hvad med dig?//Angelie//

Sted:parken
Tid: omkring 22:20 tiden
omgivelser: de mange stier og bænke og de store træer
Vejr:stille vejr ingen vind og et par skyer på himlen og månen højt.

*Det er en dejlig aften *tænkte han mens han gik ned af en af de mange stier. " dong dong dong lød det havde gang han sparket til den tomme dåse mens han gik. Da han havde gået i et stykke tid kom han til en bænk hvor han satte sig ned og lændte sig tilbage og kigget på skyerne som stejfet månens lys på den mørke himmel.

Tomhed, bare helt almindelig tomhed og tristhed. Den følelse var mere eller mindre blevet normal for Angelin. Længe havde hun tænkt over, hvordan det egentlig var at hun midstede livet, sammen med hendes forældre og lillesøster. Bilulykke? Det havde det åbenbart været, og intet havde kunne standse det. Der var alligevel noget skummelt over hendes død. Allerede før hun blev engel, kunne hun høre vinger der blafrede, og havde haft et møde med en vampyr, som mente at hendes blod smagte som en engels. Jo tak. Nu havde hun altså bare brug for at græde eller være alene. Hun var virkelig blevet mere og mere sårbar på det seneste, men hendes død for 271 år siden, tog stadig på hende. Hun følte alt for meget sorg.
Angelins skridt var rettet mod parken, og det tog hende ikke længe at finde der hen.

Riku sad godt lændt tilbage og kigget lidt rundte for der var ikke rigtig nogle mennsker i parken. *hmm mærkeligt at folk ikke er ude på sådan en dejlig aften *Riku trak sig på skulderne og rejste sid op og begyndte at gå ud på græsst mellem de storer træ mens han tænkte på dengang han kom til landet dengang Zane havde magten over Di morgan.

Ikke langt fra Angelin, kunne hun høre tydelige tanker, som fik hende til at blive nysgerrig. Hvem mon det kunne være? Måske en som.. Nej.. Hun kunne lige så godt droppe det! Mest havde hun brug for at være alene, men tanken fristede hende utrolig meget. 'Det er virkelig ærgeligt, ja. Men også behageligt for os som holder os ude.' Angelin var ikke helt klar over, om den mand hun havde hørt tænke, var klar over at hun befandt sig i parken også. Med forsigtige skridt, gik hun længere ind mod midten af parken.

Riku gik lidt rundt i et stykke tid indtil han fandt et godt sted at sætte sig ned. Riku lod sig falde ned på ryggen så han lo og kigget op i himlen hvor stjerne lå smukt på himlen som et flot tæppe over verden. *sikke nogle tid jeg har haft med oprørs gruppe ude ved Barishans hytte i skoven og sammen med dream* tænkte han grinte lidt for sig. Riku tog en dyp indådning og sukket lidt * men nu er de fleste væk eller døde og nu er Zane tilbage, men måske også okay måske kan han rydde op efter Malakel* tænkte han og lukket øjene. Han kunne næsten se foran sig, Dream der lå i skoven og dæmonen over hende og hendes hvide kjole nu rød af blod, Riku åbnet øjene med et sæt og satte sig op.

På afstand, studerede Angelin den skikkelse, somhunhavde hørt tænke. Efter som han blev ved med at tænke, blev hun ved med at lytte, men besvarede ikke flere, selvom hun inderst inde virkelig gerne ville. Nogle af hans tanker, lød desperate, og på en måde ikke. I hendes hovede lød de også en smule anderledes end de nbokville gøre for en hver andne. Hun kunne høre de direkte tanker og næsten se andres længsler, dog ikke så tydeligt endnu. Længe stod hun på afstand og studerde den unge herre, indtil han pludsleig slog øjnene op og satte sig op med et set. Mon han havde opdaget hende, eller havde nogle af hans tanker gjort ham utilpas? Forsigtigt gik Angelin tættere på, og lagde hovedet let på skrå. Med den blødeste og mildeste tone, fik hun fremkaldt ud af sin mund et par ord: "Er du... okay?"

Riku kigget hen mod stemmen lidt overrasket der var nogen" øhh ja øhh jeg er okay " Sagde han med et lidt skævt smil på læben og vender blikket op mod himlen og skyerne " Dejlige aften suntes ikk " siger han og kigger og på pigen og smiler lidt

"Det må man sige," med langsomme skridt, nærmede hun sig den unge herre en smule mere, og satte sig ned. Hun gik ud fra, at han ikke havde noget imod lidt selvskab, selvom hun selv helst ville ha været alene og tænkt en smule. Hun var bare en uviden olding, hvis an altså talte alle hendes leveår med. Tænk at hun stadig havde sin skønhed, som folk påstod at hun havde. Det blonde hår og de krystalblå øjne, tiltrak åbenbart noget opmærksomhed, og det samme med hendes spinkle former og blege hud. Hvordan det hang sammen, kunne hun ikke selv finde ud af.