Give me a hug - Reldus //Privat//

S: Legepladsen
O: Ingen.. hvem vil ud?
T: Aften.
V: Det blæser meget og regnen ser ikke ud til at stoppe. For at gøre det hele bedre.. så er det is koldt...
D...
___________________________________

Det regnede ubeskrivelig meget og vinden gjord ikke just det bedre. Gyngerne på legepladsen svajede frem og tilbage, sammen med vindens skrig. Asma holdte om sig selv, mens hendes røde hår legede med vinden. Hun smilte til sig selv, da kulden havde gjort hendes tærer kolde. Hun havde ingen sko på! Hun fremkaldte sine vinger, mens hun fløj op. Det var meget svært kunne hun sige, for da hun endelig var oppe, fik hun sådan et ordentligt vindstød. Hun grinte bare af det, da hun mærkede hvordan hendes hår klistrede sig fast på hendes kinder. Regnen var ikke sød i dag. Hun lag sig ned på det fugtige græs og lukkede øjnene. Lod regnen falde på hende, som om hun var død. Hendes arme lo p vær sin side. Spredt, som om hun lo død. Hendes smukke og dejlige ansigt, så ud til at sove dybt, selvom hun faktisk ikke sov. Hun nød bare denne aften, selvom det regnede og det var is koldt.

Inde i al regnen gik der en mand, han var svær at se eftersom han havde en lang sort frakke på.
"Dejligt vejr"sukkede han stille, han kunne mærke hvordan regnen slå ned imod hans baghoved, og hele vejen ned af ryggen på ham...
han begyndte stille at gå hen over legepladsen, hans fødder trådte ned i den våde sand der var ved gyngerne "sjovt så uhyggelige den her slags ting bliver når der er storm" mumlede han og så på gyngerne der knagede mens de gyngede frem og tilbage uden nogen der sad på dem.
Manden så sig lidt omkring mens han gik, pludselig så han at en ung kvinde lå på jorden, han så forundret på hende mens han stille begyndte at gå hen imod hende...
Da han kom op til kvinden lagde han mærke til hvordan hun lå, og hvordan hendes ansigt så sovende ud "er de okay frøken?" spurgte han kort og så bekymret på den unge kvinde...

Asma hørte en stemme. Selvom hun ikke var sikker. Hun stolede aldrig på stemmer, som hun ikke kunne se. Stemmen kendte hun ikke engang.. så hvorfor brokke sig? Hun træk vejret dybt ind til lungerne, mens en sødme ramte hendes næsebor. Engel! Hun kunne dufte en engel. Asma åbnede dog ikke øjnene. Lad hende blive overrasket, men da hun hørte stemmen helt tæt på, og at man ikke kunne tage fejl af den, sprang hun op. ”Gud!” sagde hun, mens hun betragtede den unge engel. En han køn. Hun havde faktisk aldrig set en engel som var han køn. Asma smilte stille, mens hun rystede på hovedet, og satte sig op. ”Ja herre. Alt er fint” sagde hun og smilte stort.
Hendes store øjne så på englen, mens hun fik en indre glæde. Hendes øjne hvilede på hans øjne, som om en lille gnist var tændt i hende.
”Åh, mit navn er Asmamix. Eller Asma som de alle kalder mig” præsenterede hun sig høflig og rakte sin hånd imod drengen. Hånden var godt nok plask våd af regnen.. men det gjord da ikke noget. De var begge våde.

Manden smilede kort af kvindens reaktion. han hørte hende præsentere sig selv og at hun rakte hendes hånd ud.
"Reldus..." præsenterede han med en lidt trist stemme, og tog hendes hånd "godt at møde dig Asmamix" sagde han og smilte så igen.
*ikke mere om min ikke eksisterende fortid* tænkte han og så stille på kvinden med navn Asmamix.
"men hvad lavede De her ude? Og uden Deres sko på?" spurgte han nysgerrigt og så hurtigt ned på hendes fødder, og så igen på hendes ansigt.
"De kunne jo være blevet syg" tilføjede han hurtigt...

Asmas mund åbnede sig, mens hun så på ham der havde kaldt sig Reldus. Egentlig havde hun allerede regnet med at ham her, var hun havde mødt, men man kunne jo ikke være sikker. Og hvis det var hendes Reldus, så..
Asma rejste sig op, men slap ikke hans hånd. Mens han talte hørte hun tydeligvis ikke efter, for han var allerede bekymret for hende. Var det mon en engel instinkt? Hendes øjne så sørgmodigt på Reldus, mens hun med et krammede ham. Hendes hænder rystede, ikke af kulde, men at se Reldus igen. Det var ham, ingen andre kunne hedde Reldus. Hun kunne ligesom ikke tage fejl af, en hun havde været for elsket i, i sine unge dage vel?
”Due dreng” mumlede hun ind i hans hår, mens regnen bare styrtede ned over dem. Faktisk… føltes det at himlen græd?

Reldus så overrasket til, da Asma pludselig krammede ham, han hørte hende kalde ham "due dreng"...
*det navn lyder underlig bekendt...* tænkte han, han krammede stadig ikke igen eftersom at han for det første ikke kendte personen, og to at han ikke var en speciel kramme-type.
"hvorfor er det du krammer mig?" spurgte han stille og fjernede sig fra hendes kram. "og du har stadig ikke svaret mig på hvorfor du var her ude, helt uden ske på..." tilføjede han og så nysgerrigt på den rødhårede pige.

Asma kunne mærke den forvirrede dreng. Hun kunne mærke at han intet havde i hovedet, og da han så fjernede sig fra hende kram, så hun bare på ham, med små øjne.
Hvad var der sket med ham? Han kunne tydeligvis ikke kende hende, og hun selv havde ikke forandret sig så meget udover det røde hår? Asma tog hendes hånd op til hans kind, mens hun stille aede det. Svarede ikke på hans spørgsmål.. alt det var lige gyldigt. ”Det er dig min søde skat” sagde hun, mens hun lag sit hoved en anelse på skrå. Selvfølgelig var det ham.. det var Reldus B.
Hun rystede på hovedet, og kastede sig over ham igen, mens regnen glid ned af hendes kind, som om hun græd.

"hvem er mig?" spurgte han irriteret og fjernede sig endnu en gang fra pigen, hans ansigtsudtryk ændredes pludselig fra irriteret til forbavset da en tanke strejfede hans hoved.
*Kan det være at... at hun kendte mig fra dengang?* tænkte han forvirret. "uhm altså... så vidt jeg ved kender jeg dig ikke, men det kan være at jeg har kendt dig engang" sagde han og så hen på Asma "mine minder strækker sig kun tre år tilbage, resten af min fortid kender jeg ikke" forklarede han stille

//logger, skal ud til en af mine venner//

Asma hævede sit ene øjenbryn da han gik væk fra hende igen. Han kunne seriøst ikke huske hende.. det skuffede hende tydeligvis, men på den anden side måtte der havde sket ham noget. Hvordan kunne han sige at han ikke kendte hende? Hun var det første menneske, for et par år siden, han havde mødt. Hun sukkede, da han sagde det sidste. ”Reldus jeg var den første du mødte af alle dine venner. Hvis du ikke kan huske mig.. kan du vel huske Zalli?” hun så ned, mens regnen dryppede ned af hende.
Hun pegede på Reldus, bare pegede på ham, mens hun tænkte sig om. ”Reldus, jeg var din bedste ven”

//OK//

Han så forbløffet til mens pigen fortalte om hans fortid. Hans blik vendte hurtigt nedad da hun nævnte endnu et ukendt navn. *jeg havde troet at det ville føles bedre at få noget at vide om min fortid* tænkte han trist.
Han så pludselig op på hende "vi... vi var venner? bedste venner?" han så forbløffet på hende, men hans blik skiftede hurtigt fra forbløffet til rist igen.
"og jeg glemte alt om dig... alt om dig og mine andre venner..." han sukkede dybt og trist...

Asma lød ret forpustet, da hun var færdig med at tale. Hun var på en måde bange, bange for at miste endnu en ven. Endnu en hun holdte af. Hun lignede en der skulle til at græde, men Asma græd selvfølgelig ikke. ”Ja Due, jeg var din bedste. Selvfølgelig kan du ikke huske det, det var jo også mange år siden jeg forlod skolen, uden så meget som et lille brev” hun lod en hånd glide over hans hår, bare i blide bevægelser. Han sidste bemærkning gjord ondt, selv på hende. Hun tog hånden til sig, mens hun derefter lag den på hjertet. ”Jeg var Asma. Den første pige, du var forelsket i, på skolen. Hun havde en veninde, som du blev kærester med efter at hun ikke kunne tage imod din kærlighed til hende. Reldus..” Asma sagde ikke mere, mens så derimod væk.
Hvad var da der sket med ham? han huskede tydeligvis ikke noget… men bare vent, Asma her giver ikke op. Det mindede hende på en måde om en anden person. Hun så kort på himlen, men efter hun hele tiden kneb øjnene sammen på grund af regnen, så hun helt væk.

"en skole? jeg ved ikke hvad du taler om... og jeg er heller ikke sikker på om jeg kan stole på dig" mumlede han trist, regnen dryppede ned af hans ansigt.
"jeg er ikke sikker på om jeg kan tro på at en tilfældig person, der pludselig fortæller mig at vi var bedste venner" sagde han og så på Asma.
"jeg håber du forstår" sukkede han og vendte ryggen til Asma, han begyndte at gå langsomt væk fra hende...

Asma vente blikket imod ham. Kunne mærke den lille aura fra ham. Den aura der fortalte at han var usikker på hende. Alle de ord han sagde, der kom ud af hans mund, de fløj rundt i hendes hoved. Han kunne ikke stole på en tilfældig person? Var hun lige pludselig blevet… tilfældig?
Asma ændrede sit ansigt udtryk, da han begyndte at gå. ”Undskyld herre Reldus. Jeg tog fejl, jeg troede at du var en jeg kendte. Bare glem alt det her” sagde hun, og tog hurtigt fat i hans hånd, men slap den dog igen. ”Jeg tog fejl” hvis det nu passede at Reldus intet kunne huske, så vil han da lige præcis stole på en vær?.. Eller ikke? Hun sukkede, mens hun lag en hånd på hendes hoved. Han plejede at have en hue af en art på, også hans ugle.. Falk…

Reldus stoppede før han var kommet særlig langt eftersom han kom i tanke om noget Asma havde sagt.
"du sagde noget om at jeg burde huske en hvis... Zalli? hvorfor skulle jeg specielt huske hende frem for alle andre?" spurgte han nysgerrigt gennem regnen. Selv om at han ikke rigtig stolede på en person han først lige havde mødt, kunne han dog ikke holde sin nysgerrighed tilbage...
"jeg vil bare vide hvorfor at du nævnte specielt hendes navn og ikke en af mine andre venner" mumlede han, det var svært at høre hans mumlen, da det skulle igennem et par meter regnfuld ingenting før den nåede hen til Asma...

Asma havde vent sit blik borte. Egentlig var han gået. Stolede ikke nok på hende… sikke en skam. Men da hun så hørte hans stemme, så hun op, mens hun betragtede ham. Når jo, Reldus som var nysgerrig. Hun smilte stille, mens Zallis navn kom frem. Hun gik stille imod ham, mens hun rystede regnen fra sig. ”Hun var den vigtigste person. Hende som elskede dig, men så ved jeg ikke mere. Jeg ved kun, at hun var din kæreste siden jeg forlod skolen. Hende du elskede Reldus” Asma sagde ikke mere. Hvorfor overhoved stole på hende?

"kan du fortælle mig hvilken farve hendes øjne havde?" spurgte han kort.
*hvis hun kan give mig det svar jeg vil have, så kan jeg måske stole på hende* tænkte han, han ville stadig ikke se på Asma...
"hvis du giver mig det svar jeg vil have så vil jeg lytte til hvad du har at sige..." sagde han og smilte for sig selv, det kunne dog ikke ses eftersom at han jo stod med ryggen til hende...

Asma så på, selvom han ikke så på hende. Han var tydeligvis lige glad med hende, så hun træk bare på skulderne. Javel, hvad må man ikke igennem før folk kan huske en. Asma begyndte stille at gå væk fra ham. Hvordan i alverden skulle hun huske Zallis øjenfarve? Hun kunne ikke huske det.. eller det kunne hun faktisk. Hun vendte sig imod Reldus igen. ”Jeg fortæller hendes øjenfarve, men så skal du bare glemme alt det jeg fortalte dig om mig selv. Jeg er ikke en du kender Reldus, jeg er bare en tilfældig person. En person som tydeligvis kender din elskede Zal. Lover du det?” Hun så på ham, afventende på svar.

"jeg vil prøve, men det kan blive lidt svært at smide minder ud" sagde han og vendte kort hoved.
"men så fortæl mig om denne Zallis øjenfarve, det er alt jeg skal vide som et bevis på om jeg virkelig var så glad for hende" sagde han og grinte kort...

Asma løftede sit ene øjenbryn, mens hun gav sig stille til at sukke. Det hørtes dog ikke, mens hun prøvede på at kigge op på himlen. Heldigvis regnede det ikke så meget, som før. ”Grønne” sagde hun drømmende. Ikke fordi hun drømte om Zal, men at hun egentlig faktisk kunne huske hendes øjenfarve. Men Reldus ville vide det.. og der fik han det så. ”Dyb grønne..”

hele Reldus's krop stivnede da han hørte hende sige det "det... det var det jeg ville høre..." sukkede han stille.
"nå men frøken hvad var Deres navn igen?" spurgte han og smilte venligt *alt er glemt...* tænkte han kort.
"og hvorfor var det nu at de var her ude?" spurgte han igen

Asma så på ham og lag sit hoved på skrå. "Det er jeg glad for at hører Reldus" sagde hun og smilede mildt. Han tænkte stadig på hende, det føltes så.. rart. Efter alle de år, var hun i hans hoved mere eller mindre. Da han spurgte til hendes navn igen lo hun stille. ”Mit navn er Sarah. Sarah Angels” hun så på ham, og håbede ikke at han kunne huske hendes navn fra før. Hvorfor lyver hun? Bare lige meget, det kunne ikke skade, for hvis Reldus betragtede hende som en lige gyldig fremmed, så skulle han havde ret til det. ”Jeg ved ikke rigtig hvad jeg lavede men, jeg fik bare lige pludselig løst til at dø herude” hun lo igen stille, mens regnen nu var blevet til dråber.

Reldus kiggede underligt på hende "Sarah? jeg kan lade som om hurtigt men min hukemelse forsvinder ikke for alvor så hurtigt vel?" grinte han, men hans grin forsvandt hurtigt da Sarah sagde hvorfor hun kom her ud "det... det er jo ikke noget af grine af" gispede han og så på Sarah som om hun var skør...

Asma kløede sig på nakken, mens hun kneb det ene øje sammen. Hun havde heller ikke regnet med at Reldus ville glemme hendes navn så hurtigt. Men nu hed hun altså Sarah. Hun grinede stille med, men der hans smil så forsvandt over hendes sidste bemærkning træk hun bare på skulderne. ”Jeg har savnet dig Due” sagde hun i stedet, mens hun lag hovedet drømmende på skrå. Hun log hendes hånd ligge bag nakken, mens hun ikke så på ham mere. Jep, hun hed Sarah nu.

"Due..." sukkede han kort "var det et kælenavn jeg havde den gang?" spurgte han, dog lidt efter rystede han på hoved "ups... du har jo ikke fortalt mig noget" mumlede han og grinte lavt...
"men altså Sarah jeg forstår stadig ikke hvorfor du ville her ud bare for at dø" sagde han og så nysgerrigt på hende.

//note: Reldus har ingen forstand på hvornår de andre personer der er omkring ham er magiske eller ej, ikke før de fortæller ham det eller at han ser et af kendetegnene/f. eks. vampyrens hvide hud//

Asma gik stille imod ham. Hun stod nu foran ham, mens hun rakte ud efter hans hånd, men stoppede så. Det skulle hun vidst lade være med. ”Det var… et lige gyldig kælenavn” lo hun og slog ud efter et eller andet. Hun fnøs/grinte. Hun gik lidt væk fra ham igen og bøjede sig halvt ned, mens hun så ned på sine tærer. ”Ej, jeg driller. Jeg kom herud, for at få noget frisk luft, og bare for at være mig” hun så op på Reldus med et kæmpe smil. ”Jeg er Asma..” hun stoppede sig selv, mens hun sukkede. Han vil vide mere. Var det han spurgte om?

//Aha//