, der kunne ligne glade tanker.
”Godaften, min ven!”Hilste han let, da afstanden mellem dem var reduceret til nogle meter, armene blev spredt let ud, som var det ikke blot hende, han hilste på, men et helt publikum.. Jo, han var besynderlig, set udefra. Hvad ham selv angik, anså han sig selv for at være den mest normale i denne del af verden.

Tjah... lyden af ingenting. Og dog. Junie kunne fornemme en person.
Hun drejede blikket rundt, op mod himlen. I det samme opfangede hun personen, som stod omkring flere meter fra hende. Et øjeblik betragtede hun ham, men da hans stemme lød, brummede hun stille. Indvendigt... Stilheden havde gjort hende glad, og derved fået hende til at slappe af. Ikke at hans tilstedeværelse irriterede hende, men derimod hans ord der gjorde hende irriteret. Den stilhed der var blevet oprettet, var dejlig... Det havde hun nu indrømmet overfor sig selv, mange gange, men det passede jo, så det var ligemeget hvor mange gange hun tænkte det, for det var jo rigtigt! Junies hår var efterhånden blevet ret vådt da hun havde været ude længe. Nu hang det bare stift ned over hendes skuldre, slapt.
Men... Han var en... Vampyr?
"Jamen godaften..." mumlede hun blidt til den vampyr, som jo ikke stod mere end et par meter fra hende. Blot det at se på ham, fik hende til at ryste. Erhm... Gad vide om han troede at han snakkede udover en masse mennesker? Hans bevægelser med armene, gjorde hende en smule utilpas. Men hvorfor gjorde det det? Måske var det over at hun havde snuset sig frem til at han var en vampyr. Det var sikkert selve racen, og ikke hans bevægelser. Måske... Måske ikke...?
Hun rettede blikket mod jorden igen, idet hun sukkede. Mange forksellige ting gjorde hende utilpas, og én af de ting, eller racer, var vampyrer. Det havde nok noget at gøre med deres blodtørst? Eller ikke...
Junie rettede sine øjne mod vampyren igen.

De mørke øjne, som vampyren bar rundt på, hvilede upåvirket på englen. Som om dette individ - denne Vampyr, ikke havde nogen idé om, at englens glæde var bristet, kun begrund af hans egen tilstedeværelse. I stedet voksede smilet, afslørede et glimrende hvidt tandsæt, med skarpe hjørnetænder. "Sikke et vejr.. " Begyndte han, i forsøg på at finde et tale emne, som englen kunne falde på. De var trods alt ikke, de største snakkere. "Skønt .. absolut.." Han nikkede af sine udsagte ord, som var han i samtalen med sjæl og krop.
"Stop.."
Dyret hviskede til hans sind, og vampyren rettede hatten, så skyggerne kortvarigt forsvandt fra de mørke dybe øjne. Smilet flakkede. blev mindre, mere beklagende. " Jamen dog! .. Du virker urolig, kære? - er det mig?.. dyret måske? Det gør intet, forsikre jeg dig." En handskebeklædt hånd, klappede kejtet - men kærligt dyret på hans skulder. Dens smørblomst gule øjne blinkede ikke.
for anden gang, rettede han på hatten, så den faldt en smule ned over hovedet på ham, og atter skyggede for de mørke øjne.

I et par sekunder stod Junie bare og så undrende på vampyren. Vejret? Sikken et typisk emne at tage op... Men ganske som han nævnte det, rettede hun blikket op mod himlen og smilede let. Blot var det rigtigt. Det var dejligt vejr... Hun kunne lide den stille regn. Da vampyrens smil blev mindre, så hun selv lidt beklagende ud. Uden nogen tænkelig grund.
Lige nu havde Junie lyst til at sige at det var ham der fik hende til at blive utilpas, men lod værre. Hun vidste jo absolut intet om denne vampyr! Måske ville han faktisk gøre hende ondt? Måske ikke? Men den chance, at komme til at vide det, tog hun ikke lige nu. Hun holdt bare sin mund lukket... Som hun nok også burde, indtil videre ihvertfald.
Hun rettede igen blikket mod jorden, som efterhånden også var blevet godt så gennemblødt. Hun løftede hovedet og mærkede igen dråberne ramme sit ansigt. De kolde våde dråber, var dejlige. Ja, det havde hun nævnt overfor sig selv.
"Hmm..."
Junies blik flakkede over på dyret som sad på vampyrens skulder. Det gjorde hende ikke det store at det var der. Endnu...

Når sandheden skulle frem, og det skulle den jo helst, så brød vampyren her, sig ikke synderligt om regn. Han hadede det ikke ligefrem, men hvis han selv kunne vælge disse vejrforhold, havde regn ikke været øverst på listen.
Han havde haft ret i sin antagelse, som kom til denne engel. Hun synes at være på grænsen til stum. Ord kom der nemlig ikke mange af, trods hans brede spørgsmål. Ikke at et direkte generede ham, men det fik ham til at miste interessen for dette væsen. Hun synes at være ligegyldig om end direkte kedelig. Der var kort sagt intet liv, og i et øjeblik morede tanken ham. Hun var mere død end ham. Hvor ironisk.
Mr. West smaskede let, fugtede læberne samtidig, mens de mørke øjne, søgte noget de kunne ligge sig på, følge med i. Men der var intet. Kun regn, vand i små dråber, og så hende.. Englen.
”Nåår.. Men..” Lød det sagte, nærmest undskyldende svar, idet tankerne prøvede at finde sig til rette, i det allerede overfyldte hoved. ”Hvis stemmen har forladt dig, tror jeg, at jeg vil følge dens eksempel” .. Hans fødder trippede let. Væsnet rørte sig ikke. Måske var hun tynget af sorg? Måske havde hun brug for opmuntring? .. for underholdning? .. Tanken strejfede ham, idet han gjorde antræk til at vende om og forlade hende.