A New Beginning [Angelie]

S: Søen Le Maricage
T: 11:00
V: Solskind og vindstille
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Solen stod højt på den skyfri himmel, og Zane nød dens varme på sin bare overkrop.
Han var iført sine sædvanlige, mørke bukser og sine sorte armskinner.
De tunge læderstøvler stod ved siden af ham, og græsset føltes rart mod hans bare fødder.
Zane stod ved breden af den store sø, Le Maricage, som han engang havde gjort endnu større med et af sine angreb.
Han lukkede øjnene og fokuserede... og trådte ud på søen.
Ved hjælp af magi, var han i stand til at gå på vandet, så længe han bare holdt den magiske energi i bevægelse.
Han gik indtil han nåede midten af søen.
Så åbnede han øjnene, og med ét havde han sine to sværd i hænderne.
De var blevet fremmanet ved hjælp af den stærke magi han havde lagt i den dengang han smedede dem.
Han kunne altid kalde på dem, og de ville altid komme i et blændende lysglimt.
Han holdt det ene, scimitar-lignene sværd op og betragtede det. Klingen var lang og svagt buet. Den var smukt sølvfarvet, og han vidste at den kunne skære igennem stål som var det smør.
Sværdets greb var dækket med fint, blødt, sort læder så det var behageligt at holde ved...
Hele sværdet vejede mindre end hundrede gram - en særlig kvalitet med det metal han havde brugt til at smede det: Mithral, mystisk, smukt og let.

Sværdets tvilling var nøjagtigt magen til, og var også smedet af Mithral.

Zane lavede nu en hurtig pivuet med to hurtige, elegante hug, og stod pludselig i kampstilling.
Han dansede hen over vandet og huggede elegant ud i luften med sine to sværd, mend han sendte små kaskader af vand op i luften.
Det ville være et smukt syn inde fra bredden... men den var tom, og det var helt fint for ham.
Hans dans fortsatte, og hans elegante bevægelser beviste mere end noget andet, at han var en elver.

Skoven.. Den bragte minder frem i hendes sind, og det var noget. Hun havde intet kunne huske i flere uger, ikke siden hun havde været igennem en umenneskelig tortur, men havde også gennemgået en kurering af Damia. Den kvinde var tydeligvis i stand til mere, end Angelie havde givet hende credit for i starten. Alt var tilbage, og hun kunne endda svagt huske, at hun havde mødt hendes gamle hersker.
Selvom minderne fra hendes periode som vanvittig var slørede, så havde hun anelser. Alligevel turde hun ikke tro på at han var her. Det var umuligt. Malakel havde nedslagtet ham, det havde Damia fortalt hende. Hvordan kunne det være muligt.

Lige nu bevægede hun sig igennem skoven, som ville lede hende ud til selve søen. Hun kunne allerede dufte vandet, og indsnuste ivrigt alt omkring hende. Det var som om hendes sanser var blevet vakt på ny. Smilet var diskret men stadig til stede.
Hun havde gennemgået en hygiejnetur også, og håret var igen blødt og fyldigt, huden ren, og lugten af råddenskab fulgte hende ikke længere overalt hvor hun bevægede sig rundt. Det var forfriskende, og hun følte sig mere attraktiv ved dette.
Blikket hvilede på søen, som hun nu nåede hen til. Halvanden meter fra kanten stoppede hun op, og brugte et øjeblik på at betragte den rolige overflade. Men noget forstyrrede hendes blik.
De blå øjne faldt på skikkelsen som stod ude på søen.. Eller nærmere dansede. Det var yndefuldt, og selv hun kunne se at dette var en elver. Et kort øjeblik gav hun sig tid til at betragte hans bevægelse, inden hun rømmede sig let, for at gøre vedkommende opmærksom på hendes tilstedeværelse.

Han stoppede irriteret da nogen inde på bredden rømmede sig.
Zane vendte sig om og så ind mod denne afbrydende sjæl som... han stivnede.
"Angelie..." hviskede han, og et halvt smil formede sig på hans læber. Han stirrede på hende og tillod sig selv at blive lettet.
Det så ud til at dæmonen Damia alligevel havde gjort som hun havde sagt...

Zanes sværd forsvandt i to lysglimt, og han begyndte roligt at gå ind mod bredden, mens han stadig betragtede Angelie.
Hun lignede ikke længere en vanvittig... og hendes duft nåede ham helt herude. En vidunderlig duft som han havde savnet... længtes efter...

*Hmph.. jeg er virkelig blevet blød...* tænkte han... men han vidste godt at han kun var "blød" over for Angelie.
Han nærmede sig bredden nu, og hans smil var der stadig.

Langsomt gled det ene øjenbryn en anelse i vejret, inden hun satte en hånd i hver sin side ved hoftebenet, for at se skikkelsen stoppe op, og gøre sig selv til kende. Og hun genkendte ham. Uden tvivl.
Et kort øjeblik voksede hendes øjne en anelse i overraskelse, for derefter at blinke et par gange, stadig uden at sige noget. Hun var i vildrede, forvirret. Vidste ikke om hun skulle være glad eller vred over at se ham stå der.. i live, uden så meget som skyggen af påvirkelse fra sin tid som død.
Hun var tildækket denne dag, selvom vejret var godt. I form af en tætsiddende trøje, og almindelige sorte bukser, selvom det var noget hun ikke ville beklæde sig i normalt.

Hun så hvordan han nærmede sig, og brugte tiden på at betragte det hun havde manglet i lang tid.. Alt for lang tid. Måske var det sandt, at han så havde oplevet hende i sit.. mindre civiliserede stadie.
Øjenbrynet faldt dog ned på plads, og smilet der diskret havde været på hendes læber, gled langsomt ind til et afslappet og velafbalanceret ansigtsudtryk, mens hun ventede på at han ville komme tæt nok på, til at være inden for hendes rækkevidde.

"Du ser ud til at have det .. bedre" bemærkede hun, velvidende at sidst hun så ham, havde han haft form som en flere meter høj drage. Det var da altid noget, at han ikke havde fået eftereffekter af dette.. Som at spyde ild, eller skællet hud.

"Det samme gør du." sagde han og så hende i øjnene. Hans kolde øjne viste en lillebitte gnist af lettelse og glæde over at se hende...
"Sidst jeg så dig var du et kravlende, kødædende individ uden nogen som helst forstand..." sagde han, og trådte ind på bredden.

"men nu... nu ligner du dig selv. Den eneste person jeg har savnet..." sagde han med et koldt smil.
"Hør mig lige engang... jeg lyder jo helt sentimental..." sagde han fornøjet.
Han havde ingen intentioner om at hun nogensinde skulle vide at han både havde talt babysprog til hende og tilladt en tåre at falde for hende mens de havde opholdt sig på hotellet.

"Der er sikkert mange ting vi to skal tale om..." sagde han så.

En let mumlen i form af et mmh, kom fra hende, mens hun betragtede ham nysgerrigt og mere intensivt nu hvor han var kommet tættere på. Hun opfangede også let den diskrete glæde i hans blik, som havde undsluppet den hårde facade, denne havde en tendens til at bære rundt på.
Hun lyttede opmærksomt til hans forklaring, og kunne ikke undgå at skære ansigt af hans kommentar. Ja hun havde velsagtens været forfærdelig at se på, for ikke at tale om at omgås, og alligevel havde han oplevet det. Det var da også umuligt at holde noget som helst hemmeligt for ham. Eller sådan føltes det næsten efterhånden.
"Jeg har.. så vidt jeg husker.. Aldrig haft nogen forstand" bemærkede hun langsomt, og trak diskret på skuldrene, inden hun lyttede til hans næste ord. Han havde ret. Hun følte sig også langt bedre nu, end hun havde gjort længe. og måske.. Ja måske ville hun ligefrem kunne holde det ud nu.

Hans kommentar fik hende til at slå en let latter op. Åh gud.. Det havde hun da oplevet før.. Eller.. Faktisk så var hun ikke sikker. Der havde været flygtige øjeblikke, hvor han havde haft denne sentimentale tilstand, men de havde været korte og næsten uvirkelige. "Mh.. Du burde ligge bånd på dig selv.. Det klæder dig bestemt ikke".

Langsomt trådte hun et skridt frem mod ham, for derefter at tage endnu et, så hun endte med at stå tæt på ham, med nogle få centimeters luft imellem dem, inden hun lod hovedet falde en anelse bagover, for at kunne betragte ham.
Hun huskede langsomt hvorfor hun havde mærket stikket af forvirring, og tankerne fortsatte rundt i hendes hoved, mens de formede sig selv. Samtidig begyndte hendes ansigtsudtryk at ændre sig, mens hun mærkede følelserne af irritation boble svagt i hendes indre.
"Hvorfor er det, at du altid.. Altid, skal forsvinde, lede mig i troen på at du er væk.. Og så når jeg endelig er kommet mig over det, så dukker du op igen, for at kunne starte det hele forfra" udbrød hun, og slog en flad hånd mod hans bryst, mens øjnene blev knebet sammen til smalle sprækker. "Man skulle næsten tro, at det er en form for personlig tortur du ynder at udvinde på mig!"
Et kort irriteret hovedryst fandt sted, og hun vendte blikket væk fra ham, for derefter at træde et skridt tilbage, og betragte søens overflade endnu engang.

Hans stemme kunne igen høres, og hun lyttede uvilkårligt.. Om det var af vane eller interesse var ikke til at vide, men hun lyttede. Ordene fik hende til at fnyse let, hvorefter hendes blå øjne gled tilbage mod ham, med et afventende blik.
"Bestemt.. Så hvorfor ikke bare starte med det samme" bemærkede hun, og satte sig allerede til rette på jorden i skrædderstilling, velvidende at dette med sikkerhed ville tage en del tid.

Han lo højt da hun sagde at det ikke klædte ham at være sentimental.
"Du har helt ret... Det er ikke rigtig mig."
Han satte sig i skrædderstilling foran hende, og hans ansigt blev mere alvorligt.
"Hvorfor jeg altid forsvinder og dukker op... hmm..."
Han så hende i øjnene og hadet til Ma'lakel og hans kumpaner kunne ses i hans blik.
"Jeg var sikker på at jeg kunne dræbe dem... jeg var så tæt på. Hvis ikke den idiotiske tøs til Kilia havde angrebet mig bagfra, havde jeg dræbt Ma'lakel så let som ingen ting. Tro mig, Angelie... det var absolut ikke min mening at dø."
Han rystede på hovedet og sukkede irriteret.
"Feje tricks og at kæmpe som kujoner... det var dét der besejrede mig dengang. Men det sker aldrig igen." Hans stemme var selvsikker og iskold. Han ville aldrig lade sig overraske på den måde igen. Det var langt under hans standard...

Zane rakte ud og tog Angelie blidt under hagen mens han så hende i øjnene.
En ulmende vrede dybere end det had han nærede til Ma'lakel viste sig i hans øjne... men han skød den væk for nu. Det spørgsmål måtte stilles senere...
"Hvor længe har jeg været væk? Og hvem er denne Scars som sidder i min fæstning? Hvordan er folkets loyalitet?" spurgte han
Det var tre vigtige spørgsmål, selvom der var ét som han brændende ønskede svaret på... men hver ting til sin tid.

Et kort træk på skuldrene forklarede præcis hvad hun mente om den forklaring. Det var typisk, at hendes spørgsmål var blevet fordrejet, og nu omhandlede taktikken, i stedet for dets oprindelige formål.. At det faktisk gjorde ondt på hende hver eneste gang.
Et kort suk flød fra hende, inden hun kort gled hånden gennem hendes hår, for derefter at lytte til hans næste sætning. Selvfølgelig skulle hun overfaldes med spørgsmål. Det var næsten som om hendes mening med livet, var at lege spion for ham, når han lige valgte at ligge turen forbi helvede i ny og næ.
Hun mærkede hvordan hans fingre lagde sig omkring hendes hage, og blikket blev automatisk vendt mod hans, mens hun overvejede hvad hun skulle svare.
Kort rystede hun dog på hovedet. "Din hukommelse er besynderlig dårlig" bemærkede hun, og undgik kun med nød og næppe, at skære ansigt af ham. "Hvis du ikke husker det, så.. har jeg ikke rigtig været mig selv.. Og så tror du at jeg har fulgt med i troneskiftet!?" spurgte hun lettere forarget, men stadig med en lavmælt stemme.
Hendes koncentration blev dog vendt mod hans første spørgsmål. Det kunne hun trods alt svaret på. Eller nogenlunde, for de døde vel samme dag. Men hvornår var det nu? Det virkede som om, at der var gået flere år siden, med alt det der var sket i mellemtiden.
"Jeg vil tro, at du har været væk i.. lidt over et halvt år" mumlede hun langsomt, usikker på hvor præcis dette var.
Det tredje spørgsmål undlog hun helt at svare på. Hun vidste det ikke. Faktisk snakkede hun aldrig med folket, medmindre det var fordi, at der skulle udgydes blod. "Som sagt har jeg haft en del andre tanker i hovedet"

Han nikkede og sukkede.
"Nej, Angelie. Min hukommelse fejler ikke noget, men jeg havde ikke troet at du var... sådan... i al den tid." sagde han og slap hendes hage.
"Et halvt år... og så ser Di Morga allerede sådan her ud. Ynkeligt..."
Han betragtede hende i et stykke tid mens han tænkte.
*Jeg må finde ud af hvem denne Scars er... og om hans loyalitet kan vindes... men først...*
Zane rejste sig op og så ned på Angelie med et ulæseligt blik i øjnene.
"Rejs dig op... og vis mig hvordan du ser ud. Jeg ønsker at vide hvorfor du i din anden skikkelse var så beskyttende om din krop og hvorfor du lugtede som du gjorde. Kun et såret dyr beskytter sig på den måde."
Han var sikker på at Angelie godt vidste hun intet valg havde.
Han havde flået tøjet af hende før, og hvis det var nødvendigt denne gang, så gjorde han det.
Han regnede dog ikke med at det ville blive nødvendigt... hun havde vel intet at skjule for ham.

Et kort fnys kom over hendes læber, inden hun kort vendte blikket mod himlen, for at tilkendegive sin mening omkring dette. Han havde jo ret.. Han havde ingen idé om hvor længe hun havde været sådan, eller hvor længe denne Scars havde siddet på tronen.. Ligesom hun ikke havde det. Og for at være helt ærlig.. Så var hun egentlig ligeglad.. Hun var træt af storhedsvanviddet, men det var noget andet med Malakel.. Det havde været personligt, men nu.. Hun havde intet imod Scars som person.

I næste øjeblik var hun vagtsom, da hun så hvordan han rejste sig, blev øjnene klemt sammen til mistænkelige sprækker, mens hun lyttede. Jo mere han sagde, des mere opmærksom blev hun på hans tilstedeværelse, og hun krympede sig automatisk sammen i den siddende stilling, mens hun skulede let op mod ham.
Selv efter han havde afsluttet ordene, kunne hun ikke lade være med at trodse hans tonefald, og blive siddende. Hun vidste dog også, at hvis hun trodsede ham for længe, så ville han selv finde ud af det.
Istedet rejste hun sig langsomt, mens hun vendte blikket væk fra ham, for diskret at lade en hånd glide over maven, mens hun.. overvejede.

Det blå dyb blev fraværende et ganske kort øjeblik, for derefter at lade hånden glide væk fra maven og ned langs siden, inden hun vendte sin fulde opmærksomhed mod Zane. "Det er ligegyldigt.. Det er.. ovre" svarede hun kort, og skød stædigt hagen en anelse fremad, for at bevise, at dette var hendes endelige beslutning.

Han betragtede afventende mens hun vendte sig om...
Og da hun så sagde at det var lige meget, greb han fat i hendes overarme med et irriteret fnys.
"Hvad er der sket med dig? Du opfører dig mærkeligt. Hvor er den Angelie som jeg gav livet igen? Den Angelie som lagde sit hoved mod min skulder mens vi stod i hinandens arme i Abbadons tronsal!?" Han var vred og frustreret, og ikke interesseret i at skjule det.

"Dit tåbelige lille fjols..." fortsatte han før hun kunne nå at svare ham.
"Jeg troede du var død Angelie! Modbevis mig! Man kan være død på flere måder... og jeg vil nødigt opdage at min Angelie er død!"
Han slap hende og tog et skridt tilbage mens han så koldt og vredt på hende.
Hans tålmodighed var sluppet op nu...

Hvad hun havde forventet, var bestemt ikke det der skete. Hun kendte ham, og han ville aldrig miste kontrollen over sig selv, og endnu mindre.. han ville aldrig lade hende kunne se det! Hvad var der blevet af ham?
Grebet om hendes overarme fik hende til at sende ham et kort, fjendtligt, gennemborende koldt blik mod ham, inden hun mindede sig selv om, hvem han rent faktisk var. Han var hendes herre, hendes elsker, hendes fortrolige.. Hvorfor virkede han så som en fremmed?
Hun trådte et skridt tilbage, for at være i stand til at forsøge at rykke sig fri af hans greb. "Den Angelie døde den dag du forsvandt!" hvæste hun lavmælt, og skulede kort mod ham, bare for at kunne svare igen. Hun mente det ikke, men alligevel lød ordene sande ned i den mindste detalje.
Hun nåede heller ikke at sige mere, før hans stemme lød igen, og hun lyttede uvilkårligt til hans stemme.
"Jeg troede sjovt nok deet samme om dig!!" svarede hun hidsigt, og rynkede let på næsen i ren frustration, inden hun vredt vendte blikket væk fra ham, mens hun overvejede hvordan samtalen havde taget denne holdning.
Hun synkede et par gange, for at genvinde kontrollen over sig selv, inden hun igen lod blikket glide over ham. "Der er sket meget i dit fravær, og folk ændrer sig.. Det er sket for mig" mumlede hun så langsomt, i et halvhjertet forsøg på at forklare dette.
"OG.. Jeg ser heller ikke dig prøve at holde om mig, og love at alt nok skal blive godt, ligesom før"

Hendes ord fik ham til at klappe i.
Han havde ikke troet at hun ville kunne få ham til at føle sig så...ja... han vidste ikke helt hvad han følte sig.
Han havde lyst til at slå hende... og han havde lyst til at kysse hende...
Zane kiggede væk mens han forsøgte at finde ud af hvordan han skulle reagere.
"Så hun døde den dag jeg døde..." hviskede han.
Han lukkede øjnene og tænkte tilbage på the Clash. Kampen med Ma'lakel og hans loppeslæng havde ikke været synderligt svær før han havde følt det som om hans hjerte blev flået ud af brystet på ham og hakket i tusind stykker - da Damia dræbte Angelie.
Han havde fornemmet det, selvom de to havde befundet sig et helt andet sted end ham.

Zane slog øjnene op og så Angelie i øjnene.
Han gik et skridt frem, lagde armene om hende og trak hende ind til sig.
"Jeg er hverken sentimental eller blødsøden... men jeg er heller ikke dum Angelie... Jeg undskylder." sagde han stille mens han holdt hende tæt.
"Alt bliver godt igen... men jeg har ingen planer om at tage tronen igen." sagde han.
"Og nu... vis mig hvad du skjuler for mig..."

Igen overraskede hans reaktion hende. Faktisk havde hun mere eller mindre forventet at få slynget en kæmpe hånd mod siden af hovedet, for derefter at ryge ind mellem træerne, men nej.. Han havde helt mistet mælet denne gang. Faktisk var det første gang, at det lykkedes hende, at gøre ham målløs på den måde, og hun tillod sig derfor at fryde sig et ganske kort øjeblik over det.
"Ja" Svaret var kort, koldt og kontant. Hun lod samtidig armene glide over kors, mens hun nægtede at se væk fra ham i ren provokation.
"Selv jeg har grænser for hvor meget jeg kan klare" hviskede hun næsten uhørligt bagefter, og egentlig var det ikke meningen at Zane skulle høre denne mindre kommentar, som ikke burde have været andet end en simpel tanke.

Tiden, som han brugte på at tænke, gav hende tid til at overveje andre former for svarmuligheder. Ingen af disse nåede dog at blive tænkt færdigt, før hun mærkede hvordan hans arme smøg sig omkring hende, og selvom hun forsøgte at holde sig vred på ham, kunne hun ikke lade være med at nyde den fremmede og næsten sympatiske omsorg han viste.
"mmh" mumlede hun kort, og lod hovedet falde mod hans skulder, præcis som hun havde gjort i tronsalen, inden hun nikkede. Nikkede for at vise at hans undskyldning var godtaget.
"Jeg har ingen intentioner om at du skal tilrane dig den igen" svarede hun protesterende og forsvarende, da han nævnte den. Hun nægtede at gå igennem alt det en gang til! End ikke for ham.
"Tjek det selv.."

Han gav hende et nik, og greb hende blidt om håndleddene.
Han så hende i øjnene mens han førte hendes hænder op over hendes hoved.
Så tog han fat i kanten af hendes bluse, og hev den over hovedet på hende.
Mens hun sikkert lod sine hænder falde ned langs siderne igen, tog han et skridt bagud... og fik øjeblikkeligt øje på det store ar på hendes mave.
Han rakte målløs ud og kærte fingrene hen over det.

Så knyttede han næven så hårdt at blodårerne i hans hånd kom til syne.
Hans vejrtrækning blev en anelse tungere og han vendte sig om og kiggede ud mod søen.
Hun var blevet tortureret... grumt endda. De sår var lavet af tænder og kløer... han kendte den metode.
Zane spændte musklerne i armene og skælvede svagt.

"Hvem...?" hvislede han mellem sine sammenbidte tænder.

Hun protesterede ikke, og det var kun en overfladisk skælven der løb igennem hende, da han greb fat om hendes håndled, for derefter at løfte hænderne over hovedet på hende.
Hun holdt dem selv i vejret, og mærkede hvordan den mørke trøje gled over huden, for derefter at afsløre lige præcis det som denne skulle skjule. Hendes øjne lukkede sig kort, mens trøjen blev løftet over hovedet, for derefter at være helt væk, mens hun stod tilbage i en almindeligt bh og bukser.
Øjnene forblev luikket, mens hun lod armene falde ned langs siden, for at vente på hans reaktion. Det føltes næsten som om at tiden gik i slowmotion, og hun kunne høre hvert et åndedrag ffra hende selv og ham.
Endnu et skælv gled igennem hende, da hun mærkede hvordan Zane lod fingrene glide over det cirkelformede ar, som så langt bedre ud, og ejede et sølvagtigt skær, efter Damias behandling. Det var stadig rødligt, og afslørede ethvert kradsemærke, som rotten havde efterladt, og nogle enkelte steder, kunne man se hvordan arret fordybede sig en anelse ind i hende krop.

Forsigtigt åbnede hun øjnene, for at kunne kigge på ham, og så hvor målløs han virkede.. og vred. Hun så hvordan musklerne blev spændt under huden, og automatisk gled hendes ene øjenbryn i været.
Spørgsmålet var ikke til at misforstå, og et øjeblik overvejede hun om hun skulle lyve. Han virkede bare så... hidsig over det, og en overilet handling va ikke hvad der var behov for.
"Lazarus" hviskede hun, mens hun vendte blikke mod jorden. Hun vidste ikke om hvisket var højt nok til at han kunne høre det.

*Lazarus...*
Navnet som før havde vækket hans vrede vækkede nu i stedet et hvidglødende raseri og en helt speciel tørst... hævn.
Lazarus havde været efter Angelie før, det huskede han... og nu havde han på en eller anden måde fanget hende, tortureret hende helt vanvittigt, mærket hende for livet... og gjort hende sindssyg, hvilket heldigvis var kureret.

Zane vendte sig om mod Angelie igen.
Hans øjne lyste nærmest, og vreden lyste ud af ham.
Han tog et skridt frem, greb fat om hende og kyssede hende på munden.
Så krammede han hende og hviskede med en stemme tyk af had og følelser: "Aldrig mere... Ingen vil nogensinde gøre dig ondt igen..."

Var det muligt, at han ikke huskede hvem Lazarus var? Muligt at han måske ikke havde hørt hvad hun havde sagt, og derved kunne hun snige sig let og elegant uden om den samtale. Hun huskede trods alt også, at det var Zane der i sin tid, havde kaldt Lazarus en almindelig vampyr, som hun sagtens kunne overvinde.. Han havde taget fejl.. Det kunne let ses nu.

Stadig stirrende ned i jorden, lod hun sig glide på hug, for at samle sin trøje op fra jorden igen, inden hun vendte blikket mod ham, for derefter at kunne se hvordan raseriet flød igennem hans blik. Der var ingen tvivl der, og et opgivende suk kom over hendes læber.
"Lad det ligge" ordene var rolige, faretruende rolige, og de bar på en undertone, der fortalte at hun mente det. Hun ville ikke søge hævn. Det var hendes egen skyld, og hun vidste det. Hun skulle have skjult sit formål bedre end hvad hun havde gjort, så var det ikke sket.

Det der overraskede hende, var dog at Zane trådte frem, hvorefter hun mærkede hvordan hans læber ramte hendes, og hun huskede med det amme, hvordan hendes passede til hans.. Eller sådan virkede det. Hun gengældte det under alle omstændigheder, inden hun igen lod ham omfavne hende, mens hun hørte hans stemme.
Tiden brugte hun på at gemme ansigtet væk ved hans skulder, mens hun vendte ordene i hovedet. Selvfølgelig skulle hun bare fortælle det. Hvorfor ikke bare glemme de sidste ugers forfærdelse, hviske dem ud af livets kalender.
"Du kan ikke beskytte mig for evigt.. Sådan skal det ikke være" svarede hun, og skubbede sig automatisk væk fra ham, hvis han tillod hende de. "Desuden kan jeg sagtens passe på mig selv"

Han så hende i øjnene.
"Det ved jeg at du kan... men der er altid en der er stærkere..." sagde han.
Han havde ladet hende skubbe ham væk.

"Jeg ved godt at jeg ikke kan beskytte dig hele tiden... men jeg kan statuere et eksempel, og det har jeg også tænkt mig at gøre." sagde han koldt.
"Lazarus skal dø... det er på tide at han lærer at ingen slipper godt fra at lægge sig ud med mig... og den eneste jeg elsker."

Han så hende dybt i øjnene og tog hendes hænder.

"Angelie... jeg ønsker at du skal være min. Min måne, min sol... min Valsharess." sagde han så. Han var ikke sikker på hvordan hun ville reagere på dette... det var praktisk talt det samme som frieri...
Han var selv Valshar, som direkte oversat betød Kejser, selvom han kun var lederen af en klan. Og at sige at han ønskede hende som sin Valsharess... betød at han ønskede hende som sin ligemand, mere end blot en elsker..

Hun vidste at hun havde ret. Det var der altid, men det gjaldt også for Lazarus. Den person skulle jo bare findes, og uheldigvis havde hendes dødelighed gjort, at hun på ingen måde var et match for vampyren, som hun havde været før.
Hun blev dog ved med at lytte til hans ord, selv efter hun havde skabt afstanden imellem dem. Det virkede som om, at han med vilje overhørte hendes sætning, som hun havde givet ham, hvilket egentlig irriterede hende grusomt.
"Zane!" afbrød hun ham, da han snakkede om at skabe et eksempel, og hun håbede at han ville høre efter. "Jeg vil ikke have hævn!!" svarede hun hurtigt, og bestemt så han forhåbentlig ville forstå det. "Jeg gider ikke opsøge ham for at statuere et eksempel, og jeg gider ikke have, at du skal gøre det.. Jeg valgte at spille et farligt spil, og tabte"
Hvorfor var det så svært at forstå, at hun ikke ønskede at lege med længere. Hun ville bare glemme det hele, starte på en frisk, flytte væk endda.. Hvis det ville sætte en stopper for det, så flyttede hun til nordpolen hvis det skulle være.

Hun blev dog afbrudt.. Eller faktisk afbrød hun sig selv, da hun mærkede hvordan han greb fat i hendes hænder. Der var det der ord igen.. Ham den anden sortelver havde også brugt det om hende, og nu Zane også.. Besynderligt.. Hun svarede dog ikke, men ordene rungede i hendes hoved, mens øjnene voksede en anelse, for at vise at hun var overrasket.. Ja direkte målløs.
Faktisk stod hun bare som forstenet, og stirrede på ham. Var han da fuldstændig vanvittig? Midt i alt det her, så ønskede han et.. ægteskab? Hun skulle bestemt ikke gå op ad noget kirkegulv.. Faktisk ønskede hun bestemt ikke at invitere nogle folk til den slags..
Havde han overhovedet fortalt om han elskede hende eller ej`? De var i hvert fald ikke noget hun mindedes at have hørt fra ham.
"Zane" mumlede hun langsomt, mens hun langsomt vendte tilbage til virkeligheden, for derefter at se på ham med et undrende blik. "Du ved jeg ville sige ja ligemeget hvad... Men hvorfor.. Spørger du om det.. nu?"

Han lod emnet med Lazarus ligge. Det skulle han nok tage sig af senere... og det regnede han med at hun også godt vidste.
Hvorfor han havde spurgt om det nu... det spørgsmål var hendes respons.
Ikke hvad han havde forventet... men det var okay.
"Jeg forstår godt hvorfor du spørger.. og jeg vil med glæde give dig svaret." sagde han.
Han vidste selv hvorfor... men ikke om han forstod det!
"Jeg er en stærk person Angelie, det ved både du og jeg. Også psykisk... men der er én ting jeg er dårlig til." sagde han og så hende i øjnene.

"Jeg har aldrig fortalt dig at jeg elsker dig... og det er fordi jeg ikke... ikke kan finde ud af sådan noget. Jeg er en dræber og en Valshar og en kriger... jeg har aldrig oplevet det her før, og det forvirrer mig... gør mig usikker på hvordan jeg skal reagere over for det. Sex er én ting... men det her..." sagde han og tøvede et par sekunder.
"Det her er... kærlighed. Og lige nu... nu hvor jeg endelig ser dig igen efter al den tid, efter vi begge har været døde og jeg troede jeg havde mistet dig for altid... lige nu har jeg styrken til at spørge dig... og sige at jeg elsker dig. Og det ved jeg ikke om jeg har i morgen eller om en uge. Det er nu'et der gør mig i stand til det.. jeg ved godt at sentimentalitet ikke er mig og ikke ligner mig... men lige nu er det hvad du får."
Han så hende dybt i øjnene... og tav.

Hun var sikker på, at det emne ikke var færdiggjort, men hun nægtede at tillade ham at kaste sig ind i en kamp på liv og død, på grund af det ene forbandede sår.
Irriteret gnubbede hun automatisk øjet, der havde en tendens til altid at klø, efter hendes lille tur på operationsbordet, inden hun lyttede til alt hvad han havde at fortælle.
Og hun blev overrasket. Meget endda. Aldrig havde hun hørt denne mand stå og plapre løs om hvordan han følte, end ikke den mindste ting. Det virkede næsten som om flere års fortrængelse kom ud af ham nu, og hun skjulte diskret det smil, der truede med at trække sig op i hendes mundvige hver gang hun hørte endnu et følsomt ord komme fra ham.

Et par gange prøvede hun at få et ord indført, men hver gang snakkede han bare videre.
Hvad værre var, så mærkede hun hvordan kinderne diskret begyndte at blusse op under den blege hud, over alle de ord, og hendes blik gled automatisk væk fra ham, og ud på vandoverfladen, som hun nedstirrede, mens de spidse ører spandt over lydene der væltede imod dem, for derefter at lade lydene blive til ord, som hun kunne forstå.

Da han tav, vendtes hendes blik mod hans igen, for et kort øjeblik at lade sig fordybe, mens hun overvejede om hun skulle svare. "Jeg kan ikke dø hver gang for at give dig nosser nok til at fortælle hvad du føler" bemærkede hun, og hævede langsomt det ene øjenbryn, inden smilet langsomt brød frem på hendes læber.

Hendes ord bragte ham en anelse ud af fatning, og han kunne ikke lade helt være med at le.
"Som du dog kan sige det... og som du dog ligner dig selv nu..." sagde han og gav hende elevatorblikket.
"Du kan tænke over det jeg har sagt, jeg behøver ikke et svar nu." sagde han så.
"Og hvad end dit svar er, så vil mine... følelser... være de samme. Jeg ved ikke hvad du helst vil have... at jeg er kold g hård mod dig... eller at jeg er sådan her." sagde han med et let skuldertræk.
Så fik han øje på hendes rødmen, og han smilede.
Han tog blidt fat om hendes hage og drejede hendes hoved så de så hinanden i øjnene.
"Lige meget hvad der sker... lige meget hvad du siger... lige meget hvem der vil stå i vejen... " hviskede han mens han så hende dybt i øjnene...
"Så elsker jeg dig Angelie."

Hun vidste, at han havde ret. Den kommentar var noget, som kun en Angelie kunne levere, og hun havde gjort det uden at tænke over det. Sådan en var ikke kommet over hendes læber, siden den dag hun havde nedbrændt landsbyen på grænsen af Di Morga
Et kort skuldertræk kom fra hende, og igen bemærkede hun elevatorblikket, som var et hun havde set et par gange før. Derfor blev øjenbrynet provokeret en anelse mere i vejret, inden hun satte en hånd på hver side, stadig kun iført den diskrete bh, inden hun betragtede ham.
"Pas på.. Øjnene skulle gerne forblive på deres plads" mumlede hun diskret, inden hun bevidst valgte at stikke armene igennem ærmerne på sin trøje, for derefter at trække den over hovedet, så den til sidste ville være på sin retmæssige plads.
Imens havde han talt, og hun vidste allerede at det måtte betyde, at han ikke havde hørt efter igen, eller havde glemt dette. "Som jeg sagde før" startede hun langsomt, og bed sig let i underlæben. "Så er svaret trods alt et ja.. Men jeg har.. nogle krav" forklarede hun hurtigt, for at han ikke skulle starte det helt vilde op. "Og jeg ville nok foretrække.. en blanding" indrømmede hun lidt efter, inden smilet trådte helt igennem.
Det betød også, at da han greb fat om hendes hage, for at kunne se hendes øjne, da smilede hun, så man svagt kunne ane tandrækkerne bag læberne, imens hun lyttede til hans ord.
"Jeg elsker også dig" hviskede hun tilbage, og hun mente det.. virkelig.

Han smilede og kyssede hende igen. Denne gang et halvlangt og lidenskabeligt kys. Ingen havde nogensinde sagt sådan til ham før... og at Angelie skulle sige sådan... det var vel lige så sjældent som at han selv sagde det.

Så hævede han et øjenbryn og sagde:
"En blanding... af hvad? Og hvilke krav?"
Hvor interessant. Men han anede at dette muligvis kunne blive noget han ikke ville bryde sig om. Hvis hun havde til hensigt at...
Hans smil forsvandt og hans øjne blev en anelse kolde.

Før hun kunne nå at sige noget, sagde han: "Hvis kravet er at jeg lader Lazarus være... så spar dig. Du siger at du selv var ude om det... det er jeg ligeglad med. At angribe dig er endnu værre end at angribe mig. Han skal dø."
Hans tone afslørede at det overhovedet ikke var til diskussion.
Zane så på hende, og ventede nu stille på hendes ord.