Scream (Rafael)

Han var elt overbevist nu. Dette var en dreng. Og en ung en af slagsen. Han kunne ikke være andet end mellem 15-17 år. Det måtte have været hans tøj, der havde givet ham en anden alder, da han havde set det på afstand af. Det var ikke det topmoderne, som man så menneskerne jogge rundt i, men det gjorde ham nu ikke noget. Han kunne godt lide at se folk, der holdte sig på den gamle stil. Det vakte både minder, som han frydede sig over at møde igen, og minder, som kunne kvæle hans sidste sande fornuft. Spændende.
Han så ned på drengen, som først var lige så levende som en af de gagoiler, der kunne ses ved domkirken, men så begyndte han at røre lidt på sig. Da Rafael så hans ansigt, blev han mødt af en al for velkendt kulde, og han mærkede, hvordan håbet om noget spændende bristede. Drengen gad ikke engang at skænke ham et blik. Fandens til snobbede vampyrer. De skulle altid spille så forpulede perfekte, når de nu besad så fatale store fejl.
Han sukkede, og hans før så bekymrede stemme var som forsvundet. Forsvundet sammen med interessen.
""Hmm, hvad laver en knægt som dig herude?", spurgte han, som om han talte med et menneske. Nu når han havde besværet med at trænge ind på ham, kunne han ligeså snuse lidt til ham. Teste ham lidt. Han kørte en hånd igennem håret og lændte sig op af et træ, hvorefter han snuppede cigaretpakken fra sin jakkelomme. Der gik ikke mange sekunder, før han stod med en cigaret mellem fingrene, og fiskede lighteren op af lommen for at tænde ild til spidsen af cigaretten. Dog slukkede flammen med det samme, da et hårdt vindpust angreb den. Mod denne kraft var den lille flamme ikke den store modstander. Han klikkede irritabelt med tungen, og selvom der blot ville ske det samme igen, kørte han igen fingeren ned af hjulet. Men der skete ikke det samme. Et lille skær stod i mandens ildrøde øjne, og flammen voksede op til en god modstander og vandt ved at tænde cigaretten, hvorefter den forsvandt med sejren.

Keiko betragtede manden ud af øjenkrogen, for at se hvor stor højdeforskel der var i mellem dem. Ikke synderligt meget, men udover lige dét, lod han ikke sit blik ramme ham. Øjenkontakt havde aldrig rigtigt været noget Keiko var god til, selvom det godt kunne ske at han stirrede meget intenst på folk. Han stirrede på træet igen, og lod den lysebrune hats skygge lægge sig over det øverste af sit blege ansigt. Manden begyndte at tale igen, med lidt mindre følelse i stemmen denne gang, men det gjorde nu ikke specielt meget. Men...hvad var det nu egentligt han lavede derude? Nu var det jo ikke lige sådan, så han faktisk havde et sted at bo, men normalt ville han befinde sig bag en container i en gyde. Var det for at se på stjerner? Hans blik blev vendt op imod himmelen igen, hvor hans øjne endu engang strejfede de mange tusind stjerner. ”Jeg... ved det ikke. Men det irritere dig vel ikke på nogen måde at jeg står her, vel?” Han mumlede nærmest, men det var ikke noget nyt. De kolde, mørkeblå øjne han besad blev endelig vendt imod manden, da han stod og fumlede med sin lighter, som åbenbart ikke havde lyst til at virke? Og diskret lod han øjnene glide op og ned af manden for endelig at tage et blik på hans finde påklædning. ”Hvad laver du herude?” Stadig ingen form for følelse i hans ansigt, og man skulle høre efter for at kunne spotte det lille spor af sarkasme der lå i hans mumlende stemme. Klokken var selvfølgelig stadig kun lidt over tolv, ikke specielt meget, så der kunne vel være hundrede vis af dårlige grunde til at en ung mand skulle befinde sig udenfor, selvom det ikke var spor interressant for Keiko overhoved, han var ikke just en person som ragede synderligt meget i folks ting og var egentlig ret ligeglad.

Rafaels røde øjne hvilede på drengen. Han blev faktisk lidt overrasket over det blik, som drengen skænkede ham. Han talte ovenikøbet til ham. Surprise.. Måske ikke en vampyr alligevel. Han lød også for forsigtig til det. Det ville sige, at han havde et liv at passe på. Det fik ham til at trække lidt i mundvigen.
"Aha..", mumlede han og indhalerede cigaretten med en mærkelig form for nyelse. Det var ikke fordi, det smagte godt, for han kunne ligesåvel få den samme form for nydelse af at gøre det på en helt almindelig pind med ild for enden. Bare det at have kontakt til ilden, virkede beroligende og kunne kun nydes. Det var derfor, så mange røg. "Og nej, det irriterer mig ikke. Du var her først, og derfor kan jeg ikke komme og være irriteret over din placering. Jeg ejer jo ikke parken." Han lagde armene over kors, og vendte blikket op på himlen igen.
Stjernehimlen var så smuk her til aften. Dejlig klar og der var ikke en sky at beskue over himlen. I sandhed en dejlig aften, hvis det ikke havde været for den kolde vind. Dog frøs Rafael ikke mere. Cigaretten gav ham varme.. Nej, ilden gav ham varme.
Drengen fik vidst lidt mod til sig til at svare igen, men han måtte desværre skuffes med et alt for sandt svar og ingen speciel reaktion. "Jeg har lige været på stripklub."

Keiko sirrede intenst på mandens mund, da han kom med et lille smil, hvorefter Keiko vendte blikket på cigarretten og lavede en hurtigt, næsten usynlig grimasse. Hvor ulækkert. Mennesker var simpelthen bare for ulækre. Han vendte ansigtet væk for at få så lidt røg i hovedet som muligt. Den røgfyldte luft gav ham kvalme. Han satte hånden op foran munden og hostede et par gange igen, ikke på grund af røgen, men han hostede altid af én eller anden ukendt grund. ”Men hvis det ikke irriterede dig, hvorfor spurgte du så?” Endu et host, efterfulgt af et par hurtigt vejrtrækninger, hvorefter han var nød til at tage sig til brystet igen, da smerten endu engang blev for ulidelig til at han kunne holde sig oprejst, og han måtte sætte sig ned på hug.
Hvis ikke manden vidste hvad der fik Keiko til at reagere sådan, ville han sikkert få dén åndsvage tanke, at det var en alt for voldsom reaktion på det sidste svar, som var han én eller anden teenage-dreng som simpelthen ikke kunne tåle at høre sådan noget. Efter kort at have få vejret igen, og ladt smerten forsvinde i sig selv, rejste han sig langsomt op igen og lod fingeren langsomt glide langs sin mundvige, hvis der tilfældigvis skulle havde befundet sig noget spyt fra hans voldsomme hosteanfald. Han rømmede sig kort, hvorefter han så væk fra manden og stille nikkede. ”Okay,” kom det mumlende fra ham. Hvad ellers skulle han havde svaret i sådan en akavet situation?

En ny røgsky blev pustet ud af Rafaels mund med en vis nydelse. Han tyggede lidt på cigaretspidsen, imens han fortsat havde blikekt rettet ned imod drengen, som begyndte at hoste. Han lød helt sygelig, og han spekulerede lidt på, om det var hans skyld eller det, der skete før. Hvis det var hans skyld, så måtte han vende sig til det. Halvdelen af befolkningen havde røget i ny og næ. Han endte sikkert med at komme med i klubben.
"Fordi det interesserer mig. Jeg spørger kun, hvis jeg vil kende svaret," svarede han og lukkede øjnene kort. Det var dog løgn. Han spurgte tit af ren høflighed, men sandheden var ikke nødvendig ved sådanne småting lige nu. Han fik et lille smil over læben, da han kom i tanke om noget. "Hvor er jeg dog uhøflig.." Han trak cigaretpakken ud af lommen og rakte den imod drengen. "Vil du have en?" Han hævede et spørgende øjenbryn og trak lidt på smilebåndet.
Drengen hostede igen. Han fik lyst til at kvæle ham. Lysten kom kun i et lille øjeblik, også var det forsvundet igen.
Han så ned på drengen med et vurderende blik. Derefter løftede han sin fod og prikkede til den sammenkrympede dreng. Bare for at tjekke hans situation.
"Hmm, du ligner en, der er blevet underkastet af en forbandelse af en dæmon eller engel.." Det var ikke et spørgsmål men mere en konstantering. Han forventede dog et svar alligevel. Han havde set folk i samme situation som drengen. Det kunne selvfølgelig også være, at han bare havde lungekræft eller sådan noget.
Han kom til at tænke på sit ordbrug og havde lyst til at give sig selv et dummeslag for det. Sammensatte han lige engle og dæmoner? De var bare to vidt forskellige racer med vidt forskellige meninger. Sikke en fortal fejl. Han rystede opgivende på hovedet af sig selv. Den fejl begik han ikke igen. Og dog...

Hvor irriterende. Det føltes som om at hans lunger kunne springe i luften hvert øjeblik det skulle være, desværre vidste han at det ikke ville komme til at ske sådan lige med det samme. Han måtte leve med den pokkers smerte et par år endu, indtil han ikke kunne holde til mere. ”Undskyld mig,” mumlede han lavt og placerede igen hånden foran sin mund. Det var måske også lidt sent at sige undskyld, da manden sikket allerede var begyndt at tænke mærkelige ting om Keiko. Han troede sikkert at han var syg, men Keiko skulle på ingen måde hen på det helvedes hospital!
”Du så da ikke specielt interreseret ud,” konkluderede han og trak hatten en smule længere ned, så hans mørke øjne nu var mere skjult end de var før. Det hang nok sammen med det dér han havde med den pokkers øjenkontakt, men det knne han jo ikke rigtig gøre for.
Keiko's øjne lagde sig over cigaretpakken der blev rakt frem imod ham, og han stod i et øjeblik og stirrede på den før han lavede en grimmasse i væmmelse og derved takkede nej. Han røg ikke. Hans lunger led nok i forvejen, så hvofor skulle han dog forpeste dem endu mere med en så 'farlig' ting som cigaretrøg?
Da hosten havde overmandet ham igen og han var endt nede på joden hvor manden begyndte at prikke til ham med sin sko, gjorde han ingenting for at stoppe det. Det nyttede alligevel ingenting at slå igen, lige nu... og han kunne vel ikke rigtig tillade sig at slå ham ihjel. ”Jeg ville nu ikke kalde det en forbandelse. Jeg er nok bare blevet født under en uheldig stjerne.” Han begyndte nu langsomt at rejse sig op igen og så nu direkte på manden, dog var hans blik stadig ligeså følelseskoldt som før. ”Hvis du ikke passe på, ender det nok galt en dag.” Han nikkede kort imod mandens tændte cigaret og rømmede sig kort igen.

Man skulle næsten ikke tro, at han blinkede. Og det gjorde han måske ikke. Hans blik var som fæstnet ved drengen. De røde øjne spiste ham med hud og hår.
"Nej, jeg så måske ikke interesseret ud, men det var jeg, og det er jeg stadigvæk," fortalte han og smilede muntert. Han rettede blikket imod drengens hat, da han brugte den som skjold. Rafael havde det bedst med øjenkontakt, når man havde en samtale, så den irriterede ham lidt. Derfor snuppede han den fra drengens hoved og begyndte at snurre den om sin finger. "Du sagde det faktisk selv. Jeg så ikke interesseret ud. Det kaldes at mestre ansigtstrækkende. Du ved.. skuespil. Folk behøver ikke altid at vide, hvad man tænker."
Han betragtede lidt drengens ansigt, da han med afsky i ansigtet takkede nej. Det kunne han ikke lade være med at smile lidt over. "Godt, at du takker nej. Du må jo ikke ryge endnu. Du er en god dreng." Han smilede glad til ham og rodede lidt i hans hår med sin hånd. Hans tanker var overhovedet ved drengens oplevelse af det.
En uheldig stjerne, sagde han. Så det var altså en sygdom, han var født med.
Drengens ord kom bag på ham, og det skjulte han ikke i sit ansigt. Han kiggede undrende ned på sin cigaret, også forstod han. Da kunne han ikke lade være med at bryde ud i en høj latter. Skøre knægt..

”Jeg ved ikke om jeg burde føle mig smigret, eller bange.” Han så væk. Egentlig ret ligeglad med hvad manden nu synes, det var ikke rigtig noget han tænkte så meget over, sådan noget. Han lagde mærke til mandens smil og klemte hånden hårdt sammen, da dét smil irriterede am grænseløst! Han var ikke selv en person som smilte, og det gik ham af en eller anden gund på, når folk smilte til ham. Han følte sig grint af. Hånet. Og han kunne ikke lide det. ”Hør, vil du-...” andet nåede ikke at slippe ud af hans mund, før han mærkede en uvant og ubeagelig let følelse. Havde han seriøst-...! Keiko så op på manden med et nærmest desparat blik. Siden hatten var blevet taget, kunne den ikke længere skjule de sorte render som fint var plaeret under Keiko's mørkeblå øjne. Han så træt ud, og lignede da slet ikke én af de 'normale' teenagere man så rende rundt og ødelægge byen.
”Det kaldes; 'irriterende',” mumlede han, i sit bedste forsøg på bare at virke en smule mere hårdtslående end han egentlig var. Med et stadig uænrdet ansigtsudtryk rakte han sin hanskebeklædte hånd frem mod manden og stod ellers kun og fokuserede på hans næse.
”Kunne jeg måske få min hat tilbage?” Kom det mumlende fra ham. Ikke truende, ikke bestemt. Ingenting. Kommentaren om det med at ryge blev ignoreret, og ligeså blev berøringen af hans hår. Irriterende mennesker. Manden brød ud i latter, og tvang Keiko til at gøre sig bemærket med endu et kort host.

Han lo lidt. Drengen havde jo humor. Svaret var jo helt klart bange.
Men nu var det hans tur til at blive bange.. Hvis man kunne kalde det det. Han blev helt forskrækket over den udtryk, drengen fik, da han kidnappede hans hat. Han så desperat op på ham, et udtryk han ikke havde forventet på denne dreng ansigt, fordi han havde virket så.. ligeglad og kold. Lidt ligesom en dukke, rent faktisk. Men her sad han og gloede efter hatten. Det var lige til at grine af, men han gjorde det ikke. I stedet smilede han til drengen. Denne gang gav han ham et rigtig tandsmil. Han vidste ikke, hvad race drengen var, men Rafael skulle være glad for, at han mestre sin krop så godt, at han kunne skjule alt det dæmoniske ved ham, så de skarpe, sylespidse tænder var erstattet af helt almindelige tænder. ikke fordi han forventede at drengen ville blive forskrækket, men hvis han kunne blive så oprørsk over, at han havde snuppet hans hat, så var det andet også muligt. Han måtte ikke være lukket for muligheder ved dette individ.
De røde øjne glimtede lidt, som de stirrede på drengen med et djævelsk udtryk. Nu når han kiggede nærmere på drengen, så så han meget syg ud. Han havde allerede regnet ud, at drengen var dårlig med sin hosten, men hans ansigt fik ham til at se meget sygelig ud. Han fik en lille rynke i panden og bøjede sig lidt ned imod drengen for at studere hans ansigt nærmere. Han ignorerede let, at det egentlig var meget uhøfligt. Detalje.. Det her var interessant.
Han ignorede resten af drengens ord, også hans spørgsmål om at få hatten tilbage, for den sad lige så godt på hans finger, og han havde ikke tabt den endnu. Han kneb øjnene lidt sammen, hvorefter han brød ud i et smil igen. "Nåå.. Har du tænkt dig at fortælle mig, hvad du fejler? For jeg er meget interesseret."

Keiko spærrede øjnene en smle op, hvorefter han trak sig lidt tilbage, da manden begyndte at komme tættere på ham. ”Jeg fejler ingenting. Jeg sagde kun at jeg var født under en uheldig stjerne, ikke andet,” han hostede igen, hvorefter han prøvede at række ud efter hatten, ved at læne sig frem imod manden. Nej, han fejlede ikke noget som helst, men siden hans evner tog på hans kræfter kunne han ikke gøre noget for at stoppe det. Han måtte tage det som det kom, uanset hvor ondt det gjorde. Keiko tog en dyb indånding og så mere bestemt på manden denne gang, så ham for en gangs skyld i øjnene, så manden kunne se at han faktisk mente hvad han sagde. ”Min hat, tak,” lød det stift fra ham, mens han for alt i verden prøvede at fastholde øjenkontakten. Hvorfor skulle menneser også være så opmærksomhedskrævende!? Det var næsten ikke til at holde ud, hvor meget de troede at verden var deres. ”Jeg mener det,” tilføjede han stift efter et kort øjebliks stilhed. Hvis ikke han fik hatten tilbage vidste han ikke hvad han skulle gøre. Han havde altid haft den, og han nægtede at midste på grund af en åndssvag mand som ikke havde tænkt sig at høre efter! ”Jeg vil gøre alt hvad du beder mig om, bare jeg får den tilbage.” Det sidste han havde lyst til at sige, men han ver seriøs. Hatten var som et skjold, så folk ikke skulle se ham. Den skjulte ham for omverdenen, hvilket han havde det helt fint med! Desuden måtte han spare på kræfterne, så dette var lettere end ingenting, så det var da et forsøg værd. Nu manglede han bare et svar.

"Njaeh, vi ved begge to, at det er en løgn," lo han og smilede nedladende til drengen. Han hadede, når folk løg for ham. Han havde ikke noget imod at lyve, det var jo helt okay, for han var god til det, så folk opdagede det alligevel ikke, og det de ikke vidste, havde de ikke ondt af, men når folk åbenlyst løg ham op i ansigtet.. Det var ikke engang et helhjertet forsøg.
Han fik en demonstrativ lyst til at kvæle drengen, men han styrede sig. Det var så lang tid siden, han havde ladt dæmonen inde i ham gå basærk.. Måske skulle han slippe tøjlerne. Bare denne gang..
Han mistede dog lysten, da han fik øjenkontakt til drengen. Det gav ham i stedet en lyst til at prikke hans øjne ud. Han følte, hvordan de brændte ind i hans blik. Endelig.. Den øjenkontakt havde han ledt efter lige siden, han havde mødt drengen. Han kunne ikke holde ud ikke at have øjenkontakt. Det fik ham til at føle sig ubetydelig.. Det var derfor, han var blevet vækket. Drengen havde provokeret ham til det yderste, og nu skulle han have igen. Derfor fik drengen ikke sin hat, selvom han så fint bad om den med trudsel i stemmen. Rafael blev blot ved med at svinge den om sin finger. Han så udfordrende ind i drengens øjne med et ondskabsfuldt smil.
Han blev helt overrasket ved drengens udbrud. Hvad sagde han dog? Han ville gøre alt for den her hat? Han lod blikket glide hen på hatten og derefter ned på drengen igen. Hvad var så vigtigt med en hat?
Men nuvel.. Det skulle da misbruges.
"Alt, siger du?", spurgte han. Bare for at være sikker. Han lod blikket gennemborre drengens øjne og smilte muntert. "Jamen.. Så får du den, hvis du bliver min slave."

”Jeg lyver ikke. Jeg fejler ingen sygdom og jeg er ikke syg på nogen anden måde!” Han mumlede stadig, dog mere bestemt end før. Man kunne vel ikke kalde det en sygdom. Han var jo ikke syg-syg, dette her var jo mere psykisk end fysisk. Keiko trak vejret dybt ind. Han var ved at blive træt af denne lille leg, men manden så da ud til at more sig kosteligt. Han blev ved med at smile på dén ulækre måde, som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Var det her én eller anden måde at provokere ham på? Ville manden simpelthen have ham til at gå amok? Slå ham? Keiko bed tænderne sammen for ikke at komme til at gøre det.
Manden fik et anderledes glimt i øjet, men Keiko blev stående hvor han stod. Måske for at virke mere truende end han faktisk var. Måske fordi han simpelthen var bange for hvad manden ville gøre ved ham, hvis han bare bevægede sig et lille stykke. Eller måske var han bare dum. Ikke engang det gennemborende blik som manden nu sendte ham, fik ham til at bevæge sig væk fra ham.
Keiko opfattede kun lige ordet 'slave', før svaret kom. De fleste ville nok have været længere tid om at bestemme sig, men Keiko var fast besluttet på at få sin hat tilbage. ”Fint, bare jeg får den.” Og så var det sket. En aftale han ikke engang havde opfattet helt, var nu blevet formet. Han rakte ud after hatten endu en gang i et forsøg på at tage den fra manden.
Vent. Han stoppede op i sin bevægelse og fokuserede nu på manden endu en gang. ”Hvad?” Hans stemme var svagere, spørgende. Hvad havde han lige sagt ja til?

Det her var simpelthen for godt til at være sandt. Havde den dreng lige byttet sin frihed for en hat? Han kunne ikke tro det. Endten var drengen dum som en dør, eller også.. Ja, der var vidst kun en mulighed. Hans svar overraskede ham. Han havde forventet, at han for alvor ville bblive vred over, at han ikke fik sin hat, og at han så ville vise sit sande natur. Rafael var nemlig overbevist om, at drengen gjorde som ham. Skjulte sin sande identitet.
Hatten fløj fra hans hånd og over i drengens. Han kunne ikke holde latteren tilbage. Den lød høj og ondskabsfuld i mørkets stilhed. Hans øjne var ikke længere den skrigende røde farve mere. Nu var den blevet mørk. Blodrød, kunne den fint kaldes nu. Et passende navn for farven. Det skete, når hans dæmoniske side kom frem. Han ville ikke skjule den mere. Han ville ikke lukke af for sit sande natur.
Der gik lidt tid, inden han kunne svare på drengens spørgsmål. Han kunne ikke stoppe med at grine. Det her var bare for sjovt. Tænk, at folk kunne være så.. dumme. Han var endda nødt til at holde hånden op foran munden.
Da han endelig var færdig, vendte han et smil imod drengen.
”Du har lige sagt ja til at sælge din sjæl,” fortalte han og trak lidt på smilebåndet. Han lænede sig ned imod drengen, kom helt tæt på hans ansigt. Hans hånd lagde sig ovenpå drengens hoved og flettede det ind i hans hår. Han bevægede sig helt hen til drengens øre og hviskede med en stille stemme: ”Mit navn er Rafael, og jeg er din Herre.”
Han var væk igen med det samme. Han stod lændet op af træet og så ned på drengen for at se hans reaktion. Cigaretten var plantet i hans mundvige.

Keiko stirrede på manden med opspærrede øjne. Hvad pokker havde han lige rodet sig ud i? Han greb hatten og så væk mens manden grinte, for ikke at føle sig dummere end han allerede havde konstateret at han var! Han skulle bare have holdt sin store mund lukket og slået ham ihjel til at starte med. Bare gøre det, uden at bekymre sig om sin allerede korte levetid. Han så på manden igen, betragtede ham, da hans øjne skiftede farve. Tja, i det mindste var det ikke et menneske han lige havde 'solgt sin sjæl' til. Sin allerede helt ødelagte sjæl.
Det var ikke svært at se at Keiko var i chok. Hele hans krop var stivnet og han stirrede kun tomt ud i luften. Manden lænede sig frem imod ham, men heller ikke dér bevægede han sig, han rørte ham enda!
Rafael... Herre? Nej, nej. NEJ!
Keiko tog hånden op til hovedet og så ned i jorden. Det kunne ikke være rigtigt. Han kunne da umuligt... Han tabte sin hat, hvorefter han pegede på manden, mens han prøvede at finde på en grund til hvorfor han ikke skulle være hans slave.
”Desværre. Jeg har ikke tid til at være slave.” Hans pupiler trak sig sammen og et svagt lysglimt kunne ses fra spidsen af hans finger. Rafael ville kunne mærke store smerter i kroppen, hvis han da ikke på én eller anden måde havde nået at rykke sig, eller lave et eller andet så han ikke blev ramt. Efter det faldt Keiko til jorden mens han tog sig til brystet. Han vidste at det nok ikke var verdens bedste måde at gøre det på, hvis nu Rafael viste sig at være stærkere end ham, på én eller anden måde, hvilket han sikkert var, men han havde da i det mindste forsøgt.

Ikke tid til at være slave? Dumme dreng.. Han kunne ikke have levet længe. Så uvidende og dum. Men inderst inde vidste han nok godt, at når man først havde lavet sådan en aftale, kunne man ikke bryde den igen. Og han havde fået sin hat. Han havde rørt den, og det var jo det, han fik i bytte fra sin sjæl, så nu kunne han ikke trække den tilbage.
Han lo videre og smilede samme ondskabsfulde smil som før, og han skulle lige til at fortælle drengen, at han ikke kunne lave det om nu, men han blev afbrudt. Han havde ikke lagt mærke til drengens løftede finger, før den pegede på ham, og et lysglimt skød ud af hans finger.
Græsset var vådt af nattens fugt. Fugten havde dog givet græsset en frisk duft, der sneg sig ind i næseborene. Hvorfor han lige pludselig lagde mærke til de små finurlige sanseindtryk, vidste han ikke lige med det samme. Hvornår han var kommet herned, vidste han heller ikke, men det havde følt som om, der var gået timer, inden han endelig rørte jorden. Der gik få lange sekunder, før han fik opfanget, hvad der var sket, og med den kom smerten. Han opdagede, at han lå og vred sig i smerte. Hans kæber var spærret op i et skrig, et skrig der var et par oktaver højere, end han længe havde haft stemmen. Smerten var kolossal og tvang ham til at blive ved med at skrige. Han krumme sig sammen, som om det ville hjælpe på smerten ved hans mave og op ad. En utrolig velkendt lyd hørtes inde i ham. Rafael havde mange gange hørt det hårde knæk, der kom, når en knogle brækkede. Han havde selv været skyld i mange af dem, men en stor del af dem havde også været på ham selv. Dog havde han ikke hørt det på samme måde, som han gjorde nu. Der lød gentagende knæk lige efter hinanden, og ved hver af dem spjættede han.
Var den fandens dreng ved at sprætte hans ribben fra hinanden? Satans søn.. Men han skulle ikke få ham ned med nakken så let. Nej, han ville komme til at føle smerte, som han aldrig havde følt den før.
Cigaretten var faldet ned på jorden imellem dem. Det fugtige græs havde næsten slukket ilden, så der nu kun var en lille glød, der snart ville dø. Besværligt at sætte ild til våde ting, men det kunne lade sig gøre. Den skulle bare have lidt hjælp. Gløden tog til og blev til en flamme, der voksede ligeså hurtigt, som var den kommet i nærhed at tørt hår. Det var tydeligt at se, at dette ikke var en normal brand, der forløb uden hjælp. Den nåede hen til den spjættende og skrigende Rafael og kravlede videre til drengen, som lå på jorden i smerte.

Keiko åbnede langsomt øjnene igen, da et skrig kunne høres og ødelagde stilheden som lå hen over parken. Han lod sine øjne søge hen på Rafael, som var den person skrigene kom fra. Han var altså blevet ramt. Så måske var han ikke så stærk som Keiko havde troet at han var lige i starten. Så kom knækkene og Keiko måtte lukke øjnene i væmmelse igen, da den lyd var utrolig ubehagelig. Men lyden ville han nok aldrig blive helt vant til, uanset hvor mange gange han skulle gøre det. Pokkers til evner. Der kom aldrig noget godt ud af det.
Han kunne mærke luften blive varmere omkring sig, og lod øjnene åbne sig langsomt igen. Lys. Øjnene blev slået hurtigt op, som han kunne regne ud hvad lyset var. Ild... hvem pokker sætter ild til et offentligt sted? Med den tanke satte han hånden mod jorden og prøvede at skubbe sig opad så han kunne komme væk, før idioten satte ild til det hele, men han blev tvunget ned igen da en smerte skød igennem hans bryst endu engang. Det kunne fandme ikke være rigtigt det her!
Han fik trukket sig op på knæ, men var stadig helt krøllet sammen på grund af smerten, som ikke engang var så slem som den han havde påført Rafael. Han trak vejret dybt ind et par gange, før han fik ordene ud på den rigtige måde. ”Sluk... det...” Stammede han, højt nok til at Rafael kunne høre det. Det måtte være ham som havde tændt det... og når han havde tændt det, måtte han også kunne slukke det igen.
Keiko så hen på ham, løftede sin hånd på meget han kunne og foldede sin hånd så der kun var én enkelt finger tilbage, som pegede hen på ham. ”Nu.” Manden behøvede vist ikke ligefrem at være ekspert for at kunne regne ud hvad der ville ske, hvis han ikke gjorde det. Men nu måtte Keiko bare vente på at Rafael reagerede, ellers vidste han ikke hvad han kunne gøre, for at komme væk igen. Ild havde han egentlig aldrig været vild med, så nu måtte han jo bare håbe på det bedste.

Ilden opslugte ham, og den velkendte følelse af, at han var hjemme, fulgte med. Flammerne slikkede op af hans krop, men de gjorde ham ikke noget. Hans krop forblev intakt, ikke engang hårene blev brændt af. Det var en dejlig følelse, og den fik ham til at glemme smerten, der herskede i hans krop i få sekunder. Så kom den tilbage og tvang ham til at vride sig i smerte. Men til sidst stoppede han med at bevæge sig. Han lå stille og så med døsige øjne hen på drengen. Mordlysten sprang op i ham. Selvom han lå i smerte og så sølle ud, herskede lysten til at dræbe inden i ham. For han vidste, at han ikke skulle dø nu. Han kunne ikke dø nu.
Ha. Han ville have ham til at stoppe. Hvor vovede han at give ham ordre? Hvis han blot havde været forberedt på et angreb.. så havde den lille rod aldrig fået ham ned med nakken. Og nu troede han, at han kunne beordre ham, som det passede ham. Nej.. nu ville han ikke lege mere. Nu blev det alvor.
Han fik langsomt skubbet sig op at sidde, hvis man kunne kalde det det. Han så hen på drengen med et hadsk smil om læben.
”Så stop smerten.. Stop smerten.. eller du dør,” fortalte han med tydelig, myndig stemme med få mellemrum i sin sætning, da de skulle bruges til at trække vejret. Smerten pumpede voldsomt i hans mave. Knækkene kunne ikke høres mere, men han kunne mærke, hvordan drengen fortsat ødelagde hans krop.
Han løftede hånden imod drengen, nærmest som om han gjorde grin af ham. Og det gjorde han måske også lidt, for der skulle ikke bevægelser til for at styre ilden. Ikke mere. Det skulle han for mange år siden, den gang han ikke kunne kontrollere sine kræfter som nu.
Ilden voksede omkring dem. Den dannede en høj mur omkring dem og begyndte at sætte sig fast i drengens tøj.

Selvfølgelig. Selvfølgelig hørte Rafael ikke efter hvad Keiko bad ham om. Tænk at han stadig kunne være så stædig, når han var underlagt så store smerter. Keiko bad tænderne sammen og overvejede lige hvad han kunne gøre. Svare igen, og blive brændt til døde, eller gøre som han sagde og blev hans slave, som de først havde aftalt... hvis han da stadig havde nerver til det. Heh... Keiko så fra Rafael, hen på ilden som nu dannede en mur omkring dem og var begyndt at brænde igennem hans overtøj og bukser.
Han hadede virkelig ild!
Keiko spredte hele sin hånd ud igen og spærrede øjnene op, som havde han lige fået verdens største chok. ”Nnn.” Han klemte hånden hårdt sammen og trak den tilbage og hev han i et reb. Ved brug af dette fjernede han derved de smerter han havde påført, knoglerne ville samtidig heale en smule, hvis skaderne da ikke var alt for slemme, hvilket nok ville komme til at gøre ligeså ondt som ved da de brækkede. Rafael kun blevet udsat for en mild én af slagsen i forhold til nogle af Keikos tidligere 'ofre', de var både blevet slynget rundt, fået alle deres knogler brækket og nogle var enda døde.
Keiko trak sig sammen igen. Rystede en del over kroppen, og hans hanskebeklædte hænder dækkede for hans blege ansigt. Under dem var hans opspærrede øjne. Stirrende ud i luften som var han blevet sindssyg, men han vidste selv at det snart ville gå over... heldigvis, han vidste ikke hvor længe han kunne blive ved med dette her. ”...Sluk... den så...” stønnede han svagt... Idiot!

Og så stoppede smerten. Endelig.. Han faldt ned i græsset igen, hvor han lå et stykke tid. Han trak været uregelmæssigt, da møgungen havde forårsaget en punkteret lunge. Kampen imod smerten var udmattende. Han var pludselig blevet så træt og havde lyst til bare at ligge der i det våde græs og lukke øjnene. Det gjorde han også i få sekunder, før han kæmpede sig vaklende op at stå. Han rystede lidt på benene, men han stod i det mindste. På trods af deres aftale, havde han endnu ikke fjernet ilden, men da han havde betragtet drengen lidt lide med ilden slikkende op af sin krop, som desuden ville efterlade lidt mærker hist og her, lod han ilden trække sig tilbage og slukkes. Det skete hurtigt, og til sidst var der kun en lille gnist tilbage, som sad fast i hans cigaret. Den slukkedes dog også efter lidt kamp imod blæsten, men uden hjælp holdt den ikke.
Han stod med øjnene hvilende overvejende på drengen. I forhold til før, var der ingen vrede at spore i hans øjne. Heller ingen dræberlyst. Faktisk var de helt følelsesløse, og det var umuligt at spore hans tanker igennem dem. Han så blot overvejende på drengen.
Endelig ændrede han ansigt. Et lille, tilfredst smil krussede hans læber, og han nikkede anerkendende.
"Jeg ser, at du kan lidt magi," startede han med at sige og holdte en lille pause, inden han fortsatte. Han fjernede ikke blikket fra drengen. "Kan du mere end det? ..Denne gang behøver du ikke at demostrere."
Han gik hen til træet med langsomme og humpende skridt, som han stilte sig op af og lod sig glide ned at sidde. Det var blevet lidt sortsvedent af ilden, men ellers havde det ikke taget store skader. Han stønnede højlydt, da han kom ned at sidde, som var han en gammel mand med dårlig ryg. Hans hånd gravede ned i jakkelommen og fandt cigaretpakken frem. Han fik med rystende hænder fisket en op og tændte den denne gang med at køre fingeren under den. Lighteren var kun til for det menneskelige looks skyld. Derefter førte han den op til munden og tog et sug, men da røgen blev pumpet ned i hans ødelagte lunge, brød han ud i et voldsomt hostefald. Han holdte sig for munden, og da han var færdig med anfaldet, fjernede han hånden og betragtede det mørkerøde blod, der var røget med.

Endelig. Han betragtede ilden som den forsvandt. Blive mindre, og mindre, for tilsidst at dø helt ud. Han åndede lettet op, men tog sig hurtigt til brystet igen, da smerten blev ved med at komme i små slag. Han lod derefter en hånd glide igennem hans hår for at sikre sig at det ikke var blevet brændt af. Han havde selvfølgelig fået et par brændsår her og der... men det lappede sig selv sammen engang, vel. Selvfølgelig sveg det, men lige nu var det smerten i brystet som mest fik hans opmærksomhed. Han tog endu en dyb indånding og fik lagt sig på maven, med hovedet vendt i retning af Rafael... hans såkaldte; 'Nye Herre.'
Rafael så da også ud til at klare sig, hvis ikke det var for den vaklende måde han stod på så kunne han da næsten gå for uskadt.
Keiko så op på ham med sit følelsesløse ansigt mens han ventede på at han skulle komme med et eller andet hen af; 'Straffen for dette er-...blah-blah-blah,' men det skete ikke. I stedet fik han et anerkendende nik, som næsten gav ham lyst til at kaste op. Han begyndte at snakke, og Keiko fortrød nu at han ikke havde slået ham ihjel. Han snakkede til ham, som var han et dyr...eller sådan lød det i hvert fald i hans ører! Keiko lavede en kort grimasse, hvorefter han skubbede sig op på benene igen. Han gik derefter det lille stykke hen til Rafael, satte sig foran ham, lænede sig ind imod ham, så hans læber var helt tæt på hans øre. ”Desværre. Jeg er bange for at du lige har fået dig den værste slave i verden.” Et utroligt lille smil dukkede op på hans smalle læber idet han trak sig tilbage igen for at se på ham.

Han fulgte drengen med øjnene, da han bevægede sig over foran ham, og satte sig der. Han lænede sig ind imod ham, og han flyttede sig ikke fra drengen. Dette mindede ham om det, han havde gjort ved drengen lige før, da han var kommet med tilbudet om slavetilstand. Hvor morsomt..
Først reagerede han ikke på drengens ord, men så trak smilet op, så tænderne kom til syne. Denne gang var det ikke de menneskelige, korte tænder, der kunne ses, men de var sylespidse hugtænder, der kunne have tilhørt verdens farligste rovdyr. Og det var han måske også, når han blev virkelig sur.
Han så ind i drengens øjne med smilet om læberne, vendte hånden om, så drengen kunne se blodet, inden at han tørrede det af i drengens jakke.
"Det glæder jeg mig til at opleve," svarede han så og slikkede sig hurtigt om munden med den lange reptyltunge. "Vi er jo et yndligt par!" Det sidste sagde han med et muntert tonefald, som om de nu skulle til at være de bedste venner. Og det var nok ikke helt sikkert. Drengen smilede til ham for første gang, hvis Rafael huskede rigtigt, men det var bestemt ikke et glædessmil. Han synes mere, at han kunne læse umådeligt had i det smil. Det klædte ham. Hellere det smil end at gå og se sur ud. Det måtte han lære drengen.
Han førte igen cigaretten op til munden, og den fik ham igen til at hoste blod op. Han sukkede let over synet og rystede opgivende på hovedet, før han igen henvendte sig til drengen.
"Nå.. Du vil ikke fortælle om dig selv til mig endnu, men det skal nok komme. Ellers tvinger jeg det ud af dig. Hvad vælger du?" Han havde en venlig stemme ved spørgsmålet, som spurgte han drengen, om han ville have en slikkepind, og han vendte hovedet lidt spørgende på skrå. "Du kan starte med at fortælle mig, hvor du bor. Og dit navn.. Så fortæl."

Igen stak Rafael ham et smil Denne gang et rigtigt dæmon-smil, med tænder og det hele, men Keiko så ham kun ind i øjnene og mistede først konsentrationen da Rafael holdte sin blodige hånd op, hvorefter han tørte det af i Keikos jakke. Endu én af de der væmmelses-grimasser kunne ses i hans ansigt idet han besværligt kom op og stå igen. Ad. Ja, det skulle da nok blive sjovt det her. Keiko var i hvert fald overbevist om at de i hvert fald ville komme tilat slå hinanden halvt ihjel hver uge, hvis ikke forholdet ændrede sig på én eller anden måde.
”Par,” mumlede han svagt idet han fortsatte; ”du skylder mig en ny jakke... magen til!” Han talte imens han gik hen for at samle sin så vigtige hat op fra jorden af, børste den ren, og sætte den på pladst igen, ovenpå sit hoved.
Det føltes meget bedre at få den på igen. Det betød at han kunne gemme sig igen, og undgå den så åndssvage øjenkontakt, som han hadede så meget! Han tog hånden op foran munden for at hoste et par gange igen, så han fik kun fat i det sidste som der blev sagt.
”Jeg bor ingen steder, og mit navn er Keiko.” Svarede han kort og godt. Faktisk 'boede' han som regel i gyderne, men det talte vist ikke rigtig medsom et rigtigt hjem, som Rafael måtte tale om. Men han måtte tøve lidt før han sagde det. For selvom Rafael nu var hans 'Herre', så kunne man jo aldrig vide, men nu havde han sagt det, og det kunne ikke tages tilbage igen.