Voice //Daelyn//

Tid: 17:23
sted: Domkirken
Omgivelser: Ingen..
Vejr: Skyfrit? oo'

En høj, slank dreng, gik ind af de åbne døre til domkirken. han gik ned i den anden ende, og satte sig på knæ foran, alteret. Han mumlede nogle få, uhørlige ord og rejste sig derefter op igen. Et lille smil spillede på hans bløde læber, og mens han gik hen til en bænk, for at sætte sig, tog han en salmebog, og da han endelig kom over til bænken, åbnede han bogen, for at læse sangteksterne. Han elskede det. Han synes de var så stille, og, faktisk også lidt poetiske. Han fjernede en lok af sit sorte hår, fra øjnene, så hans blå øjne, skinnede i skæret, fra de mange stearinlys. Cas Mclemel, begyndte at synge. Hans bløde, men dog rå stemme gav genlyd, i kirken. Han var glad for at der ikke var nogen i kirken. Han ville normalt ikke synge foran, mennesker. Han syntes selv, han lød forfærdelig.

Kirken var bestemt ikke et sted for dæmoner, der nok var nogen de mest forhadte væsner på jorden, men det holdt ikke Daelyn tilbage. Hans nysgerrighed fik hurtigt overmandet frygten for at blive opdaget af en præst og jaget ud med ild og et højtideligt løfte om, at Gud nok skulle få fat i ham en dag.
Da han skubbede kirkens tunge egetræsdøre op, blev han overrasket over, hvor tomt der var. Der var ikke et øje at se og ikke en stemme at høre, så han åndede lettet ud og begav sig indenfor.
Hans blik gled nysgerrigt over de mange bænke, loftmalerier og marmorstatuer, der var placeret rundt omkring. Han bemærkede ikke engang at gulvet under hans fødder var dekoreret med gravsten, hvorunder der lå betydningsfulde mennesker begravet.
Han bevægede sig langsomt op imod alteret, der lyste helt op i dunkelheden med sine gyldne farver. Og så ud af det blå brød en bløde, syngende stemme stilheden. Det gav sådan et sæt i Daelyn, at han ved et uheld stødte ind i en to meter høj lysestage. Det larmede som ind i helvede, da den tunge guldstage væltede ned over hans spinkle krop, så han lå fastklemt mellem den og gulvet.
"For fanden da!" udbrød han. Lige i det øjeblik tænkte han ikke på kirkens ældgamle regler om, at det var forbudt at bande i Guds hellige hus. Han måtte bare ud med sin frustration, og eftersom han altid havde været stor i munden, virkede det som det mest nærliggende at råbe det ud.

Cas så sig forskrækket omkring, da larmen, brød hans stemme. Han kiggede sig undrende omrking, efter støjens kilde, og fandt så en dreng, liggende sprællende på jorden, med en tung lysestage oven over sig. Cas rødmede. Der var en der havde hørt ham synge. Men han kom dog hurtigt i tanke, om drengen, der stadig lå på jorden, og han gik hurtigt hen til drengen, og samlede forpustet, lysestagen op fra gulvet.
Da han havde stillet den på plads, tog han drengen under armen, og løftede ham op. "er du okay?" spurgte han, og så undersøgende på drengen. Han børstede lidt støv,af hans skulder, og så lettet, ud. Drengen så ikke ud til at væe kommet til sakde. Men han kunne have indre skader? Cas, blev bleg, hvad vis han nu i slv samme øjeblik var ved at bløde ihjel?

Daelyn blev ikke overrasket, da en ung mand kom hen for at hjælpe ham op. Det måtte være ham, der pludselig var brudt ud i sang, da Daelyn ellers gik rundt i den tro, at han var helt alene i kirken.
Han nikkede som svar på spørgsmålet og børstede selv lidt støv af sit tøj. ”Jeg har det fint,” lød det hurtigt fra ham, da han så, hvor bleg den fremmede pludselig var blevet i kinderne. Han lignede nærmest en, der lige var stødt på et spøgelse. Daelyn purrede let op i sit sorte hår og kiggede ned af sig selv, da han ikke helt kunne se ligheden mellem ham selv og et spøgelse. Et spøgelse var da meget mere gennemsigtig.
Han kastede et blik over sin skuldre for at sikre sig for, at der ikke var flere mennesker, der sad skjult rundt omkring i kirken og kun ventede på en chance for at bryde ud i sang, så den næste, der gik ind af døren, ville få sig et ligeså stort chok som Daelyn havde fået.
”Var det dig, der sang?” Han kiggede hen på den fremmede med et lettere bebrejdende blik, for det var jo trods alt ham, der havde forskrækket ham.

Cas så lidt på drengen, der stod og børstede støv, af sig, og langsomt fik han farven tilbage i kinderne. "Ja." svarede han kort, og rødmede. Han så sig lidt omkring. En præst kig sørgmodigt forbi, og mumlede noget med at gud skulle frelse ham. Cas smilede et skævt smil, og fumlede lidt med lynlåsen, i sin sorte hættetrøje. Inden under, den halvlukkede hættetrøje, kunne ses. en limegrøn skjorte. Han var iført nogle hullede jeans der foldede over de sorte converse, og alt i alt, så han meget godt, ud.
Han så ned af sig selv, og fjernede en edderkop, der kravlede rundt på hans bukser.

//Undskyld det korte svar.. Kreativiteten svigter :3//











































,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

"Ja," gentog Daelyn mumlende for sig selv. Andet var der ikke at sige til det. Den fremmede gut virkede ikke specielt snaksagelig, så måske var det bedst, at han bare lod ham være i fred. Så kunne han også få lov til at synge uden at blive forstyrret.
Han kiggede rundt, lod sit blik glide over bænkene, lysestagerne - de af dem, der ikke var væltet, vel at mærke - og det smukt udsmykkede loft, før han lod et suk glide over sine læber. Hvad havde han dog tænkt på, sådan at gå ind i en kirke... det var dømt til at gå galt på enten den ene eller anden måde, og i det her tilfælde involdverede det bare en lysestage.
Han rettede sig op i ryggen, men det skulle han aldrig have gjort. Der lød et lille støn af smerte fra ham, før han hurtigt knækkede sammen igen. Han måtte have slået sit ene ribben eller sådan noget, for det gjorde vildt ondt.
"Jeg hader kirker," lød det hvislende fra ham. Hvordan man både kunne finde noget fascinerende og smukt men samtidig også hade det, det vidste han ikke. Han vidste bare, at han hadede kirker.