Does He even listen to me? #Allen#

Eremiel bed sig lidt i læben og kiggede væk fra Allen. Han havde fornemmelsen af at blive betragtet eller scannet. Han havde aldrig brudt sig om at blive betragtet. Men det var ikke noget nyt at han følte sig betragtet her i kirken. Denne følelse havde han haft lige siden han først trådte ind i Guds hus. Han havde altid følt at der var nogen som stirrede på ham.
Han halv tvang igen sig selv til at se på Allen. Han smilede svagt og gjorde sig klar på at svare på hans spørgsmål.
"Miel.." Han smagte lidt på det. Det lå dog godt i munden og det lød ikke helt skidt, så han kunne ikke klage. Han kiggede på Allen og nikkede. "Ja, det lyder fint." Han smilede stille til den anden engel.
På en eller anden måde var Eremiel glad for, at han havde fået et kælenavn. Det virkede som en meget normal ting at have. Mens han stod og tænkte over andre ting han måske manglede, kom en tanke til ham. Hvorfor fik man ikke et slags kursus eller en vejledning i at være menneske. Det ville være en stor hjælp for englene.
Han blev kastet tilbage til den mørke Domkirken og så igen på Allen. Han nikkede igen, der var sikkert mange der ikke var tilfredse med deres job. Der var jo de faldne engle. De var jo gået imod Gud og hans ordre. Var han egentlig tilfreds med hans job? Det havde han faktisk aldrig tænkt over. Han havde altid bare udført hans arbejde. Han ville bare ikke skuffe Gud eller Gabriel.
Hans smil havde fordampet med den sidste tanke. Den bedrøvede ham altid. Han savnede hans brødre, men hvis han nu var noget tid sammen med andre engle, ville det så ikke kunne få noget af det savn til at fordufte. Men aldrig helt.
Eremiel betragtede Allen et øjeblik også vendte han blikket væk. Han forstod godt hans irritation omkring deres arbejde. Det kunne være meget hårdt og nogle gange fustrende. Ikke vildt meget, efter hans mening, men det var til at overleve.
Når han tænkte over det var det hårdeste nok at være væk fra himlen i så lang tid. Men det var endnu en ting han var nød til, bare at overleve. Han havde ikke et andet valg.

Det var normalt at føle sig overvåget i kirken med alle de malerier vis øjne stirrede på en... bedømte en, men det er jo stadig forskel på at føle at man bliver studeret/scannet, og faktisk at blive det af den person som står foran en. Så det var ikke underligt at han havde det ubehageligt, men han havde spurt og Al havde tænkt sig at svare. Det gjorder ham glad at Miel havde accepteret det nye kælenavn som han var blevet givet.

Men der var mange flere spørgsmål som ventede på at blive stilet. Så Al bladrede om på en ny side i blokken og lod kuglepennen finde vej til den blanke side. 'Så, hvor længe har du været engle?' Spurte Al da eksistensen ikke kunne ses på udseendet, men efter hvad han kunne gætte var denne engle nok ældre end ham selv.
Han var enlig utrolig snakkesalig for en person som skulle være stum. Han var som en hundehvalp der blev ved med at løbe rundt om benene på personen den lige havde mødt. Dette var både en god og dårlig ting, hvilke kom an på hvordan personen havde det med det. Det var utrolig mange som fandt det irriterende, men det var tros alt en del af Al's personlighed.
Han kunne ikke gøre for at han var så nysgerrig som han var. Al blev flere gange nød til at tvinge ham selv til ikke at stirre alt for meget, men som sagt var han nysgerrig og kunne ikke rigtig lade være. Man kunne jo for meget information om en person ved at kigge på udseendet
Mens at han ventede på svar, lod han blikket flakke rundt i kirken og op på en af de mange malerier. På maleriet var der en engle. Hverken mand eller kvinde da den skulle symbolisere dem alle sammen. Der var et guddommeligt lys bag ved denne engle. Armene slået ud i en stilling der viste at englen ville give et kram/frelse os fra verdens grusomheder. Men selv ikke engle havde ikke denne magt, da de jo selv var fanget på jorden. Hvad der fangede hans opmærksomhed ved billedet var dog de store hvide vinger på englens ryg. Et mere bedrøvet smil brede sig på det smalle læber, næsten sørgeligt.
Han gjorder hans job ordenligt nu, men da han var yngre kan man vel sige at han strækkede? Det var han selvfølgelig blevet straffet for. Så ikke nok med at han ikke var i besiddelse af en stemme, han var heller ikke i besiddelse af vinger. Eller jo, men han kunne ikke folde dem ud længere. Det forvolede ham sådan en forfærdelig smerte at han blev nød til at give op før at de overhovede var synlige.

Eremiel kiggede rundt i kirken. Han sukkede, men et lille næsten usynligt smil fandt vej til hans læber. Folk som ikke kendte han godt ville dog ikke kunne se dette smil, kun personer som kendte ham godt ville kunne spotte dette smil. Og eftersom, at Allen ikke kendte ham godt kunne han ikke se dette lille smil.
Han kunne sagtens nævne et par stykker der ville have været i stand til at spotte dette smil, men han ville egentlig helst glemme det, bare lidt. Dette var dog ikke en mulighed, da der skulle så lidt til at bringe frem i hans sind.
Eremiel rystede på hovedet og kastede tankerne ud af hovedet ved samme lejlighed. Han hadede når hans tanker løb sådan af med ham, men der var mange gange hvor han ikke kunne gøre noget for at stoppe det. Det var faktisk de fleste gange. Han kunne tit side og, ja, halv filosofere over ting og det kunne sagtens tage flere timer.
Endnu en ting der kunne have taget flere timer var at få Eremiel til at opdage at Allen ville i kontakt med ham. Han blinkede igen og kiggede på blokken Allen havde medbragt. Et spørgsmål var skrevet på papiret. Han stod der stille som en statue og sagde ikke noget, gjorde ikke noget. Det tog ham et par sekunder at finde ud af hvad der stod på papiret. Så nikkede han og tænkte. Hans tanker tog ham langt væk, så langt væk.
Helt præcist hvor langt væk kunne han ikke sige, for han vidste det faktisk ikke, men det var længere væk end nogen havde været ville han tro. Tro… sådan en sjov ting, den kunne bruges til så mange ting. Men de fleste brugte den til hvad Gud nok havde set mening med den, eller også var det lige det han ville have ham til at tro. Han rystede hovedet, han var forvirret, det var dét. Han kunne ikke tænke klart lige nu. Så med det lille ryst med hovedet håbede han at han ville have klaret sine tanker nok til at kunne svare Allen. Det var som om, at han var nød til at grave langt ned for at finde det han søgte. Han søgte svaret på Allens spørgsmål og svaret på hans lange fortid. Eller ikke svaret, men starten. Det startede med Ærkeenglene. Det var dér han startede eller lige efter dem; hans brødre. Hans elskede brødre. De brødre han havde holdt af, han holdt af. Han fugtede sine læber og svarede Allen med følelsesladet stemme, han ville ikke lade Allen se hans følelser, ingen af dem.
”Jeg har eksisteret i så lang tid, længere end godt er - tror jeg en gang i mellem. Jeg blev skabt af Gud meget lidt efter Ærkeenglene.” Eremiels øjne blev blanke, han stod og halv stirrede lige ud i luften. Så blinkede han, han burde nok spørge Allen igen, det ville være det mest høflige. ”Hvad med dig selv? Hvor lang tid har du eksisteret?” Han tvang et lille smil frem - mest for at dække hans blanke stirren og hans mangel på tilstedeværen.