To halt a fire, you need to sate, even the smalest spark. // Privat - Vladimir //

Sted: De Ferme - Banegården.
Tid: 00:00
Omgivelser: Banegården er fuldstændig tom.
Vejr: En hård vind, for natten til at føles endnu kolderen end den oprindeligt er.


En hård vind rev igennem Banegårdens tomme peron, så det gav en lav hylen i alle hjørnerne. Et højt hyl kom fra det tog der pludseligt kom susende ind på peronen. Der kom en glitren fra genspejlingen af Banegrådens skarpe lys, ind i togets mange ruder, så det lavede et mindre lysshow på jorden tæt omkring toget.
Da toget standsede, åbnede dørene sig, men dette kun ganske kort. Der var ingen der skullepå, og ingen der skulle af. Togende ved denne tid var ikke så travle ved denne tid om natten.. Eller også var der noget andet der var kommet i vejen denne aften. Der var faktisk nogen få mennesker inde i toget, der bankede imod ruderne, for at komme ud, men toget det satte straks igang igen, og susede imod dets næste station. De mange mennesker måtte vente til næste station, og gå. Denne nat, ville toget ikke tillade nogen mennesker på denne peron. Og hvis man så på båndene fra overvågelses kameraerne den næste morgen, ville der være sort skærm. Ingen. Måtte se hvad der skette denne nat.

Der kom et klak. Et klak, som en lak sko, der lod sig lande på det faste betong gulv. Endnu et klak skar sig så igennem stilheden, og to par sko, kunne nu ses, gående ned af trapperne imod peronen. De havde ingen ejermand, nej der var intet over dem. Disse herreløse sko, bar ikke på en ejer. Men i stedet kom der blot en tynd grålig røg op fra dets såler. Men røgen begyndte så at forme sig, og langsomt blev der formet en ankel, som så blev omfavnet af enden af et par sorte bukser. Røgen fortsatte med at forme sig vej opad, og fik formet sig et par lange ben, der bare sorte bukser, velpassende til et fint jakkesæt.
Benene fortsatte deres gang ned af trappen, og så igennem skydedørende, ud på den store Banegårds peron. Nu fortsatte røgen så opad, og det formede sig til en hvid skjorte, fint pakket ned i bukserne, som omfavnede sig omkring en velbygget, menneskelig form. Da røgen endelig nåede til skuldrene, kom der en hård vind, og en stor del af røgen blev skubbet bag ud fra figuren, men det samlede sig i en fin sort jakke, der hurtigt lagde sig ned af den menneskelige figur, og hvilede nu på figurens skuldre, ikke lukket foran.
Figuren fortsatte nu imod en af peronens pæle, og stoppede så endeligt op foran dette. Røg begyndte nu at samle sig et stykke over skjortens krave, og det formede sig til en sort, fin hat, som nu svævede fast der, et stykke over kraven. Røg kom nu osende ud fra under hatten, men det samlede sig ikke i nogen form, men gled bare ud under hattens skygger, og så op imod himlen. Hatten drejede nu, som om der blev rystet på hovedet, og det kiggede så ned af figuren, stadigt hængende, som om den var velplaseret oven på en figurs hoved.
Der begyndte sig nu at forme sig en masse inde bag det ene tomme ærme af figuren, som om en arm langsomt blev skubbet igennem det. Den grålige røg kom da ud fra ærmet, og formede sig hurtigt til en hånd, som fast knugede sig i en knytnæve, inden den så blev rystet, som frøs den. Det venstre ærme på den hvide skjorte, fik nu også en form, men den bevægede sig ikke ind i jakkens ærme, men i stedet inde bag jakken, hvor en hånd formede sig i røgen. Den brune, udstrakte hud på fingrende, blev rynket da fingrende strakte sig, og så rakte ind bag højre side af jakken. Hånden greb fat i noget i inderlommen, og kom så ud med en Blue Kings pakke, som blev hoppet op imod himlen, hvor ved der skød en cigarets filter op.
Da begyndte røgen der kom ud fra hatten, at samle sig ned af i stedet, som om det blev betvunget nedaf, og det formede sig så endligt til et ansigt. Ansigtet der blev formet var fint og rent, og så ganske velplejet ud. Men da det så strakte sig, og flabet blev åbnet, skød de mange spidse tænder frem. Tænderne var vel plejet, og alle lige fint hvide.
Den ukendte figurs hoved blev rusket, så kæberne rystede, og et prust kom fra herren, efterfulgt af en lav hvæsen, og endnu et stræk på kæberne.
"Gaargh... Forbandede blæsevejr.." Brummede herren irriteret, dog stille, imens han rakte ned imod cigaret filtret, der stadigt var rakt imod ham, og greb det med læberne, for så at hive det ud fra pakken, og plasere denne tilbage i lommen. Han rejste da hovedet igen, og rejste sin højre hånd imod sit ansigt. Han satte da en pegefinger foran cigaretten, og denne blev omfavnet i en flamme. Han sugede i cigarettens filter, indtil denne var ordentligt antændt, og knugede så sin næve, og lod hånden falde. Alt imens cigaretten var blevet tændt, havde den venstre hånd putten pakken tilbage, for så igen at forvandle sig til røg, som så gled ind i det venstre jakkeærme, og formede nu armen, og skjortens ærme, inde i jakkens.

Figuren sugede dybt på sin cigaret, og lod den hænge på sine læber, hvor efter et tyndt lag røg gled ud fra hans læber, for så at blive skubbet af en støre mængde røg, der blev pustet ud fra hans næse, med et lavt fnys. Han rystede på hovedet, og kiggede fra side til side, imens han stadigt afventede den person han skulle møde.
"Den forbandede hund, har bare at være her til tide..." Brummede figuren stille, imens han rakte ned i en lomme, og tog en meget lille kniv frem. Han rakte så ned i en anden lomme med sin anden hånd, og ud fra en ellers tom lomme, bragte han nu et perfekt, rødt æble. Æblet virkede næsten uvirkeligt perfekt, med dets næsten genspejlende røde skrald.
Han begyndte så langsomt at skære æblets skrald af, med langsomme, og korte snidt. Han tog kune ganske små stykker af, af gangen, og lod dem blot falde til jorden da de blev fjernet. En lyd hvid røge, begyndte langsomt at forme sig ved herrens skulder, og det lignede at noget let blev sat på skulderen. Herren kiggede imod sin skulder, og holdt inde med afklædningen af æblet i hans hænder.
Den hvide røg formede hurtigt en blank sort kat, som kiggede ned imod herren, og svingede sin hale fra side til side. herren kneb sine øjne sammen, og stirede tilbage ind i kattens øjne. Sådan stod de i kort tid, inden katten så mjiauede, og trykkede sin næse imod ham, for så klædent, at køre sit hoved og side hen af herrens kind, og strakte sin hale lige op. herren brummede irriteret, og rejste den hånd han hold kniven med, og skubbede katten med håndens ryg.
"Smut ned med dig Chaos..." Mumlede han, og fik katten skubbet helt væk fra sin skulder. Der kom et lavt mjiau fra katten da den faldt, men den forsvandt hurtigt i en hvid røg, som så hurtigt formede sig til en kat igen, nede på jorden, hvor den blot sad, som om den slet ikke havde været igang med at falde. Katten kiggede op imod herren, som kiggede tilbage.
"Dumme dyr.." Mumlede han irriteret, og kiggede tilbage på æblet foran sig, og fortsatte sin fine process. Katten hvæssede lavt op imod ham, og kiggede så lige frem for sig. Herren kiggede så ned imod katten, og kneb sine hvæsede tilbage. Hans øjne gled tilbagepå sit æble, og et svagt smil bredte sig over hans læber. Han strakte så sit ene ben ud imod katten, og skubbede blidt til den med spidsen af sin sko. Katten hvæsede legesygt, og rejste sig på begge ben, og med udstrakte forben, imens den begyndte at tæske til skoen med dens poter, dog uden at bruge sine klør. Herren blev blodt ved med at smile af dette, imens han fortsatte med at arbejde med æblet, og blidt skubbe til katten med sin sorte lak sko..

En lyd af knæggende knogler, og maste scener og kød, kunne høres i Terres gyder, da endnu et offer, brutalt blev revet i stykker, af skæve og skarpe tænder, i en flab, der var vidt åben, og grådigt gnaskede ned i sit offer igen, og igen. Det handlede ikke længere blodt om jagt, og indtagelse. Et hvert drab var personligt. Et rassende behov for at smadre et liv, for at overskygge sit eget. Et eller andet måtte afstraffes for hvad der var sket! En eller anden måtte bøde.
Det sørgede Vladimir for, at et hvert af hans offre gjorde, i den lange tid der var gået, efter noget han holdt kært, var bleve væk. Hensmidt, som var det intet. Af en forbandet lille mide, han ikke kunne gribe fat i, uden at ruske i et imperium, han ikke gad at blande sig i.. I hvert fald ikke endnu.
Vladimir rev et stort stykke kød fra den døde dæmons hals, så blod, scener og kød fløj ud til siden hvor han slog hovedet imod, og han hvæsede så hidsigt imod himlen, så blod sprøjtede fra hans gab. Han svingede så rundt, og kastede liget af den dæmon, der måtte lade sit unge liv denne nat, og Vladimir satte så i et fast og hurtigt trit, imod enden af den gyde han befandt sig i. Han tykkede det sidste kød han havde fået i munden igennem, imens han hidsigt hvæsede med hvert af hans skridt, og hans hvide øjne stirede vidt åbent frem for sig. Det var tydeligt at denne vampyr var rasende. Frustreret og forviret, var hvad han var.
Vladimir hvæsede igen hidsigt, så blod sprøjtede fra hans mundvig, og han forsvandt så i en sort røg, hvor efter han fløj ud som en flagermus, der stille skreg i natten.

En flapren fra flagermusevinger kunne høres nærme sig peronen, og den hvid øjede flagermus fløj så ned igennem peronens tag, og satte sig fast i nogen lys rør. Den så ud til at ignorere den stille syden der kom fra lampen, der brændte huden på flagermusens føder. Flagermusen sad nu og stirede der. Ned imod den herre der stod og var fint i klædt, og skubbede til en kat.
Der kom så et skrig fra flagermusen, inden den forsvandt i en sort røg, og Vladimir faldt hvæsende ud fra denne, og landede på jorden med føderne først. Hans lange trench coat rørte næsten jorden, og de grønne army jeans var betydeligt mere slidte, end de normalt plejede at være.
En nærmest forpustet hvæsen kom fra Vladimir, imens han stod og stirede imod herren foran sig, imens hans øjne langsomt blev knebet sammen Han kiggede op og ned af den fine herre, og der kom et lavt fnys fra ham, inden han afværgende viftede en hånd imod herren.
"Hraargh! Du.. Skulle blodt.. Have snakket.. Med Karaktar.. Om.. Den information.. Du vil have.. Jeg.. Vil ikke.. Forstyres.. Af din slags..." Hvislede han irriteret efter herren.
Selvom han havde protesteret så afværgende, forblev han stadigt stående på peronen. Forlod ikke den fine herre, som han egentligt helst ville. I stedet stod han nu blot og stirede imod den fine herre, imens han trak vejret hastigt.
Han måtte vidre med at lede.. Finde hende.. Han måtte, finde hende!
Vladimir trak vejret dybt, før han så blev helt stille, og stirede imod den fine herre.
Vladimir havde fået besked fra Karaktar, at denne herre ville snakke med ham. Han vidste kun at herren på nuværende tidspunkt levede i Frankrig, i et fint hus, men på nuværende tid befandt sig i Terre, i en betydeligt mere ussel lejlighed. Det virkede åbenbart Karaktar mystisk, og var der for han var blevet foreslået at møde op.
Egentligt havde han mest lyst til at fortsatte sin søgen, men det var måske også bedre at han tog sig af møder som disse, end at hans søn gjorde det. Karaktar var bedre til at søge. Og imens kunne Vladimir kede sig med kedelige ting, som nettop dette møde.
Vladimir kunne ikke lugte skabningens race, men vidste, fra Karaktar, at han var en Djævel. Vladimir kunne kun lugte en gennemtrængende stank af røg.
"Kom så.. Skal ud.. og lede vidre.. Har ikke tid.. Til dig.." Hvæsede han stille, med sine øjne langsomt knebet sammen.

Herren begyndte langsomt at lade katten være, og lod sit blik glide fra æblet i hans hånd, og op imod flagermusen der nu landede oppe omkring loftet. Hans læber knækkede fra smilet, og gled ud i en lige linje, og skyggen fra hans hat, dækkede over hans øjne nu. Der kom et lavt fnys fra ham, og den ene side af hans læber, knækkede ud i en kurve, og formede et halvt smil.
*Endlig.. Og lige til tiden.. Ikke dårligt.. Af en hund at være.*
Katten ved herrens fod, kiggede lige som herren, op imod flagermusen, og satte sig nu på jorden igen. Herren lod så sin fod falde, og hvile på jorden igen. han fulgte Vladimir med øjnene, da han faldt fra lampen, og kneb sine øjne en anelse sammen af hans væsen. Der kom en lav tyssen fra herren, som forsøgte han at stilne på Vladimir, som var han blodt en hund. Og mere anså herren ham heller ikke som. Han lod sine øjne falde over æblet igen, imens han fortsatte med sin skæren, æblet snart fuldstændigt nøgent. Herrens spidse øre hoppede en enkelt gang, da Vladimir begyndte at snakke, og han afbrød uhøfligt hans sidste sætning.
"Jeg er fuldstændigt lige glad, med din lille manglende lam... Og den information din udulige race udbyder, kan jeg heller intet bruge til, så tag og hold din kæft, og lad mig starte snakken her, din hund.." Herrens stemme var flydene, og veludført, som et perfekt tyndt lag smør. Et fnys kom så fra herren, oghan rystede langsomt på hovedet, imens han skar det sidste stykke skrald fra æblet, for så at holde det op foran sig, kun spidsen af sine fingre som stativ for det.
"Nej, jeg er meget mere interesseret i hvad du udbyder for en hvis herre.. Nemlig din herre.." Han drejede langsomt hovedet, og kiggede igen imod Vladimir, stadigt med æblet holdt op. Han smilede så bredt, så hans spidse tænder blev vist frem. Hans ene gule tand stærkt fremvist, iblandt alle de krid hvide tænder. Han fnøs så endnu engang, og med en langsom rejsen af sin tommeltot, fik han æblet skubbet over resten af hans fingre, så det rullede fra hans greb, og ned imod jorden. Men på vejen greb han fadt i æblet igen, og knugede sine fingre fast omkring det. Han drejede omkring, så han stod med fronten imod Vladimir, og holdt nu æblet op foran sig igen.
"Uden sin skald, er et æble, ikke andet end en saftig, blød og svag kugle. Simpel at ødelæge. Nem at mase, og så smide over skulderen. Som gårdsdagens problem..." Sagde han med sin fine stemme, og et langsomt bredende smil. Han knyttede så sine fingre omkring æblede, som hurtigt blev til en kugle af røg, der blev presset ud imellem hans fingre, og han knyttede sin næve. Han rystede så hånden, og lod sin arm falde ned langs sin side, imens hans grålige øjnes sorte pupiler, stirede imod Vladimir, med sine øjne knebet sammen. Han nikkede så en enkelt gang imod ham.
"Du er en del af en skald, som jeg vil have pillet væk.. Men ikke mindst, så er du en hund. Så jeg vil give dig valget.. Køter.. Vær ved min side, som min slave, i stedet for Ma'lakels.. Og du vil leve meget længere.. Ma'lakels rige vil snart falde.. Hvis ikke ved Lucas' hånd, så ved en modstandsbevægelses.. Han har skabte et rige i hans billede.. I kaos, og alt for ustramme bånd.. Hans håndlanger fejler i at stoppe modstanden, og slavehandlerene er mere udulige end krybende i hjørnerne de jager..." Herren holdt sin hånd frem, som et tilbud, og det brede lumske smil kom frem igen. hans hånd var ikke et tilbud om et hånd tryk, men nærmere en pegen på jorden foran ham, som bad han Vladimir stille sig foran ham, hvis han accepterede, som den udulige kamphund han var.
Katten ved herrens side, piskede sin hale til siden, som et tegn på vrede eller frustration. Den sad der efter helt stille, og stirede lige så indædt som sin herre, imod Vladimir.

Vladimirs øjne udvidede sig da han blev afbrudt, og hans øjne udvidede sig stort, og han stirede nu indædt på herren. Hvad vidste han om det? Og hvor fra? Vladimir skulle til at afbrude herren igen, og tog et strikdt frem, imens han rejste sin hånd, for at ville pege imod ham. Men Vladimirs læber nåede kun at forme sit første ord, inden han blev kaldt en hund. Han øjne udvide sig igen, og denne gang endnu bredere. Han hvæsede hidsigt, og fornærmet, imens han tog et par truende skridt imod herren. Men herren virkede blodt fuldstændigt lige glad. Vladimir hvæsede igen, og overvejede stærkt at hoppe imod herren, og flå ham lige med det samme.
Men inden han nåede at gøre noget ud af ans overvejelser, nogede herren at nævne hans egen herre, hvilket Vladimir opsnappede højt og klart, og han stod nu helt stille. Efter det forbandede sladerblads side omkring Vladimirs tjenen under Ma'lakel, var det offentligt kendt. Men hvad fik denne fine herre til at tro, Vladimirs tjeneste blodt var for pengendes skyld? Vladimir skyldte Ma'lakel en hel del, og Ma'lakel havde givet meget mere, end de fleste ville have gjort.. Han var ikke naiv, og vidste godt at Ma'lakel kun så morskab i hans eksistens, og ikke ville holde sig tilbage fra at udradere Vladimir, hvis han gik imod ham. Men han havde givet, hvor ingen andre havde, og på en måde Vladimir kunne forstå.. Ømhed og vendskab, var ikke ting som Vladimir forstod længere.
Men nu regnede dette udulige væsen med, at han ville bøje sig for ham, i stedet for sin herre? Vladimirs overlæbe begyndte let at ryste, og en knurren kom fra ham, der kun kunne forstås som en vred hunds truende knurren. Han tog endnu et skridt imod herren, men stoppede da herrens talestrøm fortsatte. Han knurren blev kun en anelse lavere, for at høre hvad der blev sagt. Som var han faktisk en hund. Ligesom det ikke havde været Ma'lakel et problem, at overtale Vladimir, var det som om denne herre, gjorde som Ma'lakel, blodt meget mere ydmygende. Og selvom det gjorde Vladimir rasende, fik det ham stadigt til at stoppe op, og lytte til herrens ord.
Vladimir begyndte lavt at hvæse, da herrens tilbud var lagt ud, og at han blev beordret foran ham. Tanken om at arbejde ved denne uslings side, passerede ikke hans tanker en eneste gang. hvis han var nogens hund, var han Ma'lakels.. Men hvad der blev lagt foran ham, fik ham til at knibe øjnene sammen i afsky, og han hvæsede højt denne gang, som en truen. Lucas var vendt tilbage, så meget havde han fadtet.. Men at den paranoide, sindsforvirede tosse, havde tænkt sig at lange ud efter Ma'lakel igen, som et desperat, handicapet barn. Det havde han sandeligt regnet med han var klogere end. Og en modstandsbevægelse? Det var af hans opffatelse, at Ma'lakel havde afskaffet englen Samuel. Kappet hovedet af slangen. Men vidste denne herre mere end ham?
Ligegyldigt.. Det var tydeligt at han havde planer imod Ma'lakel. Dem ville han ikke lade herren udføre. Han hvæsede så endnu engang, og strakte sine fingre, imens klør voksede ud fra dem.
"Hraargh! Du.. Stiller dig.. Foran mig.. Kalder mig.. En køter.. Og fortæler mig planer.. Imod.. Min herre... Og regner da med.. At jeg.. Vil være din... Hund.. Du.. Er meget dummere.. End du selv tror.. Forpulede Djævel!" Hvæsede Vladimir hidsigt, i det hans øjne blev udspredt, og røde streger formede sig i dem. Som blod stæng. noget der ikke var sket i dem før. Som om de udødes liv, var begyndt at vække i dem. Lige nu pågrund af den skrigende vrede, der brændte i ham.
Han hoppede hurtigt imod herren, og svang sine klør ud efter hans strube med en hakkende hvæsen. Han ville ikke lade den forbandede usling tale sådan om ham.. Måtte beskytte sin ære.. Og beskytte sin herre..

Herren fnøs lavt, og bredte et langt smil, imens han rystede langsomt på hovedet. Han stirede nu imod Vladimir, imens han snakkede, og fortsatte med at ryste hovedet. Det var tydeligt at han så ned på Vladimir, som en simpel hun, hvis ikke mindre. Men han kneb så langsomt øjnene sammen, og kiggede ned på Vladimirs fingre, der tydeligt fremviste et behov for at angribe, og han vidste at han snart ville angribe. Herren rakte hurtigt sin hånd op til sine hat, og greb fat i skyggen der rakte ud foran ham. Han smilte så bredt og lumskt og rystede igen på hovedet.
"Tsk, tsk, tsk... Du tror alt for meget om dig selv, din udulige køter.. Ma'lakel har tydeligtvis, ikke trænet dig godt nok.." Nåede han lige at sige, inde Vladimir sprang imod ham. Han klukkede lavt en enkelt gang, og fjernede så sin hat, og kastede den imod Vladimir. hvis hatten ramte Vladimirs hoved, ville denne blive forvandlet til en meget tyk, og blindene røg, og herren forsvandt fuldstændig, og den røg der blev efterladt blev hurtigt fejet væk af vinden.
Ikke lang tid efter, kom herren frem igen, ikke langt fra Vladimir, for enden af trappen, der ledte ud fra Banegården. Han tog et dybt sug fra sin cigaret, og greb den så imellem en pegefinger og lange finger, for så at smide den væk ud til sin side fra sig, imens han kiggede over sin skulder, imod Vladimir, og hvor han før stod. Røg formede sig om hans ene hånd, og hans hat kom frem igen i hans hånd. Han plaserede den tilbage på hans hoved, og fnøs lavt.
"Dæk.. Din møg køter.. Og modtag din straf for dette afslag.. Du skal ikke være bange for ikke at finde dit lille lam igen.. For ingen vil finde dine rester efter i nat.. Ta tah." Sagde han hånende, og vinkede en enkelt gang med sin ene hånd, inden han kiggede frem for sig, og gik op af trapperne foran ham, imens en lav, meget dyb klukken kom fra ham. Utallige hidsige og vilde hvæs kom fra toppen af trapperne, og en stor masse af ækle monstre, kom kravlende ned af trapperne, omkring herren, og ud på peronen. Der var mere end ti af bæsterne, og de hvæsede og skreg alle hvildt uden at sige et ord. Flere af dem, hoppede straks imod Vladimir, og gik til angreb.

Da herren nåede toppen af trappen, hvor Vladimir ikke kunne se ham mere, rakte han igen ind i sin jakkes inderlomme, imens han rystede på hovedet med en lav brummen. Den krid hvide røg kom frem igen, og katten fra tidligere blev formet på hans skulder, hvor den sad og stirede ned på herren. Herren stirede tilbage på katten, og klukkede lavt en enkelt gang, imens han tog sin cigaret æske frem.
"Det er næsten en skam... Hvis den var gået med mig, havde jeg haft to uffateligt irriterende små bæster at skulle tage mig af..." Sagde herren, og smilte bredt, imens han kiggede imod katten. Den mjiauwede og klappede blidt en pote imod herrens pande. Han lo kort, imens han rystede på hovedet, og slog opad med cigaret æsken, så en cigarets filter skød op. Han greb fat om det med læberne, og trak den op. Han pegede enden af den ud foran katten, som så hvæsede, i det en flamme blev skut frem foran den, ud fra dens flab, og andtændte cigaretten, i det han sugede imens den satte ild til tobakken. Han klukkede lavt, og lagde cigaret æsken tilbage i sin lomme, og begyndte at forlade Banegården.
"Det var en.. men vi er laangt fra færdige endnu skat.. Men vi er et skridt nærmere.." Sagde han med et halvt smil, imens han rakte op efter katten, og kløede den under hagen, hvilket fik den perfekt balancerende kat til at spinde glad.

Vladimir hvæsede hidsigt, da hatten ramte hans ansigt, og han et kort sekund blev blindet. han rev stadigt ud efter det sted hvor den fine herre lige havde været, men da han ramte intet, hvæsede han endnu engang, denne gange frustreret. Han rystedesit hoved, og kiggede rundt, da den tykke røg forsvandt med vinden. Han kiggede tilbage imod herrens ny position, og han brølede hidsigt med et højt hvæs, inden han begyndte at spæne imod herren, med en høj hidsig væsen.
"En.. Som dig.. Fortjener.. intet mere.. End en klo igennem s..." Vladimir blev stilnet, da han så monstrene stormed ned af trapperne. Han stoppede straks op, og kneb sine øjne sammen. Han trak vejret dybt ind, og ud spredte sine øjne, inden han udløste et øredøvende skrig, der skar sig igennem Banegårdens væge. Skriget var mere et kald, end det var en hvæs i vrede. Vladimir stillede sig klar til kamp, imens han fortsatte med at hvæse, og knurre, med sine øjne vidt åben. Disse væsner var langt svagere end ham, men imod så mange, kunne selv Vladimir ikke følge med.
Da de første to hoppede imod ham, rev han hurtigt ud efter dem, og gjorde kort process af den ene, hvis ansigt blev revet i stykker, og kylet imod den nærmeste søjle, hvor den hamrede livløst imod. Den anden fik han skubbet væk med en parade fra sin anden hånd, og han tog et par skridt til siden. Et tredje dyr angreb ham så fra siden, og Vladimir nåede kun lige at svinge en knytnæve imod dens ansigt, hvor denne blev ramt, og kastet bag ud, og trilende hen af jorden, med smertefulde klynk. De en fjerde så angreb ham, begyndte de andre at omringe ham, og trække tættere på. Den fjere hoppede imod Vladimir, og fik et brutalt bid ind på hans håndled, som var det eneste han nåede at få imellem dem. Vladimir hvæsede højt i smerte, borede hurtigt sine lange klør igennem bæstets brystkasse, hvilket med det samme slog det ihjel. Vladimir slog så sin arm ud imod en ny der hoppede imod ham, og det døde lig blev kastet ind i den nyangribende, og de blev begge kastet væk. Samtidigt var endnu et bæst kommet bag fra, og bed sig fast i Vladimirs lår. Vladimir hvæsede højt i smerte, og hamrede sin næve ned i hovedet på bæstet. Den første gang kom der kun et klynk fra det, men dets tænder forblev dybt boret ned i hans lår. Vladimir slog så to gange mere, og så kom der et knæk fra bæstets ellers robuste hjerne skald, og det døde med det samme. Men Vladimir nåede ikke at fjerne dets tænder fra hans kød, enden endnu et bæst hoppede imod hans front, og fik sig bidt fast i hans skulder, kun lige fordi han nåede at rykke sit hoved, og undgå at blive bidt i halsen. Vladimir hvæsede endnu engang i smerte, og lagde en klo for halsen på bæstet der nu sad fast bordet i hans skulder, og skar en dyb rift i dennes hals. Bæstet skreg i smerte, og faldt ned fra Vladimir, og bakkede væk, med dets hænder imod sin hals.
Vladimir rev nu det bæst, hvis tænder sad fast ved en krampe i kæben, væk fra ham, og kastede den ind i endnu en der angreb. Kun tre havde han fået dræbt, og en inkapasiteret i et stykke tid. Det var ikke godt nok... Vladimir hvæsede hidsigt, og hans blod begyndte at tæske hurtigere igennem hans krop, og alle hans sår lukkedes hurtigt. Men samtidigt med at han gjorde dette, var der et af bæsterne der ikke ventede på at Vladimir gjorde sig klar, og rev fire dybe riller over Vladimirs ryg. Vladimir hvæsede højt, og svingede hurtigt rundt, så hurtigt at bæstet overhovedet ikke kunne nå at reagere, og fire af Vladimirs klør blev boret ind i dens hoved.
Fire..
Vladimir trak sine klør ud, og svingede rundt i en cirkel, hvilket skæmte monsterne en smule tilbage. Det gav Vladimir tid til at tænke, og han hoppede imod loftet, og rev et langt metal rør fri fra dette, og faldt ned på jorden igen. han kastede da røret imod to af de resterende monstre, som begge blev kastet flere meter tilbage, på grund af den store kraft fra jernrøret. Vladimir hoppede så imod et af bæsterne, og greb fat i dennes hoved, og skulder, og rev med et hidsigt hvæs dets hoved af, og kastede det til siden. Samtidigt hoppede to andre imod ham. Vladimir reagerede på det, og borede samtlige ti klør ind i den ene, imens han stirede hidsigt imod denne. Den anden landede på hans ryg, og bed sig fast i hans skulder. Men det lagde han næsten ikke mærke til, da ald påført smerte blev ignoreret på nuværende tidspunkt. Vladimir rev sine klør ud til siden, hvilket gjorde at bæstet foran ham næsten blev revet i to. Vladimir greb så fat i bæstet på hans skulders hoved, og rev ham fri, med endnu et hidsigt hvæs. Han svingede bæstet rundt i luften, for så at hamre hovede imod jorden, så det blev mast, og en blanding af hjernemasse, kød og knogler blev spredt ud imellem hans hånd og betongulvet.
Syv.
Vladimirs berserk var begyndt at udløbe. Blodmangel før brug, blandet med de slemme sår efter brug, havde udmattet det hurtigere end normalt. Vladimir kunne slet ikke reagere på de tre monstre der nu hoppede på ham. han hvæsede hidsigt og satte sig op på knæ, da et af dem hoppede op på hans ryg. Det borede sin klør ind i hans side, og dets negle i hans skuldre, imens dens tænder borede sig ind i hans nakke. Vladimirs øjne blev vidt spærret op, på grund af den vældige smerte der nu skar igennem ham. Han skulle til at række tilbage, og rive bæstet væk, men lige da han skulle, bed de to andre bæste sig fast i hans håndled, og hev i ham. Vladimir vred og skreg i smerte, imens han fik rejst sit ene ben, for at side knælende i stedet, og holde balancen, fra de brutalt rivende bæster.
*Hvor.. Hvor er de.. Er jeg.. Helt alene? Blev.. olga ikke taget fra mig? Men.. Valgte hun.. At forlade mig.. Har.. Jeg fejlet.. Endnu en familie?
Tanker han ikke havde haft i lang tid skar ind i ham, og han rystede hidsigt på hovedet, med sine øjne knebet sammen, imens han forsøgte at rejse sig op.
* Jeg.. kan klare mig uden! Jeg.. har ikke behov for dem!* Vladimir fik styr på sine tanker, men lige samtidigt blev han revet ned i en knælende position igen. nej, han kunne ikke klare sig uden sin familie.. Ikke lige nu..

To skikkelser kom spændene igennem banegården, og imod den fine herre, i sit fine jakkesæt, med katten på hans skulder. Den unge kvinde, og den unge mand, skulede begge af herren da de hastigt spænede forbi ham, og fortsatte imod trapperne. Janet hvæsede hidsigt en enkelt gang da de var paseret, og drejede ned af trapperne. I stedet for at læbe langsomt ned af trapperne, hoppede hun op, og løb ned af det lige armlæn, med en perfekt balance. Ronnie hoppede i en lige linje, samtidigt med at der kom en høj dyb lyd, some en eksplosion fra en basshøjtaler, og trappens vindues partier eksploderede pågrund af trykket. Dette gjorde at Ronnie blev skudt igennem luften, og landede på jorden, hvor han måte ruller rundt en enkelt gang, inden han kom op på føderne.
Janet var den første der kom ud fra trapperne, og spænede imod Vladimir. Det gippede i hende, og hendes øjne spærede vidt op, da hun så Vladimir blive revet i på den måde- Hun åbnede sin mund abnormalt vidt, og et øredøvende skrig kom fra hende. Skriget var så højt og gennemtrængende, at det bæst der sad fast på Vladimirs ryg, måtte give slip, og holde sig for ørende. Dem der holdt fast i Vladimirs håndled gav ikke slip, men løsnede deres greb, og klynkede også i smerte.
Ronnie stoppede op, og knurrede vredt, i det han slog en udstrakte hånd imod bæsterne, så hans lange fingre pegede imod den der sad på Vladimirs ryg. Dette udsendte en sølge af press, og en højt bass stød, i det bæstet på Vladimirs ryg blev voldsomt kastet væk. Janet fortsatte imod bæsterne, og hvæsede højt i det hun tog en lang kæde af, som havde sidet om hendes live, og svingede den ud som en pisk, så den blev svunget omkring det ene bæst der havde fat i Vladimirs håndled. Da bæstet var fanget af den fast kæde, hoppede hun hen til den, og fik dens tænder løs. Monsteret hvæsede hidsigt, inden det blev kylet væk, ved at Janet svingede rundt, og fik strammet kæden op, for så at bruge sit momentum til at kaste med sin modstander.
Vladimir rejst så sin hånd, og slog den ned i hovedet på det tredje bæst, som klynkende gav slip ,og bakkede væk. Den, og den som var blevet skubbt væk af Ronnie begyndte så at flygte. Ronnie hvæsede højt, i det en høj trykbølge, som han bevægede sig i, kastes imod den nærmeste. Da Ronnie kom ud af tryk bølgen slog han imod bæstet foran ham, og fik det kastet ind i en stålbe. Nu rev Ronnie det halvdøde bæst ned fra vægen, og satte sit knæ på det, da det var blevet lagt på jorden. Han begyndte så t hamre imod dets ansigt, med en ny tryk bølge, med hver eneste slag. Bæstets hoved, blev langsomt presset mere og mere ind, ind til der intet var tilbage.
Janet satte sig hurtigt på knæ foran Vladimir, og skar en rille i i sin hals, og pressede dette imod Vladimirs tænder. Vladimir åbnede svagt sine kæber, men satte ikke sine tænder i med det samme.
"N.. Nej.. O.. Olga.. Hv.. Hvor.. Er hun?" Hviskede Vladimir med en svag stemme. Hans nedbrudte, og gennem tæskede ansigt, med utallige rifter, svingede fra side til side, i takt med hans krop. Janet hvæsede lavt, og pressede Vladimir imod sin hals.
"Drik nu din gamle idiot... Olga.. Er stadigt væk.." Brummede hun trist. Vladimir delte sine kæber igen, og sank sine tæder i Janets hals, for så langsomt og forsigtigt at drikke fra hende.
Ronnie stoppede sit rasende tæskeri af sin modstander, og kom på føderne, og gik imod de andre.
"Kom så.. Skyn jer.. Vi skal væk her fra.." Brummede han frustreret, og gik i knæ ved siden af Vladimir. Han fik Vladimirs arm svunget om sin nakke, og gjorde klar til at løfte ham. Vladimir slap Janets hals, og hvæsede stille, imens hans hoved sank.
"I.. Ikke mere.. Hjem.. Og.. Så led.. Find.. Olga.. Hvorf..." Vladimirs ynk, blev stoppet af Ronnie, der knurrede af ham.
"Hold så din kæft din idiot, hvem tror du ikke lytter med her... K.. Kom så.." Vrissede han, men han bed sin læbe, og måtte kæmpe imod en tåre, for at stoppe den i at falde. Janet lagde Vladimirs anden arm omkring sin nakke, og de to unge Nosferatuer, bar deres svækkede fader tilbage.