Shoppe - Keela(Privat)

Han slap fisken som straks hastede efter de andre. Han vendte sig mod hende. Han kiggede på revet og derefter på hende. Ville hun op på det? Han betragtede hende og prøvede at regne ud hvad det var hun ville. Der var jo gift på anemonernerne, og de var jo i symbiose med klovnefiskende som var beskyttet af dem. Ja, han havde skam hørt efter i biologitimen, men meget mere havde han da helleri kke hørt.

Hun kom væk fra det igen og svømmede hen til ham. Hun kiggede på ham og smilede. Hun satte hovedet på skrå og kiggede ned på det igen. Det var ærgeligt det hele var farligt, men det beviser også at selv det smukkeste kan være farligt. Hun gned sin arm en smule, vandet var trods alt koldt mod huden. Men hun havde også vænnet sig til kulden så det var ikk så slemt. Hun kiggede rundt og begyndte at svømme tilbage. Det var dumt og være for langt væk og så ende med at miste ilten i flaskerne.

Han fulgte tavst efter, og prøvede at regne ud hvad hun tænkte. det lykkes ham ikke, men han fulgte efter hende. Det var jo på grund af hende de var taget her ud, og hun bestemte ruten. Det havde han jo også selv sagt. Han svømmede op på siden af hende, og kiggede kort på hende. Han greb hendes hånd, og klemte den blidt. Ville hun op nu? Jamen det bestemte hun så han ville ikke stoppe hende. Han vil også glæde sig til at komme op på landet og få strukket vingerne. Han følte de var klemt, selvom de ikke fysisk var der.

Hun stoppede efter noget tid, de var tæt mod stranden nu. Det var bare det hun ville, hun ville ikk så langt ud at strømmen kunne tage dem med ud til havet. Hun kiggede på ham da hun mærkede han tog hendes hånd. Hun smilede før hun begyndte at svømme op med ham. Hun tog den af munden og åndede den friske luft. Hun smilede glad og kiggede på ham da han også var der. Hun smilede, "Ville bare have den friske luft." sagde hun roligt og flød roligt. Hun kiggede mod stranden. Der var færre end før.

Phoenix nød at han kunne bryde vandoverfladen, og trækker ordentligt luft ned i lungerne. Han kiggede på hende med et smil. "Er nu mest glad for at kunne tale." Han svømmede tætter på hende, og kyssede hende på munden. "Og så selvfølgelig det." Han grinte og betragtede hende. "Virkede det egetnligt?" Han børstet sit våde hår væk fra ansigtet. Han ventede spænt på svaret.

Hun smilede let til ham og grinede en smule. "Ja at tale er heller ikk så slemt, hvis bare vi kunne læse hinandens tanker kunne vi kommunikere på den måde." sagde hun. Det var da meget lettere end det at skulle op hver gang man ville sige noget. Hun rødmede lidt da han kyssede hende på munden. Hun kiggede på ham og derefter lidt ned mens hun rødmede. Hun tog en tot hår og legede lidt med den. Hun nikkede, "Ja... Det virker ihvertfald rimelig godt..." sagde hun roligt og kiggede på ham med et smil

"Du kan da også læse mine tanker." Han kiggede på hende, og var glad for hendes svar. Han kiggede ned ivandet, lod en finger glide over hendes læber. Han smilede, tog sin hånd til sig. "Hvad vil du lave? Svømme videre eller?" Han lage hoved på skrå, og betragtede kvinden foran ham. "Du bestemmer." Han svømmede lidt tilbage, og kiggede ned i vandet. Han rettede på iltflaskerne. "Men bestem dig hurtigt, ellers smider jeg de her flasker." Han grinede let, og ventede på et svar.

Hun kiggede undrende på ham og rystede blidt på hovedet, "Nej jeg kan ej, du er bare som en åben bog." sagde hun roligt og smilede uskyldigt. Hun kiggede lidt undrende da han rørte hendes læbe. Hun smilede let og svømmede tættere på ham. Hun fik sine arme om hans hals og benene om hans liv Hun smilede og knugede sig til ham. "Jeg vil være hos dig." sagde hun roligt og smilede glad. Hun kiggede ned i vandet og derefter op på ham. Hun aede hans nakke en smule. Hun kiggede stille på ham og kyssede ham blidt på næsetippen en enkelt gang og grinede let.

Åben bog?! Han sukkede og rystede på hoved. Han var lige ved at gå under da hun satte sig op på hende, han havde jo selv iltflasker på, og hun havde, og han havde ikke fast grund under fødderne. Han sputtede og kiggede med et hovedrystende på hende. "Du er tung i den her mundering." Kom han frem til og låste sine arme fast omkring hendes liv. "Men så må jeg vel bare holde mig oppe. Selvom jeg føler mig som en sten." Det overraskede ham at hun kyssede ham på næsen, men det skulle da heller ikke snydes vel? "Så er næsen glad." Han kyssede hende let på halsen.

Hun kiggede lidt bekymret på ham, men han tog fat om hende så hun tænkte at han nok kunne klare det. Hun smilede roligt, "Tja sådan er det jo. Man kan ikk altid være let som en fjer." smilede hun glad og kiggede roligt på ham. Hun hvilede blidt sin pande mod hans i noget tid og kom til at grine over det han siger, "Det er da godt, din søde næse skal jo heller ikk være snydt og ensom..." smilede hun let. Hun rødmede en smule da han kyssede hende på halsen, men hun mærkede at hun blev lidt varm over det og gav ham blidt et klem. Hun smilede roligt til ham og slappede af uden at gøre det for svært for ham at holde sig oppe på overfladen.

"Nej, selvom det burde være lov og ret." Hendes pande var dejlig varm og blød, eller så blød som en pande nu en gang kan være. Det gav et mindre set i ham da hun brød ud i grin. "Nej, det er den meget glad for." ... min næse. Han smilede selv over kommentaren, og tænkte, eller prøvede at sætte sig ind i næsens tankegang, men den havde jo ikke nogle så ... vrøvl, han forvirrede bare sig selv med de tanker, og det hjalp ikke ligefrem med at holde hoved oppe over vandet.

Hun kiggede stille på ham, hun smilede roligt og prikkede ham på næsen. "Det er da også kun godt..." smilede hun let og kom ned fra ham igen. Hun holdt dog stadig armene om hans hals da hun ikk ville give slip på ham. Hun nussede sin krop lidt mod hans og smilede glad til ham. Hun kiggede opgivende på ham og smilede roligt, "Du tænker for meget igen..." sagde hun roligt og kyssede ham på munden. "Slap nu af og underhold dig sammen med mig!" grinede hun glad og smilede.

Han sukkede. "Ja, et sted har du vel ret." Han støg en irritrende tåt hår væk fra øjne og fulgte hendes næste råd. "Det kunne lyde forkert." Han kiggede forbi hende, med et lille smil. "Men hvad vil du så lave?" Han lage hoved på skrå og afventede hendes afgørelse. Hvis hun sagde at det måtte han bestemme, åh ... hvad ville han så gøre? Det måtte tiden jo vise. Det var jo hendes dag, om man så kunne sige. Det vidste han ike helt, sådan noget havde som en af de utallige andre sider, eller ikke lige været hans side.

Hun kiggede undrende på ham og satte hovedet på skrå," Forkert?" spurgte hun undrende og rynkede brynene en smule. Hvordan mon forkert? Hun tænkte lidt over det men lod være, han ville jo trods alt nok svare hende på hvad det var. Hun smilede roligt til ham og aede hans kind blidt, "Jeg vil det du vil, hvis du vil sidde hjemme og slappe af. Dykke mere... Jeg vil stort set alt bare det er med dig." sagde hun glad og krammede ham blidt. Hun kyssede hans kind og slap ham igen. Man kunne tydeligt se hun var glad igen, meget glad. Hun havde oplevet noget spændende og det var sammen med ham.

Forkert ... Han kiggede på hende med et skummet grin. "Undskyld, jeg er en dreng." Han vidste hele tandsættet et kort sekundt og skulede derefter til hende. Et mindre fnys kom fra hans næse, men han ville nok have sagt noget af det samme. Han støg hende blidt over kinden. "Så sidder je i saksen ... igen." Det var fantastisk for ham at hun var blevet så glad, og han håbede straks på det kunne smille lidt af på hans kreativisitet, men det lykkes da ikke helt, han var stadig lige så tom i hoved som før. Men nu var de jo her, så hvorfor ikke blive?" Han smilede let.

Hun kiggede undrende, først forstod han ikk hentydningen. Men hun endte med at grine og kiggede opgivende på ham. Hun aede ham på kinden, "Du siger da bare til? Så kan vi da godt finde ud af det..." grinede hun let og smilede roligt til ham. Hun kiggede rundt, de var kommet længere ud fra stranden. Strømmen havde nok taget dem lidt ud fra det hele, men de havde svømmefødder og ilt til at kunne komme tilbage til kysten på ingen tid. Hun kiggede roligt på ham og grinede en smule over det. "Nurh... Hvor er det synd for dig..." sagde hun roligt og aede ham på kinden. Hun smilede roligt og tænkte sig lidt om, "Hvad med at vi bruger resten af det ilt der er i flaskerne og derefter tager vi tilbage?" smilede hun og satte hovedet på skrå.

Han kiggede tavst på hende et kort stykke tid, før han derefter lignede en der var faldet ned fra månen. Mere end overrasket. Det var ikke lykkes ham at få styr på masken, selvom det var det han ville. Enten havde han eller hun misforstået eller så mente hun det. Han blikede et par gange, og nikkede. "Det er altid mig det går ud over." Sukkede han med et lille smil. "Fint, det kan vi godt." Han slap hende, og gjorde sig klar til at gå under. Han havde pludselig fået travlt med at styre sine tanker, og sammentidig styre sit fysiske jeg, men det lykkes da efter lidt tid at få styr på alle delene. Selvom det ikke var direkte nemt.

Hun grinede let over hans udtryk, han fik vist mange tanker over det. Hun kiggede roligt og kyssede ham på munden. "Rolig nu, du skulle nødig ende med for mange tanker på én gang..." sagde hun roligt og smilede let. Hun slap ham og svømmede lidt fra ham. Hun smilede let og fik den på munden igen. Hun åndede lidt for at se om den virkede. Hun dykkede ned og begyndte at svømme ned, de skulle vel ikk være deroppe hvor intet skete. Hun kom helt ned til bunden og kiggede rundt. Hun fandt en krabbe og tog blidt fat i den bagfra så den ikk kunne nive hende. Hun kiggede nysgerrigt på den.

Han fulgte efter hende ned, og betragtede hende imens hun indfangede den stakkels krabbe. For mange tanker på én gang var midt sagt. Hvis han ikke plejede at fylde sit hoved med tons vis af tanker, havde han nok endt med en god omgang ondt i hoved, men han vor jo 'trænet' bare ikke i denne slags tanker. Han lande ved siden af hende og betragtede offert hun lige havde indfanget. At blive taget bag fra, det måtte da være uhyggeligt ... han prøvede for en gang skyld ikke at stoppe sine krappe tanker, da det bare vilde ende med at han kom tilbage på tankerne før, og dem skulle han nok få tid til at bryde sit stakkels hoved med senere, det var han ikke bekymret om.

Hun kiggede nysgerrigt på den, hun aede den på skallen før hun satte den ned. Hun nussede den blidt på skallen med sin pegefinger indtil hun svømmede lidt videre. Hun kiggede på ham og smilede let. Hun aede hans kind blidt og gav udtryk for at han skulle slappe af. Hun svømmede lidt før hun stoppede op ved en sten. Hun kiggede stille på den og fik et lidt undrene udtryk. Hvorfor var den grøn... Hun rørte det og trak hurtigt sin hånd til sig. Det var en vildt underlig slags grøn. Det var ikk slimet eller klistret, det var mere blødt men stadig underligt at røre ved. Hun kiggede hen på ham og smilede.

Rovdyret var ikke farligt, heldigvis for lille krappe, for den ilede aftes efter den var blevet sluppet. Det var dens heldige dag. Han prøvede at slappe af som hun ønskede, men det gik ikke ligefrem godt, men hun fik jaget hans tanker på flugt, da hun kom hen til stenen, og rørte den langsomt og forsigtigt, hvorefter hun hev hånden til sig igen, som om hu var blevet brandt. Et hav af blobler stod ud fra hans mund, og vandet strømmede ind da han begyndte at grinede. Han fik dog hurtigt lukket munden, dog med alt saltvandet inde i munde. Han bed i det sure æble og fik det hele ned. Det var som sandpapir, men det kom ned, og han fik lovet sig selv aldrig nogensinde at gøre det igen. ALDRIG!

Hun kiggede hen på ham. Hun pustede kinderne op men kom selv med et grinende udtryk da han ikk så ud til at være så heldig med sit grin. Hun svømmede hen til ham og aede ham på kinden. Hun hvilede sin pande mod hans, nu hvor hun ikk kunne give ham et trøstekys kunne hun vel bare bruge panden. Hun aede hans nakke blidt og svømmede fra ham igen. Hun kom hen til stenen og rørte det igen. Det var nu underligt. Hun tog sin hånd til sig igen og svømmede videre gennem vandet. Hun vidste ikk helt hvad hun kunne lave nu, hun havde set og rørt meget af det hele hun havde opdaget.

Han havde efter lidt tid fået styr på boblerne, og luften. Hendes pandeberøring var underlig, men dejlig, og han forstod det havle i meningen i den. Den anden var druknet i bobler, og tanker. Han fulgte efter hende imens han prøvede at glemme den grimme smag der var nede i halsen på ham. Da han svømmede forbi stenen kunne han ikke dy sig for at lade en hånd glide over dens side. Mos var hans første indskydelse, men han anede ikke en pind om plantelivet under vand, så han valgte ikke at gøre sig for klog på det.

Hun stoppede med at svømme og drejede sig. Hun kiggede på ham før hun kiggede lidt på sin ryg. Den burde vel snart løbe tør for luft, de havde vel været dernede en time eller to. Hun kiggede på sine hænder, hun kunne se de var en smule rynkede over alt vandet. Hun smilede roligt og kiggede på ham. Hun aede ham på hovedet og fik bagefter sit hår væk fra ansigtet da det gjorde hun ikk kunne se ham. Hun satte hovedet på skrå, hvad mon han ville. Hun havde gjort alt hun ville under vandet, men hvad med ham?

Han kiggede på hende hvor efter han kiggede tænksomt op. Det passede fint med at luften snart var tom i flaskerne. Han pegede op af, som hentydning til de nok heller måtte se at komme op. Han begyndte at svømme op mod overfladen, og ventede deroppe på Keela. Han spændte nogle af tingene op og begyndte langsomt at svømme mod land. Han glæde sig til at få flaskerne af, de var irriterende i længden. Stranden var næsten tom til hans store glæde.